Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/10
10de Kapitel.
Vi maa nu gaa lidt tilbage i vor Fortælling til hin Aften da Gilbert overvar Komedien paa Rodeløkken.
Udpaa Natten reiste han hjem med Vognmandskyds.
Næste Dag lagde Kathinka Lyhr Mærke til hvor fortvilet og elendig han saa ud, som han gik ud i Haven og slog sig ned i Jasminlysthuset.
Kathinka vendte tilbage til Dagligstuen, strax efter indfandt sig en Besøgende. Det var Widding, hvem hun ikke kjendte af Udseende, men vel af Navn og Rygte.
Widding presenteret sig for hende og bad om at faa Gilbert itale. Frøken Lyhr viste ham ud i Lysthuset.
Nu aabnet Gilbert sit Hjerte for sin falske Ven og fortalte ham først hvad var hændt ham paa Grand, siden om den Komedie, hvor han troede Maggi til at have spillet Hovedrollen. Widding beklaget ham og bevidnet ham sin varmeste Deltagelse.
Vi maa anmærke at Kathinka Lyhr stod paa Lur bag Lysthuset og hørte hele Samtalen. Nu gik Gilbert ind og rekvirerte Frokost serveret ud i Lysthuset. Da Widding under dette blev alene, sagde han halvhøit, saa Kathinka hørte det:
„Du er en troskyldig Knægt, min kjære Gilbert, hele den Historien med Grand, hvor du blev lokket op til Rodeløkken for at se den Komedien, klinger altfor lavet til at jeg skulde tro paa den, selv om jeg ikke vidste, hvad jeg iforveien ved — jeg saa jo selv Maggi West paa Bygdø Sjøbad den Aften, saa hende paa Dampbaaden just paa den Tid da Komedien maatte være spillet. Men jeg er da vel ikke dum nok til at ville fortælle dig dette. En saadan Forlovelse vilde ødelægge dine Fremtidsudsigter, saa jeg ikke kunde have dig at slaa Mynt af.“
Efterat have hørt dette, fjernet Kathinka sig, nu vidste hun, at hun i Widding kunde gjøre Regning paa en Bundsforvandt mod Maggi West, om det skulde vise sig nødvendigt. Gilbert og Widding spiste Frokost med diverse Drammer, og tog siden ud paa en Automobiltur, hvorfra de vendte tilbage langt paa Dagen. Det var Aftale at Widding skulde slaa sig ned paa Lindevold for en Tid nu. Gilbert var fremdeles fortvilet for Maggis Skyld og om Aftenen forsøgte han at slukke Sorgen i dybe Bægre sammen med Widding.
Da Konen næste Dag kom med Brevet fra Maggi West til Gilbert, var denne endnu ikke staaet op, men Tjeneren lovte at give ham det. Han gik til Kathinka Lyhr med Brevet og denne sagde at hun skulde levere det til Kandidaten. Men da hun allerede havde taget Mistanke paa Udenpaaskriften, gik hun op paa sit Værelse med det, vædet Klebningen paa Konvolutten og fik den op.
Med Forfærdelse læste hun Maggis Brev, hvori denne bevidnet Gilbert sin Uskyldighed og bad ham møde hende ved Stibækken. Kathinka forstod, at om Gilbert fik dette Brev, vilde han ile lige i Armene paa Maggi og alt blive godt mellem dem.
Kathinka besluttet at betro sig til Widding, som allerede var oppe og ude i Haven. Hun gik ud til ham og viste ham Brevet. Han var strax rede til at træde i Forbund med hende og give hende Raad.
Saa besluttet de, at Widding skulde gaa til Stibækken og lokke Maggi med sig til Lindevold og faa hende ad Bagveie ind i Kjælderen for at indestænge hende der og om Natten føre hende med sig til Kristiania og overgive hende til en Rufferske, der skulde behandle hende som hvid Slavinde. Frøken Lyhr gav Literaten en Tusindkroneseddel til Driftsomkostninger.
Just som denne Aftale var truffet, kom Tjeneren ind og meddelte at her var en Herre, som ønsket at tale med Widding.
Denne gik ud og traf en vis Agent Kræfting, en Mand, der var hans Medhjælper i mangen sjofel Affære og ved sit troskyldige Ansigt gjorde ham særdeles. skikket som Bondefanger.
