Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/24
24de Kapitel.
Gilbert og Widding kjørte hjem til Lindevold.
Da de kom did, var Kathinka Lyhr endnu oppe og modtog dem.
„Nu ser du daarlig ud igjen, Gilbert,“ sagde hun venlig.
„Det feiler mig intet,“ svarede han kort.
„Aftensbordet staar dækket.“
„Tak, jeg skal intet have, men med Widding er det vel en anden Sag.“
„Tak, jeg er unægtelig lidt sulten.“
„Du, Gilbert, Fuldmægtigen vil endelig tale med dig om et og andet. Han venter dig ude i Forstuen.“
„Nu, saa gaar Widding tilbords, og du holder ham med Selskab imedens.“ Han gik.
Saaledes opnaaede Kathinka, som hun ønsket, at blive alene med sin Bundsforvandt.
„Nu, hvordan gaar det?“ spurgte hun.
„Bansat galt. Maggi er rømt fra Fru Felsback.“ Kathinka blev hvid i Ansigtet.
„Hvad er det De siger?“ skreg hun op.
„Jeg har aldrig seet Mage til infamt Skjæbnens Spil, der modarbeider vore Planer,“ sagde han, og fortalte hende om alle Dagens Hændelser.
I stærkt Oprør lyttet Kathinka til.
„Aldrig har jeg seet Mage til, hvor vrangt dette gaar,“ sagde hun. „Hvor kan da denne Sypige have søgt sin Tilflugt?“
„Det er ikke godt at faa Rede paa saadan i en Fart.“
„Men Fru West sagde jo, at hun skulde skaffe sig Rede paa det.“
„Han har maaske lettere for det end jeg,“ mente Widding.
„Og naar hun faar vide det, melder hun det til Gilbert.“
„Dette maa for enhver Pris forhindres.“
„Hvordan kan vi forhindre det?“
Han tænkte sig lidt om og sagde saa:
„Jeg ved ikke rettere, end at De maa gaa op til Fru West og faa hende overtalt til at vildlede Gilbert paa en eller anden Maade. Hun er en Kvinde, som lader sig kjøbe til hvad det skal være.“
„Jeg skal gjerne besøge hende den Dag imorgen, men sig mig, hvad vinder vi ved at vildlede Gilbert?“
„Vi vinder Frist til at opdage Maggi og skaffe hende afveien.“
„Paa samme Maade som sidst?“ spurgte Kathinka.
„Nei, nu stiller Sagen sig vanskeligere end før. Brændt Barn skyr Ilden. Vi maa indrette os langt finere.“
„Men det falder mig noget ind. Fru West kan maaske bedst skaffe os Besked om, hvor Maggi opholder sig.“
„Meget sandt, Frøken.“
„Men gaa nu tilbords og tag for Dem af Retterne.“
„Mange Tak.“
Han satte sig tilbords, og Kathinka tog Plads ved som Værtinde. Widding spiste og drak med briljant Apetit.
Han var næsten færdig, da Gildert endelig kom ind.
„Kjære, sæt dig ned og spis,“ bad Kathinka.
„Tak, jeg skal ikke have noget. Men Widding og jeg har en liden Forretning at tale om. Vil du siden lade os faa Toddy op paa mit Værelse.
„Jo da, Gilbert,“ smilte hun.
Da de siden sad med dampende Havanesere og rygende Toddyer oppe paa Gilberts Værelse, sagde han:
„Jeg formelig vansmægter efter at faa Besked fra Fru West. Nu maa du finde paa en god Maade at fordrive Morgendagen paa, saa vi faar den til at gaa hurtig.
