Møllergutten (Øverland)
II.
MØLLERGUTTEN
MØLLERGUTTEN
ET BLAD AF DEN NORSKE ROMANTIKS HISTORIE
AF
O. A. ØVERLAND
KRISTIANIA OG KJØBENHAVN
ALB. CAMMERMEYERS FORLAG
LARS SWANSTRØM
Kristiania. — Centraltrykkeriet. 1896.
I.
under Haukelidens Fjeld,
og han hørte der i Elvesuset
Hallingslaatten fra det dybe Væld.
Fossegrimen sine Strenge rørte,
Skummet sprang og hvirvlede dertil.
Ingen uden Møllerguten hørte,
hvordan Elven gik med Strengespil.
stryge Fossegrimens Dans;
aldrig før i Hytte og paa Tue
var der hørt saa gjævt et Spil som hans;
aldrig gik der over Gulv og Enge
saadan Halling, som hvor han gav Klang;
men han har vel og med sine Strenge
gjort det stilt i Laget mangen Gang.
skjønt han gik saa tankefuld,
Brev og Bud til ham fra den berømte,
vidt bereiste Mester Ole Bull.
Han, der turde selv ved Kongethroner
lade Slaatten over Strengen gaa,
han erindred’, at dens bedste Toner
lød paa Fjeldet i en Hyttevraa.
denne Hytte med en Hal,
hvor vel fler end Tusind kunde lytte
til de underbare Toners Fald.
Møllergutten sad, som naar man stirrer
overbøiet paa et Elvdybs Pragt,
og som Broen, hvor man dvæler, dirrer,
saadan rysted Sædet ved hans Takt.
der i stride Hvirvler gaar,
og ved Spillet blev hver Tanke kaldet
did, hvor Fossegrimen Harpen slaar,
kaldet fjernt hen til de grønne Dale,
der har Kilder fra et snedækt Fjeld,
hvor vor Kunst i Toner som i Tale
altid finde skal sit friske Væld.
(i «Norsk Folkekalender» f. 1850.)
II.
Naar en vil fortælle Møllerguttens Saga i dens Hovedtræk, maa han gaa noksaa langt tilbage, — kanske længere, end Læseren strengt taget vil finde nødvendigt.
Men det faar staa sin Prøve.
Jeg ved ialfald ikke, naar jeg har forudskikket Welhavens Digt, hvorledes jeg bedre skulde tage et Udgangspunkt for en Skildring som denne end at fortælle om, hvorledes det nationaleste af alle de Nationalinstrumenter, vort Land eier, blev til, hvad det har været for Mesterspillemænd, som Tiderne frem efter har vundet sig et Navn i Folkets bredere Lag, og hvorledes de har knyttet Fortidens Overleveringer til en og anden af de Slaatter, som tydelig har angivet Grundtonen i Toneverker, som bærer verdensberømte norske Komponisters Navne.
Men det siger ogsaa sig selv, at stort mere end Antydninger kan her ikke gives.
Vi begynder da med Hardangerfelen og dens Tilblivelseshistorie.
Om Hardangerfelen og den Rolle, den spillede hos Befolkningen i Bergens Stift, har vi et Par Udsagn af Biskop Erik Pontoppidan i hans «Norges naturlige Historie». Her heder det Bd. II, S. 393: «I Hardanger, ikke langt herfra (ɔ: Bergen) gjør Bønderdrengene endogsaa deres egne Violiner til at spille paa, saa gode, at man har forsikret mig, de kunde ret vel bruges i en Koncert.» Derefter udtaler han i en Anmerkning: «Ellers er en Violin den norske Bondes bedste Instrument og bruges her i Egnen hel utidig, det er endogsaa i Sørgestuen, hvor Spillemanden sidder, maaske som en Melancholifordriver, Dagen igjennem just ovenpaa Ligkisten og spiller bestandig. Samme Sæde og Forretning holder han ved, naar Liget føres til Kirke paa en Baad, som sædvanlig sker her paa Vesterkanten for Situationens Skyld . . . .»
Hardangerfelen skal ifølge Traditionen være bleven til paa følgende Maade:
I Vikør levede der omkring 1670 en Mand ved Navn Lars Klark, der var et Slags Skoleholder og for Morskabs Skyld syslede med en Smule Violinmageri. I Grunden havde han aldrig lært dette Haandverk; men til Tidsfordriv var han begyndt med at udhule nogle Træstykker, hvorover han spændte nogle Strenge. Det blev til en primitiv Violin — vistnok nærmest af den Form, som var i Brug, dengang Trondhjems Domkirke blev bygget.
En Lærling fik Lars Klark i Isak Nilssøn Botnen, som var opvokset der i Egnen. Isak, der var en hændig Karl, begyndte med at gjøre Lars Klarks Violin efter, og lidt efter lidt lykkedes det ham at faa istand en bedre, mere fuldkommen Violin. De Instrumenter, han saaledes forfærdigede, blev meget søgte. Men der fattedes ham længe en Fernis, som ikke berøvede Klangen noget af dens Blødhed og Renhed. Af Presten Didrik Muus paa Stordøen, der var en dygtig Billedskjærer og Maler, fik han Opskrift paa Tilberedningen og Anvendelsen af en Fernis, som kunde tjene til Opnaaelsen af dette Øiemed, og fra nu af forbedrede Isak sine Violiner i saa høi Grad, at de blev berømte baade indenlands og udenlands, og de blev endog af Virtuoser foretrukne for andre Instrumenter. Blandt dem, som ydede Isak Botnens Violiner sin fulde Anerkjendelse, var den i Samtiden meget anseede Musiker og Literat Johan Henrik Freithoff, der var ansat som første Violinist ved det kongelige Kapel i Kjøbenhavn fra 1745 til sin Død 1767.
Isak havde flere Sønner, der lagde sig efter Violinmageriet. Men ingen af dem bragte det saa vidt som hans Søn Trond og hans Svigersøn Sjovat, der begge lærte Kunsten af ham. Sjovat drev det imidlertid ikke saa langt som Svogeren og Svigerfaderen, da han var for meget optaget af sit Jordbrug. Trond førte dog Kunsten meget videre, og han havde Aar om andet en rivende Afsætning paa sine Violiner og var langt fra istand til at kunne tilfredsstille Efterspørgselen. Alt, hvad han kunde tilvirke, blev solgt paa Røldals og Kongsbergs Marked og længere østefter, og det siger sig selv, at han blev en holden Mand.
Saa længe Isak levede, beholdt han for sig selv Hemmeligheden med Tilvirkningen af Fernissen. Da han var død, fandt man efter ham forskjellige Opskrifter; men den rigtige fik Trond alene fat i.
Om Isak Botnen fortaltes der en noksaa kuriøs Historie. Engang, heder det, fik han Besøg af en «fornemme» Mand, hvis Navn ikke nævnes. «Den fornemme Mand» var kommen reisende sent en bælgmørk Kveld til Botnen og havde spurgt efter Manden i Huset. Det blev sagt ham, at han sad inde i Stuen og arbeidede. Da han kom ind, blev han var, at gamle Isak i det fuldstændigste Mørke forfærdigede de fineste Elfenbenssirater og Træindlægninger paa sine Violiner. Da den reisende udtalte sin Forundring herover, fik han vide, at Isak fra sine yngre Aar havde vænnet sig til at arbeide i Mørke, idet han frygtede for at dele Faderens Skjæbne. Denne var bleven blind i sit 85de Aar, men havde faaet sit Syn igjen i Hundredeaarsalderen, og derefter levede han endnu fem Aar. Hverken Isak, Trond eller Sjovat kunde spille paa de Violiner, som de forfærdigede.
Trond var ogsaa en hændig Smed. Han boede først paa Gaarden Flatebø, men flyttede siden til Ytre Aalvik i Kinservik, hvor han endnu i 1766 var bosat.
— Af de Mesterspillemænd, som den norske Bondestand i forrige Aarhundrede havde at opvise, har ingen vundet en saa stor Navnkundighed som de to Stortyve Arve Brakar og Malice-Knut, hvis Levnetsløb vi ved en anden Leilighed skal komme ind paa.
Af Arve Brakars Tonestykker hidsættes hans bekjendte Halling («Intno til Stue og intno til Mat») efter en Optegnelse, som er bleven mig meddelt fra Urskog af den dygtige Violinist og Genealog Anders Heyerdahl.
Om Malice-Knuts Melodier skriver Henrik Wergeland i et Brev til Fredrika Bremer: «Der er samme Alf i Ole Bulls og den berygtede Malice-Knuts Violin og Kompositioner. Den første rører Enthusiasmen sterkest, naar han lader den sidstes forunderlige Toner — Tonen i hans Toner — klinge igjennem. I en Roman fra nyere, ikke nyeste, Tider vilde denne Karakter være fortræffelig. Han skal have været den mest gudsforgaaene Krop; men hans Halling- og Polksdans-Kompositioner er af en beundringsværdig Genialitet.»
Ved Siden af disse østlandske Mesterspillemænd staar en hel Del andre, der har havt sin Hjemstavn i Telemarken, Valders og Hallingdal og hvis Navn og Kompositioner fremdeles lever i Folkets Minde. I Regelen knytter deres Kompositioner sig til en eller anden opsigtvækkende Begivenhed deroppe i Dalene, til et Drab, til et Sagn eller et Eventyr.
To af de merkeligste Kompositioner, der utvivlsomt er af meget høi Ælde og som navnlig paa Møllerguttens Strenge kom til sin Ret, var «Kivlemøslaatten» og «Førnesbrunen».
Sagnet om Kivlemøerne er almindelig kjendt bl. a. fra Welhavens og A. Munchs Digte. Mindre kjendt er Sagnet om «Førnesbrunen», der er henlagt til den sorte Døds Tid.
Under Mandedøden, heder det, uddøde hele Befolkningen paa Mjøsstranden. En brun Hest paa Gaarden Førnes blev saa vant til at trække Lig til Raulands Kirkegaard, at man ikke behøvede at give den nogen Ledsager med. Saasnart Liget var anbragt paa Slæden, drog den afsted, og naar Liget var taget af, vendte den hjem igjen. Der var ikke stor Hvile for den at faa; thi saa ofte den var kommen frem til Mjøsstranden, maatte den igjen afsted med et nyt Lig. Tit og ofte blev den træt og ørslede tilside ud i Snefonnerne; stundom sank den ned i Sneen og havde da Møie med at komme sig op igjen. Paa Skaren gik det af og til i Trav; men bedst det var, traadte den igjennem og skar sig, og da haltede den gjerne. Den sidste Mjøsstranding surrede sig selv paa Slæden, da han merkede Dødens Komme, og «Førnesbrunen» lagde i Vei, som den pleiede. Paa Falkeriset mistede den sine Truger, saa den ikke kunde komme nogen Vei, og da vrinskede den saa sterkt, at den hørtes paa Raulandsstranden, og den fik da Hjælp derfra. Da det sidste Lig var bragt hen paa Kirkegaarden, gik Førnesbrunen omkring mellem Gravene og stansede op ved hver især af dem, som den havde skaffet Beboere. Dermed ansaa den sin Livsgjerning for at være afsluttet. Den begiver sig saa hen i en af Birketrær omkranset Dok østenfor Kirken, hvor den slaar Trugerne af, lægger sig med Hovedet under Boven, drager nogle Suk og dør. Stedet kaldes endnu Hestedokken.
Bekjendt ialfald af Navn er Hallingens vilde Slaatt «Fanitullen», hvis Tilblivelse er skildret af Jørgen Moe i hans herlige Digt:
da ved Øldrik og Svir
Hallingdølens Knivblad
sad løst i hans Slir, —
da Kvinderne til Gilde
bar Ligskjorten med,
hvori de kunde lægge
sin Husbonde ned,
i Hemsedal ensteds,
hvor Leg og Dans var tystnet
og Karlene slog Kreds.
Thi midt paa Gulvets Tilje,
i den mandslagne Ring,
stod to med dragne Knive
og et Bælte spændt omkring.
i hvilende Ro
staa endnu fire Karle
i Kredsen om de to.
De løfte Tyrilysen
mod det sorte Bjælketag,
hvor Røgens Hvirvler samles
til et rugende Lag.
med Hyl trænge frem,
at bryde det faste Gjærde,
der er stillet foran dem.
De kastes vredt tilbage
af de muskelsterke Mænd —
og Spillemanden rolig
gaar til Kjældertrappen hen.
thi den seirende Mand
kan sagtens vel behøve
at kysse Bollens Rand.
I Bæltespænding nappes
de kun med Blodets Tab,
saa maa vel Aaren fyldes
fra Tøndetudens Gab.
han saa i et blaaligt Skin
en sidde der paa Tønden
og stemme Felen sin.
Og Karlen holdt den omvendt
tæt op til Brystet klemt,
og gav sig til at stryge,
saa snart han havde stemt.
Det klang som vred Mands Ord,
som Hug af staalsat Bile,
og som Næveslag i Bord.
Det jubled og det hulked
i den skumle Kjælderhal,
da Slaattens Toner endte
med et rungende Mandefald.
til de mægtige Løb;
det var, som Spillets Hvirvler
ned ad Ryggen ham krøb.
Saa spurgte han den anden:
„hvor lærte du den Slaatt?“
Han svared: „det er det samme,
men mind dig den blot!“
og efter Tappen tog —
da saa han Hestehoven,
som Takt mod Tønden slog.
Han glemte rent at tappe,
han sprang i Stuen op —
der løfted de fra Gulvet
den faldne Mandekrop.
endnu den vilde Slaatt,
og Dølerne den spille,
og spille den godt.
Men lyde de grumme Toner
under Øldrik og Svir,
da løsner atter Kniven
i Hallingdølens Slir.
En anden Slaatt fra Hallingdal bærer Navn efter en bekjendt Slagskjæmpe, som hed Rotneimsknut; fra Numedal har man Slaatten «Sevle’en», om hvis Oprindelse jeg har fortalt i den historiske Fortælling, som har Titelen «Sævlid-Gutten».
Men Møllergutten, hvis Saga vi her skal fortælle, gav de fleste af sine Slaatter Navn efter dem, han havde lært dem af og som vel ogsaa i de fleste Tilfælde havde laget dem.
