Lappernes Hedenskab og Trolddomskunst sammenholdt med andre Folks, især Nordmændenes Tro og Overtro

Johan Fritzner

Lappernes Hedenskab og Trolddomskunst sammenholdt med andre Folks, især Nordmændenes Tro og Overtro

Historisk Tidsskrift, første Række, fjerde Bind, 1877 (s. 137-219).

I en vis Forstand kan det nok siges, at det neppe er mere end 200 Aar siden Kristendommen almindelig antoges af Lapperne i Sverige, og noget over 100 Aar siden den indførtes blandt Lapperne i Norge. Ti det staar jo ikke til at nægte, at indtil de nævnte Tidspunkter var den kristelige Kundskab blandt begge Rigers lappiske Befolkning saare ubetydelig, medens der endnu var mange Levninger af Hedenskab, der udøvede en væsentlig Indflydelse paa Folkets Tankegang, religiøse Anskuelse og Levemaade. Men det samme kan og maa jo siges at have været Tilfælde ogsaa med vort Lands norske Befolkning, idetmindste lige indtil Konfirmationens Indførelse, ja endog indtil den seneste Tid^[1], ligesom den romerske Kristendom var, og endnu gjerne er opblandet med mange hedenske Bestanddele. Daterer man alligevel Kristendommens Indførelse fra en langt tidligere Tid, hvor længe det end derefter varede, førend sand kristelig Oplysning kunde vinde almindelig Indgang og den tilbørlige Indflydelse, saa er der vel heller ingen Grund til at gaa frem paa anden Maade ved Besvarelse af Spørgsmaalet om Tiden, da Lapperne bleve kristnede.

Nærmere eller nøje at bestemme Tiden, naar dette skede, bliver dog en vanskelig Sag, saameget vanskeligere, som Kristendommen ikke vel kan være antagen til samme Tid af alle dem, der hørte til dette Folkeferd, adspredte som de vare over en vidtløftig Landstrækning, der tilhørte to forskjellige Riger, og det, selv om man indskrænker sig allene til dem, som boede inden vort eget Lands Grænser, maa ansees for afgjort, at Kristendommen først efterhaanden har banet sig Vej iblandt dem og vundet noget Herredømme over dem. At man allerede tidligen hos os har søgt at omvende dem, derom kan dog neppe være nogen Tvil. Uagtet Paul Warnefred eller Paulus Diaconus siger, at en Del af dem allerede paa hans Tid vare omvendte til Kristendommen, er det dog aabenbart, at dette ikke kan have været Tilfælde; medens det heller ikke kan være noget Vidnesbyrd imod deres Kristendom, at de paa Adam af Bremens Tid vare særdeles hengivne til Udøvelse af Trolddom, uagtet han dermed synes at begrunde det, naar han til samme Tid, som han betegner Norges øvrige Indbyggere som særdeles kristelige, gjør en Undtagelse for Lappernes Vedkommende. Ti saadant lod sig vel da, ligesom det langt senere har ladet sig forene med et Slags Kristendom.

Om der end ikke tidligere hos os er virket med Alvor og Held for Lappernes omvendelse til Kristendommen, tør det dog nok i al Fald ansees for sikkert, at denne har ligget Kong Haakon Haakonssøn alvorligen paa Hjerte. Ti naar der som Bevis for, hvor ivrig han var for at fremme Kristendommen i Norge, fortælles, at han lod opføre Kirke i Trums og kristnede det Kirkesogn^[2], der vel at mærke da maa have haft et langt større Omfang end senere, kan de omvendte ikke vel have været andre end Lapper; og disse Landets gamle Indbyggere kan han vel saa meget mindre have ladet blive i deres Hedenskab, naar han kristnede de for Tartarerne flygtende Bjarmer, da han lod disse nedsætte sig i Malangen. At der blandt de inden Norges Riges daværende Grænser boende Lapper endnu under hans Sønnesøns Haakon Magnussøns Regjering fandtes Hedninger, ser man dog deraf, at denne gjorde de Lapper, der lode sig omvende til Kristendommen, den Indrømmelse, at de i 20 Aar fra den Tid skulde slippe med Tredjedelen af den Bod, som de kunde komme til at paadrage sig ved overtrædelse af Landsloven eller Kristenretten^[3].

At Bestræbelserne for at gjøre Lapperne til Kristne ikke ere blevne frugtesløse, kan man ogsaa slutte deraf, at i den af P. A. Munch i Aaret 1850 udgivne Chronicon Norvegiae, hvis Forfattelsestid maa ansættes til den første^[4] eller anden^[5] Halvdel af det 13de Aarhundrede, omtales det norske Finmarken S. 2 som beboet af Kristne, medens derimod de mod Nord eller østenfor Norge boende Kareler, Kvæner, hornede (cornuti) Finner og Bjarmer omtales som Hedninger. Hermed stemmer det ogsaa overens, naar Forfatteren S. 4 siger, at der til Norge steder en vidtstrakt Ørken, der skiller det fra de hedenske Folkeslag, og hvori allene Finner og vilde Dyr har sit Tilhold; og det kan neppe siges at staa i nogen Modsigelse hermed, naar han paa samme Side taler om Finnernes (ɔ: Lappernes) Vantro og Trolddom, eller at han paa den følgende Side L. 3 modsætter Kristus og Finner. Ti den nævnte Vantro kan netop have bestaaet deri, at de vare hengivne til overtro og Trolddom, hvad der vel kunde medføre, at de kun vare lidet kristelige men dog ikke kunde gjøre dem til Ukristne; ligesom de Finner, som de Kristne efter Forfatterens Fortælling i Handelsærinder besøgte, jo netop kan have været de hernede Finner, hvilke han i det foregaaende havde stillet som Hedninger i Modsætning til de Finner, der opholdt sig inden Norges Grænser.

Ogsaa paa anden Maade lader det sig med Sikkerhed godtgjøre, at Norges Lapper allerede før Reformationens Indførelse i Landet havde antaget Kristendommen eller underkastet sig de til dens Kultus hørende Forskrifter. I dette Øiemed kan jeg nu først henvise til et Ord i deres Sprog, der betegner en af den kristelige Gudstjenestes Handlinger, men maa være laant fra det gamle norske Sprog allerede paa en Tid, da dette endnu var i sin Velmagt, eller dets Udartning i al Fald kun har været i sin Begyndelse. Betjeningen med Herrens Nadvere betegne nemlig vore Lapper med Ordet divnast, som umiskjendeligen er vort gamle Sprogs þjónasta, der havde samme Betydning, men paa den Tid, til hvilken man i Almindelighed hensætter Lappernes omvendelse til Kristendommen, ikke længere brugtes i denne Form, ej heller i denne Betydning. Var Deltagelsen i Herrens Nadvere først ved den saakaldte finmarkske Missjon i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede kommen i Brug blandt vore Finner^[6], vilde de til dens Benævnelse have optaget det Ord, hvormed det da betegnedes hos det Folk, hvorfra de modtoge denne Del af den kristelige Kultus tilligemed selve Kristendommen. Men naar de nu betegne den med det af þjónasta dannede divnast, da viser dette netop, at Ordet af dem maa være optaget paa, og hos dem maa have været i Brug ligefra den Tid, da det uforandrede þjónasta endnu brugtes til at betegne denne hellige Handling.

Som yderligere Bevis for Kristendommens Ælde blandt Lapperne skal jeg dernæst nævne nogle Levninger af den romersk-katolske Kultus og Kirkeret, som endnu indtil den sidste Tid hos dem har været at finde. Som Sætersdølen endnu i anden Halvdel af forrige Aarhundrede højtideligholdt Lørdagen^[7] (utvivlsomt til Jomfru Marias Ære, se min Afhandling derom i Norsk historisk Tidsskrift 1ste Bind S. 187–193), gjorde nemlig Lapperne ikke allene det samme, men højtideligholdt ogsaa Fredagen (gn. föstudagr)^[8], og at vore Lapper har gjort det samme, maa allerede antages paa Grund af, hvad herom læses i Kn. Leems Beskrivelse over Finmarken Side 487 fgg., ligesom det vil finde sin Bestyrkelse i hvad jeg senere derom skal oplyse. Men naar Helligholdelse af disse Dage, som ogsaa Iagttagelsen af Julefaste^[9], ikke vel kan have faaet Indpas hos Lapperne efter Reformationen, saa maa dog vel dette afgive et fyldestgjørende Bevis for, at den allerede før sammes Indførelse har været brugelig hos dem, og at de altsaa meget tidligere maa have antaget og bekjendt sig til Kristendommen i dens romersk-katolske Form.

Et andet Vidnesbyrd derom af en lignende Beskaffenhed tør man vel ogsaa finde i den blandt vore Lapper herskende Sædvane ved Møde at tiltale et Menneske med Navnet: fadder, dersom de staa i et saadant Forhold til hinanden, som det, hvilket vore Forfædre betegnede med Ordet guðsifjar (lat. cognatio spiritualis)^[10]. Hvad der har ledet dem til tat lægge en saadan Vægt paa dette Forhold, at de holdt nøje Regning med, hvorvidt det fandt Sted imellem dem og nogen anden, kan nemlig allene have været den Omstændighed, at efter Kristenretten var Ægteskab forbudt imellem dem, der stode i saadant aandeligt Slægtskab til hinanden.