Kræfting kom i et Ærinde til ham, og strax faldt det Widding ind, at det kunde være heldigt at benytte sig af ham med Hensyn til Maggi, eftersom han helst selv ikke vilde optræde personlig her. Han førte Kræfting ind paa sit Værelse, instruerede ham og lod ham rykke i Marken.
Da Widding vendte tilbage til Frøken Lyhr og meddelte at han sendte en Stedfortræder, sagde hun i en betænkelig Tone:
„Kan det ikke være farligt at blande en tredie Person op i Sagen?“
„Nei, vær De ganske rolig, Frøken,“ svarede Widding. „Jeg har Kræfting aldeles i min Magt; jeg ved Ting af den Beskaffenhed om ham, at jeg kunde faa ham arresteret naarsomhelst.“
Nu ventet de to i Spænding paa Udfaldet af Kræftings Sendelse. Gilbert viste sig fremdeles ikke. Kathinka havde stukket en Femkrone til Tjeneren og bedt ham ikke nævne noget til Gilbert om Brevet. Forøvrig var denne Tjener hendes lydige Kreatur.
Da de havde opholdt sig en Stund i Dagligstuen, sagde Kathinka:
„Kom lad os gaa op paa Altanen, som vender ud mod Haven, derfra kan vi holde Udkig uden at blive seet selv.“
De gik didop. Herfra frembød der sig en dominerende Udsigt over Egnen.
Længe havde de ikke siddet, førend Widding stødte Frøken Lyhr i Albuen.
Dernede mellem Træerne saa de Maggi og Kræfting snige sig frem.
„Hun løber i Fælden!“ hvisket Maggi med et djævelsk Smil.
„Nu skulde det bare mangle at Gilbert var staaet op og kom til at titte ud af sit Vindu og saa dem,“ sagde Widding.
„Tal ikke om det,“ hvisket Kathinka.
„Naar Kræfting kommer, fører jeg ham op paa mit Værelse og modtager hans Rapport, og saa vilde gjerne at han skulde forpleies med Mad og Drikke; thi jeg maa sende ham til Byen for at træffe visse Forberedelser.“
„Jeg skal ordne det.“
Strax de kom ned, meldte Tjeneren Kræfting.
Efterat Widding havde faaet ham op paa sit Værelse og hørt hans Melding, gik han atter ned til Frøken Lyhr og sagde:
„Nu har vi hende sikkert forvaret. Det er vel ikke muligt at nogen kan høre hende skrige om Hjælp derfra?“
„Det er ikke Tale om. I Dødskjælderen maa hun gjerne skrige saameget hun vil.“
„Dødskjælderen — hvoraf har den faaet det Navn, Frøken Lyhr?“
„Det ved jeg ikke, men muligens staar Navnet i Forbindelse med Historien om det indmurede Lig. Men hvad agter De videre at foretage Dem med hende?“
„Inat maa hun i bedøvet Tilstand føres herfra ind til Byen, hvor der maa være beredt hende et passende Logis under en moderlig Venindes Tilsyn.“
„Hvad mener De med det, Widding?“
„Har De hørt Tale om hvide Slavinder, Frøken?“ spurgte han.
„Ja, men jeg troede at det kun var i Udlandet at saadant gik for sig.“
„Jeg indser ikke, hvorfor det ikke kunde arrangeres i Kristiania ogsaa,“ svarede Widding med et hæsligt Smil over de hvide Rovdyrtænder. „Jallefald som et Forspil til Maggis Forsendelse til Udlandet. Lad hende være saa ren, from og dydig hun kan være, saa vil hun ikke være istand til at klare sig overfor et Fruentimmer, du kan behandle hende som en Dukke.“
Samtalen afbrødes ved at Gilbert traadte ind. Han saa meget bleg og medtagen ud.
„Godmorgen, hvordan har du det idag?“ sagde Widding og trykket hans Haand.
„Ikke videre godt!“ lød Svaret.
„Nei, du ser virkelig daarlig ud, Gilbert,“ sagde hans Kusine. „Nu maa du se til at faa dig lidt Frokost. Vi har alt spist, men Hr. Widding faar holde dig med Selskab.“
„Jeg har ingen Madlyst, men kanske lidt Kaffe og Kognac kunde.“
Uden at svare, gik Kathinka hen i Hjørneskabet og tog Kognacskaraffelen og stillet den paa Bordet. Saa skjænket hun Kaffe i for sin Fætter og Widding.