III.
Torgeir Audunsson — eller Targjei Augundsson, som hans Navn udtaltes i det telemarkske Maalføre — var født paa Pladsen Sværmyr i Saude Herred i Nedre Telemarken. Hans Fader var Møller, og dette gav Anledning til, at han al sin Tid fremefter kom til at gaa under Navnet «Møllergutten», og under dette blev han da ogsaa landskjendt.
Fra hans Barndomstid af har man mange Frasagn om, hvorledes det var «Fossegrimen», som havde vakt hans Tonesans og lært ham de greie Greb og «Flaumen» i hans Spil. Opvokset som Torgeir var med de gamle Viser og Sagn, dannede disse paa en vis Maade en Del af hans Personlighed; han troede saa sikkert som nogen paa Huldren og Haugtussen, paa Fossekallen og Jutulen og paa alle de Aander og Magter, som husedes i Fjeld og Skog, i Fos og Urd. Han skal, heder det, for ramme Alvor have paastaaet, at han havde lært at spille af Fossegrimen, og av han havde tilbragt en hel Julenat hos ham.
Saasnart Torgeir var saa stor, at han kunde skjøtte sig selv, blev han sat til at passe Husmandskoen og de 3—4 Sauerne og Gederne hans Far, og han likte sig godt, saa længe han fik holde sig oppe i Gjætleskogen og gaa for sig selv og gnide og file paa den vesle Træfelen sin. Men han passede ikke bedre paa Koen og Smaafæet, end at de fik gaa paa egen Haand og skjøtte sig, — han havde aldrig stor Greie paa dem. Og om Kvelden var det Stryk af Far og Vondord af Mor, og i Seng maatte den lille uden Kveldsværd.
Slig gik det da Aar efter Aar, og Arbeidshugen hos Gutten blev mindre og mindre for hver Tid, som gik. Et sligt Væsen kunde da Faderen ikke have gaaende der og slænge, og Torgeir var ikke engang 9 Aar gammel, da han maatte paa Dør og sørge for sig selv.
Allerede før den Tid var han bleven en Mester til at spille paa Fele, og han var en søgt Spillemand i de mægtigste Bønders Bryllupper. Liden, som han var af Vækst, blev han sat op paa den nederste og bredere Del af de store nationale Skabe, for at Danserne ikke skulde træde ham ned. Men naar han saa for tidlig blev træt af at spille, slog man paa ham Brændevin for at «friske ham», og han var derfor, sagdes der, allerede dengang han forlod Fædrenehuset, kommen ud paa et farligt Skraaplan.
Saa ruslede han da omkring Bygderne imellem og sled meget ondt. Det var allerede store Ting, naar han fik ligge paa en Bænk frem ved Aaren; som tiest maatte han tage Nattekvarter i Udhuse, hvor han brugte Felehuset som Hovedpude. Men han fandt sig i det, da han neppe var stort bedre vant hjemmefra. Af og til traf han da ogsaa paa snille Folk, som gav ham Mad og Klæder; men atpaa fik han de venskabeligste Formaninger om, at han skulde lade Felen fare og tage sig nyttigere Arbeide for. Han forsøgte vel ogsaa af og til at hugge Favneved, grave Grøfter og andet sligt; men saadant Grovarbeide havde han ikke rigtig Haandlag for, og snart kom Spillemandshugen over ham igjen, saa han slængte Hakken og Øksen og drog ud.
«Han gjorde», fortæller Vinje i en Biografi af ham, «Reiser til Skeen, Larvik og Fredriksværn, for, som han sagde, at søge Arbeide, og han saaes ofte paa Hugstepladsene med Felen i Haanden. Men en kummerlig Tilværelse fristede han; forsulten og pjaltet vandrede han som en Skygge fra Sted til Sted, og han blev snart lige saa berømt for sin Elendighed som for sit Felespil. «Byreisende» fra Øvre Telemarken fortalte ofte, naar de kom hjem, at de havde seet «Møllarguten» sove paa den bare, kolde Mark med Felehuset under Hovedet. Fordrukken eller forfalden til Brændevin var han aldrig i den Forstand, som man almindelig tager Ordet, og hvem ved ikke det, at Spillemanden altid først skal have sin Dram. I sine bedste Dage for han og spillede fra Bryllup til Bryllup, fra Gilde til Gilde, og var saaledes mere beruset end ædru. Naar man kjender den gamle Levevis, vil man finde dette lige saa undskyldeligt, som at Møllarguten af og til saa sig nødt til at traktere paa sine Velgjørere. Det var saa Skik, og der ligger megen Sandhed i Ordsproget: «Skik følge, eller Land fly». Brændevinsdrikken var desuden paa den Tid i sin mest ødelæggende Periode, og at modstaa Fristelsen vilde forudsætte en moralsk Kraft, som man hos Folk i Møllargutens Stilling ikke vel kan forlange».
Det er ikke saa lige til at følge Møllergutten paa hans Reiser i Tyveaarene. Kun skal her meddeles, at han paa en saadan Færd i 1828 blev gift med Husmandsdatteren Ingeborg Richardsdatter Haugen af Vinje Prestegjæld, hos hvis Fader han efter den Dag i en lang Aarrække havde Tilhold, naar han ikke var ude paa sine lange Reiser, der gik snart til Kongsberg, snart vestover Fjeldet til Hardanger og Voss.
Fra et af hans første Besøg paa Kongsberg Marked meddelte Professor M. J. Monrad i Tidsskriftet «For Hjemmet» i 1859 en karakteristisk Episode, der ikke taaler at gjenfortælles, men maa hidsættes med Professorens egne Ord:
«For en tredive Aar siden var Kongsberg Marked noget langt lystigere og i mange Stykker betydningsfuldere, end de senere Tiders Pinagtighed har gjort det til . . . .
I de tilstødende Bygder i vid Omkreds gik der dengang et Ord om Livet paa Kongsberg Marked, som nu er nedsunket til Fortidens store Erindringer.
Fra Sandshverv, Numedal og Telemarken samledes der alt, hvad der i en eller anden Henseende kunde gjøre Fordring paa Opmerksomhed; de «bedste Karle», d. e. de sterkeste Kjæmper, de sprækeste Dansere, de flinkeste Spillemænd skulde der vise sin Kraft og sin Kunst; de smukkeste og de hurtigste Travere blev der stillede tilskue og prøvede i Kapridt og Kapkjørsel. Kort: det var for den hele troskyldige Omegn et Slags Verdensmarked, hvor enhver Bygdeberømthed først skulde faa et Stempel af almindeligere Gyldighed.
Den Kjæmpe, der paa Kongsberg Marked havde «ryddet en Dansesal», eller den, hvis Skimmel der havde vundet en Seir, ja lige indtil den, der havde drukket de fleste Drammer uden at falde under Bordet — deres Ry gik vidt og bredt gjennem Bygderne, og de betragtedes med en vis Ærefrygt, hvorhelst de drog frem.
Det lader sig ikke negte, at der var en Del Raahed i dette Liv; men det var ægte nationalt og ikke uden en vis karakteristisk Saftighed.
Ved en af Markedsboderne havde en Spillemand fra Lislehered, Olaf Olafsson, vide berømt under Navnet Daavedokken, samlet en Klynge Tilhørere ved de Toner, han vidste at aflokke sin Hardangerfele. Hans Springere, Gangere og Hallinger lønnedes med Bifaldsytringer og Kobberskillinger, der efter hver endt Slaatt «gaves i Fedla» ɔ: stakkes ind gjennem Instrumentets saakaldte Esser, saa at Tonerne, foruden af de bekjendte medklingende Metalstrenge under Gribebrettet, tillige mer og mer, idet Felen bevægedes, blev ledsagede af en Skrangel, der i det mindste af Spillemanden selv vistnok hørtes med stor Fornøielse. En og anden rask Karl opildedes endog til nu og da at prøve et Rundkast for at tage «Raftan under den store Himlingen».
Som nu denne Fornøielse var i bedst Gang, kommer en fremmed ung Mand til, der standser, lytter til Spillet en Stund og spørger derpaa de nærmeststaaende: hvem der saaledes «reiv upp alle Traadene i Væven?» Denne Spydighed kunde ikke andet end vække Forargelse; der blev Mundhuggeri, og Tingen kom snart Virtuosen selv for Øre. Denne henvender sig til den nysankomne og spørger med den sædvanlige Tone, naar kraftigere Argumenter skal indledes:
«Er det mig, du mener?»
Den fremmede, der just ikke var bange, men paa ægte telemarkisk Vis vilde have sine Ord i Behold, svarede med paatagen Spagfærdighed:
«Jeg mener nok ingen, jeg. Jeg spurgte bare, hvem der reiv upp alle Traadene i Væven. Der kan vel ingen forspørge sig».
Daavedokken: «Kan du spille, du da, som er saa grei til at laste andre?»
Den fremmede: «Nei, jeg kan nok ikke spille, jeg da».
Men Gjermund Ramberg fra Hiterdal, som nok havde draget Kjendsel paa den fremmede, forsikrede, at denne kunde spille, og bad Daavedokken, at han vilde laane ham sin Fele, for at de kunde faa høre, hvad Karl han var. Daavedokken vilde i Førstningen ikke, enten fordi han maaske begyndte at ane Uraad eller fordi han ikke vilde betro sin kostbare Fele i en fremmeds Hænder. Det var nemlig et Instrument af første Rang, arbeidet af Jon Helland i Bøhered, indlagt med Sølv og Perlemor, med forgyldt Tyrkehoved og med de fineste Arabesk-Forsiringer paa Laaget. Men flere og flere sluttede sig til Hiterdølens Forlangende; man sparede ikke at lade Daavedokken høre, at han kanske var ræd om sig, og Minerne blev snart saa truende, at Mesteren fra Lislehered fandt det raadeligst at give efter og overlade den fremmede sit Instrument.
Denne lod sig paa sin Side lige saa meget nøde til at tage derimod, idet han bestandig gjentog, at «han kunde nok ikke spille, han». Saa begyndte han at stille og stemme, klunke og lytte og syntes neppe at blive færdig med at faa Stemningen efter Ønske. Endelig tog han nogle løse Strøg som Præludium, der efterhaanden og ligesom tilfældigt gik over i en ordentlig Ganger med dens afmaalte og ved begge Fødders Trampen sterkt fremhævede Takt. Stykket endte, som det havde begyndt, med nogle løse Strøg af ubestemmelig Toneart og Rhytmus, som om Spillemanden igjen vilde udviske Præget af bestemt Forsæt og en bestemt Skikkelse og lade det hele beholde Anstrøget af Tilfældighed. Gangeren var ligesom en lysende Kometkjerne med bløde Omrids hensvømmende i en omgivende Dunstkreds.
Nu, dette maatte enhver dog sige var ganske godt spillet. Tilhørerne og ikke mindst Felens Eier havde fra de første Strøg af lyttet med en Opmerksomhed, som de ikke ganske kunde gjøre sig Rede for. Thi vel var Strøgene lette og greie og Tonerne klokkerene; men der syntes ikke at være nogen særegen Ild eller Kraft i Foredraget, snarere en vis Jevnhed og Tilbageholdenhed, der er bange for at gaa ud over det sædvanlige. Jo mere de bagefter spurgte sig selv om, hvad de havde hørt, desto mindre kunde de finde noget egentlig udmerket deri, noget; der kunde berettige den nye Spillemand til at slaa sig til Ridder paa deres yndede Daavedok. Havde ikke denne baade trampet sterkere og havt «mere Maal i Fedla»; havde han ikke gjort langt flere Kunster med hoppende Bue, med Klunk o. s. v.? Dette mente nok ogsaa Daavedokken selv og syntes allerede vis paa sin olympiske Seir.
Men efter et nyt Intermezzo af Stillen og Stemmen og et nyt Præludinum begyndte igjen Medbeileren paa en Springer og denne Gang med stigende Liv. Snart følte den yngre Del af Tilhørerne sig som hensatte i det muntre Stim (Dans); under de hvirvlende Trioler havde de en Følelse, som de svingede de vakreste Jenter i Ring; de kjendte Danselystens Ryk i Kroppen og begyndte uvilkaarlig at kimse paa sig og slaa lystige Kneps med Fingrene efter Takten. Daavedokken bliver efterhaanden dels betænkelig, dels henrives han selv af de lette Toners Jubel. To Aander kjæmper i ham. Og saa istemmedes efter en kort Pause en Halling. Nu var Spillemanden først bleven fuldkommen opvarmet eller, som Telemarkingen udtryksfuldt siger, opmøiket (gjort myg eller smidig). Al den sammentrængte og ligesom fjederspændt opsprettende Kraft, der kan ligge i denne for de raske Fjeldgutter mest eiendommelige Dans, vidste ogsaa Mesteren at lægge i sit Spil; det syntes, som om Buen selv dansede Halling paa Strengene, idet den snart seigt ligesom hang paa dem som for at tvinge Tonen til den yderste, mest udholdende Styrke snart muntert hoppede, som om ogsaa den vilde gjøre Rundkast op mod det blaa. Han henreves selv mere og mere. Han var nu ikke mere paa Kongsberg Marked, ifærd med at tilkjæmpe sig en Seir over en Medbeiler: han var i sin Hjembygd og spillede til Dans ved et Bryllup paa en af Bygdens gildeste Gaarde, medens de raskeste Gutter den ene efter den anden tog Bjelken i det høie Loft med Taaspidserne under alle de omstaaendes Jubel. Paa Tilhørerne havde den forsterkede Illusion den merkværdige Virkning, at den netop dæmpede enhver Antydning til Dansbevægelse; de blev tvertimod ganske stille og lyttede næsten med tilbageholdt Aande. Det var, som om de nu have nok med det indre Billede, den indre Bevægelse, der hævede dem over enhver legemlig Indflydelse og dennes Tilbagevirkning.
Og Daavedokken? — Han var mod Slutningen af Hallingen forsvunden og kom først ved dens Ophør tilbage — med en Dram i hver Haand, hvormed han havde forsynet sig ved en af de nærstaaende Diske. Han rækker den ene til Medbeileren med de Ord: «Enten er Du Fanden selv eller Møllergutten; thi en saadan Halling spiller ingen anden; men ihvo du er, maa jeg her drikke med min Mester. Den, som kan væve saa fin og sterk en Væv, skal have fuld Lov til at sige baade om mig og om alle de andre, at vi bare river og brøiter.»
