Macbeth. Tragedie i fem Akter af William Shakespeare. Oversat og fortolket af N. Hauge
21. Macbeth, Tragedie i fem Akter af William Shakespeare. Oversat og fortolket af N. Hauge. Christiania, Johan Dahl. 1855. 39 S. Median 8. Priis 40 ß.
Er der nogen Digter, der fortjener at oversættes, da er det Shakespeare. Thi den hele nyere — protestantiske — Tids Poesi, denne sande Romantik, der tilsyneladende stiger ned fra Idealets Høide i det virkelige Liv lige til dets laveste Sphærer, for at finde et nyt Ideal i Subjectivitetens uendelige Dyb, som der aabner sig, har i Shakespeare sit fuldstændigste Forbilled. Man kunde kalde ham Poesiens Luther; thi hvad Luther er for Religion og Kirke, det er Shakespeare for Poesien, og der lader sig paavise mangen interessant Lighed mellem disse store Individualiteter, skjønt de paa den anden Side ere lige saa grundforskjellige, som Religion og Poesi som Kirke og Theater, som den brændende Iver for det Hellige, og den rolige Contemplation af det Skjønne. Shakespeares Betydning strækker sig derfor ogsaa, ligesom Luthers, langt ud over hans Tid og hans Folk; han er epochegjørende for en Verden. De Eiendommeligheder ved den hele nyere Tids Aand, som siden efter kløve sig og optræde i eensidige Retninger, i Nationaliteter, Perioder og Skoler, findes hos Shakespeare endnu i oprindelig Eenhed og Heelhed; Pathos og Komik, tydsk Dybde og fransk Vid ere paa det inderligste forenede i hiint udødelige engelske Humor; antik Umiddelbarhed og Djervhed er forbunden med en saa fiint spunden Reflexion, som vi kun skulde tiltroe en meget nyere Tid. Shakespeare er saaledes ogsaa medrette hjemme overalt, idetmindste i den germanisk-protestantiske Verden; en værdig Oversættelse af ham vil overalt være et sandt Nationalverk og et væsentligt Moment i Nationens æsthetiske Opdragelse. Overalt hvor Shakespeare bliver kjendt og elsket, der vil han udvide og befrie Smagen, befordre Sandsen for en sund og kraftig Naturlighed og være en Talisman mod Sneverhed, Maneer, Doctrin, kort: alslags æsthetisk Stueluft. Hvad hiin romerske Rhetor sagde om Cicero, at det var et Kjendetegn paa egte Dannelse at finde Smag i hans Skrivter,[1] kan i vor Tid idetmindste med lige saa megen Ret siges om Shakespeare.
Men er der nogen Digter, der er vanskelig at oversætte, da er det ogsaa den Samme. For det Første lægge Sprogets Archaismer og Uregelmæssigheder, Tankens (undertiden endog søgte) Fiinhed og Originalitet, og de mange Allusioner til nu tildeels glemte Sæder og Forholde betydelige Vanskeligheder i Veien for blot at forstaae ham rigtigt. Men dernæst er det endnu vanskeligere at udtrykke ham saaledes, at man kan faae en varm farvet Copi og ikke blot en kold Sortkridstegning. Hans Friskhed og Oprindelighed, den vældige Overlegenhed, hvormed han — man kan næsten mindre sige: benytter, end skaber sit Sprog, bliver for en Oversætter, der deels ad Reflexionens Vei ved Flid og Møie er kommen til den Tanke, som hist brød frem med Naturmagt, deels er bunden af et senere mere udviklet men ogsaa mere regelfast Sprog, fast umulig tilfredsstillende at gjengive.
I vort Sprog gives nu allerede en Oversættelse af Shakespeare: den Foersomske. Denne er nu vistnok ikke slet, meget mere i flere Henseender fortrinlig; men deels omfatter den kun en ringe Deel af Shakespeares Verker, og de af Wulff leverede Fortsættelser ere nok almindelig erkjendte for at staae langt under hvad Foersom havde leveret; deels maa det være ogsaa vort Folk og vor Tid magtpaaliggende at forsøge, om der ikke efter de forbedrede Hjelpemidler skulde kunne leveres noget deels i sig selv Fuldkomnere, deels idetmindste for os mere Eiendommeligt.
