Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/06
6te Kapitel.
Det hænder stundom at alt synes at forene sig for at befordre en ond Plan og det synes forudbestemt at Ondskaben skal komme til at triumfere. Saaledes syntes nu ogsaa Katinka Lyhrs Plan at gaa som Kjæpper i Hjul.
Samme Dag, Lorens havde sat Stevnemøde med hende, kom han om Aftenen ind i Stuen, hvor Maggi sad alene, og overrakte hende en pragtfuld Blomsterbuket.
„Tak, skal jeg ha den da?“ udbrød hun overrasket, idet hun modtog den.
„Ja, den er fra Haveudstillingen – fine Greier, Maggi, du burde gaa did.“
„Jeg kunde nok ha Lyst til det,“ svarede hun og undret sig paa, hvor besynderlig Lorents var i Aften, helt ulig sig selv.
„Jeg kommer aldrig til at gifte mig,“ udbrød han pludselig i en melankolsk Tone.
„Hvorfor ikke det Lorents?“ spurgte hun næsten venligt.
„Fordi du ikke vil ha mig. Nei nei, se ikke saa urolig ud. Jeg tænker ikke paa at fri til dig mere end jeg har gjort. Nu har jeg slaat den Tand ud og det af gode Grunde. For det første fordi en vis Mand idag har holdt et længere Foredrag for mig om at Giftermaal mellem Fætter og Kusine aldrig løber heldig af, de blir ikke lykkelige.“
„Det tror jeg hellerikke at de gjør, Lorents,“ svarede Maggi, hun undret sig om Lorents mod Sædvane havde drukket noget iaften, eftersom han var saa gemytlig og veltalende.
„Og saa ved jeg,“ fortsatte han, „at du holder af en anden — jeg hørte det ude fra Haven. Hvem det er, ved jeg ikke. Jeg blev harm først jeg hørte det, men nu har jeg forsonet mig med det. Jeg ønsker bare at du maa faa en Mand som er rigtig snild mod dig og holder dig høit som du fortjener det.“
Disse falske, hyklerske Ord stemte den unge Pige helt bevæget, hun trodde de kom lige fra Hjertet.
„Men nu skal jeg fortælle dig en Nyhed. Det er omtrent afgjort at jeg faar Stipendium for at reise til Tyskland og gjøre Studier ved de Krupske Kanonstøberier.“
„Det glæder mig virkelig at høre, Lorents,“ svarede hun smilende.
„Ja, jeg er saa glad, at jeg ikke kan si det. En af de første Dage blir det afgjort, og saa blir det bare at pakke sammen og reise. Nu skulde jeg ha Lyst til at tage mig en hyggelig Aften. Vil du følge med mig og Tante til Bygdø Sjøbad hvor der er Koncert og Optræden?“
„Tak, Lorents, det vil jeg inderlig gjerne.“
Klokken var nær elve.
Over Rodeløkken hvilte en dyb Stilhed, der kun af og til afbrødes af Sporvognens Buldren og Kimen.
Gilbert kom vandrende opover Langgaden, der laa helt som uddød med smaa Træhuse med Haver paa venstre Side af Gaden.
Han fandt Numeret for Maggis Bopæl og stanset udenfor Havegjærdet og blev staaende og saa ind.
Her var et Syrenlysthus, endel Bærbuske og et Par Havebed med smukke Blomster, der udsendte deres søde, kjølige Duft.
Det lyste fra et Vindu henimod det ene Hushjørne.
„Det er ikke sandt, det kan ikke være Tilfældet,“ mumlet Gilbert for sig selv. „Den usle Maler er vistnok ude paa en helt anden Kant.“
„Er det noe aa staa og glane paa den Fillegaarn da?“ lød en grætten Mandsstemme i hans Øre.
Han vendte sig mod en Arbeider, der betragtet ham med en mistroisk Mine og svarede:
„Ja, det kunde kanske falde mig ind at kjøbe den.“
„Haha, det var ogsaa en Spekulation.“
„Godnat,“ sagde Gilbert og drev nogle Skridt nedover. Da han snart efter vendte sig, saa han at Arbeideren var borte.
Han vendte atter tilbage og traadte ind i et mørkt Smug paa den anden Side af Gaden, hvorfra han kunde overskue Huset og Haven.
Tiden sled sig hen med dræbende Langsomhed for ham, men alt var og blev stilt. Derover i Vinduet var Lyset slukket.
Gilbert saa paa sit Uhr. Det viste halv tolv.
„Det er bare dumt af mig at vente længere, mumlet han for sig selv. Her kommer sandelig ingen Berg. Maggi er vel gaaet tilro nu. Det er stygt mig at mistænke hende – Imorgen skal jeg gjense hende.“
Rolig og lettest gik han ud af Smugget og nedover Gaden for at tage med Trikken hjem.
Just som han naadde frem til Værksgaden kom en Sporvogn buldrende opover og stanset paa Hjørnet.
En Mand steg ud.
Gilbert for sammen bleg som Døden.
Ved Gaslygtens Skin havde han gjenkjendt Charles Berg.
Dog endnu hængte han sig fortvilet i Haabet om at denne skulde et andetsteds hen, ligesom en Druknende griber efter et Halmstraa.
I Afstand fulgte Gibert efter Maleren opover Langgaden.
Men da han saa denne stanse udenfor bemeldte Have, var det med det samme som Gilberts Hjerte stanset sit Slag.
Han saa Berg sætte over Gjærdet.
Hastig skyndte den unge Mand sig efter. Han vilde se alt, alt, være ganske sikker paa dette forfærdelige, der kom til at herje hans Liv.
Der hørte han Berg banke paa Vinduet mod Hjørnet.
Indenfor tændtes Lys.
Skjælvende af Sindsbevægelse, med hamrende Tindinger stod Gilbert der og stirret med et vildt fortvilet Blik ind i Haven.
Vinduet sloges op. En Pigeskikkelse viste sig i det bare Linned.
„Her er jeg, Maggi,“ lød Bergs Stemme.
Han svang sig ind af Vinduet.
Men nu var ikke Gilbert sig selv længere mægtig.
Han havde den skrækkeligste Vished af Verden og kogte over af Raseri og Fortvilelse, men han maatte lade Maggi vide at han hadde været Vidne til Stevnemødet, han maatte sige hende lige ud, hvem hun var for derved at faa en hastig Ende paa det Hele, ja han følte en sand Mordlyst mod denne skamløse Pige og hendes formentlige Elsker.
Over Gjærdet var han i en Fart og stormet frem mod Huset, uden at agte paa at han gik lige over Bedet og traadte de smukke Blomster under Fødder.
Han nærmet sig det aabne Vindu og skreg ind:
„Maggi, nu har jeg seet alt! Det er jeg Gilbert Rambøll. Mor dig med din Elsker, duk dig i Smudset, hvor du hører hjemme, men vov aldrig mere at nærme dig mig. Nu er vi to færdige!“
Lyset sluktes og Vinduet sloges igjen.
Hvordan Gilbert atter kom over Gjærdet, vidste han ikke selv, men da han stod i Gaden, dinglet Benene under ham, som han skulde være beruset.
Han drev nedover, ind i en Sidegade, uden at vide, hvor det bar hen.
Han sanset sig først, da han befandt sig øverst i Fjeldgaden, hvor de mørke Klipper høinet sig foran ham i Maaneskinnet.
Her satte han sig ned og græd som et Barn.
Alt syntes ham saa uendelig haabløst ødelagt nu han hadde mistet Maggi, mistet hende værre end om hun skulde være død,