Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/19
19de Kapitel.
Vi forlod Maggi da hun styrtet ud af Porten i Rosenkrantzgaden efter at have gjenvundet sin Frihed.
Uden nogen bestemt Maal ilet hun nedover Gaden og sanset sig først, da hun naaede nedenfor Tordenskjolds Plads.
Dernede blaanet Sjøen og afspeilet den stjernefunklende Himmel.
Hun trak Aanden dybt.
Hun var frelst, og det som ved et Mirakel.
Men hun var husvild, uden Tag over Hovedet og Brød til at mætte sig. Hvad skulde hun vel nu tage sig til.
Hun gik ned mod Keiserbryggen, satte sig paa en Bænk og tænkte — tænkte og tænkte.
Hvilken rædsom Forfølgelse var hun ikke udsat for Gilberts Skyld? Dennegang var hun undsluppen, men ganske vist vilde hendes Fiender lægge nye Snarer for hende og tilsidst kunde hun komme til at bukke under.
Hvor turde hun vel, efter hvad hun idag havde oplevet, sætte Lid til noget Menneske her i Byen, som hun ikke forud kjendte i Bund og Grund. Og hos dem hun kjendte, var hendes gode Navn og Rygte ødelagt.
Tilsidst kom hun til den Overbevisning, at der ikke var noget andet for hende at gjøre end at se til at komme sig væk fra Kristiania, etsteds hen, hvor ingen kjendte hende og hun kunde være tryg for sine Fienders Efterstræbelser.
Hun vilde gaa paa sin Fod udover Landeveien, kanske hvile sig og sove lidt inde i Skogen og næste Dag søge sig Plads paa en Bondegaard – ligegodt hvilkensomhelst Beskjæftigelse der blev tilbudt hende.
Hun reiste sig, gik fremover forbi Jernbanestationen og tog saa Kort Adlers Gade.
Men langt havde hun ikke gaaet, før der frem af et Smug styrtet endel mørke Skikkelser og stanset og omringet hende.
„Slip mig – lad mig gaa!“ stønnet hun fra sig selv af Angst.
Hun saa, at det var Banditter, fæle Lazaroner og midt iblandt dem stod en fillet Jente med frækt, forvorpent Ansigt.
„Frem med Mynten!“ skreg den ene af Banditterne.
„Jeg har ingen Penge,“ svarede Maggi. Kjære, lad mig faa gaa!“
„Har du ikke Penge, saa har du pene Klæder,“ sagde Jenten.
„Og hun er velskabt og vakker,“ sagde en af Gutterne med et graadigt Blik paa hende. „Hun skal være vort Bytte.“
„Lad mig faa Klæderne hendes,“ fortsatte Jenten, „saa kan hun faa Fillene mine istedet, og dere Gutter kan trække Lod om hvem skal faa hende til Kjæreste.“
Hendes Ord hilstes med jublende Bifald og den førsttalende Bandit sagde:
„Naa trækker vi hende hjem til Typekvarteret, hun skal snart blive som en af os andre.“
„Hjælp! hjælp!“ skreg Maggi.
„Kneble hende!“ hvinte Tyvejenten.
De gik ind paa hende, den ene greb hende om Armene og trak dem bagud, medens en anden trak frem en Rem for at bagbinde hende, medens Jenten vilde stoppe et smudsigt Tørklæde i Munden paa hende.
„Holdt!“ raabte en klingende Pigestemme, og en robust Dame dukket frem i Gaden. „Vil I behage at slippe hende!“
Banditterne studset og holdt inde, men nu snærret Jenten:
„Nei, hør paa hende der da! Dere lar Dere vel ikke skræmme af hende vel? Gaa løs paa hende Gutter og knebl og vind hende og tag hende til Bytte ogsaa. Jeg abonerer paa Lorgnetten hendes. Gaa paa Marsch!“
Disse Ord gjorde sin Virkning.
To Gutter gik frem mod Damen.
„Afveien!“ skreg hun og hævet en blinkende Revolver.
I næste Moment drønnet et Skud, saa atter et.
Virkningen var kollosal. Hujende og skrigende flygtet Flokken nedover Gaden og var i et Nu forsvundet.
Der stod Maggi alene med sin Redderinde, som endnu holdt den rygende Revolver i Haanden.
Nu dukket en Konstabel frem af Sidegaden.
„Var det Dem, som skjød?“ henvendte han sig barskt til Damen.
„Ja, jeg affyret nogle Skræmmeskud mod endel Pøbel, som antastet denne unge Pige. Kjender De mig ikke?“
„Aa er det Dem, Doktor Wang!“ udbrød Konstabelen næsten flau, idet han førte Haanden til Huen.
„De kjender mig, saa ved De ogsaa at Politiet har tilladt mig at bære Revolver og i Nødsfald bruge den.“
„Javist, javist!“
Maggi havde allerede ofte hørt omtale den kvindelige Læge, Doktor Aagot Wang, som var bekjendt for sin Dygtighed og Elskværdighed blandt Samfundets Smaa, hos hvem hun havde vidst at gjøre sig afholdt.
