Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/22
22de Kapitel.
Fra Rodeløkken kjørte Gilbert ned til Grand, hvor han, som beregnet, traf Widding i Kafféen, han sad i et hjørne for sig selv.
De vexlet Haandtryk, og Widding sagde:
„Du fandt hende ikke i Fredrikshald?“
„Hun kom ikke did med noget af Togene, det var en dræbende kjedelig Dag.“
„Og jeg kom forsent, da jeg skulde møde dig paa Stationen.“
„Jeg paatog mig at efterspore Maggi alene baade hos Frøken Lammers og Fru West.“
„Hvad er det du siger?“ udbrød Widding, idet hans Ansigt fik et bestyrtet Udtryk.
Gilbert fortalte om disse Besøg.
Den anden hørte til med rynkede Bryn og sagde saa:
„Du har baaret dig meget uklogt ad. Fru West er en Sladrekjærring, og nu resikerer du at hele Sagen kommer for din Onkels Øren og han vil tvinge dig til at give Afkald paa Maggi.“
Gilberts Ansigt blev mørkt.
„Jeg burde kanske ikke gaaet selv,“ sagde han nølende.
„Nei, du bør ubetinget overlade disse Ting til mig, ellers gaar det galt. Du er hellerikke videre diplomatisk anlagt.“
„Indrømmet,“ svarede Gilbert og tilføiet:
„At denne Frøken Lammers, som lader til at være en respektabel Dame, kan komme med saadanne Ting om Maggi.“
„Men om det nu alligevel skulde være noget i det?“
„Du tror ogsaa paa det?“ fôr den anden op.
„Jeg baade tror og ikke tror, men jeg har hørt noget underligt om hende idag.“
„Har du? Hvad er det?“
„At hun besøger Kaféer om Aftenen sammen med Herrer.“
„Det kan ikke være sandt!“
„Jeg vil for din Skyld haabe, at det ikke er det, men du vil rimeligvis kunne overbevise dig om det selv, ifald Maggi nu, som jeg tror, er her i Byen.“
„Hvordan skal jeg overbevise mig om det?“
„Du skal besøge en vis folkelig Kafé iaften, et Sted, hvor man paastaar at hun skal vanke – saa faar du se.“
„Du bliver med?“
„Ja, jeg kan nok det, men vi maa se til at vække mindst mulig Opmærksomhed. Jeg har forresten presserende Forretninger idag; derfor var det bedst, om vi mødtes paa Kaféen ved Nitiden.“
„Hvad er det for en Kafé?“
„Den kaldes den hvide Neger og er beliggende ved Youngstorvet.“
Han nævnte Numeret, og Gilbert skrev det op.
Samme Formiddag kom Doktor Lind ind for at tale med sin Kusine Aagot Wang.
Skjønt Visittiden var næsten tilende, var der flere Patienter paa hendes Venteværelse, og Doktoren foretrak derfor at gaa ind i hendes Dagligstue og vente paa hende der.
Han ringte paa Entréklokken.
En hvidklædt Pige lukket op for ham, i Halvmørket kunde han ikke tydelig se hendes Ansigt.
„Jeg skulde tale med Doktor Wang, men ønsker helst at vente paa hende her, indtil hun kommer fra Kontoret.
„Værsaagod!“ sagde Pigen.
Da han traadte ind i Dagligstuen, gjenkjendte han hende pludselig og udbrød smilende:
„Goddag, Frøken West, finder jeg Dem her!“
„Jeg hjælper Frøken Vang.“
„Saa-aa, og De ved kanske ikke at Frøken Wang er min Kusine?“
„Nei, det ved jeg rigtignok ikke, Hr. Doktor,“ svarede hun.
Han fandt Maggi helt fortryllende i den hvide Sygepleierskedragt.
„Og De er ikke bleven bidt af nogen Hugorm siden?“ spurgte han.
„Heldigvis ikke,“ svarede hun, og tænkte i sit stille Sind at hun havde været udsat for Mennesker, der var farligere og giftigere end nogen Hugorm.
„Hvordan liker De at bo i tykke Byen?“ spurgte han.
„Tak, jeg har det godt her, men jeg maa nu alligevel sige, at jeg holder mere af Landet og Naturen.“
„Det er fordi De er et Naturbarn.“
„Kan man vedblive at være Naturbarn, naar man i længere Tid bor inde i en Storby?“ gjenmælte hun.
