Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/25
25de Kapitel.
Widding blev fremdeles staaende paa sin Post ved Paneldøren, som om det endnu var mere mærkværdigt han ventet paa at faa høre.
Indenfor var det stilt, men snart afbrødes Stilheden af en dyb Snorken.
En liden Stund lyttet Widding dertil, saa trak han Skoene af og aabnet lydløst Døren og tittet ind.
Gamle Rambøll laa der i dyb Søvn.
Widding gled over Gulvet og nærmet sig Sengen.
Paa Bordet saa han at der laa et Kabinetsfotografi.
Han tog det op og betragtet Billedet.
Det var Maggi West, han her saa for sig aldeles lyslevende.
Nu var al hans Tvil hævet.
Han lagde Billedet fra sig og gled atter lydløst ud af Paneldøren, fulgte saa Gangen ind til den anden Dør og gik ind paa sit eget Værelse.
Her brast han i en høi triumferende Latter. Saa besindet han sig og gik hen og aabnet Døren ud til Trappen og saa ud, om her skulde være nogen, som kunde have hørt ham. — Ingen at se.
Atter gik han ind paa sit Værelse, satte sig ned i Sofaen og mumlet for sig selv:
Nu skulde man vel aldrig i Verden have hørt Mage til mærkeligt Sammentræf. Maggi West er Haakon Rambølls ægtefødte Datter og følgelig Gilberts Kusine.
Haha, min kjære Gilbert, om du vidste, hvad jeg nu ved, vilde du blive tindrende glad. Thi da kunde du hente din smukke Kusine hid og din gamle Onkel vilde velsigne Eders Forbindelse. Men jeg er ikke saa dum at fortælle dig det, Gutten min.
Han lo høit og fortsatte:
„Jeg kan aldrig tro, at denne norske Amerikaneren er istand til at opspore Maggi. Ja, skulde han tilfældigvis møde hende paa Gaden, vilde han kanske nok gribes af en vis Mistanke. For at dette ikke skal ske, burde jeg kanske lede ham ind paa et feil Spor.
Det er mig, som har Beviser ihænde. Jeg har Guldarmbaandet med det Rambøllske Vaaben — jeg har alle hendes Breve og Papirer, maaske der blandt disse kunde opdrive endnu flere Beviser. Jeg kan ikke tænke mig at Maggi ved noget andet end at West er hendes Fader. Men det skal jeg nok ogsaa bringe paa det rene.
Det staar i min Magt at gjøre Maggi til en Millionarving, men det lader jeg nok smukt være. Jeg vil have Millionerne til at dale ned i mit eget Skjød, og dette kan ske ved hjælp af Lona Blessing. Haha, det skulde blive et Spil, men nu gjælder det mere end nogensinde at Maggi maa ud af Farvandet, hun maa ødelægges og gaa tilgrunde. I dette Øiemed kan jeg ikke sky noget Middel. Men det vil neppe være mig tjenligt at røbe denne Hemmelighed for Frøken Lyhr. Nei, jeg maa nok vakkert beholde dem for mig selv. Nu bliver det et interessant Spil, som kommer til at udvikle sig
Han tændte en Cigar og vugget sig i de skjønneste Luftkasteller, saa gik han hen til Speilet og mønstret sit Ydre, begav sig derpaa ned.
Mere end almindelig slet tilpas kom Gilbert denne Morgen ned i Dagligstuen. Han blev ærgerlig da han hørte at Widding var gaaet ud; denne hans „Ven“ var bleven ham aldeles uundværlig i det sidste.
Nu kom Kathinka ind med Elias Malm og presenterte denne for ham som Onkelens Ungdomsven, og Gilbert følte sig høist ubehagelig stemt ved at skulle spise Frokost med en Fremmed og være selskabelig og underholdende, saadan som han nu befandt sig.
Malm undret sig nok over at den unge Stamherre saa saa bedrøvelig melankolsk og trist ud, og han havde ondt for at forstaa at Gilbert og Frøken Lyhr virkelig var Kjærestefolk.
Endelig kom da Widding ind, og som Malm presentertes for ham, følte denne helt instinktmæssig at han her havde et ligefrem slet Menneske for sig.
Da Frokosten var endt, og Herrerne havde forsynet sig med Cigarer, sagde Maggi:
„Hr. Malm ønsker at se alle Lindevolds Mærkværdigheder, men du, Gilbert, er maaske optagen af Forretninger, som hindrer dig i at vise ham rundt. Skal jeg gjøre det?“
„Ja, jeg har Forretninger, ved du,“ svarede denne, taknemmelig for at befries fra et saadant brysomt Hverv.
„Saa vil jeg til en Begyndelse føre Dem op i Billedgaleriet, Hr. Malm,“ sagde Kathinka, og de fulgtes ud.
