Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/13
13de Kapitel.
Efterat Widding havde seet Gilbert Rambøll vel afsted med Jernbanetoget, gik han hen og telefonerede til Lindevold og bad om at faa Frøken Lyhr itale.
Det var Husbestyrerinden, han traf; hun meddelte ham, at Frøken Lyhr var reist ind til Kristiania og havde taget ind i den Rambøllske Bygaard, hvor hun var at faa itale.
Widding forstod strax, at denne Besked var direkte myntet paa ham.
Han begav sig strax til omtalte Gaard, der laa i Kongens Gade.
Her ringte han paa, Kathinka kom selv ud og aabnet for ham og bød ham ind i den prægtige Dagligstue.
„Nu skal jeg fortælle Dem nyt,“ begyndte hun febrilsk.
„At Maggi er undkommen fra Lindevold, ikke sandt?“
„De ved det?“
„Ja, jeg har selv seet hende.“
„Men Gilbert har da vel ikke seet hende?“
„Nei, heldigvis ikke; thi isaafald vilde alt være ude, Frøken Lyhr.“
„Ja, ser De, jeg maatte titte ned til hende for at se, hvordan hun tog sit Fangenskab. Da fandt jeg til min Forfærdelse Kjælderhvælvingen tom, og Fangen borte. Hun maa have fundet en anden Udgang, skjønt jeg selv ikke var istand til at opdage nogen saadan.“
„Saa ved De hellerikke, hvor hun kan være kommen ud igjen?“
„Det har jeg ingen Anelse om. Men det siger selv, at hun maa være bleven temmelig skrækslagen over at være lokket i en saadan Fælde.“
„Rimeligvis, men det spørges nu om hun vil tage Skræk og Advarsel af det.“
„De har seet hende i Byen. Sig mig nu, hvad De har udrettet.“
Han fortalte hende det Hele.
„Saa Gilbert er draget til Fredrikshald for at søge hende,“ sagde Kathinka. „Nu ja, det bliver altid en kort Galgenfrist.“
„Der maa virkes meget i den.“
„Hvordan begynder De?“
Etablissementet staar færdigt til at modtage Maggi. Det gjælder kun at lokke hende did.
„Hvordan opnaar De det?“
„Ved at benytte mig af hendes ubeskyttede Stilling. Hun har mistet sin Ven Larsen og maa forlade hans Hus, som skulde blevet hende et nyt Hjem, og hun kommer vel neppe til at vende tilbage til Tanten, hvor der maa være foregaaet noget temmelig alvorlig mellem hende og Fætteren. Dertil tror jeg ogsaa at hun vil resikere at faa sin Afsked hos Fru Lammers, efter hvad jeg har virket der. Paa denne Maade kommer jo Pigen i temmelig trykkende Forhold, og da maa man kunne tilbyde hende en Kondition.
„De er en meget flink Mand, Widding, men betænk nu, at dette maa ske i en lynende Hast.“
„Jeg har ikke glemt det, Frøken. For nu til en Begyndelse at blotstille hende, vil jeg sende Bud op til hendes nuværende Bopæl og lade hente hendes Kuffert – naturligvis først bringe paa det rene om hun er fraværende.“
„Hvad skal De med hendes Kuffert?“
„Naturligvis berøve hende hele hendes Habengut og Garderobe, saa hun ikke har mere end det hun gaar og staar i.“
„Nei, det maa jeg sige!“ lo Kathinka.
„Her er ogsaa andre Smaating, som maa tages Hensyn til, men senest imorgen maa Frøken Maggi falde i vor Magt. Og er det først skeet, kan Gilbert søge hende saameget han vil; han skal være lovlig fri for at finde hende.“
„Sig kun til mig, om De skulde trænge flere Penge, Widding.“
„Foreløbig ikke,“ svarede han, men tillagde i sit stille Sind:
„Du skulde bare vide, hvilken kostbar Bundsforvandt du skal faa i mig, min fornemme Frøken.“
„Skal De ikke udsende Sporhunde efter det smukke Vildt?“ spurgte nu Kathinka.
„Det maa besørges i Løbet af en Time,“ svarede han.
Vi vil trække et Slør over Resten af deres Samtale.
