Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/03
3die Kapitel.
Det var tredie Dags Aften derefter.
Paa den samme Plet oppe i Skogen overfor Kongshavn sad Gilbert og Maggi, paa den Plet, der forekom dem som et lidet Paradis.
Men de var ikke alene.
Inde mellem tætte Granbuske sad Lorents og tittet frem paa dem og hørte hvert Ord, der blev sagt.
Det var tredie Aften han havde udspioneret Maggi, da hun forlod Modeforretningen, nu havde han fulgt efter hende, seet hende mødes med Rambøll ved Oslo Hospital og i lang Afstand fulgt efter dem lige hid.
Aldrig havde det kunnet falde ham ind, at den rige Stamherre til Lindevold mente det alvorlig med Maggi, dog nu hørte han af deres Samtale, at de virkelig maatte forholde sig saadan, men dette var aldeles ikke noget, som han respekteret eller bøiet sig for.
Som han saa Gilbert holde hans smukke Kusine i sine Arme og kysse hende, kogte Raseriet og Skinsygen hos den unge Mand, og han maatte lægge voldsomt Baand paa sig for ikke at styrte frem og rive Maggi fra ham.
„Havde jeg min Bøsse med mig og lagde mig paa Lur, naar du gik alene i Skogen, skulde snart Elskovsspillet være slut for dit Vedkommende, du hovne Laps,“ tænkte Lorents i sit stille Sind, idet han knyttet Næverne i afmægtig Harme.
„Maggi,“ sagde Gilbert pludselig, "har du nogengang været glad i nogen anden end mig?“
Der for en flygtig Rødme over hendes smukke Ansigt.
„Nei, ikke . . virkelig glad i,“ sagde hun nølende.
„Kanske lidt forelsket da?“
„Ja, jeg trodde det en kort Tid, men da jeg opdaget, hvordan han var, fik jeg Modbydelighed for ham.“
„Hvem var det?“
„En Agent, det gjerne vil gaa for at være Kunstmaler, var forresten ogsaa Korist, Charles Berg heder han.“
„Fy den gemene Plattenslager!“ raabte Gilbert i Afsky. „Han har da gjort sig noksom bekjendt her i Byen. Ham var du virkelig glad i?“ tillagde han med vaagnende Skinsyge.
„Nei, ikke virkelig, Gilbert,“ forsikret hun ham heftigt. „Jeg likte at tale med ham, fordi han opførte sig saa dannet, en Tid da . . nu kjender jeg ham ikke mere.“
„Nei, han er sandelig ikke værd at kjendes ved. Jeg kunde fortælle dig Historier om ham, saa gemene, at . . .“
„Tal ikke mere om ham, Gilbert,“ bad hun med forpint Stemme.
„Nei nei,“ sagde han hurtig, „lad Charles Berg fare.“
Men Lorents hørte paa Tonen, at dette havde ladt en Torn igjen hos Gilbert. Bøssemageren kjendte nok Historien mellem Maggi og Charles Berg. Hun havde spadseret med ham en kort Tid, han havde ogsaa indfundet sig paa Besøg i Hjemmet, og Lorents havde været skrækkelig jaloux paa ham. Men saa hændte det engang Charles kom did noget anløben og traf Maggi alene i Stuen, han omfavnet hende brutalt og kom med et sjofelt Forslag til hende. Hun kaldte Lorents ind fra Haven, og han kastet Lømmelen ud hvilket Maggi var ham taknemmelig for.
Noget over Titiden brød de op, og atter fulgte Lorents dem i Afstand. Han havde hørt dem aftale at de skulde mødes Torsdag Aften, fjerde Dag derefter.
Da Parret nærmet sig Veiskillet ved Grønlien, mødtes de en sortskjægget, elegant klædt Herre, som hilste Gilbert med et eget Smil, og der gik en Blussen over dennes Ansigt, som om han ikke likte dette Møde.
Lorents kjendte den Sortskjæggede af Udseende og Omtale og undret sig høilig over at en dydig ung Mand som Rambøll var bekjendt med denne Person.
Widding hed han, var en letlivet Person, Literat i Navnet, men levet mest af alskens smudsige Affærer, ja, man sagde endog om ham, at han var en Pigeagent.
Forøvrig var han en høit begavet Mand, og dette var det, som havde fængslet Gilbert, da han tilfældigvis traf sammen med ham paa en Fodtur, hvor Gilbert blev syg. Under dette viste Widding sig meget elskværdig og opofrende mod ham, og Gilbert kom til at holde af ham og ansaa ham for sin trofaste Ven. Han havde ingen Anelse om, hvilken Ulv i Faareklæder han her havde sluttet Venskab med. Han var, efter hvad Widding selv fortalte, kommen til at anse ham for en Mand, der paa Grund af sin Fritalenhed havde erhvervet sig mange Fiender, som talte ondt om ham, bagvasket ham og søgte at komme ham tillivs. Widding duperede ham aldeles, og det nyttet lidet for nogen at komme til Gilbert og tale ondt om denne hans farlige Ven.
Efterat Gilbert havde seet Maggi fare afsted med Trikken, blev han en liden Stund staaende paa Halvards Plads og betænkte sig paa, hvad han nu skulde tage sig til.
Tage en Vogn og kjøre hjem? Nei, det havde han egentlig ikke Lyst til. Gaa paa et Friluftsetablissement og se en Forestilling? – Nei, hvad var vel det, efter han nu havde været sammen med Maggi.