„Er der ellers noget, jeg kan staa til Tjeneste med?“ spurgte Konstabelen.
„Nei Tak,“ lød Svaret, og han fjernet sig med en høflig Hilsen.
Nu traadte Frøken Wang nærmere ind til Maggi og betragtet hende med et venligt forskende Blik.
„Sig mig hvor De skal hen, saa følger jeg Dem hjem,“ sagde hun.
„Jeg har intet Hjem,“ svarede Maggi, der følte sig sælsomt dragen til hende.
Det var som den kvindelige Læge syntes at læse i hendes Ansigt, og hun sagde med blød Stemme:
„De har intet Hjem, siger De, og De ser syg og enerveret ud, og jeg ved neppe jeg har seet noget mere hjælpeløst, fortvilet Udtryk i et Ansigt end Deres — De er meget ulykkelig, men god og ufordærvet.“
„Jeg har ikke selv forskyldt mine Ulykker,“ svarede Maggi heftigt bevæget.
„Det tror jeg hellerikke om Dem. De har intet Hjem eller Tilholdssted, ingen Slægtninger til at hjælpe og støtte Dem?“
„Ingen – ingen i hele Verden,“ svarede Maggi i en uendelig fortvilet Tone. „Heller ingen Beskjæftigelse.“
„Følg med mig hjem, saa skal jeg kanske skaffe Dem en Plads.“
„Tak, Frøken, men jeg har foresat mig, at jeg ikke vil tage nogen Plads i Kristiania.“
"Hvorfor ikke?“
„Fordi jeg har saamange Fiender, der vil min Fordærvelse.“
„Fiender, siger De, slette Mennesker altsaa?“
Maggi nikket.
„Saa følg med mig De – jeg skal tage Dem i Beskyttelse mod Deres Fiender,“ lød det tappert. „Jeg skal værne om Dem og lære Dem at være modig til at optage Kampen mod denne vanskelige Verden vi lever i. Tro mig til, jeg ved, hvad Kamp vil sige, jeg kjender de saakaldte fine Folks Usselhed. De kan saa trygt stole paa mig.“
Og Maggi stolte paa hende. Det var næsten som en Magnetisme udgik fra den robuste lille Dame, der vistnok ikke var begavet med kvindelig Skjønhed, men hvis Ansigt bar et Drag af Kjækhed, Energi og Hjertensgodhed.
„Hvad heder De?“
„Maggi West.“
„Det Navn har jeg bestemt hørt før!“ sagde Frøken Wang livlig, „men jeg husker ikke af hvem.“
„Og Deres Stilling?“
Maggi nævnte det, og Doktoren fortsatte: „Vil De nu følge med mig hjem, saa faar vi tales nærmere ved. Jalfald maa De slaa Dem ned hos mig inat.“
„Mange Tak.“
„Jeg kommer netop fra en Patient og nu skal jeg hjem.“
De fulgtes indover mod Centrum.
Et Kvarterstid efter sad de i Doktor Aagot Vangs hyggelige Dagligstue, hvor der var dækket et indbydende Aftensbord.
„Førend vi taler sammen, trænger De til at faa noget Mad i Livet,“ sagde Frøken Wang eller Doktor Aagot, som mange af hendes Patienter pleiede at kalde hende. „Værsaagod!“
De satte sig tilbords og hun skjænket The til sin Gjæst og nødte hende til at spise.
Efterat Maggi behagelig oplivet havde takket hende for Maden, tog hun paa Doktor Aagots Indbydelse Plads i Sofaen og denne satte sig overfor hende.
„Nu maa De fortælle mig om Deres Ulykker,“ sagde hun. „De staar ene i Verden og har ingen Slægtninger?“
„Jeg har en Tante, som jeg logerede hos,“ men der kunde jeg ikke blive boende længere.
Nølende holdt hun inde, men Frøken Wang sagde hjerteligt:
„De kan saa trygt betro Dem til mig — hvad De siger mig, kommer ikke videre.“
Og Maggi meddelte hende om Fætterens Opførsel mod hende.
„Afskyeligt!“ raabte Doktor Aagot hovedrystende. „Ja, da kunde De nok ikke blive boende der længere. Og nu videre?“
Maggi fortalte om den Ulykke, der var tilstødt Larsen og at nogen havde bagvasket hende for Frøken Lammers, og hun var afskediget for „Løsagtighed.“ Videre meddelte hun om Tabet af sin Haandvæske og om hvordan hun blev berøvet sine Kufferter.
Ivrig lyttet Dr. Aagot til og sagde saa:
„Man siger nok, at en Ulykke sjelden kommer alene, men en værre Kjæde af Ulykker paa engang har jeg aldrig hørt Tale om.“
„Udenfor hvad hændte med Larsen,“ sagde Maggi, „saa tror jeg at alle de andre Ulykker tilføiedes mig fra samme Hold.“
„Hvad er det, De siger: Hvad mener De med det?“
„At jeg har Fiender, som vil mig tillivs, ja ligefrem arbeider paa min Undergang.“
Dr. Aagot saa venlig ind i Maggis smukke, sjælfulde Ansigt og sagde:
„De, som ser saa snil og god ud, skulde have Fiender? Nei, det kan jeg da umulig tro.“
„Og dog forholder det sig saadan. Jeg har
Fiender der forfølger mig – det bevises bedst af den
sidste Ulykke der tilstødte mig iaften, den værste af
dem alle.“
Nu fortalte hun om sit Møde med Fru Felsbak og hvad siden fulgte.
