Ludwig den anden. Konge af Bayern/1/18
XVIII
De bayerske tropper vender tilbage til München. – Kong Ludwig og kronprinsen af Preussen.
Krigen var endt; freden var sluttet. Et stort, tysk rige var gjenoprettet. Tyskland havde faaet en keiser, – og denne keiser var Preussens konge.
Med det sidstnævnte faktum er det nye keiserriges væsen betegnet: Preussen var hovedlandet!
De øvrige fire og tyve stater skulde vel ikke være uden stemme ved afgjørelsen af rigets fælles-anliggender, ligesom de i sine egne anliggender hver for sig skulde beholde en vis selvstændighed. Men Preussen var og blev den stat, som skulde lede begivenhedernes gang, – tyngdepunktet, der afgjorde balancen.
Takket være Ludwig den andens haardnakkethed havde hans rige formelt faaet en særstilling.
Den nye rigsforfatning hjemlede i en egen paragraf[1] Bayern ret til alle de myndigheder, der ansees som den nationale selvstændigheds attributter: det bibeholdt, for eksempel, eget krigsministerium og militærvæsen, egen udenrigsminister og rettighed til at holde egne gesandter og konsuler.
Suverænitetens skin var bevaret.
Men Ludwigs brændende ønske om at udvide sit riges grænser var ikke gaaet i opfyldelse. Denne omstændighed gav fra hans side anledning til megen misstemning mod det preussiske kongehus.
Den sekstende juli 1871 skulde de hjemvendende tropper holde indtog i München. Byen var overfyldt. En mængde tilreisende havde maattet overnatte under aaben himmel eller i sine vogne.
Morgenen var neppe brudt frem, før man saa folk ile afsted for at sikre sig pladse.
Alle ventede med spænding paa det øieblik, der skulde bringe de slegtninge og venner tilbage, som de havde savnet saa smerteligt under den nu til endebragte krig.
Turnere og brandmandskaber rykkede ind med klingende spil for at holde gaderne aabne. Lidt efter togede studenterne frem med sine maleriske skjærf om skuldrene, kunstnerne med grønne grene paa hattene, skytterlag og foreninger med faner og flag; de havde faaet det hverv at danne spalier for krigerne og at forhøie feststemningen ved sang.
Solen sendte sine varme straaler ud over hovedstaden. Det blev livligere og livligere paa gaderne.
Klokkerne ringede fra alle kirker, salutskud drønede.
Ifølge programmet skulde kongen afholde revuen klokken ni; men tribunerne var overfyldte længe før den tid.
Da faldt der en festlig stilhed over alle. Mødre og fædre tog sine smaa børn paa armene for at de skulde faa se.
Majestætisk, skjøn red Ludwig den anden i skarpt trav fra „seirsporten“ til Ludwig den førstes statue, hvor tropperne skulde defilere forbi ham. Et glimrende følge ledsagede ham. Tusinders hurraraab brusede.
Paa hoftribunen havde de kvindelige medlemmer af kongefamilien taget plads.
Helt nede ved seirsporten saa man uhlanernes – de saakaldte „chevaux-legers“ – blaa og hvide faner. De kom nærmere og nærmere.
Arméens general-inspektør, prins Luitpold, red mellem sine adjutanter og officerer og nikkede venlig til de begeistrede masser.
Lydelige velkomsthilsener modtog kronprinsen af det tyske rige og af Preussen, som nu red frem.
Byens over-borgermester holdt en tale, som han venlig besvarede, hvorefter tre unge piger overrakte seirherren fra Worth en laurbærkrans.
Rundt om herskede dyb stilhed under talerne. Men straks efter stormede begeistringen atter frem; kronprinsen, som fortsatte sit ridt, blev overøst af blomster fra alle vinduer.
Ved Odeon-pladsen red han op paa høire side af kong Ludwig. De holdt begge tilhest, medens soldaterne defilerede forbi.
Kronprinsen var krigernes fører; han havde delt fare og nød med dem. Ludwig var deres egen, elskede konge; – de tiljublede dem begge lige hjerteligt.
