Magdalene Thoresen
Magdalene Thoresen.
En studie.[1]
Frøken Magdalene Krag kom i 1842 fra Danmark til Søndmøre, hvor hun var lærerinde for presten Thoresens børn af første egteskab. Aaret efter blev hun fru Thoresen og flyttede i 1844 med familien til Bergen, hvor hendes mand var prest til 1858, da han døde. I nogle aar boede fru Thoresen som enke i Bergen, flyttede saa til Kjøbenhavn, var i nogle af sextiaarene i Kristiania, men har siden været bosat i Kjøbenhavn. I 1871 gjorde hun en reise i Søndmøre og opholdt sig 1884-85 i Finmarken, mest paa Vardø og Tromsø. Fru Thoresen er født 3die juni 1819 i Fredricia og var altsaa ved sin fremtræden som forfatterinde i femtiaarene en kvinde imod de firti og moder til fire børn. Dette forklarer os hendes fuldt færdige præg fra først af og tillige bibeholdelsen af det engang vundne syn under et langt og produktivt forfatterliv.
I Bergen kom fru Thoresen med i den nationale bevægelse. Det norske theater, som der var reist af Ole Bull, og hvortil Ibsen og Bjørnson efter hinanden var knyttet, er et nyt trin i vort aandsliv. Vor romantik var ikke længere bare en efterklang af den danske, vort folkeliv kjendtes fra første haand gjennem Asbjørnsens, Moes og Landstads optegnelser, dets motiver var allerede kunstmæssig behandlede i musik, vers, eventyr, fortællinger og dramatiske arbeider. De sidste især havde dog endnu dansk præg; men med den norske scene i Bergen var begyndelsen gjort til at forme vort eget liv kunstmæssig paa egen grund. Og i dette arbeide blev den danskfødte Magdalene Thoresen med. Under det aandelige opsving i den virkelystne, gamle hansestad fik hendes literære sans luft under vingerne. Smagen for literatur blev til formende forsøg.
Baade Ibsen og Bjørnson stod hende nær. Den første blev forlovet og gift med hendes steddatter, og Bjørnsons indflydelse paa hende kan spores helt til det sidste. Hendes første digtsamling lægger Bjørnson frem for offentligheden, og digtsamlingen fra 1887 indledes med vers til ham.
Thi som en skjælvende ranke,
der sætter sin første knop,
fandt du min digtende tanke
og bar den i dagen op.
Paa Bergens scene lod hun opføre to stykker: Mr. Money, en akt, og Et vidne, to akter. Deres skjæbne var at hilses glad. velkommen af en slegt, der tog alle forbud som vaarbud. Nu er de glemte sammen med Ibsens Kjæmpehøien og St. Hans-natten, C. P. Riis' Julegjæsten, Rolf Olsens Anna Kollbjørnsen, Hanssons Den første Jøde, Isachsens bearbeidelse Dobbeltgjengeren og mange flere. Men glemmes skal det ikke, at Magdalene Thoresen var med at bygge den første norske scene. Et tredie arbeide af hende, Kongedatterens bøn, var fru Thoresen bleven plaget til at forfatte i anledning af kong Oskars bedring under hans sygdom. Det var nok ikke heldigt og blev ilde medfaret af daværende adjunkt Steen, nu rektor, og ved denne leilighed kom Ibsen første gang i Thoresens hus.
I fuld norsk-romantisk blomstring finder vi Magdalene Thoresen i Fortællinger 1863. Der møder os en forfatterinde, som nok er fru Gyllembourgs og Carl Bernhards landsmandinde, men dog baade gjaldt og gjælder for norsk. Og det er hun tildels ogsaa. Det er ikke hendes sprog, som gjør hende til det; de spredte norske gloser er som fluer i melk, og enkelte vendinger virker ofte parodisk, Bjørnsons-sagamæssig, som de staar der uden indre sammenhæng med den øvrige fremstillingsmaade. Det norske ligger i emnerne og maaden at se dem paa. Den sidste virker nu paa os rent konventionelt-literært; men den var engang patent national. Welhavens En sjæl i vildmarken og Bjørnsons bondenoveller er egte skud af norsk romantik, og fru Thoresens fortællinger er nationalt-romantiske paa samme maade.