„Ja, lad mig nu se. – Der er ingen Moro ved Kristiania nu i Sommertiden. Om vi nu f. Ex. tager en Udflugt op til Losæteren og fisker Ørret om Aftenen.“
„Jeg er med paa det. Men vi provianteret godt. Fortæl mig noget interessant, Ingvald.“
Widding var nok den, som kunde fortælle interessante Historier, og en ypperlig Drikkebror, men en farlig Forfører for unge Mænd, og Gilbert lytter til hans Historier og druknet sin Sorg i dybe Bægre og gik stærkt anløben tilsengs denne Nat for at vaagne om Morgenen med tungt Hoved og trist tilsinds. Saa var det næste Morgen at spise Frokost med Widding i Haven og reparere sig med Pjolter, Siden kjørte de afsted i Landaueren.
Udpaa Aftenen kom de tilbage igjen, og Dagen afsluttedes med et Bakanal paa Gilberts Værelse.
Da Widding efterpaa kom ind paa sit eget Værelse fandt han paa Bordet en Billet fra Frøken Lyhr, hvori hun meddelte ham at hendes Besøg hos en vis Fru W – var faldt overmaade heldig ud, og at Resultaterne af den vilde vise sig allerede næste Dag.
Om Morgenen stod han op ved Titiden og spiste Frokost med Frøken Lyhr, der fortalte ham om sit Besøg hos Fru West. Hun havde optraadt under falsk Navn og helt „kjøbt“ Fruen for sig. Gilbert sov endnu paa sit grønne Øre.
Sidenefter tog Widding sig en Spadsertur udover Landeveien.
Da han atter naaede Porten til Lindevold, stanset han og tændte en Cigar.
En gammel Mand med hvidt Kindskjæg og udenlandsk klædt nærmet sig ham og hilste.
„Undskyld, bor De her paa Lindevold?“ spurgte han.
„Ja, jeg gjør det.“
„Sig mig, er Haakon Rambøll ilive?“ spurgte han.
„Ja, men han har i længere Tid været syg og sengeliggende.“
„Lever hans Frue?“
„Frue?“ gjentog Widding forundret. "Haakon Rambøll har aldrig været gift.“
„Hvadbehager?“ udbrød den Fremmede i høieste Forbauselse. „Har han ikke været gift?“
„Nei, han har ikke det!“
Den gamle syntes nu at besinde sig.
„Nu, saa tager jeg kanske Feil af ham og Broderen.“
„De gjør nok det. Hans Broder Ludvig er forlængst død, men Sønnen Gilbert Rambøll er nu Stamherre paa Lindevold.“
„Nu, det var altsaa ham, jeg tænkte paa. Tror De, at det er Anledning til at faa tale med Haakon Rambøll?“
„Jeg tror nok det.“
„Tak.“ Den Fremmede hilste og gik opover Alléen.
„Her stikker bestemt noget under!“ mumlet Widding. „Kanske gamle Haakon Rambøll har været hemmelig gift. Jeg skulde have Lyst til at faa Rede paa dette.“
Strax tænkte han paa Løngangen, hvorved han kunde komme frem til Døren til gamle Rambølls Værelse.
Han gik ud i Haven, ned i Kjælderen og ind gjennem Løndøren, sprang opad Vindeltrappen, løb gjennem Gangen og stod snart ved Paneldøren til Godseierens Soveværelse.
Han lyttet. Alt var stilt derinde.
Nu hørte hun Døren aabnes, og lette Trin lød derind.
„Onkel,“ lød Kathinka Lyhrs Stemme. „Her er en gammel Hr. Brown, som ønsker at tale med dig.“
„Jeg kjender ingen af Navnet Brown,“ svarede Rambøll.
„Han siger, at han har noget vigtigt at tale med dig om.“
„Nu, lad ham komme ind,“ lød Svaret, hvorpaa Kathinka atter fjernet sig.
En liden Stund efter blev der banket paa Døren, den aabnedes, og tunge Skridt lød ind.
„Goddag, Hr. Rambøll,“ lød den Fremmedes Stemme.
„Goddag, min Herre,“ svarede denne.
„Kjender du mig ikke igjen, Haakon?“
„Elias Malm!“ skreg Rambøll op i den stærkeste Bevægelse.