Ved de her fremdragne Vidnesbyrd kan det efter min Formening ansees godtgjort, at Norges Lapper maa have antaget og bekjendt sig til Kristendommen allerede lang Tid far Reformationen under Paavirkning af Nordmændene og i den romersk-katolske Form, hvorunder disse selv da bekjendte sig dertil. Et af disse Vidnesbyrd var hentet fra det Laan, som de i Ordet divnast havde gjort fra vort gamle Sprog. Men flere af de Ord, hvormed de betegne Gjenstande eller Begreber særegne for de Kristnes Forestillingskreds, ere ogsaa af russisk eller slavisk Herkomst; og heri ser jeg nu et Vidnesbyrd om, at de til samme Tid som fra norsk Side, og det paa en Tid, som ligger meget langt tilbage, ogsaa have været paavirkede fra russisk Side, ikke allene i andre Henseender, men ogsaa saaledes, at de derved kom til at gjøre Bekjendtskab med Kristendommen, og vel for en Del tilegne sig den; og det forekommer mig ingenlunde usandsynligt, at der her virkeligen har indtraadt et saadant Sammenstød mellem den romerske og den byzantinske eller ortodoxe Kirkeafdeling, at det ikke har været et aldeles tomt Paaskud, naar man gav Fiendtlighederne mellem Skandinaverne og Russerne Navn af en Religionskrig. Et saadant Ord er rist-manna (ɔ: Daabsbarn, Barn, som skal døbes) med tilsvarende Verbum ristačet (ɔ: at døbe). Vistnok kan det synes ligge nærmest at antage rist for at være det norske Krist lempet efter den lappiske Udtale, da det er aldeles i sin Orden, naar ved norske Ords Overgang til det lappiske Sprog k bortfalder foran r i Ordets Begyndelse. Men her møder os nu den Omstændighed, at der ved Ordet Krist er gjort en Undtagelse fra den almindelige Regel, formentlig paa Grund at en vis religiøs Følelse, der gjorde det til Pligt at udtale dette Ord uforandret, hvor megen Møje det end kostede. Lapperne sige saaledes altid Kristus, kristalaš o. s. v., men aldrig krist-manna, kristačet. Paa Grund heraf forekommer det mig, at der er al Sandsynlighed for, at Ordene rist-manna, ristačet ere laante fra det russiske Sprog og have sin Oprindelse fra Ordet krest ɔ: Kors, idet nemlig Opmærksomheden især fæstede sig til den med Daaben forbundne Korsbetegnelse (gn. primsignan)^[11], der saaledes kom til at give hele Daabshandlingen dens Navn; og dette er saa meget sandsynligere, som Ordet rist ellers forekommer hos Lapperne i Betydning af Kors. De nævnte Ord ere heller ikke de eneste af lignende Beskaffenhed, hvis russiske eller slaviske Herkomst er umiskjendelig, men den er ogsaa iøjnefaldende, naar en præst af Lapperne kaldes bap (jvf. russ. pop) og en Hedning kaldes baken (jvf. russ. pogan af lat. paganus). At det finske (kvænske eller karelske) Sprog herved har udgjort et Mellemled, er vel muligt, da dette har Ordene risti, pappi, pakana, ja forsaavidt endog sandsynligt, som det just var igjennem de af Russerne kristnede og under deres Herredømme staaende Kareler, at Lapperne først bleve udsatte for Paavirkning fra den Kant^[12]; ligesom det vel tar antages for sikkert at naar man fra russisk Side søgte at tilvende sig et Herredømme over Lapperne, da var dermed uadskilleligen forbunden en Bestræbelse for at paatvinge dem den samme Kristendom, hvortil Russerne og de dem undergivne Kareler selv bekjendte sig.

Hvad enten nu Lapperne bleve kristnede af Nordmænd eller af Russer og Kareler, saa har det dog vistnok staaet saare smaat til med den Kristendom, der saaledes paa en Maade blev indført eller fik Fodfæste iblandt dem. Men endogsaa førend dette skete, kan det dog antages for en naturlig Følge af den Berørelse, hvori de kom eller stode med Kristendommens Bekjendere, at den for en Del kom til at paavirke dem saaledes, at kristelige Forestillinger fik Indpas hos dem og kom til at modificere deres religiøse Begreber og Anskuelser, dels ved at omdanne Folkets egne Forestillinger om deres nationale Guddomme og hvad dermed stod i Forbindelse til Overensstemmelse med Kristendommen, dels ved at forøge Gjenstandene for dets Kultus og de i Forbindelse dermed staaende Handlinger med nye, der laantes fra deres kristne Naboer^[13]. Det kunde ikke være anderledes, end at jo disse, som staaende paa et højere Kulturtrin, maatte komme til at paavirke dem i denne som i flere andre Henseender, ligesom sporene af saadan Paavirkning kunne paavises i de Ord, som de have laant tilligemed Tingene, som dermed benævnedes. Forsaavidt en saadan Paavirkning fandt Sted i religiøs Retning, da udgik den naturligvis fra Kristendommen i den Skikkelse, som den til enhver Tid havde hos deres Naboer, opblandet som den da var med hedensk Overtro og Dyrkelse, dels saadan som havde sluttet sig til eller fulgt Kristendommen paa dens lange Vandring fra dens fjerne Hjemstavn, dels saadan som hjemmehørende i Norge eller Nordens Lande assimilerede sig med Kristendommen istedetfor at fortrænges af denne. Men derfor er det da ogsaa, hvor Spor af nordisk Hedendom kan paavises i Lappernes Gudelære eller Mytologi, yderst vanskeligt at afgjøre, hvorvidt Laanet er gjort fra vore kristne eller allerede fra vore hedenske Forfædre.

Efter at have gjort disse almindelige Bemærkninger skal jeg nu gaa over til at omhandle enkelte Tilfælde, hvori jeg med mere eller mindre Sikkerhed tror at kunne paavise Tilstedeværelsen af deslige Laan, og skal da begynde med det, som har sin oprindelige Rod i det nordiske Hedenskab.

Som en af de Afguder, hvilke Lapperne fordum dyrkede, nævner Schefferus^[14] Torus eller Tor, Tordön, og ser man hen til de Gjerninger eller den Virksomhed, der tillagdes ham, den Maade, hvorpaa de forestillede sig ham, eller de Attributer, de tillagde ham, da viser dette i Forbindelse med selve Navnet, at vi her har for os Nordmændenes Þór, der dræber Trold (Lapponia S. 107⁶) dels med sin Hammer (Lapponia S. 107. 117) dels med sin Bue og slaar Ild. Af hvad Högström^[15] beretter, kan man slutte, at denne Gud tildels ogsaa af de svenske ligesaavel som af de norske Lapper har været kaldt Horagales^[16]. Ti at Horagales ikke er nogen anden end vor Þórr, og at selve Navnet ikke er noget andet end vort Torekar, derom kan der neppe være nogen Tvil. Karl, der i Udtalen ogsaa lyder dels Kar, dels Kall, svarer nemlig i Betydning aldeles til det lappiske gales, som vistnok ogsaa kun er en lappisk Form af det norske Karl, ligesom Hora eller, som det ogsaa heder, Ora, er en omdannelse af Þórr^[17]. Kildal^[18] opfører endog Thora Galles som den lappiske Navneform.

Om Þórr noget Sted i vore gamle Skrifter er kaldet karl, ved jeg ikke, med mindre man derfor skulde anse Begyndelsen af Harbarðsljóð, hvor Harbarð efter at være af ham kaldet sveinn, igjen kalder ham karl. Sikrere er det derimod, at han længe i Folkemunde har gaaet under Navnet Torekarl ikke allene hos os, men ogsaa i Sverige. Under dette Navn forekommer han saaledes i Visen “Hammarhemtningen“ hos Arwidson^[19] og i flere norske Viser.^[20] Fordi man tænkte sig ham som en ældre Husfader, laa det nemlig ligesaa nær for vore Forfædre at kalde ham Torekarl, som for Inderne at sætte Djauspitar istedetfor Djaus, eller for Romerne at bruge de sammensatte Ord Jupiter (ɔ: Djupiter), Diespiter. Naar han i den til Hammarhemtningen svarende danske Vise^[21] kaldes vor gamle Fader, eller de Svenske kalde ham Godgubben, Godfar, da giver jo ogsaa dette netop samme Betydning. Hertil svarer det ogsaa, naar Lapperne kalde ham ajeke, aččekaš^[22] og Finnerne kalde ham ukko. Ja det forekommer mig endog sandsynligt, at der med den Gud, som Lapperne kalde Storjunkeren, ikke menes nogen anden, end den samme Þórr eller Horagales, og at dette Navn har en lignende Betydning, eller at dermed forbandtes en lignende Forestilling.

Som Þórr hos os, var ogsaa Tor, Torus, Horagales hos Lapperne den Gud, der antoges at frembringe Torden og Lynild. Forsaavidt falder han da sammen med Diermes og det endog i den Grad, at Lapperne synes at have brugt begge disse Navne iflæng om sin Tordengnd^[23]. Det kunde derfor synes, som om Dierbmes var det oprindelige lappiske Navn, men Tor eller Horagales et Navn, som de havde laant fra Nordmændene eller de Svenske. Alligevel er jeg tilbøjeligst til at anse ogsaa Diermes for et Navn, de have laant fra disse, saa meget hellere som det aldeles ikke forekommer hos de med Lapperne nærmest beslægtede Folkeslag^[24]. Bortkaster man Endelsen –es, der ikke tilhører ordets Rod, men dets Flexion, da har man nemlig kun dierm tilbage, og heri ser jeg det gammel-norske þryma, þruma, hvor ved Ordets overgang i det lappiske Sprog r og u eller y ere omsatte paa en Maade, som er altfor almindelig, til at der fra den Side skulde være nogen Betænkelighed ved denne Forklaringsmaade. Men þryma, þruma eller det nöjere bestemte reiðarþruma var jo hos Nordmændene netop den almindelige Benævnelse paa Tordenen.

Til denne Guds Attributer hørte som sagt ikke allene Hammeren ligesom hos vore hedenske Forfædre, men ogsaa Buen og desuden et Stykke Flint^[25]. Naar der tillægges ham en Bue, er det muligt, at derved kan være tænkt paa Regnbuen, der ofte viser sig under Tordenvejr, men Sagen kan ogsaa have en anden Grund. Vor Almue taler endnu om Torlo(d), som det, hvoraf den Person eller Ting rammes, der bliver slagen af Lynilden, ligesom man i Sverige taler om åskvigg, som man jo endogsaa har villet paavise i de Flintspidser, som man stundom finder liggende paa eller i Jordens Overflade, og som hørte til Stenalderens Vaaben eller Redskaber. Men disse Tors Skudvaaben tænkte man sig ganske naturligen udskudte ved en Bue^[26], og en Bue kunde man saa meget hellere komme til at tillægge ham, om han, som synes at have været Tilfælde, identificeredes med Solens Gud eller tillige optraadte som saadan. Ti Solens Straaler opfattedes jo gjerne som af den udsendte Pile^[27], ligesom de Ord, hvormed Solens Straaler betegnedes, oprindeligen havde Betydningen af en Stok, f. Ex. lat. radius, gn. geisli, ags. beám^[28].

Naar saaledes Lapperne i al Fald tildels synes at have holdt den samme for at være baade Tordenens og Solens Gud, da kan dette forekomme besynderligt baade i og for sig selv, og fordi det afviger fra, hvad der fandt Sted hos vore Forfædre, fra hvilke de i al Fald have laant Tordengudens Navne. Men Ild og Lys tilhøre jo lige meget Solens Straaler og den med Tordenen følgende Lynild, og forsaavidt idetmindste tillagde ogsaa vore Forfædre Tor og Solen den samme Magt eller Virksomhed som begge vare Troldenes lige frygtede som uimodstaaelige Fiende. Ti som Tor drog omkring og ihjelslog Trold, og derved viste sig som Menneskenes Velgjører, saa bleve ogsaa Troldene til Sten, naar de, overraskede af solens Opgang, udsattes for dens Skin eller Straaler. Tors luerøde Skjæg, hvorpaa Svensken vil stege Strømming, hvorpaa Nordmanden vil tænde sin Pibe, eller hvorfra han maa holde sig paa Afstand for ikke at brænde sig, naar han synes at gjenkjende det i et almindeligt Menneskea, er et ligesaa passende symbol paa Solens brændende Varme som paa Lynilden.