Læser man af disse fortællinger den sidste og betydeligste, Studenten, som senere er kommen ud særskilt, vil man lære Magdalene Thoresen at kjende baade som norsk-romantisk forfatterinde og som digterisk personlighed. Hun er her saa udpræget, som hun vedbliver at være, fordi hendes maade at se verden paa, hendes literære maner og indre personlighed allerede dengang var udviklet og bevidst.
Hun fortæller os om en gut fra Søndmøre, som efter forskjellige skjæbner i barndom og ungdom tilslut kommer til Bergen for at læse til artium. Studenten kaldes han af de smaaborgere, som bemerker hans mer end tarvelige tilværelse. Det er en stakkars déclassé, som gaar under, rodløs udenfor hjemmets forhold, uden organer til at optage ny næring. Men dette er hos fru Thoresen gjennemført paa den maade, at livet paa landet er poesi, livet i byen haard prosa, den sidste mildnet ved en let ironi i fremstillingsmaaden. Livet paa landet er tungt, haardt, trist, men det har sit poetiske skjær. Vi ser det i clairobscure, halvt fantastisk med den til student skjæbnebestemte Brune som midtpunkt. Hans far er ikke bleven klokker udenfor sit eget hus, hvor den haarde mor fører styret. Og gutten skal da løfte, hvad faren ikke har evnet; det er hans kald. Og gutten lister over midnat ind til faren: „Han læste sin aftenbøn og slog sin arm hen om faderen. „Jeg skal gjøre skjel for dig, far,“ hviskede han. Endnu en liden stund, da steg et dybt suk ligesom uforvarende op fra det lille bryst, det var sorgens sortvingede fugl, der fløi sin vei, og barnets. engel tog sin vagt ved leiet.
Det var hans første tag med skjæbnen.“
Saaledes ser fru Thoresen livet paa landet. Skjønt hun søger meget kraftige motiver og gjerne dvæler ved sterke lidenskaber, haarde sind og streng kaar, i det hele ikke skyr livets natside, saa blir dog det hele i en vis fjernhed, i løse konturer, dem hun ikke har fyldt med iagttagelsernes farvelægning.
Det talentfulde ligger i meddelelsen af forfatterindens stemning. Hende husker man hele tiden. Det er en fintfølende, medfølende dame, som vil give os løsning paa livsgaader. Og naar vi fordærvede nutidsmennesker ærgrer os en smule over uvirkeligheden, trøster hun os med en aandrighed, eller spørger med denne pigeagtige troskyldighed, som selv gamle damer kan bevare, om vi da ikke tror, at Gud kan tale til de mest forstokkede? Og saa sidder vi der, værre end forstokkede, som en af disse naturalister „med det gamle hjerte“, for hvem romantikens evangelium er en lukket bog.
I romantiken lever Magdalene Thoresen. Hun er dens sidste viede prestinde hos os. Dens skjønne syn paa menneskene, dens ideelle løftning har hun aldrig svigtet. Hun siger selv i et digt til fru Louise Heiberg 1873:
Livets kamp, den fuldtbevidste
vil jeg kjæmpe til det sidste,
kjæmpe til jeg kan ei mere!
Jeg vil aldrig resignere!
Hendes kamp er kampen mod virkeligheden. Kun at skildre denne har altid forekommet hende som en altfor beskeden opgave. og hun har aldrig resigneret overfor den opgave at give os livsgaadens løsning. Denne faar vi i hendes religiøst-romantiske syn paa livet. Ulykken er, at livet, som det er, ikke altid lader sig forklare; men det vil fru Thoresen ikke erkjende. Menneskesjælen er for hende overalt lig sig selv, den er væsentlig ens bestandig; det gjælder kun om at finde den guddommelige kjerne, saa vikler nok engelen sig af svøbet. Dette jordiske svøb er kun et hylle, og derfor har det saa inderlig lidet at betyde, om man beskriver det lidt løseligt. Derfor vil man intet naturalistisk smuds finde i fru Thoresens fortællinger, selv naar de foregaar paa Søndmøre. Og ligedan forholder det sig med det historiske. Hun siger selv i Herluf Nordal, en fortælling fra forrige aarhundrede (1879), som er kemisk renset for historisk og lokal kolorit:
„Det er ikke hensigten med denne fortælling at give et tidsbillede, her er kun taget ordet for (!) de stemninger og tilstande, som er ens til alle tider, og hvis tumleplads er den samme, uafhængig af skrankens form og farve.“
For en moderne læser vilde det være behageligere, om denne oplysning kom noget før side 194. Men i sin ligefremhed viser den os, kvorledes fru Thoresen ser paa det, vi kalder det menneskelige hjerte. Denne tumleplads for stemninger og tilstande er for hende altid den samme, ens til alle tider, under alle forhold. Derfor kan hun i sine fortællinger og dramer med samme lethed give mennesker i Finmarken, som i Jylland, i Bergen baade paa Valkendorfs tid, fra forrige aarhundrede og dette, som paa Søndmøre, i Sogn, Hardanger og paa Fyen; thi skrankens form og farve — hvad gjør det?