„Saa du kjender mig igjen. Da maa jeg spørge dig, hvor har du gjort med min Søster Sofie?“
„Sofie! Sofie!“ stønnet Godseieren.
„Ja, jeg troede lige sikkert paa dig som Søster Sofie. Dengang sad din Farbror Morten som Godseier paa Lindevold. Du forelsket dig i Sofie, forlovet dig med hende, men turde ikke lade din Farbror vide om det af Frygt for at han skulde gjøre dig arveløs. Men da saa du og Sofie havde været uforsigtige, fandt I det bedst at tage hemmelig Vielse, og dette skeede i Ullensaker Kirke. Jeg var selv tilstede der. Strax efter reiste jeg til Amerika. Jeg tvilte ikke om at du, saasnart din Farbror var død, vilde offentliggjøre Forbindelsen og tage Sofie til dig. Ikke længe efter min Ankomst til Amerika fik jeg et Brev fra Sofie, hvori hun meddelte, at hun havde født et Pigebarn og haabet snart at gjenforenes med dig. Siden har jeg intet hørt, jeg troede at alt var vel og bra, og selv var jeg ikke den som skrev hjem. Nu kommer jeg hid og hører, at Godseier Haakon Rambøll er Ungkarl og aldrig har været gift. Nu staar jeg her og kræver dig til Regnskab. Hvad har du gjort med Sofie?“
„Ak Elias!“ stønnet Rambøll. „Aldrig kunde jeg svige Sofie, hvem jeg elsket saa høit. Du ved jeg maatte holde vor Forbindelse yderst hemmelig. Jeg forstod at min Onkel var kommen paa Sporet af dette. Efter Vielsen førte jeg Sofie til en Gaard i Skedsmo, hvor hun tog ind under falsk Navn. Da jeg her tog Afsked med hende, saa jeg hende for sidste Gang — jeg fik et Brev fra hende, hvori hun meddelte mig, at hun havde født mig en Datter. Flere Breve fik jeg ikke fra hende. Tilsidst holdt jeg det ikke ud længere men drog did for at se hende. Men hun var der ikke. Bonden fortalte at hun en Nat var flygtet derfra med sit Barn og havde efterladt sig et Brev, hvori hun meddelte at hun ikke turde blive der længere, da der var nogen, som stod hende og Barnet efter Livet. Der var ogsaa skeet flere besynderlige Ting i den Tid Sofie opholdt sig paa Gaarden. Man havde seet fremmede Folk lure sig om Gaarden. En Nat havde en ukjendt Person trængt sig ind til Sofie og forsøgt at røve Barnet fra hende, men da Husets Folk paa hendes Angstskrig kom til, maatte denne tage Flugten. En Dag, hun var gaaet ud i Skogen, blev et Pistolskud affyret i en betænkelig Nærhed af hende. Der blev endvidere en Nat gjort et Forsøg paa at sætte Ild paa Gaarden. Jeg kunde ikke være i Tvil om at denne Forfølgelse var iværksat af min Onkel, der havde faaet Nys om mit Giftermaal.“
„Men var han da saadant et skrækkeligt slet Menneske din Onkel!“ afbrød Malm ham i en tvilende Tone.
„Han var forfærdelig adelsstolt, hovmodig og hjerteløs, grusom var han og syntes ikke at eie stort af Samvittighed. Man vilde vide at han i sin ungdom havde myrdet en Medbeiler inde i Sverige.
Nu, jeg haabet at Sofie havde undgaaet hans Efterstræbelser. Jeg vendte hjem og fandt Onkel paa Dødsleiet — han havde faaet et Slaganfald og døde uden at være kommen til Bevidsthed.
Saa var jeg Herre paa Lindevold. Strax lod jeg søge efter Sofie for at legitimere hende som min Hustru, og med Glans og Pragt føre min unge Frue og vort Barn ind paa Herregaarden. Ak hvor mit Hjerte længtes efter dem!
