Le Roi s’amuse
LE ROI S’AMUSE
Igaar reiste jeg ut til Versailles en liten tur.
Det første kuldegufs var i luften. Blade
drysset, og i den kongelige parks hundredeaarsgamle
alleer varslet kraakerne mørketid og vinter.
Utdødd. Skymørkt. Høstlig — stille.
Pludselig smaldt det i et messingskrik. Paa en aapen plass nede i parken spilte et militærorkester op. Jeg tror ikke, vi var mer end tyve—tredve mennesker alt i alt, en høist hverdagslig flok, som lyttende og med hænderne i frakkelommerne stod der og smaafrøs. Orkestret tællet minst dobbelt saa mange hoder, som vi var. Stykke fulgte paa stykke. Det slog mig, at det siste i rækken slet ikke lignet de andre i tone og klang, og da jeg saa efter i programmet, som i al beskedenhet var spikret op paa en træstamme, opdaget jeg, at det hette «Kongen morer sig» og for første gang blev spillet her i Versailles anno 1770, da Ludvig den femtende var selvhersker over alle franskmænd. Kongen morer sig! Hvad mon kongen morte sig med? Med kvinder. Først en menuet, hvor hoffets damer og herrer i tidens praktfulde drakter optrær paa bonede gulver. Men kongen er forstemt. Kongen er træt. Regjeringssorgerne, ak, de er saa altfor mange, hans plikter saa altfor overvældende byrdefulde. Det store, landsfaderlige hjerte har idag lukket sig for glæden. I en lang, jammerfuld tone sænker nu musikken sig, idet melodiens tonefølge forvandles og opløser sig i hviskende smerte. Men atter stiger tonerne mot himlen. Hvad er det? Hyrder ler. Hyrdinder smiler. Skjelmske fauner titter frem bak løvet. En syttenaars skjønhet har tiltrukket sig majestætens opmerksomhet. Eller kanske det er Du Barry, som hans øine søker . . .
Saa vet man da trøstefuldt, at han ikke sover alene i nat — Ludvig den høitelskede.
I solskin, i takfyldt jubel, i bredt strømmende harmonier smelter tonerne fagert sammen.
En koket, indsmigrende, gratiøs musik, bristende av sødme, kjælen av klang, vuggende, vellystig i rokokkoens rytme.
Noget lignende forestiller jeg mig trods medfødt mangel paa dypere forstaaelse av tonernes kunst, at denne musik hadde til hensikt at uttrykke. Ialfald strøk i et glimt Ludvig den femtendes liv mig forbi, og undrende spurte jeg mig selv, hvad vel han har følt ved den, ved denne lek av toner, skapt ham til ære, om han da i det hele tat følte nogetsomhelst.
Rimeligvis har han gjespet. Saa mange skjønheter, unge og gamle, hadde Frankrikes høie adel, mens aarene randt, bragt hans trone som offer, men gud hvor de alle i længden kjedet ham! Ja, hvor han kjedet sig! Hvem var det forbeholdt at kjede sig som kongen av Frankrike? Han kjedet sig ved dag, og han kjedet sig ved nat, om natten med, uaktet Frankrikes skjønneste kvinder intet heftigere ønske hadde end at være ham til kjærlig tidsfordriv. «Kongen morer sig.» Nei, kongen kjeder sig. Og saa skedde det altsaa, at lykken var ham god, og han paa gamle dage snublet over hende, gatejenten fra Paris, hun, som i 1770, da denne musik for første gang blev spillet paa Versailles’ slot, var maitresse en titre under navn av Grevinde Du Barry.
Uimotstaaelig vakker. Smilende fræk. Der berettes, at naar hun lo, hadde hun en egen eggende lyd oppe i strupen, som ganske og aldeles gjorde det av med den gamle, forfarne fruentimmermand. Med den bøiet hun kongen efter sin lyst, av- og indsatte hun ministre, ruinerte hun kort sagt Frankrike. En strupelyd, meget farlig for statens sikkerhet. I sandhet! Den blev hendes landsmænd en kostbar fornøielse. Og hun lo svært ofte, Du Barry, sparte slet ikke paa latteren, naar de to, hun og kongen, var i enrum. Endelig hadde han da en hos sig til stadighet, som morte ham litt. Ludvig den femtende var kynisk og gold, fremforalt doven. Der skulde virkelig meget til for at more ham litt. Hun hadde humør, et raahærdet syn paa tingene, som tiltalte det oprindelige i ham. Han likte sig i hendes selskap. Det kildret ham at gi efter for denne løse pikes mange luner. Selvsagt at hun hadde sin egen leilighet paa slottet, sit eget hof, sin egen apanage som gik op til millioner om aaret. Og sin egen haarde vilje. Han hadde ingen. Det gjaldt for hende, mens endnu tid var, at samle ihop. Kongen var en gammel mand, og en dag stod hun der kanske ensom og forlatt, omringet av fiender. Da var det godt, at ha noget i bakhaanden.
Gjerne skildres hun som den ytterste spiss av fordærvelse, toppen av tidens nakne skamløshet. Jeg indbilder mig, at hun har været en snil, liten pike, hverken bedre eller værre end de fleste av hendes slag. Utvilsomt vilde hun blit meget forundret, om nogen hadde sagt til hende, at hun var et særlig daarlig stykke menneske. Hun visste jo godt med sig selv, at hun ikke vilde noget menneske ondt! Tvertimot. La de andre ta for sig, som hun gjorde. Hun undte dem alle godt. De forsynte sig saamen ogsaa alle de andre med glubsk appetit. Uten at genere sig. Hun var en konges elskerinde, og kongen var da rik nok. Ingen grund til at spare ham. Han eiet jo hele Frankrike. Hvad var selvfølgeligere, end at han betalte? En elsker betaler da for pokker! Hver efter sine omstændigheter.
