Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/27
27de Kapitel.
„Hvor i Alverden blev du af?“ udbrød Gilbert, da Widding strax efter traf ham inde i Dagligstuen.
„Jeg fik et pludseligt Ildebefindende og følte Trang til en liden Spadsertur,“ lød Svaret.
„Ildebefindende?“ blæste Gilbert. „Du taler om Ildebefindende, men hvad kan det vel være mod det, som jeg føler.“
„Hvad er det?“
Gilbert fortalte om Samtalen med Fru West, og at Maggi var forlovet.
„Nu, saa er det vel bedst at slaa den Tand ud da.“
„Slaa Tanden ud!“ skreg Gilbert op. „Nei jeg vil slaa denne Forretningsmanden af Marken.“
„Ja, men hun har jo forlovet sig med ham, min kjære Ven, saa faar du respektere det.“
„Jeg ved, at Maggi elsker mig, det holder jeg mig til og dermed tager jeg Kampen op.“
Samtalen afbrødes ved at Kathinka Lohr traadte ind.
„Nu, hvor har De gjort af Deres norske Amerikaner?“ spurgte Widding.
„Hu for en Tværdriver!“ lo hun. „Han har ikke Spor af Begreb om Kunst. Det eneste, han intereserer sig for var Badet; da han kom did, vilde han bade sig med engang, og paa den Maade blev jeg ham kvit.“
„Jeg føler mig aldeles ikke forpligtet til at underholde denne Personage,“ sagde Gilbert.
„Det slipper du vel for. Han skal spise Middag sammen med Onkel og blive her Natten over.“
En Stund efter traadte Doktor Lind ind og hilset Selskabet. Han havde allerede været oppe hos gamle Rambøll.
„Godseieren er rent kjæk idag,“ sagde Lind, „og saa livlig og munter som jeg ikke har seet ham paa aldrig saa længe.“
„Det tror jeg kommer af, at han har faaet Besøg af en ungdomsven fra Amerika, en Hr. Malm,“ sagde Kathinka. „Det er dette, som har oplivet ham.“
„Ja, jeg kunde tænke mig at der var en eller anden Grund for denne Forandring hos ham,“ mente Doktoren. „Godseieren trænger til megen saadan Oplivelse, han grubler nok altfor meget over sin Sygdom.“
„Skal det ikke være en Whiskypjolter, Hr. Lind?“ spurgte Gilbert.
„Tak, jeg pjoltrer ikke om Formiddagen – og helst ikke om Eftermiddagen heller,“ tillagde Lind, der i Gilberts blanke Øine og paafaldende Bleghed tydelig læste Efterveerne af et Bakanal. „Idetheletaget anser jeg Pjolteren for en meget skadelig Drik.“
„Med hvilken Grund fordømmer De Pjolteren, Doktor?“ spurgte nu Widding.
„Af den Grund, at jeg har seet en mængde Pjolterdrikkere dø i en tidlig Alder. Men sandt at sige, burde vi nu aldrig nyde noget af det, som heder Alkohol.“
„Men tror De nu egentlig det. Doktor,“ faldt Kathinka ind, „at det er nogen direkte Besparelse for Arbeidsfolk idetheletaget at være Medlemmer af en Godtemplarforening?“
„Ikke Spor af Besparelse,“ svarede Doktoren. „Naar en Mand drikker, tager Restauratørerne hans Penge; men naar han melder sig ind i en Loge, udsuger Godtemplarerne ham med deres Afgifter, Indsamlinger, Fester o.s.v. Der er jo saa mange som skaffer sig et Levebrød ved Godtemplarismen. Det eneste Udbytte for Arbeideren er, at han fører et skikkeligt Liv, om han ikke drikker i Smug da Notabene. Forresten viser Godtemplarungdommen Tilbøielighed til en anden Udskeielse, nemlig Usædelighed.
Der indtraadte en længere Pause, saa sagde Kathinka:
„Deres Kusine, Frøken Wang, har vist en meget udstrakt Praxis.“
„Ja, jeg maa sige, at Aagot har været heldig, lød Svaret.“
„Men det maa dog være et frygtelig bundet Liv,“ indvendte Kathinka. "Tænk fortvæk at blive vækt op af sin bedste Søvn og maatte færdes ude om Natten i farlige Udkanter.“
„Nu, Aagot er en modig Pike, hun har indhentet Politiets Tilladelse til at bære Revolver, og i det sidste har hun faaet en Ledsagerske paa sine natlige Vandringer — halvt Tjenestepige, halvt Selskabsdame, en nydelig ung Pige. Du kjender hende forresten Gilbert.“
„Gjør jeg,“ mumlet denne aandsfraværende, uden at se op fra Avisen, som han læste i.
„Det er Frøken West, hende med Hugormbidet.“
Der gik en Rykning gjennem Gilbert, hvilket Doktoren havde lagt Mærke til, men havde han i dette Øieblik seet paa Frøken Lyhr, vilde han have bemærket, at hun var bleven askegraa i Ansigtet. For at skjule sin Sindsbevægelse, skjøv hun til en Vase, saa den gik i Gulvet og sloges istykker.
„Nei, hvad gjorde jeg nu?“ fo'r hun op.
„Nu var De flink, Frøken,“ lo Doktoren. „Men se disse Stykker lader sig lime sammen.“
Gilbert hvisket noget til Widding.
„Nei, ved De hvad, Doktor, jeg vil ikke ha limede Vaser i Huset,“ sagde Kathinka.
