Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/16
16de Kapitel.
Widding forlod den Rambølske Bygaard i et oprømt Champagnehumør. Han havde faaet Frøken Lyhr til at punge ud med endnu en Tusindkroneseddel.
Han styrte Kursen ned til Atheneum for at tage Trikken til Majorstuen. Men her maatte han staa og vente.
Som han tændte en Cigar, kom han til at tænke paa Maggi, og et Smil kruset Umenneskets Læber ved Visheden om at hans afskyelige Plan med hende var lykkes.
Der kom Dr. Lind i Følge med en yngre Dame med Lorgnet, rimeligvis hans Kusine Dr. Aagot Wang, tænkte Widding og hilste. Men den Hilsen, han fik igjen, var temmelig knap og kjølig.
Nede i Gaden dukket der op en slank Pigeskikkelse.
Som Widding rettet Blikket paa hende, gav det et Sæt i ham, og han blev ganske bleg.
Du Alverden, det var jo Maggi West!
Hun maatte altsaa være undsluppet fra Fru Felsbek.
Men hvordan kunde vel det være gaaet til?
Det syntes ham næsten utroligt.
Men da han kom nærmere og saa hendes Ansigt med de friske Rosenskjær og de straalende Øine, reiste der sig alligevel en svag Tvil hos ham.
Saadan skulde ikke Maggi se ud efter det, hun idag havde gjennemgaaet – efter at være flygtet fra et saadant Sted.
Han maatte for enhver Pris have Vished.
„Goddag, Frøken West,“ hilset han hende.
„De tager nok Feil,“ sagde hun med et Smil – bare det Smilet vilde have været nok til at overbevise ham om at det ikke var Maggi.
„Det var da en eiendommelig Lighed,“ fortsatte han.
„Jeg har virkelig hørt Tale om noget saadant før,“ sagde hun i en Tone, som hun aldeles ikke havde det mindste imod at fortsætte Samtalen. „Man har hilst paa mig og taget mig for en anden.“
„Ja, det tror jeg vel – det er en rent forbausende Lighed. De er jo en komplet Dobbeltgjængerske af Frøken Mest.“
„Hahaha, hvor morsomt, at jeg har en Dobbeltgjængerske!“ lo Pigen.
„Mit Navn er Widding, Literat, og det skulde interesere mig meget at vide Deres?“
„Jeg heder Lona Blessing.“
"Glæder mig meget at gjøre Deres Bekjendtskab. Tør jeg byde Dem paa et Glas Vin?“
„Tak, det passer sig ikke,“ smilte den unge Pige koket.
„Under almindelige Omstændigheder passer det sig ikke, men jeg vil foreslaa Dem en Forretning, og jeg kan ikke godt staa med Dem paa aaben Gade og afhandle dette. Skal vi saa gaa ned paa en Bodega?“
„Nei Tak, ikke paa en Bodega. Jeg gaar aldrig ind paa Restauranter og nyder stærke Drikke.“
„Faar jeg saa byde Dem en Kop Kaffe et eller andetsteds?“
„Det siger jeg Tak til og modtager, i Betragtning af at det, efter hvad De selv angiver, gjælder en Forretningssag.“
„Saa tænker jeg, vi gaar ind paa et Konditori,“ foreslog han.
Snart efter finder vi dem siddende i en Afdeling for sig selv paa Halvorsens Konditori ved hver sin Kop Chocolade, hvilken Drik var valgt, da Lona paa Forespørgsel erklærede det for sin Yndlingsdrik.
„Hvad var det for en Forretning, Hr. Widding?“ spurgte Lona tilsidst.
„Nu skal De høre. Jeg er, som nævnt, Literat, og blandt andet beskjæftiger jeg mig med at komponere Julekort. Jeg har bedet Frøken Maggi West at være min Model til et Julekort, hvor hun skulde staa omgiven af Engle, – dette skulde altsaa fotograferes. Men hun afslog dette, hun vilde ikke lade sig udstille, sagde hun.“
„Naragtighed,“ blæste Lona.