Møllergutten — thi ham var det virkelig — tog det tilbudne Glas og tømte det næsten med Taarer. Han var allerede dengang, som han bestandig siden har vist sig, yderst blødhjertet og bar ogsaa sine Følelser noget lettere frem, end det er almindeligt blandt hans Bygdesbørn, der er ligesom sammentrængte og har en stor Blufærdighed for at blotte det indre Menneske. Hans Medbeilers Anerkjendelse af hans Fortrin var saa uforbeholden og trohjertig, at den rørte ham og bragte ham til bitterlig at angre paa den uskaansomme Maade, hvorpaa han først havde ytret sig. Dette udtalte han da ogsaa, og de tvende Kunstnere — ialfald havde de begge en Kunstners Lidenskaber og maaske ikke saa lidet af en Kunstners naturlige Begavelse — sank vel ikke til hinandens Bryst, men rystede hinanden trofast i Hænderne og lovede hinanden og sig selv at være gode og fuldtro Venner for bestandigt.
Hvo kjender ikke Historien om Lafont[1], der paa en Koncert i Mailand spillede sammen med den unge, ham endnu ubekjendte, Paganini[2]? Da han merkede dennes Overlegenhed, gik han pludselig hen og lagde sin Violin for hans Fødder. Det var smukt gjort og vakte den glimrende Forsamlings ustanselige Bravoraab. Men var ikke Daavedokkens Handling ganske den samme, uagtet den ikke foregik i det berømte Theater della scala, men foran en Bod paa Kongsberg Marked, i Nærværelsen af nogle Numedølinger og Telemarkinger, der hverken raabte Bravo eller klappede i Hænderne, men som dog vistnok paa sin Vis havde godt af det forefaldne?
Vist er det, at Daavedokken neppe sank i deres Agtelse, om end den afslørede Møllergut hilsedes med uforstilt Beundring. Og Gjermund Ramberg, Hiterdølen, smidskede saa veltilfreds og kyndigt og følte sig større, fordi han fra Begyndelsen, jeg kan nu ikke sige af hvad Grund, havde havt en Anelse om det store Incognito.
Men nu var Møllergutten kommen i Aande, og nu vilde han spille for sin egen og sin nye Vens Fornøielse. Han tog nu frem de kosteligste Perler af sit Forraad, Stykker, som han ellers ikke lettelig spiller, enten for ligesom ikke at vanhellige dem, eller fordi de for sterkt angriber hans Sjæl. Hertil stemte han Felens Strenge i andre, fra de nu brugelige forskjellige Intervaller, hvorved den i det hele faar en sælsom fremmed Klang. Først gav han Kivlemøslaatten, hvormed efter Sagnet de tre hedenske Skjoldmøer i Silgjord havde forstyrret den kristne Gudstjeneste, hvorfor de blev forvandlede til Stene, — denne fra Slægt til Slægt opbevarede, vistnok af en ældgammel Kjerne udspirede Musik, hvori der, efter Digterens Udtryk, er Gjenlyd
og fra Stormens Kvad paa Vove,
fra hin Offersang, hvori var lagt
al den Sødme, al den Vildheds Magt,
som kan bo i Norges Skove.»
Saa kom «Bordstabelen», den Slaatt, som den slemme tullede, da han om Natten sad og kjørte paa den store Bordstabel i Slemdal. Og da Spillemanden nu engang var kommen ind i det dæmoniske Hjørne, tog han tilsidst paa at spille en, der ligefrem heder «Fandens Slaatt», som denne nemlig spiller til Heksernes Dans paa Bloksbjerg Sankthansnatten, medens han slaar Takten med sin Hestefod. Naar Møllergutten spiller denne forunderlige, vilde og gribende Musik, betages han ganske deraf; han lukker Øinene, hans Hoved synker ned mod Brystet, og han synes ganske aandsfraværende. Udentvivl ser og hører han hele Bloksbjergs vilde Lystighed bruse omkring sig; hans Bue gjør de forunderligste Spring, og hans Fodslag, der angiver Takten, falder med en vis sælsom Tyngde, saa man fristes til at se efter, om det virkelig er en almindelig Menneskefod, der tramper. Musikens Aand virker som en formelig Besættelse, som en Trolddom, fra hvilken han ikke kan løsgjøre sig. Navnlig kan han ikke høre op med denne Slaatt, førend han ved ydre Magt udrives af sin Fortryllelse. Thi denne Musik er i sig selv ogsaa uden Afslutning, men gaar ud i en endeløs, urolig Hvirveldans om de samme, ideligt tilbagevendende, ligesom aldrig tilfredsstillede, Motiver.
Saaledes ikke mindst den Gang paa Kongsberg Marked, da hans Kunstner-Raseri, om man saa tør udtrykke sig, var optændt til det yderste. Tilhørerne, der en lang Tid havde lyttet med stedse stigende Beundring og Henrykkelse, blev omsider uhyggelig tilmode. Henrevne af Illusioner, føler de næsten, som om det ikke var ganske rigtig omkring dem, som om det ikke var et naturligt Menneske, der sad og spillede. Men da de besindede sig og merkede, at han ikke var sig selv mægtig, men øiensynlig led under den overnaturlige Ophidselse, begyndte de at ynkes og tænke paa at frelse ham. Et Par sterke Arme omfavnede ham fast, men varligt, mens Daavedokken selv tog Felen ud af hans Hænder og gjorde saaledes Ende paa det dæmoniske Spil for denne Gang. Spillemanden faldt øieblikkelig ganske sammen og blev afmægtig baaren til sit Herberg.»
— — — —
«Møllergutten,» saaledes afslutter Professor Monrad sin Skisse, «der nu som gammel Mand ikke gjerne fortæller den sidste Del af denne Tildragelse fra hans Ungdom, har alligevel intet imod forresten at dvæle ved sit Møde med Daavedokken paa Kongsberg Marked og kan ikke noksom ophøie dennes Ridderlighed, idet han ytrer uforstilt Anger over sin egen Mundkaadhed mod den ældre Mester. Men alligevel kan hans musikalsk-kritiske Sans ikke fornegte sig, idet han efter en Pause, i hvilken hans Erindring gaar tilbage til Daavedokkens Behandling af sit Instrument, uvilkaarligen udbryder: ‘Men det var sempelt Spel!’»
IV.
Det var i Aaret 1830, Ole Bull kom hjem fra sin første Udenlandsreise til Faderens Gaard Valestrand. Medens han opholdt sig her, kom Torgeir med sin Hustru og sit ældste Barn dragende til Bygden, og Apotheker Bull, den berømte Violinists Fader, sendte straks Bud efter ham. Han nølede ikke med at komme, da han havde lige saa megen Lyst til at lære af Ole Bull, som denne havde til at høre hans Musik. Først spillede Bull nogle Kompositioner af Mayseder; men det kunde Torgeir ikke forstaa kunde være Musik. Men da han fik høre nogle Stykker af Paganini, klarnede hans Aasyn op. Saa spillede Bull Ouverturen til Mozarts «Don Juan», og da kom Torgeir rent som fra sig selv af Glæde og Henrykkelse. Om Natten stod han op og gik omkring udenfor Gaarden og søgte at spille den efter; men det blev bare til Slaatt eller Halling altsammen, — en besynderlig Blanding af Mozart og Torgeir.
Saa skulde Torgeir spille for Ole Bull, og denne vilde optegne hans Musik i Noder. Han bad da Torgeir om at spille lidt langsomt, og det lykkedes ham skjønt med nogen Vanskelighed. Da nu Bull havde faaet optegnet Dansen, spillede han den efter. Torgeir var ganske op i Under over, at Musiken kunde skrives; men han sagde dog med et lunt Smil: «Ja, det er rigtigt nok; men Løden (Farven) mangler».
Blandt andet spurgte Bull Torgeir, hvad han ønskede at opnaa af Livets Goder. Torgeirs Fordringer til Livet var saa smaa, som man bedst kan tænke sig, Han ønskede at komme saa vidt, at han kunde kjøbe Sko til sit Barn og et Silketørklæde til sin Kone; thi hende holdt han inderlig af, og han kunde aldrig omtale hende uden at lægge til, at hun var en bedre Skjæbne værd.
Saa skiltes da deres Veie, og først efter mere end en halv Menneskealders Forløb skulde de mødes igjen under ganske merkelige Forhold.
Medens Ole Bull reiste til Paris og Italien for at søge Uddannelse og gjennem Nød og Savn kjæmpede sig frem til sin Verdensberømmelse, drog ogsaa Møllergutten omkring for at maale sig med alle de Mesterspillemænd, som fandtes i Telemarken og Numedal, i Hardanger og paa Voss. Paa Kongsberg kapspiller han med Tinddølen Knut Luraas og «Løitnantsdrengen» fra Numedal, «Sagafossen» o. fl, men maa flytte fra Sandshvervmoen, hvor Nattelogiet koster 1 Skilling Natten, til Nymoen, hvor han faar bo gratis, da han ved sit Spil trækker Kunder tilgaards og Værten finder større Afsætning paa sit Brændevin. Siden gaar han over Hardangervidden til Hardanger og Voss for at kapspille med Lofthus’en og Rekkveen. I Hardanger lærer han at spille Sekse’n. «Komen til Voss», skriver Vinje, «spilar han og Lars Lofthus i Skrompestoga der paa Vangen og Grimarstadgutarne dansa Hallingjen, slengjande ein svart liten Prikk etter Taai uppunder Bjelkjen, svingande rundt i Lufti og komande standande med den eine Foten ned paa Tilet og sveivande der paa Stortaai med den side Kufta svivande som ei Klokke og Slidri dinglande som Kolven i den. Under Spilet og Dansen sitja nokle handlande Hestar og Knivar, bannande og alle drikkande, og det heile endar med Slagsmaal og nokle Knivstikk; Myllargutens Fele verdt sunderslegi og han sjelv kastat som ein Vott Mannamillom, saa sterk han er, den vesle. Alt dette kan ein høyra i Slaattirne, Vosserullen og Lars Lofthus paa Voss. Paa Haukeland ved Bergen, som han derefter reiser til, treffer han Eistein Luraas, den svartøygde, vene, store, sterke og spræke Tinddølen, som fekk den rike Haukelandsgjenta og slengde Hallingjen uppunder dei seks Alnir haage Bjelkar i Stoga hennes. Af honom lærde han ‘Luraasen’.»
Alle disse Karle, han saaledes kapspillede med, erkjendte hans geniale Overlegenhed, idet de karakteriserede denne med en naiv Udtalelse som: «Vi kan ikke begribe, hvorledes det hænger sammen, vi faar aldrig den Lyd i Fela som han Møllergutten; desuden kan ingen kapspille med ham; om man lærer hans Slaatter, saa spiller han dem næste Gang anderledes».
Saa viden omvankende som Møllergutten i sine unge Dage end var, saa opholdt han sig dog, efterat han var bleven gift, helst hjemme paa sin Svigerfaders Plads, Haugen i Haukelidgrænden, hvor hans Hustru sad hjemme hos den Aar for Aar voksende Børneflok. Men hvert Foraar besøgte han dog regelmæssig Hardanger og tilgrændsende Prestegjæld. «Han tjente», skriver A. O. Vinje i Morgenbladet f. 19de Januar 1849, «ganske godt paa disse Reiser og sattes derved istand til kummerlig at ernære sin talrige Børneflok. Iøvrigt blev han i Vinje og tilgrænsende Prestegjælde ofte hentet til Brylluper, som skulde betyde noget. Er Bryllupet prægtigt, tør Møllarguten ikke savnes. I de tilgrændsende Bygder bliver han t. Eks. i Julen ogsaa hentet til at spille i «Danse», og naar han uventet kommer til en Bygd, samles Bygdens Gutter og gaar fra Hus til Hus for at bede om en «Stue». Har man faaet Husmoderen til at indvilge i, at der «holdes Dans», bringes Møllarguten didhen, og man gaar omkring til Bygdens Jenter og siger: «paa Rismyr t. Eks. skal iaften være Dands, Møllarguten er der». Gutterne «lægge i Fela», og Møllarguten kan kjøbe en Tønde Potetes til sine Smaa. Han trækker ikke sjelden sine Poteter hjem paa en Kjælke, og med sine tynde Klæder kan han i den bidende Kulde staa hele Timer for Kjælken, trampe, dreie paa Hovedet og «tulle» (nynne paa en Slaat). Med sin Kjelke maa han ogsaa forsyne sin Hytte med Ved og Hø, naar det ikke lykkes ham at kunne spille for at faa hentet et Hø- eller Vedlas».
Allerede tidlig digtedes der Stev til hans Pris. Et af disse lyder saaledes:
Det er liksom Slaatten fraa Fela filar;
Han spilar Bruri og Brudgom in,
Og han stryk so lystugt med Bogen sin“.
Ogsaa i Landstads «Norske Folkeviser» findes han nævnt i en af Sangene «Bedlar og Bryllaup»:
no læte Feðla aat Myllarguten:
han spelar Bruðgom og Bruri in,
han stryke hugheilt med Bogen sin.
saa burt paa Tilið og saa til danse,
dei stænd i ein Ring og hev stelt seg til,
með Torgeir stiller paa Feðla si.
og trampar Takten med skodde Hælar,
daa ber deð til baað i Ring og Rað
og Bruri dansar med forgylte Lað.»
Og medens han saaledes drog omkring, blev han en hel Sagnfigur, om hvem der fortaltes baade Digt og Sandhed. Hvad Digtningen angaar, saa var det en Variation af Fortællingerne om, hvorledes han stod i Ledtog med Mørkets Magter, og hvad sandt der fortaltes, bar Vidne om hans raske Opfatning og improvisatoriske Evne.
Paa Kongsbergs Marked fik Torgeir høre nogle Aamotsdalsjenter og Tinddølsgutter «stevjast». Da lo han, lagde Hovedet paa Skakke og spillede Stevtonen efter med en eneste Gang.
