Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/01
1ste Kapitel
Det var en hed Sommersøndag, da alle Kristianiabeboere, som kunde, søgte ud i Skogens svalende Skygge.
Der, hvor Storveien slynget sig graa og støvet frem mellem grønne Enge til Halvmilspælen, kom en kjæk, ung sportsklædt Mand med Botaniserkasse paa Ryggen gaaende nedover mod Broen, som førte over den brusende Stibækken. Kommen did, tog han af opover den høie, skogbevoxte Bakke, der hævede sig over Bækkens østre Bred, og her fulgte han en Sti. Da han havde gaaet et Stykke, kom han paa den Tanke, at der maatte findes sjeldne, smukke Blomster nedenfor, hvor et tæt Krat af Or og Siljebuske strakte sig som en Urskog ned til Bækken og fortsattes over paa den anden Bred.
Han trængte ind i Vildnisset, hvor Trægrene slog ham i Ansigtet. Som han bøiet sig ned og rev op en Plante med Rod, hørte han pludselig velklingende Pigestemmer.
„Naar du endelig har saadan Lyst til at plumpe i det kolde Vand, Maggi,“ sagde den ene, „saa faar du det.“
„Jeg skal bare ned i Kulpen og op igjen, Anna,“ svarede en musikalsk Stemme. „Det skal være snart gjort – og her er vi jo aldes uforstyrrede.“
„Ja, men jeg gaar op i Bakken og ser efter Jordbær saalænge.“
Den unge Mand, hvis Navn var Gilbert Rambøll, tænkte ikke noget videre over det, han havde hørt og havde helt glemt det, da han snart efter fandt den sjeldne Plante, som kaldes den plettede Marihaand, og grov den op med sin Kniv.
Som han gik videre, følte han sig tørst og vilde ned og faa sig en Drik af det kolde Bækkevand.
Stedse nærmere lød Bækkens Rislen. Da stanset han pludselig ved at høre en sagte Nynnen. Han rettet Blikket frem mellem Buskene.
Ved Bredden af den blanke Kulp stod en ganske ung Pige i dypeste Neglige, halvt vendt mod ham. Det skinnende, kastaniebrune Haar bølgede sødt og yppigt nedover de smukt afrundede Skuldre, og det blendende hvide Linned røbet den mest velskabte Jomfruskikkelse, som tænkes kunde, og blottet et Par smukke Knær og prægtige Ben med nydelige, smaa Fødder. Som hun vendte det fintformede Hode lidt, saa han for sig et deiligt Ansigt med straalende mørkeblaa Øine, præget af en blendende Skjønhed og Jomfruelighedens rene, ædle Skjær.
Gilbert stod der helt beruset og stirret paa al den sansebetagende Skjønhed, der frembød sig for ham. Aldrig i Verden havde han troet at en ung Pige kunde være saa herlig velskabt, aldrig syntes han at have staaet overfor en mere vidunderlig smuk Ungpige – en Jomfrublomst i Knopbristning.
Hans Blod gik i Kog, men nu sanset han sig, at han maatte fjerne sig, førend hun opdaget ham og skræmtes ved Synet af ham, og med sagte Skridt trak han sig tilbage op gjennem Krattet, frem til Skogheien.
Gilbert Rambøll var en ufordærvet ung Mand. Denne lille Oplevelse havde gjort et dybt Indtryk paa ham og ligesom forvandlet alt for ham. Skogen, Naturen her var bleven saa stormende deilig, og som han tænkte paa den smukke, ubekjendte Pige var det ikke med noget urent Begjær, men med en angstfuld Henrykkelse; af hele sin Sjæl længtes han efter at gjense hende, tale med hende, lære hende at kjende. Han følte som en Angst for at hendes hjerte skulde tilhøre nogen, han kunde ikke unde nogen at eie hendes unge Kjærlighed.
Tilsidst satte han sig ned paa et Stengjærde og ventet spændt paa at hun skulde komme frem af Krattet.
Endelig dukket hun frem af Smaaskogen, slank, svaiende, nydelig, vuggende i Hofterne, enkelt men smagfuldt klædt. Det var ham en vidunderlig Nydelse at se hende. Hun saa sig om til alle Kanter, raabte og kaldte paa sin Veninde, men fik intet Svar.
Under dette nærmet hun sig Stenmuren, hvor Gilbert sad. Pludselig saa hun op, og som deres Blikke mødtes, fór hun sammen og blev ganske bleg. Sky sænket hun Hodet og drev bortover og gav sig til at plukke nogle Blaabær.
Gilbert sad og pinte sin Hjerne, hvordan han skulde indlede Bekjendtskab med hende. Skeede det ikke nu, vilde han maaske aldrig finde hende igjen.
Da skvat han op ved at høre et Rædselsskrig fra hende. Der stod hun dødbleg og skjælvende, mens en svær, stribet Hugom pilsnart skar gjennem Lyngen ind i Stengjærdet.
„Blev De bidt af Ormen?“ spurgte Gilbert i Angst, idet han fôr op og nærmet sig hende.