„Hvad er det for en besynderlig gammel Fyr?“ sagde Widding til Gilbert.
„Det skal være en Ungdomsven af Onkel — jeg har forresten aldrig hørt Tale om ham før. Men allermindst idag er jeg oplagt til at stifte nye Bekjendtskaber.“
„Han saa mig ud til at være en gammel Eventyrer eller noget saadant.“
Han gjør det ja. Onkel pleier ellers aldrig at bryde sig om denslags Personer. Ak Ingvald, jeg kan ikke sige, hvor jeg længes efter Svaret fra denne Fru West.“
„Det kommer vel snart! Noget styrkende skulde være godt du.“
„Vi faar os serveret noget ude i Lysthuset,“ svarede Gilbert, ringte og gav Tjeneren Ordre derom.
„Det er ikke frit for at jeg skammer mig over mig selv.“ sagde Gilbert, som de sad ved Pjolterglassene i Lysthuset.
„Hvordan da?“
„At jeg virkelig kan tage paaveie, som jeg gjør — drikke til Overmaal om Aftenen, saa jeg trænger Stimulance for at blive frisk igjen om Morgenen.“
„Nu, det er vel ikke saa underligt,“ mente Widding.
„Nei, det er ikke underligt saa afgrundsdybt ulykkelig som jeg har været i det sidste, siden jeg mistet Maggi. Men selv efter den Scene, jeg saa paa Restauranten igaar, har jeg ikke tabt Troen paa hende. Ak bare jeg vinder hende tilbage, skal jeg blive som et nyt Menneske, saa lykkelig at jeg aldrig skal bryde mig om det der mere, sagde han og pegte paa Kognakskarafelen.
Strax efter traadte Tjeneren ind i Lysthuset.
„Der er en Dame, som ønsker at tale med Kandidaten,“ meldte han.
Gilbert fôr op med et Spræt.
Han tænkte strax paa Maggi — at hun selv var kommen for at tale med ham.
„Vis hende ind paa mit Arbeidsværelse,“ bad han, og Tjeneren gik.
„Skulde det virkelig være Maggi?“ sagde Gilbert til Widding.
„Mon det: Isaafald vilde det være temmelig upassende af hende, mente den anden.
„Ikke som Sagerne nu staar.“
I stærk Spænding traadte Gilbert ind i Arbeidsværelset.
Der stod han overfor — Enkefru West.
„Undskyld, Hr. Rambøll, at jeg kommer personlig,“ sagde hun, „men jeg turde ikke betro mig til Telefonen.“
„Værsaagod sid ned.“
Hun satte sig og han tog Plads overfor hende. Hun saa noget forlegen ud.
„De har fundet Deres Niece Maggi?" spurgte han.
„Jeg har det,“ lød det nølende.
„Vil De være saa god at opgive mig Frøkenens Adresse?“
„Jeg frykter for at det ikke kan være nogen Hjælp i det.“
„Hvorfor ikke?“
„Fordi at Maggi nu er forlovet med Forretningsmanden.“
Dødbleg fo'r Gilbert op fra Stolen, idet han smertelig skreg op:
„Forlovet!“
„Ja, Hr. Rambøll, forlovet med en brav Mand, som vil gjøre hende lykkelig, haaber jeg. Derfor synes jeg ikke De skal komme og friste hende med Deres sceniske Tilbud.“
„Det vedkommer ikke Sagen, hvad De synes. Frue. De har lovet mig at lade mig faa hendes Adresse, da skal De ogsaa gjøre det.“
Rolig aabnet Fru West sin Haandvæske, trak op en Bunke Pengesedler og lagde dem paa Bordet.
„Her er Deres 500 Kroner, min Herre, nu behøver jeg Dem ikke. Saa er vi kvit.“
Hun reiste sig som for at gaa.
„Vent!“ raabte Gilbert helt fra sig selv, idet han mistet al Besindelse. „Jeg byder Dem 1000 Kroner, gjerne 2000, om De opgiver mig Adressen.“
„Nei Tak, min Herre, jeg gjør det for ingen Pris; thi nu skjønner jeg, at det er af helt andre Grunde end de angivne, at De ønsker at faa vide min Broderdatters Tilholdssted.“
Gilbert blev staaende der helt flad.
Skulde han rykke ud med Sandheden og bekjende hende alt:
„Nu, om det skulde være andre Grunde . .“ fortsatte han.
„Mange Tak, min Herre, en forlovet Pige lader man være ifred.“
Og med en flot Hilsen seilet hun ud af Værelset. Gilbert stod alene tilbage med blegt, fordreiet Ansigt.
„Nu er alt forbi!“ stønnet han og knuget Hænderne sammen.