M. J. Monrad. Philosophisk Propædeutik
Norsk Litteratur.
12. Philosophisk Propædeutik. Grundrids til Brug ved Forelæsninger af M. J. Monrad. Christiania. 1849. C. A. Dybwad. 3 Ark. 8. indb. 36 ß.
(Anmeldt af Forfatteren).
Naar jeg her efter Tilladelse af Tidsskriftets Udgiver benytter et forhen deri givet Exempel[1] ved at anmelde mit eget Skrivt, da skeer det egentlig ikke af samme Grund, som sidst, at Bogen er for lærd til at finde nogen anden competent Dommer. Thi nærværende Skrift er meget mere aldeles elementært, og indeholder i Grunden ikke Andet, end i vor Tid ethvert videnskabelig dannet Menneske burde vide. Jeg kunde derfor snarere frygte for, at Bogen kunde faae for mange Dommere; jeg maa nemlig dog tilstaae, at jeg, da Skriftet uagtet sit elementære Indhold alligevel er udkastet fra et høiere videnskabeligt Standpunct, ikke vilde finde mig tjent med, at enhver philosophisk Frimester gav sig af med fingre derpaa med altfor stor Suffisance.
Men Hovedsagen er, at det i Grunden aldeles ikke gjælder at anmelde Skrivtet eller berede det en Plads i Literaturen, hvor det endog næppe egentlig kan siges at høre hjemme. Det betragtes retteligst som et Moment i den philosophiske Underviisning, som her ved Universitetet gives, og har kun sin Betydning i Sammenhæng med vore Universitets-Forholde idethele, det Standpunct, som hos de yngste Studerende er at forudsætte o. s. v. Det er ingen Videnskab, det er kun en Methode. Netop om denne philosophiske, især den propædeutiske Underviisning, dens Formaal og Methode agter jeg her at meddele nogle Betragtninger, som jeg under Udarbeidelsen af nærværende lille Skrivt stadigen har havt for Øie. Derhos vil jeg da ogsaa benytte Leiligheden til at tilføie en nærmere Forklaring angaaende et enkelt Punct, som i Bogen selv, paa Grund af dens Korthed, ikke har kunnet faae tilstrækkeligt Lys.
Ved det sidste Regulativ for Anden-Examen blev istedetfor de forhen fordrede „Logik og Metaphysik“ sat „philosophisk Propædeutik.“ Grunden til denne, saavel af Hr. Professor Welhaven som af mig an befalede Forandring var fornemmelig den, at Logikens og Metaphysikens nærværende Standpunct ikke længer gjør disse Videnskaber (som desuden nu ikke vel kunne særskilles) skikkede til, efter Meningen af den gamle Bestemmelse, at være en almindelig Indledning til det philosophiske Studium, da meget mere det videnskabelige Stade, som vore Dages speculative Logik forudsætter er et, hvortil saamegen Forberedelse udfordres, at man ikke vel vovede at optage den i den Elementær-Cyklus, som til Anden-Examen skal gjøres Rede for.
Kunde man blot drive det dertil, at de Studerende, inden de gaae over til deres specielle Fagstudier have faaet en Ahnelse om vor Tids høiere videnskabelige Standpunct, og dermed deels en Evne til at orientere sig i Tidens videnskabelige Forhandlinger, deels (hos enkelte Opvaktere) en Spore til senere at gaae videre: da vilde den philosophiske Elementær-Underviisnings vigtigste Maal være naaet. Men dette er i Særdeleshed Propædeutikens Opgave. Propædeutiken har saaledes at gaae ud fra den sædvanlige Bevidsthed, fra sædvanlige Forestillinger om Videnskab o. s. v., for lidt efter lidt at gjøre indlysende, at en høiere Speculation, en høiere videnskabelig Methode baade er mulig og nødvendig, nemlig naar Videnskaben skal svare til sin Idee. Den er saaledes ikke saameget selv Philosophie, som et Udenverk om Philosophien, en Forskole — som ogsaa Navnet viser — dertil. Selv er den derfor ikke nogen fast afgrændset Kreds af Begreber eller har noget bestemt Stof; dens Begreb er kun at være en Vei til en høiere Erkjendelse en Vei, hvis Udgangspunct er mangeformet og i sig selv ubestemt. Det beroer saaledes væsentligen paa vedkommende Lærer, hvilken Vei han anseer for den nemmeste og sikreste for at føre sine Tilhørere til Maalet: et foreløbigt Begreb om en høiere Erkjendelse Stoffet er i sig selv fordetførste vilkaarligt, og kun Tanken om større eller mindre Hensigtsmæssighed bliver her det afgjørende Valgmoment.
