Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/14
14de Kapitel.
„Idag skal De tage det rolig, Maggi,“ sagde Fru Flup, eller Fru Felsback, som hun i Virkeligheden hed, da de kjørte nedover i Drosken, „og bare tænke paa at hvile Dem og restituere Dem.“
„Tak,“ svarede den unge Pige. „Jeg ved ikke, hvordan det skulde være gaaet mig, om jeg ikke havde truffet Dem, kjære Frue.“
„Jeg haaber at mit Hus skal blive Dem et nyt Hjem,“ fortsatte den værdige Dame. „Men De vil maaske finde det noksaa indskrænket hos mig. Nu da Leiligheden bliver oppudset, bor vi nemlig i Kvistetagen.“
Maggi svarede intet hertil, og de kjørte videre i Taushed.
Endelig holdt Vognen foran et gammelmodigt Hus i Rosenkrantzgaden.
Maggi var saa sløv og træt at hun ikke mærket at det var Hotel og Kafé der i Gaarden.
De steg af, Fruen betalte Kudsken, og de gik ind af Porten.
Der mødte de en ung Pige, som hed Janna og havde været Maggis Skoleveninde.
Denne nikket til Janna, hun gjengjældte neppe hendes Hilsen, men stirret saa i maalløs Forfærdelse paa hende.
Maggi vilde stanse op og tale med hende for at faa Oplysning om, hvorfor denne saa saa besynderlig paa hende.
„Nei, kom nu!“ sagde Fruen og trak hende med sig opover Trappen.
„De kjendte da vel ikke den Pige der?“ spurgte hun i en mystisk Tone.
„Jo, vi har gaaet paa Skolen sammen. Det er da vel intet galt med hende?“
„Ved De da ikke, at det er en Gadepige?“
„Kan det være muligt?“ raabte Maggi forfærdet.
„Ak ja, der gaar nok mange den Veien,“ sukket denne værdige Dame.
Da de kom op til Kvistentredøren, saa Maggi at her stod et Skilt, Jenny Andresen, Jordmor.
Fru Felsback ringte paa, og en robust Kone lukket op for dem.
„Er der Fremmede derinde?“ spurgte Fruen med et underligt Blik paa hende.
„Nei, ikke en Sjæl, Fru Felsback,“ lød Svaret.
„Det er da besynderligt, at De tager Feil af Navnet mit nu igjen — jeg heder Fru Flup.“
„Undskyld mig da — De ligner saa Fru Felsback!“ mente denne.
„Værsaagod,“ sagde Fruen og førte Maggi med sig ind i et stort Værelse med Gavlvægge og Tagvinduer. Det var ganske net udstyret, Bordet var dækket, her stod en høihalset Vinflaske mellem to smukke Blomsterbuketter.
„Jeg har ikke spist Middag selv endnu,“ sagde Fruen, „værsaagod sid indtil.“
Hun ringte paa en Klokke og begge satte sig tilbords.
Den robuste Kvinde kom nu ind med et Bret, hvorpaa et dampende Fad med Labskaus og satte fra sig paa Bordet, saa fjernet hun sig atter.
Fruen bød Maggi forsyne sig, hun gjorde det og spiste med god Appetit.
Fruen tog pludselig det ene af de store Glas, saa i det og raabte:
„Det er smudsigt! Denne Jenny er slusket. Jeg skal hente et andet.“
Hun gik hen i Skabet og syntes at maatte søge efter Glasset, før hun fandt det og vendte tilbage med det. Hun satte sig foran Maggi og skjænket saa i begge Glas af en mørkerød Vin.
„Skaal,“ sagde hun, „velkommen til mit Hus.“
„Tak,“ sagde Maggi og førte Glasset til Læberne og nippet til det. Vinen var sød og stærk.
„Nei, ved De hvad, min kjære,“ sagde Fruen, „en saadan Skaal drikker man ud.“
„Tak, jeg er saa lidet vant ved at nyde saadant,“ undskyldte Maggi sig.
„Det er fin, gammel Portvin, og De vil have godt af det, saa medtagen som De er. Men værsaagod forsyn Dem. De maa ikke forsmaa min tarvelige Mad.“
„Tak, det smager udmærket, Frue.“
De afbrødes ved at det ringte paa, strax efter kom Konen ind og leverede Fruen et Brev. Hun brød og læste det, mens Maggi spiste videre.
Tilsidst stak hun Brevet i Lommen.
