Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/28
28de Kapitel.
I den store Sal i den Rambøllske Familiebolig gik Gilbert rastløs frem og tilbage paa det bonede Gulv.
Her skulde han vente paa Maggis Svar.
Han befandt sig i en saadan febrilsk Ophidselse, at det var ham umulig at holde sig stille. Det var som hans Liv afhang af Maggis Svar: Vilde hun ikke vide af ham, ja da vidste han ikke hvordan det vilde blive med ham.
Endelig klang Entréklokken derude.
Gilbert vaklet ud og lukket op for Widding, der saa meget alvorlig ud.
De fulgtes ind i Salen, og Gilbert higstet:
„Har du noget til mig?“
„Ja,“ svarede Widding og trak frem et Brev.
„Men jeg beder dig indstændig, Gilbert, hengiv dig ikke til nogen Forhaabninger. Maggi saa temmelig kold og bestemt ud, det Brev lod ikke til at gjøre noget dybt Indtryk paa hende.“
Med skjælvende Hænder brød den unge Mand Brevet, udfoldet det og læste. Men han var ikke kommen langt før han blev dødbleg og greb sig over Hjertet.
Brevets Indhold var saalydende:
Hr. Kandidat Rambøll!
Til Svar paa Deres Skrivelse skal jeg meddele følgende: De mødte ikke op til vort sidste Stevnemøde, og oprigtigt talt, er jeg Dem meget taknemlig derfor; thi siden er jeg kommen paa helt andre Tanker. De fortæller, at De har mistænkt mig for noget, om en Komedie, der skal have været udspillet i min Tantes Have. Jeg ved ikke, hvad der menes hermed, men det kan vel ogsaa være det samme. De fortæller om Deres store Kjærlighed til mig – ak bedste Hr. Rambøll, den er ilde anbragt, jeg er den nok ikke værdig. Jeg likte Dem godt, men endnu bedre likte jeg Udsigten til at blive Frue paa det store Gods Lindevold. Dog da De ikke mødte op sidst kom jeg til Eftertanke og sagde til mig selv: „Det er en tvilsom Vinding for dig at forlove dig med en Mand, der ikke engang tør presentere dig for sin Onkel men maa holde det hemmeligt indtil han er død. Og naar du bliver gift med ham, vil din Mands Familie se ned paa dig som en Paria. Dette vil forgifte al din Lykke.“
Og saa skulde det hænde, at jeg fik Egteskabstilbud af min Onkel Johan Vogt, en kjæk, statelig Mand og mange Gange Millionær. Han var hjemme ivaares og da forelsket han sig i mig, nu har han skrevet og fried. Hos ham faar jeg et stort Hus og mange Tjenere at byde over, og ingen vil komme til at se ned paa mig, da ingen kjender min Stand der. De indser da vel at jeg maa foretrække de glimrende Udsigter, her bydes mig for de tvilsomme Fordele jeg kan faa med Dem, Hr. Rambøll. Loddet er kastet, jeg reiser til Holland og gifter mig med Onkel Johan. De finder Dem nok en fin, rig Dame, der passer bedre for Dem til Hustru end jeg.
Nu beder jeg Dem, Hr. Rambøll, om at lade være at plage mig med lignende Bud og Breve. Det er bare unyttigt og kjedeligt.
Ærbødigst
Maggi.
Med den største Anstrengelse havde Gilbert arbeidet sig gjennem den sidste Del af Brevet. Han skjalv over hele Legemet og Sveden haglet frem nedover Panden.
„Læs! Læs!“ higstet han og slængte saa Brevet over til Widding, og han satte Albuerne i Bordet og støttet Hovedet mod begge Hænder.
„Ak Gud, dette kommer jeg ikke over!“ stønnet han.