Medens Benævnelsen „Propædeutik“ i Regulativet saaledes vel har den Fordeel, at den giver Læreren frie Hænder til, efter Hensyn baade til sin egen videnskabelige Individualitet og til sine Tilhøreres Standpunct, at anvende en mere pædagogisk end egentlig didaktisk Fremgangsmaade, medfører dog den samme Omstændighed paa Grund af vort Universitets særegne Forholde, paa den anden Side sine Ulemper. Vi ere her tvende philosophiske Lærere, der vexelviis skulle foredrage den til Anden-Examen henhørende Cyklus. Dette Vexlings-System kan ikke vel opgives, da Elementær-Cyklens Foredrag, naar den først engang er gjennemgaaet, naturligviis falder langt lettere og levner mere Otium til anden literær Virksomhed, end Foredraget af de høiere philssophiske Discipliner og Billighed fordrer at Byrden ligelig deles. Men dermed indtræder, da ikke alle Studenter bruge lige lang Tid til sine Anden-Examens-Studier, det Tilfælde, at Mange, der f. Er. have hørt min Collegas Forelæsninger over et eller flere af Fagene, komme til at blive examinerede af mig, og omvendt. Dette er nu i og for sig ingen stor Ulykke, og hvad Psychologien og Ethiken angaaer, hvilke Videnskaber have et nogenlunde bestemt, i deres Begreb liggende Stof, medfører det, under Forudsætning af Humanitet hos begge Lærere, ingen synderlig Uleilighed. Men betænker man hvad ovenfor er sagt om Propædeutiken at enhver Lærer egentlig kan gjøre hvad han vil til Propædeutik, indsees let det Mislige i at blive examineret af en Anden, end af den, af hvem man har lært. Da desuden Propædeutiken især maa levere det methodiske Grundlag, og ligesom sætte den Studerende paa det Standpunct, hvorfra ogsaa det Øvrige skal anskues i sin Sammenhæng, sees, hvorledes Forvirring let kan opstaae i en ubefæstet Tankegang, naar man, hvad ofte bliver Tilfældet, hører Propædeutiken foredraget af den ene Lærer, og derpaa de øvrige Fag af den Anden, i det Tilfælde nemlig, at disse Fags Foredrag er beregnet paa en ganske anden propædeutisk Forberedelse, end den man har havt.
Ved Erfaringen af disse Ulemper, maatte naturligviis Ønsket opstaae om Antagelsen af et fælles propædeutisk Grundlag, som idet det vel indrømmede begge Lærere saameget Rum for individuel Fremstilling som muligt, dog angav endeel faste Puncter, hvorpaa det Hele paa en Maade kom til at hvile. Da det nu tilfældigviis var blevet min Lod for første Gang efter det nye Regulativs Indførelse at foredrage Propædeutik, udarbeidede jeg et Schema, som jeg fordetførste dicterede mine Tilhørere, men som jeg siden meddeelte Hr. Professor Welhaven med Forespørgsel, om han — især af ovenanførte Hensyn — kunde ansee det hensigtsmæssigt at benytte dette Schema, naar han efter Tour skulde foredrage Propædeutik. Hr. Professorens bekræftende Svar — hvorved det forstaaes af sig selv, at han benytter Bogen med den størstmulige Frihed, springer over eller tilføier hvad han finder passende — var mig naturligviis den bedste Bevæggrund til at udgive mit Arbeid; og idet det nu fremkommer er dets Plads som Lærebog her ved Universitetet for det første sikret, hvilket er det Eneste, som et Skrivt af den Natur kan gjøre Regning paa.
