Ludwig den anden. Konge af Bayern/1/20
XX
Prins Otto's sindssygdom. – Kongens sygelige stemninger.
Vanviddet har grufuldt herjet det Wittelsbach'ske hus. I løbet af et aarhundrede er over tyve medlemmer af slegten bleven hjemsøgte af denne ulykke.[1]
Maximilian den andens sønner var belastede med sterke neurothiske anlæg. Deres farfader havde været i høi grad eksentrisk. Og en søster af kong Maximilian opholdt sig længre tid i en sindssygeanstalt.
Forældrene var desuden nært beslegtede. De var begge i familie med fyrstehuset i Hessen-Darmstadt, hvor der gjennem mange aar har været sindssygdom. Den bayerske enkedronnings farmoder og mormoder var hessiske prinsesser. Ludwig den første's moder, som døde ung, tilhørte ligeledes dette hus; og hans gemalinde var datterdatter af en prinsesse af Darmstadt. –
I begyndelsen af 1872 bragte bladene notiser om, at prins Otto af Bayern var lidende.
I femti- og seksti-aarene havde han været et billede paa sundhed. Hvor Ludwig trak sig tilbage, var han gaaet menneskene imøde med udstrakte hænder. Han havde altid været munter, livlig og elskværdig.
Den unaturlig strenge opdragelse og den hurtighed, hvormed han fra næsten uudholdelig tvang var bleven kastet over i ubunden frihed, havde imidlertid medvirket til, at ogsaa han havde mistet sin aandelige ligevegt.
Neppe to og tyve aar gammel havde han fulgt hæren (1870). Vi ved, at skjønt han ønskede at forblive ved den, kaldte kongen ham tilbage til Hohenschwangau.
Tilbagekaldelsen stod i forbindelse med den ældre broders personlige stemninger; men prinsens nervesystem havde tillige vist sig uskikket for de blodige scener i felten.
Kronprins Friedrich af Preussen skrev i sin dagbog:
„Prins Otto kom for at tage afsked, inden han vendte tilbage til München. Han var bleg og saa elendig ud. Han sad foran mig, som om han havde et anfald af kuldegysninger, medens jeg udviklede for ham nødvendigheden af, at vi havde fællesskab i militære og diplomatiske anliggender. Jeg kunde ikke komme paa det rene med, om han forstod mig eller endog blot hørte, hvad jeg sagde.“
Kort efter sin tilbagekomst begyndte han at vise de første tegn til sindsforvirring.
Rygtet derom vakte almindelig sorg. Man havde givet ham tilnavnet „Otto der Fröhliche“.
Trods arvelige dispositioner, og tiltrods for de omstændigheder, der havde ledsaget hans fødsel,[2] og som kunde give nogen grund til at formode, at sygdomsspiren var at søge der, vilde man i begyndelsen ikke fæste lid til efterretningen. Man saa ham daglig paa gaderne, i theatret og i cirkus.
Pludselig fik hans sygdom et heftigt udbrud. Han maatte stilles under bevogtning. Og nogle begivenheder, som forefaldt, foranledigede lægerne til at tilraade, at man sendte ham bort fra München.
Prinsen vilde dog ikke gaa ind paa dette. Foreløbig forblev han derfor, hvor han var, skjønt man ikke turde lade ham være alene. Endelig blev han erklæret for uheldbredelig sindssyg og fuldstændig fjernet fra sin familie.
Kongen forlangte bestemt, at han ikke maatte bo i nærheden af noget af de slotte, hvor han selv pleiede at opholde sig. Han blev derfor ført til Nymphenburg og to aar senere til det ensomme Fürstenried.
Hans moder var utrøstelig over den ulykke, som havde rammet hendes hjertebarn. Ogsaa Ludwig følte slaget meget haardt.
