Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/04
4de Kapitel.
Lorents West var en skikkelig Fyr, formelig et Ordensmenneske, han hverken drak, ranglet eller søgte ud paa letsindige Eventyr, en flink Bøssemager var han og en dygtig Skytte, som havde taget mange Præmier ved Skyttefester. Han var mørk og indesluttet; blev han vred, var han vild og hensynsløs, og han manglet totalt Hjertelag. Det viste sig i at han under Opvæxten var en stor Dyreplager og som voxen fandt en særlig Fornøielse i at skyde alskens Dyr og ligefrem godtet sig ved at se deres Lidelser og Dødskamp. Hans Drøm var at finde op et Skydevaaben, hvorved man kunde dræbe hundrede Mennesker af Gangen i Krigen. Han var absolut Gudsfornægter, og Samvittighed fandtes der ikke meget af hos ham.
Dagen efter de nys omtalte Begivenheder iførte Lorents West sig sine bedste Klæder, han sagde til sin Tante, at han tog fri idag for at besøge en Udstilling.
Kommen ud i Byen, gik han ind paa en Kafé hvor han søgte Telefonrummet, ringte op Lindevold og bad at faa tale med Frøken Kathinka Lyhr.
Det fik han, og Resultatet heraf var, at de skulde mødes i Pallehaven Kl. 12.
Længe før Tiden var Lorents der og tog Plads paa en Bænk, hvor han var alene.
Paa Slaget tolv saa han Frøken Lyhr komme ind af Porten.
Hun gjenkjendte ham paa lang Afstand og nærmet sig.
Lorents reiste sig og hilste.
„Lad os sætte os,“ sagde hun, og de tog Plads paa Bænken. Saa fortsatte hun:
„De har skræmt mig alvorlig op ved det ene problematiske Ord De sagde i Telefonen, nemlig at min Fætter havde indledet et betænkeligt Forhold med Deres Kusine.“
„Ja, jeg maa kalde det betænkeligt,“ svarede Lorents mørkt. „De to holder Stevnemøder i Skogen ved Kongshavn — der beluret jeg dem igaar. Rentudsagt, Frøken saa har de to forlovet sig.“
Dødbleg slog Kathinka de behandskede Hænder sammen.
„Forlovet! Forlovet!“ hvinte hun.
„Joda, Frøken, Deres Fætter mener det ganske vist alvorligt. Han sa selv at de skulde gifte sig, naar gamle Godseier Rambøll var død.“
„Gilbert maa være gal!“ raabte Kathinka. „Det vilde være at begaa en Dumhed, som maatte ødelægge hele hans Fremtid.“
„Skjønner vel det, Frøken, det vilde omtrent være galt som om De vilde gaa hen og gifte Dem med en simpel Haandværker som jeg – der kommer bare Ulykke ud af sligt.“
„De er en fornuftig ung Mand, hører jeg. Ikke sandt, De holder selv af Deres Kusine?“
„Jo, Frøken, jeg har bestemt mig for at Maggi skal blive min Hustru,“ svarede han med et jernhaardt Udtryk i sit mørke Ansigt.
„Undskyld, jeg siger det, men slige Tanker har vist De Frøken ogsaa overfor Kandidaten?“
„Ja, vi er bestemt for hinanden for flere Aar tilbage — vaar Forbindelse er en afgjort Sag, alle vore Bekjendte anser os som Forlovede, og da kan De vel forstaa, at jeg ikke rolig vil se paa, at Deres Kusine kommer og river ham fra mig.“
„Akkurat som med mig. Jeg vilde, om saa skulde være, kjæmpe paa Liv og Død for at faa Kandidaten væk fra Maggi.“
„Det vil jeg ogsaa,“ hvisket hun.
„Om nu De, Frøken, fortalte dette til Godseieren, saa vilde han befale Kandidaten at opgive Maggi, og saa blev det slut med det.“
„Nei, det gaar ikke an,“ erklæret hun bestemt. „Onkel er saa syg og svag at en saadan Meddelelse, vilde sætte ham i en Sindsbevægelse, som var altfor stærk for ham. Han vilde anse en saadan Forbindelse som den største Skam – jeg tror det vilde angribe ham, saa han døde paa Pletten. Derved kom kun Gilbert saameget snarere til sin Arv og kunde gjøre som han vilde og gifte sig med Deres Kusine.“
„Det var at gjøre galt værre.“
„Vil De nu fortælle mig nøiagtigt hvert Ord som blev vexlet mellem Gilbert og hende.“
„Det var meget Kjærlighedstøis og sligt noget,“ svarede Lorents. „Saa spurgte Kandidaten, om hun havde været glad i nogen og . . .“
Fra Ord til andet gjengav han nu hvad var sagt herom, og Kathinka heftet sig strax i dette med Charles Berg.
„Hvad var det saa mellem Pigen og denne Berg?“ spurgte hun.
Lorents fortalte det Hele.
„Dette kan der gjøres noget udaf,“ sagde hun med funklende Øine.