Angaaende den af mig lagte Plan, være det mig tilladt at bemærke Følgende: Idet jeg, efter det Ovenanførte, maatte i Særdeleshed have til Hensigt at lede den Lærende ind paa vore Dages philosophiske Standpunct, har jeg, som let vil bemærkes, fornemmelig havt det hegelske System for Øie. Dette troer jeg bør billiges endog af Den, der mindre end jeg selv bekjender sig til denne Skole. Thi negtes kan det dog ei, at den hegelske Philosophie — sand eller falsk i sine „Resultater“ — i ethvert Fald er epochegjørende, at den har udøvet og endnu udøver en afgjørende Indflydelse paa Tidens philosophiske Forhandlinger. Hos de af vor Tids Philosopher, der have stræbt at indtage et andet Standpunct, udgjør ialfald den aabenbare eller skjulte — bevidste eller ubevidste — Polemik mod Hegel en ikke ringe Deel af deres videnskabelige Virksomhed. Hvo der altsaa ikke vil være aldeles fremmed for Tidens videnskabelige Bevægelser maa nødvendigviis kjende hiint mærkelige System, han dømme nu derover hvad han vil. At jeg imidlertid i dette propædeutiske Grundrids hverken vilde eller kunde sætte Læseren egentlig ind i Systemet, forstaaes af sig selv; jeg vilde kun lede ham til Tærskelen ved at føre ham igjennem Systemets logiske og historiske Antecedentier. Ved disse maatte jeg i Særdeleshed dvæle og har derfor ikke, som endeel moderne Philosopher, vovet blot med et Spring at sætte over det gamle metaphysiske og formel-logiske Apparat. Jeg har altid havt en vis Frygt for, at de, der fra sit høiere Stade saa fornemt see ned paa disse „tomme Abstractioner,“ og idet de blot synge sin Vise om Tænkens og Værens Eenhed, ialfald kun spendere endeel haanlige Phraser paa Fortidens Borneerthed, ikke have nogen rigtig, speculativt gjennemlevet, Erkjendelse af dette „overvundne Standpunct,“ og at det altsaa kun er maadeligt bevendt med denne „Overvindelse.“ Thi et videnskabeligt Standpunct, det være nok saa lavt og uholdbart, overvindes dog ei ved Ignoreren, men kun ved en gjennemtrængende Erkjendelse. Og hvad der er det Værste, jeg er bange for, at disse speculative Herrer, der lade sig nøie med, at Hegel for dem har overvundet den formelle Logik, og ville hvile paa hans Laurbær, ikke engang ere virkeligen inde i det System, som de selv bekjende sig til og som de anprise som det absolute. Thi dette System fremstiller sig netop ikke som en Svamp, der paa een Gang er fremskudt af Jorden, men har kun sin Betydning i sin Sammenhæng med de foregaaende abstractere Standpuncter. Virkelig skriver sig en stor Deel af de Misforstaaelser, for hvilke det hegelske System har været udsat, ja af de Forargelser, det har vakt, fra den aldeles uhegelske Maneer at ville skyde Gjenveie til det høieste Standpunct, og opfatte Systemet isoleret som noget engang fixt og færdigt Foreliggende, istedetfor efterhaanden at lade det udvikle sig i Aanden, idet den mere og mere befrier sig fra de Abstractioner, hvori den — ikke tilfældig- men nødvendigviis — var bunden. Sædvanligviis styrter man sig strax over endeel Satser, der udgives for constitutive; enten griber man da disse i ungdommeligt Overmod og mærker ikke, at man favner et lokkende Gespenst, der er „huult bagtil,“ eller man ahner Huulheden og viser den hele Tankebygning fra sig med Afsky, og taber