„Ja,“ higstet den unge Pige, „den bed mig i Ankelen;“ hun holdt frem høire Fod med den flortynde, laxerøde Strømper og udringede Sko.
„Her er ingen anden i Nærheden, som kan hjælpe Dem,“ sagde han, „lad mig suge Giften ud af Saaret.“
Hun blev blussende rød. „Det gaar ikke an,“ sagde hun.
„Under saa tvingende Omstændigheder ophæver man alle Formaliteter. Træk Skoen og Strømpen af.“
Blussende og undselig adlød hun helt mekanisk.
Hun tog Tag i en Busk, mens Gilbert knælte ned og førte den nydelige, hvide Fod til sin Mund.
De glødende fremmede Mandslæber, der pressedes mod hendes Ankel og suget til, gjennembævet hende med en svimlende sød Gysen, hendes Barm gik i høie Bølger, og hun trak Aanden hurtigt. Gilbert for sin Del følte en eiendommelig Henrykkelse, som han suget af hendes hede Jomfrublod, saa spyttet han ud og reiste sig.
„Nu er det gjort,“ sagde han.
„Kan det ikke bliver farligt for Dem?“ spurgte hun.
„Nei,“ svarede han med et eget Smil, „men lidt af Giften har De alligevel faat i Blodet — derfor maa De snarest mulig til Læge — jeg kjender en Doktor, der har Sommerophold ikke langt herfra. Det er bedste, at jeg følger Dem til ham."
„Tak, De er virkelig altfor snild mod mig, som De ikke kjender.“
„Saa er det paatide at vi blir kjendte. Mit Ravn er Gilbert Rambøll.“
„Jeg heder Maggi West.“
„Før vi gaar, tror jeg, at De trænger til at sætte Dem ned og hvile lidt efter den udstandne Sindsbevægelse,“ sagde han.
„Da maa vi først gaa et Stykke fra Ormen,“ mente hun.
De satte sig ned paa en Sten mellem mørke Graner.
To fremmede Mennesker kunde vel ikke blive bekjendte under mere eiendommelig, pikante og intime Omstændigheder end Gilbert og Maggi havde gjort og nu syntes de ligesom at have fundet hinanden i en Hast og passiarede saa let og frit sammen.
Han tog op af sin Botaniserkasse en liden Kurvflaske og skjænket hende Madeira i et Tinbæger, og hun lod sig nøde til at drikke det, efterpaa rakte han hende en Kjær.
Som de sad her, dukket en liden Bogfink frem af Buskene og blev siddende i Græsset og saa paa dem med sine smaa kloge Øine. Begge beundret de den, og da Gilbert tilkastet den nogle Kjærsmuler, pikket den dem op.
„Den ser jo næsten tam ud!“ jublet Maggi.
Nu fløi Fuglen op i en Busk. I næste Moment braget et Skud, og Bogfinken faldt død til Jorden. Frem mellem Trærne dukket en ung Mand med mørkt, frastødende Ansigt.
„Hvor kunde De finde nogen Glæde i at skyde den lille Sangfuglen?“ spurgte Gilbert harmfuldt den Fremmede.
„Jeg, skyder, hvad det behager mig, om det saa var et Menneske,“ svarede han med et grusomt Smil.
„Fy skam dig, Lorents,“ sagde Maggi.
„Skam dig selv,“ brummet han, sendte Gilbert et rasende, fiendtligt Blik, og med en hæs, haanlig Latter forsvandt han ind i Skogen.
„Hvem var det?“ spurgte Gilbert hende.
„Min Fætter Lorents, han har nu bestandig været en vild, slem Gut.“
„Stof til en Forbryder,“ tænkte Gilbert men han sagde det ikke.
Da de atter gik frem gjennem Skogen, vidste Gilbert at han elsket den unge Pige af hele sin Sjæl, og han aldrig vildes komme til at elske nogen anden end hende. Behøvede han vel at tøile om hendes Uskyld, hun var jo et Naturbarn helt gjennem.
„Hvorfor blev De saa bleg og forskrækket først De saa mig, Frøken West?“ spurgte han.
Hun blusset dybt og svarede: „Jeg kjendte dem igjen.“
„Har da vi to seet hinanden før?“ spurgte han overrasket.
„Det har vi vist ikke. Men forleden Nat drømte jeg om en ung Mand med lyse Knebler klædt just som Dem og med Botaniserkasse, jeg saa ham sidde paa en Stenmur inde i Skogen, just hvor jeg traf Dem, og da jeg fik Øie paa Dem, stod baade De og Stedet lyslevende for mig fra Drømmen, jeg blev helt angst.“
„Nu har jeg aldrig hørt noget saa besynderligt!“ mumlet han, og gjennem ham gik der en sælsom Vished for at denne unge Pige, var bestemt for ham.
„Pleier De at være sanddrømmende?“ spurgte han.
„Aa ja,“ smilte hun.
