Madame Telliers hus/01
Olaf Norli, (s. 5–18).
I
Hver Aften ved 11-Tiden gik man derhen, ganske som til en anden Café.
Det var omtrent sex eller otte Stykker, som samledes der, altid de samme, ingen Levemænd, tvertimod ærbare Herrer. Byens unge Forretningsfolk som drak sin Chartreuse, drillede de unge Piger lidt, eller endnu heller førte en fornuftig Samtale med „Madame“, for hvem de alle havde stor Respekt.
Endnu før Midnat gik man saa hjem for at lægge sig, og kun nu og da blev nogle unge Folk tilbage. Det var et hyggeligt Hus, ganske lidet, med gulagtigt Anstrøg, og laa paa Hjørnet af en Gade bag Saint-Etienne-kirken. Fra dets Vinduer saa man ud over Havet med sine Skibe, som laa og ventede paa Udlosning, den store smudsige Sump „la Retenue“ kaldet og bagenfor Toppen af Jomfruen med sit gamle graa Kapel.
„Madame“, som nedstammede fra god Familie, fra Bønder i Departementet de l'Eure, havde overtaget denne Metier ganske som om hun skulde være blevet Modehandlerinde eller have begyndt en Ekviperingsforretning. Skammens Brændemærke, som saa skarpt og tydeligt præger Prostitutionen i Byerne, klæber sig ikke fast ved selvsamme paa Landet i Normandie. „Det er en indbringende Forretning,“ siger Landmanden, og lader sin Datter aabne et Harem i en eller anden By, akkurat ligesaa godt som om hun var blevet Direktrice for et Pensionat for unge Piger.
Forøvrigt var dette Hus en Arv efter en gammel Onkel, som tidligere havde eiet det. „Monsieur“ og „Madame“, forhenværende Værtsfolk i Nærheden af Yvetot, havde en Dag kjøbt Forretningen og begivet sig afsted til Fécamp, hvor de haabede at gjøre bedre Affærer, og en skjønne Dag overtog de saa denne Haandtering, som hidtil paa Grund af Mangel paa dygtig Ledelse ikke havde kunnet faa noget rigtig Opsving.
De var pene Folk i sit Slags, som snart havde erhvervet sig sine Undergivendes og Naboers Kjærlighed. Monsieur døde to Aar senere af Hjerneslag; hans nye Forretning havde gjort ham velstaaende og magelig, saa at han tilslut saa at sige stegte i sit eget Fedt.
Da „Madame“ var blevet Enke, havde Husets samtlige Stamgjæster forsøgt sin Lykke hos hende: men altid hed det sig, at hun forholdt sig fuldstændig ærbar, og sogar selv hendes Pensionærer havde ikke kunnet opdage noget fordægtigt.
Hun var stor, velnæret og smuk. Hendes Teint var paa Grund af Halvmørket i dette stadig lukkede Hus bleven bleg og gav Indtryk af at være overtrukket med en Slags glindsende Lak. Et Garniture af falske Lokker omgav hendes Pande og forlenede hende med et ungdommeligt Ydre, der stak lidt underligt af mod hendes Formers yppige Modenhed. Altid glad og lystig, snakkede og spøgte hun gjerne, hvorved hun dog altid bar en vis Tilbageholdenhed til Skue, som hun selv i sin nye Geschäft ikke havde aflagt. Upassende Ord ærgrede hende meget, og hvis en daarlig opdraget Fyr engang gav hendes Hus sit rette Navn, kunde hun blive rent rasende. Desuagtet havde hun et fintfølende Hjærte, behandlede endog sine Piger som Veninder, i Betragtning af hvilket hun ofte sagde:
„De er mine smaa kyllinger, men ikke allesammen af et Kuld.“
Nogle Gange i Ugen reiste hun med en Del af sin Trop afsted i en Leievogn, og man saa dem da boltre sig i Græsset paa Strandbredden af den lille Flod, som flyder gjennem Valmontdalen. Deres Udflugter lignede unge Pigers, som netop er sluppet ud af Skolen: taabelige Streger, barnlige Lege udfyldte Tiden, og de forekom sig selv som klostersøstre, der efter lang Tilbagetrukkenhed endelig atter engang kommer ud i den friske Luft. Saa hentede man Middagen i en Pølsebutik og fortærede den til et Glas Cider paa Græsplænen, for naar Aftenen led at drage hjem igjen, favnet af behagelig Træthed og stille Rørelse og i Vognen omfavne „Madame“ som en elsket, omsorgsfuld og glædegivende Moder.
