Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/11
11te Kapitel.
Da Kræfting havde slaaet Kjælderdøren igjen, blev Maggi staaende som stivnet af Forfærdelse i det mørke Rum.
Nu forstod hun at hun var lokket i en Fælde. Men hvad var vel Meningen med dette?
Hendes Tanker var altfor forvirrede til at hun for det første kunde samle sig.
Hun satte sig ned paa det kolde Stengulv og støttet Hovedet med Haanden og forsøgte at tænke rolig.
Denne Johnsen kunde ikke være afsendt af Gilbert, det kunde ikke være sandt om hans Sygdom.
Pludselig faldt hendes Tanker paa gamle Rambøll.
Ah, fra ham maatte dette være kommet. Brevet maatte være faldt i hans Hænder, saa havde han fundet paa dette, Men hvad kunde vel gamle Rambøll have til Hensigt med det? undret hun sig.
Han vilde vel bare skræmme hende for siden at slippe hende løs med en alvorlig Advarsel om ikke at nærme sig Gilbert mere, tænkte hun sig. Noget ondt kunde vel ikke den gamle Mand ville tilføie hende.
Og Maggi bebreidet sig selv haardt, at hun havde sendt dette Brev og med Sorg tænkte hun paa, at nu vilde alt for evig være forbi mellem hende og Gilbert. Men værst var det at han skulde vedblive at anse hende skyldig i dette forskrækkelige — for hele Livet skulde hun staa styg og plettet i hans Tanker.
Det tog hende, som hun var nær ved at briste i Graad.
Pludselig kom hun til at huske paa, at hun havde en Fyrstikæske i Lommen.
Hun tog den op, tændte en Fyrstik og saa sig om i Kjælderhvælvingen.
Den var ikke meget stor, Murvæggene var nøgne, og her syntes ikke nogen anden Udgang end den hun var kommen ind af.
Hun tog i Kjælderdøren og forsøgte, om det ikke skulde være muligt at faa den op. – Nei, det var ikke Raad.
Men om hun kunde finde noget til at bryde Døren op. Hun rev i en ny Fyrstik og saa sig om.
Nei her fandtes ingen Gjenstand i hele den tomme Kjælderhvælving.
„O Gud, hvor længe skal jeg blive her i dette Fængsel?“ stønnet hun. „Den gamle Mand er da grusom til at behandle mig saadan. Hvorfor har han ikke heller sendt mig en Advarsel?“
Fyrstikken sluktes, og atter stod hun der i Bælgmørket.
Hun syntes at høre noget pusle ind mod sig, og i Angst tændte hun en ny Fyrstik.
Der stod en stor Rotte og glodde paa hende, Maggi blev saa ræd, at hun flygtet tvært over Gulvet, men som Fyrstikken sluktes, snublet hun og faldt med Hovedet mod den anden Væg.
Pludselig var det, som noget i Væggen gav efter, hun holdt paa at falde længere nedover, men greb sig for med begge Hænder og støttet sig op.
Hun rev af en ny Fyrstik for at se efter, hvad dette kunde være.
Til sin Forundring saa hun en smal Dør staa aaben i Væggen, hun havde stødt den op idet hun faldt med Hovedet mod den.
„Kanske jeg slipper ud gjennem denne,“ mumlet hun, og traadte ind gjennem Aabningen.
Her steg en smal Vindeltrappe op. Døren gik med et Smæld igjen bag hende.
Hun gik opover Vindeltrappen og tændte den ene Fyrstik efter den anden og lyste sig frem.
Trappen havde saa mange Trin, at den forekom hende uendelig. Tilsidst naaede hun op i en snever, mørk Gang. Hun havde trukket op nogle Kinomatografprogramer af Lommen og lavet en Fakkel af dem, hvormed han lyste sig videre frem. Saa trist hun end var tilmode, fandt hun alligevel noget vist interessant ved at vandre gjennem denne Løngang, det var helt romantisk. Men saa vidste hun jo ogsaa, at hun befandt sig paa en ældgammel Herregaard.
Langt om længe saa hun en Dør paa den ene Side af Gangen. Den saa ogsaa ud som en Paneldør.
Hun stanset og vilde lukke den op, men holdt pludselig inde ved at der lød en Stemme indenfor:
„Men jeg maa da faa vide, hvad der stikker bag alt dette og hvad jeg udsætter mig for.“
Hun gjenkjendte „Johnsens“ Stemme.