Endnu mere paafaldende og afvigende fra, hvad der hos os fandt Sted, kan det synes, naar Lapperne tillagde sin Tordengud en Hustru, der deltog i hans Virksomhed^[29]. Ti om der ogsaa i vor Mytologi tillægges Tor en Hustru Sif, saa er der alligevel ingen Tale om hendes Gjerninger, skjøndt man vel tor antage, at hendes Guldhaar^[30] havde en lignende symbolsk Betydning, som Tors røde Skjæg. Men hvad der i de gamle Skrifter meddeles af vore Forfædres Gudelære og Mytologi giver os neppe nogen fuldstændig og korrekt Oplysning om, hvad der i Hedenskabets Dage virkelig var i Folkets Tro; og i den nuværende Folketro finder man virkelig Forestillingen om Tor og hans Hustru som virkende i Forening, naar Lynstraalen farer gjennem Luften og Tordenen brager. Naar der tales om Torden og Lynild, gjør man nemlig, idetmindste paa nogle Steder, Forskjel mellem Torlo(d) og Husbrejslaatta, idet man, som allerede bemærket, ved Torlo(d) forstaar det rammende Lyn eller den træffende Tordenkile, Tordensten, men ved Husbrejslaatta det medfølgende Tordenskrald; og hvor tvilraadig man end har været om det sidstnævnte Ords Oprindelse og egentlige Betydning, saa forekommer det alligevel mig utvilsomt, at det t deri liggende Husbrej ikke er andet end gn. húsfreyja, der ofte findes skrevet húspreyja, og endnu i Formen husbrey forekommer som Konavn i Telemarken, formodentlig om den Ko, der gjerne gaar i Spidsen for Flokken. Ved det i Husbrejslaatten liggende húsfreyja betegnes altsaa Tors Hustru, der fremkalder Tordenskraldet til samme Tid, som ban udsender det funklende og rammende Lyn. Østenfjelds synes man lidet eller ikke at kjende Udtrykket Husbrejslaatta; men naar man der siger Tora slaar, eller blot ho slaar, da tænker man dog, eller har i al Fald derved tænkt paa den samme húsfreyja.

Skjønt jeg tør tro i det foregaaende at have paavist eller dog gjort det sandsynligt, at Dyrkelsen af Horagales og Diermes har faaet Indgang blandt Lapperne ved et Laan af noget, som oprindelig tilhørte det nordiske Hedenskab, vil jeg dog hermed, som allerede antydet, ingenlunde have udtalt med Bestemthed, at saadant Laan er foregaaet i en Tid, som ligger forud for Kristendommens Indførelse i de nordiske Lande. Ti meget Hedenskab vedblev endogsaa længe derefter, blandet med og vel tildels omdannet af Kristendommen, at udgjøre en væsentlig Del af Folkets Tro, saa at det da kunde gaa over til Lapperne eller virke til at modificere deres Gudelære og religiøse Tro. Ved at betegne Dyrkelsen af Tor, Horagales eller Diermes som et Laan fra deres Naboer har det heller ikke været min Mening, at selve Forestillingen om og Dyrkelsen af en Tordenens (Luftens og Lysets eller Ildens) Gud tidligere skulde have været ukjendt blandt Lapperne. Som det jo er erkjendt, at lappisk Ibmel (f. Jumala) oprindeligen betegner de finske Folks Nationalgud, og ikke havde Betydningen af Gud i Almindelighed, saa er det ikke usandsynligt, at denne deres Gud netop er den samme, der senere betegnedes med hine laante Navne.

Som en anden af Lappernes hedenske Guder nævnes Raðien, men dette er i Grunden ikke andet, end netop de Kristnes Gud. Ti der kan ikke vel være nogen Tvil om, at jo dette Raðien er det lappiske raððijægje med det Tilføiende af den bestemte Artikel, som det maatte faa, maar Ordet skulde anvendes i norsk Tale eller Sætningsforbindelse; og raððijægje ɔ: Herskeren svarer jo netop aldeles til vort Herre, der med tilføjet bestemt Artikel i Enden ofte bruges til at betegne den eneste sande Gud, der raader over alt, eller til at betegne Kristus, hvilket Ord man endogsaa af vore kristne Forfædre finder brugt i Formen Kristr paa en saadan Maade, at derved mentes Gud i Almindelighed, ja endog den treenige Gud. Vistnok kan det synes at staa i Strid hermed, naar der er Tale om Raðien ačče, Raðien akka og Raðien bardne som sideordnede Guder, der dele Magten med hverandre. Men Sagen er den, at her har vi netop de Kristnes Forestilling eller Lære om den treenige Gud, vel ikke i dens oprindelige Skikkelse, men saadan som den under Middelalderen i Folketroen var modificeret eller forvansket under Paavirkning af den overhaand tagende og alt beherskende Mariadyrkelse. Raðien aööe er nemlig Gud Fader, Raðien akka er Jomfru Maria og Raðien bardne er Sønnen Kristus. Ved et overfladisk og ufuldkomment Bekjendtskab med Kirkens egentlige Lære oversaa man nemlig let, at den hellige Aand, der ikke traadte saaledes i Forgrunden, som Faderen og Sønnen, var en af Personerne i Treenigheden, medens derimod Himmeldronningen Jomfru Maria indtog en altfor væsentlig Plads i den kristne Kultus, til at hun ikke letteligen kunde, eller endog nødvendigen maatte komme til at fortrænge den af, og indtage dens Sted i Treenigheden. Endogsaa Mahomed omtaler jo Jomfru Maria som den tredje Person^[31].

Men den samme middelalderske Treenighed optræder ogsaa paa en anden Maade hos Lapperne, nemlig som Sodnabæive-ailek, Lava-ailek og Frid-ailek, alle tre sammenfattede under Fællesnavnet Ailekes-olbmak^[32] Ved Sodnabæive-ailek betegnes nemlig det Væsen, som Søndagen er helliget, det er Faderen (dróttinn), ved Lava-ailek Jomfru Maria, til hvis Ære Lørdagen holdtes hellig, og ved Frid-ailek Sønnen, til Erindring om hvis Død Fredagen (föstudagr, fastobæive) højtideligholdtes ved Faste. Ti nogen Betænkelighed ved at antage eller indrømme dette behøver man ikke at finde deri, at Søndagen (Herrens Dag, dies dominica, dróttinsdagr) jo netop har faaet sit Navn af Sønnen (Herren), og at dens Højtideligholdelse er indført til hans Ære, til ihukommelse af hans Opstandelse, eftersom det er bekjendt nok, at man i den romersk-katolske Kirke, endog i vore Dage ligesom i Middelalderen ser i Kristus (Herren, dróttinn) den strænge Herre og Dommer, hvis rædsomme og fortærende Vrede ene kan afvendes ved Forbøn af hans Moder, hvem Sønnen intet kan nægte, saa at Kristus der har indtaget Faderens Plads, medens derimod Maria i den for os døde Forløsers Sted optræder som den forsonende mægler mellem Gud og Menneskene.

Lappernes Tro paa, eller Tilbedelse af denne under to forskjellige Skikkelser eller Betegnelser optrædende Treenighed, er altsaa, naar man ser hen til dens Oprindelse eller Kilde, heller kristelig end hedensk, om end dens kristelige Oprindelse er blevet mindre kjendelig, og dens Kristelighed er bleven udvisket ved den Maade, hvorpaa Lapperne tilegnede sig den og anvendte den. Ti om endog dette Kjendskab til Treenighedslæren var vundet ved en virkelig Forkyndelse og Indførelse af Kristendommen iblandt dem – hvad jeg efter det herom tidligere yttrede finder sandsynligt nok – og ikke ved den blotte Berørelse med et eller flere kristne Nabofolk, saa var dog den Kristendomskundskab, som derved erhvervedes, altfor tarvelig, til at den kunde holde sig fri for, eller modstaa en Paavirkning af, og en sammenblanding med deres Hedenskab. Saa langt var ogsaa det Tidsrum, som derfra henløb, indtil der ved den saakaldte nordiske Missjon, under Thomas von Westen, hans medhjælpere og Efterfølgere, foretoges alvorlige og indgribende Skridt til hos dem at indføre en renere og fyldigere Kristendomskundskab, og føre dem til en dybere kristelig Erkjendelse, at ikke allene den kristelige Tro, som de havde antaget, maatte lide stor Overlast af det Hedenskab, som fremdeles bestod og trivedes ved Siden deraf, men ogsaa dette maatte blive forvansket ved at paavirkes af Kristendommens eller kristelige Lærdommes Indflydelse, inden det fortrængtes ved hine Missionærers Virksomhed eg blev Gjenstand for disses Meddelelser. Om der endog havdes større Sikkerhed, end der synes at være tilstede for, at deres Opfatning af Lappernes Hedenskab fortjener en fuld og ubetinget Tillid, saa vilde man desaarsag neppe af hine Meddelelser kunne øse en paalidelig og fuldstændig Oplysning om Lappernes ejendommelige Gudelære og Mytologi. Ti hvad Missjonærerne antoge derfor, var ikkun en Blanding af saare uensartede religiøse og mytologiske Forestillinger, hvoraf der i Aarhundredernes Løb under Paavirkning af mange forskjellige Indflydelser var opstaaet en Overtro, der var meget afvigende derfra, om den end havde bevaret mange af dens Bestanddele. Men hvor vanskeligt det end saa maa være at faa udredet, hvad der af denne Blanding af forskjellige Elementer har en selvstændig lappisk Oprindelse, eller oprindeligen tilhører den Folkestamme, hvorunder Lapperne henhøre, og dernæst udfinde dets ejendommelige Væsen og Skikkelse; og hvor meget end Frygten for, at Forsøg derpaa vilde lede paa Vildspor, kan afskrække derfra, saa er der alligevel enkelte Tilfælde, hvor man tør haabe at kunne kaste et klarere Lys over disse Forholde, end det, hvori de hidtil har været sete, eller paavise Berøringspunkter, hvori hine Forestillinger og de dertil knyttede overtroiske Handlinger falde sammen med de kristne Folks, af hvilke de have været omgivne, og med hvilke de have staaet i Forbindelse lige fra den historiske Tids Begyndelse. Men i disse Tilfælde kan det neppe være tvilsomt, at Lapperne ere de laantagende overalt, hvor ikke det modsatte med Sikkerhed kan godtgjøres.