„De taler om en Frøken West, Doktor,“ henvendte nu Widding sig til ham. „Sig mig, er hendes Fornavn Maggi?“
„Ganske rigtig.“
„Det forekommer mig, jeg hørte, at hun skulde være forlovet med en rig Mand – Kjøbmand eller anden Forretningsmand.“
„Det har jeg ikke hørt noget om,“ svarede Lind. „Men det er ikke umuligt.“
„Er hun af god Familie?“ spurgte Kathinka.
„Faren var nok Mekaniker, men Frøken West er meget dannet, hun fører sig paa en Maade, saa man skulde tro, at hun er vant til at bevæge sig i det bedste Selskab. Aagot fortalte mig just idag at Frøken West havde faat Brev fra en Onkel i Amsterdam, som vilde ha hende til sig.“
„Nu, vilde Frøken West det da?“ spurgte Kathinka.
„Hun spekulerte nok paa det. Men Aagot vil nødig blive af med hende.“
Nu traadte Elias Malm ind. Gilbert presenterte ham for Doktoren. Mellem dem indviklet sig strax en Samtale, og Gilbert benyttet sig heraf til at trække Widding ind paa sit Arbeidsværelse.
„Nu ved vi altsaa, hvor Maggi er,“ ytret den første i heftig Bevægelse. „Altsaa har denne Fru West løiet.“
„Har hun løiet?“ spurgte Widding.
„Ja, hun sagde at Maggi var forlovet med en Forretningsmand, og det er attsaa ikke sandt.“
Ogsaa herpaa vidste Widdings opfindsomme Hjerne at finde Svar.
„Ved du hvad,“ sagde han, „jeg tænker Forretningsmanden er den rige, hollandske Onkel, som kan have forelsket sig i sin smukke Niece, efter et Fotografi, hun har sendt ham.“
Disse Ord slog strax an hos Gilbert.
„Kanske det er saa,“ raabte han. „Og saa skulde hun gaa hen og gifte sig med en gammel Knark bare for at bli forsørget. Nei, Ingvald, jeg maa tale med Maggi endnu idag.“
„Gaa nu ikke hen og gjør en Dumhed, Gilbert,“ bad hans „Ven“. „Du kan neppe faa tale med Maggi, uden at Doktor Aagot ser dig, og dermed er Hemmeligheden røbet.“
„Det er nok sandt, men saa faar jeg skrive til hende og sætte Stevnemøde.“
„Hun vil ikke møde frem.“
„Ja, det gjør hun, naar jeg skriver det rigtig indtrængende.“
„Nu skal jeg foreslaa dig noget. Du skriver Brevet i de varmeste Ordlag, fortæller, at du elsker hende og vil gjøre hende til din Hustru, du har miskjendt hende, men indser din Feiltagelse, og saa bønfalder du hende i de smukkeste Udtryk om at skjænke dig et Stevnemøde paa det Sted, hvor I mødtes sidst. Dette Brev lader du mig gaa med — Doktor Aagot kjender mig ikke – og jeg beder om at faa vente paa Svar.“
„Du ved altid at finde det bedste,“ raabte Gilbert og slog ham paa Skulderen. „Jeg vil strax sætte mig til at skrive Brevet.“
„Du maa gjøre det udførligt — ja, jeg vil ikke forstyrre dig.“
Han fjernet sig.
Ude i Korridoren stod Frøken Lyhr og ventet paa ham.
„Kom!“ sagde hun og førte ham op paa sit Værelse.
„Vil det gaa istykker for os nu?“ spurgte hun.
„Nei, Situationen kan reddes, om der bare handles raskt.“
„Hvad vil De gjøre?“
Han fortalte hvad han havde raadet Gilbert til.
„Og saa?“ spurgte Kathinka.
„Maa De med engang sætte Dem til at skrive Maggis Svar paa Gilberts Brev — jeg ved at Gilbert aldrig har modtaget noget Brev fra Maggi og følgelig ikke kjender hendes Haandskrift. De maa skrive kraftigt og berøve ham ethvert Haab. Og De maa fordreie Deres Haandskrift, saa han ikke kjender den igjen.“
„Alt dette skal jeg nok greie, men er De da sikker paa at Gilbert vil opgive Maggi?“
„For en kort Tid ja. Men sikre er vi ikke, saalænge Maggi er i Kristiania.“
„Kunde De ikke se til at faa hende væk, Widding?“ spurgte Kathinka.
„Jo, jeg maa levere hende i Hænderne paa en udenlandsk Pigehandler.“
„Hvordan gaar det for sig?“
„Ved at man tilbyder Pigen en Post i Udlandet eller at der kommer en Udlænding og forlover sig med hende og hun skal følge ham til Udlandet og gifte sig med ham. Men ingen af disse Snarer vil Maggi lade sig fange i, dertil har hun allerede prøvet alt for meget. Der maa stilles en meget lurere Limpinde.“
Kathinka betænkte sig lidt og sagde saa:
„Om vi benyttet os af den rige Onkel i Amsterdam?“
„Donnerwetter for en Idé, Frøken!“ jublet Widding glisende med Tænderne. „Amsterdam er just et af Pigehandlernes Eldoradoer, hvor De har Leverancer til de flotteste Etablissementer af denslags. Kan vi faa Maggi over til Amsterdam, saa er hun væk.“
„Hvordan vil De ordne dette?“
„Det har jeg endnu ikke paa det rene. Det kræver store Forberedelser. Først og fremst maa vi ordne det, saa Doktor Aagot jager hende paa Porten. Naar hun er væk derfra, kommer Amsterdam som den eneste reddende Udvei for hende; det vil sige, den bliver hendes Undergang.“
„Godt, nu maa jeg skynde mig at skrive Brevet.“