„Nu er De Maggis udtrykte Billede. Vil De paatage Dem at sidde Model til Julekort?“
„Det kan jeg nok.“
„De skal faa Dem glimrende betalt for det,“ vedblev han, og saa at disse Ord fik Pigens Øine til at straale.
„Hun er glad i Penge,“ tænkte Widding og tillagde høit:
„Er De barnefødt i Kristiania?“
„Nei, jeg er født i Gjøvik, mine Forældre døde tidlig, jeg kom til en nu afdød Onkel, som var Fotograf, og der lærte jeg at retuschere og det ernærer jeg mig ved nu. Her i Byen har jeg kun været i fire Maaneder.“
„Saa bor De maaske hos nogen Slægtning?“
„Nei, de Slægtninger, jeg har, er i Amerika. Jeg bor alene.“
„Jasaa nu. Skal jeg faa Deres Adresse?“
Hun opgav den. „Godt, saa skal jeg med det første skrive til Dem, naar jeg trænger Deres Assistance med Hensyn til Julekortene.“
En liden Stund efter skiltes de, og som Widding atter gik hen til Atheneum, mumlet han for sig selv:
„Hun er vist forholdsvis skikkelig, men hun skal, om fornødent, kunne hjælpe mig til at give Gilbert Afsmag for Maggi.“
Han trikket op til Bogstadveien, hvor han havde sin Ungkarlshybel, og laaste sig ind der.
Han opdaget strax to Kufferter, som stod paa Gulvet.
Det banket paa Døren, hans Værtinde traadte ind, hilste og sagde:
„Disse Kufferter blev bragt hid for nogle Timer siden.“
„Tak, det har sin Rigtighed det, Frue,“ sagde han, hvorpaa hun atter fjernet sig.
Begge Kufferter var aflaaste. Widding tog Nøglerne frem og laaste først op den ene og undersøgte den. Her fandtes kun nogle Dragter og endel Undertøi.
Nu kom Turen til den anden Kuffert. Øverst laa et stort Album, det tog han frem og aabnet.
Først kom der et Kabinetsfotografi med et Egtepar og deres lille Datter, i hvem han gjenkjendte Maggi. Faderen havde et fint, intelligent Ansigt, hvori han gjenkjendte Maggis Træk.
Næste Billede, hun heftet sig ved, var af en smuk, gammel Kone.
„Saadan maa Maggi have seet ud som ung,“ anmærket han for sig selv. „Dette er bestemt hendes Mormor.“
Resten af Albumet indeholdt intet af speciel Interesse for ham.
Nu undersøgte han videre Kufferten og fandt en hel Del Smaating og endelig et Smukkeskrin klædt med blaa Fløiel.
„Har hun Smykker ogsaa?“ mumlet han og aabnet det.
Her fandtes en Jetbrosche, et Sølvkors, en Sølje og endelig et meget smukt Guldarmbaand af antik Form.
„Hvordan kan hun eie et saa kostbart Smykke, sagde han og betragtet det intereseret. Indvendig saa han at der var præget en Kronhjort. Nedenunder stod Bogstaverne A. H.
„Ser ud som et Adelsvaaben!“ udbrød han. „Kanske det er et gammelt Arvestykke og Maggi er af adelig Afstamning. Skulde forresten ikke undre mig. Der er noget fint og nobelt ved hende, som maa være medfødt.“
Han stak Armbaandet til sig, lagde de andre Sager ned i Kufferterne igjen og satte dem ind i det svære Hjørneskab og laaste det.
Nu kom hans Værtinde ind og sagde, at nede i Butikken i samme Gaard var der nogen i Telefonen som ønsket at tale med ham.
Han gik didned, modtog fra en Ven Indbydelse til iaften, og snart efter trikket han atter ivei.