For Magdalene Thoresen er verden en opbyggelsesanstalt. Det gjælder kun at have det rette blik, saa ser man Guds styrelse i alt. Nød, lidenskab, hæslighed er der sandhedskjærligheden kan ikke skjule det og sindet blir vemodigt, tungt og trist, fordi verden er slig jammerdal, men ser og føler man rigtig, er der trøst:
„O, velsignet være denne lysende (!) solstraale. Tusind gange velsignet for den, som midt i sorgens mørke pludselig føler sin kolde pande berørt af den som af Guds finger.“
Denne solstraale, som lyser op i Bergens regnfulde dal og i sorgens mørke, er betegnende for fru Thoresen. Livet, naturlivet og menneskeverdenen, opfatter hun symbolsk, og der er for hende intet stødende i slige vendinger; tvertom gjør hun i saadanne aandrigheder, og de støder heller ikke et publikum, for hvem de geistlige taleblomster endnu dufter.
Som de symbolske malere ikke altid er saa nøie med, hvad der vokser paa et træ eller samtidig findes i et landskab, saaledes fortæller ogsaa fru Thoresen, at man jager hundreder af sultne myg paa Voss under en rogn, som staar med røde bær, og hvorfra en flok kramsfugl flyver op (Nyere fortællinger side 30). Man kunde tage sligt som en tilfældig unøiagtighed, hvis den ikke hang sammen med hendes suveræne behandling af virkeligheden.. Denne er for hende et draperi, som helst skal arrangeres saaledes, at der vækkes en bestemt følelse af det overnaturlige.
Det overnaturlige har virkelighedsværdi; folkefantasiens fostre og den guddommelige indgriben staar paa samme linje og er den virkelige realitet i anelse og forklarelse, — det sidste gjennem. presten. Thi hos fru Thoresen giver presten løsning paa alle gaader, binder alle onde magter, lindrer sorger, dæmper lidenskaber, slukker al tørst.. Om det saa er en til vanvid dreven stakkar, som ligger og forkommer af sult og tørst og i vildelse griber nadvervinen for at læske sig og saa falder død tilbage, han lyses af presten lige ind i himmerige — og hvad er saa hans aarelange jammer?
Nu har fru Thoresen vistnok ikke truffet paa norske bønder, for hvem aandeverdenen har været mer end et fantasispil, som. nok kan skræmme, men som dog ikke til daglig tages i brug. Som Welhaven vil hun nødig, at man skal berøve bonden denne hans poesi. Den lutherske religion giver vistnok den ene rette forklaring; men folkefantasiens fostre er dog ogsaa sandt poetiske, forsaavidt menneskelivet i dem faar overnaturlig forklaring. For den national-romantiske digtning ligger der mer end en literær skat i disse tolkninger; de giver den egentlige forklaring. Det er ikke bare saadan, at man skræmmer med forebud paa døden, huldre og draug og anden overnaturlighed; der er virkelig noget. i det. Og fordi fru Thoresen kjender bønderne saa lidet, falder det hende saa let at gjøre dem endnu mer urpoetiske, end de kanske er. Hun finder, at hos dem er de umiddelbare, overnaturlige aarsagsrækker lettere at blotte end hos byernes kulturmennesker, som i sin rastløshed er komne bort fra dem eller ikke føler dem; ialfald er de vanskeligere at eftervise der. . Men dette beror paa den opfatning, at det ubekjendte som saadant er mer poetisk, eller som det ogsaa siges: romantisk end det kjendte. Og den hevner sig, denne misforstaaelse paa den slemmeste maade. Skildringen taber nemlig i interesse i samme grad, som vi kjender, hvad forfatterinden ikke kjender. Og det er bleven fru Thoresens skjæbne, at kjendskabet til norske bønder er taget en hel del til, mens de er vedbleven at staa i samme clairobscure for hende. Hun har ikke fulgt romantikens udvikling til naturalisme, skjønt veien nu synes saa ligetil, naar man vil gjøre sig umage.