I en Hast gjennemfôr Widding Brevet og sagde i en spydig Tone:
„Et høist beregnende Pigebarn! Den ædle, skjære, etheriske Maggi, som du forelsket dig i, Gilbert, det var ikke andet end en Digters Drøm. Nu vil jeg da vel haabe, at du er kureret for det.“
„Kureret?“ gjentog Gilbert vildt med flammende Øine. „Aa nei, Ingvald, skjønt hun skriver saadan, er jeg sikker paa at der stikker noget frygtelig Hemmelighed som tvinger hende til at forestille sig saadan for mig og til at gifte sig med et Menneske, som har et forfærdeligt Baand paa hende. Ak den, der kunde finde Klarhed i dette!“ hvinte han og slog Haanden i Bordet.
„Kjære Gilbert, efter dette maa dog din egen Stolthed forbyde dig at nærme dig hende,“ sagde Widding alvorlig og varmt, idet han lagde Haanden paa hans Arm.
„Min Stolthed,“ stønnet Gitbert. „Ak jeg ved ikke, hvad der er tilbage af mig – jeg er syg paa Legeme og syg paa Sjælen — jeg føler som jeg maa dø.“ Og han sank sammen og graat som et Barn.
„Stakkars Gut!“ sagde Widding med hyklet Bevægelse. „Du kommer nok over dette ogsaa. Lad os nu gaa ud og adsprede os og finde paa noget Moro.“
„Adspredelse – Moro!“ sagde Gilbert hovedrystende og med toneløs Stemme. „Nei, jeg orker intet mere af denslags. Ak, jeg er saa syg, Ingvald, Blodet ruller hedt i mine Aarer – jeg maa ind og lægge mig tilsengs – kom!“
Widding fulgte ham ind i Soveværelset, Gilbert skjalv, saa han maatte hjælpe ham at klæde sig af.
„Vil du, jeg skal hente Doktor?“ spurgte Widding, da Gilbert endelig havde lagt sig.
„Nei, jeg maa se til at sove. Tag Entrénøglen med dig og kom igjen om nogle Timer, saa faar vi se. Men om du vil fylde Karafelen der med friskt Vand – jeg tørster.“
Widding gjorde det og forlod Gilbert efter at have ønsket ham god Bedring.
„Frøken Lyhr har en skarp Hjerne,“ mumlet han for sig selv, „men en saa storartet Virkning havde jeg dog ikke ventet mig af hendes Brev. Ja, bliv bare syg, Gilbert Far, bliv bare rigtig syg, det stemmer bedst overens med mine Planer nu.“
Han trikket hjem til sit Logis oppe i Bogstadveien.
„Her har været en Herre og spurgt efter Dem gjentagende Gange,“ meddelte hans Værtinde. Han leverede sit Kort og bad at De skulde komme indom ham.
Widding tog Kortet og smilte mystisk, da han læste Navnet "Fritz Køener.“ Nedenfor stod vedføiet med Blyant „Grand Hotel.“
Da han blev alene paa sit Værelse, tog han frem Maggis Kufferter, laaste dem op og gav sig paany til at undersøge dem.
Han fandt en Mappe, som indeholdt endel Breve og Papirer.
Widding bladet i dem, og snart trak han frem et stort forseglet Brev.
Udenpaa stod skrevet:
Til Maggi West — Dette maa ikke aabnes før den Dag hun fylder atten Aar.
„Der har vi det!“ lo Widding, glisende med Tænderne. „Der har vi det!“
Han tændte et Lys, varmet en Kniv over den og sik herved løsnet Lakket, saa dynket han Brevets Gummirand med Vand og fik saaledes Konvolutten op. Nu udfoldet han Brevet og læste:
Min egen Maggi, mit elskede Barn!
Ja, jeg kunde ikke holdt mere af dig, om jeg havde bragt dig selv til Verden og hidtil har jeg ikke havt Hjerte til at aabenbare dig den Hemmelighed, at jeg ikke er din rette Moder: Men nu, da du er stor og voxen, tror jeg, at du kan modtage denne Efterretning uden at det skal sænke Tungsind og Skygge over dit Liv.
Paa Skolen havde jeg en kjær Veninde, som hed Sofie Malm. Allerede fra liden Pige var hun en fuldendt Skjønhed og hun var saa elskelig, sød og yndig, at alle maatte holde af hende.
