Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/08
8de Kapitel.
Lidt længere ned i Gaden boede den brave Fabrikarbeider Larsen.
Baade han og Hustruen var sande Kristne, udenfor sit Arbeide havde det i mange Aar været hans kjæreste Syssel at fungere som Søndagsskolelærer.
Han og Hustruen var børnløse Folk, desto mere aabent var deres Hjerter for andres Børn.
Hver Søndag samledes Larsen med en Barneskare, for hvem han præket Kjærlighedens milde Evangelium og viste dem Veien til Jesus.
Han elsket Børnene, og deres Hjerter hang ved ham igjen.
Blandt dem, der nød godt af hans velsignelsesrige Virksomhed, var ogsaa Maggi West.
Baade Larsen og hans Hustru kom tidlig til at holde af den smukke, lille Pige, der stedse var en velkommen Gjæst i deres Hus. Natten iforveien var Larsen kommen sent hjem fra et Møde.
Da fortalte hans Hustru ham noget, som syntes ham helt forfærdeligt og som han ikke kunde fæste Lid til.
Hun var nemlig tilfældigvis bleven Vidne til hin Scene som foregik i Fru West's Have om Natten, og kunde hellerikke fatte andet end at det var Maggi, som trak Mandspersonen ind af sit Vindu om Natten. Hun havde ogsaa seet det Efterspil, som fulgte, og da Gilbert styrtet over Gjærdet og forbi hende, gjenkjendte hun ham som den rige Rambøls Brorsøn, hvem hun tilfældigvis kjendte af Udseende efter hun havde tjent paa en Gaard nær Lindevold.
„Nei, jeg kan ikke tro saadant om lille Maggi,“ erklæret Larsen med Overbevisning.
„Jeg saa det jo med mine egne Øine,“ svarede hun.
„Det maatte være en anden Pige end Maggi du saa?“
„Hvem anden skulde vel været inde paa hendes Værelse og drevet saadant sjofelt Spil?“
„Ogsaa dette meningsløse i at unge Rambøll skulde kommet did og ligesom overrasket Parret og skjældt dem ud.“
„Unge Rambøll er vel ogsaa kjendt med Maggi paa en eller anden Maade. Rigtignok har jeg ikke hørt noget slet om ham, men for rige unge Mænd er jo Fristelsen til et letsindigt Liv stor. Ak, Anders, Maggi er nok uden vi aner det, gledet ud paa Fordærvelsens farlige Vei. En hører jo saa meget galt og sørgeligt nu for Tiden, som vi ikke før havde noget Sidestykke til.“
„Alligevel, Karen, kan jeg ikke tro dette om Maggi West, men jeg vil se til at faa Rede i Sagen.“
Denne Aften havde Larsen gaaet over til Wests for at faa tale med Maggi, hvem han nu forlængst maatte tro var kommen hjem.
Han traadte ind af Porten, og som han kom til at se ind af Kjøkkenvinduet, bemærket han Lorents West, der just holdt paa at tømme noget af en liden blaa Flaske ned i Thekanden, der stod paa Kjøkkenbænken, mens der spillet et underligt, næsten dæmonisk Smil om hans tykke Læber.
Dette Syn vakte strax en uhyggelig Mistanke hos Larsen, om at Lorents maatte have noget skjændigt isinde. Han kjendte jo denne som et slet Menneske.
For ikke at blive seet, trak nu Larsen sig hastig tilbage, bestemt paa at opsætte sin Visit til lidt senere.
Neppe var han kommen ind i Stuen sin, før han saa Maggi komme opover Gaden. Ved Synet af hendes smukke, triste Ansigt, sagde han sig selv, at hans Hustru alligevel maatte have taget Feil.
Men nu kom atter Tanken paa Lorents over ham, og han grebes af en pludselig Angst. Han kjendte til den unge Mands Tilbøielighed for Kusinen, hvilken han vidste ikke blev gjengjældt af hende.
Nu gik Larsen lige didover og kom just tidsnok til at se Lorents dukke ud i Kjøkkenet og gribe Maggi i sine Arme og trække hende med sig ind i Stuen.
Han rev Døren op og styrtet ind.
„Vil De slippe hende!“ skreg han nu til Umennesket.
Denne slap sit Bytte og vaklet tilbage.
„Hvad vil De her?“ hvæste han rasende med knyttede Næver.
„Frelse den stakkels Pige fra Dem, Usling,“ tordnet den brave Mand. „Jeg saa Dem selv blande noget i Theen til hende.“
„De lyver!“ skreg Lorents.
