Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/02
2det Kapitel.
Maggis Far var tidlig død, men hendes brave, kristelige Mor havde givet hende en god Opdragelse. De to havde et hyggeligt lidet Hjem og levede i inderlig Kjærlighed sammen. For nogle Aar siden var Moderen død og da flyttet Maggi til sin Tante Enkefru Kristine West. Denne Tante var herskesyg, pengegrisk og intrigant, men over Maggi havde hun erhvervet sig en vis Magt. Hendes Søn Lorents havde fattet en vild, sanselig Kjærlighed til sin smukke Kusine, det hjalp ikke alt hvad hun afviste ham, det egget kun hans Følelser, og han havde gjort ligefrem brutale Tilnærmelser mod hende. Maggi var saa ræd ham, at hun laaste Døren til sit Kammer om Natten.
Da Gilbert og Maggi med Automobilen havde naaet Centrum, bad hun ham om at faa stige af, da det ikke var heldigt at han kjørte hende lige did, hvor hun boede.
Ved Afskeden bad han hende om at maatte faa møde hende udenfor Modeforretningen Mandag Aften og høre efter hendes Befindende, det kjendte hun sig ikke istand til at nægte ham.
Hjemme meddelte hun ikke Dagens Eventyr til Tanten, da hun ikke næret nogen Fortrolighed til denne, men Fru West saa at hendes Niece var saa drømmende glad, og hun undret sig herover. Om Aftenen, da Lorents kom hjem, meddelte han Moderen det passerede samt hvad Frøken Lyhr havde sagt. Fru West lyttet opmærksomt til. Lorents mente paa, at den rige Stamherre kun havde stygge Hensigter med Maggi, og at dette let kunde blive til hendes Ødelæggelse. Nu bad han Moderen læse Maggi alvorlig Texten og siden vaage over hende, da han selv ingen Tid havde til saadant.
„Ja vær sikker, Gutten min, jeg skal nok præke for hende,“ svarede Fru West, „jeg skal gjæte hende som et Lam og møde op udenfor Forretningen og følge hende hjem.“
Men i sit stille Sind tænkte den slu, pengegridske Kone:
„Sandelig var jeg dum, om jeg skulde blandet mig op i dette. Unge Rambøll tænker forvist ikke paa at gifte sig med en fattig, simpel Pige som Maggi. Han finder hende kun smuk nok til at blive hans Elskerinde, og jeg skal ikke lægge ham en Pind iveien. For mig skal han gjerne faa Lov til at forføre hende; om der blir Følger, saa destobedre. Men jeg skal da vide at spinde Guld ud af dette Forhold.“
Som aftalt mødte Gilbert Rambøll op udenfor Modeforretningen, og han og Maggi var glade ved at gjense hinanden. Hun boede paa Rodeløkken, de gik sammen opover, og i Birkelunden satte de sig ned og passiarede og var lykkelige, skjønt de her ikke sad helt uforstyrrede.
Han foreslog hende at hun under et eller andet Paaskud skulde bede sig fri fra Forretningen næste Dag saa de kunde tage sig en Tur ud sammen, da han havde saameget at tale med hende om. Maggi var ikke god for at sige nei. Gilbert forlod hende saa forelsket som en Mand vel kunde blive.
Det gik efter Aftalen næste Eftermiddag. Med en af Smaadamperne tog de ud til Kongshavn og steg op i Skogen. Her erklæret Gilbert hende sin Kjærlighed og bad hende blive hans Hustru, hun sank i hans Arme, og som deres Læber mødtes i lidenskabelige Kys, kjendte han den unge, deilige Pige skjælve ind mod sig.
„O Gilbert, Gilbert!“ sukket hun. „Jeg kan ikke finde Ord til at sige, hvor jeg holder af dig. Men hvad tror du din Onkel vilde sige om han vidste dette?“
„Han vilde true med at gjøre mig arveløs, om jeg ikke gav Afkald paa dig. Men jeg har ikke Lyst til at miste Lindevold, og jeg kan ikke leve uden dig, min Elskede. Men Onkel er farlig syg og kan ikke gjøre det længe, neppe et Fjerdingaar. Naar han er død, saa gifter vi os. Men foreløbig maa vi holde Sagen hemmelig. Du skal ikke tvile paa mig, Maggi.“
„Nei, jeg tror dig, jeg tror dig!“ raabte hun seende ham kjærlig og tillidsfuld ind i Øinene.