Saa var det engang en Vaar, han spillede i et Bryllup i Odde i Hardanger. Det var et stort Lag, og Møllergutten var eneste Spillemand. Han maatte kjøre paa i 2, 3, Døgn, som Skikken var, og fik i den Tid nok af Øl og Brændevin, men lidet af Mad og Søvn, — slig hang Folk over ham. Men ud paa Morgenkvisten den tredie Nat fik han liste sig væk fra Gjæsterne, og han traskede da bort i en afsidesliggende Lade, hvor han kastede sig bagover i Høet med Felen i den ene Haand og Buen i den anden, hvorefter han straks faldt i Søvn. Men det varede ikke længe, før han sprat op igjen, greb Felen og strøg en feiende Springdans. Han farer ned i Bryllupsgaarden og spiller Slaatten paany. «Den drøymde eg no!» sagde han. Den var laget paa Stedet, er anseet for at være en af Møllerguttens bedste og spilles ofte endnu den Dag idag.
Engang spillede han i et Bryllup paa Voss, hvor Bygdens gamle Spillemand var tilstede. Han var nu blind og balede sig frem, saa godt han kunde, og vilde absolut have Rede paa, hvem det var, som kunde bruge Felen paa en saa mesterlig Maade. Nu havde han vidst, at han var den bedste Spillemand, som fandtes paa lang Led, og for at gjøre Ret og Skjel for sig spillede han op sin bedste Slaatt. Men saa sætter Møllergutten i med en, som er endda bedre, saa en til, og Slaatt følger paa Slaatt, saa Vosserne, der stimler sammen om ham, kjendte, hvor det gik dem i Kroppen; men endda bliver de staaende dyrgstille, som var det en Gravtale, de hørte paa. Og da Torgeir hørte op og skulde se efter, hvor det var bleven af Kallen, saa fandt han ham siddende inde under Bordet og graate saa saart som et Barn over det Nederlag, som han paa sine gamle Dage havde lidt.
En anden Gang kom Torgeir tilfældigvis ind paa en Gaard i Ulvik, hvor der holdtes Bryllup, og saasnart det spurgtes, at Møllergutten var der, saa maatte de to faste Spillemænd straks lægge Felen bort. I Bryllupet var ogsaa Presten tilstede, og han likte godt Torgeirs Spil. «Naar Torgeir havde spillet sig varm og var kommen rigtig i Aande — kanske helst med et rimeligt Rus — gjorde han altid forsvarlig store Bevægelser og paa de forskjelligste Maader: Skuldre og Hoved, Arme og Ben gik i taktmæssige Slag op og ned, frem og tilbage — ja, Møllergutten hel og holden var midt oppe i en siddende Dans. Presten blev rent overvældet af den vilde brusende Tonestrøm. Og før man ved Ordet af, ligger den gamle ærværdige Pastor paa Knæ foran Møllergutten, strævende ivrig med at holde hans Ben stive, medens han forbauset stirrer paa den sælsomme Spillemand. Møllergutten kom imidleitid — kanske ubevidst — for endel til at krænke den pastorale Værdighed. For han gjorde nemlig ingen Stansning eller Forandring i sine Fagter. Derfor kom ogsaa selve Presten til ganske ufrivilligt at gjøre smaa knælende Dansemesterkunster». Presten stak nu en 5-Daler i Næven paa Torgeir, der blev rent halvfjollet af Glæde; men de to andre Spillemænd blev misundelige paa Torgeir og søgte ved alle mulige Fantespik at faa gjort ham umulig. Men da Torgeir kom under Veir med dette, blev «han saa sint og spillede saa fælt, at man troede, Fanden sad inde i Felen hans og grylte». Alle, som i Laget var, blev ogsaa sinte, og de sprækeste Unggutter holdt endog paa at skulle prygle de to Spillemænd op. Det var ikke mere end saavidt, de slap fra den Historie med hele Ører.
I «Hjemmet og Vandringen, en Aarbog for 1847», udgiven af P. Chr. Asbjørnsen, har Professor Theodor Kjerulf meddelt en Skildring af en Reise over Haukelidfjeld, som han nogen Tid i Forveien havde foretaget. Her traf han sammen med Møllergutten, hvis Livsvilkaar han lærte at kjende.
«Hvo der tager fra Haukelid i Telemarken over Fjeldet til Røldal», skriver Kjerulf, «maa ikke glemme, naar han er kommen øverst i Haukeliddalen, lidt før han har naaet Gugaardens Vaaningshuse, at forhøre sig om en Person, bekjendt under Navnet Møllarguten, der bor et Stykke fra Landeveien tilhøire i en Plads, som ligger under Haukelid.
Hvis ikke hans Ry allerede længe før har naaet dine Øren, hvis ikke Føreren her idetmindste, idet du rider opad en lille Bakke, viser dig en ussel lille smudsig Hytte, halv skjult bag en Høi ved en Elv, og siger: Der bor Møllarguten — saa har jeg ialfald givet dig dette Navn og denne Adresse med. Den Reisende ved ikke, hvad han drager forbi, naar han i Forbigaaende kaster Blikket paa dette lave Tag og ser den tynde Røg hvirvle sig i Veiret og nogle pjaltede Unger vælte sig om paa Grønsværet. Og maaske kommer der saa en lille fortrykt Kone med et blegt lidende Ansigt ud af Døren med en Slev i Haanden og fægter omkring sig og jager dem alle ind, idet hun pludrer nogle Ord, der for den uindviede lige godt kan være Spansk som Italiensk, men som du af visse kraftige Gebærder kan slutte dig til skal betyde saa meget som: Ind med Jer, I forbandede Unger, eller jeg skal — —! Og maaske hører du ogsaa derimellem fra Stuen et Slags Klagen og Klynken, der blander sig ilde med Børnenes Skraal og Fruentimmerets Kaudervelsk. Men da skal du ikke drage videre, men stige af Hesten og gaa op til Hytten og træde ind; thi derinde sidder Møllarguten og spiller og søger for et Øieblik at trøste sig over sin huslige og kunstneriske Elendighed.
Og naar du har fyldt dit Indre med disse Toner, da er du ogsaa bedre skikket til den lange Fart over det øde, sørgelige, milevide Fjeld.
Da jeg i Sommer drog denne Vei, kjendte jeg allerede fra Raulandstranden af denne Mand af Navn, og havde i Vinje faaet nøie Underretning om, hvor han boede. Vi — min Reisefælle og jeg — lod Hestene og vore Sager med Førerne blive ved Landeveien og gik op til Hytten. Der stod den lille fortrykte Kone og stellede ved Peisen og rørte i en Gryde, som hang og kogte, men en halvnøgen liden en sad paa en Bunke Kviste oppe i Peisen og pustede med udspilede Kinder til Ilden. Tre andre Børn stod rundt omkring og saa til med længselsfulde Blikke, og paa en Kubbestol sad den allermindste og sugede paa sine smaa buttede skidne Fingre og saa med store kloge Øine ud i Verden, ganske ubekymret om det vigtige Optrin, som foregik ved Gryden. Men uvillig og ligesom sky reiste en Mand sig fra en Krog, hvor han havde siddet sammenrullet. Han var iført graa Benklæder og en graa Trøie, der var for stor og hang i vide Folder om ham. I det blege furede Ansigts haarde Træk laa noget stivt og ubøieligt, og de lysegraa Øine, der halv skjultes af et Par buskede Øienbryn, havde et Udtryk af Vildhed. Dette var Kunstneren, og dette var Kunstnerens Familie.
To Sengesteder af sammenslaaede Brædder, et Bord, en Dragkiste, en Økse og to Violinkasser udgjorde det hele Bohave og formodentlig ogsaa Kunstnerens hele Eiendom foruden Konen og de fire Børn og Kubbestolen med den femte.
Det var bleven os fortalt, at vi maatte gaa forsigtigt tilverks, hvis vi vilde faa ham til at spille; thi han havde ofte for Skik at slaa sig vrang, og da var det umuligt at faa en Tone af ham. Vi traadte hen til ham og forklarede ham, hvorfor og hvorledes vi havde opsøgt ham, og bad ham spille for os. Men længe svarede han kun undvigende og med faa Ord; thi han var i sit onde Lune. Han kviede sig og sagde, han kunde intet. Felen havde han ikke rørt paa lang Tid, og han viste mig sine Negle paa den venstre Haand, der var ganske krumvoksede. Imidlertid tog han dog en Kniv og gav sig til at skjære dem. Da der heri laa en stiltiende Indvilgelse, trængte vi for det første ikke mere ind paa ham, men gav os til at beundre hans Instrumenter. Det var begge Hardangerfeler med underspændte Strenge, de var malede og udsnittede og indlagte paa det kunstigste med forskjellige Træsorter paa Grebbrettet. Især var det ene udstyret prægtigt og havde en blød, fuld Tone. Han satte ogsaa megen Pris derpaa og fortalte, at han havde faaet den ifjor i Foræring af en rig Bonde fra Skeenskanten. Efter megen Nøden og mange Indvendinger fik vi ham endelig overtalt til at følge med os til en Gaard ovenfor Haukelid, hvor vi vilde hvile. Ja, siden du endelig vil, sagde han til mig; men jeg har sagt dig, jeg kan ikke. Gud hjælpe mig, for Spil det er. — Hermed tog han Felen og vilde gaa. Men den lille paa Kubbestolen udstrakte Hænderne efter den og vilde have den og udstødte et langt «Ih!», der skulde udtrykke baade Glæde og Villie paa en Gang. — Ja, han vilde altid have den, han, sagde Faderen, du har nok god Lyst, men du skal aldrig røre den, om du bliver nok saa stor, nei aldrig heller. Og mismodig lod han Hovedet synke og fulgte med os.
Paa Veien gav vi os i Snak med ham, men det var ikke meget at faa ud af ham. Hans Tale var afbrudt og usammenhængende, og som oftest svarede han i Øst, hvor vi spurgte i Vest. Talte vi om hans Spil, da var han straks ængstelig for at komme over til noget andet. Folk sagde om ham, at han havde hørt Grimen, og vi søgte at bringe ham hen herpaa, men det lykkedes ikke. Engang, da jeg kom til at nævne Grimen, brød han pludselig af og gik en lang Tid taus ved Siden af Hesten og saa ned for sig. Men da han atter løftede Øinene op, saa han paa mig med et sigende Blik, som om han mente, at han nok kunde, om han vilde.
Da vi var ankomne til Gaarden, der ligger paa Heldningen af Fjeldet øverst oppe i Dalen, gjorde vi Anstalter til vor Middagsmad, medens Møllarguten stemmede sit Instrument. Ved Efterretningen om vor Ankomst kom flere til fra de omliggende Pladse, og en efter en stak Hovedet ind af Døren og vidste ikke, hvad han skulde skjænke mest Opmerksomhed, Møllarguten, som sad der med utrættelig Omhu og stemmede op paa Kvinten, eller mig, der kogte og stellede og var i megen husholderisk Virksomhed. Af og til gjorde Møllarguten nogle Strøg, men rystede saa paa Hovedet og gav sig atter til at stemme. Tonen kunde ikke blive ham klar og ren nok. Endelig var han dog færdig, han gjorde et lille Løb, nikkede tilfreds, strøg Haaret fra Øinene, satte sig ned paa Sengekrakken og begyndte at spille.
Det første Buestrøg røbede det ualmindelige, og den lille Indledning, han gav os, førend han begyndte paa den Slaatt, han havde nævnt for os — en Opfordring ligesom til at høre ham — var mesterlig. Snart gav de omkringstaaende ved en sagte Mumlen sit Bifald tilkjende.
Det nationale Felespil kjender ikke anden Musik end Slaatten, og denne bevæger sig stedse i Dansens Karakter. Derfor bliver den saa let trættende og monoton, og naar man kommer til en saadan Spillemand og har hørt nogle af hans Slaatter, saa synes man at have hørt dem alle. Men dette var ikke Tilfældet med Møllarguten, han forstod, uden nogensinde at falde ganske ud af Karakteren, at give sit Spil saa meget Liv og saa megen Variation, at det bestandig var noget nyt. Jeg maa tilstaa, at han overraskede mig. Jeg havde tænkt, at han spillede sine Springere og Hallinger bedre end de fleste, færdigt og livligt, men at han kunde sidde saadan og spille, hvad der just faldt ham ind, og det saaledes, at det ordentlig gik i en, det havde jeg ikke regnet paa.
I Mellemrummene skjænkede vi flittigt for ham; thi Drik, det er hans svage Side. Vi overøste ham med Ros, men derom vilde han intet høre, han var ganske skamfuld og forlegen. Imidlertid var der kommet saa mange til, at Stuen var ganske fuld, og vi fik ham derfor ud paa Grønningen foran Indgangen. Der placerede vi ham paa en stor Sten; thi han lod sig lede som et Barn; Brændevinet og Inspirationen havde allerede grebet ham.
Det var et prægtigt Skue fra denne Høide med den lange trange Haukeliddal liggende foran os. Der sad Møllarguten og var inspireret og havde ikke Øie for noget, som foregik omkring ham, med lukkede Øine og gned Felen, medens Hoved og Skulder, Arme og Ben var i stadig Bevægelse og angav Takten dertil. Hovedet dinglede frem og tilbage, og en lang Haardusk daskede ham om Kinderne, Felen havde han stemmet tæt op til Hjertet; men Armene, som holdt den, var snart langt nede, snart høit i Veiret, og i to og to stødvise Slag løftede han Knæerne fra Gulvet og stampede Takten. Dertil spillede han i et Træk og blev aldrig træt. Men der var baade Lur og Lokk og en hel Buskap med klingende Bjælder oppe i hans Spil. Snart var det lutter Løb og Triller, Tonerne haglede saa tæt paa hinanden, at Øret neppe kunde følge dem, snart faldt han ligesom hen og aandede sig ud i Klage. Men omkring ham var der slaaet en Kreds af lyttende Jenter. De havde indfundet sig i deres Søndagsstas for at høre til, og i deres vekslende Miner kunde man læse, hvorledes Tankerne vekslede og skiftede, alt eftersom han spillede, og hvorledes de oversatte alle disse sælsomme Toner i deres eget Sprog, i deres egne naive, hjemlige Forhold. Der sad de med blussende Aasyn og saa med blaa Blikke ud i det blaanende Daldyb, der laa for deres Fødder, og af og til trak de hinanden i Ærmet og nikkede, som om de vilde sige, hvis de blot vovede at bryde Stilheden: Det er Gut, det, som kan.