„Vil De at jeg skal lade Theen undersøge og faa Dem arresteret?“
Lorents var bleven askegraa i Ansigtet, og han vaklet ud i Kjøkkenet for at ødelægge de skjændige Beviser mod ham selv.
„Maggi!“ sagde Larsen, og gik hen og lagde Haanden paa hendes Skulder.
Hun brast i Graat.
„Det er forfærdeligt!“ hulkede hun.
„Ja, det er forfærdeligt, at en ung Pige skal udsættes for saadan Skjændighed,“ sagde han mildt. „Jeg saa ham selv blande af en Flaske i Theen.“
Hun reiste sig gysende nu hun atter var kommen til fuld Samling og forstod den skjændige Snare, Skurken havde lagt for hende.
„Aa, Larsen, hvad skal jeg gjøre, hvad skal jeg gribe til?“ stønnet hun i hjælpeløs Angst. „Dette . .“
„Nu kan du ikke blive i dette Hus længere, Maggi,“ sagde han alvorlig og bestemt, „du maa følge mig hjem til min Hustru og slaa dig ned der saalænge.“
Hun fulgte ham viljeløst ud.
Da de traadte ind i hans Hus, modtog Fru Larsen hende paa en usædvanlig kjølig Maade, som berørte den unge Pige helt uhyggeligt.
Larsen meddelte sin Hustru om det Optrin, der nys havde fundet Sted, denne tog det saa paafaldende rolig, hvilket Maggi undret sig over, hun begyndte at frygte for, at hun var kommen til at fornærme denne sin gamle Veninde paa en eller anden Maade, hvilken Tanke smertet hende.
Der fulgte en dyb Pause, som Fru Larsen pludselig brød ved at spørge:
„Sig mig, Maggi, kjender du unge Kandidat Rambøll paa Lindevold?“
Maggi blev rød og forvirret, men svarede ikke et Ord.
Konen maalte hende med et knusende haardt Blik og fortsatte:
„Jeg ser det paa dig at du kjender ham — du kan ikke nægte for det.“
Larsen saa høist ængstelig paa den unge Pige.
„Jo, jeg kjender ham,“ fik Maggi med Møie frem. „Men De maa ikke tro noget slet om mig for det, Frue.“
„Jeg tror, det jeg ser,“ svarede denne.
„Hvem havde du Besøg af inat, Maggi?“ faldt nu Larsen ind.
Hun saa raskt og freidig op.
„Jeg Besøg? Jeg var selv med Tante og Lorents paa Bygdø Sjøbad og kom hjem ved Tolvtiden.“
„Nu, det maa jeg sige!“ raabte Fru Larsen heftigt. „Du vil virkelig paastaa at det var en anden Pige end dig, som opholdt sig paa dit Værelse igaar og slap et Mandfolk ind af Vinduet til sig.“
„Nei, nu maa jeg sige!“ skreg Maggi i en himmelfaldende Overraskelse. „Jeg var paa Bygdø – det kan jeg da skaffe Vidner paa — flere end Lorents og Tante saa mig derude. Var der nogen paa mit Værelse?“
„Ja, jeg saa det skindbarlig med mine egne Øine,“ paastod Fruen, som nu selv begyndte at tvile om det var Maggi hun havde seet der inat.
„Aa!“ raabte Pigen, som der pludselig begyndte at gaa et Lys op for hende. „Da jeg kom hjem, lugtet det Cigarrøg og Punsch paa mit Værelse. Jeg sagde det til Tante, og vi troede det havde været Indbrudstyve og undersøgt hele Huset. Intet var borte, men næste Morgen saa jeg, at nogen havde været inde i Haven og traakket over Blomsterbedet og der var Fodspor . . .“
„Der hører du, Karen, Maggi er uskyldig i dette,“ sagde Manden fornøiet.
„Jeg er ikke rigtig sikker endnu,“ mente denne. „Det synes nu utroligt at Folk søger ind i et fremmed Hus om Natten og holder saadant Spil uden at have nogen Fordel af det.“
„Vil De fortælle mig, hvad det var De saa, Fru Larsen," bad den unge Pige.
Konen fortalte nu udførligt om hvordan det Hele var gaaet til.
Men da hun nævnte om Rambølls Tilsynekomst der, blev den unge Pige dødbleg, og som hun fik høre om de Ord, han havde tordnet ind af Vinduet til Parret, gav hun i et forfærdet Skrig.
„O Gud, han troede det var mig!“ hvinte hun. „Hun troede ogsaa, at det var mig!“
Ægteparret stirret i stum Forbauselse paa hende.