Der kunde maaskee endog gives Grunde, hvorfor en Oversættelse af Shakespeare burde lykkes bedre i Norge end i Danmark. Engelsk Væsen, Sprog og Literatur synes overhoved at ligge Norge nok saa nær. Fra gammel Tid og lige til det nærværende Øieblik have vi staaet i nær Forbindelse med Englænderne og den gjensidige Indflydelse har været stor. (For i Forbigaaende at nævne et Par Kjendsgjerninger fra Literaturen, saa er — merkeligt nok — en norsk Digter, Tullin, udentvivl den Første fra Fællesliteraturens Tid, hos hvem Studium af engelske Mønstere er kjendeligt. Og den saavidt jeg veed første betydelige engelsk-danske Ordbog er forfattet af en norsk Student, Andreas Bertelsen og, fornemmelig ved Understøttelse af norsk Subscription, trykt i London 1754.)
Der synes i det Hele at være en vis Overeensstemmelse i Nationalcharakteren, som gjør at ogsaa overeensstemmende Udtryk falde os lettere og naturligere i Munden. Og hvad nu især Shakespeare angaaer, da synes netop det Djerve og Saftige, det mangfoldigt Rue og Kantede i hans Tanker og Udtryk at maatte stemme mere med norsk Eiendommelighed, end med det mildere og glattere danske Væsen. Vore Brødre Danskerne ville saa gjerne ansee os heroppe for en Smule Barbarer; men isaafald maatte vi netop bedre kunne sympathisere med hiin store „Vildmand“. Selv den Gjæringstilstand, hvori Sproget hos os for Tiden befinder flg, idet umiddelbart folkelige Elementer mangfoldigt bry des med det fixerede Skrivtsprog, og hvor det overhoved synes at ligge nærmere at vove Noget, vil maaskee ikke findes ganske ufordeelagtigt til Efterligning af det shakespeareske Sprog, hvor Bevægelse og Gjæring ogsaa paa mange Maader er kjendelig.
Dog, dette være nu som det vil, og det er jo først Udfaldet, der kan stadfæste slige Drømme, som vi nu et Øieblik have overladt os til. Men vist er det, at et norsk Forsøg paa en Oversættelse af Shakespeare i ethvert Fald maa vække Opmerksomhed og Interesse. Nærværende Oversættelse af Macbeth[2] er nu vel i enhver Henseende en Begyndelse, og Oversætteren vil nok erkjende, at han maa endnu „spise en Skjeppe Salt“ med sin Digter, inden han bliver ham voxen; men jeg troer paa den anden Side at kunne sige, at det er en god Begyndelse. Oversætteren har fundet, at han først og fremst maatte støtte sit Arbeid paa en nøiagtig Fortolkning af Texten. Jeg veed nu meget godt og har ved en anden Leilighed sterkt nok fremhævet, at Exegese er endnu ingen Oversættelse; men den er dog en conditio sine qua non. Vor Oversætter har derfor medrette ladet denne være sig særdeles magtpaaliggende og er derved endog ofte kommen til at afvige fra sine Forgjængere, der vistnok i denne Henseende ikke altid have været samvittighedsfulde nok. Disse for vor Oversætter eiendommelige Fortolkninger, for hvilke han i tilføiede Anmerkninger gjør Rede, ville nu vel ikke alle kunne gjøre Regning paa almindelig Antagelse, men flere forekomme mig heldige og det er mig bekjendt, at de have vundet Sagkyndiges Bifald. Bevidstheden om en selvstændig Stræben har imidlertid forledet Oversætteren til en maaskee vel affærdigende Tone mod nogle af sine Forgjængere, idetmindste kommer det tieck-schlegelske „Compagnie“ ikke godt fra det. Jeg kjender denne Oversættelse altfor lidet til at have nogen selvstændig Dom om den; jeg maa indrømme at den paa flere vanskelige Steder, hvor jeg har consuleret den, har ladet mig i Stikken, ligesom dens Tone ogsaa har forekommet mig i det Glatteste; men jeg veed dog, at den i Tydskland er overmaade anseet, og at Shakespeare især ved den der er bleven naturaliseret, og det uagtet man der har et saa dygtigt Modstykke som den vossiske Oversættelse. Den er derfor vistnok ingen Kastekjep, om den end langt fra er feilfri.
Hvad nu (for at vende tilbage til Hauge) selve Oversættelsen angaaer, da synes den mig virkelig at røbe Talent. Den er i det Hele tro, ofte endog træffende. Paa enkelte Steder vil man vel kanskee finde den noget stiv og dunkel, men man maa paa den anden Side dog vænne sig til at taale, at Shakespeare ikke altid er let at løbe af med; han maa ikke glide altfor glat og vandklar. Nogle Knuder og Stene ere derfor ganske i sin Orden,[3] i naar blot ikke Veien bliver alt for ufremkommelig.