I det følgende skal jeg nu gaa over til at behandle flere deslige Tilfælde, medens jeg derimod af nys anførte Grund maa forbigaa meget af hvad de Forfattere, som tidligere have behandlet dette Æmne, have medtaget og fremstillet som henhørende til den lappiske Gudelære og Mytologi.

Som et af Lapperne dyrket guddommeligt Væsen, der havde en stor og indgribende Indflydelse paa Menneskenes Vilkaar, omtales Sarakka. Hvad herom meddeles, ser dog i mange Henseender saa mørkt og forvirret ud, at det ikke er godt at gjøre sig nogen klar og bestemt Forestilling derom, medens baade Navnet og den Virksomhed, der tillægges dette guddommelige Væsen, ved første Øjekast let kan synes at have saa liden Lighed med, hvad ellers er os bekjendt, at man derved fristes til heri at se noget for Lapperne eller deres Folkestamme aldeles ejendommeligt. Ser man nøjere til, overser man dog ikke let en væsentlig Lighed mellem noget heraf og Forestillinger tilhørende vor egen hedenske Mytologi, der fremdeles gaa igjen i endnu bevarede Skikke. Eller maa man ikke ved at læse, hvad der hos Friis i hans lappiske Mytologi Side 90 fg.^[33] fortælles om Sarakka, nødvendig komme til at tænke paa Nornerne, der vare tilstede ved Menneskets Fødsel og beskikkede dets Skjæbne ved, som det hed, at “skapa mönnum aldr“? Og naar det sammesteds Side 91^[34] fortælles, at Barselkvinden, naar hun var forløst, med tilstedeværende Kvinder spiste Sarakka-Grød, da er dette jo saa langt fra at være noget for Lapperne særeget, at det jo endnu mangesteds blandt Nordmændene ansees for en ueftergivelig Pligt for alle Nabokvinder, til den Nyforløste at bringe Barselgrød, som da fortæres af hende og dem i hendes Selskab. Ja denne Barselgrød kaldes jo endog paa Færøerne, hvor denne Skik ogsaa er i fuld Hævd, med Navnet Nornagreytur^[35].

Til Nornerne kan jeg derimod ikke henføre den Uksakka, som Friis efter L. Læstadius omtaler S. 93, omendskjøndt hun ligesaa vel som Sarakka skulde være en af Maderakkas tre Døtre. Her maa vistnok være en Forvexling eller Forvirring tilstede. Ti efter min Formening er det hævet over al Tvil, at uksakka er den Dørkjærring, som man ofte hos os beskylder for at blæse Lyset ud, naar man med dette i Haanden gaar gjennem en Dør, og det slukner paa Grund af det derved opstaaede Træk, og om hvilken man paa Færøerne hører den samme Tale^[36]. Men den Dørkjærring er vistnok ikke andet, end en af de arme Sjæle, som uden at kunne finde Ro efter Døden færdes omkring i Menneskenes Nærhed og derunder gjør dem Fortræd^[37].

Et Slags Gjengangere maa det ogsaa have været, som de svenske Lapper dyrkede med Offere under Navn af Julefolket^[38], og som hvis Anfører eller Herre maa ansees den af Högström^[39] omtalte Jauloherra. Ti dette Julefolk kan ikke være andet, end den bekjendte Aaskereid (ɔ: óskreið^[40], der fik sit Navn deraf, at den bestod af óskmeyjar, som senere tildels bleve til Troldkjærringer, og óskamegir (eller maaske rettere óskmegir), som Odin tog med sig til Jorden for saaledes med de Dødes Skare i sit Følge at hente de Levende til sig, men ogsaa med et andet Navn kaldes Jolaskreið^[41], bestaaende af Jolasveinar^[42], fordi disse især vare ude om Julenatten, da man for at holde dem borte eller til Beskyttelse mod dem dels anvender Skyden, dels betegner alle Husdøre med et paasmurt Kors af Tjære. Den saakaldte Jauloherra er da naturligvis ingen anden end Odin^[43] (t. der Schimmelreiter), der førte dem paa “die vilde Jagd“, hvoraf man har gamle Beskrivelser foruden andetsteds ogsaa i Eyrbyggjasaga c. 53 og i Nestors russiske Krønike, C. W. Smiths Oversættelse Side 153 fg.

Et andet Slags Gjenganger, hvorom der oftere tales blandt Lapperne saavel i Norge som i Sverige, er æppar, æpparaš^[44], men dette er klarligen det gn. útburðr, det samme Væsen, som endnu lever i den norske og svenske Almues Overtro under Benævnelserne utbore^[45], utbörding, myring^[46], og om hvis Optræden man kan læse en Fortælling i Sogneprest til Bodø og Provst i Salten J. A. Møinichens Indberetning af 8de December 1687 til Trondhjems Biskop Dr. C. Schletter trykt bag i B. M. Keilhaus Reise i Øst- og Vest-Finmarken Side 218 fgg., og en anden utrykt Fortælling i Sønnens, Rektor Erich Møinichens Beretning til Bergens Biskop af 22de Oktober 1711 om hvad han havde erfaret under sit Besøg paa Gaarden Erstad i Hammers Præstegjeld^[47]. Naar Lapperne, som det synes, have betegnet det samme Væsen med Navnet shjort^[48], er dette maaske en Forvanskning af det skurf, som nævnes ved Siden af utbore i det Uddrag af Stavanger Kapitels Dombog, som af A. Faye er meddelt i Theol. Tidsskr. f. den norske Kirke II. 261.

Endnu et Exempel paa, med hvilken Lethed saadanne Væsener, der vare Gjenstand tor norsk Overtro, have vundet Indgang og Hjemstavn hos Lapperne er disses gufitarak, som ikke er andet end det norske góðvætter, góðar vættir; ligesom deres rauga, jetanas er norsk draugr, jötunn.

I nøjeste Forbindelse med et Folks religiøse Forestillinger og Overbevisninger, med dets Dyrkelse af de guddommelige Væsener, paa hvilke det troede, stod gjerne, allerede fra de ældste Tider af, en Virksomhed, der havde til Øjemed paa overnaturlig Maade at tilvende sig Kundskab om skjulte Ting, Indflydelse paa egen eller andres Velfærd, og det i sidste Tilfælde baade til det gode og til det onde. Medens enhver Handling i Livet, der ansaaes være af større Betydenhed, især med Hensyn til de Følger, den kunde have for den, som gav sig af dermed, maatte foretages under visse Bønner eller andre Formler, der skulde tjene til at bringe Held dermed, Velsignelse derover, gaves der tillige visse Personer, der var i Besiddelse af særegen Indsigt og Dygtighed^[49] til ved Trolddomssang^[50] (eller Besværgelse) og Trolddomsgjerning at bevirke, hvad der kunde tjene til Opfyldelsen af deres egne eller andres Ønsker. Saaledes var det med Verdens ældste Kulturfolk, hvis Prester tillige vare Besværgere eller Troldkarle; og som i Middelalderen den romerske Kirkes Prester ved at overtage og udføre en lignende Virksomhed paa en Gang søgte at tilfredsstille Folkets Krav og forøge sin egen Anseelse, saa er den Forestilling vel neppe endnu uddød blandt vor Almue, at en mere end almindelig lærd Prest ogsaa i denne Henseende maa være i Besiddelse af fremragende Dygtighed. Som et Sted, hvor denne især kunde opnaaes, stod tidligere Paris^[51] i stor Anseelse, medens derimod efter Reformationen Wittenberg indtog dens Plads som Stedet, hvor man i Nedgangsskolen lærte den sorte Kunst^[52]. Men jo mere det kom dertil, at Presterne i den fra Romerkirken løsrevne Kristenhed holdt det for sin Skyldighed ikke allene at afholde sig fra alt, hvad der kunde støtte saadan Overtro, men endogsaa at modarbejde eller undergrave den, desto mere gik denne Virksomhed der over i andre Hænder. Det var ikke overalt, at man havde den romerske Kirkes Prester saa nær, at saadan Hjælp kunde søges hos dem, naar man ikke kunde faa den hos sine egne^[53]; men hvor dette ikke var Tilfældet, gaves der dog altid Personer af selve Almuen, der overtoge denne Tjeneste og indtoge Presternes Plads som Indehavere og Udøvere af Kunsten at gjøre overnaturlige Magter til Menneskenes Tjenere. Svartebogen og Opskrifter af saadanne Besværgelser, hvoraf de i dette Øjemed betjente sig, har det derfor endogsaa indtil den allersidste Tid ikke været særdeles vanskeligt at opspore og overkomme blandt vor Almue.

Hvor megen Trolddom der end saaledes baade i Hedendommens og Kristendommens Dage har været udøvet af og iblandt vort Folk, saa har dog Finnerne lige fra de ældste Tider indtil nu været ansete for dets Mestere og staaet i stort Ry for den særegne Dygtighed i denne Retning, som netop hos dem skulde være at finde. Som man endnu kan faa høre Landstrygere (Fanter, Tatere), naar de ogsaa som troldkyndige ville gjøre sig frygtede af Almuen og faa leve paa dens Bekostning, foregive, at de ere fra Finmarken, for saaledes at vække høje Forestillinger om deres Dygtighed i Trolddomskunst^[54], saa ser man ogsaa af de gamle historiske Skrifter ligesom af vore gamle Love, ikke allene at man rejste til Finnerne eller Finmarken for ved der modtagen Undervisning at opnaa større Dygtighed deri, end man hjemme kunde tilegne sig, men ogsaa, at man hos dem og ved deres Trolddom skaffede sig en Hjælp eller Oplysning, som det syntes magtpaaliggende at faa. For at lære Trolddom, fortælles der, var Gunhild, sendt af sin Fader Özzur Tote, kommen til Finnerne, da Erik Blodøxe paa sin Rejse til Finmarken der fandt hende, og derfra tog hende med sig for senere at tage hende til Ægte^[55]. Til Finner henvendte Ingemund den gamle sig, for ved deres Hjælp at faa tilbage det Billede af Guden Frey, som han havde mistet^[56]. Olaf Tryggvason søger strax efter sin Ankomst til Norge Oplysning hos en Finn om Fremtidens Hændelser^[57]. Finnerne gjøre Tore Hund 12 Renpelse, som ved Hjælp af Trolddom havde faaet den Egenskab, at intet Vaaben kunde bide paa dem^[58]. Hvor almindeligt det var at henvende sig til Finnerne i deslige Anliggender, og hvor længe man virkelig vedblev dermed, sees dog bedst af de Forbud mod at trúa á Finna, fara til Finna^[59], gera finnfarar^[60], som findes i de gamle Kristenretter.