„Men hør nu Maggi,“ sagde Larsen. „Hvordan er dit Bekjendtskab med Kandidat Rambøll?“
„Det skulde være en Hemmelighed, men nu skjønner jeg alligevel at det maa frem.“
Hendes Ansigt fik saadant uendelig deiligt Udtryk, som hun vedblev:
„Jeg er forlovet med Gilbert Rambøll. Ak, jeg holder saadan af ham.“
Bevæget slog Konen Armene om hende.
„Og jeg, som kunde mistænke dig og tro stygt om dig. Gud velsigne dig, Barnet mit — Gud velsigne ham, du er glad i. Nu tror jeg nok, at han er en ædel ung Mand.“
„Han er saa kjæk og trofast, saa god. Og saa skal han tro saa frygtelig stygt om mig,“ tillagde den unge Pige grædefærdig.
„Men dette,“ faldt Larsen ind, „dette kan aldrig hænge rigtig ihob.“ Han slog i Bordet og tillagde med Kraft:
„Hele denne Historien er stelt ihob for at gjøre ondt. Sandelig mig er det! Og nogen har paatat sig at narre unge Rambøll hid for at han skulde se paa det.“
Nu slog Maggi Hænderne sammen.
„Det er Lorents!“ skreg han op. „Ham er det, som har sat det Hele istand.“
„Vidste Lorents om Forlovelsen?“ spurgte Larsen.
„Ja,“ svarede Maggi, „han saa Gilbert og mig ved Stibækken i Søndags. Vi blev bekjendte ved det, at en Hugorm bed mig og Gilbert suget Giften ud af Saaret.“
„Nei, hvor rart, hvor deiligt!“ raabte Konen i sælsom Bevægelse.
„Aftenen efter vi blev forlovede, kom jeg hjem og takket Gud for Gilbert, det hørte Lorents fra Haven, og han lo saa stygt og ondt, at jeg rent blev ræd. Men Dagen efter gjorde han sig saa blid og elskværdig, som jeg aldrig har seet ham før og fortalte mig en Historie . . .“
Hun meddelte dem herom.
„Og idag viste han sig i sin sande Skikkelse,“ fortsatte Larsen. „Fy af mig for Styghed! Men Gud holder sin beskyttende Haand over sine Børn, det viste sig tilgavns nu.“
„Du maa tilgive mig at jeg tænkte saa stygt om dig, Barnet mit,“ sagde nu Fru Larsen. „Ak hvilken Ondskab der findes blandt Folk, hvilke stygge Snarer der lægges for en brav, uskyldig Pige! Men om du vil, Maggi mi, saa skal jeg gjerne imorgen den Dag gaa til Lundevold og fortælle Kandidat Rambøll, hvordan alt dette hænger sammen, og at du er ren som Guld.“
„Nei Tak,“ svarede Pigen bestemt. „Vor Forlovelse maa være absolut hemmelig, og jeg faar nok selv underrette ham om hvordan dette er gaaet til.“
„Rigtigt,“ svarede Larsen, „ingen Fremmed og Uvedkommende bør lægge sig op i saadant. Og som jeg sagde til Maggi, hun kan ikke bo hos sin Tante mere efter dette, nu faar hun slaa sig ned hos os.“
„Velkommen til os, Maggi,“ sagde Konen. „Du skal faa det vesle Kvistværelset.“
„Tak, tak!“ svarede Pigen bevæget. „Jeg skulde træffe Gilbert iaften, men han kom ikke. Nu forstaar jeg, hvorfor han ikke mødte frem.“
„Nu skal vi have os lidt Aftensmad,“ sagde hendes moderlige Veninde.
Men Maggi var nok ikke god for at spise noget iaften efter alt hvad hun havde gjennemgaaet. Hun længtet bare efter at komme op paa Kvistværelset og være alene for at skrive et Brev til Gilbert.
Larsen paatog at underrette Fru West om at Maggi ikke kom did mere, og om Grunden hertil.
Han gik didover og traf den værdige Dame alene og læste hende skarpt Texten.
Men her fik han uventet Svar paa Tiltale. Fru West erklæret at det var Løgn og Sludder dette med den blandede The og tillagde:
„Lorents behøved saamen ikke at benytte saadanne Kneb overfor Maggi, hun har nu stødt hængt efter Gutten. Lad hende faa sit Tøi – jeg vil aldrig se Jenta for mine Øine mere.“
„Du har nu aldrig været hende i Mors Sted,“ svarede Larsen, dermed gik han.