Da Maggi West forlod Lindevold, ved vi det var med det Forsæt ikke mere at krydse Gilberts Veie men søge paa al mulig Maade at undgaa ham.
Men det var med et dybt sorgfuldt Hjerte, at han tog denne Beslutning. Hun følte det baade som en Pligt mod ham og sig selv, idet hun tænkte at Forbindelsen med hende vilde ødelægge hans Fremtid og hellerikke bringe hende nogen Lykke.
Hun bestemte sig forøvrig til ikke at betro et Menneske om sin sælsomme Oplevelse idag.
Da hun naaede frem til Byen, tog hun med Trikken op til Rodeløkken.
Et lidet Ærinde, hun havde i Fjeldgaden, fik hende til at lægge sin Vei der, ellers havde hun mødt Gilbert, og da –
Ja, da vilde hele Dagen være bleven helt anderledes for hende.
Da hun banket paa hos Larsen, kom en fremmed Kone ud og aabnet.
Hun spurgte om Folkene var hjemme, og Konen fremkom helt uforberedt med hvad var skeet.
Meddelelsen virket som et Lynnedslag paa den unge Pige, ja, meget værre.
Om Morgenen havde hun seet Larsen rask og munter som altid, og ved Middagstid var han ikke mere.
Han, hendes elskelige Lærer, var gaaet hen til det Sted, hvorfra man aldrig vender tilbage, hun skulde aldrig se ham mere, aldrig mere hente sig Trøst og Opbyggelse hos ham — ikke som hun havde tænkt, finde sig et Hjem hos ham.
Da Konen saa, hvor heftigt dette gik den unge Pige nær, sagde hun:
„De er kanske Frøken West, som bor her paa Kvisten?“
„Ja,“ svarede Maggi og brast i Graad.
„Jeg er Søskendebarn af Mor Larsen,“ sagde hun, „og hun ligger fra sig selv og raser, hun har nu aldrig taalt nogen Sindsbevægelse. Det bliver vel Sygehuset med hende.“
Maggi fulgte med ind i Stuen, hvor Madam Larsen laa i Vildelse og ikke engang kjendte hende, atter maatte hun tage til Graaten.
Hun forstod nok, at her ikke var blivende Sted for hende længere.
Tidlig paa Eftermiddagen gik hun til Byen. Hun tænkte at gaa indom Forretningen og arbeide nogle Timer der og samtidig tale med en Veninde Gina Blom, som hun tænkte sig til at faa dele Værelse med.
Da hun kom ind i Systuen, saa hun flere Øine rette sig besynderlig paa hende.
„Faar jeg tale lidt med Dem, Jomfru,“ sagde Frøken Lammers og trak hende med sig ind i Sideværelset.
„Hvorfor meldte De Dem hindret fra at komme idag, Jomfru?“ spurgte Frøken Lammers med et skarpt prøvende Blik paa hende.
Maggi blev blussende rød.
„Det var — et Ærinde,“ stammet hun.
„Hvadslags Ærinde, om jeg maa spørge?“ fortsatte den anden.
„Det — det kan jeg ikke sige.“
„De skulde møde en Herre?“
Maggi blev endnu mere rød og forvirret men svarede intet.
„Jeg ser paa Dem, at det forholder sig saa,“ tillagde Damen med et spydigt Smil, som bragte den unge Pige i Oprør.
„Nuvel, Frøken, jeg skulde virkelig møde en Herre, men jeg forsikrer Dem til at det intet galt var i det.“
„De traf ikke Herren?“ vedblev Frøken Lammers uden at agte paa hendes sidste Ord.
„Nei, jeg gjorde ikke det,“ svarede Maggi helt bestyrtet.
„Der kan De se, jeg ved det. Jo, det er en nydelig Herre De har faaet fat paa!“ ytret Damen med overlegen Foragt. „Tror De ikke, jeg kjender ham De?“
„Det gjør De ganske vist ikke, siden De kan udtale Dem saadan om ham, Frøken.“
„Jo da, han var her idag og spurgte efter Dem.“
„Her!“ udbrød Maggi med store Øine. „Det er umuligt, Frøken.“
„Naar jeg siger Dem, at han var her, saa var han her da,“ fortsatte Damen irriteret. „Skulde mene, at jeg kjender ham, han har allerede før bragt en af mine Piger i Fordærvelse.“
Maggi bare rystet paa Hovedet, hvilket kun i endnu høiere Grad irriterede Frøkenen.