sig siden i en frugtesløs Polemik mod en Magt, som dog har langt mere Realitet, end man indbilder sig. For saadan saavel Hegelianisme som Anti-Hegelianisme vilde jeg nu gjerne i det Mulige sikre mine Tilhørere; det var mig derfor om at gjøre ikke at falde mod Døren lige i Huset. Det er sandt, at den formelle Logik og i Grunden ligesaa formelle Metaphysik kun er tør Kost; men enhver virkelig Indvielse forudsætter etslags Faste; her, i denne Videnskabens arabiske Ørk, kunne de desuden bedst skilles ad, de, der ville vende tilbage til Ægyptens Kjødgryder i den saakaldte reelle, for dybere Bevidsthed blottede, Kundskab eller Forretnings-Dygtighed, og de, der vove sig videre frem mod den høiere Videnskabs forjættede Land. Det er endog for det Heles Vel ikke godt, at for Mange løbe uden videre Obstacler Storm paa Videnskaben; det er bedre, at Mange afskrækkes ved Indgangen, end at de siden skulle være med som Marodeurer og Trods. Iallefald ligger i hiin Reflexion over Tænkningens Maskineri en Disciplin, en Øvelse, der selv med Hensyn paa den senere Deeltagelse i praktiske Sysler ikke vil være uden Betydning.
En anden Sag er det, at denne Dvælen ved det Abstracte og i sig historisk Tilbagelagte nu maa kunne betydeligt forkortes. Det ligger i Videnskabens historiske Gang, at enhver Tidsalder vel paa en Maade selv maa reproducere og gjennemleve alle foregaaende Standpuncter, men da i stedse mere forkortet Maalestok. Tidsaanden anlægger tilsidst Syvmile-Støvler paa Feldter, som i sin Tid tilbagelagdes Fod for Fod. At vi nu ikke længer behøve at anvende tykke Bøger eller — hvad der er kostbarere — Aar af vort Liv for at blive færdige med den formelle Slutnings Theori, med Cesare, camestres etc., falder næsten af sig selv. Med Hensyn hertil er ogsaa min Fremstilling af Metaphysiken og den formelle Logik bleven den korteste, jeg troer der hidindtil existerer. Og dog fattes, idetmindste hvad Logiken angaaer, næppe noget væsentligt Punct. Med Metaphysiken er det en vanskeligere Sag at sige, hvad der bør tages med og hvad ikke; dens Omfang er, naar man seer hen til Bearbeidelserne, i høi Grad ubestemt. At jeg nu ikke kunde indlade mig paa de specielle Afsnit, Kosmologien, Psychologien (der jo endog i Elementærcurset hos os særskilt foredrages) og den naturlige Theologi, er indlysende; jeg havde naturligviis kun at holde mig til dens almindelige Deel, den sædvanligst saakaldte Ontologi, og denne har jeg igjen fornemmelig opfattet som Usiologi eller Væsenslære. Thi Begrebet af Metaphysik forudsætter allerede en Reflexion, hvorved Væsenet har sat sig i Stedet for den umiddelbare Væren; allerede i den aristoteliske Metaphysik spiller Usia Hovedrollen. Da imidlertid de ældre Bearbeidelser af Metaphysiken som særskilt Videnskab, f. Ex. en Wolfs, en Baumgartens (og om de efter-kantiske, der stedse mere eller mindre tage subjective Elementer med, kan her naturligviis ikke være Tale) ikke klart have opfattet denne Forskjel, har jeg for ikke at tabe mig i en principløs Opramsen af Kategorier ifleng, valgt den Udvei at holde mig, hvad Kategoriernes Valg og Ordning angaaer, til den hegelske Logiks anden Deel, der, med Hensyn til Stoffet, efter min Anskuelse nærmest svarer til det — forresten vaklende — Begreb, man i