Da man ved hans tronbestigelse havde fastsat ceremonierne for faderens ligbegjængelse og havde forespurgt, hvilken plads prinsen skulde indtage, havde han uden tøven svaret:
„Ved min side!“
Den yngres glade temperament havde dannet en gavnlig modvegt mod hans alvorlige, tunge livsopfatning. Han havde betragtet ham som sin efterfølger og haabet, at Otto ved en glimrende forbindelse skulde holde landet skadesløst for hans eget cølibat.
Istedet derfor var han fra sjælløs sløvhed sunket ned i vanviddets mørkeste nat.
Han stod ved afskeden følelsesløs, optaget med noget legetøi. Men al den ømhed, som havde ligget gjemt hos Ludwig strømmede frem i dette øieblik. De, som var vidne til hans skilsmisse fra den sindssyge broder, var rystede over hans hjertesønderrivende sorg.
Fra denne dag blev kongen paa det dybeste bekymret for sit helbred; han led af angst for, at Ottos skjebne skulde blive hans.
En læge havde været uforsigtig nok til at meddele ham, at hans fader havde ført et letsindigt liv i sin tidlige ungdom.
Efter at han havde faaet dette at vide, tilskrev han arvelige anlæg de fleste af sine psychiske lidelser. Mindet om faderen blev ham pinligt; og han kunde ikke undertrykke bitre udtalelser derom.
Da han besteg tronen, havde enkelte allerede troet at merke, at hans nerver manglede modstandskraft.
Den berømte franske sindssygelæge, dr. Morel, som 1867 var bleven kaldt til München, havde havt leilighed til at se den unge konge. Han havde udtalt de sørgelig profetiske ord:
„Hans øine er uhyggelig smukke; der lyser fremtidigt vanvid ud af dem!“ De politiske begivenheder 1870–71 og resultaterne deraf havde forøget hans smertelige følelse af kontrasten mellem hans fantasi og virkeligheden. Der havde vist sig tegn til, at hans drømmeliv kunde blive skjebnesvanger for ham.
Hans nerve-ophidselse traadte end ydermere for dagen, da hans broders sygdom brød ud.
1874 betragtede man hans tilstand som saa faretruende, at man talte høit derom i hans hovedstad. Redaktøren af et konservativt blad nævnte offentlig rygtet om, at kongen var sindsforvirret. Han blev dømt til seks maaneders fæstningsstraf for majestætsforbrydelse, skjønt han som vidner tilkaldte flere rigsdagsmænd, der under ed forsikrede, at dette emne var bleven afhandlet rundt om i ølhallerne i München.
Endnu var de antydninger til stormandsgalskab, som tidevis dukkede op, dog ikke trængte saa dybt ind i Ludwigs bevidsthed, at de paavirkede mere end enkelte af hans handlinger; endnu ulmede den glød, som truede med at bryde ud i flammer.
Endnu var hans viljekraft sterk nok til at tøile hans fantasi. Endnu skulde en sund aandsstrømning længe gaa side om side med den syge; endnu kunde han ved rastløs virksomhed tidevis bringe sit urolige sind til ro.
Han kjæmpede som en løve for at afvende den ulykke, som han frygtede saa saare; men han kjæmpede alene. Hans høiheds-forestillinger havde aar for aar uddybet den kløft, som mangelen paa forstaaelse havde gravet mellem ham og hans moder. Forholdene havde skilt ham fra Richard Wagner, den ven, som han havde elsket mest. Han havde ingen fortrolig, neppe engang nogen, som han havde tillid til.
Der var ingen til med fast haand at lede ham bort fra hans vrangforestillinger, ingen som kunde udviske de indtryk, der gjorde ham mistroisk og bitter.
Denne konge, der faa aar før havde begeistret alle, blev forvandlet til en tungsindig, blegfed, livstræt mand. Midt i den eventyrpragt, som han omgav sig med, pintes han af selvmordstanker. I stormfulde uveirsnætter kjørte han i rasende fart i sin gyldne vogn rundt i bjergene, alene med sine sygelige stemninger og fantasier.
Kun de dybblaa øine med det sværmeriske og vemodsfulde blik erindrede endnu om den skjønne yngling, der havde været bayrernes stolthed og haab.