Og jeg følte mig grebet af dette Spil og søgte forgjæves af et Slags Stolthedsfølelse at kjæmpe derimod, idet jeg spurgte mig selv, hvor denne Mand havde faaet Magt fra til at fængsle og beslaglægge min Sjæl og til at fremmane Billeder der, hvorover jeg tænkte, at han mindst af alle havde at byde.
Men vi maatte afsted. Hestene stod allerede færdige, og alle vore Sager var indpakkede. Vi tog Møllarguten tilside, trykkede ham nogle Sølvstykker i Haanden og vilde byde ham Farvel, Men han var nu kommen i sit rette Hjørne. Han bestormede os med Tak, med Spørgsmaal og med Fortælling paa en Gang. Paa sin sædvanlige forvildede, usammenhængende Maade fortalte han, hvorledes han for 16 Aar siden, da han var ung, havde været i Bergen og der spillet for Ole Bull, der havde taget et stort Papir og lagt foran sig, og saa havde han sagt til Møllarguten: Nu skal du spille sagte, for her vil jeg fæste det altsammen. Men Møllarguten svarede, han kunde ikke spille sagte, for naar han spillede sagte, saa glemte han bort, hvad han vilde spille, alt mens han lod Buen gaa, og derfor spillede han som sædvanlig; men Ole Bull, han fæstede saa fort, saa fort, at det var en Gru. Og da han var færdig, sagde han: «Nu skal du høre!» Og saa tog han Felen og spillede altsammen for ham. Men Møllarguten tyktes, det gik forunderligt til, hvorledes Bull havde kunnet fæste Slaatten i saa kort Tid, — Nu vilde han spille den samme Slaatt for os; men han kunde ikke mindes den; — de seksten Aar, og hvad der laa mellem dem, havde udslettet hver Tone i hans Hukommelse. Men i Stedet vilde han da følge os et Stykke paa Veien, og nu gik Toget fremad paa Stien op efter Fjeldskrænten. Foran skred Møllarguten og gned Felen og ledsagede endnu stedse sit Spil med visse Legemets Kast og Svingninger. Derpaa fulgte vi paa vore Heste, saa Førerne med en ledig Hest, og bagerst Arm i Arm to Jenter, som syntes, de maatte være med i det længste. Ved Husene stod de øvrige og svingede med Armene efter os til Afsked. Men snart blev dog Veien saa steil og stenet, at Møllarguten ikke kunde gaa længer og spille, han stansede og rakte os Haanden til Afsked, og vi drog videre alene. Men da vi var komne et godt Stykke op i Lien, hørte vi det klinge og lyde nedenfra. Da var det Møllarguten, som havde sat sig ved Stien og begyndt paa en ny Slaatt. Længe endnu kunde vi høre de sælsomme Toner, indtil de tilsidst tabte sig med Gjenstandene, der dæmrede hen i det Fjerne.»
— Samtidig med at Kjerulf drog gjennem Telemarken, var ogsaa Digteren A. Munch paa Reise her. Ogsaa i hans Digtning klinger der fra denne hans Færd dybe nationale Toner igjennem, og af Digtet «Skjoldmøslaatten» ser man, at ogsaa han er kommen i Berøring med Møllergutten.
Efterat han har skildret den Scene, hvori Skjoldmøernes Sang forstummer for evigt, og de selv forvandles til Bautastene, udtaler han om Slaatten:
Sig derover, end den mindes;
Hvad i Fjeldnaturen har sin Magt
Aldrig ganske overvindes.
Ja, af Sangens sidste Toneslag
End en Efterklang den Dag i Dag
Der i Bygden stundom findes.
Har i Arv den taget længe,
Kunne klimpre den med kunstløs Haand
Paa Hardangerfelens Strenge.
Men hvor klirrende, hvor brudte og
Disse Toner lyde, kan de dog
End til Bondens Marv sig trænge.
Som kan „Skjoldmøslaatten“ spille,
Vildest Bryllupsfærd han lokke kan
Til at lytte spændt og stille:
Ved hans Toner kvæges hvert et Sind,
Ved hans Toner over haardest Kind
Milde, varme Taarer trille.
Og fra Mindets Fjeldalkove.
Fra det sagte Suk blandt Tjernets Siv
Og fra Stormens Kvad paa Vove —
Fra hin Offersang, hvori var lagt
Al den Sødme, al den Vildheds Magt,
Som kan bo i Norges Skove.
Bunden halvt i Bondens Gjemme,
Men naar engang Norge samler Kraft
Til at løsne Fjeldets Stemme,
Skal den stige klar fra Skaldes Bryst,
Skal Alverden, undrende, med Lyst
Norges Offersang fornemme“.
V.
Der har i vort offentlige Liv neppe været noget Tidspunkt, da den nationale Stræben i Literatur som i Kunst har pulseret saa sterkt som Vinteren og Vaaren 1848—49 fremefter eller — for at tale endnu nøiagtigere — den Vinter, da Ole Bull var vendt hjem fra sine Triumfer i Amerika og Frankrige og i Studenternes Leir proklamerede den nye Æra, som skulde være oprundet for vort Folk.
Paa Studenternes Seksa for Bull den 10de December 1848 gjorde den verdensberømte Kunstner sit Publikum opmerksom paa Spillemanden paa Haukelidfjeldet og foredrog nogle af hans Slaatter, som han havde lært saa meget af. Han lovede ogsaa, at han lidt længere frem paa Vinteren skulde faa ham ind til Kristiania, hvor han vilde lade ham give en Koncert.
I Januar 1849 kom Møllergutten i Følge med to Bondemænd fra Vinje ogsaa ind til Kristiania, hvor hans Komme anmeldtes som den store Kunstners, og hele Byen talte bare om ham og den Koncert, han skulde holde, og som imødesaaes med stor Forventning.
I Christianiaposten f. 12te Januar stod der følgende Opsats at læse, signeret A. & G. — Initialerne til Asbjørnsens og A. W. Grøttings Navne — og indledet med et Motto af A. Munchs tidligere anførte Digt:
«Møllarguten, denne musikalske Naturvirtuos er kommen hertil efter Opfordring af Ole Bull, der ved sin Assistance vil lade ham give en Koncert, som forhaabentlig skal udrive ham af hans økonomiske Elendighed, paa samme Tid som den vil gjøre det musikalske Publikum bekjendt med den nationale Tonedigtnings mægtigt tiltalende og gribende Kraft. Der gives dem, som vil sige, og det ikke uden al Grund, at Møllargutens Spil ikke hører hjemme i en Koncertsal, at hans rette Akkompagnement burde være Fosselarm og Fuglekvidder, Lokk og Lur, eller Latter og Lyd af dansende Ungdom, og Scenen en enlig Sætervold eller et græsblødt, blomsterrigt Tun mellem mørke, mosdækkede Stabur oppe mellem Fjeldene; kun der vilde hans Fele give den rette Klang, kun der skulde vor Sans og vore Øren være aabne for denne eiendommelige og besynderlige Musik. Men hvor mange har vel Anledning til at høre ham deroppe? Man maa være Ole Bull høist taknemmelig, fordi han har faaet Møllarguten herind. Et friskt Vindpust fra Fjeldene strømmer os imøde gjennem hans Spil; Fjeldnaturen og Fjeldlivets Oprindelighed og vederkvægende Friskhed gaar op i klare Billeder ved hans vederkvægende energiske Slaatter og Gangare. Medbringer man i Koncertsalen Evnen til at fatte hans Spil, og til at give det den rette Værdi vil den ovenanførte Indvending let være hævet. Møllarguten er vidt og bredt bekjendt over alle til Telemarken grændsende Bygder; selv i Valders, Bergens Stift og Gudbrandsdalen er hans Navn og Fele kjendt, og hans Ry er nu ogsaa ved Th. Kjerulfs Beretning og især ved Bulls Lovtaler trængt frem til Byen og til de mere dannede Folk. Men disse svæver vistnok i en stor Vildfarelse med Hensyn til hans Kunstnerdygtighed, ikke, hvad hans virkelige Værd, men hvad Beskaffenhed af dette Værd angaar. Jeg tager neppe Feil, naar jeg siger, at man venter at faa høre frie Fantasier med kantabile Satser i en udviklet Kunstform, saadanne som de, hvori Ole Bull spiller vore nationale og folkelige Melodier. Man venter, at en Spillemand deroppe fra Dalene ved Hjælp af sin Genialitet skal have gjort det uhyre Spring fra en naiv folkelig Kunstform til den, som Verdens mest udmerkede Kunstnere har brugt Aarhundreder for at udvikle. Møllarguten spiller Springdans, Slaatt og Ganger og kommer ikke ud over denne snævre Form; men han spiller dem til Fuldendthed og med sand musikalsk Begeistring. Hans Spil er klokkerent og hans Buestrøg energisk. Han er med hele sin Sjel med i Spillet, og derfor river han Tilhørerne med sig i denne Hvirvel af jublende Lyst og dæmpet tilbagetrængt Smerte, som udtaler sig i disse hans Slaatter med de forunderligt kjæmpende Dissonantser og rene Harmonier.
Men en saa usædvanlig Magt til ved slige Midler at henrive og ligesom bedaare Menneskets Sind, kunde hos Folket kun finde sin Forklaring i overnaturlige Kræfters Medvirken, og Møllarguten er derfor som en mythisk Person hjemfalden til en hel Cyklus af Sagn. Om ham heder det, han har ofret til Grim og Nøk et sort Lam, et Led af sin Lillefinger, da han en Torsdagsnat gik over Fossen paa den svaiende Bjelkebro. Og Grimen tog ham over Haanden til Tak, saa Blodet sprang frem under Neglene. Derfra har han denne Magt til at fremkalde Smil og Taarer og Latter og Klage, og intet kan modstaa hans Strenges Klang; «saalænge han spiller, saalænge gaar Dansen;» selv den døde Natur maa lystre hans Toner, og naar han lægger Felen bort, klinger Slaatten endda i dens Strenge.
I Hallingdal gaar der et Sagn om en Spillemand, som reiste til Møllarguten for at høre hans Felespil. Han for over Fjeldvidden til Telemarken. Sent en Kvæld kom han frem til Møllargutten, som sad alene hjemme, stur og tvær. Da Hallingen bad ham spille, svarede han, han kunde ikke spille noget, og det var ikke værd at komme saa lange Veie for at høre ham. Omsider lod han sig dog overtale til at tage Felen frem og «tullede» for ham. Dette Spil syntes Hallingen vel om, men han sagde, han troede, der var dem, som kunde «tulle» ligesaa godt i Hallingdal. Nu gik det i Møllarguten; han stemte Felen om igjen og bad Hallingen at gaa udenfor; thi han kunde kanske ikke taale at høre paa det, naar han var inde, og han bad ham, at han skulde vogte sig vel for at se ind gjennem Vinduet. Hallingen syntes, det tonede og klang gjennem hver Væggespringe; det løb ham koldt ned over Ryggen, og han følte en Lyst, han ikke kunde modstaa, til at stirre ind gjennem Blyvinduet paa Møllarguten, der sad ved det blussende Baal og aldrig syntes at ville holde op. Men derinde dansede Bordet, og Kubbestolene dansede og Bænken; og Mysekanden og Ølbollerne og Vedtræer og Kviste og Flise, der laa ved Arnen, hvirvledes om, saa at Stuen stod i en Røg, og selv syntes Hallingen, han maatte med ind i denne Hvirvel og spænde efter Loftsbjælkerne. Men han skjønte, det ikke gik rigtig til, og saa tog han Hyven fat, reiste hjem over det vide Fjeld og stansede ikke, før han var i Hallingdal».
Paa Koncerten, der blev given Mandag den 15de Januar, spillede Møllarguten i første Afdeling «Kivlemøerne», «Luraasen» og «Sevleen» samt i anden Afdeling «Rotneimsknut», «Rekveen», «Nøringens og «Møllargutens, medens Ole Bull gav Variation over et Thema af Bellini og «Polacca guerriera».
Af Koncerten indeholdt «Morgenbladet» et Par Dage senere følgende Recension:
«Sjelden er vel en Musiker for første Gang optraadt under merkeligere og gunstigere Vilkaar: Den simple Bondespillemand, indtil den seneste Tid fast ukjendt udenfor sin egen Kreds, bebuder en Koncert i Norges Hovedstad, med Bistand af Norges ypperste Harpeslager, hvis Ry gjenlyder fra trende Verdensdele, og hvis Lovtaler det i Særdeleshed er, som beredte Bondespillemanden en glimrende Modtagelse. Hvo er da denne Torgeir Audunsson? Som sagt, en simpel Bondespillemand fra Telemarken, høit anseet i sin egen og de tilgrændsende Bygder, der ved at fortælle de underligste Sagn om de Gaver, Huldren har lagt paa hans Vugge, og de Kræfter, han ved sine Toner formaar at sætte i Bevægelse. Og i Sandhed, det er store Vuggegaver, som er faldne i denne Mands Lod. Han kjender ikke en Note; hans Spil er vildt — den norske Fjeldnaturs Vildhed i sin Storhed, sin Rædsel og sin Fred klinger gjennem hans Gangare og hans Slaatter. Enhver, der har Sans for de ægte nordiske Melodier, deres Rigdom, deres Lyst og tilbagetrængte Smerte, vil føle og erkjende, at Torgeir Audunsson giver disse i deres nationale Fuldendthed. Hans Spil — næsten uafbrudt i Dobbelttoner — udføres med en Virtuoses Færdighed, Sikkerhed og Renhed; hans Bue er kraftfuld, men frembringer aldrig en raa eller skrigende Tone. Et meget bestemt Sforzato, Crescendo og Decrescendo vidner om denne Mands ualmindelige Opfatning, og især vækker hans synkoperede Satser Beundring. Og alt dette har han ved sit Genis Umiddelbarhed; thi af de Kunstord, vi her har tilladt os at nævne, kjender han ikke et eneste.