Almindelighed opstiller om Metaphysiken. Den dialektiske Udvikling vilde naturligviis her være paa urette Sted; de metaphysiske Bestemmelser maatte kun fremstilles som forefundne, og blive i Bogen egentlig kun nævnte, idet en nærmere Forklaring er overladt det mundlige Foredrag, der ved alskens Sidebemærkninger, Exempler o. s. v., idethele ved mange Afvigelser fra den strenge Methode, hvortil skrevne Paragrapher ere bundne, kan vække Ahnelser og bidrage til, at Tilhørerne gjenkjende de Bestemmelser, hvorom der er Tale. Strengt taget er jo Metaphysiken paa dette Standpunct ikke Andet end en systematisk Opregnen og Beskrivelse af de i den almindelige Gjenstand fundne Bestemmelser; om disses egentlige Betydning, deres Sammenhæng og Begrundelse, kan man kun faae noget Begreb ved at lade dem udvikle sig som Momenter i en Tænkningsproces ɔ: ved en speeulativ logisk Betragtning, hvilken i Propædeutiken ikke skulde anstilles, men blot forberedes. Selv det Punct, som det her kommer hovedsageligen an paa, nemlig Blottelsen af det Abstracte og Modsigende i de metaphysiske Bestemmelser er Noget, som man — efter den Erfaring jeg har om det Standpunct, hvorpaa Pluraliteten af begyndende Studenter staae — næppe kan gjøre Regning paa at kunne bringe til klar Erkjendelse; det maa snarere paa en Maade føles, end egentlig begribes, hvorfor ogsaa her det Meste maa overlades den mundtlige Fremstilling. Man vil saaledes maaskee finde — og jeg finder det selv — at de Antydninger, jeg i Bogens § 20 og 33 har givet, ere meget utilfredsstillende; men paa den anden Side saa jeg mig ikke istand til tilstrækkeligen paa Prent at klare den Sag uden ved at anvende en Udførlighed, der vilde staae i Misforhold til alt det Øvrige. Hvad der staaer, staaer saaledes egentlig kan som et Memento, en Opgave for Katheder-Fremstillingen.
Medens jeg saaledes paa den ene Side ikke har villet fritage mine Læsere eller Tilhørere ganske fra den lidet frydelige Gjennemgang gjennem den abstracte Metaphysik og ligesaa abstracte Logik, har jeg paa den anden Side dog meent at kunne glide forholdsviis temmelig let derover og ikke gaae formeget i det Enkelte. Om jeg nu har været heldig til at træffe den rette Middelvei mellem Formeget og Forlidet, maa da staae derhen.
Under denne Beskjæftigelse med tilbagelagte Standpuncter, meddeler man, mener jeg, beqvemmest den Lærende det første Overblik over Philosophiens Historie. Omvendt vil netop dette Henblik til Historien være et Middel til at udbrede Lys over den Tankeudvikling, der skal føre frem til vor Tids videnskabelige Standpunct. De paa hinanden følgende Momenter i en Begrebsudvikling faae for Begyndere mere Hold og ligesom Substants, naar han kan anskue dem som historiske Skikkelser. Og maaskee vilde en Philosophiens Historie, bearbeidet med dette Hensyn, egentlig være den bedste Propædeutik. Skjønt jeg nu just ikke har havt til Hensigt at levere en saadan — en Plan, hvis Gjennemførelse dog nok turde støde an paa mange Vanskeligheder —, har jeg alligevel deels ved det hele Anlæg søgt at give Fremstillingen etslags historisk Præg, idet de forskjellige Standpuncter ere betragtede som Perioder i Videnskabens Udvikling deels ved tilføiede Anmærkninger ialfald peget paa de vigtigste historiske Gestaltninger.
