Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/21
21de Kapitel.
Imidlertid var Gilbert Rambøll ankommen med Fredrikshaldstoget.
Forgjæves havde han den foregaaende Dag inspirert alle de fra Kristiania kommende Tog. Ingen Maggi viste sig. Da tænkte han sig til at hun maaske havde opgivet Fredrikshaldsreisen, og han vendte tilbage til Kristiania for ved Widdings Hjælp at efterspore hende her.
Da denne hans „Ven“ ikke mødte op paa Stationen, blev han ærgerlig tilmode.
Hvad var nu at gjøre?
Han bestemte sig for at gaa lige til Frøken Lammers og udspørge hende, om hun vidste noget angaaende Maggi.
Som tænkt, saa gjort. Han gik ind i Modeforretningen og udbad sig høitidelig en Samtale med hende.
Den gamle Frøken, der imponeredes af den smukke, elegante Mands fine Optræden, førte ham ind i Sideværelset og bad ham tage Plads.
Men ikke før var Navnet Maggi West kommen over hans Læber, før Frøken Lammers strax skiftet Farve.
Nu skreg hun op, at Maggi var en løsagtig Kvinde, at der fortvæk var flotte Herrer her og spurgte efter hende o.s.v.
Gilbert stod som bedøvet under denne vrede Ordflom, og han forstod nok at denne Dame talte ud af sin fulde Overbevisning.
Tilsidst fik han Ordet og sagde hende temmelig barskt, at det Hele kun var Bagvaskelse, at han var overbevist om Maggis Renhed og Bravhed, og da det var ham meget om at gjøre at faa tale med hende, vilde han bede Frøkenen at opgive ham, hvor han skulde finde hende.
Denne syntes virkelig imponeret af hans Ord og sagde saa:
„Tør jeg da spørge Dem om Deres Navn og i hvilket Forhold De staar til Maggi West.“
Gilbert blev blussende rød og bed sig i Læben.
„Dette — vedkommer ikke Sagen,“ fik han med Møie frem.
„Jo, min fine Herre,“ bruste hun op, „det vedkommer meget Sagen. De er altsaa af samme Ulla som de andre, der løber her og spør efter den forvorpne Jenten.“
„Skam Dem, hvad De siger!“ skreg han harmblussende op.
„Træk mig for Retten, og jeg staar ved mine Ord. Men nu er denne Samtale endt. Godmorgen!“
Gilbert befandt sig i en høist uhyggelig Sindsstemning. Det syntes ham, som hele Verden maatte have sammensvoret sig om at bagvaske Maggi og tale ondt om hende. Og saa nægtet denne gamle Dame at sige ham, hvor Maggi var; det lod jo paa hende som om hun vidste det.
„Men jeg skal finde hende frem!“ mumlet Gilbert for sig selv, som han var stanset ude i Gaden. „Jeg vil høre af hendes egen Mund, at det ikke er sandt et Ord af det onde, de siger om hende.“
Nu tog han en rask Beslutning, han vilde kjøre lige op til Fru West og se til at faa vide af hende om hun kjendte noget til, hvor Maggi opholdt sig.
Som tænkt saa gjort. Han tog en Drosche op til Rodeløkken og traf Enkefru West alene hjemme.
„Mit Navn er Arnold Gilbert,“ presenterede han sig.
Fruen gjorde en dyb Kompliment for ham. Hun kjendte ham igjen efter et Fotografi, hun havde seet inde paa Maggis Værelse, men fandt det klogest ikke at lade sig mærke hermed.
„Deres Niece Frøken Maggi har været ansat ved Centraltheateret,“ vedblev han efterat have sat sig ned.
„Hun har det.“
„Hun er i Besiddelse af en stor scenisk Begavelse, og jeg, som intereserer mig for saadant, vilde gjerne bekoste hendes Uddannelse.“
„Det var meget smukt af Dem, Hr. Gilbert,“ svarede Fruen.
„Tør jeg saa udbede mig Frøken Maggis Adresse.“
„Jeg ved just ikke nu, hvor hun er flyttet hen, men jeg kan let skaffe mig Rede paa det, lød det med en forbeholden Mine.“
„Vil De saa gjøre mig den Tjeneste at lade mig faa vide det, Frue?“
„Jeg frygter for at jeg vilde gjøre mig selv en yderst daarlig Tjeneste derved.“
„Hvad mener De?“ udbrød den unge Mand forundret.
Fru West blev siddende taus en liden Stund.