Yderst merkeligt er dette «Vildspel», eller hans Behandling af de 4 Motiver, hvoraf Hallingen sædvanlig bestaar. T. Audunsson opløser ethvert af disse Motiver i dets Bestanddele, saaledes at han afvekslende tager en enkelt Sats af det ene, og sammenknytter det med en enkelt Sats af det andet og tvinger til Slutning den hele Melodi frem, men altid varieret baade ved nye Harmoniforbindelser og ved synkoperede eller paa mange andre Maader nuancerede Buestrøg. Det er denne rige og mesterligt udførte Afveksling, der giver T. Audunssons Spil en Art klassisk Præg, som al Verdens fremmede Violinister forgjæves vilde forsøge at efterligne. Han giver gjennem sin Fele Udtrykket af sit indre Liv, af den Natur, der omgiver ham; det er hans eller den norske Fjeldnaturs Sange uden Ord. Saare glædeligt var det at bemerke den stedse tiltagende Begeistring for disse hjemlige Toner, der aabenbarede sig paa den igaaraftes givne Koncert Frimurerlogens Festivitetslokale, hvortil der var solgt mellem femten og seksten Hundrede Billetter. Det propfulde Hus hilsede Torgeir Audunsson efter ethvert Nummer med Klap og Bifaldsraab. Han fremkaldtes til Slutning, efter tidligere at have maattet spille et Nummer da capo, gjentog ogsaa da en af sine Hallinger og blev atter sterkt applauderet.
Publikum var sig bevidst, at Torgeir Audunsson har været lige saa fattig paa Lykkens Goder, som han er rigt begavet med musikalsk Geni, og at Ole Bull her havde udøvet en uegennyttig og ædel Handling, der vil blive dens Gjenstand og ham selv til Velsignelse».
Hertil knytter sig følgende af A. Munch forfattede Føljeton i «Den norske Rigstidende» for 21de Januar, der af Samtiden betragtedes som det bedste, der blev sagt om Møllergutten og hans Spil:
«Et ganske besynderligt Fænomen har i disse Dage beskjæftiget Hovedstadens Publikum. Efter at det i Vinterens Løb er blevet vant til musikalske Nydelser af et sjeldent Værd, efter at en Kunstner af første Rang, som Ole Bull, gjentagne Gange har ved sit geniale Spil henrevet det til Begeistring, efterat de tvende Arnolds ved deres gedigne og klassiske Præstationer har styrket og udviklet dets musikalske Sans, kommer tilsidst en simpel, fattig Bondespillemand, der ikke har Begreb om en Note, end sige om Musikens Theorier, vandrende ned fra sin Fjeldbygd og bringer den hele By til at tale om sig, forsamler dette samme dannede Hovedstadspublikum talrigere end ved nogen anden Koncert, spiller for det i al Simpelhed paa Hardangerfelen sine Hallinger og Springdanse, og modtager derfor dets Penge og Ros, ja fremkaldes endog og overøses med Bifaldslarm. Hvorledes kan dette være gaaet til? Hvormange Bondespillemænd har man ikke før seet hernede i Markedsdagene at drive om paa Torvet og i Logementerne og for en liden Kreds af Graakjoler at afgnide deres Slaatter og Halliager, uden at det derfor er faldet nogen Sjæl ind, at føre saadanne nationale Virtuoser lige op i den store Frimurersal, for at spille for Byens store Publikum, thi de vilde da vistnok have fundet Salen mørk og øde, og ikke som nu straalende af Lys og fyldt med over 1400 Mennesker, beredte til at bringe de nationale Toner deres Hyldest. Men saa havde det heller ikke været Møllargutten, Huldrelærlingen fra Vinje, vil man indvende; der er ligesaa megen Forskjel paa hans Slaatter og paa de andres, som paa en Maaltrosts friske og dybe Slag i Skovene og en Sisiks Plapren i Buret. Meget muligt; men dette forandrer ikke Sagen, naar Fænomenet betragtes for sig; thi hvad kjendte man til dette bundne Naturgeni, og hvorledes tror man, at han var bleven optagen og bedømt her af Smagens Publikum, hvis det var tænkeligt, at han var optraadt som Koncertgiver af egen Drift, alene byggende paa egne Kræfter, om end i Ly af nogle Avisopsatser? Vi er bange for, at Udbyttet for. Torgeir da vilde blevet meget lidet, og Publikums Begeistring endnu mindre. Men nu stod der en mægtig Mand bag ham og overstraalede ham med et opmuntrende Smil, som for ham var Lykkens; nu ledtes han frem i den for ham saa fremmede Byverden ved en i Kunstens Rige altformaaende Haand, der har det i sin Magt at udjevne alle Vanskeligheder, at forædle alle vilde Strenge, den berører, at forbinde det instinktmæssigt naive med den høieste Kunsts udviklede Bevidsthed, at tvinge selv det indolenteste, det mest vantro Auditorium til at respektere, til med Kjærlighed at optage, hvad han byder. Ved at fremføre denne fattige Bondespillemand for Hovedstadens Publikum og sige til det: Hør med Velvillie paa denne Fjeldets raa Søn, thi af ham har jeg lært, — har Ole Bull hædret dette Publikum og sig selv lige meget. Vel var det en dristig Gjerning, han her foretog: at rive et ved Fjeldets inderste Kroge hængende, i sin snevrere Begrænsning afsluttet, sig selv næsten ubevidst Talent, ud fra dets egen Sfære, og stille det i al sin nøgne Umiddelbarhed ud paa et Stade og for et Publikum, der var adskilt fra dets hjemlige ved Civilisationens svælgende Dyb! Hvor let kunde ikke derved dette Naturbarns indre Standpunkt vorde forrykket, saa han ikke mere kunde gjenfinde sig selv og sin lykkelige Uvidenhed, hvor let uklare Drømme og Længsler vorde vakte i hans Sjæl om en høiere Tilværelse, om en kunstnerisk Udvikling, som det dog nu alligevel for ham var for sent at naa? Og at kaste en saadan Fristelsens Brand i et stille, fredeligt Naturliv, uden at kunne tilfredsstille den, at borttage de velgjørende Fjeldskranker, der skiller et saadant Naturgeni fra Verdens, fra Kunstens lokkende Herligheder, uden at kunne give det Kraft og Vinger til med fuld Flugt at drage ud i disse, det er næsten en Synd mod Naturens Helligaand, som intet materielt Gode, ingen Pengebelønning kan udsone. Men Ole Bull kjendte ved denne Leilighed sin Mand, som sit Publikum. Han troede sikkert, at Torgeir Audunssons fra Vinjes musikalske Evne var saa urokkelig befæstet indenfor hans vilde Fjeldlivs Skranker, at han ikke kunde udrives deraf, om han ogsaa forandrede Sted, at hvor han gik, tog han hele sin afsluttede Hjemkreds med sig, at han selv i den glimrende Koncertsal maatte føle sit Sind omsluttet af de vante Fjeldskranker, og at det forfinede Publikums ellers berusende Bifaldsstorm ikke vilde røre ham mere, maaske ikke saa meget, som Fjeldfolkenes Hujen og Kast og Trampen ved hans Spil i de trange, sorte Røgstuer. Denne Tiltro bekræftede sig ogsaa fuldkomment ved Møllerguttens Optræden her. Det saaes tydeligt paa ham, som han sad der paa sin Forhøining med bøiet Hoved, med halvlukkede Øine, rokkende frem og tilbage, og med Foden slaaende Takten til sit rivende Hallingspil, at han endnu var aldeles inde i sin vante Forestillingskreds fra Sætervolden og Fjeldlien, og at den for ham eventyrlige Pragt og Glands i den gyldne Sal, hvori han befandt sig, at den brogede, smykkede, myldrende, for ham saa fremmede Menneskemængde, der omgav ham, og med tusinde ukjendte Øine stirrede paa ham, ikke i mindste Maade var istand til at forvirre ham eller bringe ham ud af Koncepterne, thi den var ham ufattelig og uvedkommende, skjønt han spillede i den og for den. Han saa blot sine Fjeldbønder omkring sig og tænkte sig at spille for dem til Bryllups; men det har han rigtignok siden tilstaaet, «at saa gjævt et Bryllup havde han aldrig før spillet paa».
Denne Sikkerhed og indre Nødvendigheds Fylde, som er Naturmennesket egen, og som vi, den kunstige Tilstands Skabninger med Nydelsen af Kundskabsfrugten uigjenkaldeligt har givet Slip paa, var det ogsaa, som klang fra hans kraftige og dybe Buestrøg, og banede hans simple Toner Vei til vort Hjerte gjennem Fordommens og Civilisationens tredobbelte Ertspantser. Det var den samme oprindelige, ustanselige, ufeilbare Tonestrøm, som høres i Fossens Larm, i Grantoppenes Susen, i Fjeldliernes underlige Stemmer, i Skovfuglenes Latter, Lokken og Klynken, gribende som denne, men ogsaa monoton, uklar og evig sig gjentagende, som denne. De, der var komne med Forventning om af Møllargutten at faa høre sangbare, lange og hendøende Toner, Lurlokk og Ekko, blødt smigrende Adagios, afvekslende med stormende Vildhed, alle de blev vistnok høilig skuffede, da de hørte hans evige Hallinger, altid i den samme Takt og i den samme Springetone, den ene som den anden. Men denne Skuffelse kan de blot tilskrive sig selv, ikke den uskyldige Spillemand, thi han udførte sin Dont med en Kraft og Virtuositet, der var over al rimelig Forventning, men han traadte ikke og kunde ikke træde udenfor sin Grændse, han var og blev Spillemand paa Hardangerfelen. Dette alene burde hine skuffede have søgt i ham, og ikke en Sanger; hans Instrument har i hans Hjemstavn, som i alle vore Fjeldegne sin faste Bestemmelse, det er at spille til Dans, og ganske udenfor dette Felt ligger Visen og Kvædet. Møllarguttens Slaatt i alle dens Nuancer var derfor intet andet end Gangar og Springdans og atter Gangar i et Kjør, men naar man ret nøie hørte efter, saa dukkede hele Fjeldlivets og Fjeldensomhedens Naturpoesi op deraf med dens Klage og bitre Spot, med al dens djærve Kraft og dens lullende Ømhed. Dog havde man en pinlig Følelse af, at al denne Naturpoesi laa bundet og ligesom trangt indhyllet i hans hulkende Overgange, i hans mystiske Dobbeltgreb, man følte en brændende Længsel efter at faa denne bundne Harmoni befriet og forædlet, efter at merke den tage i Kunstens Vinger og paa den hæve sig til det fulde og sande Skjønhedsideals klare Regioner. Og Opfyldelsen af denne levende Længsel, af dette drømmende Befrielsesønske skulde idetmindste dennegang ikke længe lade vente paa sig, skulde i legemlig Form træde os imøde, klar og forsonende, som en Berettigelse for den stakkels Torgeirs Fremagen paa en Bykoncert, som Aftenens Symbol. Thi efterat den i sig selv sammenkrøbne, ligesom i en Puppe indhyllede Fjeldspillemand var forsvundet fra sin Forhøining, og ene Efterklangen af hans særtbundne, vilde Toner endnu dirrede for alles Øren og ligesom forlangte sin Opløsning til fuld Harmoni, da traadte en høi, herlig Gestalt frem, med hævet Bryst og Hoved, med aabent Blik, ogsaa i det Ydre et Vidne for den nordiske Naturs frie og dog kunstneriske Udvikling. Det var Ole Bull, som nu med sin mægtige Arm strøg over Fjeldviolinens Strenge og løste, hvad der havde været bundet, og gav Møllarguttens dunkelhvirvlende Slaatter Sangens Forklaring og Fuldendelse. I sit Tonedigt vil han vel sige til sit Folk: «Fatter du, hvad jeg symbolsk har villet lægge dig paa Hjerte denne Aften? Dit Lands bundne Naturpoesi skal du, som jeg har gjort det, dukke dig ned i og hædre, for at vorde sterk, men du skal ikke fortabe dig heri, ikke tage Stoffet raat hen og dvæle derved alene, du skal i Sang som i Gjerning hæve dig atter op af den friske Fjelddal til en inderlig Forening af Naturbarnets Kraft og Hjertelighed med Kulturlivets kunstneriske Bevidsthed og skjønne Udvikling.»
Disse Udtalelser var dog langt fra de eneste, som fremkom i Pressen om Møllergutten og hans Spil. I Morgenbladet for 12te Februar findes der optaget et Digt paa Landsmaal, undertegnet W. T. V., der lyder saaledes:
Gudbrandsdølen paa Mjølnargutens Koncert.
Aa Taarein trilla, saa staut en leet,
Saa onle e valt, da e høild ’en.
Da læt’ e at Augun, aa bulte e va,
E tykte, e sat onde Fjeille da,
Aa leet gjolde Mjølnarguten.
Steine aa Busko’ aa store Tre,
Men inkje kunna e danse;
E lydde paa Leiken, fortusta va,
E tykte, e eilder ha høildt de før da,
Men leil saa va de ’kje fræmmont.
Som deingang e sat aa ondras saa paa,
Kaar før e skul høilt sligt Læte;
De æ saa onle me Skog aa Fjeil
Døm kein inkje taalaa, men taalaa leil
Aa stupande Fosse e høilde.
Neer Alt kring en dansa, da sat en aa gret,
Aa eilder en viste taa Glee,
Men Aare døm seig, aa Dagarne rein,
Da valt en umtaalaa lite um sein.
Aa meir aa meir lysta døm høir ’en.
Gu jeva en bæræ beheilde ho fæ
Aa Fre kein i Jælta bekaammaa,
Daa vil os høir’ en ein ae’n Gaang
Saa løstogt laate, som Smaafugeln saang
Um Sommorqveiln høgt up i Dalom.
Men det vakreste i al den Hyldest, som blev Møllergutten bragt, var dog Welhavens Digt, der er sat i Spidsen for dette Livsbillede; thi det vil leve, saa længe norsk Kunst og norsk Digtning eksisterer.
