Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/18
18de Kapitel.
Widding tilbragte Natten meget muntert hos den omtalte Ven.
Næste Morgen opdaget han at han havde glemt efter sig en Mappe med nogle vigtige Papirer paa Lindevold og bestemte sig strax for at reise didud og hente den.
Ved Halvtolvtiden var han der og modtoges af Kathinka Lyhr, som meget urolig ved Synet af ham sagde: „Der er vel intet galt paafærde, haaber jeg.“
„Nei, alt er ganske vist i den skjønneste Orden.“ Og han meddelte om sit Ærinde hid.
„Og Gilbert gaar nu i Fredrikshald og inspicerer Jernbanetogene,“ sagde Kathinka. „En temmelig haabløs Affære for ham.“
„Ja, men nu skal seg fortælle Dem noget morsomt, Frøken.“
Han meddelte hende om Mødet med Lona og hvad dermed stod i Forbindelse.
„Det var da mærkværdigt,“ sagde Frøken Lyhr. „Dette maa man kunne benytte sig af.“
„Netop min Tanke, ved Lona kan man give Gilbert grundig Afsmag for Maggi West.“
„Netop min Tanke. Gilbert kommer rimeligvis tilbage med et af de første Tog imorgen, saa faar vi se.“
„Kan De ikke oppebie hans Tilbagekomst hid?“
„Tak, jeg har just intet at forsømme med det.“
„Maa jeg faa servere Dem Frokost?“ spurgte hun nu.
„Tak, jeg er skrubsulten.“
Snart efter sad han ved Frokostbordet. Kathinka underholdt ham, mens han spiste.
„Det er sandt,“ sagde han efter endt Maaltid. „Det skulde være morsomt om jeg kunde finde den hemmelige Gang som Maggi undkom gjennem. Jeg intereserer mig for saadanne Løngange.“
„De maa gjerne forsøge, om De kan opdage den,“ svarede Kathinka ligegyldig. „Jeg skal skaffe Dem en Lygte.“
Bevæbnet med Lygte steg Widding ned i Kjælderen.
Han gik over Gulvet og lyste langs Væggene, idet han brugte sine skarpe Øine godt.
Men intet mistænkelig. Han trak frem sin Nøgle og gik langs Væggene og banket i dem.
Endelig hørte han af Lyden at han slog i en Trævæg. Han lyste langs den, endelig saa han noget som et Skille. Han lod Haanden løbe trykkende langs den og pludselig sprang Løndøren op indover.
„Hallo!“ raabte Widding og traadte ind i Gangen.
Døren smaldt igjen bag ham og han fulgte Løngangen lige til Vindeltrappen, som han steg op af og kom nu ind i den snevre Korridor. Denne fulgte han indtil han kom til en Dør med en Nøgle i, han dreiet den om og aabnet.
Dagens Lys slog ham imøde og til sin store Forundring befandt han sig i sit eget Værelse.
„Det var da kosteligt!“ lo han, gik atter ud i Løngangen og fulgte den videre indtil han kom over til den anden Fløi, hvor der atter var en Dør med Nøgle i.
Denne aabnet han forsigtig og tittet ind.
Over mod den anden Væg stod en Himmelseng, hvor der laa en gammel, hvidskjægget Mand og læste i en Bog.
Widding forstod at det maatte være gamle Haakon Rambøll, som laa der. Forsigtig trak han Døren til og gik videre. Han naaede den anden Vindeltrappe, steg ned af den og kom til den hemmelige Dør, der førte ham ind i Poteteskjælderen, der vendte ud mod Gaardspladsen.
„Jeg vil sandelig beholde denne Hemmelighed for mig selv,“ tænkte Widding. „Hvem ved om den ikke kan komme mig til Nytte paa en eller anden Maade.“
Nu vendte han tilbage just den samme Vei han var kommen, lukket den første hemmelige Dør efter sig og steg op af Kjælderen, slukket Lygten og gik lige op paa sit Værelse, hvor han tog omtalte Mappe frem og satte sig til at skrive et Brev.
En god Stund efter blev der banket paa Døren.
„Kom ind!“ raabte Widding.
Det var Kræfting som viste sig, og Widding saa strax paa hans Ansigt, at der var hændt noget meget ubehageligt.
„Hvad er det for galt paafærde?“ spurgte han.
„Det er det, at Maggi West inat rømte fra Fru Felsbak.“
„Er du splitter pine gal,“ skreg Widding. „Hvordan kunde de give hende Leilighed til saadant?“
„Ja, det var nok et Brev til Fru Felsbak, et Trudselsbrev, som faldt i Maggis Hænder og fik hende til at forstaa det Hele, hun satte sig paa Bagbenene og forsøgte at rømme, men blev puttet ind i Kammeret. Da hun sov, gik den svenske Skibskaptein gjennem den hemmelige Dør i Væggen ind til hende. Det blev snart stilt derinde, og Fruentimmerne, som lyttet, troede, at det var all right. Saa gik de hver til sit og blundet lidt. Men da Jordmoderen vaagnet og fandt Entrenøglen borte, anet hun Uraad. Hun gik ind i Kammeret og fandt Svensken liggende paa Gulvet i Krampe, han havde faaet et epileptisk Anfald, og Maggi var væk.“
Widding bandte, saa det var stygt at høre.
„Det var en infam dum Historie,“ sagde han.
