Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/29
29de Kapitel.
Det var i Skumringen, at Widding atter traadte ind i den Rambøllske Bygaard.
Han laaste sig ind af Entrédøren og gik saa ind Soveværelset og tændte Gasblusset.
Nu vendte Gilbert sig hastig i Sengen og saa op med halvaabne Øine.
„Hvordan har du det nu?“ spurgte Widding.
„Jeg har saameget at bestille,“ svarede Gilbert febrilsk med hul Stemme, „jeg søger en sjelden Blomst, en smuk, vild Blomst, vanskelig at finde, men jeg tror, at den maa voxe i Siljekrattet ved Stibækken og . . .“ Resten døde hen i uforstaaelige Ord. Hans Ansigt var rødt, og Sveden perled ham nedover Panden.
Widding tog hans Haand og følte til Pulsen, idet han trak sit Uhr frem og med Blikket fulgte Sekundviseren, saa rystet han paa Hovedet og mumlet:
„Han har stærk Feber. Der maa gjøres noget ved dette.“
Han gik ind i Telefonrummet, telefonerede til Rambøllfamiliens Huslæge Dr. Lind og meddelte ham om Gilberts Tilstand.
Linds Svar lød at han ikke kunde komme iaften, da han just skulde begive sig til en Barselspatient, som trængte hans øieblikkelige Hjælp, og hos hvem han rimeligvis kom til at blive opholdt længe, men han vilde sende en anden Læge istedet og selv indfinde sig der imorgen.
Nu ringte Widding op Lindevold og bad om at faa tale med Frøken Lyhr.
Han underrettet hende om Gilberts Sygdom og konfererede med hende om hvad der skulde gjøres. Vi vil snart faa høre Indholdet af den Aftale, som blev truffet.
Widding vendte nu tilbage til Soveværelset, Gilbert laa og kastet sig urolig frem og tilbage paa Leiet.
„Du kunde ikke blive syg paa en mere passende Tid for mine Planer,“ mumlet Literaten for sig selv, tog saa en Avis og gav sig til at studere den.
Vel tyve Minutter forløb, saa blev det ringt paa Entréklokken.
„Der har vi Lægen,“ sagde Widding og reiste sig, „gad vide, hvem han sender som Stedfortræder?“
Gilbert mumlet en hel Del uforstaaelige Ord.
Widding gik ind i Forstuen og tændte Gassen, traadte saa ud i Entréen og aabnet.
Det var Doktor Aagot Wang, han saa for sig men ved Synet af hende, som kom lige efter, gik det stygt i Widding.
Det var Maggi West.
Han hilset, førte dem ind i Forværelset, presenterede sig for Dr. Aagot og meddelte hende om den Syges Tilstand. Hun tog Hatten af, lagde den og Haandvæsken paa et Bord, saa aabnet han Døren, og Dr. Aagot traadte fulgt af Maggi ind i Soveværelset.
Neppe var Døren lukket efter dem, førend Widding tog Haandvæsken og aabnet den og undersøgte dens Indhold. Her fandt han blandt andet to Nøgler, den ene tydeligvis en Portnøgle, den anden en Entrénøgle. Han saa at det var en almindelig Hovednøgle, hvilken han selv bar Magen til hos sig, og han bemærket smilende:
„Naar Tilfældet spiller mig en saadan Leilighed i Hænderne vilde det virkelig være dumt ikke at benytte mig af det.“
Dermed lagde han Nøglerne tilbage paa deres Plads.
Maggi pleiede at følge Dr. Aagot ud i Presus om Aftenen og Natten. Denne havde nu ikke sagt hende, hvor de skulde hen. Derfor kom hun i stærk Bevægelse da hun af Widding hørte at Gilbert Rambøll var Patienten, men hun beroligedes ved at høre, at han ikke var ved Bevidsthed. Ellers vilde det blive et pinligt Gjensyn mellem dem.
Men da de kom ind i Soveværelset, og hun saa den Mand, hun elsket, ligge der fra sig selv og hørte hans kjære, melodiske Stemme tale usammenhængende Ord, var hun nærved at falde i Graad.
Han laa og fantaserede om at gaa op til Examen. Dr. Aagot satte sig ned ved Sengen og følte Gilberts Puls, nu vendte hun sig til Maggi og sagde:
„Vil De lægge Puderne bedre tilrette under hans Hoved?“
Maggi gjorde som hun sagde, medens Dr. Aagot løftede den Syges Hoved op.
Nu gik Aagot lige ud i Forværelset og lukket Døren efter sig.
Maggi satte sig ned paa en Stol, idet hun tænkte paa, hvilket underligt Skjæbnens Spil det var, som havde ført hende hid.
Da vak hun pludselig op, ved at høre sit Navn udtales.
„Aa Maggi,“ sagde Gilbert i en smertelig Tone, „jeg kan alligevel ikke tro dette slette om dig.“
Hun fo'r op. Det var som en uimodstaaelig Magt drev hende til hans Leie, til at bevidne ham sin Uskyldighed.
Hun traadte hen til Sengen og sagde:
„Nei, Gilbert, tro mig til, jeg har ikke gjort noget, som jeg kan undse mig for.“
Der syntes at gaa som et elektrisk Stød gjennem ham, og han aabnede Øinene helt.
Han syntes at gjenkjende hende og over hans smukke, mandige Ansigt, gled saadant et vakkert Smil, straalende hvilede hans Øine paa den unge Pige med et Udtryk af uendelig Kjærlighed, som fik hendes Hjerte til at banke heftigt, frydefuldt.