Den høje Forestilling, man gjorde sig om Finnernes Mesterskab i Trolddom udtaler sig ogsaa i Fortællingen om, hvorledes Finnen Svases Datter Snæfrid ved Trolddom havde tilvendt sig Harald Haarfagers Kjærlighed, og endogsaa havde vidst at fortrylle ham saa, at han end ikke, efterat hun var død, kunde bekvemme sig til at skille sig ved, eller løsrive sig fra hendes afsjælede Legeme^[61]; og dermed hænger det vistnok ogsaa paa det nøjeste sammen, naar Seidmanden Rognvald Rettilbein er deres Søn^[62], og den for sin Troldkyndighed bekjendte Egvind Kelda, der omtales i Olaf Trygvasons Saga, er eller gjøres til dennes Sønnesøn^[63].

Rygtet om Finnernes store Troldkyndighed holdt sig dog ikke inden vort Lands eller deres nærmeste Naboers Grænser, men vandt tidligen en videre Udbredelse. Saxo Grammaticus omtaler dem som et Folk, der lagde sig meget efter, og gav sig meget af med Udøvelse af Trolddomskunst^[64]. Om Finnerne maa det ogsaa forstaaes, naar Adam af Bremen i sit Skrift de situ Daniæ i Modsætning til de øvrige Norges Indbyggere, som han kalder christianissimi, taler om dem, qui trans arctoam plagam circa Oceanum remoti sunt, quos adhuc ferunt magicis artibus sive incantationibus in tantum prævalere, ut se scire fateantur, quid a singulis in toto terrarum orbe geratur. Tunc etiam potenti murmure verborum grandia cete maris in littora trahunt, aliaque multa, quæ de maleficis in scripturis leguntur, illis ex usu facilia sunt^[65].

Hvorvidt Finnerne virkelig fortjente at fremstilles som mere hengivne til, og mere dygtige i Udøvelse af Trolddom end andre Folk, er det ikke let at vide eller afgjøre. Men almindeligt har det altid været at søge i det høje Nord Stedet, hvor i Særdeleshed overnaturlige Væsener havde sit Hjem og overnaturlige Kræfter vare eller sattes i Bevægelse^[66]. Ogsaa i Finland viser man endnu og overalt hen til de nordlige Egne som det Sted, hvor den største Dygtighed i al Slags Trolddom skal være at finde, indtil man ved at søge derefter endelig kommer til Lapmarken som den nordligste, udover hvilken ingen Mennesker opholde sig, skjønt Lapperne for nærværende vistnok ere deres sydligere Naboer og Stambeslægtede underlegne i denne Kunst. Den Dygtighed i samme, som man tillagde Lapperne eller, som de baade i ældre og nyere Tid af vort Folk altid have været kaldte, Finnerne^[67], har i de senere Aarhundreder gjerne hos os gaaet under Navnet “gjøre Gand“; og som man længe har anseet denne Kunst som noget for dem ejendommeligt, saa har man nok ogsaa været tilbøjelig til at anse selve Ordet Gand for at være af lappisk Oprindelse. Saavel den ene som den anden af disse Meninger holder dog jeg for at være fejlagtig, og at de begge ere det, haaber jeg, det skal lykkes mig at godtgjøre.

Dersom Ordet Gand virkelig var af lappisk Oprindelse, da var det ogsaa venteligt, at man kunde paavise dets Brug i Lappernes eget Sprog. Dette har dog neppe nogen forsøgt, og det vilde vist heller ikke lykkes. Hos os derimod forekommer foruden selve Substantivet gandr ogsaa flere dels deraf sammensatte og afledede, dels dermed beslægtede Ord. Oprindeligen synes dette gandr at have haft Betydningen af en Kjep eller Stage; og med denne forekommer Ordet endnu i vort Folkesprog. Naar i Skoven et Grantræ er faldet om, og det Ulykkestilfælde hænder, at en Ko, som der gaar i Havn, faar sit Legeme gjennemboret af en fra Granen udstaaende Gren, og saaledes faar “rent sig en Stage i Livet“, siger man nemlig i Hedrums Prestegjeld, at den gandløyper sig. Af gandr i denne Betydning er vistnok ogsaa afledet göndull, der forekommer Dipl. Norv. IX, 93, og synes betegne virga virilis. Ikke usandsynligt er det ogsaa, at man har det samme gandr i Gandvik, der oprindeligen kun har betegnet den Del af det hvide Hav, der endnu af de der boende Kareler kaldes kantalahti, og har været den Del af samme, til hvilken vore Forfædre først kom, naar de fulgte Landet paa sine Reiser til disse Egne. I sin Form har nemlig denne Bugt en paafaldende Lighed med Fjorden Gönd (en feminin Form af gandr), der løber ind i Landet mod Syd paa Østsiden af Stavanger, og begge have Formen af en i den ene Ende tilspidset Stang eller Stage. I Forbindelse hermed staar maaske ogsaa Gendi, som er Navnet paa et af de store Vande i Fjeldene mellem Gudbrandsdalen og Valders, og vistnok har været Navnet paa det Vand, ved hvis Bred ligger Gaarden Gjennestad i Ske Sogn, Stokke Præstegjeld. Begge disse Vande have ogsaa paa det nærmeste Form af en krókstaf eller af en Gandstav, der efter Jessen l. c. S. 56 havde skikkelsen af en Øxe. Hvorledes det har sig med Gaardsnavnene Gandstaðir (A. Bolts Jordebog 62; jvf. Gannestad i Borre Sogn) og Gand i Hofs Sogn paa Fet, nedre Romerike (DN. IX, 298; nu skrevet Gahn), kan jeg ikke have nogen Mening. En Afledning af gandr er sandsynligvis Valkyrienavnet Göndul. Den samme Betydning af gandr har jeg ogsaa fundet i Jörmungandr, ved hvilket Udtryk jeg ser Oceanet betegnet under Billedet af en Jorden (miðgarðr) omgivende Orm eller Slange; ligesom Herr Mikkel af Odense i hans 3 Rimværker, udgivne af C. Molbech, Side 143²⁰ siger om Djævelen, at han (i sin Skikkelse af en Orm) var “smidig som en wand“ (ɔ: vöndr).

Paa en enkelt Undtagelse nær, som strax skal omhandles, findes derimod Ordet Gand neppe brugt om Lappernes Trolddom før Peder Claussens Tid, hvis Tale (i hans Norges Beskrivelse Side 132) om, at de gjøre Gan og dertil bruge Ganfluer, som de have gjemte i en Ganæske eller Ganhit, efter min Mening ligger til Grund for alt, hvad man senere har faaet høre eller læse derom. Men dette stemmer kun lidet overens med den ældre Fortælling om Lappernes Trolddom og deres Gand, som vi har i det af P. A. Munch udgivne Chronicon Norvegiæ, hvorfor det neppe kan ansees for fuldt overenstemmende med de virkelige Forholde, men heller maa antages at grunde sig paa en Misforstaaelse. I Chronicon Norvegiæ Side 4 fg. er nemlig gandus eller gandius en uren Aand, hvoraf de betjene sig for ved Hjælp af den at udforske og forudsige, hvad der i Fremtiden vil ske, fra fjerne Egne tilvejebringe hvad de ønske, og paa vidunderlig Maade i lang Afstand føre skjulte Skatte frem for Lyset; ligesom saadanne Aander efter Beskrivelsen ride afsted paa Hvaler eller Rener, paa Skid eller til Skibs, over høje Fjelde og gjennem dybe Vande, ogsaa i den Hensigt at berøve en Fiende Livet eller for at besejre en fiendtlig Aand eller gandus, og saaledes gjengive det Menneske Livet, som denne havde dræbt. Ved Siden heraf sees af den i det hele taget temmelig uklare Fremstilling af Sagen, at man ogsaa forestillede sig denne saaledes, som at den onde Aand selv kunde iføre sig Skikkelse af en Hval eller af en spids Pæl, Stage (lat. sudes), og at ved Sammenstød imellem tvende saadanne Aander den ene i sidstnævnte Skikkelse kunde gjennembore den anden, der havde Hvaleham. Men ved denne urene Aand kan, som det ser ud til, ikke forstaaes andet end et Menneskes, især en Troldkarls Aand, der i Ekstase forlader Legemet for at gjøre en Fart som den beskrevne, og hvad der paa saadan Fart vederfares den udfarne Aand, rammer da paa en kjendelig Maade tillige hans deraf forladte Legeme^[68].

Skjønt Forfatteren siger, at Finnerne selv kalder en saadan Aand gandus eller gandius, og man derved kunde foranlediges til at anse Ordet for at tilhøre deres Sprog, saa ledes man dog af allerede anførte Grunde til at forkaste denne Mening. Hvad af ham er fortalt om deres Gand-Trolddom er heller ikke saa ejendommeligt for dem, at man for den Sags Skyld skulde holde derpaa. Mærkeligt nok er det heller ikke allene blandt Nordmændene eller Nordgermanerne, man finder noget med hin Trolddom og dens Benævnelse ensartet. I 3die Udgave af sin Deutsche Mythologie S. 1038 anfører nemlig Jacob Grimm et Stykke af Guilielmus Alvernus p. 1064, hvori der tales om, at malefici troede at gjøre sig, per characteres nefandos et scripturas, de canna den Hest, som de bruge ad vectigationes suas, og hvori han under Forsøg paa at forklare sig, hvorfor dertil netop skulde bruges canna, tilsidst yttrer, at han ikke skulde have noget derimod, om man antog, det kom deraf, at canna et calamus habitationes interdum malignorum spirituum sunt. Dette anfører her Grimm som et Sted, hvori Hexers eller Troldkjærringers Riden paa Kjeppe eller Kosteskafte (Soplimer) findes omtalt, og visselig med rette. Men alligevel er man lige berettiget til at fremhæve den paafaldende Lighed, som findes mellem hvad denne gamle Forfatter her siger, og det af Chronicon Norvegiæ anførte, og det ikke mindre i Ord end i Sag; noget som er saa meget mindre at undres over, som der vistnok er et nært Slægtskab mellem Finnernes Gand-Trolddom og Troldkjærringernes Riden. De Ligheder mellem Ordene i Chronicon Norvegiæ, og hos Guil. Alvernus, som jeg her for Øjemedet især maa fremhæve, ere: 1) de characteres nefandi et scripturæ, hvorved malefici gjorde sig den Hest, som de brugte til sine vectigationes, og som have sit tilsvarende i de cetinæ atque cervinæ formulæ cum loris et ondriolis, navicula etiam cum remis, hvormed den Runebombe var besat, hvorved den lappiske Troldkarl søgte at frembringe sin Ekstase; 2) at canna et calamus habitationes interdum malignorum spirituum sunt, hvilket svarer til Ordene: gandio in preacutas sudes transformato i Chron. Norv.; og 3) Ordet canna, der falder saa nær sammen med gandr, gandus, at man fristes til, om ikke i begge at se det samme Grundord, saa dog at anse canna for en Latinisering af gandr eller et tilsvarende Ord i et beslægtet germanisk Sprog, hvilken faldt saa meget lettere eller naturligere, som ikke allene begge Ords Betydning, men ogsaa deres Lyd falder paa det nærmeste sammen.