Men trods alt, jeg søgte, var og blev Sofie sporløst forsvunden. Jeg troede hun vilde søge mig naar hun erfaret min Onkels Død, men det slog ikke ind. Ak jeg frygter næsten for at hun troede at jeg ogsaa helst saa hende død.
Jeg sparede ingen Møie eller Bekostning for at finde min Hustru. To Aar efter fik jeg endelig vide at Sofie var død omtrent en Uge før min Onkels Død, og begravet paa Østre Akers Kirkegaard. Det ingen vidste var ogsaa alt hvad jeg fik at vide noget om Barnet. Sofie var død ensom, maaske i Elendighed,“ tillagde Rambøll og brast i Graad.
„Gamle Ven, nu tror jeg dig.“ sagde Malm dybt bevæget. „Tilgiv min Mistro!“
Da Rambøll var bleven lidt roligere, fortsatte han:
„I flere Aar lod jeg søge efter Barnet. Det vilde være mig en Trøst i Sorgen at finde hende og legitimere hende som min Datter, hun skulde være min Alderdoms Trøst. Men jeg maatte opgive det. Jeg kunde ikke tro andet, end at hun var død. Nu, jeg styrtet mig i et Forlystelsens Liv og blev ved Siden heraf en Mamonsdyrker. Den eneste jeg holder af, er min Brorsøn Gilbert, som skal arve alt hvad mit er. Ak Elias, naar jeg tænker tilbage paa hele mit Liv, synes jeg at jeg ikke har havt en glad Stund, siden jeg mistet Sofie,“ tillagde han sukkende.
Der fulgte en lang, lang Pause, saa tog pludselig Malm livlig tilorde:
„Men om nu alligevel Barnet skulde være ilive?“
„Du kan da vel ikke tro, at det er nogen Mulighed for det, Elias. Nu er det vel sytten Aar efter min Vielse.“
„Ja, jeg tror at der er megen Mulighed for det. Ja, det er som en indre Stemme siger mig at dit og Sofies Barn lever.“
„Nei, tror du det — tror du det: Men da skulde jeg vel fundet hende, saadan som jeg har ladet søge efter hende.“
„Jeg tænker mig, at Søgningen ikke er drevet med den rette Dygtighed. Men nu vil jeg, som har erhvervet mig noget af Amerikanerens Smarthed, selv tage fat at søge efter Barnet — eller rettere sagt Pigen; thi hun maa nu have fyldt sytten Aar.“
„Ved du hvad, Elias, du taler saadan, at du sætter Haab i mig om denne Mulighed. Tænk, om hun skulde være ilive?“
„Jeg har rigtignok ingen Slægtninger i Kristiania hos hvem jeg kunde hente nogen Ledetraad for min Søgen, men der maa dog kunne findes et Spor. Sofie maa kort forud for sin Død have overgivet Barnet til nogen. Gav du Sofie noget Smykke, som hun kunde have efterladt Eders Datter?“
„Jeg gav hende en Guldring — Forlovelsesringen. Den bar Indskriften „Din Haakon" og saa forærede jeg hende et gammelt Familiesmykke, et Guldarmbaand med Rambøllernes Familievaaben og Initialierne A. H.“
Widding, som hele Tiden havde lyttet ved Paneldøren fôr op i Forundring.
„Hvad i Alverden er dette?“ mumlet han.
„Du har intet Begreb om, hvilket Fornavn Sofie kan have givet Barnet?“ spurgte nu Malm.
