Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/12
12te Kapitel.
Ved Widdings og Gilbert Rambølls Ankomst til Byen, kjørte de til den Gade, som Modeforretningen befandt sig i hvilken Maggi var ansat, og Gilbert sagde:
„Nu gaar du, Ingvald, ind til hende og beder om at faa tale med hende, og faar hende ud og hilser fra mig at jeg venter hende her.“
„Javist,“ det skal jeg gjøre.
Frøken Lammers Modeforretning stod det paa et Skilt i Porten.
Dette Navn var aldeles ikke ubekjendt for Widding.
Han havde engang været forlovet med en ung Pige med Navn Trine, som stod i denne Forretning og under dette var han kommen i Berøring med Frøken Lammers. Han havde skaffet Trine en Post i Udlandet, det vil sige, han havde solgt hende til hvid Slavinde.
Dette afskrækket ham dog paa ingen Maade fra at gaa ind her nu, saadan en fræk Fyr som han var, dette Menneskedyr.
Han traadte ind i Forretningen, hvor Frøken Lammers, en aldrende Dame med Briller paa Næsen sad blandt sine Sømmersker.
Hun blev ildrød i Ansigtet ved det blotte Syn af Widding.
Han hilste flot og sagde:
„Kan jeg faa tale med Frøken Maggi West?“
Frøken Lammers holdt meget af Maggi. Nu maalte hun Widding med et knusende Blik og sagde:
„Kjender De Maggi West?“
Med et frivolt Smil svarede han: „Ja, jeg kjender Frøken West meget godt. Kan jeg faa hende itale?“
„De kan ikke det.“ hvæste Frøkenen, „for hun er ikke her idag.“
„Gjør mig meget ondt.“ jeg skulde saa endelig talt med hende og faaet hende med mig ud paa en Lysttur. Men kanske jeg træffer hende imorgen?“
„Det gjør De vist ikke; thi naar hun kjender en Herre som Dem, vil jeg helst ikke have hende i min Forretning længere.“
„Nei, vil De ikke det?“ lo han ironisk. „Da faar jeg vel se til at skaffe Frøken West en bedre Post end den Sultebestilling hun har hos Dem.“ „Jo, De kan vist skaffe Poster De! Ud med Dem, Menneske!“ hvæste Frøkenen.
„Mange Tak, min Naadige,“ lo han og fjernet sig.
Frøken Lammers var aldeles rasende. Hun var tilbøielig til at tro, at Widding talte sandt, idet han sagde, at han kjendte hende; denne Sjofelist pleiede jo at lægge sit Garn for smukke Piger. Nu havde hun jo sendt et Brevkort, at hun ikke kunde komme der i Formiddag, da hun var forhindret. Frøken Lammers var tilbøielig til at sætte dette i Forbindelse med Widdings Besøg her og lovte paa, at hun skulde nok tage Maggi fat, naar denne kom.
Widding vendte tilbage til sin Ven og meddelte ham at Maggi ikke havde været der idag.
„Nei, Turen op til Lindevold har vel forhindret hende heri,“ mente denne.
„Den gamle Frøken lod ogsaa nogle Ord falde om at Maggi havde opført sig paa en Maade, saa hun ikke vilde have hende hos sig mere,“ tillagde Widding.
„Det maa være nogen, som har sagt hende noget ondt paa,“ gren Gilbert, „hun vækker vel ved sin Skjønhed Misundelse hos de andre Sypiger. Jeg vilde helst at Maggi skulde faa sig en finere Plads.“
„Det bør hun ubetinget. Men nu har hun altsaa taget Veien lige hjem.“
„Ja, saa faar vi styre Kursen did. Nu kommer det an paa om du kan faa tale med hende uden at træffe Bøssemagersvenden, saa han ikke kommer med nogen nye Intriger.“
„Det lader sig vel gjøre.“
De kjørte op til Rodeløkken og holdt paa Hjørnet af Værksgaden og Langgaden.
Her steg Widding af og gik opover.
Han naaede frem til Huset og gik ind.
Det var Fru West som modtog ham.
„Kunde jeg faa tale med Frøken Maggi West?“ spurgte han.
„Hun bor ikke her længere,“ lød det kort og afvisende.
„Hvadbehager? Hun er altsaa flyttet?“
„Ja—a, hun bor nok hos en Fabrikarbeider Larsen oppe i Gaden.“ Hun nævnte Nummeret.
„Tør jeg spørge, hvem Herren er?“ sagde hun.
„Jeg er Agent i Symaskiner. Kanske De kunde ønske at kjøbe en?“
„Nei Tak, jeg har en.“
Han hilste og gik.
Lorents saa ham, da han gik, og gjenkjendte ham.
„Hvad vilde han?“ sagde han siden til Moderen.
„Han spurgte efter Maggi og angav sig som Agent i Symaskiner.“
„Han er nok Agent i noget ganske andet,“ mente Lorents.
„Nu, jeg opgav ham Maggis Adresse hos Larsen.“
„Hvorfor gjorde du det?“ hvæste han.
„Bryd dig ikke mere om hende, Lorents. Har du forresten hørt at Larsen er død?“
„Hvad er det, du siger Mor?“ udbrød han forundret. „Det kan ikke være muligt, jeg saa ham jo imorges.“
„Han er forulykket i Fabriken, kom ind i en Maskine og døde før Læge kom til. Madam Larsen skal være ved at gaa fra Forstanden.“
Og Lorents glædet sig virkelig over den brave Mands Død, idet han husket paa, hvad var passeret mellem dem to Dager forud.
Strax efter skulde Lorents nedover.
