Litteratur (Samtiden 1891)
Litteratur.
En engelsk forfatter i det anseede tidsskrift Fortnightly Review's januarhefte gjør den bemerkning, at der for tiden i hele verdenslitteraturen især er to forfattere, hvis verker imødesees med spænding, sluges med begjær og diskutteres med lidenskab i alle civiliserede samfund. Den ene er russeren Tolstoi, den anden er nordmanden Henrik Ibsen. Paa bagsiden af Hedda Gablers titelblad læser vi følgende megetsigende ord: „Omtrent samtidig. med næværende originaludgave fremkommer en engelsk, en tysk og en fransk af forfatteren autoriseret udgave. Noget senere følger en italiensk og en ungarsk.“ Efterat bogen er udkommen, hører vi fra Tyskland, at første oplag blir bortrevet den første dag, i den franske presse behandles den som en litterær begivenhed af rang, og to engelske tidsskrifter har lange, ledende artikler om den. Her kan vi da være ganske sikre i vor sag og vide, at vi ikke tager munden for fuld, naar vi taler om europæisk berømmelse. Der er ikke længere tvil ikke blot om, at Ibsens navn er kjendt over hele Europa, men at hans verker læses og er et ferment i verdenskulturen; og det norske folk staar i dyb taknemmelighedsgjæld til Ibsen for den glans, hans navn kaster tilbage over vort lille land. Fastslaaelsen af denne kjendsgjerning staar for mig som det mest tilfredsstillende ved Ibsens nye drama.
Ibsens senere dramaer har allesammen været enten rent psykologiske eller ogsaa paa én gang psykologiske og samfundstendentiøse. „Hedda Gabler“ er, saavidt jeg kan forstaa, et rent. psykologisk drama, jeg har ialfald ikke kunnet opdage nogensomhelst tendens, nogen lære, som her prædikes; hvad vi her spørger om, er: har forfatteren uddybet vort kjendskab til den menneskelige sjæl, har han lært os nye mennesker at forstaa, eller har han givet os gjenkjendelsens glæde af gamle bekjendtskaber? Jeg maa oprigtig tilstaa, at jeg er ganske i forlegenhed for at besvare disse spørgsmaal. Hovedinteressen dreier sig i dette stykke saa udelukkende om Hedda Gabler selv, at spørgsmaalet nærmest bliver: kjender du denne dame eller kjender du hende ikke? Og herpaa kan jeg svare baade ja og nei. Jeg kjender hende, forsaavidt jeg véd mangfoldige ting om hende, har hørt ord og seet handlinger, der giver udsigt ind i hendes sjæl baade paa den ene kant og den anden; men jeg kjender hende ikke, fordi alle disse smaa udsigter ikke samler sig til en stor oversigt; jeg er ikke istand til at fange hende levende med min fantasi, ikke istand til at faa ét, udelt menneske af hende; hun falder fra hinanden i modsigelser, uden at jeg faar tag i generalnævneren, som opløser modsigelserne. Naar jeg nu et par uger efter læsningen tænker paa hende, forekommer hun mig nærmest som en rar dame, der vakte min forbauselṣe ved sin underlige optræden, der eggede min nysgjerrighed uden at fange min interesse. – Ligeoverfor et verk af Ibsen giver man sig imidlertid ikke saa let, og jeg har adderet og adderet op igjen men jeg har ikke faaet nogen sum. Hvad er denne Hedda Gabler? I sit ydre væsen er hun nogle gange plump og uopdragen, men af og til vindende og betagende, hun er klog og grusom; hendes hjerte er tarveligt, hun saarer med grov haand en stakkels, skikkelig, forsvarsløs gammel dame; ligeoverfor mænd er hun koket og eggende, men kold og kjønsløs; hun føler sig tom og træt, som en lidt ældre uddanset dame, hvem livet ikke har givet noget indhold; intet forhold til andre mennesker lokker hende, ikke uden at hun kan have den fornøielse at pille i en menneskeskjæbnes traade med sine grusomme hænder; af og til hæver hun sig til dæmonisk storhed ved sin foragt, og der glider et streif af heroisk følelse over hende, naar hun længes efter