„Jo, i sit sidste Brev til mig skrev Sofie, at hun agtet at opkalde Barnet efter min afdøde kjæreste Søster Maggi.“
„Ah!“ hvisket Widding med et Smil. „Nu skal vi se!“
„Jeg tviler aldeles ikke om at Sofie har angivet Barnet ved dette Navn til dem, som hun kan have overladt det til — men mit Navn har hun rimeligvis ikke nævnt.“
„Nu, altsaa ved vi at din Datter heder Maggi — det er altid noget at gaa ud fra. Det er et noksaa sjeldent Navn her i Landet.“
„Tænk, om det skulde lykkes dig af finde hende, Elias.“
„Hvad vilde du da gjøre?“
„Lade hende lyse i Kuld og Kjøn som min egen Datter — Vielsesattesten har jeg vel forvaret. Hun skulde arve min halve Formue — Lindevold maa Gilbert have. Saalænge ikke Slægten er uddød, vil jeg, at der skal sidde en Rambøll paa Lindevold. Men om vi nu finder Maggi, saa er Spørgsmaalet, hvordan vi vil finde hende,“ tillagde han med pludselig Ængstelse. „Hun kunde jo være faldt i slette Hænder, og . . .“
„Lad os haabe at Vorherre har holdt sin beskyttende Haand over Maggi og vi finder hende som en lige sød, prægtig Pige som hendes Moder.“
„Gud give det!“ sukket Rambøll.
„Se da kunde det rimeligvis blive et Par af Maggi og din Brorsøn?“
„Det kan ikke være Tale om. Gilbert er forlovet med sin Kusine, Frøken Lyhr, den Dame, som førte dig herind.“
„Jasaa nu. Imorgen den Dag begynder jeg min Søgen.“
„Jeg skal stille Pengemidler til din Disposition.“
„Behøves ikke. Jeg har skrabet mig sammen en Formue derover, og jeg er Ungkarl og har ingen Slægtninger at efterlade den til — ingen uden din Datter, Haakon.“
„Du Elias, jeg har saa ofte bittert beklaget at jeg intet Billede har af Sofie. Du skulde vel ikke have noget saadant.“
„Jo, saamæn har jeg – det eneste Billede, som nogensinde er blevet taget af Sofie. Jeg tog det just op af min Kuffert og med mig idag, jeg ventet nemlig at finde Sofie ilive og som Herskerinde paa Lindevold.
„Lad mig faa se det du.“
Malm tog et Kabinetsbillede op af Brystlommen og rakte det til Rambøll.
Denne stirret paa det og brast i Graad.
„Der er hun — der er hun!“ stønnet han.
„Det er meget veltruffet,“ sagde Malm.
„Vil du lade mig beholde dette Billede, Elias,“ bad den anden.
„Det maa du gjerne, men dette synes at have taget altfor haardt paa dig. Du trænger vist til at hvile dig, Haakon.“
„Ja—a,“ gispet denne. "Jeg trænger til at tage mig en Lur. Vil du ikke gaa ned og faa dig Frokost?“
„Takker!“
Rambøll trak i Klokkestrengen over Sengen.
„Nu maa du slaa dig ned her for idag,“ sagde han. „Du skal blive bekjendt med min Brorsøn og se dig lidt om paa Gaarden, og du og jeg spiser Middag paa Tomandshaand heroppe. Vi har meget at tale sammen om.“
„Det er sandt. Men imorgen tidlig maa jeg ind til Byen og paabegynde min Søgen efter Maggi.“
„Du kan slaa dig ned her for Natten og faa Vogn ind til Byen saa tidlig du vil imorgen.“
„Tak, det er godt.“
Kathinka Lyhr kom ind og gamle Rambøll sagde til hende:
„Denne Herre, der benyttet sig af Inkognitoet Brown, er en Ungdomsven af mig, Elias Malm. — Det er min Niece Frøken Lyhr.“
De vexlet Hilsen.
„Er Gilbert hjemme?“
„Ja, han er det!“
„Nu før Malm ned til ham og server Frokost og adspred ham paa det bedste medens jeg hviler. Vis ham om paa Gaarden. Malm og jeg spiser Middag her og han bliver her inat.“
Kathinka undret sig nok over den usædvanlige Udmærkelse som vistes den fremmede, noksaa tarvelig udseende Mand og hun fulgte ham ned.