Men den umage kan det selvfølgelig ikke falde en forfatterinde ind at gjøre sig, for hvem menneskehjertet til alle tider og overalt er ens. Den for al god digtning golde tro paa en universel menneskelighed er noget, som ikke kan give os interessantere billeder, end om man førte dyd og last frem paa scenen. Abstrakte bønder er poetisk vel saa uinteressante som dyder og laster. Og hvad fru Thoresen kalder at idealisere kampen, det blir at berøve den netop den poetiske interesse. Saa galt kan times den romantiske fortælling, naar dens princip gjennemføres som hos fru Thoresen.
I skildringen af bønderne blander fru Thoresen to forestillinger sammen. Hun har to billeder af dem, et som opbevarere af eventyr, sagn og andre folkepoetiske herligheder og et af de aandelig og legemlig forkomne, hun har seet paa prestens kontor og i kjøkkenet. Og saa foretager hun det eksperiment at male det sidste billede med det førstes farver. Og hvor disse ikke strækker til, slaar undermalingen igjennem, og vi faar den religiøse grundtone. Thi alt bondens og alle smaafolks liv er opfattet fra prestestandpunkt.
Derfor har hun saa let for at male menneskelivet; thi det, som til hver tid og paa hvert sted er det eiendommelige, og som det koster slig kunstnerisk møie at faa givet, det er for hende den rene staffage, saa uvæsentlig, at hun gjerne kan udelade den ganske. Og hun vilde sikkerlig smile medlidende ad mig, hvis jeg ytred en beskeden tvil om, hvorvidt Herluf Nordal og kammerater i syttenhundred og den tid kom fra universitetet i Kjøbenhavn hjem til Bergen over Borgeskaret, hvad der forudsætter et turistliv som i vore dage.
Den korte forklaring foran Herluf Nordal vilde berettige hende til et saadant smil; hun siger nemlig: „Nærværende fortælling slutter sig til en sandfærdig (!) begivenhed; jeg har saaledes ved at vælge dette stof ikke selv bestemt heltens skjæbne, men kun søgt at fremdrage deres skjulte aarsager. Jeg har ikke villet idealisere udgangen, men kampen.“
Udgangen er at en prest i forrige aarhundrede styrtede sig udfor Ulrikken ned i Svartediget ved Bergen og idealiseringen af kampen bestaar deri, at dette kunde være foregaaet naarsomhelst og hvorsomhelst. Men dette er ikke romantisk i almindelig forstand. Thi romantiken.er videnskabelig historiens gjenføder, og i digtningen lokalfarvens og kostumeringens poesi. Frụ Thoresen er derfor i denne fortælling endog bagenfor romantiken; hun er fransk klassisk i sin suveræne foragt for tids- og stedsforhold; Nordal Brun og Bredal vilde gjort ligedan. Forskjellen mellem dem og fru Thoresen er kun, at den sidste lægger sine sjælereflekser ind i forrige aarhundrede, mens de tog dettes og putted dem ind i sine helte, fra hvad tid de saa var. Men lige lidet interessant blir begge dele baade som historisk billede og som idealiseret menneskeskildring. Og denne sidste kan selvfølgelig ikke blive andet end purt og bart paafund af fru Thoresen, naar hun paa forhaand forkaster de historiske hjælpemidler til at forstaa og forklare den tids mennesker. Heldigvis er hun dog selv som menneske saa iagttagende overfor sin egen tid, at hun her paa byomraade kan give ting, der har et vist værd som menneskebilleder, naar vi bare glemmer, at de skal være fra forrige og ikke fra dette aarhundrede.
Det særlig romantiske i dette fru Thoresens største arbeide er maaden, hvorpaa menneskene i bogen ser, føler og tænker. Og netop fordi bogen er principielt uhistorisk, faar vi her i sin renhed den romantiske æther-psychologi. Welhaven oprørtes over, at den romantiske videnskabelighed grov op gamle kjæmpehøie, og fru Thoresen vilde vist nok anse det som en vanhelligelse af kampens idealisering, om hun grov i gamle manuskripter for at finde, hvorledes kampen gik for sig i forrige aarhundrede.