„Sandelig er De dum, er De, som lader Dem bedaare af en sligen Fyr,“ skreg hun op. „Fra sin grønne Ungdom har han ikke giddet arbeide, men bare levet af pure Kjæltringstreger, han lever af Storfolk han, denne sjofle Agenten.“
„Undskyld, hvem taler De om, Frøken?“ spurgte Maggi heftigt.
„Om ham, som De skulde møde vel.“
„Da tager De aldeles Feil.“
„Men han var jo her selv og spurgte efter Dem.“
„Da skal jeg oplyse Dem om at han, som spurgte efter mig, ikke var den samme, som jeg idag skulde møde.“
„Ha ha, De vil altsaa gjøre det til, at De ikke kjender denne Agenten?“
„Hvilken Agent?“
„Beinigen vel!“
Vi skal oplyse om, at Widdings oprindelige Navn var Beinigen, men at han havde gjort sig saa berygtet under dette Navn, saa han fandt det klogest at antage et nyt.
„Jeg kjender ingen Person af det Navn,“ svarede hun.
„Og det vil De paastaa, frække Menneske!“ skreg Frøken Lammers. „Nu forstaar jeg, at De er mere fordærvet, end jeg tænkte, De er allerede langt inde paa Uanstændighedens Vei.“
„Nei, ved De hvad, Frøken,“ raabte Maggi oprørt i sin inderste Sjæl, „jeg er hverken fræk, fordærvet eller uanstændig, men det er kun Skinnet, De lader Dem skuffe af.“
„Jeg ved nok, hvad jeg siger jeg, stolte Dame! Men at præke Moral for Dem, ved jeg, er spildt Møie. Her har De Deres optjente Penge,“ sagde hun og leverede hende en Femkroneseddel.
„Det vil sige at De giver mig min Afsked?“ spurgte Pigen med halvkvalt Stemme.
„Ja, jeg taaler ikke usædelige Piger i min Tjeneste,“ lød Svaret knusende.
Maggi blev dødbleg.
„Gud forlade Dem de Ord, Frøken Lammers!“ stønnet Maggi med brudt Stemme.
„Aa tag ikke Guds Navn med her De!“ skreg Frøkenen med en kristelig Mine.
Maggi vaklet ud.
Helt bedrøvet drev hun nedover Gaden, hun sanset saavidt at hun tabte Femkroneseddelen af Haanden, og hun tog den op og stak den ned i sin Haandvæske.
Usædelig! lød det frygtelig for hendes Øren, som hun uden noget bestemt Maal drev nedover.
Da hun endelig samlet sig, opdaget hun at hun var kommen ned paa Fæstningen.
Hun gik over Pladsen forbi Gymnastiklokalet og satte sig paa en Bænk, hvor Vinden suste mellem de høie Træer.
Maggi Wests første Ungdom havde været lys og lykkelig, kun formørket ved Moderens Død.
Snil, flittig, trofast og elskværdig som hun var, havde alt, hun kom i Berøring med, vist hende Agtelse og Venlighed, ingen havde fornærmet hende, Stygheden havde ikke nærmet sig hende. Med lyst, freidigt Sind havde hun seet Fremtiden imøde. Og da Gilbert havde erklæret hende sin Kjærlighed, følte den unge Pige sig, som hun havde naad Lykkens sollyse Tinde.
Men lige efter havde Modgangen strømmet ind over hende. Først Lorents skamløse Forsøg, saa den skjændige Intrige, der havde drevet hendes Elskede bort fra hende og den Fælde, hun var blevet lokket i, hvorved hun havde faaet vide, at hendes Undergang var besluttet. Men det allerværste var, at hun nu var bleven jaget fra Tjenesten for Usædelighed, hun som aldrig havde gjort sig skyldig i noget saadant.
Dette syntes hende mere, end hun kunde bære. Taarerne styrtet hende fra Øinene.
Han, som havde været inde i Forretningen og spurgt efter hende, maatte have været en af dem, som arbeidet paa hendes Undergang. Alle Kamerater vilde tro saadant stygt om hende, og hendes gode Navn og Rygte vilde snart være ødelagt.