Huset havde to Indgange. Om Aftenen blev der i Gadehjørnet aabnet en Slags liden Café, som blev besøgt af Smaafolk og Matroser. To kvindelige Væsener havde denne Del af Forretningen ganske specielt under sit Opsyn. Ved Hjælp af Fredrik, en skjægløs, liden, men bomstærk Kellner, serverede de Vinflasker og Ølglas paa de vaklende Marmorborde, satte sig paa Fanget til Gjæsterne, lagde sin Arm rundt deres Hals og opmuntrede dem til flittig Drikken.
De tre andre „Damer“ (det var bare fem af dem) dannede et Slags Aristokrati og blev det bedre Selskab reserveret, i det mindste saa længe man ikke passende trængte dem der nedenunder og det tilfældigvis for en Gangs Skyld var en stille Aften ovenpaa.
„Jupiter-Salonen“, hvori Stedets Borgere afgav sit Stevnemøde, var betrukket med blaat Tapet og desforuden ogsaa passende dekoreret af et stort Billede, som forestillet Léda med Svanen. Man naaede derop gjennem en smal Vindeltrappe, som til Gaden blev lukket af en uanselig trang Dør, over hvilken der bag et Gitter hele Natten igjennem brændte en liden Lygte af den Slags, som man i visse Byer endnu den Dag idag ser tændt foran smaa Billeder paa Murene.
Bygningen, som var gammel og fugtig, havde en svag Lugt af Mugge ved sig. Undertiden svævede en Duft af Eau de Cologne i Gangene, men der kunde ogsaa, som Tordenskrald over hele Huset, gjennem en tilfældig aabnet Dør, lyde simple Skrig fra dem som sad nedenunder og drak, hvilket frembragte utilfredse og foragtelige Miner hos Herrerne som befandt sig ovenpaa.
„Madame“, der hyggede sig meget i sin venskabelige Kundekreds, forlod ikke Salonen og interesserede sig meget for alslags Bysladder, som blev hende forelagt. Hendes Underholdning havde i Almindelighed slet intet med Hensyn til hendes tre „Damer“ at bestille, disse dannede snarere et Slags Hvilested for hine trivelige Herrers overfladiske Spøg, der hver Aften tillod sig selv denne lille Indiskretion, at drikke sit Glas Liqueur i Selskab med disse offentlige Piger.
De tre „Damer“ ovenpaa hed Fernande, Raphaële og Rosa la Rosse.
Da Personalet var indskrænket, havde man draget Omsorg for, at enhver af de tre, i sit Slags saa at sige, ligesom var et Slags Mønster, en Stedfortræder for en bestemt kvindelig Type, for at alle Gjæsterne i det Mindste paa nogenslags Maade, skulde kunne finde sit Ideal her.
Fernande repræsenterede „de skjønne Blondiners“ Klasse. Hun var meget stor, næsten for svær, men behagelig, et Landsens Barn, hvis Fregner ikke var ganske forsvundne og hvis kortklippede askeblonde Haar saa ud som hæklet Hø.
Raphaële, et Marseiller Barn, der stadig havde drevet om i alle Havnestæder, spilte den „smukke Jødindes“ uundværlige Rolle, mager, med fremstaaende, stærkt rødsminkede Kinder: hendes sorte Haar glindsede af Rindermark-Pomade og hang i smaa krøller om hendes Tindinger. Hendes Øine kunde man kalde smukke, hvis det Høire ikke havde havt en liden Flek. Næsen var dristig bøiet, og under hendes Overlæbe stak to nye Tænder en liden Smule frem, medens de øvrige i Tidens Løb havde antaget en Farve som gammelt Træ.
Rosa la Rosse, en liden Kjødkolos med korte Ben, sang fra Morgen til Aften med en lidt hæs Stemme, snart glade og snart alvorlige Sange, fortalte de mest meningsløse Historier, hørte kun op med at snakke for at spise og omvendt, var i stadig Aktivitet og besad, trods sin Fyldighed og smaa Ben, en Ekorns Smidighed. Hendes Latter, ikke ulig et Fossefalds dirrende Støi, lød uophørlig over Et eller Andet, snart ud fra et Værelse, snart nede fra Gulvet og snart nedenunder fra Caféen, kort sagt i alle Hjørner og uden al Grund.