„Saa kan De se, det var forudbestemt, at vi skulde mødes idag.“
Hun blusset dybt, men svarede intet, ogsaa hun følte som noget mystisk skjæbnesvangert havde ført dem sammen. Hvor usigelig lykkelig hun kjendte sig som hun gik der med ham. Hun kunde synge op, juble i vilden Sky. Hun vidste ikke selv, at hun allerede havde gjort Skridtet ind i Kjærlighedens vidunderlige Eventyrland.
Muntert passiarende gik de frem gjennem den dunkle Granskog uden at ane, at en Person fulgte dem i Ly af Trærne.
Det var Lorents West. Han rasende paa den fremmede, unge Mand, der syntes at have vundet hans smukke Kusines Gunst.
Langt om længe aabnet Skogen sig ned mod Landeveien. Foran dem laa en stor, velbygget Gaard med en imponerende, gammelaristokratisk Hovedbygning.
„Men det er jo Lindevold Herregaard!“ udbrød hun.
„Ja, mit Hjem,“ smilte han.
Maggi blev helt bleg og forskrækket, idet hun nu forstod at han var Kandidat Rambøll paa Lindevold, den eneste Arving til Herrgaarden med dens vidtstrakte Eiendomme og store Formue.
„Og der bor Doktor Lander,“ sagde han pegende paa en net liden Villa, „nu skal jeg følge Dem ind til ham.“
De gik ind, fandt Lægen hjemme, Gilbert forklarede sig for ham og trak sig saa tilbage og lod ham alene med Maggi.
Han udersøgte Ormebiddet og forskrev hende nogen Medicin. Da hun atter kom ud, ventet Gilbert hende med en Automobil.
„Nu skal jeg kjøre Dem hjem,“ sagde han.
Maggis Protester førte til intet. Han hjalp hende op, snart efter bruste Automobilen afsted med dem.
Ud af Herregaardens store Lindeallé var der kommen en ung blond elegant klædt Pige, just tidsnok til at se dem bruse afsted med Automobilen.
Hendes langagtige Ansigt fordreiedes af Raseri.
„Hvad kan dette være for Slags Dame?“ hvæste hun.
„Det skal jeg si Dem, Frøken,“ sagde Lorents West, der havde hørt hendes Ord, just som han skraanet over Veien. „Det er min Kusine Maggi West, ansat hos en Modehandlerinde og Koristinde paa Centraltheatret. Og jeg har den Ære at presentere mig som Bøssemagersvend Lorents West.“
Hun nikket nedladende.
„Jeg er en Kusine af Gilbert Rambøll,“ sagde hun.
„Og jeg er en Fætter af Maggi. Hun har stiftet Bekjendtskab med Rambøll oppe i Skogen og tager nu en Automobiltur med ham. Det finder jeg nu slet ikke passende for en brav, anstændig Pige, og der kan umulig komme noget godt ud af det, ialfald for hende.“
„Hellerikke for min Fætter,“ sagde den unge Dame, hvis Navn var Kathinka Lyhr. „Han vil blamere sig med saadant.“
„Forstaar sig. Jeg skal nok gjøre mit for at skille dem ad.“
„Om det ikke lykkes Dem, vil De da melde mig det?“
„Med Fornøielse, Frøken.“
„Her er mit Kort.“ Hun rakte ham det. „Send mig et Par Ord, ifald det behøves.“
„Jeg skal gjøre det.“
Han hilste og fjernet sig.
Herregaarden Lindevold havde i mange Slægtsled tilhørt den Rambøllske Famile. Den nuværende Eier, Haakon Rambøll, var børnløs Enkemand og havde taget til sig sin forældreløse Brorsøn Gilbert, der skulde arve ham. Han tog ogsaa til sig en forældreløs Niece, Kathinka Lyhr, Arving til en halv Million. Fra Aar tilbage havde det været Haakon Rambølls kjæreste Ønske at forbinde Gilbert med Kathinka og forene den halve Million med sin uhyre Formue. De to Unge vidste det og syntes ikke at have noget derimod, de havde i lange Tider anseet sig bestemte for hinanden, men nogen officiel Forlovelse var endnu ikke indgaat. Nu laa gamle Haakon Rambøll syg og kunde ikke ventes at have langt igjen.
Kathinka var lidenskabelig forelsket i sin Fætter og havde hidtil ikke havt nogen Grund til at beklage sig over at han kastet sine Øine paa nogen anden Kvinde. Men nu, da hun saa den fremmede, smukke Pige stege op i Automobilen med ham, var med engang Skinsygens Dæmon vakt hos Kathinka. Hendes Ansigt var fortrukket af Raseri, da hun atter gik opover Lindealléen og mumlet for sig selv:
„Hvor hans Øine straalte mod den simple Jenten – aldrig har de straalet saadan mod mig. Ja, mærker jeg, at dette blir Alvor hos Gilbert, skal jeg nok snart faa ham til at tabe Lysten paa hende. Jeg skal ødelægge hende — jeg skal besørge hendes Undergang.“