„Nei, hvor underlig det er at tænke paa,“ sagde hun smilende, "at det er min kjæreste Venindes Datter jeg sidder tilbords med. Skal vi sige Du til hinanden?“
„Saa inderlig gjerne,“ smilte Maggi, hun fandt dette Forslag noksaa naturligt.
„Og De kalder mig Tante.“
„Tak, det vil jeg gjerne.“
„Skaal da, Maggi!“
„Skaal, Tante!“
Dennegang tømte hun Glasset halvt ud.
„Vi skal have det rigtig hyggeligt sammen. Maggi, jeg skal ikke plage dig med altfor meget Arbeide.“
„Jeg er glad i at arbeide,“ svarede Maggi, der følte sig saa underlig i Hovedet.
„Men af og til har jeg Selskaber, og da gaar her muntert til. Værsaagod!“ Hun bød hende atter Fadet.
„Mange Tak, nu er jeg saa godt forsynet.“
„Velbekomme!“ sagde den nye Tante og hævet Glasset.
„Tak for Maden!“
Idet Maggi greb Glasset, gik der pludselig en Gigttrækning gjennem hendes Arm, hun tabte det, og det faldt i Gulvet og sloges istykker.
„Nei, hvad gjør jeg?“ raabte hun bestyrtet. „Hvor klodset jeg bærer mig ad. De maa virkelig undskylde mig.“
„Siger intet, min Kjære. Nu skal jeg hente dig et nyt Glas.“
„Nei gjør det ikke – jeg skal intet have. Jeg kjender allerede det jeg fik, i Hovedet.“
„Det kommer af at du er nervøs og overanstrengt, mit Barn. Nu skal vi have en Kop Kaffe.“
Hun ringte, Konen kom ind og fik Ordre, men det syntes Maggi, som Fruen sendte hende et eiendommeligt Blik. Men det maatte være noget, hun indbildte sig, tænkte hun selv.
Snart efter kom Konen atter ind med et Bret, hvorpaa to smaa kinesiske Kopper halvt fyldte med sort Kaffe og Tilbehør, hvorpaa hun atter fjernet sig.
„Værsaagod,“ sagde Fruen.
Maggi forsynet sig med Fløde og stak en Sukkerbid i Munden.
Som hun tog den første Mundfuld Kaffe, slog det hende strax at den havde en egen Smag, der formelig bød hende imod.
„Det er ægte Mokka.“ sagde Fruen. „Er den ikke deilig?“
„Ja.“ svarede Pigen, der ikke vilde fornærme hende ved at sige sin Mening
Det ringte paa Entréklokken.
Nu var det Fruen, som gik ud.
Maggi tog Kaffekoppen, skyndte sig hen til en Blomsterpotte og slog Resten af Kaffen ud. Saa gjenindtog hun sin Plads ved Bordet.
Men det var da besynderligt. Hun følte en tiltagende Flugt i Hovedet, en Uro og Forvirring i Tankerne – et pludseligt Anfald af febrilsk Munterhed, saa hun fik Lyst til at le.
Hun greb sig over Hovedet. Hvordan var det med hende, hun blev helt urolig for sig selv.
Som hun anstrengte sig for at tænke rolig, kom Fruen ind og maalte hende med et forskende Blik.
„Se, nu har du faaet mere Farve i Kinderne. Befinder du dig bedre nu?“
„Storartet godt!“ svarede Maggi og brast i Latter.
„Ja, er det ikke deiligt at befinde sig vel, Ven min,“ sagde den elskværdige Dame og slog Armen om Livet paa hende. „Nu skal vi have det rigtig morsomt du, og saa tager vi os et Glas Punsch.“
Maggi sagde hende ikke imod, men da Punschen kom frem, og Glassene fyldtes i, drev der pludselig en instinktmæssig Angst over hende, og hun sagde:
„Nei, undskyld mig, men jeg kan nok ikke drikke noget stærkt nu, jeg er saa rar i Hovedet – jeg tror, jeg burde hvile mig lidt.“
„Nu, saa skal jeg føre dig ind paa dit Værelse, som er bestemt for dig.“
„Tak, det er godt.“
Hun førte Maggi ud paa Gangen og ind paa et lidet Værelse med Vindue oppe i Taget. Hele Bohavet bestod af en Seng, et lidet Bord og en Stol.
„Jeg har ikke møbleret det endda,“ sagde hun, „men det skal ske imorgen. Vil du ikke tage dig en liden Lur?“
„Tak, det kunde være godt,“ gispet Maggi.
„Nu skal jeg sige dig en Ting. Du skal klæde af dig, saa sover du meget bedre.“
Maggi følte sig saa svag og modstandsløs, at det ikke faldt hende ind at sige „Tanten“ imod.