I heftig Spænding lyttet Dr. Aagot til, medens hendes Ansigt udtrykte den største Bestyrtelse.
„Og saadant kan virkelig foregaa i vor By sagde hun tilsidst. „Jeg har nok hørt om lignende i Europas Storstæder, men ikke her. Hvem er han da denne Deres djævelske Fiende, som efterstræber Dem paa en saa frygtelig Maade?“
„Jeg ved det ikke,“ svarede Maggi.
„De ved det ikke?“ raabte Dr. Aagot forundret. „De maa dog have en Tanke om det – en Anelse om hvem der staar bag.“
„Nei, forsandt, det har jeg ikke. Kun det ved jeg, at man forfølger mig saadan, fordi jeg staar iveien for nogen.“
„Forklar Dem nærmere.“
„Det kan jeg ikke uden at aabenbare en Hemmelighed, som jeg høitidelig har lovet at tie med.“
Ved disse Ord drev der et besynderligt Udtryk over Doktorens Ansigt.
Maggi saa det og udbrød heftigt indtrængende:
„Nei nei, De maa ikke tro noget slet om mig. Jeg har ikke forseet mig paa nogensomhelst styg Maade.“
„Jeg tror ikke andet end det, som godt er om Dem,“ erklærede Dr. Aagot. „Det er sørgeligt dette. Sig mig, stikker der ikke en Kjærlighedshistorie under?“
„Jo.“ svarede Maggi blussende. „Men mere kan jeg ikke sige.“
„Jeg skal hellerikke trænge videre ind paa Dem i dette Punkt. Sig mig, agter De ikke at anmelde denne Rufferske for Politiet?“
„Det vil lidet nytte – jeg har ingen Vidner paa hende.“
„Kan vel være. Men De vil da vel melde Røveriet af Deres Kufferter?“
„Jeg tror hellerikke det hjælper. Den Fare De, Frøken, hjalp mig ud af, kom vistnok ikke fra mine Fiender.“
„Nei, det var den bekjendte Vikapøbel, som opererte paa Egenhaand.“
Der fulgte en Pause, saa fortsatte Maggi:
„Iaften undgik jeg mine Fienders skjændige Plan, men de vil ikke være sene om at udklække en ny Plan til at ødelægge mig – og næste Gang kan jeg komme til at ligge under for den. Det vilde være allerbedst for mig at komme langt bort fra Kristiania,“ tilføiet hun modløs.
„Nei nei, det skal De ikke. Hør, nu vil seg foreslaa Dem noget. Jeg maatte jage min Pige idag fordi hun drak. Vil De nu indtage hendes Plads – det er let Arbeide – og saa kan De yde mig Hjælp, naar jeg udfører en eller anden Operation. Femten Kroner Maaneden. Vil De?“
„Mange Tak for Deres Godhed, Frøken Wang, jeg skulde saa gjerne benytte mig af den, om det ikke var for mine Fiender.“
„Jeg skal beskytte Dem imod Deres Fiender,“ afbrød Dr. Aagot hende kjækt. „Jeg forsikrer Dem til, de skal ikke faa slippe ind her og gjøre Dem noget ondt, ikke krumme et Haar paa Deres Hoved.“
Den unge Dame talte saa djærvt, energisk og hjerteligt og tog begge Maggis Hænder i sine, og det var som hun hypnotiserte den stakkels forfulgte hjemløse Pige og fyldte hende med nyt Mod.
„De skal ikke give Dem over,“ fortsatte denne. „Baade Politiet og jeg skal beskytte Dem og knibe Deres Fiender ved Vingebenet. — Ikke sandt, De tager Pladsen hos mig?“
„Jo, tak, tak, det gjør jeg saa inderlig gjerne,“ svarede hun.
„Mærker De noget mistænkeligt, saa meld det bare til mig.“
„Det skal jeg, Frøken.“
„De er saa ung, Frøken West, De skal se at Livet har meget godt og skjønt i Baghaand for Dem, sagde nu Dr. Aagot, idet hun reiste sig. „Maaske ogsaa med den Kjærlighedshistorien De ved nok.“
Der drev en fager Rødme over Maggis Kinder. Det var som et uvist Haab rørte sig i hendes Hjerte om der maaske endnu kunde blive noget mellem hende og Gilbert.
Da lød der en Klemten paa Telefonen inde fra Kontoret.
Dr. Aagot gik didind, førte en Telefonsamtale, vendte saa tilbage og sagde:
„Jeg maa ud i Sygebesøg igjen.“
Hun saa et Udtryk af Ængstelse drive over Maggis Ansigt og fortsatte:
„Kanske De har Lyst til at følge med?“
„Tak, det vil jeg gjerne.“
„Saa gaar vi.“