„De kan det, Frøken Maggi. Men hvorfor ser De saa tungsindig ud? Har da Livet været Dem saa haardt?“
„Mangengang har det ikke været let, Hr. Doktor.“
„Det er vel saa, at alle har sine Sorger. Men selv den, som skulde have alt, hvad ens Hjerte begjærer, er ofte trist. Se nu Kandidat Rambøll paa Lindevold.“
„De kjender ham jo, Frøken?“
„Ikke fra andet end jeg blev bidt af Ormen og han fulgte mig til Dem, Doktor,“ svarede Maggi i en saa let Tone som mulig.“
„Ja, Gilbert skulde dog være begavet med alle Lykkens Goder – denne Verdens Mamon har han nok af, og er forlovet med en kjæk, intelligent Pige. Ja, jeg siger forlovet, skjønt det egentlig ikke er offentlig, men hans Kusine Kathinka Lyhr, som er opvoxet sammen med ham, er for Aar og Dag tilbage anseet som hans tilkommende Frue. Jeg tviler hellerikke paa at Gilbert holder oprigtigt af hende. Om han end kan sværme lidt paa andet Hold, vender han dog altid tilbage til Frøken Lyhr, og de vil ganske vist blive lykkelige sammen.“
Under denne Tale var det helt undgaaet Doktoren, hvor pludselig bleg Maggi var bleven.
„Ikkedestomindre,“ fortsatte han, „viser Gilbert Rambøll sig ofte tungsindig. Nei, nu sidder jeg her og prater om noget som vistnok ikke intereserer Dem i ringeste Grad, Frøken.“
„Nei . . ikke meget,“ fik hun med Anstrengelse frem. „Undskyld mig et Øieblik.“
Hastig fjernet hun sig ud i Kjøkkenet, hun var nær ved at kvæles af de smertelige Følelser, der svulmet op i hende.
Gilbert var saagodtsom forlovet med sin Kusine!
Hans Kjærlighed til hende, Maggi, var kun en Kaprice, som han altsaa nu havde opgivet, saameget mere som han troede det allerværste om hende.
Nu var det ikke andet for hende end at hun maatte forsøge at rive denne Kjærlighed ud af sit Hjerte.
Men om han dog fik Bevis for hendes Uskyldighed, vilde det været hende saa stor en Trøst.
Den stakkels Pige sænket Hovedet og brast i Graat.
Doktoren fik sidde alene, indtil hans Kusine kom ind og hilste paa ham.
„Nu har du vel siddet og kjedet dig grundig?“ sagde hun.
„Aanei – jeg traf en Bekjendt her – Frøken West.“
„Du kjender hende, Otto?“
„Hun var min Patient for Hugormbid. Hvordan fik du fat i hende?“
„Det var en hel Historie.“
Hun meddelte om hvordan hun frelste Maggi fra Vikabanditterne.
„Du tror dog vel ikke at det var ved egen Skyld hun kom op i dette?“ spurgte Lind.
„Nei, aldeles ikke. Men Maggi har levet under fortrykte Forholde og har ikke havt det for godt,“ svarede Aagot, der gjorde sig det til Pligt ikke at røbe, hvad Maggi havde betroet hende.
„Hun fortjener at faa det godt,“ sagde Doktoren.
„Hun er helt gjennem et Naturbarn.“
„Jeg liker hende udmærket, hun er min Tjenestepige, min Medhjælperske og min Veninde.
„Du, Aagot, er sandelig ikke den, som uden videre stifter Bekjendtstab med den første den bedste.“
„Jeg er kræsen i Valget af Veninder, ser du. Vil du spise Frokost med mig, Otto.“
„Mange Tak.“
„Du har vel intet imod at Maggi spiser med os?“
„Det vil være mig en sand Fornøielse at have hende til Trediemand.“
Maggi blev kaldt ind til at dække Bordet, og de tre indtog Frokost i Fællesstab. Maggi anstrængte sig for at de to ikke skulde mærke paa hende, hvor hun led med sig selv.
Da Lind og hans Kusine siden blev alene, sagde den sidste med et skjelmsk Smil:
„Ved du hvad, Otto, jeg tror virkelig du er forelsket i Maggi.“
„Du traf Blinken, min kjære Aagot,“ smilte denne.
„Nei, nu maa seg sige!“ lo hun og slog Hænderne sammen.
„Du ved ikke om hun holder af nogen anden?“
„Jeg tror, at hun lider under en eller anden haabløs Kjærlighed.“
„Hm — hm, da skulde jeg være glad, om jeg kunde helbrede hende for denne Lidelse.“