Nu bemærket han Gilbert Rambøll, som sad i Gighen og ventet, og han rynket Panden, idet han tænkte:
„Altsaa har ikke den fine Fyren opgivet hende endnu. Faar se lidt paa dette.“
Hos Larsen fik Widding af en Kone den Besked, at Maggi var gaaet ud imorges og ikke kommen hjem endnu.
Men som han efterpaa gik nedover Langgaden, saa han en slank Pigeskikkelse dukke frem af den tilstødende Solhaugsgade.
Han vak i, blev staaende og stirret paa hende som paa et Aandesyn og vidste ikke om han drømte eller var vaagen. Var det Maggi West, eller var det ikke hende?
Hun passeret ham, han blev staaende og saa efter hende.
Hun gik ind til nævnte Larsen.
Allsaa var det Maggi.
Men hvordan i Alverden kunde hun være undsluppet fra Dødskjælderen? Kanske Frøken Lyhr havde været uforsigtig og tittet ned til hende og hun havde benyttet Leiligheden til at slippe ud.
Iallefald var hun fri, og nu var hun farligere end nogensinde.
Hvad skulde man vel nu gribe til?
Han blev staaende og tænkte sig om.
Da hun var kommen op Fjeldgaden, kunde ikke Gilbert have seet hende.
En Arbeidsmand nærmet sig ham og hilste.
„Undskyld, er De ikke ansat ved en Avis?“ spurgte han.
„Jo, det er nok ikke frit for det.“
„Sig mig, har De hørt dette Ulykkestilfældet med Larsen?“
„Nei, hvad er det?“
Manden fortalte ham omstændelig om hvordan Larsen var forulykket i Fabriken og tillagde:
„En udmærket brav Mand, ser De, og Søndagsskolelærer.“
„Nei, virkelig.“
„Konen hans har taget sig saa nær af det, at hun ligger i Feber og raser og ganske vist maa paa Sygehuset. Kanske De kunde have Brug for det til Avisen?“
„Jo da — tak, her er en Krone for Oplysningen.“
„Tak tak,“ sagde Manden og vilde fjerne sig, da Widding holdt ham tilbage.
„Sig mig, er det ikke en ung Pige, Maggi West, som bor hos Larsen?“
„Jo da, en smuk, brav Pige. Larsen har næsten været som en Far for hende, og igaar flyttet hun til dem, hun kom nok daarlig overens med denne Tanten sin, Fru West, som er saa munter af sig. Men nu kan hun ikke blive der, eftersom Konen maa paa Sygehuset og da opløses Hjemmet.“
„Det var en sørgelig Ulykke — godmorgen?“
„Kanske jeg kunde gjøre noget ud af dette,“ tænkte Widding, idet han gik videre. „Hvad skal jeg nu finde paa at sige til Gilbert?“
Dybt grundende gik han videre. Snart fandt han en Udvei.
„Hvor du blev længe,“ sagde Gilbert, da han kom. „Og du ser ud, som du ikke bringer mig noget godt nyt.“
„Nei, ikke det bedste heller.“
„Traf du hende?“
„Nei, nu skal du høre. Hun røg uklar med sin Tante og Fætter igaar og flyttet fra dem hen til en Kone deroppe, hvor hun laa Natten over. Idag havde hun et Ærinde udenfor Byen, sagde Konen, ud paa Landet, hvor hun skulde besøge en Veninde, og imorgen skulde hun reise til Fredrikshald, hvor hun var tilbudt en Plads, den forrige likte hun sig ikke længere i.“
Gilbert rynket Brynene og saa trist ud.
„Det var altsaa ikke mig, hun agtet at træffe,“ sagde han.
„Rimeligvis ikke.“
„Men hun er jo anstændig og uskyldig, skulde hun saa opgive mig uden videre?“
„Du mødte ikke frem ved Stevnemødet, hun tør vel ikke skrive til dig af Frygt for at Brevet skal falde i andre Hænder, og hun er vel for blyg til at søge dig. Hun tror kanske, at du ikke bryder dig mere om hende; saa er hun bleven lei af alt og er reist sin Vei.“
„Stakkars Maggi!“ sukket Gilbert, „hvad skal jeg nu gjøre?“
„Jeg ved ikke andet at raade dig til end at du reiser til Fredrikshald endnu idag og holder skarp Udkig med alle Tog, som kommer imorgen, saa finder du nok din Hjertenskjær. Thi hendes Adresse i Fredrikshald kjender jeg ikke.“
„Ja, jeg reiser endnu idag. Vil du følge med mig, Ingvald?“
„Jeg kan det ikke godt idag du, jeg har en Forretning, som kommer til at optage mig her i Byen.“
„Nu, saa faar jeg reise, alene. Lad os spise Middag sammen her i Byen.“
„Tak for det.“
Da de indtog Middag sammen paa et af de bedste Spisesteder, sagde Gilbert til sin Ven:
„Ved du, hvad jeg sidder og grubler paa?“
„Nei, det ved jeg virkelig ikke.“
„Naar jeg imorgen møder Maggi, hvilket jeg haaber, jeg gjør, vil jeg foreslaa hende, at vi indgaar hemmeligt Giftermaal. Hvad siger du til det?“
„At du er en stor og ædel Mand, og jeg haaber du ikke vil angre paa det.“
„Det vil jeg ikke. I al Hemmelighed maa det foregaa, og saa indretter jeg en liden, hyggelig Rede til Maggi paa Landet. Om et halvt Aar eller mindre end det, er Onkel død, saa kan jeg jo offentliggjøre Forbindelsen.“
„Javist kan du det.“