Naar det i Chron. Norv. heder, at Gandus eller Gandius brugte Hvaler, Rener m. m. til Befordringsmiddel, da maa dette, efter hvad der fortælles om, hvorledes det i et vist Tilfælde gik til, idetmindste tildels forstaaes saaledes, at den antog Skikkelse deraf, iførte sig deres ham, líki. Men dette er nu ikke andet, end hvad der ogsaa fortælles os i Sagaerne, og det paa en saadan Maade, at det ikke kan ansees for noget Lapperne saa ejendommeligt, at ikke ogsaa Nordmænd ligesaa vel som de kunde saaledes fare i hamför som hamhleypur. Hvor der fortælles om Harald Blaatand at hann bauð kungum manni fara í hamförum til Íslands ok freista hvat hann kunni segja honum, tilføjes der: Sá fór í hvals líki^[69]. Her siges det nu ikke, at Troldkarlen var finsk eller lappisk; derimod siges det udtrykkeligen, at det var to Finner, som Ingemund sendte “eptir hlut sínum“, og som fik Rede paa den, efter at de, formentlig paa samme Maade, vare komne over til Island.

Blandt Lapperne stod en Troldkarl, som i deres eget Sprog, i det mindste senere, kaldtes noaide, i stor Anseelse. Ganske anderledes var det derimod blandt Nordmændene, hos hvem det i Almindelighed ansaaes for en Skam eller noget utilbørligt, om en Mand gav sig af med Trolddom, saa at dette gjerne overlodes til Kvinder^[70]. En saadan Kvinde, af hvem man lod sig spaa, kaldtes i Almindelighed völva^[71], og da man gjerne ønskede, at hun skulde spaa en godt, saa kunde det ikke vel være anderledes, end at jo hendes Kunst og Gjerning skaffede hende en vis Anseelse. Hvor hun og hendes Gjerning omtales, finder man oftere gandr eller Plur. gandar nævnt. Saaledes Völuspá. 29, hvor der ved spá ganda, som völvan saa, maa forstaaes de Oplysninger om skjulte Ting, som hun indhentede ved de gandar, som hun vítti (Völuspá 22), jvf. Soph. Bugges Udgave al den ældre Edda S. 389 a. Da man hellere skulde vente spár end spá ganda, foretrækker jeg dog at læse spáganda, da Meningen bliver den, at hun saa de gandar, som hun havde udsendt, fare vidt omkring; hvilket ogsaa synes passe bedre, naar man ser hen til det følgende Vers. Men saadanne gandar havde ogsaa skaffet Þórdís á Löngunesi (i Grønland), da hun lét i illa i svefni, men fik njóta draums síns (uden at blive vakt), Oplysning om, hvad hun ønskede at vide. Ti da hun var vaagnet, og Sønnen spurgte hende, om hun havde set noget, svarede hun: “víða hefi ek göndum rent í nótt, ok em ek nú vis orðin þeirra hluta, er ek vissa ekki ádr“^[72]. Hvad hun saaledes gjorde og erfarede i Drømme, det samme søgte Troldmanden eller Troldkvinden at opnaa ved at sætte sig gjennem Trolddomsmidler i en kunstig Ekstase; noget som Nordmændene betegnede ved verbet sída, og disse Trolddomsmidler have vistnok baade hos Lapper og Nordmænd i det væsentlige været saadanne, som beskrives paa det omhandlede Sted i Chronicon Norvegiæ.

Naar der paa disse Steder tales om, at der udsendtes gandar for at indhente Kundskab, da stemmer dette temmelig nøje overens med, hvad der Chron. Norv. S. 4 nederste Linje siges om Lappernes prophetæ (ɔ: Troldkarle), at de per immundum spiritum, quem gandium vocitant, multis multa presagia ut eveniunt quandoque percunctati predicent, mindre derimod, som det synes, med hvad der Side 5, Linje 15–19 fortælles om en Troldkarls Død til Følge af hvad der var vederfaret hans gandius paa dens Fart, da man nemlig deraf maa slutte, at denne gandius maa have været hans egen af Legemet udfarne Sjæl. Mere overensstemmende hermed synes det være, naar der i Didriks saga S. 304 fortælles om Ostacia, at hun hrœrði sinn gand og derpaa for afsted som dreki for at ødelægge sin Mands Fiender; men Fortællingen er især i det øvrige saa eventyrlig, at der kun lidet kan bygges derpaa, naar man vil søge Kundskab om de Forestillinger, som vort Folk i gamle Dage gjorde sig om saadan Trolddom, og dette kan man jo saa meget mindre paaregne, som hele Fortællingen er hentet fra tydske Kilder og grunder sig paa tydske Sagn. Bedre synes vort eget Folks Forestillinger gjengivne i Fortællingen (Friðþjófs s. hins frœkna c. 6) om, hvorledes det gik til, da Troldkvinderne Heið og Hamglöm paa Kongerne Halfdans og Helges Begjæring skulde gjøre Vind og Uvejr for derved at ombringe Friðþjof og hans Folk paa deres Rejse til Angantyr, medens denne derimod afviger saavel fra Fortællingen om Troldkarlen i Chron. Norv., som fra den om Harald Blaatands Troldkarle forsaavidt, som disse maa have været virkelige hamhleypur, medens Heið og Hamglöm kun kaldes saaledes, hvor der er Tale om deres Virksomhed som tröllkonur. Det heder nemlig om dem, at de saaes som to konur siddende paa Ryggen af en Hval, hvorimod de, hvis de havde været virkelige hamhleypur, maatte have faret eller været i hvals líki, og man da ikke vilde have seet dem selv i menneskelig Skikkelse, men kun de Dyr, hvis Skikkelse de havde iført sig. Og dog kunde de forsaavidt regnes for hamhleypur, som de til samme Tid vare paa to Steder, som de, medens de rede paa Hvalen, dog tillige sade paa Seidhjallen, hvorfra de faldt ned, saa at de fik Ryggen brækket, i samme Øieblik som Friðþjóf rammede den ene med sin Fork, og Ellide gik over den andens Rygg.

Hermed har det sig vel saa, at man i gamle Dage, ligesom endnu i vore, har forestillet sig, at Sagen kunde gaa til paa begge Maader. I det ene Tilfælde iførte Troldkarlen eller Troldkvinden sig en fra den menneskelige forskjellig Skikkelse, og blev da hamhleypa i egentlig Forstand; i det andet Tilfælde gik Farten for sig uden saadan Iførelse af en fremmed Skikkelse, men paa den Maade, at et Dyr, et Menneske, eller endog en livløs Ting toges til at ride paa. Saadan Riden kaldtes da gandreið, ligesom det derpaa ridende Væsen kaldtes tröllriða, kveldriða, myrkriða, tunriða, som og: hamhleypa^[73], ligesom i første Tilfælde. Men det var dog ikke allene Troldmænd eller Troldkvinder, i den Betydning, hvori Ordet før er brugt, som man tænkte sig ude paa saadan Fart, saaledes som der i Eyrbyggja s. c. 16 fortælles om Geirrið. Paa lignende Maade færdedes ogsaa Valkyrierne tildels i Odins Følge, men dels ogsaa uden hans Anførsel, og endog enkeltvis; og naar der er Tale om, at Udøveren af Trolddom fik andre Aander til at udføre sit Ærinde, da har derved vistnok netop været tænkt paa disse, eller paa afdøde Menneskers Sjæle. En Antydning heraf synes ogsaa ligge i Völuspá 29 fg., hvor Völven ser ikke allene spáganda, men ogsaa Valkyrier, hvad enten disse to Ord skulle forstaaes som Betegnelser af to forskjellige Slags Væsener, eller heller ved en Parallelisme i Udtrykket ere satte til at betegne et og det samme. Om en Fremmanen af døde Aander til Udførelse af sit Ærinde er det vel ogsaa at forstaa, naar der er Tale om at sitja úti ok vekja tröll upp^[74]. Ti ved tröll kan ogsaa forstaaes Gjengangere, der ere ude at færdes, saaledes som det maa forstaaes, naar det i Eyrbyggja s. c. 14 heder at yxn þeir, er Þórólfr var ekinn á (nemlig til den Høj, hvori han var begraven) urðu tröllriða (ɔ: redne af tröll), ok allt þat fé, er nær kom dys Þórólfs œrðist ok œpti til bana. Valkyrierne ere jo i Grunden heller ikke andet end Gjengangere, og saadan Fremmanen af de døde (νεκρομαντεία) har jo været i Brug fra de ældste Tider og saagodtsom hos alle Folk. Kveldriður (Helgakv. Hjörvarðss. 15; Eyrb. s. 16; jvf. t nahtfara, nahtrita J. Grimm DM³ 1010¹⁷ eller myrkriður (Harbarðsljóð 20) kaldtes disse Væsener, fordi de ikke vare ude paa sin Ferd, førend det ved Aftenens Komme var blevet mørkt; túnriður formentlig som saadanne, der hjemsøgte Gaardene og der gave sig til at ríða húsum^[75] (Eyrbyggja s. c. 34. Grettis, s. c. 35) tröllriður (Eidsiv. 2, 35 v. l. Ny Gul. Krist 3) fordi, som allerede bemærket, de ridende vare tröll^[76].