Mere end denne ene Koncert kom Møllergutten denne Gang ikke til at give i Kristiania. Der stod vel Opfordringer i Byens Aviser til ham og Bull om at give en Koncert til, og fra Theaterdirektionen fik han vel Tilbud om at give nogle Nummere mellem Akterne for godt Honorar; men det var nok Bull, som satte sig derimod. Denne gav heller ikke sit Samtykke til at han efterkom de private Anmodninger, hvormed han bestormedes fra Morgen til Aften, om at spille ude i Byen. Kun for en gammel hæderlig Musikelsker, der paa Grund af Alderdomssvaghed var forhindret fra at besøge Møllerguttens Koncert, lod Bull ham gjøre en Undtagelse, «og der spillede Møllergutten ogsaa ret med Frihed og efter Hjertens Lyst for de mangfoldige Tilhørere, der samlede sig baade i og udenfor Huset. Den Tvangens Byrde, som Koncertnummernes bestemte Rækkefølge og det store glimrende Publikum havde paalagt ham, følte han sig befriet for i den næsten ekstemporerede Privatkoncert, og han tumlede sig fra Gangere og Slaatter i de viltreste Hallinger uden Ophør, og hans Fele havde en manende Klang og hans Buestrøg en Energi, der gik Forsamlingen til Marv og Ben.»
Medens Møllergutten opholdt sig i Kristiania, førte han et særdeles stille, ædrueligt og tilbageholdende Liv, og «Morgenbladet» kunde endog paastaa, at han i et Tidsrum af 20 Aar ikke havde været beruset en eneste Gang. En af dem, der skrev Møllerguttens Biografi paa denne Tid, betoner sterkt hans eiendommelige, til det barnagtige gaaende Hængen ved, hvad der havde grebet ham, og hans Uformuenhed til at slippe en Tanke eller Gjenstand, der sterkere end sædvanligt havde beskjæftiget hans Sind. «Tilligemed en Maler og et Par andre Bekjendte,» skriver han, «fulgte jeg Møllergutten og hans Bygdemænd hen i Kunstforeningen, hvor han med megen Interesse betragtede Billederne og de forgyldte Rammer. «Nei, det var fint, og saa gildt udroset da,» sagde han for hvert Billede og for hver Ramme, han kom til. Fra Kunstforeningen fulgtes vi hen til en Bekjendt, en Prestesøn fra Telemarken, og skjønt Samtalen nu dreiede sig om alt andet end om Billeder og forgyldte Rammer, vedblev Møllergutten dog stadigen at mumle hen for sig: ‘Nei, saa fint og saa gildt udroset da.’»
Men trods al den Herlighed, han saa i Byen, og trods den Høflighed og Forekommenhed, han mødte paa alle Hold, længtes han dog snart tilbage til sin Hytte og sine Fjelde. Allerede den anden Dags Morgen var han og hans Ledsagere paa Veien hjem til Vinje.
Men hans Sjæl var opfyldt af de sterkeste Indtryk af den Velvillie og Imødekommenhed, han havde mødt; men først og sidst talte han om sin store Velgjører, Ole Bull, om hvem han ytrede: «Ingjen kan holle sin Fa’r hell sin Bror kjærare, hell eg holler Olaf Bull,» og han bad de penneføre Mænd om at skrive for ham til den verdensberømte Kunstner og frembære hans Tak. «Olaf Bull kunde gjønne tænkje, at eg inkje skjønnor nok paa alt de goe, han har gjort mot meg, for æg e saa klein te tala for meg, at eg fattas Or te aa tala ut de, eg meinar.» Og Aviserne strømmede derfor ogsaa over med Taksigelser.
I Morgenbladet f. 6te Marts 1849 stod der en versificeret Taksigelse i «Møllargutens» Navn at læse. Den var dateret Hjertdal 23de Februar, og Forfatteren var nok ingen anden end Presten M. B. Landstad.
Sorgja kverkte ti Bringa;
jæmsis sat Kjæring aa Unger ni,
men ho’s sku ’en Sorgja lindra?
Fe’ Fela paa Hjellen seg kvilte naa,
aa Myllarguten han tenkte paa:
haa Raa’ skaa eg bruke?
nær den ifraa ’en hev tikje,
saa sytleg va Myllaren uti Sinn;
fe Føa dæ va inkje likle’,
te gaa ikring Garænn for stolt ’en va.
„Eg tenkjer, eg tæk a’ Norland avsta’,
saa Pengar eg tenar“.
aa søkkjen att’ Boni heime,
fe gaa ikring Garænn mæ Tiggarstav:
dæ, maa du tru, æ inkje beine;
saa gla’ som Fuglen Smaa-Boni æ,
dei kjenn’ ikje Sorgja som tvingar me.
Gu hjølpe meg, arme!
um Hugverken braut no te Skrællen,
Ti største Naua saa kom der Bud
te Myllaren seint um Kvelden,
at han laut no kommaa te Kristian’
aa laakaa Fela si mæ paa Sta’n;
fe Bull ’en sku spølaa.
saa blei no ’en Targjer Haugen;
Saa triv ’en Fela ta Hjellen naa
aa bar ’te spølaa en Taugen;
ti Fela spølaa ’en som ein Tull:
„Aa Gu’ velsigne han Ola Bull,
som meg Aarder hev gjeve!“
te Kristians Sta’, den gjilde;
stell du mæ Boni, syt inkje fe meg;
eg reiser te Bull, den snilde.
Aa no me va ti den største Nau
no gjev dæ Gud, me fær Mat aa Brau,
nær eg heim heve komme“.
sjaa Bull blei ’en gjævt mottikjen,
’ti Avisum saag me, at han paa Sta’n
laut spølaa fe mange aa rike,
dei klappa ti Hendenn fe kvar ein Slaatt,
dei toss no Myllaren spølaa godt;
men daa spølaa ’en Targjer.
men Baagaan sto inkje stille;
no va’ en saa lett og saa gla ti Sinn,
te han treft’ en Bull den snilde;
men Bull han stansaa no Fele naa,
ta Myllarguten sku Penning faa
heim te dei smaa Boni.
ivi Bull kunn ’en inkje fullaate,
saa glalig bruka han sine Bein,
ta Glee saa laut ’en no graate;
han velsigna ’n Bull no, haar ’en kom,
at Maakaan hans inkje i Norgjes Land,
nei, Maakaan fins inkje.
paa Fela gjildast te spølaa,
aa sea slik ein velsigna Mann,
som fe Fatige Annen ve børaa.
Du Ola Bull, du navngjeten æ,
som saa uto Naua hev fria me,
ja, du ver velsigna.
Eg have deg stødt uti Tanker;
aa Gud ti Himlen han lønner deg,
ja haar i Væra du vanker!
No heve eg Mat te Boni smaa,
eg tar inkje syte fe Føa naa,
Ola Bull, du ver takka.“
som bur ti dei Fjølla høge;
du stelte Myllaren saa paa Bein
daa han i Naua sat nøke.
Aa haar du reiser ti Væra ut,
kons Bøn æ: han vil bevare deg, Gud.
Men Tak fe du Myllaren hjølpte.
— Udbyttet af Møllerguttens Koncert i Kristiania beløb sig til henved 700 Spd. (ca. 2800 Kroner), der blev tilstillet Presten og Formandskabet i hans Hjembygd. Lidt efter lidt forøgede han paa nye Koncertreiser denne Kapital — endnu samme Sommer gav han godt besøgte Koncerter i Porsgrund, Larvik, Sandefjord og Fredriksværn — og sattes istand til at kjøbe Ødegaarden i Rauland, tæt ved Urebøurden, som Tor efter Bygdesagnet hamrede ned i Totakvandet. Men det var dog, som Lykken aldrig ret vilde følge ham.
VI.
Da Ole Bull om Sommeren 1849 kom tilbage til sin Fødeby efter et langt Fravær, modnedes under Indflydelsen af den varmhjertede Modtagelse, han i denne fandt, Beslutningen om at faa oprettet en national Scene her. Allerede i Juli Maaned var Planen saavidt gjennemarbeidet, at den kunde fremlægges for Almenheden, og i November Maaned kunde man gaa i Gang med Prøverne.
Da det var det nationale, som Bull vilde reise et Tempel for i den bergenske Scene, siger det sig selv, at han ikke glemte den geniale Spillemand paa Haukelidfjeld, men satte ham Stevne i Bergen til den Tid, Scenen skulde aabnes.
Det er et helt lidet Sagaoptrin, hvorledes Torgeir kom til Bergen. Ole Bull har fortalt om det til den danske Forfatter M. A. Goldschmidt, og denne har gjenfortalt det i sit Tidsskrift, «Nord og Syd», for 1851, og herfra blev det optaget i forskjellige norske Aviser.
«Da Bull havde faaet Theatret istand, vilde han have Torgeir til at spille og sendte en Bondegut, Jakob Jøsendal, for at hente ham. Bull skildrer denne Jakob Jøsendal som en merkelig smuk Skikkelse, blond, høi, smækker om Livet og med ganske smaa Hænder og Fødder. Man kommer til at tænke paa Bulwers Beskrivelse af den skjønne normanniske Race, der indtog England, og som bl. a. udmerkede sig ved sine smaa Hænder, saa at man endnu undres over de smaa Haandgreb paa deres Sværd. Jakob Jøsendal drog afsted paa Ski over Fjeldene og undlod ikke, stolt af sin Ambassade, at fortælle i alle Bygder, at han var sendt af Ole til Torgeir for at hente ham til Norges Theater. Da han kom til Haukelidfjeldet, var Torgeir ikke hjemme; men hans Hustru beredte straks Nisten, eftersom der ikke kunde være Tale om andet, end at hendes Husbond skulde reise. Saasnart Torgeir kom hjem, lagde han sig til at sove for at kunne reise tidlig den næste Dag, og om Morgenen før Solopgang begav de sig paa Veien. I Bygderne vidste man, at Toget vilde komme, nemlig Torgeir og Jakob, og man ytrede stor Glæde over det Hverv, som kaldte dem. Men etsteds havde en rig Bonde indbudt Gjæster paa Torgeirs Spil og kom ham nu imøde med den Anmodning, at han skulde blive og spille i hans Salon, havde jeg nær sagt, om Aftenen. Torgeir erklærede, at han kunde ikke, eftersom Ole Bull ventede ham, hvorpaa Bonden, der allerede havde indbudt sine Gjæster, blev ivrig og sagde: Jeg vil give dig 10 Specier, hvis Du vil blive. — Nei, jeg kan ikke, han Ole venter mig, jeg skal spille paa Norges Theater. — Da blev Bonden ganske rød i Ansigtet, og det var tydeligt, at han vilde bruge Magt. Jakob Jøsendal tog Torgeir tilside og sagde til ham: Du faar føie Dig efter hans Villie; men naar Du kommer ind i Stuen, skal Du sige, Du er træt, og bede om at turde sove lidt. Saa vil de anvise Dig et Kammer. Læg da Merke til, naar jeg fløiter udenfor; saa skal Du tage Din Fele og springe ud af Vinduet.
Det skede efter denne Aftale, og da Torgeir var kommen ud af Vinduet, traf han Jakob, der havde skaffet sig to Heste. De steg op og for afsted. Men i Bondens Stue merkede man Uraad, og Gildesgjæsterne med Bonden i Spidsen styrtede ud, søgte til Stalden og ilede efter dem. Det blev et vildt Ridt; Jakob Jøsendal taler endnu om, hvilken prægtig Hest han red, skjønt den, oprigtig talt, ikke kunde staa sig; tætved næste Bygd blev de indhentede af de flinkeste Forfølgere. Mændene var da meget vrede, og Jakob Jøsendal drog sin Kniv. De andre gik imod ham. Men nu blev den ellers saa tause Kunstner veltalende. Han sagde, at det var Forræderi mod Norge, om nogen vilde stanse ham paa hans Vei; han var kaldt af Ole Bull til at spille paa Norges Theater, og den Synd skulde de vel betænke, om de afholdt ham herfra og gjorde sig til Fædrelandsforrædere. Vilde de give Tid, til han kom tilbage, saa vilde han spille for dem tre Døgn udi Rad, om de forlangte det; men nu skulde de holde Fred og lade ham drage i sit Erende. — Denne Tale hjalp; de stak Knivene ind og skiltes fredelig.»
Den 1ste Januar 1850 befandt Møllergutten sig i Bergen, hvor den nationale Scene allerede den næste Dag aabnedes. Men det drog dog ud flere Uger, før Bull lod ham optræde. Den første Gang Torgeir lod sig høre for det bergenske Publikum, var ved det Selskab, som Bergens Borgere i et Antal af 140 gav til Ole Bulls Ære i Selskabet «Den gode Hensigtss Lokale den 26de Januar; men først den 15de Marts fik han Anledning til at optræde. Billetterne reves bort paa et Par Timers Tid. Møllergutten gav da her 6 Nummere, nemlig «Hildalen, Taugdans fra Hardanger«, «Kivlemøerne, Slaatt fra Silgjord», «Grungedalen, Springer fra Vinje», «Luraasen, Taugdans fra Tind», «Abilhaugen fra Hallingdalen» og «Sevle’en, Halling fra Numedal»; den sidste gaves da capo.
Møllergutten gav i alt tre Koncerter i Bergen og begav sig derefter til Kristiania, hvor han ligeledes spillede et Par Gange.
Det følgende Aar gjæstede han atter Kristiania, og han havde da her den Ære at spille for Kong Oscar I.
VII.
Møllergutten skulde endnu engang tildrage sig Kristiania Publikums Opmerksomhed, og denne Gang var det atter Ole Bull, som drog ham frem, en Stund efter hans Hjemkomst fra hans bekjendte Uheld i Amerika.
Det var om Vinteren 1858, netop som Reaktionen mod Firtiaarenes Romantik var paa sit høieste; man forstod da simpelthen ikke mere den Begeistring, som Møllergutten ved sin Optræden 10 Aar tidligere havde vakt, og man var nærmest tilbøielig til at henføre den til den Fortryllelse, som Ole Bulls Personlighed og blotte Navn førte med sig.
Man klappede til hans Spil, da han gav sin Koncert i Frimurerlogens store Sal, og Vinje skrev i «Dølen» varme Ord om, «at Kunsti er aalmenn, og at eitt Blod i Alle renner, liksom det visar den nationale Aand, som no er vaknad hos alle gode Folk».