skjønhed, men saa kommer hendes frygt for skandalen og trykker hende ned igjen. Summa summarum? ja jeg ved som sagt ikke. En Hjørdis i korset, udmattet ved baller og fornøielser, som føler sin tomhed og længes efter skjøn, stor kamp og imidlertid morer sig med at klippe menneskeskjæbner over. Kanske. Muligt er det Ibsens mening, at en storsindet dame, som er tvungen til at leve i smaa, indholdsløse forhold, blir som Hedda Gabler; at hendes storhed blir ondskab, hendes trang til skjønhed lede ved livet, at hun blir præget af smaaheden om sig, saa den smaaborgerlige frygt for skandale magtstjæler hende. Men det er kun en mulighed, og heri ligger netop det utilfredsstillende. Ibsen har skabt andre rare damer end Hedda, men som er blevet mig paa en ganske anden maade levende bekjendtskaber. Jeg skal bare nævne Nora; hende har jeg heller ikke truffet i livet, men ikke destomindre tror jeg at kunne tælle hende blandt mine menneskeerfaringer, fordi der er indblæst levende liv i hende, og erindringen om hende gir billede, ydre og indre. Hedda Gabler fremstiller sig derimod for mig i en taage, mange lyse punkter hist og her til at gjette paa, men ikke hele skikkelsen. Hun forekommer mig derfor kuriøs, men ikke interessant, og stykket om hende spændende, men ikke gribende.
Hvoraf kommer dette? Behøver man at gribe til den udvei, at det er Ibsens talent, som er i nedgang? Det tror jeg ikke. Jeg tror, at grunden er, at Ibsen her har forsøgt det umulige. – Med andre ord jeg tror, at den dramatiske kunst har sine grænser; denne kunst er ifølge sin natur henvist til at lære os menneskene at kjende gjennem det, som de siger og gjennem det, som de handler i den korte tid, de optræder; naar man er en saadan dramatisk mester som Ibsen, er det utrolig, hvad der gjennem replikkerne kan lempes ind til psykologisk oplysning; men det blir dog staaende eller har ialfald hidtil staaet som en lov, at dramaet, med den moderne teknik ialfald, kun kan fremstille forholdsvis enklere karakterer. Ved en saa sammensat natur som Hedda Gabler er det, som interesserer os mindst, netop det, som dramaet er indskrænket til at give, – hendes ord og handlinger; alt det, som skulde gjøre os dette underlige væsen forstaaeligt, hendes udvikling, hendes hemmelige tanker, hendes ufødte anelser og hele det store vigtige strøg af sjælen, som ligger mellem det bevidste og det ubevidste, har den dramatiske forfatter ikke anledning til mere end at antyde. Derfor, mener jeg, kunde en roman om Hedda Gabler blive yderst interessant, medens vi ligeoverfor dramaet føler os tomme. og bedragne.
Naar hovedfiguren i stykket saaledes er gaaet i stykker for mig, kan det lidet nytte, at en af bifigurerne – assessor Brack – er et lidet mesterverk, ligesaalidt som jeg finder nogen tilfredsstillelse i at beundre Ibsens velkjendte dramatiske teknik, der i Hedda Gabler staar høiere end i noget andet stykke, jeg har læst.
Det er vælvære at komme fra Ibsens noget artificielle luft ind i Jonas Lies verden, der er mættet med virkelighed. Her er ingen spørgsmaal, eller gaader at løse, livets pust gaar gjennem hver linje, og de „onde magter“ udfører sit stille opløsningsarbeide naturligt og selvfølgeligt; ved enkle midler, ved opsummering af – de tusen smaa ting lærer vi disse mennesker at kjende uden voldsomme begivenheder, uden krampe og pistoiskud. Et indkjøb af en heldig tomt, et anlæg af en diligencefart, oprettelsen af en ny klub, udstikningen af en jernbanelinje; en maler, som skal til udlandet, et ur, som gaar for sent, en skovbrand – og et par lignende ting er det, som foregaar i Lies nye bog. Men ved hjelp af disse dagligdagse ting faar vi indblik i et galleri af mennesker, som vi aldrig glemmer.