Nu lød en anden Stemme, som hun ikke vidste, hvem tilhørte:
„Du udsætter dig ikke for andet, end at tjene dig en pen Skilling.“
„Ja, det kan være bra nok. Jeg gaar tilsyneladende i Kandidat Rambølls Ærinde og lokker en ung Pige med mig ned i Kjælderen og indespærrer hende der. Hvad er det saa mere jeg skal gjøre?“
„Nu skal du faa vide det,“ svarede den anden, som vi vil forstaa, var Widding. „Du trækker ind til Byen og henvender dig til en Frue, hvis Adresse du har her paa dette Kort. Kanske du kjender hende?“
„Hahaha, jeg skulde vel kjende hende den gamle Rufferske!“ lo Kræfting. „Hun fører et meget muntert og berygtet Hus. Hvad skal jeg der?“
„Underrette hende om, at jeg inat sender hende en ung, smuk Pige, hvem hun kan beholde hos sig til sine mandlige Gjæsters Fornøielse. Men da hun vistnok ikke med det gode vil vise sig elskværdig mod Herrerne, maa Fruen sørge for at have et Værelse til hende, omtrent som et Fængsel, og anvende de Midlet, hun ved af, for at tvinge hende til at modtage Herrernes Elskov.“
„Og hvem er den unge Pige, som skal behandles paa den Maade?“
„Maggi West naturligvis. Hun skal hemmelig afhentes fra Kjælderen her inat og føres ind til Byen.“
Maggi stod dødbleg og gysende hørte hun paa dette forfærdelige.
„Og dette sker altsaa for Kandidatens Skyld?“ spurgte Kræfting videre.
„Ja, han har forelsket sig i hende og vilde gifte sig med hende; der var nok kommen en Knude paa Traaden mellem dem, og han troede stygt om hende, men Maggi nærmet sig ham paany, og Kandidaten er svag overfor hende. Men for at Maggi skal uskadeliggjøres for ham engang for alle, er det besluttet, at hun skal blive hvid Slavinde.“
„Hvem har besluttet det?“
„Det siger jeg ikke,“ svarede Widding, som ikke vilde blande Kathinka Lyhrs Navn op i Sagen.
„Det skulde vel ikke være gamle Godseier Rambøll, som har sat dig til dette?“
„Naturligvis,“ lo Widding. „Nu ved du, hvad du har at holde dig til. Har du kanske Skrupler?“
„Nei, ikke i mindste Maade, bare du betaler mig godt.“
„Se her — til en Begyndelse . . .“
Det fornøiede „Tak,“ der lød fra Kræfting tilkjendegav Maggi, at det var et net Forskud han havde faaet.
„Nu, udret dine Sager vel – vi mødes igjen inde i Byen.“
Maggi følte Nødvendigheden af at se at komme ud af dette Hus i en Hast. Opdaget de hendes Flugt og indhentet hende, vilde hun være fortabt — gaa den værste Skjæbne imøde.
Hun gik videre, og ikke længe efter stod hun overfor en anden Dør.
Hun stillet sig ind mod den og lyttet og betænkte sig paa at træde ind.
Alt var stilt derinde.
Forsigtigt aabnet hun Døren og tittet ind.
Hun saa ind i et komfortabelt udstyret Værelse.
Ind mod den ene Væg laa en gammel, hvidskjægget Mand med halvlukkede Øine.
Hun vak angst i, som hun tænkte sig at det maatte være gamle Rambøll.
Forsigtig trak hun Døren til efter sig og vilde gaa videre, men stanset pludselig ved at der taltes derinde.
„Ak Sofie,“ lød den gamles Stemme klagende, „hvorfor blev du borte for mig? Er det ilive, Barnet, du skulde føde. Skal jeg da aldrig faa Lys i denne Gaade, som har formørket hele mit Liv?“
Forundret lyttet hun til. Paa Stemmen hørtes det ikke ud, som denne Gamle skulde være nogen slem Mand. Det maatte være en eller anden dyster Hemmelighed, han nu talte om, og som tynget paa hans Sind, maaske gamle Synder.
Atter gik han videre, og snart kom hun til en ny Vindeltrappe.
Forsigtig steg hun videre nedover den uden at tænde nogen ny Fyrstik, da de snart alle var opbrugte.
Denne Trappe var lige lang som den første. Tilsidst kom hun til en Dør som hun lukket op, traadte ind i en anden Kjælder, hvor Dagens Lys slog hende imøde og følte strax en uendelig Lettelse.
Her var oplagret Poteter og Grønsager. Hun steg op af Trappen, hvor Døren stod halvaaben og saa nu udover Gaardspladsen paa Lindevold.
Ilsomt fór hun over Gaardspladsen og ned gjennem Lindealléen og naadde ud paa Veien.
I sit stille Sind takket Maggi Gud for at hun var frelst ud af denne Fare, og hun tog den Beslutning at hendes Veie aldrig mere skulde krydse Gilberts. At hun inde i Byen skulde blive udsat for nogenslags Forfølgelse fra samme Kant, kunde hun ikke tænke sig.
Hun var ikke kommen langt, før hun indhentedes af en kjørende Bonde, hvem hun kjendte, da en Bror af ham var bosat paa Rodeløkken.
„Goddag. Frøken West, skal De indover til Byen?“ spurgte han.
„Ja. jeg skal det, Gundersen.“
„Vil De hænge paa med mig?“
„Mange Tak.“
Hun satte sig op bag i Vognen. Bonden havde en rask Hest, og det var en frisk Skyds hun nu fik ind til Byen.
De tog en anden Vei end den almindelige, som Gilbert og Widding nu benyttet sig af, derfor undgik de at blive indhentet af dem.