Tjeneren vidste sig og meldte Doktoren.
„Jeg skal føre ham op til Onkel,“ sagde Kathinka og tillagde halvt spøgende:
„Kanske jeg burde lade ham se til dig ogsaa, Gilbert.“
„Nei, svarede denne, som Læge trænger jeg ham ikke.“
Kathinka fjernet sig.
„Du Ingvald,“ sagde Gilbert. „Det er fælt at tænke paa, men igaar var jeg virkelig for første Gang i mit Liv beruset!“ Det sidste Ord syntes at koste ham megen Anstrengelse at faa frem.
„Nu, engang skal vel være den første,“ sagde Widding let og hævet sit Glas. „Skaal, Gilbert!“
„Skaal!“
Begge tømte sine Glas, saa sagde Gilbert med et smerteligt Drag over sit blege, noble Ansigt:
„Inat drømte jeg om hende, om Maggi, hun stod for mig saa smuk og sorgfuld og saa paa mig med et mildt bebreidende Blik, som skar mig i Hjertet, og strax mistet jeg min stygge Tro om hende og vilde tage hende i mine Arme, men da forsvandt hun som et Aandesyn.“
„Nu ja, du holder vel snart op at drømme om hende,“ mente den anden.
„Da jeg saa hende første Gang — det var ved Stibækken. . . Nei, jeg kan ikke beskrive det. Og saa tænke paa, at al denne unge Deilighed skal være faldt som Offer for brutale Mandfolklyster. Det er saa frygteligt!“
„Tænk ikke paa det, Gutten min.“
„Men tænk, om hun ligevel er uskyldig – tænk, om det var en Feiltagelse, Ingvald, en grusom Feiltagelse. Jeg vilde gjerne ofre alle mine Fremtidsudsigter for at det skulde være det. For saa ulykkelig som nu, har jeg aldrig været før.“
„Hør nu, Gilbert, du bør holde op at kjæle for disse dine Følelser for en Uværdig. Riv hende ud af dit Hjerte.“
„Jeg frygter for at jeg kom til at rive hele Hjertet ud med det samme.“
Widding svarede intet, han skjænket kun i og drak med ham.
Nu begyndte de at tale om det Program, de skulde lægge for Dagen.
Under dette kom Doktor Lind ind fulgt af Kathinka Lyhr.
Som han hilste fløi hans Blik over Frokostbordet, hvor han med Forundring bemærket Kognakkaraffelen, og saa heftet det sig ved Widding, i hvis Træk han strax læste en tvilsom Person – begge forekom ham at passe ilde til en Frokost paa Lindevold. Dr. Lind og Gilbert var gamle Skolekamerater og gode Venner.
„Goddag.“ sagde han. „Hvordan staar det til med dig, Gilbert?“
„Aa jo Tak — faar jeg presentere — Literat Widding. Doktor Lind.“
De to Mænd kjendte hinanden ikke uden af Omtale, i denne Stund saa de hinanden for første Gang, men som de bukket for hinanden, syntes de begge instinktsmæssig at føle Modvilje for hinanden – den noble, brave unge Læge og Skurken, Sjofelisten, Menneskedyret.
„Sid ned og spis Frokost med os,“ bad Gilbert.
„Tak, det er ikke længe siden jeg spiste. Hvad er det, De studerer saa ivrig, Frøken?“ spurgte Kathinka, der pludselig havde grebet en Avis og fordybet sig stærkt i den.
„Jo, her i Bladet staar en liden Skisse af Thomas Kinch, som heder „Hugormen.“ Den er saa morsomt skrevet.“
„Hugormen — Apropos Hugormen!“ raabte Doktoren. „Du Gilbert, jeg mødte netop den vakre Pigen du tog dig af da hun blev bidt af Hugormen og du førte til mig som Patient — Frøken West.“
Det gav et Sæt i Gilbert og han blev blussende rød.
„Du — mødte — hende?“ stødte han Ordene frem.
„Ja, nede i Veien her, jeg vexlet nogle Ord med hende. Forresten saa jeg hende i Onsdags paa Bygdø Sjøbad — hun vakte forresten almindelig Opmærksomhed paa Koncerten ved at hun graat, da en Sanger foredrog „Min Lyre.“ Aldrig har jeg seet en ung Pige mere henrivende i Taarer.“
Kathinka var bleven dødbleg, men Gilbert fôr op fra Stolen som rammet af et elektrisk Stød.
