Madame Telliers hus/03
Olaf Norli, (s. 54–60).
III.
Ligetil til Fécamp sov hun et veltilfreds Sinds søde Søvn, og da hun atter betraadte sit Hus, forfrisket og udhvilt til sin daglige Aftenmetier, kunde Madame ikke holde sig fra at sige:
„Det er det samme, men jeg længtede dog allerede hjem igjen.“
Hurtig blev der spist til Aften, det sædvanlige Arbeidskostyme anlagt, og man begyndte at vente de sædvanlige Stamgjæster. Den lille Lygte brændte atter bagom sit Gitter og forkyndte de Forbipasserende, at Selskabet i dette Hus atter havde gjenoptaget sin Virksomhed.
Som et Lyn havde Underretningen om deres Gjenkomst udbredt sig, ingen vidste hvorledes eller ved hvem.
Hr. Philippe jun, havde sogar havt den store Elskværdighed at underrette Hr. Tournevau, som var lænket til sin Familie, herom ved en speciel Billet.
Sildegrossereren havde just idag, som alle Søndage, flere Slægtninge hos sig til Middag, og man holdt netop paa med Kaffen, da en Mand med et Brev i Haanden blev ført ind. Hurtig brød Hr. Tournevau Omslaget og blegnede, da han læste de med Blyant nedrablede Ord: „Klipfiskladningen gjenfundet: Skibet løbet i Havn. Gode Forretninger for Dem. Kom strax.“
Han greb i sin Lomme, rakte Budet tyve Centimer og sagde, idet han rødmede stærkt: „Det hjælper ikke, jeg maa gaa.“ Medens hans Kone læste denne hemmelighedsfulde lakoniske Billet, ringte han og raabte til den indtrædende Pige: „Min Frakke og Hat, men hurtig!“ Neppe stod han paa Gaden, førend han satte afsted i Stormskridt, og i hans Utaalmodighed forekom Veien ham to Gange saa lang som før.
Det Tellierske Hus havde et festligt Præg. Nedenunder lød Matrosernes larmende Stemmer; de holdt et voldsomt Leven, og Louise og Flora vidste ikke, hvem de først skulde svare. De drak med alle, og de „to Brandsprøiter“ tjente mer end de hidtil havde erhvervet sig. Man raabte paa dem fra alle Kanter paa engang, de kunde behøvet tyve Hænder, og forudsaa, at Natten vilde blive dem slem.
Efter Klokken 9 var det blevet meget stille ovenpaa. I et Hjørne sad Madames platoniske Tilbeder, Hr. Mægler Vasse og talte ganske sagte med Madame. Hr. Poulin, den forhenværende Borgermester, sad med Rosa paa sit Fang, og tæt smøget ind til ham, kjærtegnede hun den smukke Mands hvide Barter med sine korte smaa fede Hænder.
Den store Fernande laa paa en Sofa med Fødderne hvilende i Hr. Mægler Pimpesses Skjød, og Ryggen, lænet mod den unge Hr. Philippes Bryst, hvis Hoved hun klappede med sin høire Haand. I den venstre holdt hun en Cigarette.
Raphaële saa ud til at føre vigtige Underhandlinger med Hr. Livsforsikringsagent Dupuis, som hun sluttede med de Ord: „Ja vel, min Skat, iaften er jeg gjerne rede.“ Derpaa tog de to sig ganske alene en Valsetur gjennem Salen idet de raabte: „I Aften kan vi gjøre alt hvad vi vil!“
Pludselig blev Døren revet op og Hr. Tournevaut traadte ind.
„Hurra Tournevau!“ raabte allesammen begeistret. Raphaële, som endnu vuggede sig i Valsen, sank til hans Bryst og han rev hende stormende til sig. Uden at mæle et eneste Ord, løftede han hende op, som en Fjær og bar hende tvers gjennem Salen, aabnet Døren og betraadte med sin levende Byrde Trappen, fulgt af en rasende Bifaldsjubel.
Rosa, som holdt paa at sætte den forhenværende Borgermester i Flammer, idet hun alt i et kyssede ham og kjærtegnende strøg hans Barter, tog sig dette til Indtægt: „Kom og gjør ligesaa,“ sagde hun. Tilslut reiste den brave Mand sig, ordnede sine Klæder, og idet han med den høire Haand strøg sig over Lommen, hvor han gjemte sine Penge, fulgte han Pigen.