Naar et endnu levende Menneske var saaledes ude at ride, kom dette dog ikke altid deraf, at det selv ved Trolddom og af fri Vilje havde sat sig i Stand dertil, eller gjort sig til tröll. Det kande ogsaa være en Egenskab, der engang var lagt eller kastet paa et Menneske, og som det tilfølge deraf maatte bære som en Lidelse, indtil det muligvis kande blive befriet derfra. Heraf kom det vel, at det ikke altid ansaaes med samme Strenghed, naar nogen blev overbevist derom. Medens det regnedes for úbótaverk, om nogen fandtes skyldig i at vekja tröll upp, var ogsaa den, der overbevistes om at ríða manni eða búfé, underkastet en meget haard Straf efter Jons Kristenret 65, hvori det heder þá skal hann eða hana flytja á sjo út ok högga á hrygg ok sökkja niðr til grunna. Mildere bedømtes derimod dette Tilfælde i Eids. 1, 46. 2, 35, hvor der siges, at en Kvinde skulde bøde 3 Mark, naar hun ikke kunde rense sig for den Beskyldning, at hun ríði manni eða þjónum hans, og Borg. 1, 16 heder det endogsaa om hende: eigi veldr hon því sjölf at hon er tröll, men skjøndt hun desaarsag gik fri for anden Straf, skulde hun dog rømme Bygden med fuld Adgang til at tage al sin Ejendom med sig, vistnok for at saaledes Bygden kunde blive fri for de Ulemper, som hendes Ophold inden samme antoges at medføre. En saadan Ulempe vilde det jo ogsaa været, om hun var mara, og i denne Egenskab eller Skikkelse red snart den ene og snart den anden i sin Omgivelse; noget, som man for kort Tid siden skal have troet om to gamle Kvinder i Kvelds Sogn, om hvilke man sagde, at de havde muruham^[77]. Men om end Mennesker, som vare i dette Tilfælde, kunde ansees mere beklagelsesværdige end strafværdige, maatte derimod den ansees fortjent til Lovens haardeste Straf, der gjorde sig skyldig i en saadan Misgjerning, som tillagdes Troldkvinden Geirhild, efter hvad der fortælles i Eyrbyggja s. c. 16, at hun red Gunlaug til døde.

Det var vel ogsaa ved at ride Mennesker, at Odin og hans Valkyrier eller Gjengangere under deres Besøg paa Gaardene voldte de levendes Død, eller at disse bleve syge paa Legeme eller Sjæl^[78] saaledes som der fortælles i Flóamanna s. c. 22, Eyrbyggja s. c. 53; og af denne Tro maa man vel forklare sig det Udtryk, man stundom hører, at Fanden (ɔ: Odin) rider den, som synes forstyrret i Hovedet. Men som disse kom for at hente de levende med sig, saa var det ogsaa med Huld seiðkona, som Drifa ifølge Yngl. s. c. 16 sendte afsted for at hente Vanlande til hende eller dræbe ham, om han ikke kunde faa ham med sig; noget som har en paafaldende Lighed med, hvad der fortælles i Chron. Norv. 55 om en Lappekvinde, som pludselig faldt omkuld og opgav Aanden, men alligevel efter Lappernes eget Sigende ikke var død, sed a gandis emulorum depredata, ligesom det ogsaa fortælles, at de ved Trolddomskunst fik hende tilbage.

Om Odin, der efter Snorra Edda I, 240 rider lopt ok lög, ligesom det samme efter Helgakv. Hjörv. 9 Prosa er Tilfældet med Valkyrierne, maa vel forstaaes hvad Njáls s. c. 126 fortæller om en Mand, man saa ride hurtig afsted paa en graa Hest med en luende Brand i Haanden; ligesom han ogsaa i den tydske Folketro er en “Schimmelreiter“^[79]. At han beskrives som svartr sem bik, er ikke at undres over, da han efter Kristendommens Indførelse identificeredes med Fanden, der jevnligen tænktes sort som en Blaamand, ligesom man ogsaa nu kan faa høre Tale om “svarte Fanden“. Ej heller kan derfra opstaa nogen Betænkelighed, at han her ikke har noget Følge af Valkyrier. Ti det har han heller ikke i det Sagn om ham, som er opbevaret i Saga Hákonar Guthorms ok Inga c. 20 (Fornm. s. IX, 55; Konunga s. Krist. 1873 S. 237). Underligere kan det se ud, at det i Njáls s. c. 126 beskrevne Syn kaldes gandreið. Men dette var nu engang blevet en almindelig Benævnelse paa al den Fart, som foretoges af kveldriður, og da Odins Fart her i Grunden var af samme Slags, kunde denne ogsaa kaldes med samme Navn.

Efterat Odin var bleven til Fanden^[80], forandredes naturligvis ogsaa Forestillingen om hans Følges Beskaffenhed i Overensstemmelse dermed. Odin hentede sine trofaste Dyrkere til Valhals Glæde, Fanden de ugudelige til Helvedes Pine. Odin havde til sine Ledsagere de udvalgte, der allerede før havde taget Sæde i Valhal, men nu vare ude paa Ferd for at hente andre med sig derhen. Fanden havde derimod med sig først og dels de fordømte Sjele, men senere og tillige saadanne Mennesker, der gave sig af med Trolddom, og for at kunne dette allerede her i Livet havde givet sig i hans Vold, eg em hvilke man tildels troede, at de om Julenatten i Kirken fornyede sin Pagt med ham^[81]. Naar de Væsener, som ere med i Oskreiden og især om Julenatten hjemsøge Menneskene^[82], medens de paa sine Steder kaldes Jolasveinar, paa andre Steder gaa under Navn af Troldkjærringer, da har man vel dog i dette Navn netop det gamle tröllkona (Eids. 2, 35), saa at man ikke mere ved Troldkjærring end ved tröllkona behøver at forstaa en Kvinde, der er kyndig i og giver sig af med Trolddom, da det tvertimod vel ofte hverken betyder mere eller mindre, end det gamle kveldriða, hamhleypa.

Naar en saadan hamhleypa er ude at færdes i Dyreskikkelse, f. Ex. som en Kat^[83], og der ogsaa efter denne Tids Folketro ikke kan tilføjes dens Ham eller paatagne Skikkelse nogen Skade, uden at dens virkelige eller menneskelige Legeme tillige paa en synlig og følelig Maade bliver rammet deraf^[84], da ligner dette ikke allene hvad der i Fridþjófs s. c. 6 fortælles om Heið og Hamglöm, men det er ogsaa aldeles overensstemmende med, hvad der i Chron. Norv. fortælles, at da den i Hvalskikkelse omfarende gandius var bleven gjennemboret af en stage eller en fiendtlig gandius i Skikkelse af en Stage, kunde man se dette paa selve Troldkarlen, som derved havde fundet sin egen Død. Skjøndt det, naar der i de Ord af Guilielmns Alvernus, som J. Grimm har optaget i sin Deutsche Mythologie, er Spørgsmaal de equo, quem ad vectigationes suas facere se credunt malefici de canna, ikke vel kan forstaaes anderledes, end at Troldkarlene gjorde canna til eller brugte den til sin Hest for at ride derpaa, saa kan dog Forfatteren neppe have været fremmed for den anden Forestilling, at den tryllekyndige iførte sig selv en anden Skikkelse, efterdi han strax efter taler om, at canna et calamus habitationes interdum malignorum spirituum sunt. Naar det i Chron. Norv. heder: vasculum – cetinis atque cervinis formulis – occupatum, quibus vehiculis per – profunda stagnorum ille diabolicus gandus uteretur, kunde ogsaa Ordet vehiculis her, ligesom vectigationes hos Guil. Alv., forstaaes om en Gjenstand, hvorpaa gandus red, uagtet jeg af Hensyn til, hvad der senere fortælles om gandium – in cetinam effigiem transformatum, har i det foregaaende foretrukket en anden Opfatningsmaade. Som ridende omtales Troldkjærringer under Navn af kveldriður eða hamhleypur i Postulasögur S. 914. Der heder det nemlig, at efter hvad man kan læse i hellige Bøger skulle de i Følge med Gudinden Diana og Herodias fare i kort Stund over store Havstrækninger ridende paa Hvaler eller Sæler, Fugle eller Dyr, eller ogsaa over vidtløftige Landstrækninger, medens man af hellige Bøgers Vidnesbyrd kan vide, at om de end da synes fare i legemlig Skikkelse, saa kan det alligevel ikke forholde sig saaledes. Skjønt hvad Forfatteren her siger om dem^[85], efter hans egne Ord er hentet fra fremmede Kilder, saa ere dog baade de Navne, hvorunder han omtaler dem, og de Befordringsmidler, han giver dem, norske, saa at Forfatteren deri har fulgt vor egen Folketro.

Det er dog ikke overalt, hvor der i vore gamle Skrifter er Tale om gandreið, om tröll eller tröllkonur, at dermed er ment det samme, som paa de i det foregaaende omhandlede Steder. I Fornaldar sögur II, 131 har saaledes Forfatteren tydeligt nok ved tröll og tröllkona, uagtet han kalder deres Færd gandreið, ment mytiske væsener, hvis Hjem man hensatte i det høje Nord. Som Jötunkvinde betegner ogsaa den tröllkona (eller tröll), der omtales i Snorres Edda I, 464 fg., sig, skjønt hun tillige kalder sig selv vilsinnr völu, det vil sige et af de Væsener, af hvis Hjælp en völva pleiede at betjene sig. Den i Helgakv. Björvarðssonar omtalte Hrimgerdr var ogsaa af Jötunslægt, skjøndt der neppe kan være Tvil om, at jo Atle (se v. 15) ansaa hende for en kveldriða. Om saadanne Troldkvinder, der vare af Jötunslægt, og som, hvad Forestilling man end i øvrigt gjorde sig om dem, allerede eller allene derfor kunde kaldes kveldriður, fordi de vare ude at færdes om Natten og ej kunde taale at beskinnes af solens straaler, men, naar saadant skede, forvandledes til Sten, heder det ellers gjerne, at de ride paa en Ulv med Hugorme som Tømmer (Helgakv. Hjörv. 30 Pros.; SE. I, 176; jvf. Fornm. VI, 403^[86]). Ogsaa i Fortællingen Fornm. s. III. 176 er det et mytisk Væsen, der giver sig ud paa gandreið, men her en Dverg eller en af de underjordiske, og hans Fart kan forsaavidt i mere egentlig Forstand kaldes gandreið, som han dertil benytter en krókstaf.

