Ludwig den anden. Konge af Bayern/1/10
X
Kongen reiser til Paris. – Disharmonier mellem det forlovede par. – Keiser Napoléon og keiserinde Eugénie hilser paa Ludwig. – Kongen bryder sit egteskabsløfte.
Midt under forberedelserne til brylluppet gjorde kongen flere reiser. De første dage af juni drog han med prins Otto til Eisenach for at bese Wartburg. Senere paa sommeren reiste han til Paris, hvor en verdensudstilling var aabnet.
Pariserbladet „La situation“ havde længe i forveien bebudet, at kongen af Bayern vilde indtræffe. Man betragtede hans komme som en begivenhed, der kunde blive af politisk betydning.
Skjønt han straks aflagde et besøg i Tuileriernes slot, lagde han imidlertid intetsomhelst skjul paa, at han var kommen til Frankrige som privatmand og ønskede at bevare det strengeste incognito.
Keiserinde Eugénie var i England; men Napoléon modtog ham som en hædret og velkommen gjest. Han indbød ham til sit pragtfuldt restaurerede slot i Compiègne-skoven, hvor der blev holdt tropperevue til ære for ham. I det derpaa følgende hoftaffel deltog kongen af Portugal samt fyrst Anton af Hohenzollern-Siegmaringen og hans søn, arveprins Leopold, hvis kandidatur til den spanske trone tre aar senere foranledigede Napoléon til at sætte sin krone paa spil.
Bayerns konge havde kun liden sans for keiserhoffets glæder. Han tilbragte de fleste aftener i „Grand opéra“ og i „Théâtre lyrique“. Den øvrige del af dagen opholdt han sig i udstillingen, hvor afdelingerne for kunst og skolevæsen navnlig fængslede hans opmerksomhed.
Det var hans hensigt at forblive i den franske hovedstad til keiserinde Eugénies tilbagekomst. Hans besøg blev imidlertid afbrudt ved efterretningen om, at hans farbroder Otto, den tidligere konge i Grækenland, var død paa slottet i Bamberg, hvor han havde henlevet sine sidste aar. Ludwig skyndte sig tilbage til München og bivaanede den 30te juli sin onkels ligbegjængelse.
Hovedstadens forretningsmænd arbeidede imidlertid videre paa bryllupsgaverne til sin konge. Breve og foræringer blev vedblivende vekslede mellem det forlovede par; og intet lod udenverdenen ane de skyer, som var trukne op.
I august maaned reiste Napoléon og Eugénie fra Paris til Salzburg for at mødes med keiseren og keiserinden af Østerrige. De stansede en dag i Augsburg. Napoléon havde i sin barndom været elev af det derværende St. Anna-gymnasium; han ønskede at gjense de kjendte steder.
Ludwig mødte keiseren og keiserinden i denne by og ledsagede dem til München, hvor enkedronningen og hertuginde Sophie modtog de høie reisende. Baandet mellem de forlovede syntes langtfra løsnet endnu; kongen forestillede Sophie for keiserinden, som hjertelig kyssede begge de unge.
Endnu fortsatte Ludwig sine rideture langs Starnbergersøen.
En morgen stansede han tidligere end han pleiede udenfor Possenhofen med sin blomsterbuket. Som sædvanlig gik han op i slottets første etage. Ved det øverste trappetrin mødte han en kammerjomfru, der styrtede forbi. I samme øieblik blev et vaskefad slynget efter den flygtende. Vandet strømmede ud, netop som majestæten satte sin fod paa tærskelen.
Sterkt nærsynet, som han var, opdagede Ludwig dog, hvem der var ophavet til denne scene: Hans forlovede, der hurtig forsvandt indenfor næste dør, mindede i dette øieblik mere om en furie end om en Venus!
Et minut stod han som forstenet; saa skyndte han sig ned, svang sig op paa sin hest og sprængte afsted.
Denne aften ventede man ham forgjeves i Possenhofen.
Som hans karakter senere udviklede sig, er det sandsynligt, at et egteskab mellem ham og Sophie overhovedet neppe vilde være kommen istand. Den ovenfor skildrede scene fremskyndede imidlertid bruddet.
Høsten stod for døren, og dagen, der var bestemt til brylluppet, rykkede nærmere. Bryllupsvognen var færdig; man havde indkjøbt otte pragtfulde heste, der skulde trække den. Den nye dronnings hofstat var udnævnt. Programmet for ceremonierne ved vielsen var udarbeidet af hoffets embedsmænd og forelagt hans majestæt til stadfæstelse. Alle forordninger var trufne med hensyn til de hof- og folkefester, hvormed forbindelsen skulde feires.
Da modtog ministeren, fyrst Hohenlohe, en dag i september en kongelig haandskrivelse.[1]
„Her skal De se nyheder,“ sagde han til sin sekretær, idet han overrakte ham brevet:
Ludwig meddelte i al korthed, at han havde besluttet ikke at egte hertuginden. Han overlod det til fyrstens anerkjendte diplomatiske kunst at ordne sagen til almindelig tilfredshed.
Hohenlohe meldte sig straks til audiens hos kongen. Men han modtog den besked, at hans majestæt for et kvarter siden var reist op i bjergene; hans opholdssted var ubekjendt og hans tilbagekomst ubestemt.
„Hvad er herved at gjøre,“ bemerkede fyrsten, idet han trak paa skulderen; „det er aabenbart en uforanderlig beslutning. Dette er ialfald bedre, end hvis man om et aar havde givet mig det hverv at udvirke en egteskabs-skilsmisse.“
„Men der er jo slet ingen grund for brudgommen til dette skridt,“ bemerkede sekretæren.
„Netop derfor maa det ordnes saaledes, at det er hende, som finder et paaskud til at trække sig tilbage. Gaa straks hen i mynten og befal, at man stanser prægningen af bryllups-medaljen,“ svarede Hohenlohe resolut.
Det blev først officielt meddelt, at bryllupsdagen var udsat, men at forbindelsen ingenlunde var hævet.
Hertug Max forespurgte paa sin datters vegne, naar brylluppet skulde finde sted. Paa en opfordring om at fastsætte et tidspunkt, blev der imidlertid udtalt, „at dette ikke lod sig gjøre af hensyn til kongens helbred.“
Svaret gav det hertugelige hus en naturlig anledning til paa sin side at erklære, at man „under saadanne omstændigheder heller vilde betragte forlovelsen som opløst.“
Kongen modtog denne erklæring „med den dybeste beklagelse.“
Bruddet kom neppe saa uventet for folket, som forlovelsen var kommen; thi takket være Hohenlohes omhyggelighed var almenheden forberedt.
Alligevel var begivenheden meget længe et staaende samtale-emne. Pladsen var aaben for de forskjelligste gisninger; og historier og skumlerier lod ikke vente paa sig. Nogle søgte grunden i gjensidig mangel paa sympati. Andre vilde vide, at hertuginden elskede en anden, og at kongen havde opdaget dette. Men alle havde vanskeligt for at tro, at deres elskede Ludwig havde nogen uret i sagen.
Sophies rygte blev ublidt maltrakteret. Sladdersøstre og hofsmigrere mistænkeliggjorde hende. Ufordelagtige og eventyrlige beretninger om hende kom i omløb og holdt sig saa længe, hun levede.
Det tjener kongen til liden ære, at han ikke gjorde nogetsomhelst skridt for at retfærdiggjøre den kvinde, som han havde villet gjøre til sin hustru og til dronning i sit rige.
- ↑ „Otto, Freiherr von Völderndorff: Vom Reichskanzler, Fürsten von Hohenlohe.“ (München 1902.)