Hvad der er det mest velgjørende ved denne, som ved Jonas Lies øvrige arbeider, er den sterke følelse man har, af at den er skreven af et „medmenneske“, et menneske, som har bevaret sin ungdom ved bestandig at se efter paa nyt og føle med paa nyt, en mand, hvis kunstnersjæl endnu ikke er overtrukket med den svageste hinde af rutine; deraf kommer det, f. eks. at vi ikke blot afskyr de onde magter i denne direktør Bratt, men ogsaa forstaar hans dygtighed, betages af hans godlidelighed og føler ham som et friskt veir i stuen. – Mest beundringsværdig af alt er dog Abraham Johnston, den unge maler. Det er ganske merkværdig, at det er en mand paa henimod seksti aar, som giver os det første fuldgyldige eksemplar af den yngste kunstnergeneration. – Thi dette er første gang i vor litteratur, ikke at der skildres en kunstner, men at en kunstner levendegjøres slig, at vi virkelig tror paa begavelsen, og faar indblik i dens væsen og form; det fantasifulde syn paa dyrene, det nervøse sinne over ikke at faa det til, den udprægede tilbøielighed til at omsætte snartsagt alle livsværdier i farver, maaden at forelske sig paa, maaden at tænke paa – det er saa egte kunstnerisk. Jonas Lie har ødslet med sin elskværdighed paa denne langbenede, graciøse gutten, hvis slyngealderlige unoder kun tjener til at øge hans ynde. Det vakreste i denne deilige bog er kanske den aften, Johnston kommer op til Abraham, som ligger i sengen, og fortæller ham, at han nu kan reise, og Abraham straks efter styrter ned til faderen med sine tegninger og lægger ud for ham af alt det rige liv, der rører sig i hans unge, friske kunstnerhjerne. – Naa ja, – det er ikke nødvendig at gjennemgaa Lies bog nu, den er læst og kjendt af alverden, og den vil blive læst og kjendt af endnu mange gange flere. At frembringe en saadan bog er en fødsel, og den selv er en levende verden, derfor er alt i den saa selvfølgelig, og naar man lukker den siger man bare (som Gunnar Heiberg): ja naturligvis, saaledes er det.
Forskrevet af Holger Drachmann. (Gyldendalske Forlag) 1890.
Noksaa mange havde i senere aar faaet den tro, at Holger Drachman havde skrevet sig læns, havde overproduceret sig selv, tyndet sig ud i bare form og vage tanker. Men saa kommer han nu før jul med en bog saa rig, saa mættet af poesi, en Dichtung med Wahrheit, saa lødig som livet, saa sjælfuld og aandrig, at han med en gang staar i rang og række med de store digtere, for hvem hvert kunstværk er et befrielsens arbeide.
Forskrevet er et lyrisk epos i prosa; en kjæmpende sjæl faar luft i den bog. Og medens aarelang smerte toner ud i vellyd, maler kunstneren billeder af dette trange, smaalige liv, som har pint ham, som har røvet ham den frie udfoldelses mulighed, og som han har følt sig forskrevet til gjennem kjærlighed og had; – af dette liv giver han os en række billeder, saa fuldendte, at vi i denne ene bog har samlet det bedste som den nyere danske litteratur har givet os af dansk liv og dansk natur.
Der er en rigdom i bogen, saa man ikke ved, hvad man skal blive staaende ved som det særlig gode, og grunden hertil er vel den, at digteren intet øieblik har fulgt Homers eksempel. Det store epos er saa gjennemvævet af kraftig lyrik, at vi hele tiden føler os under indflydelse af en sjæls meddelelse. Hvor fortællingen glider i baggrunden, spiller stemningen i sprogēts toner, i farverige ord, saa vi aldrig trættes.