„Ingen skal forstyrre dig, om du saa vil lægge dig tilro for Natten med det samme — du kan jo laase Døren indvendig. Kom nu, skal jeg hjælpe dig.“
Hun hægtet Kjolelivet op paa Pigen og trak det saa af hende, hjalp hende ogsaa med Skjørtet, men Maggi vilde beholde Ydertøiet paa.
Fruen saa paa hendes hvide Barm, prægtige Skuldre og velskabte Arme og sagde:
„Nu faar du lægge dig og sove saa godt. Laas Døren efter mig, og skulde det være noget du vil, saa bank i Væggen! Sov godt da, Barnet mit.“
Hun kysset Maggi paa Kinden og gik ud fulgt af hende.
Den unge Pige laaste Døren efter lende, hun følte sig tryg som en, der er kommen i sikker Havn, men idet hun gik tilbage til Sengen, traadte hun paa noget og tog det op.
Det var et blaat Brev, det samme som Fruen havde modtaget under Maaltidet. Hun havde mistet det.
Men som Maggis matte Øine faldt paa Udenpaaskriften gav det et Sæt i hende.
Her stod:
Fru Marie Felsback.
Disse Ord lysnet strax op i den unge Piges slumrende Sanser.
Hun husket paa, at dette Navn havde ogsaa Konen, som lukket op, nævnt Fruen ved, og denne havde skjændt paa hende. Hvordan kunde vel dette hænge sammen?
Den Mistanke, hun herved fattet til sin Velgjørerske, virket helt oplivende paa hende.
Hun bestemte sig til at læse Brevet og stillede sig derfor nedunder Tagvinduet for at benytte sig af det svindlende Dagslys.
Brevet lød:
Vistnok var vi engang Venninder, men det er forlængst forbi. Jeg kjender det Liv De fører, den afskyelige Forretning De driver.
Dog kunde det aldrig falde mig ind at blande mig op i Deres Affærer, om De ikke havde lagt Dem efter min unge, uskyldige Datter Polly.
De forfølger hende paa Gaden, forsøger at lokke hende med Deres Skrøner og glimrende Tilbud. De har gjort alt muligt for at faa hende op i Deres Rede, De gemene Rufferske, og tror De ikke, jeg ved hvorfor?
De vil traktere hende med Deres Drikkevarer, som Deres Ven den afdankede Farmacøit tilbereder for dem, og hvorved en ung Pige kommer i den Tilstand at deres Uskyldighed overvindes og de siden synker ned i Lastens Afgrund.
At De har gjort dette ikke med en Pige men et helt Antal Piger, ved jeg, og kan skaffe Beviser paa.
Jeg kunde faa puttet Dem i Hullet endnu idag, om jeg vilde, og De kan være ganske sikker paa, at jeg gjør det om De endnu en eneste Gang forsøger at lægge Deres Snarer for Polly eller tiltaler hende.
Har De Deres Frihed kjær, saa tag dette til Dem
Beate P. . . .
Dødbleg og skjælvende stod Maggi der med Brevet i Haanden,
Havde Vinen bedøvet hende, saa var hun nu bleven næsten ædru med engang.
Nu forstod hun, at Fruen aldrig havde kjendt hendes Mor, men spillet en afskyelig Komedie med hende for at lokke hende i sit Garn – at baade Vinen og Kaffen havde været blandet med et lignende Stof, som Lorents havde benyttet sig af.
Den ene Tanke drog den anden efter sig.
Denne Kjæde af Ulykker, som havde rammet hende idag, var nok for en stor Del andet end Tilfældigheder.
Den Samtale, hun havde hørt i Løngangen paa Lindevold kom for hende, og det gik op for hende at det maatte være de to samme Mænd, kom havde forfulgt hende nu.
Det var dem, som havde bragt hende i Miskredit hos Frøken Lammers, dem som havde berøvet hende hendes Kufferter og sat denne Fru Flup paa hende for at bringe hende saadan i Fordærvelse, at der umulig kunde blive Tale om nogen Forbindelse mellem hende og Gilbert.
Det var som Rædselen gav hende nye Kræfter.
I en Hast fik hun Klæderne paa sig.
Det var ikke godt at vide, hvad Fruen havde isinde med hende, naar hun sov.
Nu troede vel denne sig sikker paa hende. Derfor gjaldt det bare at komme afsted.
Saa varsomt som mulig dreiet Maggi Nøglen om og laaste op
Saa tog hun i Klinken og vilde aabne Døren.
Men i Angst bemærket hun at den ikke gav efter.