Men i næste Moment var det, som Bevidsthedens Glans slukkedes i hans Øine, de fik et forstyrret Udtryk og han skreg vildt:
„Ak denne forfærdelige Hemmelighed: Denne frygtelige Hemmelighed!“
Nu lukkedes hans Øienlaag til, og Maggi satte sig ned og græd stille.
„O Gud, det syntes, som han endnu elsker mig!“ higstet hun.
Da Dr. Aagot kom ud til Widding, sagde hun:
„Kandidaten har stærk Feber. Jeg tror det vil være en betænkelig Sag at lade ham føre hjem til Lindevold.“
„Jeg har just konfereret med Frøken Lyhr pr. Telefon. Hun tænkte sig ogsaa at Gilbert ikke burde flyttes, og hun ved at han har en absolut Modvilje for at indlægges paa Hospital, følgelig maa han blive her. Fra Lindevold er allerede afsendt en Tjener og en ældre flink Tjenestepige, som skal besørge Stellet her. Jeg har lovet at vaage hos Gilbert inat. Imorgen kommer Frøken Lyhr ind for at pleie ham. Kanske De vil gaa til Telefonen og konferere med Frøkenen selv?“
„Nei, Hr. Widding, det er unødvendigt. Jeg finder Arrangementet særdeles heldigt. Nu skal jeg skrive Recept paa et Pulver og en beroligende Mixtur.“
„Der borte har vi Skrivesager,“ sagde han pegende paa et lidet Bord.
Hun satte sig ned og skrev, kaldte saa Maggi ind til at gaa paa Apotheket.
Da hun var gaaet, henvendte Widding sig til Dr. Aagot:
„Er ikke dette en Frøken West?“
„Jovist — De kjender hende?“
„Ja, saadan af Udseende. Som Refferent kommer jeg meget paa Centraltheatret, og man kan jo ikke undgaa at lægge Mærke til en saadan ung Skjønhed.“
„Hun er ligesaa brav som hun er smuk.“
„Det tror jeg ogsaa — trods alt, hvad man siger.“
„Ni, hvad siger man faa?“ spurgte Dr. Aagot.
„Nei ved De hvad, Frøken, jeg har virkelig ikke Lyst til at frembære smudsig Folkesnak om en Dame, hvem jeg anser hævet over al Tvil.“
„Alligevel vil jeg gjerne vide det. Jeg skal sige Dem, jeg har paataget mig at være Beskytterinde for Maggi West. Derfor vil jeg gjerne høre, hvad man siger om hende.“
„Nu, det forandrer Sagen.“
„De har hørt, at Maggi skal være letsindig?“ fortsatte Dr. Aagot.
„Jeg har nok hørt ymte om det ogsaa,“ svarede Literaten.
„Hvad ellers, Hr. Widding?“
„At Frøken West skal være tyveagtig.“
„Du Alverden, hvor kan man nu falde paa at sige saadant?“
„Bare Løgn og Bagvaskelse, Frøken. Den, der fortalte mig det, var en forloren Maler, som nylig reiste til Amerika — han havde nok boet paa Rodeløkken og skulde kjende Frøken West derfra. Jeg blev saa vred paa hendes Vegne, at jeg havde den største Lyst til at smøre ham op.“
„Det havde han fortjent.“
„Frøken Wests Tante skal have sagt om hende, at hun lider af Forfølgelsesmani.“
Disse Ord gjorde et vist Indtryk paa Dr. Aagot, idet hun tænkte paa alle de Forfølgelser, Maggi havde fortalt, at hun havde været udsat for af hemmelige Fiender.
Unge Læger er som bekjendt meget tilbøielige til at spore Dispositioner til Sindssygdomme hos sine Omgivelser, og der er ingen Tvil om at mangen Stakkar uden Grund er bleven indlagt til Observation og dette har paadraget Personen en Sindssygdom, der har gjort Vedkommende ulykkelig for Levetiden.
Dr. Aagot lod sig dog ikke mærke med den vage Mistanke, som Widdings Ord om Forfølgelsesmani havde vakt hos hende, men hun sagde:
„Efter alt, hvad jeg har hørt om Maggis Tante, Enkefru West, kan man ikke fæste synderlig Lid til hendes Udsagn.“
„Nei, ikke det ringeste. Som Menneskekjender siger jeg det, at naar jeg ser ind i Frøken Wests smukke, barnlige Ansigt, læser jeg intet andet der end Dyd, Godhed og alle Sjælens ædle Egenskaber,“ erklærte han hjerteligt.
„De taler akkurat som min Fætter, Dr. Lind, om hende.“
Nu kom de ind paa andre Materier.
Dr. Aagot havde ikke kjendt Widding før, hverken personlig eller af Omtale, men nu vidste han at optræde med saadan fin Takt, at hun fik det fordelagtigste Indtryk af ham baade som Gilberts trofaste, opofrende Ven og som rettænkende Menneske.
Nu indfandt Maggi sig med Medikamenterne, og efter at have givet Widding sine Instruxer, tog Dr. Aagot Afsked og fjernet sig.
„Dette kunde let blevet et ressikabelt Besøg,“ mumlet Widding for sig selv efter at have fulgt dem ud. „Men jeg tænker, jeg skal gjøre det bedste ud af det.“
Han fik frem en Flaske gammel, fin Vin, og fordrev Tiden som bedst, indtil Vognen fra Lindevold Kl. ca. 10 rullet ind i Gaarden.
Det var Tjeneren Anton, før nævnt som Frøken Lyhrs føielige Redskab, der kom i Følge med den ældre Tjenestepige, og store Kurve med Madforraad blev baaret ind.
Widding gav dem sine Instruxer og satte Anton til at vaage hos Gilbert, medens han selv tog en Tur ud i Byen.