Det tilføiede „Omrids af det hegelske System“ skulde nu netop idet derved det historiske Overblik paa en Maade blev afsluttet, tjene til ved Henviisning til en bestemt Gestalt yderligere at oplyse det forhen Sagte om den speculative Methode og „Philosophien som Videnskabernes Videnskab.“ At det Bekjendtskab med det hegelske System, som paa denne Maade kan meddeles, maa blive yderlig overfladisk, følger af sig selv. Men det er egentlig fra Overfladen, at det philosophiske Studium maa begynde, og — Mange komme jo ikke længer. Virkeligen er der Mange, der kalde sig Hegelianere, og som i Grunden næppe vide Saameget, som her er meddeelt, og Dette udgiver sig jo kun for propædeutisk og vil, naar der dvæles tilstrækkeligt ved det Foregaaende næppe føre til Vindighed eller skadelige Indbildninger.
At jeg nu idethele er standset ved Hegel og ikke har taget Hensyn til senere Phænomener i Philosophien, er skeet med beraad Hu. Jeg er ingenlunde blind for Værdien af — idetmindste en Deel af — de senere philosophiske Bestræbelser; men saavidt jeg skjønner ere disse endnu langt fra at have samlet sig til en saadan afsluttet Gestalt, der kan siges at have opnaaet historisk Gyldighed, eller betragtes som et almindeligt Udgangspunct for nye Undersøgelser. De tilhøre endnu formeget den løbende Tid, til at kunne betragtes som Videnskabens vundne Resultater, og kun saadanne skulle meddeles Begyndere. Det Eiendommelige, der skulde betegne de senere Systemers Principer, er desuden af en saa compliceret Natur, at man ikke engang kan give noget Begreb derom, uden at gaae langt dybere ind paa Videnskabens Grundopgaver, end i en Propædeutik er muligt eller rimeligt. Thi en Propædeutik kan naturligviis kun sætte sig den Opgave at betegne den videnskabelige Bevidstheds almindelige brede Basis, ei forfølge denne Bevidsthed i dens finere Nuancer. Men en saadan Basis er netop den hegelske Dialektik; den er saa at sige Hovednøglen til vore Dages philosophiske Controverser idethele, og derfor hører den, og kun den, hjemme i en Propædeutik.
Overhovedet er der i min tynde Bog, netop paa Grund af dens abstracte, almindelige Holdning, saalidet specifikt Hegelsk, at den i enhver Henseende bør frikjendes for at være skreven i nogen Sect-Interesse. Den indeholder kun saa almindelige og elementære Bestemmelser, at jeg antager, selv en Weiße eller en Johann Hermann Fichte, hvilke dog høre til det hegelske Systems respectableste Bekjæmpere, gjerne kunde, være tjent med hos sine Disciple at forudsætte en saadan Forberedelse. Den saameget omtvistede Sats om Begrebets Objectivitet eller om Tænkens og Værens Eenhed maa dog enhver Philosophi, der ikke vil erklære sig selv for en Umulighed, idetmindste i een Forstand erkjende. Og den af orthodoxe Theologer saa anfegtede Stilling af Philosophien over den aabenbarede Religion, vil, saaledes som den i min Bog er fremsat, ialfald blot foranledige Ordstrid. Om Hegels rette Mening derved er truffen, faaer staae derhen; i en Propædeutik er imidlertid dette, om Hegel har meent det eller ei, en Sag af underordnet Vigtighed.
Der staaer nu kun tilbage, som i et Slags Excurs, at omtale et enkelt Punct, hvorover selv den kyndige Læser maaskee et Øieblik kan studse, da der egentlig er sagt mere, end der var Anledning til at oplyse. I Anmærkningen til § 46 er i Forbigaaende bemærket, at man i de bekjendte Slutningsfigurer kan see Slutningens forskjellige Qvalitet, og disse Figurer blive da løseligen sammenstillede med de affirmative, de negative og de uendelige Domme. Ogsaa R. Nielsen i sin propædeutiske Logik bruger Udtrykket Qvalitet om Slutningøfigurerne, men uden at sætte dem i Forbindelse med det, man ved Dommene kalder Qvalitet. Da jeg heller ikke i andre mig bekjendte Logiker erindrer at have fundet nogen tilfredsstillende Forklaring herom, maa følgende nærmere Oplysning af, hvorledes jeg mener Sagen paa en elementær Maade kan fremstilles her finde Plads.