Den var stængt udvendig.
Der stod Maggi bleg og skjælvende.
Var det da muligt at de tænkte at beholde hende her som Fange for at tvinge hende til – – –
Skulde der ikke findes nogen Udvei til at slippe bort?
Hun saa op i Taget.
Nei, selv om hun kunde naa op til Vinduet, var det dog altfor lidet til at hun kunde komme ud af det.
Hvad i Alverden skulde hun gribe til?
Hun havde ingen Tro til at Fruen vilde lade hende slippe frivillig ud, og de vildeste, mest fortvilede Planer, fo'r gjennem hendes Hjerne.
Var hun ikke ung og stærk, burde hun ikke se at slaa sig igjennem ved et pludseligt Overfald paa dem, der vilde spærre hende Veien. Var hun ikke i sin gode Ret til det, selv om hun skulde slaa dem isvime?
Jo jo, svarede Samvittighedens Stemme i hendes Hjerte.
Nu gik hun hen og laaste Døren og banket paa Væggen tilhøire.
Strax efter lød Skridt ude i Gangen.
Det blev banket paa Døren, og Madamen raabte udenfor:
„Laas op, Barnet mit!“
Maggi laaste op, saa aabnedes Døren og Fruen viste sig.
„Men kjære er du paaklædt igjen da, Maggi?“ sagde hun i en halvt misfornøiet Tone.
„Ja, jeg tog mig en liden Blund, saa var jeg lige frisk igjen. Men jeg er forfærdelig tørst.“
„Det findes da Raad for. Hvad siger du om et Glas iskold Champagne?“
„Tak, det er nu altfor storartet.“
„Tal ikke om det, Barnet mit. Jeg har netop faaet Besøg fra Sverige af en fjern Slægtning, en Skibskaptein – kom ind i Stuen, saa tager vi os et Glas sammen med ham.“
„Tak, men jeg er ikke saadan antrukken at – – undskyldte Pigen sig med paatagen Forlegenhed.“
„Du tager dig saa godt ud, at man glemmer Klæderne for din Persons Skyld.“
„Kom nu, Barn,“ tillagde hun og tog Maggi ved Haanden og trak hende med sig ud gjennem Gangen ind i Salonen, hvor der sad en fed Herre med rødt Ansigt og mørkt Helskjæg.
Der laa noget glubende i det Blik, hvormed han slugte den unge, smukke Pige.
Fruen presenterede ham for Maggi som Kaptein Sundin og han hilste og haandtoges med hende.
„Undskyld mig et Øieblik,“ sagde hun og skyndte sig ud i Gangen, hen til Entrédøren.
Men der fandtes ingen Nøgle i.
Omtrent samtidig kom Fruen og Konen ud af hver sin Dør.
„Hvad er det?“ spurgte den første.
„Jeg skal ud,“ sagde Maggi, „ned og lægge et Brev i Postkassen.“
„Jeg skal gjøre det for Dem,“ tilbød nu Konen sig.
„Nei, jeg maa nok gaa selv,“ svarede Maggi bestemt. „Vær nu saa snil at laase op for mig.“
„Jeg maa virkelig spørge, hvad dette skal betyde,“ sagde Fruen, idet hun nu braat skiftet over i en ærgerlig Tone, „at du løber fra Selskabet paa denne Maade, naar du hører, at du kan faa Bud ned med denne Dame.“
„Jeg maa som sagt gaa selv,“ sagde Maggi, „og nu beder jeg Dem slippe mig ud.“
„Nei, nu faar du virkelig føie dig efter mig eftersom jeg har optaget dig i mit Hus som min Datter.“
„Vil De slippe mig ud, eller vil De ikke!“ raabte Maggi med lynende Øine.
„Nei, saamen om jeg vil føie dig i dine gale Nykker.“
„Saa ved jeg, hvad jeg har at holde mig til,“ sagde Maggi.
Med høire Haand slog hun Entréruden ud og skreg af alle sine Lungers Kræfter. Hjælp! Hjælp! mens hun med venstre Haand klamret sig krampagtigt til Dørklinken.
Som to Furer styrtet de to Kvinder sig over hende, stødte hende ind i Kammeret og smældte Døren ilaas.
Konen vendte tilbage til Entrédøren og laaste den op.
En Herre kom styrtende opover Trappen.
„Hvad er det? Hvad staar paa?“ skreg han op.
„Bare en af mine Patienter, som er løbet i Ørsken, svarede Konen, som var Jordmor.
„Nu, ikke andet — undskyld mig da.“
Og han fjernet sig.