Som han stod og grundet herover, følte han et let Slag paa Skulderen og vendte sig og saa Ingvald Widding.
„Gratulerer med din Erobring, Gilbert,“ sagde denne smilende, idet han trykket hans Haand.
„Hvad mener du?“ spurgte Gilbert blussende.
„Stil dig ei saa hellig an, jeg mener den nydelige unge Pige, jeg saa dig sammen med — hendes Øine fortalte mig, at hun elsker dig. Og jeg som trodde, at du var saadant Dydsmønter.
„Hør nu, Ingvald, sagde Gilbert alvorlig og trak ham med sig til en Bænk i Parken, hvor de begge tog Plads. „Du er fuldstændig paa Vildspor.“
„Er jeg det?“
„Du tror, at der er nogen Letsindighed med i Spillet.“
„Hvad andet kan jeg vel tro, naar jeg ser Gilbert Rambøll til Lindevold spasere paa Kongsveien med en Koristinde og Sypige.“
„Ah, du kjender hende.“
„Ikke mere, end jeg ved hvem hun er.“
„Du vil da vel ikke sige, at du har hørt noget galt om hende?“
„Langtifra, ikke det ringeste andet end godt. Men at en Mand som du spadserer med hende, finder jeg sandt at sige lidt paafaldende.“
„Kan tænke mig det. Derfor ser jeg mig nu nødt til at røbe Hemmeligheden. Maggi West er Sypige og Koristinde, det er sandt, men lige sandt er det, at hun er dydig ren som Sne, og jeg elsker hende af hele min Sjæl og vil gjøre hende til min Hustru, hun eller ingen!“
Widding trak Øienbrynene iveiret af Overraskelse.
„Dette gjør mig virkelig godt at høre, min kjære Gilbert,“ sagde han med hyklet Hjertelighed. „Du elsker en brav, ung Pige og saa spørger du ikke hverken om Stilling eller Herkomst, men lyder kun dit Hjertes Stemme og lægger hele dit Liv for hendes Fødder. Du ved ikke, hvor du stiger i min Agtelse ved dette; jeg beundrer dig. Det er saa stort og ædelt af dig dette. Jeg ønsker dig hjertelig tillykke.“ Og han gav ham Haanden.
Disse Widdings Ord lød overmaade behagelige i Gilberts Øren.
„Tak skal du ha,“ sagde han oprømt. „Hvor herligt det er at elske og blive gjenelsket. Du kan ikke tro, hvor sød og prægtig Maggi er. Et Naturbarn og dog saa intelligent.“
„Det kan man se paa hende. Men nu din Gamle, hvad tror du, han vil sige til dette?“
„Han vil aldrig i sit Liv tillade det. Derfor er det bedst, at han ikke faar vide det — vi holder det hemmeligt indtil hans Død, som ikke kan lade vente meget længe paa sig.“
„Det er den klogeste Maade at tage det paa,“ mente Widding. „Man kan ikke forlange af gamle Folk, at de uden videre skal forandre Anskuelser. Ja, jeg kjender jo ikke din Onkel personlig . .“
„Det kunde du vel endnu komme til. Tag en Tur op paa Lindevold og besøg os en af Dagene.“
„Tak, det skal jeg virkelig gjøre. Jeg interesserer mig umaadelig for disse gamle Herregaarde. Siger man ikke at det skal være et Lig indemuret paa Lindevold?“
„Det er jo nærmest et Sagn. Men om det virkelig er Tilfældet, maa Liget forlængst være svundet ind til et Skellet. Naturligvis spøger det hos os som paa alle gamle Herregaarde.“
„Der kommer Sporvognen!“ raabte Widding. „Jeg foreslaar at vi trikker til Grand og feirer den glade Begivenhed ved en Flaske Champagne.“
„Kjør for det!“
Da Maggi kom hjem og traadte ind i Stuen, sad Tanten der og drak Vin med en elegant Herre med svære, mørke Knebler.
„Maa jeg presentere,“ sagde Tanten, „Hr. Grosserer Wilse — min Niece, Frøken Maggi West.“
„Glæder mig overmaade at gjøre Deres Bekjendtskab, Frøken,“ sagde Grossereren og bukket for den unge Pige, og han saa hende ind i Øinene med et glødende Blik, som hun sletikke likte.
„Sid ned og drik et Glas Vin da, Maggi,“ bad Tanten.
„Tak ikke nu, jeg har nogle Breve at skrive,“ undskyldte hun sig kjøligt.
„Det kan De gjøre imorgen, Frøken,“ mente Wilse.
„Jeg kan ikke det — Godnat!“ Hun fjernet sig hastig.
Snart efter kom Tanten ind paa Værelset til hende og sagde:
„Men Maggi, hvad er dette for Opførsel mod en fin og rig Mand som Grosserer Wilse.
„Jeg er ligeglad enten han er rig eller fin naar jeg ikke har Lyst, saa har jeg ikke Lyst da.“
„Men han er kommen hid udelukkende for din Skyld,“ vedblev Tanten.
„Da kunde han helst ladt være at komme,“ svarede Maggi koldt.
„Bevares, hvor stor du er blit paa det da.“
„Aa nei, jeg har det paa at det ikke passer sig for en simpel Sypige at drikke Vin med en Grosserer.“
„Nu, du er vist ikke saa prippen mod andre som mod ham,“ snærret Tanten og gik.
Maggi saa efter hende.
Hvad mente hun med det?