Nu ser vi en del skyggebilleder i trist graalys. De vaander sig pantomimisk, ikke en lyd høres; det er aandekamp fra først til sidst. Farver, lys, luft er der ligesaa lidt af som kjød og blod. Ikke et sekund tager vi disse skygger for mennesker som os; det er aander mod aander. Det legemlige er bare apparat. Men denne essens af menneskeliv vækker en egen stemning hos os, og søger vi at gjøre os rede for den, finder vi, at det triste ved den bestaar i to ting, medfølelse med forfatterindens triste syn og en vis bedrøvelse over at se et saadant talent male idelt graat istedenfor at bruge livets farver.
Den norske, religiøst-nationale romantik, typisk i Welhaven og Moe, har i fru Thoresen sin kvindelige repræsentant. Djervheden i motivvalg skal man ikke lade sig føre vild af, den er tildels en manér, og hvor vi maa antage den for et umiddelbart valg, ser vi, at djervheden er sterkt dæmpet. Hos fru Thoresen er skjønhedsfordringen væsentlig religiøst-moralsk. Menneskene blir eksempler, vækkende og rystende for alle dem, som ved, hvor syndefuld verden er uden at behøve at faa dette afmalt.
Denne romantik taaler ikke kontrol; derfor skjærer den bort store dele af virkeligheden som upoetiske, og hvor den sunde sans siger: men saadan er det jo ikke! — der svares med et: filister! — og farten gaar videre gjennem ætheren. En tid kunde den huse mellem norske klipper og lange søndagsblanke og hverdagsoprørte vande og fjorde og i ensomme hytter, men da disse lokaliteter blev hjemsøgt af turister og fattigkommissioner, veg poesien fra dem i samme stund. Derfor søgte ogsaa fru Thoresen op til Finmarken; thi paa Søndmøre, i Sogn, Hardanger, paa Fyen og i Jylland var der ikke mer romantik. Naturalismen med sit gamle hjerte havde afsøgt terrænget for grundig; men i Finmarken — — —:
„Engang maa det vel ske, at brudstykkerne af polaregnenes gribende saga bliver samlet til en helhed, og da vil fra den udstraale et skjær over verden, hvor naturalismen med det kolde hjerte skal speile sine magre træk i livets evige ungdom og forstaa, at den sætning: mennesket lever ikke af brød alene, gaar i spidsen for jordelivets høieste udvikling." (Fra midnatsolens land I 50.)
Det maa medgives: Magdalene Thoresen resignerer ikke; men det kan være tvil om, hvorvidt dette er „livets kamp, den fuldt bevidste“. Meget mer synes det at være en kamp mod selve livet som det er; thi beboerne af Finmarken finder ikke nogen større løftelse i den tanke, at de særlig illustrerer den sætning, at mennesket ikke lever af brød alene. De har endog protesteret mod det romantiske „skjær“, og har sat saa liden pris paa det, at de med hjemlandets natur daglig for øie har opfattet skjæret som et af disse skjær, man strander paa undertiden, naar man ikke er lokalkjendt.
Men overalt, hvor literatur kun er underholdning, har fru Thoresens skildringer af norsk liv endnu fuld valør. Alle, som har trang til en religiøst-romantisk forklaring af livet, de finder den hos fru Thoresen. Hun giver akkurat saa meget af livet, at man faar en idé om det, og er man ikke kjendt paa stedet og engang har vænnet sig til ikke at kontrollere menneskeskildring ved egen iagttagelse, da faar jo idéen samme værdi som virkeligheden. — Og hvad er nu virkeligheden? Det beror paa, hvorledes man ser den. Derfor blir ogsaa mange mer tiltalt af fru Thoresens skildringer end af de mer realistiske; thi romantik sidder igjen som skuffelugt i gamle skab, og der er mange, som ikke vil læse digtninger, der stemmer med sundhedsberetninger og fattigstatistik. Fru Thoresens personlige medfølelse er der ingen tvil om; men den tager ikke rigtig tag i os, fordi vi hele tiden har en følelse af, at disse hendes mennesker er eksempler paa Guds underlige og vidunderlige styrelse — naar da ikke Satan selv har klo i dem; for det forekommer.