Men Friedrich havde høstet laurbær i krigen, og han var bleven arving til en keiserkrone. Ludwig var en syg mand, der stod skinsyg og mistroisk ligeoverfor den hyldest, som man viste hans fætter.
Indtoget varede fire timer; det var tilendebragt efter klokken et.
Senere var der middag paa slottet, hvor hoffet udfoldede al sin glans.
Kongen drak paa arméens og dens hæderkronede førers velgaaende, hvorefter kronprinsen i en længre tale udbragte Ludwigs skaal.
Klokken syv hævedes taffelet. Hoffet samt de officerer, soldater og civile, som krigsministeren havde indbudt, begav sig til gala-forestillingen i det kongelige theater, hvor man opførte „Der Friede“ af Paul Heyse.
De hjemvendte krigere og hovedstadens borgere og borgerinder morede sig paa det bedste til langt ud over natten og den følgende dag. Man raabte ustanselig hurra for kongen, for kronprinsen af Preussen, for alle, der havde kjæmpet og seiret.
Militær-musiken, som man saa længe havde maattet undvære, tonede for første gang atter i den store feltherre-hal. Fædrelandssange lød fra Odeon-pladsens tribuner. Husene var illuminerede. Alle var henrykte over de vellykkede festligheder og over venskabet mellem kongen og den tyske kronprins, som man betragtede som et godt varsel for det nye forbund.
Dagen efter gjorde den kongelige familie med sin gjest en udflugt til Rosen-øen, hvor roserne stod i fuldt flor.[2]
Ludwig ønskede at hædre Friedrich og at berede ham en glæde. Da de om eftermiddagen spadserede sammen, bad han om tilladelse til at forlene ham et af sine „chevaux-legers“-regimenter.
Kronprinsen svarede overlegent, at det afhang af keiserens tilladelse, om han kunde modtage tilbudet. Han tilføiede smilende:
„Jeg ved ikke, om den slanke uhlan-uniform passer til min tykke figur!“
Kongen tog denne bemerkning meget ilde op og udtalte dette senere til forskjellige personer.
Efter tilbagekomsten fra Rosen-øen meddelte han sin kabinetssekretær, at han under ingen omstændighed agtede at vise sig ved militær-banketten i glaspaladset den følgende aften.
Denne banket, hvortil der var udstedt ni hundrede indbydelser, og som skulde danne festdagenes glanspunkt, var foranstaltet til ære for Friedrich, men skulde samtidig være en hædersfest for de bayerske krigere.
Kabinetssekretæren sendte en skrivelse til hans majestæt, hvori han i dybeste ærbødighed søgte at overtale ham til idetmindste at vise sig nogle minutter, og hvori han bemerkede, at hans udebliven kunde faa en vidtrækkende politisk betydning. I veltalende ord skildrede han den glæde, som monarken vilde berede sine trofaste og tapre fædrelandsforsvarere, om han viste dem den ære at være deres bordkamerat.
Han lod svare, at han trængte ro. Dette udelukkede dog ikke haabet om, at han i sidste øieblik muligens alligevel vilde indfinde sig.
Festen fandt imidlertid sted uden ham.
Lidt før klokken ni kom kronprins Friedrich med sit følge. Det bayerske kongehus var repræsenteret ved de fleste af sine prinser; men kongens fravær fremkaldte en pinlig misstemning.
Klokken fire den næste morgen vaagnede kabinetssekretærens fruen[3] ved at høre hestetrampen i den ellers saa stille slotsgaard. Hun sprang til vinduet og saa den kongelige ekvipage staa forspændt. Ludwig steg ind i den. I det hurtigste trav bar det i den tidlige morgen afsted til slottet Berg.
Fire timer efter overbragte en kongelig tjener hans majestæts befaling til kabinetssekretæren om, at han skulde indfinde sig paa Berg og holde foredrag for ham der.
Kronprinsen af Preussen forlod Bayerns hovedstad den samme formiddag efter en hjertelig afsked fra de kongelige prinser, som alle havde indfundet sig paa banegaarden for at sige ham farvel.