Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/15
15de Kapitel.
Maggi sad paa Sengkanten med Hænderne knuget sammen i Fortvilelse. Hun skjønte, at hendes Nødraab havde været forgjæves.
Døren aabnedes, Fru Felsback viste sig og blev staaende og betragtet hende med et eiendommeligt Smil.
Nu fôr Maggi op og maalte hende med lynende Øine.
„Hvor vover De,“ skreg hun, „at misbruge min dyrbare Mors Navn til at lokke mig ind i Deres afskyelige Rede? Tror De virkelig det gaar an at berøve mig min Frihed og holde mig her som Fange?“
„Du ser jo, at det gaar an, Ven min,“ smisket den anden. „Rigtignok slog du ind Entréruden og skreg om Hjælp, men sligt er ikke farligt for os; thi her bor Fru Andresen, der driver som Jordmor, og fra hendes Leilighed er Gaardens Folk vant til at høre Skrig og Skraal. Ingen bryder sig om det.“
„Jeg hører, De har kastet Masken nu,“ sagde Maggi foragtelig.
„Ja, min Kjære, lad os se paa Forholdene, som de nu engang er. Du er en meget smuk og velskabt Pige. Hvorfor skulde du saa slide dig ud ved at arbeide for en skarve Løn og tidlig blive gammel og hæslig? Nei, sligt er dumt, du skal gjøre det meste ud af din Ungdom og Skjønhed og leve i Herlighed og Glæde. Vi lever bare en Gang,“
„Nei, der er et Liv efter dette,“ svarede Maggi heftigt. „Hvad gavner det et Menneske om han vinder den hele Verden, men tager Skade paa sin Sjæl?“
„Jeg hører, du er bibelsprængt,“ haanlo Fruen.
„Sig mig, Fru Felsback, har De aldrig havt en Mor, hvis Minde er Dem dyrebart!“ vedblev Maggi alvorsfuldt manende. „Er intet Dem helligt her i Livet: Har De aldrig en Tanke paa Døden og det store Regnskab, der venter Dem?“
„Hold op med det, Jenta mi,“ lo den frivole Kone. „Dine Prækener er spildte paa mig. Lad os holde os til Virkeligheden. Du staar dig bedst paa at føie dig efter mig.“
„Jeg føier mig aldrig i Livet efter Dem,“ svarede Maggi bestemt.
„Saa gives der andre Midler til at tvinge dig til Lydighed.“
„De mener de Medikamenter, som Deres Farmacøit giver Dem og De blander i Drikkevarer for at drive Deres Ofre didhen hvor De ønsker.“
„Dette har du ikke suget af dit eget Bryst,“ skreg Konen op. „Du har læst et Brev, som . . .“
„Ja, Gudskelov, fik jeg fat i Brevet, og jeg skal holde mig efter det.“
„Hvorfor da?“
„Ved at jeg ikke nyder hverken Mad eller Drikke i Deres Hus, om jeg saa skal sulte ihjæl.“
„Vis—Vas!" haanlo Fruen. „Sulten er bare en deilig Læremester til Lydighed og Underkastelse.“
„De skal faa se, at den ikke bliver det for mig, svarede Maggi.“
„Men jeg har endnu andre Midler – Midler som De ikke drømmer om,“ vedblev Fruen i en Tone, som sik det til at løbe koldt nedover Ryggen paa den unge Pige.
Men hun mandet sig op og sagde med tilkjæmpet Mod:
„Jeg trodser Deres Midler.“
„Forstaar du da ikke, din Jaalegaas, at du befinder dig fuldstændig i min Magt?“ snærret Fruen. „Tror du ikke, jeg har havt at bestille med Piger, der har været ligesaa opsætsige som dig, men at jeg alligevel har vidst at bøie dem. Hvad er det vel, du mere end de andre har at stille op mod mig. Hvem kan vel komme dig tilhjælp her?“
„Det ved jeg, Frue,“ svarede Maggi med tindrende Øine. „Der er en, som fuldt ud kjender min Stilling her og vil komme mig tilhjælp naar Nøden er størst, ja, maaske allerede inat.“
„Og hvem er det, om jeg maa spørge?“
„Det er Gud!“ svarede Maggi med Blikket vendt opad.
Fruen satte i en skraldende Haanlatter.
„Nu, saa kald paa din Gud og bed ham befri dig,“ lo hun. „Lad mig faa se paa det.“
„Det kan De nok komme til.“
„Hahaha, jeg tænker din Gud er temmelig magtesløs her,“ haanlo hun.
Disse Ord oprørte heftigt Maggi, og hun sagde med lav Stemme.
„Ve dig du gamle Synderinde, naar du engang faar kjende Vorherres Magt, hans Haand er allerede løftet mod dig; ve dig, naar den falder paa dig, og du kaldes til Regnskab for alle de Menneskeliv du har ødelagt! Angerens og Naadens Dør vil være lukket for dig, og du vil dø midt i dine Lasters Elendighed.“
Fruen blev dødbleg og skjalv af Raseri og satte i en frygtelig Ed.
„Du skal faa se, dit dumme Fæ!“ hvinte hun, „at du kommer akkurat did, hvor jeg vil have dig du skal ikke blive et Haar bedre end nogen af dem, som luffer i Storthingsgaden ved Tolvtiden.”
Med disse Ord gik hun, smældte Døren i og satte Skodden for.
Neppe var hun borte, før Maggis tilkjæmpede Kraft svigtet hende og hun sank ned i Sengen og hulket.