Uden nemlig her at indlade os paa den dialektiske Udvikling ved hvilken den speculative Logik lader Slutningen fremgaae af Begrebet og Dommen, kunne vi alligevel let bemærke, at de alle tre høre sammen i enhver virkelig Tænkningsact, og at navnligen Dommen og Slutningen staae i nær Forbindelse og gaae ligesom over i hinanden. Da Slutningen jo almindeligviis anerkjendes som den Tænkningsform, hvori først Fornuften egentlig viser sig, maa jo ogsaa enhver Dom, forsaavidt den skal være fornuftig, allerede paa en Maade indeholde Slutningen, være en Slutning implicite. D. e. enhver Dom maa, naar kun dens egentlige Betydning eller de Hensyn, der nødvendigviis skjule sig deri, fremdrages for Bevidstheden af sig selv udvide sig til en Slutning, eller lade sig fremstille som Resultat af en Slutning. I Dommens forskjellige Arter ere vi saaledes netop berettigede til at finde de forskjellige Slutningsformer ligesom forudbetegnede. At man nu ved Qvaliteten nærmest har at tænke paa de saakaldte Slutnings-Figurer, antydes allerede ved den Plads, de sidstes Theori i den sædvanlige Fremstilling uvilkaarligen har faaet. Nærmere sees, at da Dommens Qvalitet beroer paa Beskaffenheden af Subjectets og Prædicatets Forbindelse og denne Forbindelse i den udførte Slutning udtrykkes ved Middelordet, hvis Stilling til Subject og Prædicat netop danner de saakaldte Figurer, saa er heri egentlig allerede udtalt, at Dommens Qvalitet egentlig beroer paa Figuren af den Slutning, hvori dens Gehalt udlægger sig. Den affirmative Dom, som den ligefremme, hensynsfrie Forbindelse mellem Subject og Prædicat, svarer saaledes til en Slutning i første Figur, der saa at sige betegner den lige Vei mellem Subject og Prædicat, idet Middelbegrebet kun viser sig som mellemliggende. Denne Art Slutning er at betragte som Slutningen i sin Umiddelbarhed, hvorfor ogsaa mange Logikere ei ville henregne den til Figurerne; den er, sige de, ikke figureret. Ville vi for Anskueligheds Skyld et Øieblik regne med Formler, da maa vi f. Ex. sige, at den Dom: „Rosen er rød“ egentlig, som logisk Dom betragtet, vil sige, at Rosen hører til de røde Tings Sphære. Men her have vi egentlig en Slutning i første Figur: de Ting, for hvilke Rødheden er Prædicat, danne Middelbegrebet mellem Rosen og den røde Farve. At denne Slutning er tautologisk, idet Rosen netop ved sin røde Farve hører til de røde Ting, er ingen Indvending, aldenstund det Samme, om end ikke saa aabenbart, gjælder om enhver comprehensiv Slutning.
Hvad de i Formen negative Domme angaaer, da indtræder et dobbelt Hensyn. Enten gaae de ud paa absolut at adskille tvende Begreber, saa at deres hele Sphærer fremstilles som hinanden uvedkommende, eller de ville blot paa et enkelt Punct adskille tvende Sphærer fra hinanden, der ellers nok kunde berore hinanden i andre Puncter. Hine ere de saakaldte uendelige, disse de bestemte negative Domme. Den første Art fremstiller tvende Begreber som forskjellige fordi de idethele ikke komme hverandre ved, fordi det enes hele Kreds af væsentlige Prædicater ikke passer paa det andet. Men dette Fordi er en Slutning i anden Figur, hvis Resultat, som bekjendt, stedse er en negativ Dom. „Samvittigheden er ingen Elephant,“ fordi f. Ex. Samvittigheden ei er noget Legemligt, hvilket Elephanten er.
| Elephanten (P) er noget Legemligt (N). |
| Samvittigheden (S) er ikke noget Legemligt (M). |
| Ergo: |
Da den hele Kreds af Elephantens Prædicater ikke passe paa Samvittigheden, kunne Oversætningerne, hvoraf det samme Resultat kan udledes, forfleres i det Uendelige.