Vi to stod til Konfirmation sammen, siden tabte vi hende afsyne. Jeg blev gift med den Mand, hvem du hidtil har anseet som din Far, og jeg behøver vel neppe at fortælle, at vi levet lykkelig sammen.
Vi boede i en liden Hytte ved Østensjø den Tid, da jeg ventet at blive Moder. En liden Pige kom til Verden — fjorten Dage efter toges hun fra os, faldt i Krampe og døde saa braat, at vi ikke engang fik Tid til at hjemdøbe hende.
Vor Sorg over den Lille var stor. En Aften Johannes og jeg sad sammen og det raste et haardt Veir udenfor og Vinden drev Regnet pidskende mod Ruderne, blev der banket paa Døren. Ind kom en skjælvende dyvaad Kvinde med et Spædbarn indtullet i sit Schal, hun saa bleg og ulykkelig ud og bad om at faa blive her lidt og varme sig.
Men hvor stor var ikke min Overraskelse, da jeg i hende gjenkjendte Sofie Malm.
Da jeg nævnte hende ved Navn og hun nu gjenkjendte mig, flød hendes Taarer. Jeg lod min Mand gaa ind, og Sofie fik skiftet tørt Tøi og lagde sig paa Sofaen med Barnet i Armen. Hendes blege Ansigt bar Dødens sikre Mærke og hun hostet saa hult og uhyggeligt. Jeg kunde nu ikke tænke mig til andet, end at Softe var kommen ilde ude for en troløs Mand, der var Far til hendes Barn. Men nu fik jeg høre hendes Historie.
Hun var bleven forlovet med en Rigmandssøn, der ikke aabent turde vedkjende sig dette overfor sin Familie og sin Farbroder, af hvem han kunde frygte for at blive gjort arveløs. Og de to havde indgaaet hemmeligt Ægteskab — kirkelig Vielse var det. Først efter Farbrorens Død skulde Giftermaalet offentliggjøres. Men den unge Rigmands Onkel havde opdaget Hemmeligheden, og rasende herover havde han udsendt Folk til paa en lumskelig Maade at tage Sofie og Barnet afdage. Ja, tænk dig til, kjæreste Maggi, var dig.
Der blev gjort flere Attentater paa Sofie og Barnet. Al denne Rædsel havde undergravet hendes Helbred. Tilsidst tog hun Flugten med dig. Det var vel Forsynet, som styret det saadan, at hun fandt frem til mig, sin gamle Veninde.
Sofie blev bragt tilsengs, hun vidste, at hun ikke havde mange Timer tilbage. Nu bad hun mig tage mig af Barnet. Hun frygtet for at hendes Mands Onkel vilde vedblive at forfølge dig, Maggi, ifald han fik Nys om, hvor du var bleven af. Derfor bad hun tage dig til mig i al Hemmelighed og beholde dig som min egen. Din Faders Navn nævnte hun ikke, men hun omtalte ham med den største Kjærlighed, hun vilde saa gjerne sendt ham det sidste Farvel, men det lod sig ikke gjøre. Selv om hendes Mands Onkel døde, fandt din Mor at det vilde være en tvilsom Lykke for dig at komme hjem til din Fader og blive seet ned paa af hans Familie, maaske faa en ond Stedmoder. Da vilde hun heller at du skulde blive en brav Arbeiders Pleiebarn og hun havde nu sligen Tillid til mig.
Din Far og jeg raadslog om hvad vi skulde gjøre. Saa enedes vi om at tage dig til os saadan som min Veninde ønske det. Om Natten døde Sofie. Hun blev begravet paa Østre Akers Kirkegaard. Vi tog dig i vort døde Barns Sted, og Hemmeligheden kunde saameget bedre bevares, da vi strax efter flytted ind til Byen.
Ja, kjæreste Maggi, vi har holdt af dig som du skulde være vort eget Barn, men nu synes jeg at du bør vide Hemmeligheden. Guldarmbaandet du bærer fik din Mor af din Far.
Gud skjænke dig Lykke for Livet.
Din Inga West.
„Briljant!“ sagde Widding og stak Brevet til sig.