De to kvindelige Væsener nedenunder. Louise med Tilnavnet „Cocotte“, og Flora som blev kaldt Gyngen“, fordi hun haltet lidt, saa ud som Kokkepiger, der har klædt sig til et Maskebal. I Begyndelsen viste de sig stadig som „Frihedsgudinder“ med et trefarvet Skjærf bundet om Livet, siden i spanske Fantasidragter med Kobbergechiner i Haaret, som dansede en sand Polka ved ethvert af deres ujevne Skridt. De skilte sig ikke paa noget Vis ud fra alle de andre kvindelige Elementer inden Folket, hverken i Skjønhed eller Hæslighed, og var den rette Type paa den Slags Kneipejomfruer. I Havnen gik de i Almindelighed under Øgenavnet „de to Brandsprøiter“.
Om der end herskede en vis Jalousi blandt de fem „Damer“, saa blev dog Samlivets Fred, takket være „Madames“ mæglende Omhu og uudtømmelige Godhed, kun sjelden forstyrret.
Da dette Etablissement var det eneste i sit Slags i den lille By, kunde det glæde sig ved et talrigt Besøg. „Madame“ havde vidst at give det et saa fornemt Anstrøg, hun viste sig saa elskværdig, saa forekommende mod Alle, hendes Godhed var saa belkjendt, at hun paa en Maade nød en Slags Høiagtelse. Gjæsterne paatog sig Udgifter for hendes Skyld, de var stolte, naar de blev værdiget med hendes specielle Venskab, og naar de om Dagen traf hinanden ude i Forretningslivet saa hed det: „Altsaa i Aften, hvor De ved.“ akkurat som om de skulde sige: „Altsaa i Caféen i Eftermiddag, ikke sandt?“
I det hele taget var det Tellierske Hus et Forsamlingssted, hvis daglige Besøg man kun ugjerne forsømte.
Da fandt en Dag, henimod Slutten af Mai Maaned, den første daglige Kunde, Tømmerhandler og tidligere Borgermester, Hr. Poulin, Døren lukket: den lille Lygte brændte ikke som vanligt bagom sit Gitter og ingen Støi trængte ud fra Husets Indre: det var som uddøet. Han banket først sagte, derpaa stærkere, men intet rørte sig. Langsomt gik han nedover Gaden, men paa Torvet mødte han en Skibsreder, Hr. Duvert, som ligeledes vilde begive sig derhen. De gik nu sammen tilbage, uden dog at opnaa Noget. Da hævede der sig pludselig en frygtelig Støi lige i Nærheden af dem, og ved at gaa rundt om Huset, opdagede de en hel Hoben engelske og franske Matroser, som slog med knyttede Næver mod Husets lukkede Vinduesskodder.
De tvende Borgere listede sig hurtig afsted, for ikke at komme i nogenslags Forlegenhed, men et sagte „Pst“ lige ved, fik dem til at standse. Det var Sildegrosserer Tournevau, som havde gjenkjendt dem og anraabt dem. De fortalte ham hvad der var passeret, og ingen blev mere bestyrtet derover end han, thi som Ægtemand og omhyggelig Familiefader, kom han did kun hver Lørdag. „securitatis causa“, pleiede han at sige med en liden Hentydning til en Sundhedspolitivedtægt, hvis regelmæssige Gjentagelser hans Ven, Doktor Borde, havde fraraadet ham. Og da det just var Lørdagsaften, saa han sig altsaa berøvet sin Hygge for hele Ugen.
De tre Herrer gik en stor Omvei nedover mod Døren, og mødte atter paa Gaden en Stamgjæst, Hr. Philippe, Bankierens Søn, endvidere Hr. Pimpesse, hvorpaa de alle fem gik tilbage til „Jøde-Gaden“ for at prøve et sidste Forsøg. Men de rasende Matroser havde formelig beleiret Huset, de kastet med Sten og brølte som Besatte. Dette var tilstrækkeligt til at foranledige de fem Herrer fra „Ovenpaa“ til skyndsomt at vende om, og derpaa ligegyldig flakke omkring i Gaderne. Imidlertid mødte de Hr. Livsforsikringsagent Dupuis og derpaa Hr. Assesor Vasse, og nu paabegyndte de en lang Spadsertur, som tilslut førte dem lige ned til Havnen. Her satte de sig ved Siden af hinanden paa Granitmuren og betragtede Bølgespillet. De op- og nedgaaende Bølgekammes Skum med sin blændende Hvidhed, stak eiendommeligt af mod Vandets Dunkelhed, og Havets ensformige Brusen, naar det brødes mod Fjeldene, gjenlød i Nattens Stilhed over hele Stranden. Da de nedstemte Spadsergjængere havde siddet der en Stund, erklærte slutteligen Hr. Tournevau:
„Dette er ikke meget underholdende.“
„Sandelig ikke.“ lød det fra Hr. Pimpesse, og saa gik de allesammen langsomt tilbage.