Hun sad her med det rene, skjære Hjerte knuget af Fortvilelse. Da var det som en Stemme hvisket i hendes Øre:
„Om end hele Verden bagtaler dig, saa ved Gud, at du er uskyldig, han er almægtig og vil nok vide at lade din Uskyldighed blive bevist. Gud har ikke glemt eller forladt sit Barn.“
Det gik hende som Sang gjennem Sjælen.
Hun saa op, ud mod den sollyse Sjø med de grønklædte Øer, og lidt efter lidt fyldtes hun med nyt Mod og ny Kraft.
„Nei, Gud har ikke forladt mig,“ mumlet hun og tørret Taarerne væk, „han vil nok hjælpe mig til at kjæmpe mig gjennem dette ogsaa.“
Hun reiste sig og saa efter Haandvæsken, som hun havde lagt fra sig paa Bænken.
Den var borte.
Hun saa ned paa Jorden, om den skulde være faldt ned.
Nei, den var der ikke. Nogen maatte have taget den da hun sad bedøvet af sin Sorg.
Hun tog sig ikke videre nær af det. De fem Kroner kunde hun nok undvære, hun havde Penge nok hjemme i sin Kuffert.
Nu vilde hun gaa hjem og høre, hvordan det var med Fru Larsen, kanske hun var bedre nu og de kunde blive boende sammen. Det skulde vel ikke falde hende vanskeligt at faa sig ny Beskjæftigelse, hun havde jo Attester fra tidligere Tjeneste.
Oplivet ved disse Tanker vandret hun opover. Sulten begyndte at plage hende, da hun ikke havde spist noget siden imorges.
Da hun endelig naaede op til Rodeløkken, var hun Dødsens træt.
Hun banket paa hos Larsen, og det var den samme Kone, som lukket op for hende.
„Nei, er De der igjen da, Frøken West?“ sagde hun i en vranten Tone.
„Ja,“ svarede Maggi, „hvordan er det med Fru Larsen?“
„Hun er aldeles fra Forstanden.“
Idetsamme lød der et vildt Skrig indefra.
„Der kan De selv høre. Det bliver saa ordnet, at de kjører hende paa Diakonissehuset iaften. De har altsaa leiet Dere Logi nu?“
„Nei, det har jeg ikke.“
„Jeg troede det, eftersom De har sendt Bud efter Deres Kufferter.“
„Har jeg?“ raabte Maggi i Bestyrtelse.
„Ja, det har De da,“ mente Konen med et Blik paa hende, som om hun tvilte paa hendes Forstand. „Det er jo ikke mere end en halv Time siden Budet var her og hentet dem i Deres Navn.“
Maggis Hjerte sank ned i hende, og hun blev saadan tilmode, at hun ikke kunde faa et Ord frem, men bare stod der dødbleg med skjælvende Læber.
„Men var ikke Budet fra Dem da?“
„Det — var — ikke det!“ higstet den stakkels Pige.
„Saa maa det jo være Bedrageri og Tyveri.“
„Ja!“ stakkels Maggi.
„De faar gaa til Politiet og melde det. Jeg handlet i god Tro jeg. Det var endda en ung Gut med Skyggelue — jeg lagde ikke synderlig Mærke til, hvordan han ellers saa ud.“
„Alle mine Penge laa i den ene Kuffert!“ sukket Maggi opgiven.
„Det var græsselig leit det, Frøken, Men det tør vel hænde at Politiet skaffer dem tilbage.“
„Kan jeg faa Lov til at være her for inat?“ bad nu Maggi.
„Nei, det kan De da vel skjønne ikke gaar an. Hele Huset blir aflaaset og stængt.“
Maggi blev staaende taus og raadvild.
„Ja, undskyld, jeg har ikke Tid længere. Gaa lige paa Raadstuen og meld det, De. Adjø da.“
Hun gik ind og smældte Døren ilaas efter sig.
Maggi stod der fremdeles ganske stille, paany helt bedøvet ved dette Slag.
Det var jo, som alt havde sammensporet sig for at ødelægge hende.
Æreskjældt, jaget af Tjenesten, bestjaalet, husvild, uden Tag over Hovedet.
