Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/20
20de Kapitel.
Efterat Widding som nævnt forgjæves havde søgt Lona, besøgte han et Forlystelsessted, trikket siden hjem til sin Ungkarlsleilighed og tilbragte Natten der.
Næste Dag forsov han sig, saa han først ved Elvetiden kom ned til Centrum.
Nu søgte han op til Fotografen, hvor Lona var ansat og bad om at faa tale med hende.
Man svarede ham, at hun ikke havde indfundet sig der idag, rimeligvis var hun syg.
Ærgerlig gik han ned til hendes Bolig i Revierstrædet og forhørte sig der efter hende.
Med et eget Smil svarede hendes Værtinde, at Lona ikke havde været hjemme om Natten.
Helt harm tilsinds gik Widding.
„Hun er nok alligevel en tvilsom Person, mumlet han for sig selv, vistnok en Nattens Dame. At jeg kunde tage saadan feil! Men hvordan skal man vel kunne benytte sig hende, naar hun er en saadan upaalidelig Person?“
Nu led det mod den Tid, da han skulde møde Gilbert Rambøll paa Vestbanestationen.
Han styrte Kursen i denne Retning, men som han naaede Rosenkrantzgaden faldt det ham ind, at han endnu havde Tid til at aflægge en ilsom Visit hos Fru Felsback og forhøre sig, hvordan det var med Maggi.
„Goddag, er det Dem, Widding?“ hilste Koblersken ham smilende familiert og førte ham ind i Stuen, hvor de begge tog Plads.
„Hvordan staar det til med den smukke Maggi?“ spurgte han.
„Hun bliver værre og værre efter hun rømte fra os,“ lød Svaret. „De ved, denne svenske Skibskaptein fik Slagtilfælde i det afgjørende Øieblik. Deraf benyttet Jenten sig til at undvige paa en snedig Maade, og jeg var rent ilde ude. Men Dagen efter udpaa Aftenen kom Jordmoren her og jeg gaaende nedover Theatergaden. Da ser vi pludselig foran os Maggi. Vi skar efter hende. Kloroformflasken havde jeg hos mig, og nu gjaldt det at handle raskt. Vi indhentet hende, just som hun gik ind i et Portrum og kastet os over hende og kloroformerte hende før hun fik givet en Lyd fra sig. Jeg holdt om hende, og Jordmoren var kjap til at faa fat i en lukket Vogn. Saa kjørte vi hjem med hende og fik hende uden Opstyr op i Kammeret igjen og lagde hende paa Sengen. Neppe var det gjort, før jeg fik Besøg af en rig, norsk Amerikaner, en vild, uvoren Kar og til og med halvfuld. Jeg spurgte ham, om han ikke havde Lyst til at snakke lidt med vor nye Fugl. Det var han med paa. Jeg sagde ham at hun var prippen og modspænstig, saa han ikke maatte tage med Silkehandsker paa hende. Amerikaneren lovte paa at han vidste nok, hvordan slige Fugle skulde tæmmes. Saa slap vi ham ind til hende og lyttet udenfor Døren. En liden Stund efter blev der et farligt Spetakkel derinde, og Amerikaneren raabte om Hjælp.“
„Nei, nu maa jeg si!“ afbrød Widding hende.
„Vi gik ind i Kammeret. Paa Gulvet laa Amerikaneren med Blodet strømmende af Mund og Næse, og over ham stod Maggi med Kniv i Haand. Nu løftet hun den ogsaa mod mig og vilde true sig til Udgang. Men vi fik hende da kastet overende og bagbundet, hun var jo aldeles vild.“
„Det kunde jeg aldrig tænkt mig om Maggi West. hun, som saa stille og tilbageholden ud.“ erklærede Widding.
„Det var hun ved sit første Besøg hos os, men nu lod hun helt til at have forandret Natur. Jenten var Skam ikke til at kjende igjen, og slig hun bruger Mund. Hun lader sig ikke ræsonere med, og det værste er, at hun lader som hun ikke ved at hun har været hos mig før; skjønner ikke, hvad det skal betyde. Hun paastaar at hun ikke er Maggi West.
„Hm hm, hvem skulde hun da være?“ lo Widding.
„Hun siger at hun heder Lona Blessing,“ lød Svaret.
Som rammet af et elektrisk Stød fôr Widding af Stolen aldeles bleg i Ansigtet.
„Der har vi det!“ skreg han med en rasende Latter.
„Men hvad gaar der af Dere, Far?“ udbrød Fruen.
„De har taget Feil.“
„Hvad mener De?“
„At den Pige De holder fangen derinde, ikke er Maggi West.“
Konen plantet Hænderne i Siden og saa paa ham med en Mine som om hun tvilte om han var ved sine fulde fem.