„Nu skal De høre,“ sagde hun endelig. „Jeg ved om en ung, meget formuende Mand, som elsker Maggi, en Forretningsmand. Hun holder ikke videre af ham, dog er jeg sikker paa at hun snart vil give ham sit Ja. Men lige sikker er jeg paa, at Maggi, hvis hun faar Deres Tilbud om Uddannelse, vil give ham en Kurv og følge sin brændende Kjærlighed til Theateret. Og dette vil komme til at gaa udover mig. Jeg skylder ham 500 Kroner, dem vil han sende til Inddrivelse, hvis Maggi giver ham Afslag, ligesom jeg ogsaa gaar glip af andre Fordele, som jeg gjennem Aarenes Løb vil kunne opnaa ved ham.“
„Hvilket nedrigt, havesygt Fruentimmer!“ tænkte Gildert foragtelig ved sig selv.
„Under disse Omstændigheder maa De forstaa at jeg nægter at bringe Dem i Forbindelse med Maggi ja, jeg vil gjøre alt hvad der staar i min Magt for at De ikke skal finde hende, før hun er Forretningsmandens Hustru.“
Gilbert troede virkelig denne Skrøne og tog den som Bevis paa hvor Maggi var omspundet af Intriger og Kabaler — det maatte være for hendes store Skjønheds Skyld, tænkte han sig. Men hvad spillet vel fem hundre Kroner nogen Rolle fra eller til for ham, naar det gjaldt at finde Maggi?
„Nuvel.“ sagde han. "De skal faa 500 Kroner af mig, hvis De vil opgive mig Adressen.“
„Bestemt ved jeg ikke den selv, men inden tre Dage skal jeg skaffe Dem Besked derom.“
Fru West taug og snerpet Læberne sammen.
„Gaar De ikke ind paa dette, Frue?“ spurgte han.
„Undskyld, min Herre, jeg kjender Dem ikke, De er mig komplet fremmed, og saa kommer De og spørger efter min Niece paa en temmelig gaadefuld Maade. Hvad Sikkerhed har jeg for at De betaler mig Pengene, naar jeg har givet Dem den omtalte Oplysning.“
Gilbert smilte foragteligt.
„Vil De komme med Pen og Blæk,“ bad han.
Hun bragte ham det og han fremtog sin Chequebog og skrev en Anvisning paa 500 Kroner betalbar i Kreditbanken.
„Mange Tak, min Herre,“ sagde Fru West med et honningsødt Smil, idet hun modtog Papiret. „Men,“ udbrød hun pludselig med paatagen Forundring. „Her staar jo et andet Navn . . .“
Gilbert blev blussende rød, idet han først nu mærket at han havde blotstillet sig.
„Jeg optræder af og til under Incognito, Frue,“ sagde han. „Desværre kom jeg til at røbe mig. Jeg maa bede Dem bevare dette i den dybeste Hemmelighed.“
„Ja, bevares, min Herre, det kan De forstaa at jeg gjør, saameget mere som Historien om denne Deres Udbetaling til mig kunde blive bedømt paa en mindre tækkelig Maade af Folk. Inden tre Dage skal De faa Maggis Adresse. Men hvor sender jeg Dem Meddelelsen herom?“
Han betænkte sig lidt og svarede saa:
„De kan ringe op Lindevold i Telefonen og bede om at faa tale med mig. Er jeg ikke tilstede, saa opsætter De det.“
„Javist, min Herre. Gid De maa faa Glæde af Maggi – paa Scenen.“
Gilbert mumlet nogle uforstaaelige Ord; rasende over det udtalte Ønske, sagde han ved sig selv:
„Du dit forvorpne Fruentimmer tror at jeg efterstræber Maggi med stygge Hensigter, og i denne din modbydelige Tro var du strax færdig til at sælge hende til mig, men vent indtil Aaret er ude, saa skal du nok faa høre noget andet.“
Dermed tog han hastig Afsked og gik.
Der kom just Lorents West ind af Porten med et Gevær over hver Skulder og sendte Gilbert i Forbigaaende et alt andet end venligt Blik.
Han traadte ind i Stuen til Moderen.
„Du er jo bevæbnet lige til Tænderne,“ sagde hun.
„Jeg skal op paa Aarvold og prøveskyde disse Bøsserne, men jeg skulde nok ønske at prøve dem paa en vis Person.“
„Han du mødte udenfor?“
Lorents nikket.
„Hvad vilde den Person Rambøll her?“
„Faa vide Maggis Adresse.“
„Og du gav ham den?“ næsten skreg Sønnen.
„Nei, jeg ved den jo ikke, og selv om jeg vidste den, vilde jeg ikke opgive ham den. Han sagde at han vilde bekoste hendes Uddannelse til Scenen, men det er nok noget andet, som stikker under.“
„Javist er det. Den Lapsen faar passe sig, han!“ tillagde Lorents med et mordlystent Udtryk i Øinene.