„Var det i Onsdag – naar Onsdag var det?“ raabte han febrilsk.
Doktoren saa forundret paa ham.
„Ja—a, Koncerten varede fra otte til halv tolv om Natten.“
„O du store . . !“ skreg Gilbert, men besindet sig og holdt inde. Han bemærket, at hans Kusine var saa optat af Avisen, at det Hele maatte have forbigaaet hende.
„Det var sandt,“ sagde han, „jeg skulde talt lidt med dig, Lind.“
Og han trak ham med sig ind i Sideværelset.
„Nu, hvad var det?“ spurgte Doktoren.
„Er du ganske sikker paa, at det var Frøken West, du saa paa den Koncerten?“
„Ja, det skal jeg da gladelig aflægge Ed paa,“ svarede denne. „Men hvorfor intereserer det dig saa uhyre?“
Ikke for nogen Pris vilde Gilbert røbe Lind sin Hemmelighed. Derfor sagde han nu:
„Det intereserer mig ikke direkte, men en god Ven af mig, som i al Hemmelighed er forelsket i Pigen, kom og beklaget sig til mig over at han havde seet hende — — seet hende omfavne er Fyr i Slotsparken just ved Tolvtiden.“
„Da kan du hilse din gode Ven, og sige, at han har seet feil; thi vi maatte vente paa Baaden til over tolv, efter hvad jeg saa, var Frøken West i godt Følge.“
Gilbert blev saa jublende glad, at han formelig maatte lægge Baand paa sig for ikke at vise det.
„Du tror altsaa, at hun er dydig.“ vred han sig til at sige.
„Ja, saa ren som Sne paa Bræens Bræm, saa dydig og prægtig som en Pige kan være. Rentudsagt, min gode Ven, er jeg selv efter den lille Stund hun var min Patient, bleven heftigt forelsket i hende, og om ikke din gode Ven har erobret hendes Hjerte, skal jeg forsøge at gjøre det, jeg vilde være stolt af at kalde hende min Hustru. Men undskyld mig, jeg maa afsted.“
Gilbert fulgte ham ud og vendte saa tilbage til Spisestuen, hvor han bemærket, at Kathinka havde fjernet sig.
Widding gik smilende henimod ham.
„Doktoren har nok gjort dig frisk igjen,“ sagde han.
„Det har han, Ingvald,“ jublet den anden og tog begge hans Hænder mellem sine. „Maggi er uskyldig, forstaar du: Det var ikke hende jeg saa i Haven i Langgaden, det var en anden!“
„Dette er noget af det mærkeligste, jeg i mit Liv har hørt,“ erklærede Widding. „Det, der hændte dig paa Grand og . . .“
„Det har været Intrigespil,“ afbrød Gilbert ham. „De har spillet en hel Komedie med mig. Skulde undre mig paa, om ikke denne hendes Fætter, denne Bøssemagersvenden er Mester for det Hele. Han saa aldeles rasende paa mig, da jeg sad i Skogen sammen med Maggi – det er ganske bestemt ham!“
„Da maa han jo være en ligefrem Skurk,“ mente Widding.
„Ja, han saa mig ud for det. Aa hvad maa vel Maggi have troet om mig siden jeg ikke mødte frem til vort sidste Stevnemøde og ikke lod høre fra mig? Stakkars Pige. Doktor Lind mødte hende nede paa Veien, hun er bestemt gaaet hid for at se til at faa mig itale.“
„Ja, kanske det.“
„Kom, Ingvald, vi tager Automobilen og bruser ivei og indhenter hende!“ raabte han.
„Nei, storm dog ikke saa vildt paa!“ bad den anden, „du ved jo ikke engang, hvilken Vei hun er gaaet.“
„Det er sandt,“ besindet Gilbert sig, „men jeg maa træffe vende og tale med hende endnu idag. Jeg antager hun er gaaet lige i Forretningen. Men er hun ikke det, saa er hun gaaet lige hjem. Paa et af disse Steder er hun.“
„Ja, rimeligvis,“
„Nu, saa følg med mig og gaa Bud ind til hende.“
„Kjære Ven, det skal jeg saa inderlig gjerne, men oppe paa mit Værelse sidder en Mand, som er kommen til mig i et Forretningsanliggende. Jeg maa først tale med ham, saa skal jeg følge med dig.“
„Ja ja. afgjør det da – imedens studerer jeg Dagens Aviser.“
Widding gik ovenpaa, der ventet Kathinka ham og trak ham med sig ind paa sit Værelse.
