Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/26
26de Kapitel.
Da Fru West kom ud af Porten, havde Widding ordnet sig saa han kom opover Veien og mødte hende. Han hilset galant.
„Goddag, Fru West, færdes De ude paa disse Trakter?“
„Ja, Hr. Agent, jeg spekulerer paa at kjøbe mig Byggetomt her opover.“
„Og jeg har solgt en Symaskine paa Morgenkvisten.“
„Se det.“
„Hvordan lever Deres smukke Brordatter?“
„Tak, udmærket.“
„Er det sandt, som man siger, at hun er et uægte Barn.“
Det gav et Sæt i Fru West.
„Hvem har sagt det?“ raabte hun.
„Er det ikke sandt kanske?“
„Det er sandt, at Maggi er Datter af min Svoger Johannes West og hans ægteviede Hustru.“
„Nu, saa er det bare Løgn det Rygte, der vil gjøre en afdød Tante af mig til hendes Mor.“
„Hvad hed den Tante?“
„Naar det ikke er noget i det, saa lader jeg helst være at nævne det.“
„Ja, det er nok noget i det. Sig mig Damens Navn De?“
„Hvis De vil fortælle mig, hvad De ved om den Sag.“
„Kan det være af nogen Betydning for Dem at vide det?“
„Ja, af større Betydning end De aner; thi det gjælder kanske en liden Formue for mig. Og jeg skal nok vide at paaskjønne Dem for de Oplysninger De kunde give mig i saa Maade.“
„Ah, det forandrer Sagen! Ja, nu skal De faa høre, hvad jeg ved om det.“
„Lad os sætte os ned paa Stengjærdet.“
De gjorde saa, og Fru West tog atter tilorde:
„Jeg havde aldrig havt nogen Anelse om andet end at Maggi var min Svogers kjødelige Barn, født i Egteskabet. Men Mand min, Lukas, havde det af og til med at tage sig en Taar over Tørsten, og da var han svært aabenmundet. Saa en Dag kom han hjem efter at have været borte og taget Afsked med sin Broder Johannes, som laa for Døden, efterpaa havde han drukket. Nu glap det ud af Lukas, at han uforvarende var kommen til at lytte til en Samtale mellem Johannes og Sognepresten. Og den gik ud paa, at deres Datter var død af Krampe en Maaned gammel, død udøbt, hvorfor de havde ladet hende begrave i al Stilhed paa Østre Akers Gravlund, bare de selv vidste noget om det. Dagen efter kom til dem en dødssyg Dame, der havde et lidet Barn, en Pige, med sig. Hun døde i deres Hus og de antog hendes Barn som sit eget, udgav det for sit eget, og da de flyttet over i Pauli Menighed, lod de det ogsaa indskrive som sit i Kirkebogen. Alt dette meddelte Johannes sig til Sognepresten om, medens Mand min stod udenfor Døren og hørte paa det.
Lukas blev ikke længe efter Johannes, og jeg sad igjen som Enke med en Gut. Saa hændte det en Dag, jeg kom i Ordskifte med min Svigerinde, Inga, om noget. Det ene Ord tog det andet, og jeg slængte hende i Næsen at hun var en Bedragerske, som falskelig havde udgivet Maggi for sit Barn, og indskrevet hende i Kirkebogen for det uden at hun var det. Da blev Inga hed om Ørene og bad mig for Guds Skyld ikke sige det til nogen. Saa fik jeg hele Historien. Den dødssyge Dame, som kom til Inga efter hun havde mistet sit Barn, var hendes kjæreste Veninde, og hun fortalte at hun havde indgaaet hemmeligt Giftermaal med en ung Mand tilhørende en af Byens bedste og rigeste Familier. Men hemmelig maatte det nok indtil videre være, da ellers Onkelen vilde gjøre ham arveløs. Alligevel havde nok Onkelen faaet Rede paa Giftermaalet, og nu forsøgte han at tage Livet af hende og Barnet, flere Gange forsøgte han det ved sine Leiesvende, og saa kom det, at hendes Mand ogsaa syntes at svigte hende. Jaget som et vildt Dyr kom den stakkels Dame dødssyg til Inga og Johannes, som dengang boede i en Hytte op mod Østensjø. Hun bad dem tage sig af hendes Barn, tage det som sit eget, men det maatte ske i al Hemmelighed, da hun frygtet for at Onkelen til Manden hendes fremdeles vilde staa det vesle Barnet efter Livet, om han fik Rede paa det. Men da Damen ogsaa frygtet for, at hendes Mand i Fremtiden vilde fornægte sit Barn, fandt hun det bedst, at Hemmeligheden blev bevaret for altid. Johannes og Inga lovede hende dette med Haand og Mund, og de holdt det redeligt. Ingen fik vide andet end at Maggi var deres kjødelige Barn, ikke engang hun selv. „Maggi skal faa vide det, naar hun har fyldt atten Aar,“ sagde min Svigerinde til mig. Men det blev vel intet af; thi hun døde da Maggi var fjorten Aar. Jeg lovede Inga at tage mig af hende, og det Løftet har jeg holdt.“
„Sagde ikke Deres Svigerinde Dem Navnet paa Maggis rette Far?“ spurgte nu Widding.
„Nei, det vidste hun ikke selv engang. Damen havde ikke opgivet hende det. Men vil nu De sige mig Damens Navn?“
„Det var Susanne Heiberg, Datter af en Amtmand.“
„Kors, var hun af saa fin Familie.“
„Hendes Søster Bertha blev gift med en Statsraad og døde nylig efter at have været Enke i mange Aar. Kan det bevises, at hendes Søster havde en Datter som lever, bliver denne Arvingen, i modsat Fald bliver jeg det.“
„Aha, staar Sagen sadan!“
„Da kan De vel vide, hvad det gjælder for mig De, Fru West, er vistnok den eneste, som kjender noget til denne Historie. Nu beder seg Dem, om nogen skulde komme og udspørge Dem om dette, saa anstil Dem som om De ikke kjender et Døit til det.“
„Jamen skal jeg det ja, Hr. . . .?“
„Widding,“ suplerede han. „Sig, at De aldrig har hørt Tale om andet end at Maggi er Datter af Johannes og Inga West.“
„Vær rolig, min Herre, de skal ikke komme nogen Vei med mig.“
„Jeg skal vel vide at paaskjønne Dem for det, naar jeg kommer til Magten.“
„Ja Tak, jeg haaber, De ikke glemmer mig.“
De tog Afsked og skiltes.
„Dette tegner til at gaa aldeles udmærket,“ mumlet Widding fornøiet for sig selv og gned Hænderne sammen. „Alle Kortene har jeg paa Haand, nu gjælder det bare at faa Maggi ud af Farvandet.“