„Jo, saamen er det hende! Det er ikke til at tag Feil af det“
„Det er altsaa ikke hende?“
„De vil da vel ikke paastaa at to Personer kan være saa knagende lige: Det er jo Maggis Ansigt, Haar, Øine, hendes Krop, ja, til og med hendes Stemme.“
„Jasaa, Stemmen ogsaa? Iallefald er det Lona Blessing De har faaet fat i, istedetfor Maggi West.“
Fru Felsback slog i Bestyrtelsen Hænderne sammen og skreg:
„Nu skulde en aldrig have hørt saa galt. maa jo være ligesom Dobbeltgjængersker de to da.“
„Ganske rigtig Dobbeltgjængersker!“ bekræftet Widding. „Jeg holder Dem fuldstændig undskyldt, Fru Felsback, De maatte jo lade Dem skuffe af en saa forbausende Lighed. Imidlertid befinder Maggi sig fremdeles i Frihed.“
„Hvad er saa at gjøre?“
„De maa sætte Lona i Frihed.“
„Huf, jeg er rent ræd at hun kommer til at hidse Politiet paa mig.“
„Jeg indestaar Dem for at dette ikke sker. Men vi maa pynte lidt paa det, — arrangere en liden Komedie.“
Han tænkte sig lidt om, og saa havde han strax færdig sin Plan og meddelte hende den.
„Gaa nu strax ind til hende,“ tillagde han.
De fulgtes ud i Gangen, og Fru Felsback laaste sig ind paa det lille Kammer, hvor Lona laa fuldt paaklædt og bagbunden i Sengen.
„Er De der igjen, afskyelige Kvindfolk?“ streg hun rasende op.
„Hør nu, Maggi, De skal tage det med Fornuft og . . .“
„Jeg heder ikke Maggi!“ snærret den anden. „Lona heder jeg – Lona Blessing.“
I dette Øieblik stødtes Døren op, og Widding trængte sig voldsomt ind.
„Hvad gaar her for sig!“ skreg han med en Politimands hele Barskhed.
„Aa Widding er det Dem!“ jublet Lona. „Frels mig fra dette afskyelige Kvindfolk, der har bedøvet mig og slæbt mig hid for at – –.“
„Frøken Blessing!“ raabte Widding. „Altsaa virkelig Dem!“
Han trak sin Tollekniv og overskar hendes Baand.
Lona sprang op af Sengen, stillet sig foran Fruen og skreg:
„Nu skal De staa mig til Regnskab, Rufferske!“
Fru Felsback stod der med en Mine, som hun var færdig til at synke tvers gjennem Gulvet.
„De skal staa mig til Regnskab, gamle Synderinde!“ tordnet Widding.
„Ak af mig!“ stønnet Fruen. „Jeg troede dette var Maggi West, og Gamlekjæresten hendes, denne Amerikaneren, satte mig til at udføre denne Greien.“
„Dette undskylder meget lidet Deres Opførsel,“ vedblev Widding strengt.
„Jeg vil have Skadeserstatning!“ raabte Lona forbitret.
„Det skal jeg sørge for at De faar, Frøken,“ svarede Widding. „Men ordne Dem nu til at komme afsted herfra.“
Lona gjorde i en Hast en Smule Toilette for Vægspeilet.
Widding saa paa sit Uhr.
„Au!“ raabte han for sig selv.
Klokken var saa mange at Toget allerede maatte være kommet og Gilbert Rambøll med det. Og Maggi West i Frihed. Ja, nu saa det nydelig kritisk ud!
Sammen med Lona forlod han Etablissementet. Da de var komne ned i Trappen, sagde hun:
„Hr. Widding, jeg maa takke Dem saameget for at De har frelst mig. Hvordan kunde det falde sig saadan at De kom didop.“
„Jo, ser De, min Frøken, jeg er Privatdetektiv og saa havde jeg i Stilhed laast mig ind af denne Frues Entredør for at belure hendes Hemmeligheder. Da fik jeg høre, hvad De sagde, og jeg brød mig ind.“
„Jeg er aldrig i mit Liv kommen ud for noget værre – synes De ikke, at jeg bør kræve Skadeserstatning af hende.“
„Nei, lad det helst være; selv om De kunde faa det, vilde De resikere at hun tog Hævn paa en frygtelig Maade — De kunde blive snigmyrdet. Hun er god nok til det.“
„Hu nei, da faar jeg lade hende ifred,“ gjøs Pigen.
„En anden Sag er, at jeg nu skal hjælpe Dem til at tjene en Hundrekroneseddel paa en halv Timestid, og det paa en saare anstændig Maade.“
Pigens Øine straalte op.
„Hvad dreier det sig om da, Widding?“
„Nu gaar vi ind etsteds og spiser Frokost sammen, saa skal De høre.“
De fulgtes ind paa en fin Afholdskafé, og de fik sig serveret i en Krog, hvor de kunde sidde uforstyrrede.
Vi vil ikke gjengive den Samtale, som nu fulgte mellem dem, nok er at sige, at de blev fuldt ud enige.