Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/23
23de Kapitel.
Hvem kjender ikke den hvide Neger, som før drev sin Kafé ved Youngstorvet.
Den havde en Søgning af meget forskjelligartet Publikum. Om Formiddagen var der Skuespillere fra nærliggende Revytheatere, smaa Spekulanter og Torvfolk. Om Aftenen, naar her musiceredes med Piano og Fiolin, kom her Arbeidere, Vognmænd og Strøgets Natmennesker af begge Kjøn.
Nu gik Musikken lystig. I den store Stue var Bordene besat af muntre Gjæster, og i en Krog for sig selv sad Gilbert Rambøll med en halv Bokøl foran sig og læste en Avis og ventet paa Widding. Han likte sig aldeles ikke her.
„Undskyld, faar jeg Lov til at sætte mig ned her,“ sagde en Stemme. Foran ham stod Lorentz West.
Gilbert havde mest Lyst til at sige Nei, men fandt det uklogt og svarede barskt „Ja.“
Helt tilfældig var Bøssemageren kommen herind. Først da han havde sat sig, gjenkjendte han Gilbert, og der fløi et stygt Glimt i hans Øine. Uden at lade sig Mærke med noget, forlangte han et Glas Vermouth og fik det strax.
Ind fra den anden Stue dukket et Ansigt frem og tog et hastigt Overblik over Lokalet.
Det var Widding.
Ved Synet af Bøssemageren ved Gilberts Bord, rynket han Brynene og mumlet:
„Det var da et forbandet Træf. Nu kan let Arrangementet gaa istykker.“
Selv fandt han det klogest ikke at gaa ind til Gilbert, men blev staaende, hvor han var.
Orkesteret spillede en populær Operettemelodi, og endel af Gjæsterne skraalte i Sangen.
Da dukket et Par ind fra Gaden. En mager Fyr med et frækt, gement Skurkefjæs, førte ligesom modstræbende en ung Pige ved Armen.
Baade Gilbert og Lorents var faret op fra sine Stole.
Ingen af dem kunde tvile om det var Maggi West som stod der.
Nu styrtet Tjeneren frem mod Parret og skreg:
„De blir ikke servert her, Jensen.“
„Hahaha, hvorfor ikke det?“ lo Manden frækt.
„Fordi der blir borte Ting hvergang De er her.“
Nu løb Lorents hen til dem.
„Du skal ikke gaa sammen med den Banditten, Maggi!“ skreg han til Pigen.
„Jeg skal gi dig Bandit jeg!“ brølte denne, og han fik et Slag midt i Ansigtet, saa han ravet tilbage.
I næste Øieblik kastet Lorents sig over ham, og der blev et vildt Slagsmaal.
Snart forsvandt den formentlige Maggi ud gjennem Døren. Hun var, som vi vil forstaa, Lona Blessing.
Under hele dette Optrin havde Gilbert staaet som lammet af vild Bestyrtelse.
Men neppe var Lona kommen ud, før han løb efter i den Hensigt at sige hende sin Mening.
Nedenfor Trappen var en hel Folkesværm om en fuld Mand, som en Konstabel holdt paa at arrestere.
Forgjæves speidet Gilbert efter Maggi.
Da følte han en Haand paa sin Skulder.
Han vendte sig og saa Widding.
„Nu, Gilbert“ sagde han, jeg kom tidsnok ind — tidsnok til at se i Kaféen fra den anden Kant — Maggi trine ind Arm i Arm med en Bandit af værste Slags — en Grobian, der nylig stjal en antik Lysestage fra den hvide Negers Peisstue og derfor er nægtet Adgang. Nu tænker jeg du er færdig med den Historie:
„Ja ja, men jeg maa tale med Maggi,“ skreg Gilbert med hæs, ukjendelig Stemme.
„Hvad skal nu det være til Gut?“
„Jeg maa sige hende min Mening denne frække, forvorpne, uværdige Skabning!“
„Du ser jo, at hun er borte.“
„Hun maa være der inde i Vrimlen.“
Snart opløstes Sværmen, ud af denne dukket Konstabelen buxerende gaa den sjanglende Mand, mens Tilskuerne ordnet sig til regulært Folketog opover Youngsbakken.
Pludselig bemærket Gilbert en slank Pigeskikkelse over paa det andet Fortaug.
Han skjød over og Widding fulgte efter men blev idetsamme helt konfus.
Det var den virkelige Maggi West som kom der.
„Maggi,“ sagde Gilbert. "Jeg kan ikke med Ord udtrykke, hvor dybt jeg foragter dig . .“
Hun stanset og vendte sit blege, sjælfulde Ansigt mod hans med et gribende Udtryk af Sorg.
„De tager Feil,“ sagde hun med bævende Stemme.
„Men saa jeg da ikke selv . . .“ udbrød han heftigt.
Maggi, der troede, han hentydet til hin Komedie i Tantens Have paa Rodeløkken, svarede:
„De tager Feil, jeg har intet at bebreide mig, skjønt Skinnet er imod mig. Men hvad gjør det fra eller til for Dem – vore Veie er for evig skilte – Godnat!“
„Maggi, hør mig for Guds Skyld!“ raabte han lidenskabeligt.
Men hun skyndte sig afsted, og før han vidste af det, var hun Forsvundet ind i en Gaard i Torvgaden.
Hid havde hun fulgt med Dokter Aagot til en Patient, og denne havde sendt hende paa Apotheket med en Recept.
Gilbert var stanset og Widding med ham.
„Hun er uskyldig!“ raabte den første, „det saa jeg tydelig i hendes Ansigt.“
„Du vil dog vel ikke benægte at det var hende, som kom ind paa Kaféen med Banditten?“
„Det var hende. Men hvorfor fulgte hun ham did? Jo, der stikker ganske vist en eller anden Hemmelighed under. Dette Umenneske maa have et frygteligt Baand paa Maggi, saa sorgfuld og ulykkelig hun saa ud, da hun fik Øie paa mig.“
„Komediespil!“ blæste Widding.
„Hun er uskyldig, siger jeg!“
„Det vilde glæde mig meget, men jeg tror det ikke.“
„Selv om hun ikke kan røbe mig sin Hemmelighed, vil jeg alligevel tro hende paa hendes Ord. Bare jeg faar tale med hende!“
„Hvad saa?“ spurgte Widding.