Av naturen var hun gløg, og i de kaar, hun levet, hadde hendes kvindelige imitationsevne anledning til at utvikle sig kraftig. Med aarene blev hun noget bortimot en Grande Dame, og da kongen endelig døde, flyttet hun velholden ind i et av de slot, hun hadde kjøpt sig i god tid. Her stelte hun med sine penger, pleiet hun sin skjønhet, mottok hun fremdeles mændenes uavkortede hyldest. Ja, det hændte endog her, at hun blev ganske naivt og uegennyttig forelsket. Kokotten glemte sig selv for en anden, og i de brev, man har fra hende til ham, den fornemme, engelske lord, staar man ansikt til ansikt med en ydmygt elskende kvinde, som ber for sit liv. Lorden trak paa skuldrene og reiste sin vei efter at ha været hendes elsker en tid. Det passet ikke for en herre med hans navn at indlate sig altfor dypt med en forhenværende kongelig maitresse.
Sikkert har hun graatt sine modige taarer over hans forræderi, la saa være at hun snart kom paa ret kjøl igjen.
Elskere hadde hun til det siste — det følger av sig selv. Med glorien om sit lyslokkede hode fra fordum, virket hun sælsomt fristende, og ved hjælp av den lille lyd oppe i strupen, som hun trofast bevarte, kunde hun vrake og vælge. Det manglet aldrig paa mænd i hendes liv.
Indrømmes skal det, at hendes død ikke var synderlig heroisk. Høsten 1793 blev hun stillet for revolutionens domstol og uten mange slags formaliteter dømt til at guillotineres. Dø! Hun skulde dø! I fængslet bad hun hændervridende om utsættelse med dødsdommen. Hun visste et og andet, paastod hun, som nok maatte interessere makthaverne. Hvis de ønsket det, kunde hun saaledes betro dem, hvor adskillige av aristokratiets herrer og damer hadde sine skjulesteder. Desuten var hun rik. Hovedrik. Hun bød, hvad hun eiet, alt det, hun saa klokt hadde rapset sammen, hvis de vilde la hende gaa. Uante skatter av juveler og guld var gravet ned i hendes have. Ta det altsammen — altsammen, men gi mig bare nogen faa elendige dages utsættelse!
Da hun bakbundet sat i karren for at føres til revolutionspladsen, var hun skrullet av skræk. Med møie fik hun løst sit haar, det tætte, rike haar, som engang hadde været et av hendes maktmidler, men hvis glans nu for længe siden var falmet og bleket. Skjælvende rystet hun det utover skuldrene. Hun vilde røre «folket» med det. Men «folket» haanlo. «Til guillotinen! Til guillotinen!» . . . «Hjælp mig! Hjælp mig!» skrek hun ute av sig selv. Ny latter. Paa skafottet sa hun til skarpretteren: «Endnu et litet øieblik, beste hr. skarpretter!» Hvem vet! Kanske sa hun det med den samme indyndende strupelyd, hvormed hun saa mangen god gang hadde bedaaret en konge. Men skarpretteren hadde ikke sans for strupelyder. Her var han kongelig enevoldsmektig. Brutalt slængte han hende overende og surret hende fast til brettet. Da utstøtte hun et skrik — «Un cri affreux» stod det i moniteuren dagen efter — vildt, sønderrivende, knivskarpt, skjærende gjennem marg og ben, et skrik, som mindes den dag idag.
Det attende aarhundredes mennesker forstod at dø. De gik til skafottet med et smil, en affabel haandbevægelse, et lystig bon-mot. Eller i stum trods. Derfor vakte dette skrik i den ytterste nød en viss opsikt. Man undret sig. Var det da virkelig saa vanskelig at forlate dette smule liv?
Hun fortjente ikke en saa grusom skjæbne, Madame Du Barry. Hadde nogen fortjent at dø i en seng, maatte det vel være hende, en bløt himmelseng med muntert svævende amoriner brodert ind i sengegardinene. Hun som hadde moret en konge og sengevarm holdt ham fast i seks lange aar!
Slik endte det attende aarhundredes musik. Dette var finalen. Slutten paa al moroen. Den endte med et skrik av rædsel.
Kongen morer sig. Bourgeoisiet morer sig. Det kan være hip som hap. Vil det ogsaa denne gang ende med et skrik? Efter festerne tømredes skafottet. Efter dans paa bonede gulver sprang blodstraalen . . .
Vi var som sagt en haandfuld mennesker, tyve—tredve alt i alt, tænker jeg, som smaafrysende stod der i en ring og lyttet til rokokkoens svelgende, yppige musik. Saa stak dirigenten taktstokken i lommen, og det blev tomt, det blev ødslig i Versailles’ minderike park.
Længe blev jeg gaaende med dette skrik op fra avgrunden i mine ører, mens løv drysset og hæst skrat av kraaker lød over mit hode.
Og jeg tænkte: Alt er gjengangeraktig. Alt er drøm. Alt skifter. Ikke mer end nogen faa maaneder siden, at jeg saa løvet her i Versailles’ park folde sig glitrende ut i ung, myk sol, og nu sank det til jorden avmæktig, dødt. Og det forekom mig dunkelt, at det var en svak gjenlyd av fjerne menneskers liv, deres lidenskaper og savn, deres haab og higen, i den tørre raslen under min fot.
1920.