Ludwig den anden. Konge af Bayern/2/17
XVII
Forræderske planer.
Den tidligere omtalte grev Holnsteins indflydelse ved det bayerske hof havde varet lige til 1883, da han var faldet i unaade. Grunden er ikke almindelig bekjendt. Nogle har paastaaet, at han havde negtet at være behjælpelig med et laan; andre har ment, at Ludwig fik meddelelser om nedsættende udtryk, som greven havde brugt om sin herre.
Det er klart for enhver, der ved, hvor vanskelig det er at gjøre et menneske umyndigt, at dette skridt, som man nu agtede at foretage, maatte være dobbelt vanskeligt, hvor det gjaldt en regjerende hersker.
Skjønt personlig paa spændt fod med Ludwig var grev Holnstein bleven staaende i sin stilling som øverste hof-staldsmester.
Gjennem mange aar havde han nøie kjendt kongens levevis; og han skaffede et meget stort og vegtigt materiale tilveie, hvormed man kunde naa det ønskede maal.
Da kongen ikke længer omgikkes andre end sine tjenere, var der kun tre eller fire mennesker, af hvem man kunde faa vide kjendsgjerninger vedrørende hans sidste tid. Holnstein paatog sig at underhandle med disse; og de viste sig villige til at udtale sig i samme aand som han.
Den personlige tjeneste hos Ludwig blev udført af den tidligere omtalte Mayr samt af en forhenværende chevaux-legers soldat Alfons Weber, som blev holdt udenfor den hele sag.
Mayr stod derimod i uafbrudt forbindelse med de ledende kredse i München; og det var ham og Hesselschwerdt, der, ved siden af Holnstein, leverede beviserne for, at det var paa tide at stille kongen under formynderskab.
Fra den første halvdel af mai var de fleste af hans omgivelser forberedte paa, at en katastrofe forestod.
Hans fordringshavere blev mere og mere paatrængende, pengenøden mere og mere truende.
Da der ikke saaes udsigt til hjælp fra nogen anden kant, besluttede Ludwig at gjenoptage forhandlingerne med Rothschild.
Man lovede ham et laan paa tretti eller firti millioner francs mod fire procent renter og betalbart inden en vis tid. I tilfælde af at Bayern forblev neutralt under en krig mellem Frankrige og Preussen, skulde tilbagebetalingen blive eftergivet tilligemed alle videre renter.
Paa denne maade berøvede man overenskomsten den braad, som kunde saare forbundsfællerne i Tyskland; og man fordrede ikke mere af Bayerns konge, end han til nød kunde gaa ind paa.
Hesselschwerdt, der ogsaa tidligere havde været mellemmand mellem Rothschilds secretær og sin herre, fik af Ludwig ordre til at begive sig til Paris med et kongeligt gjældsbevis og at modtage pengefyrstens millioner.
Nu traadte grev Holnstein pludselig frem. Som chef paa stald-etaten var han Hesselschwerdts overordnede. Han vidste, at Rothschilds sekretær havde været i München, og kjendte til de samtaler, som denne havde havt med medlemmer af huset Orléans. I paavente af hvad der vilde komme, havde han indskjærpet Hesselschwerdt, at han intet maatte foretage uden grevens vidende, fordi kong Ludwig i den pinlige stilling, hvori han befandt sig, muligens kunde lade sig forlede til skridt, der kunde have betænkelige følger for staten.
Da underhandlingerne gjenoptoges i mai maaned, havde Holnstein paabegyndt en badekur i Karlsbad.
Inden sin afreise havde han strengt paabudt Hesselschwerdt øieblikkelig at underrette ham derom, hvis hans reise til Paris ikke kunde forhindres. Greven havde truende tilføiet:
„Adlyd mig, Hesselschwerdt, ellers kan det blive Dem en dyr historie!“
Holnstein havde neppe været otte dage i Karlsbad, før han modtog det ventede telegram. Han skyndte sig til München og lod Hesselschwerdt kalde til sig. Hof-furéren medbragte den forseglede skrivelse, der indeholdt gjældsbeviset fra Ludwigs haand.
Uden at betænke sig et øieblik tog greven ham med sig til ministerpræsidenten dr. von Lutz, og overgav i hans hænder brevet til Rothschild, der var forsynet med kongens segl. Han ansøgte derefter om audiens hos prins Luitpold, der ved prins Ottos sygdom var bleven den, som stod tronen nærmest.
Medens han talte med kongens onkel, meldte man, at det samlede ministerium ønskede foretræde. Raadslagninger fandt sted. Ludwigs brev blev aabnet; og man forbød Hesselschwerdt at foretage reisen til Paris. Fire fremragende læger blev budsendte. De erklærede, at kongen var sindssyg og antog, at hans sygdom var uhelbredelig.
Man havde nu en gyldig grund til at gjøre ham umyndig.
Et hemmeligt familieraad traadte sammen i München. Mod to stemmer besluttede prinserne, at kongen skulde tages i pleie, og at der skulde indsættes et regentskab med prins Luitpold som rigsforstander. Ministeriet skulde blive staaende. Man ønskede at gjøre overhofmesteren grev Castell til Ludwigs formynder; men denne afslog det sørgelige hverv. Grev Holnstein blev derpaa udnævnt til embedet.
Prins Luitpold vilde, at kongen skulde underrettes, inden proklamationen fandt sted, for at han, om muligt, kunde give sit samtykke til den nye ordning.
Dr. von Lutz underrettede samtidig fyrst Bismarck om det paatænkte laan i Paris og om, at medlemmer af huset Orléans havde spillet en rolle i sagen.
Fyrsten gav den daværende franske ministerpræsident et vink. En debat vedrørende de Orléanske prinsers udvisning stod netop paa dagsordenen i det franske senat. Indholdet af Bismarcks telegram lod formode, at prinserne havde ønsket at benytte Ludwigs pengeforlegenhed til at spille en politisk rolle.
Denne meddelelse skal have været hovedaarsagen til, at familien Orléans blev udvist fra Frankrige.