Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/09
9de Kapitel.
Oppe ved Stengjærdet gik Maggi frem og tilbage og ventet. Hun følte sig næsten vis paa at Gilbert vilde indfinde sig her.
Tilsidst tog hun en Trip ned gjennem Siljekrattet til Bækken, som her rislet ned i en blank Kulp. Og hun kom til at tænke paa første Gang hun havde været her, da var hun i Følge med Faderen, og han fisket i Bækken, trak et helt Knippe blanke Øreter. Det var saa morsomt. Men det var deres sidste Tur sammen. Udpaa Høsten fik han Typhus og blev hentet til Sygehuset. Maggi saa ham aldrig mere, saa kun hans sorte Kiste sænkes i Graven. Og hun græd med Moderen. Da de kom hjem den barske Vinterdag, sagde Maggi til Moderen:
„Ak, hvor Papa maa fryse nede i den kolde Graven.“
„Han fryser ikke,“ svarede denne. „Papa er oppe hos Jesus, hvor der ikke findes Vinter og Kulde, ingen Sorg og Taarer, men evig Solskin og Lykke, ja, en Herlighed, som vi arme Mennesker ikke kan gjøre os noget Begreb om. Derfor skal lille Maggi og jeg stelle os, saa vi engang kan mødes igjen med Papa.“
Hun var elve Aar, da hun stod ved Moderens Dødsseng. Dennes sidste Ord til hende var:
„Jeg er ikke ræd for min lille Pige; thi jeg ved, at han vil tage hende i Haand og lede hende. O slip ham aldrig, Maggi, lad dig ikke daare af Verden! Om der kommer Sorg og haarde Dage, om man bagtaler og æreskjænder dig, saa giv dig ikke over men bed din Frelser hjælpe dig og han vil bære dig paa Ørnevinger gjennem Trængselen.“
Det var som disse Moderens Ord gjenlød gribende for hendes Øren nu, hun stod og lyttet til Bækkens Rislen.
Og hun tænkte sig at det vist ikke var for intet at Moderen i sin sidste Stund havde sagt hende dette. Man siger, at det stundom er en Døende givet at kaste et Blik ind i Fremtiden. Nu fristedes hun næsten til at tro at Moderen havde seet noget for hende.
Ja, hvad havde hun ikke oplevet med Lorents igaar og faaet vide af Skamløshed og Elendighed? Nok til at lade hende forstaa, at det var en frygtelig farlig Verden, hun levede i – særlig for en ung Pige, der stod alene som hun. Men Gudskelov at nu Larsen og Frue tog sig af hende.
Nu maa vi fortælle hvorfor Maggi West befandt sig oppe ved Stibækken denne Formiddag.
Om Aftenen havde hun skrevet et Brev til Gilbert, hvori hun forklarede ham om Komedien i Haven; for at faa Brevet snarlig frem havde hun gaaet hidop til Stibækken, og for gode Ord og Betaling faaet en gammel Kone, som boede her, til at gaa op til Lindevold med det. Men hun havde udtryktelig sagt hende at hun kun maatte levere Brevet til Kandidat Rambøll selv. Nu ventet hun, at Gilbert skulde komme selv.
Vel en halv Time forløb, uden at den, hun ventet, viste sig.
Nu troede hun at Konen ikke havde truffet Gilbert hjemme. Hun vilde just gaa hen og forhøre sig hos hende, da hun hørte Skridt inde fra Skogstien.
Blussende fôr hun op.
Det var just Stien, som førte til Lindevold.
Nu dukket en Skikkelse mellem Træerne. Men ak, det var ikke Gilbert – det var en ung, netklædt Herre med rødt Haar og et Ansigt, der saa meget troskyldigt ud.
Han bemærket hende, nærmet sig og hilste overmaade høflig.
„De er Frøken Maggi West?“
„Ja, min Herre!“
„Jeg er sendt hid af Kandidat Rambøll, som selv er hindret fra at komme, han har forvrikket Foden og maa holde Sengen nogle Dage. Jeg er, saa at sige, hans Fortrolige. Kandidaten bad mig sige, at han er glad over Deres Brev og han tror Dem.“
Ved disse Ord følte Maggi sig usigelig lykkelig.