„Gud hjælpe mig, hvordan gaar det nu!“ stønnet hun.
Hvor skulde hun vende sig hen?
Gaa hjem til Tanten og forlige sig med hende?
Nei, ikke for alt i Verden:
Hun maatte etsteds hen, hvor hun kunde sætte sig ned og hvile sig og tænke sig om.
Med vaklende Skridt gik hun nedover Langgaden og videre ned en af Tvergaderne.
Dernede skinte Sofienberg Gravlund hende grøn og fager imøde.
Ja, did vilde hun, der var Fred og Stilhed, der hvilte hendes Mor i Jorden. Hun vilde bede ved Moderens Grav.
For at komme did, maatte hun gaa helt rundt Kirken.
Neppe var hun kommen ind paa Kirkegaarden, før hun betages af en saadan Svimmelhed at hun maatte sætte sig ned paa den første Bænk hun kom til.
Hun støttet sit trætte Hoved mod Haanden og hensank i en halv Dvale.
Da lød pludselig en venlig Stemme i hendes Øre:
„Undskyld, De er bestemt Frøken West.“
Maggi fór op.
Overfor hende stod en ældre, velklædt Dame med et blidt Ansigt, hvem hun ikke kunde erindre at have seet for.
„Eller tager jeg maaske Feil?“ spurgte den Fremmede.
„Nei, jeg heder Maggi West.“
„Javist, Maggi var det!“ raabte den anden livlig. „Saa tog jeg ikke Feil da — jeg skal sige Dem, jeg kjender Dem igjen paa Deres Mama — ak, jeg kjendte hende saa godt. — Vi var Barndomsveninder og jeg reiste til Amerika nogle Aar efter De blev født. Jeg har seet Dem som ganske liden og baaret Dem paa Armen. Jeg hader Fru Flup.“
Maggi var bleven helt bevæget ved denne Tale.
„Sid ned, min Kjære, De ser saa træt og overanstrængt ud.“
Begge satte sig.
„For tre Aar siden kom jeg tilbage til Byen og begyndte Syetablissement her. Tilfældigvis hørte jeg tale om Dem af en af mine Sømmersker, og jeg grebes af en saadan Længsel efter at se min kjæreste Venindes Datter — jeg skulde saa gjerne sikret mig Deres Assistance. Men Herregnd, hvor bleg og daarlig De ser ud!“ tillagde hun i den kjærligste Tone og lagde Armen om hendes Skulder, „det er bestemt gaaet Dem noget forfærdelig haardt imod, mit kjære Barn.“
Disse Ord greb den ulykkelige, hjemløse Pige saa heftigt, at hun brast i Graad.
Fru Flup slynget Armen fast om hendes Liv, idet hun saa paa hende og sagde med øm Stemme:
„Ak saa fortvilet De græder! Det er nok langt værre end jeg tænkte dette. Betro Dem til mig som jeg skulde være Deres Mor. De skal finde min aller hjerteligste Deltagelse.“
Kunde der vel gives deiligere Ord for den haardt hjemsøgte Pige?
Afbrudt af Graad fortalte hun Fru Flup, at hun paa Grund af Bagtalelse var bortvist fra Forretningen og om hvordan hun var bleven bestaalet for alt, hvad hun eiede her i Verden.
„Ak mit stakkels Barn, hvor forfærdeligt!“ sukket Fru Flup. „Jeg priser virkelig Skjæbnen, som førte Dem i mine Arme nu. Ser De, Maggi, jeg staar ene i Verden og er barnløs Enke. Vil De modtage en Plads i min Forretning og bo hjemme hos mig som De skulde være min egen Datter? Jeg lover Dem for, at De skal faa det godt hos mig.“
„Tak, De er virkelig altfor snil, Frue,“ fik hun endelig med Anstrengelse frem.
„De har bestemt ikke spist paa længe. Jeg tror det er bedst De følger mig hjem nu med det samme. Det er behageligt at gaa Gaden ned til Holdepladsen og tage Vogn lige hjem til mig.“
Maggi var enig og de gik ned til Olaf Ryes Plads og tog Vogn der.
„Til Rosenkrantzgaden!“ ordinerede Fru Flup.
Saa kjørte de afsted.