Men medens «Dølen» i sin Rørelse følte sig, som han «mest vilde kovna af Tankar» og kjendte, hvorledes Graaden tog ham, sad andre rent op i Under over, hvad de hørte.
Men ingen vovede at sige noget. Mand og Mand imellem gav de kunstforstandige ondt fra sig om den «Komedie», som Ole Bull havde faaet istand med «den stakkars fordrukne Møllergut».
Siden reiste Møllergutten omkring fra Sted til Sted, og han kom da herunder ogsaa helt frem til Kjøbenhavn, hvor man i Virkeligheden heller ikke forstod hans Spil, om der end var en og anden, som mere velment end oprigtig søgte at rose det.
I sine sidste Leveaar levede da Møllergutten stille paa sin Gaard oppe ved Urebøurden, af hvilken han sidstpaa bare beholdt et ganske lidet Stykke af Jordveien.
Her afgik han i November Maaned 1872 ved Døden.
Straks efter Møllerguttens Bortgang bragte Aftenbladet en Korrespondance fra Rauland, hvori der oprulledes et Billede af den gamle Spillemands sidste ensomme Aar.
«Han havde — heder det i denne — saagodtsom spillet ud, længe for han døde. «Felen min bliver saa stiv og forstemt stundom, at jeg ikke faar den til; — eller det er vel jeg selv», sagde han enkelte Gange. Ja, han var selv bleven stiv og forstemt i de senere Aar. En og anden Turist, som besøgte Urebøviken nordenfor Vaa ved Songas Udløb i Totakvand, fik ham til at tage Violinen ned af Væggen; men ofte skal han have givet et tvært Afslag, «han havde aldeles ingen Lyst paa det». Her vil kanske en og anden erindre Wessels Epitaf over sig selv:
Sine Støvlehæle gik han skjæve“;
men jeg tror dog, at hans Ulyst havde en anden og dybere Grund. Det er bekjendt nok, at han ikke bedre end saa mange andre Bondespillemænd overvandt den Fristelse, som de mange tæt efter hinanden følgende Bondebrylluper lagde saa nær, navnlig i hans yngre Aar. Men paa sine gamle Dage søgte han dog ikke enten Drik eller Selskabelighed. Han levede stille og ædrueligt i sit fattige Hjem. Selv sagde han: «Jeg har spillet nok, og vel saa det». Men dette absolute «nok» maa atter have en Grund, en Forklaring. En saadan gav han ikke gjerne uden antydningsvis, og for at faa Antydningen frem maatte man saa at sige gaa foran og trække ham efter. Heller ikke gik Forklaringen altid i en og samme Retning. Kanske var han ikke sig selv mere klar i dette Punkt end i saa mange andre. En Gang kunde han sige: «Jeg tror ikke, der følger synderlig godt med Spil, ialfald ikke mit Spil». Paa Spørgsmaalet: hvorledes det? svarede han en Gang, at han troede, at det havde noget dæmonisk forførende ved sig, baade for ham selv og andre, det gjorde Folk snarere værre end bedre, forvirrede og forvendte dem, styrkede deres Lidenskaber og rev dem ud af deres daglige Sfære, saa de havde ondt for at finde det tabte Fodfæste igjen i det daglige Liv. Hvad specielt han selv angik, saa havde han ikke fundet, at Musikens Gave, naar alt toges med i Beregning, havde bragt ham synderlig. Lykke i nogen Henseende, om det end havde forekommet baade ham og andre saa en Stund, efterat han havde faaet «Brev og Bud fra den berømte vidtbereiste Mester Ole Bull». De Penge, han havde tjent med sit Spil, havde aldrig havt nogen Drygsel, hvor forsigtig han end havde vendt og dreiet paa sine Skillinger. Det, som havde saa liden Velsignelse ved sig, kunde i sig selv neppe være godt. En anden Gang kunde han udbryde: «Kan der være noget galt i at fremlokke Toner ved Hjælp af to Fjæle, fire Strenge og nogle Hestetagl paa en Kjæp? Jeg har aldrig hørt noget saa snurrigt. Er ikke Tonerne skabte af ham, som skabte alt andet? Er det Synd at fremkalde Tonerne, saa var det vel Synd at skabe dem og, saa var det vel Synd at skabe os og». Men om en Stund igjen hed det: «Spillet virker ikke saa godt endda, det har jeg seet nok af; det er dog noget besynderligt ved det alligevel, at det skal omskabe og forvirre Folk slig». Her var da en Kamp for at vinde frem til klar Erkjendelse af Musikens Væsen under en tung og urolig Tvivl. Han havde desværre mere end tilstrækkeligt Kjendskab til, at det tidligere raa og vilde Liv havde taget «Felen» i sin Tjeneste som sit udvalgte Redskab. Mangesteds paa Landet var det dengang kommen saavidt, at man ikke kunde nævne Felespil uden tillige at fremmane Forestillingen om alskens Vildskab — og denne Erfaring sendte snart sine mørke Slagskygger ind i hans Sjæl og voldte Uklarhed og indre Strid hos ham. Det var dog bedre, mente han, at arbeide og stræve og lære Børnene det samme; spille Violin burde de nu ikke.
Ja, stræve og arbeide, det gjorde han, stundom altfor tungt, men just ikke altid paa den frugtbareste Maade. Han havde afgjort Modbydelighed for alt Fuskeri og Sluskeri i Arbeidet, var «velhændt» eller «nethændt», men kom da ofte til at sidde uforholdsmæssigt længe med et Økseskaft eller deslige, før han fik det fint og færdigt. Karakteristik er det, at han engang skal have siddet 2 Dage med at spikke Pinder til at lægge nogle Fisketømmer gjennem Isen. Formodentlig tumlede mange Tanker sig i hans Sjæl under Arbeidet, saa han for sent lagde Merke til Tidens Flugt. Pinderne blev som dreiede, men en mere praktisk Mand vilde have begivet sig ud at fiske, medens Veiret tillod ham at drage tilfjelds til Tjernene, — Pinder vilde han i en Hast have skaaret af det første det bedste Træ. Det var sagtens ikke behageligt for ham tit og ofte at opdage, at han under sin Flid i Enkeltheder havde forglemt og forsømt det almindelige og vigtigere. Paa sin Rundreise med Ole Bull tjente han saa mange Penge, at han kunde faa sig en Gaard. Nu syntes han at være kommet godt i det — han var jo en arbeidsom Mand. Men han havde sit Liv i en anden Sfære end den, hvori han arbeidede; for at kunne leve af en Fjeldgaard maa man forstaa at tage Sagen praktisk; men dette forstod Møllergutten ikke. Derhos blev Børneflokken stor, og omsider blev han nødt til at sælge sin Jordvei og tage blot et lidet Stykke unda. Der boede han da paa sine gamle Dage i en liden og lav Stue, tungsindigt grublende og lidende. Men Liv kom der i ham, naar man nævnte enten Ole Bull eller en anden af dem, som havde taget sig kjærligt af ham; da straalede hans Øine af Glæde, og Talen strømmede over af Taknemmelighedsytringer. Det var mangt og meget, han tænkte paa, men gjerne noget andet og anderledes, end hvad der beskjæftiger Folk i Almindelighed. Engang var her stor Mangel paa Kværnevand; selv Songa og Bitu var næsten tørre. Ogsaa Møllergutten var i Forlegenhed. «Ja nu», sagde han da, «er jeg atter begyndt at studere paa, om det ikke gik an at faa en Kværn til at gaa med en god Del Lodder». Gav man ham til Prøve en liden Antydning til et Maskineri, som han aldrig havde seet, saa begyndte han straks ihærdigt at studere videre og kom snart med en Udvikling, som syntes forstandig. Engang bar han en Tønde Rug over Fjeldet fra Suldal til sit Hjem, skjønt han langtfra var nogen sterkbygget Mand. «Ja, slig jeg strævede og strævede med den Tønden! Jeg fik store Vabler om Akslerne efter Tauget, men hjem vandt jeg dog med den, og gladere Stund, end da den vel var kommen i Stuen, har jeg aldrig havt. Vi havde længe godt af den». Han syntes dog udrustet til noget andet end at bære Rugsække over Haukelidfjeldet. Han var ikke uden Takt for det sømmelige; men det er rimeligt nok, at den ikke blev rigtigt forstaaet, naar han kom i uvante Omgivelser. En vis Egenhed eller Ensidighed syntes at hænge ved ham næsten i et og alt. Læste han en Prædiken eller en Betragtning høit, saa gjentog han gjerne mange Gange de Afdelinger eller Tirader, som særligt tiltalte ham, — hvilket selvfølgelig just ikke altid tjente til at øge Opbyggelsen hos Tilhørerne. Han var en fredelig Mand; men saa vek og værgeløs, som han saa ud til, var han dog ikke. I Tillid til sin Overlegenhed gav en stor og sterk Karl sig engang til at stikle paa ham i et stort Selskab. Møllergutten lod først til ikke at tage Notis deraf; men omsider reiste han sig langsomt op og gav Angriberen en paa Øret, saa denne var nær ved at tabe Ballancen, og satte sig saa roligt ned igjen. Han havde rystet Naalene af sig, og Fornærmeren skrev sig bag Øret den Lærdom, han havde faaet ikke oftere at overfalde sagesløs Mand.
Døden kom ham ikke uventet — den havde alt længe sendt ham «sine visse Bud» —, og den kom heller ikke imod hans Ønske. Han var træt af Verden; enten havde han gaaet en skjæv Gang gjennem den, eller ogsaa havde den gaaet skjævt for ham; han var glad ved at faa gaa til Hvile.
Simpel, som hans Livsforhold havde været, var ogsaa hans Ligbegjængelse. Men det gjør nu intet til Sagen for ham.
Det er vanskeligt at dømme med Sikkerhed om en saadan Mands Sjæleliv eller hele indre Tilstand. En skurrende Mislyd fra Omverdenen havde trængt sig ind mellem hans Harmonier. De ydre Forhold stod i en skjærende Kontrast til hans Evner og Aandsretning. Intet Under altsaa, at han blev et Slags Dobbeltperson, der snart røbede kun lidet Skjøn, snart lod fremglimte klare Tanker, — snart arbeidede sværere end mange, snart hengav sig til Smaatterier og ørkesløs Grublen. Han efterlod Indtrykket af et paa engang godsligt og dog noget lunefuldt Naturbarn. Saa taknemmelig han var mod Ole Bull, skal dog denne have havt vanskeligt for at faa ham til at spille til bestemt Tid og Sted og forøvrigt holde inde. «Det kom over mig stundom, saa jeg var i Nødvendighed for at spille; men stundom var det næsten borte», sagde han. Han havde altsaa ikke Herredømmet over sin Gave. Jeg har hørt ham tvende Gange spille, og begge Gange kom jeg ganske tilfældigvis dertil. I Førstningen forbausedes jeg vistnok over den Virtuositet, han lagde for Dagen, men havde dog ventet at finde noget andet og mere. Om en Stund blev Fjelddanserne trætte af sin tunge Trampen og groteske Kast, og Møllergutten fik en Hvilestund. Jeg henvendte nogle Ord til ham angaaende hans Spil, af hvilke han drog den Slutning, at jeg havde et andet Begreb om Musik end hans Publikum i Almindelighed. Som jeg ventede, havde jeg rørt ved den rette Streng; hans Blik opklaredes, med et Smil ytrede han nogle Ord, hvis Mening var den, at Flokken gaber og tramper, bare han spiller fort. «Men nu kommer jeg nok til at spille bedre,» lagde han til. Han greb Violinen, og ganske vist fik den en anden Klang. Hver Streng syntes mig at give en mig uforklarlig Dobbeltlyd, der stundom syntes at falde ind som udenfra. Det steg snart til et Slags Ekstase, som med magisk Kraft syntes at gribe de fleste.
Der er ofte vakt Spørgsmaal om, hvordan en Mand han vilde være bleven, om han i rette Tid var kommen i de rette Forhold. Enkelte har antaget, at hans Talent da ikke kan have været saa betydeligt endda, siden det ikke drev ham til i Tide at søge en ordentlig kunstnerisk Uddannelse, og fremdeles har de ment, at han i ethvert Fald vilde blevet en noget egen og lunefuld Person, efterdi han ikke engang i sine modnere Aar opnaaede en mere harmonisk indre Enhed og Klarhed. «I Armod født som i sit Mos paa Taget Stedmorsblommen» opvokste Møllergutten i Armod. Hans Omgivelser kunde formodentlig ikke bedømme Graden af hans Anlæg. Tungt legemligt Arbeide blev snart hans Lod, og da han havde stiftet Familie, var Veien til høiere Uddannelse stængt for ham. Da Ole Bull tog sig af ham, var det vel forsent; han var forlængst stivnet i sit. At Kristiania var en By, havde han vistnok Kundskab om, men at man der satte Pris paa Musik, havde han kanske ikke hørt, og mindst af alt ventede han vel, at man der vilde interessere sig for en simpel Bondespillemand.»
Ved Festen til Fædrenes Minde, som holdtes i Kristiania Vinteren efter Møllerguttens Bortgang, stod hans Navn at læse paa Mindestenen.
Nogle Aar senere, i 1876, tog Kr. Janson forskjellige Træk af Møllerguttens Liv og gjorde dem til Gjenstand for novellistisk Behandling i sin Bog «Den Bergtekne».
Græstørven havde forlængst fæstnet sig paa Møllerguttens Grav paa Raulands Kirkegaard, da der dukkede op den Tanke, at man skulde reise ham en simpel Mindestøtte.
En Subskription blev aabnet i dette Øiemed, og i 1889 blev Støtten reist.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Charles Philippe Lafont, født i Paris 1781, omkom ved et Ulykkestilfælde i Sydfrankrige 1839, berømt Violinist og Komponist.
- ↑ Verdensberømt Kunstner, muligens den største Violinvirtuos i nyere Tid, født i Genua 1784, død paa sin Villa nær Parma 1840. Blandt hans Tonestykker er „Karnevalet i Venedig“ det mest bekjendte.
- ↑ Ekko.