Der fulgte en dyb Taushed. Maggi rettet Blikket drømmende fremfor sig.
„Hvad tænker du paa?“ spurgte Gilbert pludselig.
Hun saa smilende op paa ham.
„Det faldt mig ind, at det er saa rart at du, en fin, fornem Herre kunde bryde dig om en fattig, ubetydelig Pige som jeg. Du, som vanker ude paa Storfolks Baller, maatte dog blive indtat i en af disse fine, elegante nydelige Damer, der straaler som Prinsesser.“
„Nei, det har aldrig truffet sig saa,“ svarede han alvorlig. „Ingen af disse Prinsesser, som du kalder dem, har faaet mit Hjerte til at banke stærkere. Men den Sommerdag ved Stibækken, da jeg mødte dig, var det som jeg følte min Skjæbne nærme sig mig. Hele Skogen straalte op i en fortrollende Deilighed, som jeg aldrig har seet den før, og Luften fyldtes af Sang. Ja jeg følte, at dette maatte være den store Kjærlighed, bestemt til at gjøre mit Liv lykkeligt, jeg gik i Angst for den ikke skulde gjengjældes. Og det ved jeg nu, at skulde jeg miste dig efter at jeg har fundet og vundet dig, vilde hele min Fremtid blive gold som en Ørken.“
„Du skal ikke miste mig, kjære elskede Gilbert!“ hvisket hun med Armene om hans Hals, og deres Læber forenedes i et lidenskabeligt Kys.
Ak Tiden svandt kun altfor hastigt for de Elskede, saa mangfoldige Ting de havde at meddele sig til hinanden om.
Da kom tilsidst Maggi til at se paa sit Uhr, og skreg over sig ved at Klokken allerede var elve.
Saa maatte de nedover. Der, hvor Skogen slap, tog de en varm Afsked med Løfte om at mødes tre Dage derefter.
Saa fulgte han hende ned til Oslo Hospital, der skiltes de, og Maggi gik ind i en Sporvogn.
„Kjære dig, er du saa sent ude,“ sagde Tanten med et forskende Blik paa hende, da hun kom hjem.
„Jeg og en anden fik saadan Lyst til at tage os en liden Skogtur,“ svarede hun blussende og sagde saa hastig Godnat for at slippe at blive udspurgt yderligere, og hun fjernet sig til sit Værelse.
Glædedrukken som hun var, satte hun i at synge høit, men besindet sig og holdt inde.
„Aa jeg er forlovet," hvisket hun med et henrykt Smil. „Gid at Gilbert var fattig, jeg skulde føle mig lige rig ved ham for det.“
Lige fra Maggi var Barn havde hun havt det med det, at naar det hændte hende noget eller hun fik noget, som fyldte hendes Hjerte med Glæde, maatte hun følge sin Trang at takke Gud for det, han, fra hvem al ædel Glæde kom.
Hvormeget stærkere end ellers følte hun ikke nu i sit Overmaal af Lykke denne Trang.
Det var noget saa gribende troskyldigt og vakkert i det, at hun nu sank ned paa Knæ i Sofaen nær ved Vinduet som stod aabent, foldet Hænderne, og det lød inderlig fra hendes Læber:
„Jeg takker dig, Gud, jeg takker dig af min ringe Evne og af hele mit Hjerte, fordi du har skjænket mig denne fagre Gave iaften. Tak tak for du har givet mig Gilbert, og hjælp mig til at vise mig hans Kjærlighed værdig.“
I sin løftende Sindstilstand tænkte hun ikke over, hvor høit hun talte. Hendes musikalske Stemme lød ud af Vinduet og opfangedes af et Par Øren.
Neppe havde hun endt, før der lød en tør, haanlig Latter ude fra Haven.
Dødbleg for hun sammen.
Det var Lorents Stemme.