„Har De hørt Magen til Sammentræf,“ sagde han.
„Ja, nu er det virkelig godt, at vi har installeret hende i Dødskjælderen.“
„Gilbert er ellevild af Glæde nu og vil have mig med ind til Byen for at finde hende, og jeg er nok nødt til at følge med ham paa den Komedie. Jeg skal gaa ind til ham som Bud og spørge efter hende.“
„Ja, men hvordan bliver det med det inat?“ spurgte hun.
„Hm—m, det spørges, hvordan Gilbert tager det, naar han ikke finder Maggi — han kan jo finde paa at blive i Byen Natten over for at fortsætte sin Søgen imorgen. Derfor tænker jeg at give Kræfting Instruxer til at ordne Etablissementet inde i Byen færdigt til at modtage hende, og saa opsætter vi hele Bortførelsen til imorgen Nat.“
„Kanske det er bedst. I Dødskjælderen er hun iallefald vel forvaret.“
„Ved De hvad, Frøken,“ sagde han med et djævelsk Smil. „Det mest letvindte vilde unægtelig være bedst at lade Dødskjælderen blive en virkelig Dødskjælder for hende — jeg mener, ikke slippe hende op mere.“
Og virkelig stod det at læse i den unge Piges Øine, at dette frygtelige Forslag syntes at friste hende. Men pludselig gik der en Gysen gjennem hende.
„Nei nei, Widding,“ sagde hun hastig. „Det kan jeg ikke tage paa mig.“
„De forstaar vel, at det kun var min behagelige Spøg, Frøken Lyhr,“ lo han.
„Vil De underrette mig pr. Telefon, hvilken Bestemmelse Gilbert tager?“
„Det skal jeg — Godmorgen.“
Han gik ind til Kræfting, hvem han gav Instruxer, blev hos ham indtil han havde spist og fulgte ham ned, idet han gik.
Snart efter kjørte Gilbert og Widding afsted i en Gigh forspændt en prægtig Traver.
Kathinka havde atter trukket sig tilbage til sit Værelse.
Hun forsøgte at læse i en Roman, men Tankerne var andetsteds. Tilsidst slængte hun Bogen utaalmodig fra sig.
„Nei nei,“ sagde hun, „jeg har nok med Virkeligheden. Gad vide, hvordan hun nede i Kjælderen tager det.“
Stedse stærkere blev Lysten hos hende til at undersøge, hvordan Maggi tog det — om hun var fortvilet og graat og jamret sig, eller om hun var vred . . .
Tilsidst bestemte Kathinka sig til at gaa ned og titte ind i Dødskjælderen. Men det maatte ske med al mulig Forsigtighed.
Hun tog et Lagen af sin Seng og pakket det sammen, fandt frem en Karnevalsmaske og en elektrisk Lygte, gik saa ind paa Gilberts Værelse og tog hans Revolver ned fra Væggen og stak den til sig.
Nu gik hun ud i Haven og derfra ned i Kjælderen. Ind mod Egetræedøren standset hun og lyttet.
Det var stilt som i Graven dernede.
Nu trykket hun paa en Knap i Lygten, og det elektriske Blus straalte op.
Hun satte Masken for Ansigtet, svøbte Lagenet om sig, saa det dækket hendes Hoved og hele hendes Legeme, saa laaste hun Døren op, tog Lygten i venstre Haand og Revolveren i høire.
Hun lod Lygten slukke og stødte Døren op med Foden.
Hun blev staaende og lyttet.
Ikke en Lyd at høre.
Kanske Pigen havde lagt sig til at sove.
Hun tog et Skridt ind i Kjælderen og lod det elektriske Blus straale op.
Kjælderrummet var ikke større end at det belystes i hele sin Udstrækning, og her fandtes intet Bohave, ingen Gjenstand, kun de nøgne Murvægge og Gulv og Tag.
Kathinka blev hvid i Ansigtet, og hendes Øine syntes at sprænge ud af Hulningerne.
Her var ingen!