– En bog som Forskrevet er mærkelig paa mange maader. Den er en genial protest mod alle regler. Først og fremst er den en rig personligheds protest mod et smaaligt livs regler, dernæst er den som kunstværk en protest mod de regler for god fortællekunst, som holdt paa at blive dogmatiske. Denne fortællekunst levned ikke rum for et temperament, som umiddelbart maa meddele sig. Holger Drachman har følt sig pint af dette, saa pint, at han før har skrevet dumme ting imod moderne digtning – sandsynligvis fordi han var en smule imponeret og ikke selv kunde komme til rette med denne kolde naturalistiske norm. Derfor er Forskrevet ogsaa artistisk et stort befrielsens værk for ham. Det er saa genialt gjennemført, at man formodentlig fra den bog vil kunne datere en ny fase i fortællekunstens udvikling her i Norden; for sandsynligvis er der flere temperamenter som vil faa mod til at søge egne veie efter Drachmanns store gjennembrud.
Forskrevet kunde man bygge afhandlinger paa, men det vilde være faafængt at forsøge en kritik af den – saadan i almindelig forstand. Dertil er den for personlig. Hvor der kunde giøres en æstetisk indvending, vilde Drachmann med fuld føie sige: „Bliv mig fra livet med det æstetiske; det var noget ganske andet jeg vilde.“ Og da staar man der; for nægtes kan det ikke, at en slig bredbringet personlig fortrolighed som denne Forskrevet skal man lede længe efter i de fleste landes litteratur. Men hvad der gjør den til et verk af blivende værd, af betydning ud over digterens person og nutidens forhold, det er dens aandfulde psychologi, dens intime billeder af dansk liv. Gjennem Forskrevet bliver vi som aldrig før fortrolig baade med Holger Drachmann og med Danmark. Vi lærer at holde af begge, fordi denne danske mand, som slaar saa tappert fra sig, der er flængende i sin satire som selve „Adam Homo,“ han græder, medens han slaar, og har et godmodigt smil, medens han flænger; for han elsker sit land som ingen, kanske netop fordi han mere end nogen har været forskrevet. til det deilige, men lille land.
Om de andre bøger, der er sendt os til anmeldelse, er jeg paa grund af pladsen nødt til at udtrykke mig i al korthed.
Rosenkrantz Johnsen's „Bag Masken“[1] er utvilsomt denne forfatters bedste bog. Især er den første af novellerne „Det sidste døgn“ bent ud fortrinlig; den vidner om meget fortællertalent og holder os i en næsten ængstelig spænding til sidste slut, – vi har hele fyren ganske levende for os, han er individualiseret med illusorisk nøjagtighed. – Næst efter „Det sidste døgn“ staar en jordefærd høiest, et uhyggeligt og med slaaende sandfærdighed fortalt kulturbillede fra en norsk fjelddal. Resten af novellerne er humoristiske, lidt ubetydelige, men dog fortalt med et lunt smil, der meddeler sig til læseren. „Naar man er ung“, novelle af Ulrikke Greve[2], en ung dame, hvis første bog dette er, er skrevet i et flydende, fordringsfrit og uaffekteret sprog. Forfatterinden synes ikke at være uden talent; hvad man beholder igjen af bogen, er en følelse af uskyldig, renhjertet ynde. –
Tilslut skal jeg kun nævne: Per Sivle: Sogor. Andra Utgaava. Bergen. Litleré. Anton Welde: Fattigdom. Skisser. Do. do. Vetle Vislie: Fru Gerda do. do. – Gogol: En Mainat do. Grieg. Charles de Varigny: Millionærer do. Huun. – Henrich Heine: Tyskland. Oversat af Alfred Ipsen. Kristiania. Olaf Norli. Musset: Frederik og Bernerette. Bergen, Grieg. Th. Madsen: I Drift. Bergen. Eget forlag.
- Gerhard Gran.