Frøken Kathinka Lyhr var bleven i Byen for at afvente Resultatet af sin skjændige Plan.
Nu gik hun febriksk op og ned af Gulvet i den store Sal i Bygaarden og afventet Widdings Besøg.
Kathinka var lige fra Barndommen opvoxet i Luxus og Overflod.
Hun var stolt og forfængelig og saa ned paa alle mindre Bemidlede og hendes Hjerte var haardt overfor alle Nødlidende, hun simpelt foragtet dem og taalte dem ikke i sin Nærhed.
For et Syns Skyld gik hun af og til i Kirke, men hun troede ikke paa nogen Gud, hun troede ikke paa noget Liv efter dette eller nogen Gjengjældelse for Menneskenes onde Gjerninger.
Der var kun to Ting, hun holdt af i Verden. Det var Penge og Gilbert. Ham havde hun elsket længe før hun blev voxen, og hun havde i Aar og Dage følt sig aldeles sikker paa ham.
Intet Under derfor at hun kom i et dæmonisk Raseri ved at erfare, at hendes Fætter havde kastet sin Kjærlighed paa Maggi.
Derfor havde hun besluttet sig for denne „simple“ Piges Undergang, og hun gjorde sig ikke de ringeste Samvittighedsskrupler i saa Maade.
Endelig ringte det paa, og hun gik ud og lukket op for Widding, førte ham saa ind i Salen.
Han saa høist fornøiet ud og gliste med Rovdyrtænderne, idet han sagde:
„Det smukkeste Vildt er gaaet i Fælden!“
„Hvordan kan det være lykkes Dem at ordne dette paa saa kort Tid, Widding?“
„Ja, det er rent mærkværdigt hvor storartet den Affæren gik,“ sagde han. „Pigens Kufferter blev afhentet af et Bud samtidig som Kræfting og jeg tog Post i Portrummet overfor Frøken Lammers. Vi saa Maggi gaa ind noksaa freidig, ud kom hun nedbøiet som en Dødsdømt; jeg sendte Kræfting ind i Forretningen, mens jeg selv fulgte efter Maggi. Nede paa Fæstningen udgjød hun bitre Taarer og jeg saa med Fryd at en Herremand stak af med hendes Haandvæske, der rimeligvis indeholdt hendes Kontanter.“
Jeg gik hen til ham og fortalte ham at jeg havde været Vidne til hans Kup, og jeg tilbød ham to Kroner for Nøglerne, som jeg vidste maatte findes i Haandvæsken, han slog til. Jeg fik Nøglerne.
Nu afsted til nærmeste Telefon, hvor jeg satte mig i Forbindelse med Kræfting. Han fortalte, at han havde været inde hos Frøken Lammers og spurgt efter Maggi. Rasende svarede hun, at Maggi var jaget derfra for Usædelighed. Kræfting svor paa at det var Løgn, eftersom Maggi var hans Forlovede. Frøkenen viste ham Døren. Nu telefonerede jeg til Fru Felsback, meddelte hende det nyeste Nyt og beordret hende op til Langgaden for at passe paa Maggi. Som jeg har nævnt Dem, er Fruen en forhenværende Skuespillerinde, og paa Sofienberg Kirkegaard udspilledes der en rørende Scene.
Han beskrev det nærmere.
„Jeg tror virkelig De er et Geni, Widding,“ smilte Kathinka. „Hvad fulgte der saa siden?“
„For Øieblikket sidder Maggi og Fru Felsback ved en bedre Aftensmad.“
„Og siden?“
„Bliver hun solgt til en svensk Skibskaptein. Fruen var aldeles henrykt over Maggi, som hun sagde var prima Vare.“
„Hvor længe bliver nu Pigen hos Fru Felsback,“ fortsatte Kathinka.
„I et Par Uger indtil hun er nogenlunde tæmmet. Saa sælger jeg Maggi for egen Regning til Udlandet.“
„Det er rigtig deiligt at vi er fri for hende nu,“ mente Kathinka.
„Den Affæren gik sandelig glat for mig,“ erklærede Menneskedyret triumferende. „Men nu er jeg lovlig tør i Halsen, Frøken Lyhr.“
„Vi skal have os et Glas Champagne paa dette,“ sagde hun og ringte paa Tjenestepigen.