Fernande og Madame blev alene med de fire andre Herrer, og Hr. Philippe raabte:
„Jeg giver Sekt; lad hente tre Flasker, Madame Tellier!“
Fernande trak ham tilside og hviskede i hans Øre: „Spil en Dans for os Du, vil Du?“
Han reiste sig og satte sig til det gamle Spinet, som havde sit Hvilested i et Hjørne, og aflokkede det en hæst klingende, klagende Vals. Den store Pige engagerte Mægleren. Madame greb Hr. Vasses Arm, og nu valsede de tvende Par rundt under livlig Kyssen. Hr. Vasse, som i fordums Tid havde danset ude i Verden, gjorde sine Sager fortræffeligt, og Madame betragtede ham med berusede Blikke, disse Blikke, som siger „ja“; et „ja“, som er meget diskretere og kosteligere end Ord.
Fredrik bragte Champagnen, og efter det første Glas foreslog Hr. Philippe en Kvadrille. Og ganske som det ellers bruges, med alleslags Bevægelser, Bøininger og Komplimenter, stive og høitidelige, dansede disse to Par Kvadrille, hvorpaa de atter vendte tilbage til Glassene.
Da viste pludselig Hr. Tournevau sig, straalende i behagelig Slappelse. „Hvad denne Pige Raphaële har, det maa Djævlen vide, men idag er hun henrivende.“ Og tømmende det tilbudte Glas Sekt i et eneste Drag, mumlede han: „Pokker ogsaa! Slig en Luxus.“
Hr. Philippe begyndte nu paa Stedet en Polka, og Hr. Tournevau svingede den smukke Jødinde rundt, holdende hende saa høit i Veiret, at hendes Fødder stadig svævede over Jorden. Ogsaa Hr. Pimpesse og Hr. Vasse var styrtet løs med fornyet Iver. Af og til gjorde et Par Holdt foran Kaminen og skyllede hurtig et Glas Sekt i sig.
Dansen syntes aldrig at skulle ville tage nogen Ende, da Rosa aabnede Døren med et Lys i Haanden. Hun var kun i Linned og Tøfler, med Haaret løst, og gjorde dertil et tilfreds, om end noget medtaget Indtryk.
„Jeg vil danse!“, raabte hun.
„Og Din Gamle!“ spurgte Raphaële.
Rosa lo. „Han? Han sover alt: han sovner altid med det samme.“
Hun hentet Hr. Dupuis, som var blevet siddende alene paa Sofaen og Polkaen begyndte paany. Da alle Flaskerne var tomme, sagde Hr. Tournevau: „Jeg betaler en til!“
„Jeg ogsaa!“ raabte Hr. Vasse og Hr. Dupuis, som med én Mund.
Det udviklede sig nu til regelret Bal. Af og til kom ogsaa Louise og Flora derop, dansede rundt og slugte et Glas Sekt i Farten, medens Gjæsterne der nedenunder forgik af Utaalmodighed. Saa styrtede de atter ned i Caféen, ikke uden at udstøde et bedrøvet Suk. Endnu ved Midnatstid dansede man stadig. Ret som det var, forsvandt en af Pigerne, og da man begyndte at søge efter hende, opdagede man pludselig, at ogsaa en af Herrerne manglede.
„Hvor kommer I fra? spurgte Hr. Philippe spøgende, da Fernande og Hr. Pimpesse netop viste sig igjen.
„Vi har beskuet den sovende Hr. Poulin,“ svarede Mægleren.
Ordet havde en kolossal Virkning. Og fulgt af en af Pigerne, som idag var usædvanlig livlige, gik de allesammen, en efter en op for at se paa den sovende Hr. Poulin. Og Madame lukkede idag sine Øine, thi i et Hjørne havde hun atter havt en lang Samtale med Hr. Vasse, for at ordne de sidste Punkter i et meget vigtigt Anliggende, som allerede næsten var saa godt som afgjort.
Klokken 1 erklærede endelig de tvende Ægtemænd, Hr. Tournevau og Hr. Pimpesse, at de maatte afsted, og vilde betale. Madame tog kun betalt for Champagnen og regnede desuden kun 6 Francs pr. Flaske; den kostede ellers ti. Og da man alsidig beundrede denne Høimodighed, svarede hun med en munter Latter: „Det er ikke Helligdag alle Dage!“