Betragtningen staar hos fru Thoresen i veien for fremstillingen. Baade indtrykkene og udtrykkene har passeret en damesjæl, en kristelig, norsk-romantisk, dansk dame, som ved, at mennesket ikke lever af brød alene, men som aldrig lader os faa føle, hvor ondt det maa være ikke engang at faa brød. Heller ikke faar vi vide, hvor skiddent der er paa Søndmøre, hvor daarligt bønderne lever, hvor vankundige og aandelig uberørte de er. I skildringerne derfra og andetsteds er det bare fru Thoresen, som tænker sig, hvorledes menneskehjertet, der altid er ens, vel kan tumle sig her. Men vi faar ikke vide, hvorledes disse hjerner omtrent ikke arbeider, hvilke uhyre forestillingskredse, som er lukket for dem, og hvor sanserne i mangt er sløvet. Hos fru Thoresen har disse folk det næsten tiltalende daarligt; der er skjær over dem. Hvad der har blivende værd i fru Thoresens digtning, er de interiører, hun kjender saa godt, at hun giver os dem uden sin forklaring, blot bruger sit talent til at skildre. Dette gjør hun i regelen med rolig kunst, skjønt vi ofte maa døie disse motiveringer, der bringer tingene ud af deres naturlige fuger. Hun har den kvindelige sans for de smaa tings magt og forstaar at give os dagliglivets sammenkjædninger baade klart og virkningsfuldt. Men der er en gjennemgaaende tilbøielighed til det effektfulde, og der strækker som oftest motiveringen ikke til, saa vi blir siddende igjen med forklaringen. Som en godt fortalt historie vil jeg nævne Min bedstemoders historie (Livsbilleder 1877). Det er et interiør, hvor alt er stemt. Den snehvide omhængsseng, hvori bedstemoderen ligger, giver farvemotivet, og det brydes ikke, trods den mørke handling, som spilles. I sligt er der mesterskab. Men netop dette viser os, at hendes kunstneriske principer har voldt hende stadig kamp. Hun har altid havt en dragning mod det voldsomme. det bevægede. det. som slaar dramatisk. Det er de store modsætninger. hun har villet beherske; det er i de smaa, hun har seiret.
Hun har som dame været mer bevæget end egentlig ført en udvikling. I grunden ser hun fra samme side bestandig: derfor er hendes første og hendes sidste fortællinger saa lige. I de dramatiske arbeider finder vi ogsaa styrken i de smaa modsætninger, mens den ideelle begrundelse af konflikten blir staaende udenpaa, som det med „tidsaanden“ i Inden døre, eller rent løber ud som i En opgaaende sol. Saa livlige enkeltbilleder der er i Kristoffer Valkendorf, formaar hun heller ikke her at binde hovedmomenterne i en ideel konflikt, og den er der netop lagt an paa.
Fru Thoresen maa literærhistorisk sees som den sidste betydelige udløber af den norske romantik. Hun vaktes til virksomhed, da to store begavelser i gamle former søgte tolkning for sit indhold, og hun blev befrugtet af virkelysten i et nyt samfund. Hendes eget personlige indhold fandt i den halvt mod virkeligheden vendte, halvt drømmende norske romantik netop sin form. Men hun har ikke kunnet gjøre med bevægelsen fra drømmene mod hel virkelighed. Dette har sin grund i hendes livssyn, og fordi saa mange deler dette, har hun ikke resigneret, men har fortsat sin kamp. den fuldtbevidste. mod livet som det er, og alle de, som i menneskeskildring søger trøst for menneskene, har i Magdalene Thoresen sin norsk-romantiske digterinde. Hendes dragning mod det tunge og triste er norsk. hendes forvexling af raahed med kraft, og forkommet med oprindeligt er norsk. hendes prestetype er norsk, hendes hang til at se stort er ogsaa norsk. Den dansk-norske borgerlige læseverden har i Magdalene Thoresen en tolker for netop det syn. den maade at opfatte verden paa, som er den herskende i vort aandssamfund, hvor det theologisk-æsthetiske grundprincip, at verden er en opbyggelsesanstalt, endnu er en magt. Derfor fortjener hun ogsaa større paaskjønnelse af vor læseverden, end hidtil er bleven hende tildel.
Irgens Hansen.
- ↑ Fortællinger 1863, Nyere fortællinger 1873, Livsbilleder 1877, Inden døre, skuespil i tre akter 1877, Kristoffer Valkendorf og hanseaterne, historisk skuespil i fem handlinger 1878, Herluf Nordal, en fortælling fra forrige aarhundrede 1879, En opgaaende sol, skuespil i fire handlinger 1881, Fra midnatssolens land 1886, Digte 1887 (Gyldendalske boghandels forlag).