Den bestemte negative Dom er i Virkeligheden altid en particulær Dom, idet den, medens den udelukker et Prædicat fra et bestemt Subject, med det Samme forudsætter at Prædicatet vel kan tilkomme andre Subjecter af samme Sphære. Netop dette Hensyn adskiller den fra den uendelige Dom. Den Dom: „Rosen er ikke blaa“ udsiger, just forsaavidt den ikke skal betragtes som uendelig, at vel andre Blomster kunne være blaae, og er altsaa = nogle Blomster ere ikke blaae. Heri er allerede udtalt den negative Doms Udvidelse til en Slutning i tredie Figur (hvis Resultat altid er particulært), idet det bestemte Subject (Rosen) bliver Middelbegrebet mellem dets Sphære og Prædicatet, hvor altsaa idetmindste en particulær Forbindelse maa finde Sted:
| Rosen (M) er ikke blaa (P). |
| Rosen (M) er en Blomst (S). |
| Nogle Blomster er ikke blaae. |
Eller Sagen kan fremstilles saaledes: Den Dom: „Rosen er ikke blaa“ kan, som Moment i en fornuftig Tankegang, ikke ville sige Andet end: „som Blomst kunde Rosen jo gjerne være blaa (da nemlig saamange Blomster have denne Farve), men nu er den det ikke, hvoraf man altsaa seer, at Blomster ogsaa kunne være ikke blaae.“ Denne sidste Udskillelse af et Prædicat som uvæsentligt for et Begreb, fordi dette Prædicat ikke passer paa Begrebets hele Omfang, maa aabenbart være det egentlige Udbytte af enhver negativ Dom. Men netop en saadan Adskillelse af tvende Bestemmelser, der i et vist Punct (hos et bestemt Subject) falde fra hinanden, er en Slutning i tredie Figur, hvor just tvende Prædicater sammenlignes med Hensyn paa et bestemt Subject.
Dette være da en Commentar til den i Bogen løst henkastede Anmærkning at den første Slutningsfigur svarer til den affirmative Dom, den anden til den uendelige, og den tredie til den bestemte negative Dom. Den hele Anmærkning kunde meget vel være borte, men naar den engang stod der, fandt jeg det nødvendigt dog engang at gjøre Regnskab for, hvad den vil sige. Forsaavidt Nogen skulde finde, at her kun er Talen om Snurrepiberier, da maa jeg minde om, hvad jeg ovenfor har ytret om Vigtigheden af ikke altfor hastigt at overspringe „overvundne Standpuncter.“ En Bemærkning som den, der her omtales, hvilken nu ved det mundtlige Foredrag med Lethed maa kunne gjøres nogenlunde fattelig, kan forresten ogsaa medføre den Nytte, at den, idet den antyder et Slags Sammenhæng mellem tvende ellers adskilte formelle Momenter, kan vække Ahnelsen om den dybere Sammenhæng, der forbinder det Hele.
Overalt er det en Grundopgave, jeg har stillet mig saavel ved Udarbeidelsen af nærværende lille Bog som ved den mundtlige Underviisning, jeg meddeler de Studerende, at gjøre Alt for at befordre et vist taalmodigt, solid, nervefast Studium og forebygge Gjenveie og Slaaen om sig med let vundne, umodne Resultater. Er den Kost, der bydes dem, just ikke altid den meest velsmagende, saa haaber jeg, den skal være desto sundere.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ O. J. Brochs Anmeldelse af sin optiske Afhandling, Tidsskriftets 2den Aargang S. 111—121.