Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/05
5te Kapitel.
Næste Formiddag ved Halvtolvtiden sad Gilbert Rambøll paa Grand Kaffé ved sin Kaffe, som han pleiede at nyde paa denne Tid.
Han var alene men ventet paa en Ven, som han havde sat Stevne her.
Da kom en Fyr svaiende ind, svingende med sin Spadserstok. Han bar svær Kunstnerhat, var ellers klædt med sjusket Elegance, hans blegfede Ansigt med de sylhvasse Knebler bar et modbydeligt Udtryk af Frækhed.
Det var Charles Berg, og da Gilbert gjenkjendte ham, kom han uvilkaarlig til at tænke paa Maggi. At hun virkelig nogengang kunde have følt sig tiltrukken af den vamle Fyren!
Berg plantet sig ved Sidebordet med Ryggen vendt mod Gilbert og dampet løs paa en lang Cigar og fik sig saa tilbragt en Whiskypjolter.
En tarvelig klædt ung Mand med et barnligt Ansigt nærmet sig hans Bord.
„Nu, Charles, hvordan har du det?“
„Godt som du ser, Hansen, sid ned.“
Den anden satte sig og sagde saa:
„Ved du at jeg har min Debut paa Kongshavns Bad imorgen?“
„Nei, det ved jeg virkelig ikke.“
„Du maa komme did og se paa mig, Charles.“
„Ved hvilken Tid optræder du?“
„Den Revuen, jeg er med i, gaar ca. Klokken elve.“
„Da maa du virkelig holde mig undskyldt, jeg er optagen andetsteds.“
„Hvor da?“
„Jeg skal ta Afsked med Gamlekjæresten min.“
„Skal hun reise bort?“
„Nei, hun har forlovet sig med en ung, rig og dydig Herremand, hvilket jeg under hende af mit ganske Hjerte, i Betragtning af alle de deilige Stunder hun har skjænket mig.“
Helt ligegyldig paahørte Gilbert denne Samtale, mens hans Blik var vendt ud mod Karl Johan, hvor der udfoldet sig et vrimlende Liv.
„Hvem er hun?“ spurgte nu Hansen.
„Det siger jeg ikke — du kjender hende forresten ikke. Vort Forhold har været en Hemmelighed. Ved min første Tilnærmelse blev hun vred paa mig og fik sin Fætter, en brutal Fyr til at kaste mig ud. Siden traf jeg hende paa et Forstadstheater, og snart efter blev hun min. Men hele vort Forhold er saa hemmeligt og dulgt, at knapt nogen anden end hun og jeg ved om det.
„Hendes Forlovede ved det altsaa ikke?“ spurgte Hansen.
„Langtifra, han er en troskyldig Dumpap, der anser hende for en Jomfru ren og skjær.“
„Haha,“ lo den anden, „og nu skal du træffes med hende iaften?“
„Ja efter megen Modstand og mange Betænkeligheder har hun endelig indrømmet mig det sidste Elskovsmøde. Men bevares, hvor hemmelig det skal gaa til. Jeg klyver over Havegjærdet og gaar ind af hendes Vindu, som hun holder aabent for mig, og saa blir jeg der vel til det gryr af Dagen.“
„Er hun smuk du?“
„Her skal du faa se hendes Fotografi.“
Han tog frem et Kabinetsbillede og rakte det over til Hansen.
Denne stirret paa Billedet og raabte saa:
„Du store . . Alverden dette er en Koristinde paa . . . “
Ved disse Ord gav det et Sæt i Gilbert, og han blev helt bleg.
„Hysch!“ raabte Berg, før Vennen fik talt ud.
„Jeg vidste ikke, at hun var saadan en.“
„Hun har ikke været saadan en for andre end mig. Hun er Koristinde men burde været Skuespillerinde, det har hun da bevidst ved sit Komediespil overfor den troskyldige Dompappen, som hun har fanget i sit Garn.“
Berg tog Fotografiet tilbage, holdt det foran sig og saa paa det.
Gilbert, som var kommen i en heftig, nervøs Spænding, reiste sig halvt, som for at se efter nogen, og kastet et Blik over Bergs Skulder paa Billedet.
I næste Øieblik lød der et halvkvalt Skrig fra hans Læber, og dødbleg sank han tilbage i Stolen.
Det var Maggis Billede, han havde seet.
De to Venner lod ikke til at have bemærket hans Sindsbevægelse.
Gilbert følte sig færdig at kvæles her, med en heftig Kraftanstrengelse tog han sig sammen og gik med nogenlunde sikre Skridt ud af Lokalet.
Han søgte ind i Slotsparken, hvor han slog sig ned paa en ensom Bænk og forsøgte at tænke rolig over det han havde hørt.
Nu spurgte han sig selv om det virkelig var Maggis Fotografi han her havde seet.
Det kunde jo være en tilfældig Lighed – eller Indbildning. Og det at Bergs omtalte Veninde var Koristinde beviste hellerikke noget bestemt.
Gilbert tog til at skamme sig selv ud, fordi han havde kunnet tro noget saadant om sin ædle, troskyldige Elskede.
Men snart efter meldte Tvilen sig atter. Ak havde bare ikke Maggi nævnt dette om Berg, vilde Gilbert ikke bryde sig en Duft om hvad han hørte paa Grand.
Hele Dagen gik han og martredes af denne frygtelige Tvil og havde hverken Rast eller Ro paa sig. Da det led paa Aftenen, havde han fast opgjort med sig selv, at han maatte op i Langgaden til bemeldte Tid og tage Post lige ved Maggis Hjem for at se, om der kom nogen Charles Berg did.