„Fru Felsbak har ganske vist gjort sit bedste.“
„Vidste man endda, hvor Pigebarnet har tyet sig hen.“
„Vidste vi det, saa skulde det nok lade sig gjøre at faa hende indfanget, men det er aldeles umuligt at gjætte sig til. Hvad er det nu at gjøre?“
„Ved endnu ikke — jeg maa tænke mig om.“
Det banket paa Døren, og Widding lukket op.
Der stod Frøken Lyhr.
„Maa jeg faa tale lidt med Dem,“ bad hun.
„Til Tjeneste, Frøken,“ svarede han og gik ud til hende.
Hun førte ham ind paa sit Værelse og sagde saa:
„Jeg saa Deres Drabant komme og havde strax paa Følelsen, at han bragte Dem en Jobspost.“
„Ganske rigtig. Maggi West er rømt fra Fru Felsbak.“
Kathinka blev ganske bleg.
„Saa er Spillet tabt,“ sagde hun.
„Endnu ikke, men her er det at tage fat fra nyt af igjen. Og det er dobbelt vanskeligt at fange en Fugl, som engang har sat i Snaren.“
„Bare hun ikke søger Politiets Assistance,“ fortsatte Kathinka.
„Maggi gjør det neppe, hun er af en temmelig frygtsom Natur. Men selv om hun gjorde det, kom hun neppe nogen Vei. Hun har ingen Vidner. Ja ja, Gilbert er vel forvaret i Fredrikshald Dagen over.“
„Men imorgen kommer han tilbage, og da kan vi resikere at han støder sammen med Maggi.
„Vi maa lade ham støde sammen med den falske Maggi." sagde Widding raskt, „og det paa en Maade, saa at han totalt opgiver den virkelige Maggi West.“
„Hahaha, det var en Idé, men jeg tror nu alligevel at dette bliver et langt Lærred at blege.“
„Hvorfor det?“
„Denne simple Pige synes i høi Grad at have Lykken med sig, hun er allerede to Gange undgaaet vore Snarer, først gjennem Løngangen – –“
„Ja Løngangen,“ afbrød Widding hende. „Vil De tro, Frøken, det var mig totalt umuligt at finde nogen hemmelig Udgang fra Kjælderen.“
„Det var da besynderligt, at hun kunde finde den. Sig mig nu, hvordan vil De arrangere Dem med den falske Maggi?“
„Simplemang ved at lade hende spadsere Arm i Arm med Charles Berg, saa Gilbert ser paa det.“
„Briljant!“ lo Kathinka. „Og De vil strax sætte dette i Værk?“
„Hm — ja, det er noget tidlig paa Dagen endnu, og jeg er sandt at sige, lidt medtagen af det Gilde jeg var i inat. Jeg skulde ønske at spise Middag her og siden hvile mig ud, men jeg vil strax sende Kræfting med Bud for mig baade til Charles Berg og Lona og faa ordnet det saa jeg møder dem paa et bestemt Sted mellem Kl. 8 og 9 iaften.“
„Javel, Hr. Widding. De skal faa Hest og Vogn ind til Byen det Klokkeslet De ønsker det.“
„Mange Tak.“ Han vendte tilbage til Kræfting og gav ham de fornødne Instruxer og et Brev med til Lona. Saa lod han ham gaa. Han skulde pr. Telefon give Rapport om Udfaldet om sin Sendelse.
Widding spiste en prægtig Middag, sov flere Timer efter, og neppe var han staaet op og havde nydt sin Kaffe, før han blev kaldt til Telefonen.
Det var Kræfting. Denne meddelte ham at Charles Berg var at træffe hele Aftenen paa en vis Restaurant, men at Lona ikke kunde møde ham førend lidt over Kl. 10.
Følgelig havde Widding intet at bestille i Byen før ved Titiden, og han blev hvor han var for at afreise herfra Kl. 9.
Omtrent Kl. ½9 blev han atter kaldt op til Telefonen.
„Er der nogen?“ raabte han.
„Det er mig – Fru Felsbak.“
„Nu, jeg er meget vred paa Dem.“
„Det vil De holde op at være, naar De hører hvad jeg har at fortælle Dem.“
„Kom med det.“
„Vi har atter fanget Maggi,“
„Nei er det muligt?“ raabte Widding fornøiet.
„Ja, for en halv Time siden bragtes hun kloroformeret og i lukket Vogn til mig og vaagnet først af Dvalen, da hun kom ind paa sit Kammer.“
„Og saa?“
„Hun bærer sig ad som en Vanvittig — raser som en Løvinde.“
„Jeg haaber at De ikke slipper hende løs dennegang,“ fortsatte han.
„Nei, min Herre, er jeg bleven luret en Gang saa kan De lide paa, at det ikke sker om igjen.“
„Lad mig nu se det, Fru Felsbak.“
„Foreløbig er det vel bedst at lade hende rase ud.“
„Ja ja, jeg ser muligens op til Dem engang imorgen. Godaften da!“
Han ringte af, gik ned til Frøken Lyhr og meddelte hende den for dem saa gode Nyhed, og hun blev meget fornøiet.
„Nu kan De være ganske rolig,“ tillagde han. „For Maggi er der ikke længere nogen Redning – Nu gaar hun under!“
„Kanske de opgiver Deres Byreise?“
„Nei, vi maa smede mens Jernet er varmt og have alt istand til Gilberts Modtagelse imorgen.“
„Godt — jeg har bestilt Vognen til Kl. 10.“