„Kandidaten vil endelig tale med Dem selv, og derfor skal jeg føre Dem til Lindevold.“
„Til Lindevold?“ raabte Maggi, „men kjære gaar det an da?“
„Det gaar vanskelig an – det vil sige, at det maa foregaa med den største Forsigtighed. Jeg maa føre Dem did ad Bagveie — ingen maa se Dem gaa ind der, ellers kunde det let have ubehagelige Følger.“
„Det forstaar jeg saa godt.“
„Lad os da gaa — mit Navn er Johnsen.“
De fulgtes opover Skogstier.
Da de naadde frem til Lindevold, sagde Johnsen:
„Vi maa nedover Veien et Stykke. Nu gaar jeg lidt forud, saa man ikke ser os sammen. De følger lige efter mig.“
„Ja.“ svarede Maggi, hun fandt intet underligt i dette.
Lige efter de havde skilt sig fra hinanden, kom en Herre cyklende opover.
Da han var lige ved Maggi, gjorde han Holdt og hilste smilende.
Hun gjengjældte hans Hilsen, idet hun stanset op.
Det var Doktor Lind, en kjæk, ung Mand med saadant elskværdigt Væsen.
„Nu, Frøken West, hvordan befinder De Dem efter Hugormbiddet?“ spurgte han.
„Tak, meget godt,“ svarede hun.
„De har ikke havt noget Mén af det?“
„Ikke det ringeste.“
„Glæder mig at høre.“
„Og nu har De tat Dem en Spadsertur ud i dette deilige Veir?“
„Jeg havde et Ærinde her opover.“
„Saa forener man det nyttige med det behagelige. Solskin og frisk Luft er noget vi alle trænger.“
Han saa ud som han havde saa inderlig god Lyst til at fortsætte Samtalen, men Maggi, som tænkte paa at Gilbert ventet hende, afbrød:
„Javist – godmorgen, Hr. Doktor.“
„Godmorgen — godmorgen!“
Han hilset og cyklet videre, idet han mumlet ved sig selv:
„For en nydelig Pige! Smuk som en Sommerdrøm og fin og sød. Hende vil jeg nok blive bekjendt med. Ja, jeg tror, jeg var istand til at lægge mit Liv for hendes Fødder.“
Johnsen var stanset op under Doktorens Samtale med Maggi, men kunde ikke paa Grund af Afstanden høre hvad de sagde. Nu henvendte han sig til Maggi:
„De kjendte denne Herre?“
„Ja, jeg gjorde det.“
„De sagde ham da vel ikke, hvor De skulde hen?“ lød det i en ængstelig Tone.
„Langtifra. Jeg sagde bare, at jeg havde et Ærinde heropover.“
„Det var godt.“
De gik videre, indtil de kom til et Sted, hvor en tæt Bjærkeskog strakte sig ind mod Veien.
„Der maa vi stikke ind,“ sagde Johnsen, „den Skogen strækker sig lige til Haven paa Lindevold.“
De gik gjennem Løvskogen, og da de kom frem til Havegjærdet, sagde Johnsen.
„Nu gjælder det at smyge sig gjennem Haven frem til Bygningen, men vi tør ikke gaa ind af nogen Hoveddør, vi maa søge ind af en Bagdør og gjennem Kjælderetagen komme over til den Fløi, hvor Kandidaten har sine Værelser.“
Dette fandt Maggi høist rimeligt. De kom ind af en liden Bagport og listet sig frem gjennem den tættest træbevoxte Del af Haven og naaede Huset, dreiede saa om Hjørnet, steg op af en liden Trappe og ind af en Dør og kom ind i en lang, halvmørk Gang.
Efter at have fulgt denne en Stund, steg de nedad en Stentrappe som endte ind mod en Eketræs Dør. Johnsen aabnet den.
„Jeg har ikke medbragt Lys,“ sagde han, „men jeg kjender Veien – tag mig i Haanden.“ Hun gjorde det, en muggen Kjælderlugt slog dem imøde.
„Vent lidt,“ sagde han pludselig, slap hendes Haand, men som hun hørte ham løbe didhen, hvor de var komne fra, grebes hun af Angst og styrtet efter.
„Hr. Johnsen!“ kaldte hun.
„God Fornøielse, Frøken West!“ lød det haanligt og med et Brag sloges Kjælderdøren igjen.
„Du gode Gud, hvad skal dette sige!“ stønnet Maggi, der hun stod alene tilbage i den bælgmørke Kjælder.