Med Hensyn til Sproget, da ansee vi det rigtignok, efter hvad ovenfor tildeels er antydet, som en ikke uvæsentlig Opgave for en Oversættelse af Shakespeare at den veed at gjennembryde Skrivtsprogets snevre Skranker og udvide og berige det ved en skjønsom Benyttelse af Folkesprogets deels archaiserende deels individuelt malende Udtryk. Thi af en saadan Kilde har det shakespeareske Sprog selv øst. Imidlertid maa det indrømmes, at Macbeth maaskee giver forholdsviis mindre Anledning hertil, da Stilen der for det meste gaaer paa Cothurner, ligesom Handlingen bevæger sig i den høieste Sphære. De komiske Stykker ville i denne Henseende være en større Prøve paa Oversætterens Kraft og Skjønsomhed til at tage Folkesprogets Skatte i sin Tjeneste. At han i ethvert Fald ikke vil mechanisk overdrysse sin Stiil med Ord fra Ivar Aasens Lexikon, tør man nok vente. Versemaalet er i det Hele upaaklageligt. Enhver veed, at det i Originalen er temmelig frit, og at derfor heller ikke Oversætteren bør paalægge sig for megen Tvang. Men jeg kan dog ikke Andet end advare mod Scansioner som Oprøret, Voldsmanden især i Versets sidste Fod. Et Par Steder har Oversætteren udentvivl ladet sig lede vild af den engelske Udtale, naar han accentuerer Harpy’n, Neptun, Tarqvin.
Forresten skal jeg ikke gaae dybt ind i Enkeltheder. Thi uagtet Kritiken vel kunde have en særlig Beføielse hertil netop naar det gjælder en Oversættelse og det en saadan, der nærmest er at betragte som en Prøve paa et mere omfattende Arbeid, vil jeg dog ikke her trætte Publikum med alle de Smaabemerkninger, jeg kan have gjort, idet jeg haaber Anledning til paa anden Maade at gjøre Oversætteren bekjendt dermed.
Ved denne Leilighed skylder jeg ellers in parenthesi at oplyse, at naar Oversætteren har gjort mig den Ære at nævne mig (tilligemed Lector Unger) som den, af hvem han „har modtaget nyttige Vink“, da have disse Vink fra min Side ialfald hidtil været yderst ubetydelige og neppe Tak værd. Min Gjennemlæsning af Manuscriptet, der egentlig foregik i et specielt Øiemed (nemlig med Hensyn til nogle Prøvers Optagelse i dette Tidsskrivt, hvortil ogsaa Redactionen erklærede sig villig, men hvilket bortfaldt, da der fandtes en Forlægger til hele Stykket), var heller ikke saa nøiagtig, som den under andre Omstændigheder burde været.
Af hvad jeg ved en senere omhyggelig Sammenligning med Originalen har bemerket, skal jeg her kun anføre nogle ganske faae Exempler, som maaskee ogsaa hos andre Shakespeare-Læsere kunne fortjene Overveielse.
- 1ste Act, 3die Scene.
Da strider stum Beundring hos ham med
Lovtaler over dig. Til Taushed bragt etc.
Oversætteren har her fulgt den sædvanlige Interpunction. Men jo mere jeg overtænker Stedet, desto klarere bliver det mig, at silenc’d with that er at forstaae i nær Sammenhæng med det Foregaaende, og that at tage som Conjunction, saaledes at Meningen er: der er en Strid hos ham (Kongen) mellem Beundring og Lovtale, der imidlertid ikke faaer Tid til at blive udkjæmpet, men bringes til Taushed „ved at, idet han seer paa Resten af din Kampdag, han finder etc.“ ɔ: ved at hans Opmerksomhed drages hen til nye og større Bedrivter. Denne Tankevending forekommer mig egte shakespearesk.
Tæt nedenfor har Oversætteren (ligesom ogsaa Voss) antaget Popes og Johnsons Textforandring hail (Hagl), istedetfor tale (Tale). Jeg har vistnok ikke havt Anledning til en egentlig kritisk Undersøgelse af Texten, men det forekommer mig kun, at lectio vulgata her giver meget god Mening. Budene kom saa tætte som Tale ɔ: det Ene fik neppe Tid til at tale ud, fortælle hvad han skulde, inden den Anden kom med et nyt Budskab.
Samme Acts 4de Scene, er det shakespeareske Billed afbleget, naar det heder: „vore Pligter ere for Thronen og for Staten Børns og Tyendes“ (nemlig Pligter), istedetfor at der staaer Børn og Tyende og saaledes Pligterne (eller maaskee rigtigere: Tjenesterne) paa egte shakespearesk Viis selv personificeres.