„Hvordan mener De, Frøken?“
„Om man kunde faa indbildt Gilbert at der var noget mellem Maggi og denne Berg – en Kjærlighedsaffære – et stygt Forhold.
„Nei, Frøken, Maggi har aldrig indladt sig paa noget saadant.“
„De misforstaar mig, West. Jeg mener at om man kunde faa indbildt Gilbert noget saadant, vilde han bryde med Maggi.“
„Jeg tror ikke at Kandidaten vilde tro det, om nogen kom og fortalte ham noget stygt om Maggi,“ mente Lorents.
„Men om han nu fik se det med sine egne Øine,“ smilte Kathinka ondt.
„Hvordan skulde det gaa for?“
„Sig mig, hvadslags Menneske er denne Charles Berg?“
„En daarlig Kar – en Fyr, som gjør hvad det skal være for Penge.“
„Meget godt, en saadan Mand kan vi have Brug for. Vil De, West, paatage Dem at kjøbe ham til mine Planer?“
„Det gaar ikke. Charles er sint paa mig og vil vistnok ikke ha noget at bestille med mig.“
„Er han ikke ogsaa vred paa Maggi?“
„Hende er han rasende paa, fordi hun har forsmaad ham.“
„Destobedre, saa kan vi benytte os af Berg. Tror De at De kunde paatage Dem at føre mig sammen med denne Person?“
„Jeg ved at han stadig er paa en Kafé hvor han dekorerer Væggene. Der findes han ganske vist nu, men det er ikke et Sted, hvor Damer som De, Frøken Lyhr kan gaa ind.“
„Nuvel, saa gaar De derind, og er han der, siger De mig til, og saa sender jeg ham et Bud. hvorved jeg udbeder mig en Samtale med ham.“
„Det er sandt, der er en Privat i samme Kafé, kanske De kunde faa ham stevnet did ind der kan man komme ind fra Gaarden. Hvis den bare ikke er optaget saa . . .“
„De maa gaa did og sondere Terrænnet, mens jeg venter udenfor.“
„Hvad er det for en Greie De tænker paa at ordne da, Frøken?“
„Det kan jeg ikke sige Dem før jeg faar talt med Berg. Men sig mig, De nævnte noget om at der er en Have til det Hus De bebor?“
„Ja, en ganske liden Have.“
„Kan man komme ind i den fra Gaden?“
„Nei, man maa først ind af Porten. Haven ligger paa Forsiden af Huset med et lavt Gjærde ud mod Gaden.“
„Vender noget Vindu ud mod denne Have?“ spurgte hun videre.
„Ja, to Stasstuvinduer og Maggis Vindu.“
„Godt. Hvor er Kaféen?“
„Oppe i Strandgaden.“
„Da venter jeg Dem her, mens De gaar did og undersøger Forholdene.“
Lorents gik og vendte ikke længe efter tilbage med den Besked, at Charles Berg stod i Kaféen og malede, og at Privaten for nærværende ikke var optagen af nogen Gjæst.
„Nu maa De vente mig her,“ sagde Kathinka og gik.
En halv Time efter vendte Kathinka glædestraalende tilbage. Hun havde faaet tale med Charles Berg, for hvem hun havde presenteret sig under falsk Navn og for gode Ord og Betaling faat ham til at gaa med paa sin Plan.
Da hun satte sig ned ved Lorents Side paa Bænken, saa han nysgjærrig paa hende.
„Jeg fik kjøbt Berg til det jeg vilde,“ sagde hun, „men jeg gjør ogsaa Regning paa Dem.“
„Til hvad?“
„De maa se at faa Deres Tante og Kusine med Dem ud paa en eller anden Fornøielse imorgen Aften, saa de ikke kommer hjem før halv tolv om Natten.“
„Det blir Skam ikke saa let.“
„Hvad siger De om Bygdø Sjøbad, hvor der optræder Operasangere og andre fremragende Kunstnere?“
„Maggi er meget glad i alslags Musik, men det blir ingen billig Historie.“
„Jeg paatager mig at besørge Omkostningerne,“ sagde Kathinka, aabnet sin Haandvæske og tog frem en Femtikroneseddel og gav ham.
„Tak, Frøken, men dette er virkelig ingen Mening i at De skal punge ud.“
„Jo, det er stor Mening i. Jeg er rigt begavet med Mynt og vilde gjerne give ud mange saadanne Sedler i dette Øiemed.“
„Tak, dette er da mere end nok.“
„For det andet: Kan De skaffe mig et Fotografi af Deres Kusine til imorgen Formiddag.“
„Det er en smal Sag, vil De ha et almindeligt Fotografi eller et Kabinetsbillede?“
„Helst Kabinet.“
„Det skal De faa. Men nu kan De virkelig fortælle mig, hvadslags Historie De brygger paa.“
Hun meddelte ham sin Plan, en Plan saa nedrig, djævelsk grusom og samvittighedsløs at enhver Mand med Ære i Livet vilde vise den fra sig i Afsky. Men Lorents bifaldt den og var med paa den uden at bryde sig om, at han herved kunde skade Maggis gode Navn og Rygte.
Vi skal nu se Planen sættes i Værk.