Efter at have gaaet langs med „Linden-Gaden“, kom de over Skibsbryggen tilbage til „La Retenue-Gaden“, og forbi Jernbanen naaede de atter op til Torvet, hvor der opstod en Strid mellem Hr. Mægler Pimpesse og Hr. Sildegrosserer Tournevau om Spiseligheden af en Sop, som den ene af dem troede at have fundet der i Omegnen.
Da Aanderne var blevet opirrede paa Grund af Kjedsomhed, vilde det absolut være kommet til en meget alvorlig Diskution, hvis ikke de øvrige havde lagt sig imellem. Hr. Pimpesse trak sig meget fornærmet tilbage, og neppe var han borte, førend der opstod en ny Strid mellem den forhenværende Borgermester, Hr. Poulin, og Hr. Livsforsikringsagent Dupuis, om Mæglerens Løn og de Udgifter, som han kunde tillade sig. Allerede faldt der fra begge Sider heftige Ord, da pludselig et rasende Skrig trængte sig hen til dem, og Matrosskaren, træt af den forgjæves Venten, gød sig ud over Pladsen. Arm i Arm, to og to, marscherede de i et langt Følge, brølende i vilden Sky. Borgerne flygtede ind i et Portrum, medens den larmende Flok forsvandt i Retning af Havnen. Endnu lenge hørte man deres Brøl lig et bortdragende Uveirs Torden, lyde i det Fjærne: saa indtraadte der endelig atter dyb Stilhed.
Hr. Poulin og Hr. Dupuis, hvis gjensidige Vrede endnu ikke havde lagt sig, gik, uden at hilse, hver sin Vei.
De fire andre begyndte paany at spadsere og uvilkaarlig vendte de atter Skridtene mod det Tellierske Hus. Men det forblev endnu bestandig lukket og laa i ugjennemtrængelig Taushed. Der stod en drukken Mand og bankede haardnakket med korte Mellemrum paa Caféens Varedør, idet han nu og da med svag Stemme raabte paa Kellneren Frédéric. Men da han absolut ikke fik noget Svar, satte han sig rolig ned paa Tærskelen og ventede, hvad der vilde ske.
Pludselig viste Matrosernes rasende Flok sig atter ved Enden af Gaden, og vore Borgere trak sig paa ny tilbage. De franske Matroser brølte „Marseillaisen“, de engelske brølte „Rule Britania“, og der var et øredøvende Lurveleven, indtil det afsindige Selskab atter satte Kursen nedover mod Kaien, hvor der udviklede sig til et Slagsmaal mellem de tvende Nationers Søfolk, i hvilket en Englænder brak Armen og en Franskmand fik Næsen sønderflænget.
Nu begyndte Drukkenbolten paa Tærskelen at græde, lig et uskyldigt Barn, der ikke faar sin Vilje.
Tilslut gikk Herrerne sin Vei.
Efterhaanden blev der stille i den før saa urolige Gade: endnu hørtes dog her og der pludselig opdukkende Stemmer, indtil endelig den sidste Tone døde hen.
Kun en Mand, Hr. Sildegrosserer Tournevau flakkede endnu omkring, thi det var ham umuligt at faa ind i sit Hoved, at han skulde vente til næste Lørdag. Han haabede endnu stadig paa et eller andet lykkeligt Tilfælde, han kunde ikke begribe, ja han dadlede sogar heftigt, at Politiet, som dog havde at vaage over og beskytte dette, tillod et saa nyttigt offentligt Lokales Lukning.
Endnu engang gik han tilbage, og for at udfinde Aarsagen, begyndte han at føle rundt om paa Murene. Da opdagede han tilslut, at der var heftet en Plakat paa det lille Bret over Døren. Hurtig tændte han en Fyrstikke og læste de med en sløv, uøvet Haand skrevne Ord: „Lukket paa Grund af den første Kommunion.“
Da gik han med den Bevidsthed, at nu var alt Haab ude.
Og udstrakt i sin hele Længde sov nu den drukne Mand paa den ugjæstfrie Dørtærskel.
Dagen efter fandt samtlige Stamgjæster, den ene efter den anden, paa en Udvei til at passere gjennem Gaden, og idet de bar nogle Papirer under Armen for at give sig et forretningsmæssigt Udseende, kastede de allesammen i Forbigaaende et hurtigt Blik op mod de mystiske Ord: „Lukket paa Grund af den første Kommunion.“