5te Scene. At Lady Macbeth med den hæse Ravn skal mene en virkelig Ravn, er vel en unødvendig og kunstig Antagelse.
Ligeledes kan det vel betvivles, om Oversætteren (2den Act 1ste Scene) har truffet det Rette ved at forklare . Macbeth ønsker netop den Nattetidens grufulde Taushed som meest samstemmende med hans Forsæt.
- 2den Act, 3die Seene.
Staaer op som fra jer Grav og gaaer som Aander
at skue denne Rædsel.
Dette er vistnok et vanskeligt Sted, og Oversætteren har maaskee Ret i, at hans Forgjængere ei have truffet det Rette. Men ogsaa hans Forklaring bliver mat, naar han i de Ord „gaaer som Aander“ ikke vil see Andet end en Udførelse af Billedet Grav, hvorved Macduff sammenligner deres Søvn. Meget mere slutte hine Ord sig til det nærmest Foregaaende: „op og seer den store Domsdags Billed.“ Til Udmalingen heraf, af Dommedagens Rædsler, hører ogsaa hiint „som Aander.“ „Aanderne, vil han sige, der i Verdens sidste Time skulle vækkes ved Basunens Lyd, kunne ikke staae op til et skrækkeligere Syn, end det der venter Eder.“ At derved ogsaa alluderes til den Søvn, hvoraf de opskrækkes, gjør Billedet desto mere træffende.
- 3die Act, 1ste Seene.
Jeg viser eder, hvor I jer postere,
udspeider eder nøie rette Tid etc.
Til Støtte for Oversætterens Fortolkning, ifølge hvilken acquaint antages for Infin. og sideordnes det foregaaende ad vise, kan maaskee anføres, at dette ogsaa er det grammatisk Rigtigste, da det ellers maatte hedt acquaint yourselves, ikke you. Nu kan det vel hænde, at Shakespeare ikke altid er saa streng i dette Stykke, men ceteris paribus bør dog nok det Rigtige helst for udsættes.
III. 2. Lysalferne og Svartalferne tilhøre nok her alene Oversætteren.
III. 3 er det uden Tvivl en Misforstaaelse, naar Oversætteren lader Anden Morder raabe: „Lys hid!“ Morderen forlanger intet Lys, men han seer et indtrædende Lysskimmer nemlig fra Banquos Fakkel.
Disse Macduffs Ord ere dunkle. Den Forklaring: „Macbeth har ingen Børn, nemlig for at jeg kunde dræbe hans igjen“, forkastes vel medrette, da Ytringen derved vilde blive et altfor raat Udbrud af Hevngjerrighed. Derimod kan jeg ikke med Oversætteren C(og en gammel engelsk Commentator) gaae ind paa at referere „han“ til Malcolm, men er snarere tilbøielig til i den hele Sætning at finde et sterkt og smerteligt Udtryk for Macbeths Grumhed. Naar Oversætteren finder det mindre passende med Macduffs Smerteslidenskab „at anstille Reflexioner over Macbeths Handlinger og Følelser“, da kan noget Lignende med større Ret gjøres gjældende mod hans egen Forklaring; thi at anstille Reflexioner over Malcolms Følelser ligger vist endnu fjernere og forekommer mig netop i høi Grad mat. Langt naturligere er det, at Macduff, fremdeles dvælende ved sit Tab og ligesom udmaalende dets Storhed, uvilkaarlig slaaes af Tanken om Macbeths Barnløshed som den eneste Betingelse for en saadan Ugjerning. Dette er egentlig ingen Reflexion over Macbeths Følelser, men kun et sterkt Udtryk af Faderkjærligheden i Modsætning til et Sind, der ikke kjender dens Magt. Det Abrupte og Gaadefulde i dette Udbrud passer netop fortræffeligt til Situationen, og jeg forestiller mig, at disse Ord fra Scenen udtalte med et smerteligt grublende Udtryk og et indadvendt Blik kunde være af gribende Virkning.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Ille profecisse se sciat, cui Cicero valde placebit. Qvinct. X, I.
- ↑ Af dette Stykke haves, saavidt vides, ingen tidligere Oversættelse i vort Sprog umiddelbart efter Originalen.
- ↑ Jeg bringes herved til at erindre et andet norsk Oversættelses-Forsøg, som den literære Verden dog ikke ganske bør glemme: Carl Müllers Oversættelse af Dantes Helvede I—VII Sang, Chra. 1851, hvilken netop ved sin lidt tungvindte og knudrede Gang forekom mig langt mere at minde om Originalen end den senere udkomne — forresten fortjenstlige — danske Oversættelse af Molbech.