Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/07
7de Kapitel.
Maggi havde sammen med Lorents og Tanten tilbragt en overmaade hyggelig Aften, men hele Tiden havde Gilbert Rambøll uafladelig været i hendes Tanker.
Klokken var over tolv da de kom hjem.
Træt traadte Maggi ind paa sit Værelse og strax mødte der hende en egen Duft, som vakte hendes Forundring. Hun syntes absolut, at der lugtet Cigarrøg og Koldpunch her.
Hun tændte Lys og saa sig om. Nu opdaget hun Spor af smudsige Fødder i Vindueskarmen og blev helt forskrækket.
Havde her været Tyvebesøg under deres Fravær?
Hun gik ind til Tanten og Lorents som endnu sad sammen og meddelte dem om sin Opdagelse.
De til at søge og se sig om. Men her var intet borte, fandtes intet Spor af at nogen Fremmed havde været her.
Det saa altsaa ud, som Besøget kun havde gjældt Maggis Værelse. Hun gik atter derind og anstillet en Undersøgelse. Intet var borte. Saa maatte hun gaa tilro.
Næste Morgen, da hun slog Øinene op, grebes hun strax af den glade Tanke, at hun iaften skulde mødes med Gilbert.
Før hun gik i Forretningen, var hun ude i Haven for at plukke en Blomsterbuket og medtage til en Veninde.
Men nu saa hun til sin Bestyrtelse, at det var traakket over Blomsterbedet og endel smukke Lekøier var knækket og knuste.
Hvem kunde have gjort dette?
Helt mekanisk vendte hun sig og bemærket nu, at der gik flere Fodspor ind i et Bed under hendes Vindu.
Hun slog Hænderne sammen.
Altsaa maatte nogen have banet sig Adgang til hendes Værelse gjennem Vinduet.
Dette forekom hende helt ufatteligt, og i endnu høiere Grad fordi der hverken savnedes noget i hendes Værelse eller andetsteds her i Huset.
Samme Dags Aften derefter mødte hun om Aftenen frem paa Skogbakken ved Kongshavn.
Da hun ikke traf Gilbert paa Mødestedet, satte hun sig taalmodig ned og ventet.
En hel Time forløb, uden at han kom, da begyndte hun at blive mismodig.
Det stod klart for hende at noget maatte være indtruffet, som havde forhindret ham i at komme.
Endnu ventet hun en halv Time, drivende rastløs frem og tilbage. Men det mørknet til og syntes at trække op et Uveir. Saa opgav hun det Hele.
Han maatte være bleven forhindret. Ak, bare han ikke var syg! tænkte hun ængstelig og gik saa fremover Veien.
Hun søgte at trøste sig med den Tanke, at maaske laa der hjemme hos hende Brev fra ham, hvori han forklarede Grunden til sin Udeblivelse og satte hende et nyt Stevnemøde.
Trist tilmode gik hun nedover Bakken med sænket Blik.
Da han kom hjem, mødte Lorents hende i Døren, han saa oprømt ud.
„Har du mødt Mor?“ spurgte han.
„Nei, jeg har ikke det.“
„Hun har nok taget sig en Tur. Men hvor du ser bleg ud, Maggi.“
„Jeg føler mig ikke rigtig vel.“
„Da skal en Kop The gjøre dig godt.“
„Kanske det,“ mumlet hun adspredt og fulgte ham ind i Dagligstuen.
„Er der kommen noget Brev til mig?“ spurgte hun nu.
„Ikke det jeg ved af. Havde vi det ikke rigtig koseligt igaar?“
„Jo, Tak skal du ha.“
„Theen staar færdig ude i Kjøkkenet. Jeg har alt spist jeg.“
Maggi gik ud i Kjøkkenet og lukket Døren efter sig.
I denne var en liden Glasglugge.
Lorents stillet sig halvt ind mod denne og tittet ud i Kjøkkenet, hvorved han kunde se Maggi uden selv at blive seet.
Han maalte sin Kusines slanke velskabte Skikkelse og deilige Ansigt med et sanseligt dyrisk Blik.
Hvor kunde vel hun, der hun stod, ane at hendes Fætter havde lagt en skjændig, forfærdelig Snare for hende, som hun nu var nær ved at falde i?
Nei, i sin Troskyldighed drømte hun ikke om noget saadant.
Theen var blandet med et Medikament.
Som Maggi fyldte i en Kop til sig, kjendte hun, hvor stærkt den duftet.
Hun satte sig ned og drak Theen i lange Drag.
Umennesket derude jublet i sit stille Sind. Nu følte han sig nær Maalet.
Som Maggi satte den tømte Kop fra sig, gik der en underlig Fornemmelse gjennem hendes Hode.
Det svimlet for hende, og hun følte sig som en Afmagt nær.
Samtidig kom der en heftig Angst over hende. Det kom for hende at Lorents maatte have blandet noget i Theen — noget farligt.
Hun reiste sig vaklende fra Stolen, bestemt paa at gaa ind paa sit eget Værelse.
I samme Moment aabnedes Døren.
Lorents kom ind, greb hende i sine Arme og trak hende brutalt med sig ind i Dagligstuen.
Hun kjæmpet imod, men han krystet hende ind til sig og kysset hende brutalt lige paa Munden.
Hun vilde skrige om Hjælp, men Mælet svigtet hende, hendes Kræfter var som lammede. Lorents næsten bar hende med sig hen paa Sofaen.
I sin halvbevidste Tilstand følte den arme Pige, at hun var fortabt til Fald.