Selv om hun haabet at slippe vel ud af dette, var det dog frygteligt alt, som hun, en ren, uskyldig Pige, var kommen ud for. Al Storbyens Styghed og Elendighed havde trængt sig ind paa hende og saaret hende paa Sjælen.
„O Gud, lad ikke Prøvelsen blive for stor!” higstet Maggi. „Jeg frygter alt for min Forstand.”
Da hun blev lidt roligere, hvisket hun for sig selv:
„Hvorfor skulde jeg træffe Gilbert og blive glad i ham og han i mig igjen? Jeg skjønner jo godt nu, at der aldrig kan blive noget mellem os to, men det er dette, som har bragt Forfølgelse og Ulykke over mig, skilt mig af med min Post hos Frøken Lammers, ødelagt mit gode Navn og Rygte og bragte mig hid, hvor jeg nu er, op i denne forfærdelige Stilling. Slipper jeg godt ud af dette, vil jeg sky Gilberts Veien og helst komme langt bort fra Kristiania, der nu synes mig som et Sodoma og Gomora.”
Skumringen tiltog, og Mørket sænket sig over Kvistværelset og den ulykkelige Pige, som drev rastløs frem og tilbage paa Gulvet, ventende paa at der skulde indtræffe noget, som kunde virke til hendes Redning.
Men intet indtraf, indefra lød munter, høirøstet Tale og Sang — hun gjenkjendte Fru Felsbacks, Jordemoderens og Svenskens Stemmer, men kunde ikke høre, hvad der blev sagt. Hun havde laast Døren, vidste, at de ikke kunde komme ind til hende, men tænkte sig til at Fruen ventet at Sulten skulde kue hende. Dog det havde hun foresat sig, hun vilde før dø af Sult, end nyde hverken Mad eller Drikke her i Huset.
Legemlig og sjælelig udtømt som hun var efter Dagens Strabadser og enerverende sjælelige Lidelser, kom nu Trætheden drivende stærkt over hende.
Nu vilde hun lægge sig til at sove rigtig godt og vaagne tidlig imorgen, naar Dagglansen faldt ned gjennem Tagvinduet til hende – vaagne med nye Kræfter og forsøge om det skulde være muligt at bryde Døren op og komme herfra, mens disse Nattens Mennesker sov sin tungeste Søvn.
Nu begyndte Tankerne at gaa i Sur for hende. Hun var altfor træt til at klæde sig af, men strakte sig fuldt paaklædt paa Sengen, og alle Sorger og Tanker sluknede i en tung Søvn.
Men længe varte det ikke, før hendes Søvn blev lettere, og der steg underlige Drømmebilleder frem for hende.
Hun syntes hun stod nede ved Stibækken og ventet paa Gilbert, det var solblank Dag og Fuglesang i Skog og hun selv var saa lys i Sind. Derover paa den anden Side af Bækken, saa hun ham dukke frem mellem de grønne Siljebuske, han saa straalende glad ud og stanset paa Bredden, udbredte Armene mod hende og raabte: „Spring over til mig, min Elskede!“ Men just som hun vilde tage Spranget, mørknet Himlen til og hun veg tilbage idet Stibækken bruste op med en mægtig Vandmasse og var i et Nu en bred, rivende Elv med fossende Skumhvirvler. Gilbert var dødbleg og lod Armene synke. „Du kommer aldrig over!“ skreg det fra Elvens skummende Flade, og hun saa en vældig Hugorm bugtet sig frem. Den kom nærmere og hun saa at den bar Lorents Ansigt. „Du kommer aldrig over til Gilbert!“ skreg han. Saa sluktes alt hen i Mørke, og gjennem Natten lød der vilde Skrig af Fru Jensen, som var bleven vanvittig. „Prøvelsen har været mig for haard, da jeg mistet Mand min!“ skreg hun. „Du, Maggi, kan hellerikke bære din Prøvelse, du mister din Forstand som jeg!“ Skrækslagen gik Maggi ind i de sorte Skoger, tilsidst blev Mørket saa tæt, at hun ikke kunde se en Finger fremfor sig og hun stanset raadvild. Da dæmret en rødlig Lysen frem mod hende, og der lød hviskende Stemmer.
„Hun sover,“ lød en Kvindestemme, hun trodde at gjenkjende som Fru Felsbaks.
„Nog sofvar Flickan,“ lød en anden Stemme med tykt Mæle.
Da aabnet Maggi Øinene og saa det lyste ind gjennem en Aabning i den ene Væg.
Først trodde Maggi, at hun sov, og hun anstrengte sig for at samle sig.
Men nu skar en Lysning ind i Kammeret, en Skikkelse dukket ind og en Dør i Væggen hørtes at lukkes igjen.
I Dødsangst fo'r Maggi op, som hun saa den svenske Kaptein staa foran hende mørkerød i Ansigtet og med glasagtige Øine.
Hun vilde skrige, men Mælet svigtet hende, hun vilde løbe over Værelset, men før hun kom forbi ham havde han grebet hende i sine sterke Arme.
„Fortjusande Flicka!“ gryntet han og knuget hende ind til sig og kysset graadig hendes rene, jomfruelige Læber.
Den ulykkelige Pige kjæmpet fortvivlet imod, men snart svandt hendes Kræfter og der jog en Dødskulde gjennem hendes Hjerte ved Bevidstheden om at hun var redningsløst fortabt.