I nøje Sammenhæng med, hvad man i de gamle Skrifter kan læse om gandr (og gandreið) som en væsentlig Bestanddel i baade Lappernes og Nordmændenes Trolddom, staar det umiskjendeligen, naar man endnu indtil de sidste Dage har talt om, at Lapperne gjøre Gand, dertil bruge sine Gandfluer, som de have gjemt i en Gandæske eller Gandhit. Hvad der i nyere Skrifter^[87] kan læses derom, tør dog vel siges i al Fald for største Delen at være bygget paa eller have sit Udspring fra, hvad Peder Clausen i sin Norges Beskrivelse^[88] meddeler derom, eg det selv i de Tilfælde, hvor nyere Forfattere have hentet sine Meddelelser fra Folkets egen Mund, da dette nemlig tor antages for en stor Del, om ikke umiddelbart, saa dog middelbart at have sin Kundskab derom fra ham som sin Kilde. Naar Scheffer S. 135 (121) citerer følgende Ord af Tornæus: “Deres gan gaar i arv, saa at en slegt er rammare oc sterkare end en anden“, da er det Ord, hvormed Lappernes Trolddom her betegnes, rimeligvis ogsaa hentet fra Peder Clausen. Derimod synes hverken Ziegler eller Olaus Magnus at kjende Ordet Gand, end sige vide noget om Gandfluer og Gandæske, medens det forekommer mig ikke usandsynligt, at det kannus, hvilket Tornæus ifølge Scheffer l. c. p. 137 (123) anfører ved Siden af gobdas som det Navn, hvilket Lapperne give sin Troldtromme, i Grunden er det samme som det i Chron. Norv. forekommende gandus, skjøndt det der ikke betegner selve Trommen, men den Aand, som Troldkarlen ved Hjælp af denne fik til at udrette sit Ærinde. En Misforstaaelse eller Forvexling kan nemlig her let have fundet Sted, og i saa Tilfælde kan Tornæus maaske .have hentet Ordet middelbart eller umiddelbart fra Chron. Norv. eller et af sammes Forfatter benyttet ældre Skrift, som i sin Tid maa have været kjendt i Sverige og benyttet af svenske Historieskrivere^[89].

Naar man kjender den store Anseelse og Udbredelse, som Peder Clausens Norges Beskrivelse tilligemed hans Oversættelse af Snorres Kongesagaer i sin Tid fik, og længe vedblev at have, idetmindste inden mange at Norges Egne, kan man vist ikke betænke sig paa at holde det for muligt, ja endog sandsynligt, at den Fremstilling, som han har givet af Lappernes Trolddom, kunde trænge frem til, og finde stor Indgang blandt Almuen, ikke alene ved dens egen Læsning, men ogsaa ved deres mundtlige Meddelelse, som havde læst den. Men til, besynderligen i Nordlandene, at udbrede en dermed overensstemmende Opfatning af det væsentlige ved Lappernes Trolddom, har vel endmere Peder Dass bidraget ved hvad derom findes i hans der saa populære og saa meget læste Nordlands Trompet, og vel lige saa meget kan være bygget paa, hvad han havde læst hos Peder Clausen, som paa hvad han havde hørt blandt sine nordlandske Omgivelser. Som Hjemmel for sin Beretning om Gandfluer m. m. paaberaaber Peder Clausen sig en Mands Vidnesbyrd, der selv skulde have seet dem; men at han har taget det for godt, kan jo dog ikke godtgjøre dets Troværdighed, medens derimod meget taler for at forkaste det^[90]. Allerede derfor maa jeg anse Fortællingen om Gandfluer m. m. for mistænkelig, fordi der i ældre Skrifter, som handle om Lappernes Trolddom, intet forekommer herom.

Blandt de svenske Lapper er Gandfluen aldeles ukjendt. Derimod tale baade Ziegler og Olaus Magnus om Troldpile af Bly paa en Fingers Længde, som Lapperne udskyde, og hvormed de paa lang Afstand kunne ramme Gjenstanden for deres Hævn og paadrage denne Sygdom eller endog Døden; men Scheffer, som omtaler dette i sin Lapponia S. 163 (146), holder for, at dette grunder sig paa en Misforstaaelse eller Mistydning af Ordet skot^[91], der i Folkemunde betegner saadan Trolddom, hvorved der paafares Mennesker eller Dyr en pludselig Sygdom. Peder Clausen siger jo ogsaa om Lapperne, at de “skyde“ deres Gand. Hvad de norske Lapper efter hans Ord dermed udrette, dertil betjene de svenske sig efter Scheffer l. c. 166 fg. (148 fg.) af noget, som de kalde Tyre^[92], og som er en Kugle saa stor som en Valnød eller et lidet Æble, sammenpakket af et Dyrs eller et Træs Uld, glat, men ikke tung, saa at den synes at være hul indvendig, og næsten graagul af Farve. Om denne, der findes afbildet hos Scheffer, foregive Lapperne, som han siger, at den lever^[93], og at hver den, som kjøber den, kan sende den paa hvilket Menneske, han vil; fremdeles at den er overmaade hastig i sin Fart som en Vind eller en Pil, og at hvis den møder noget paa sin Vej, rammes dette af den Ulykke, som ved dens Udsendelse var tilsigtet^[94].

I denne Beskrivelse er det næsten umuligt ikke at gjenkjende det saakaldte Finskot, hvorom man ofte hører tale blandt den norske Almue, og som efter dens Mening skal være Aarsagen til et Nøds pludselige Død, naar man blandt dets Indvolde finder en Kugle eller Haardot af Udseende og Beskaffenhed som den af Scheffer beskrevne, uden at man kan opdage noget Spor i Huden paa det Sted, hvor denne er gjennemboret deraf. Saadan Kugle har jeg selv seet og hørt kaldes Finskot eller Alpil (ɔ: Alfpil), ligesom Benævnelsen Alvskot findes i I. Aasens Ordbog^[95]. Denne falder nu aldeles sammen med ags. ylfa gescot^[96] og Shetlændernes elfshot, hvorved efter Choice Notes Folklore S. 38 forstaaes Aarsagen til en Kos Sygdom, naar nemlig et Slags Aander, der kaldes trows (= gn. tröll), har rammet den med en Stenpil, i hvem smelde man dog ikke kan se noget Mærke derefter i Huden^[97]. I den Beskrivelse deraf, som gives i J. E. Nielsen, Sögnir fraa Hallingdal, S. 61^[98] kaldes det samme “Finkula“. Sammenholder man nu alt dette, saa ledes man derved ikke allene til at anse Gand og Finskud^[99] for at være i Grunden det samme, men ogsaa til den Mening, at Udøvelsen af dette Slags Trolddom i vor Folketro oprindeligen tilhørte Alferne, men senere af Nordmændene og de Svenske er bleven tillagt Finnerne, som da vel ogsaa selv kan have tilegnet sig den, eller have lempet sine ejendommelige Forestillinger eller den for dem særegne Trolddom efter hvad de fandt gangbart eller hørte omtalt blandt de Folk af germanisk Stamme, med hvilke de kom i Berørelse.

At hvad der hos os kaldes Finskot, men ogsaa Alpil, Alfskot, oprindeligen har været noget, hvormed Alferne antoges at hjemsøge Menneskene eller deres Dyr, men først senere er tillagt Lapperne (eller Finnerne), der saaledes stilledes i det samme Forhold ligeoverfor Menneskene som det, hvori man tidligere tænkte sig hine mytiske Aandevæsener, er saameget sandsynligere, som noget lignende ogsaa i andre Tilfælde maa have fundet Sted. Fortællingen i Ynglinga s. c. 16 om Vanlande er nemlig i Grunden neppe andet, end en i historisk Retning gaaende Bearbeidelse af et Æventyr om hans indtagelse i Fjeld, hvor han fik en Dverg- eller Alfkvinde til Hustru, som han senere forlod. Denne Alfekvinde har man gjort til en Finnekvinde, og Fjeldet, hvori Vanlande blev indtagen, til Finnernes Land. Men en Levning af Æventyrets oprindelige Beskaffenhed og Indhold er dog bleven tilbage i Huld seiðkona, der skulde hente ham tilbage, eller, hvis dette ikke lykkedes hende, tage Livet af ham. Ti Huld som en Alfekvindes eller underjordisk Kvindes Navn forekommer jo endnu vanligen i vore Folkesagn eller Æventyr^[100], ligesom flere af disse maa ansees som fuldkomne Sidestykker til det, som ligger til Grund for Fortællingen i Ynglingasaga om Vanlande^[101].

Et andet Tilfælde af lignende I Beskaffenhed har vi i Fortællingen om Harald Haarfager og Svase. Til samme Tid, som Ágrip kalder ham Finnekonge, lader den ham bo i en Gamme lige ved Kongsgaarden, aldeles paa samme Maade, som de underjordiske efter den blandt vor Almue gjængse Forestilling have sin Bolig i Nærheden af Menneskenes; og det Kapitel af Snorres Saga om Harald Haarfager, hvori Svases Datter Snæfrid, der fortryllede Kongen, kaldes en Finkvinde, har til Overskrift: Frá Svasa jötni, ret som om en Finn og en Jötunn skulde være det samme. Mærkeligt herved er det ogsaa, at en Jötun skulde kunne bo i en Gamme, eftersom man gjerne tænkte sig en Jötun som et Væsen af overmenneskelig størrelse. Men endskjøndt der saaledes skulde være stor Forskjel paa Jötner og Alfer eller Dverge, hvilke man forestillede sig som smaa af Vext, saa ere de dog ikke sjelden sammenblandede baade i ældre og nyere Tid^[102]. Kan man derfor ved Svase Jötun tænke paa en af Alferne eller de underjordiske, da er det derimod ikke at undres over, om man af en saadan, der har Tilhold i Jordhaugen, har gjort en Fin, som bor i en Gamme^[103]; ligesom man ved Fortællingen i Flatøb. I, 231 om Olaf Tryggvasons Besøg hos en Finn paa Fjeldet let kommer til at tænke paa en Dverg eller underjordisk i Fjeldet. Ogsaa i Fortællingen om, hvorledes det gik til, da Eriks Mænd fandt Gunhild i Gammen (Haralds s. hárf. c. 34) er der adskilligt, som tyder hen paa, at Indholdet for en Del er hentet fra et Æventyr om Menneskers Sammenstød med de underjordiske.

Saavidt jeg kan se, er det netop det i det foregaaende omhandlede Finskud, som hos Peder Clausen er blevet til en Gandflue, hvad enten man nu tænker sig det som en Kugle, Dot eller som en Pil. Den Misforstaaelse, som ligger til Grund derfor, eller den Forvanskning, som her har fundet Sted, kan man søge forklaret enten deraf, at man har forvexlet flaug (jvf. gn. grjótflaug og Udtrykket flyve som en Pil) med fluga, eller deraf, at man har taget tröll i den Betydning af et Insekt, som det oftere har i Almuens Mund, og hvori det endog er brugt af Peder Clausen selv, naar han siger, at Finnerne “hver Dag sender sin Gand ud, det er en Flue eller Trold af sin Gandæske eller Gandhit.“ mærkeligt er det ogsaa, at Peder Clausen, uagtet han beskriver Gand som en Flue eller et Trold, dog taler om, at Finnen skyder sin Gand ud – et Udtryk, der passer ilde, naar der er Tale om en Flue, men netop er paa sit rette Sted, hvor der tales om en Pil; og at Peder Dass paa samme Tid som han omtaler den Gand, der udsendes af Finner, som Beelzebubs Fluer, formentlig i Henhold til Peder Clausen, alligevel siger at Finnen sætter den ind – atter et Udtryk, der passer lige saa ilde om en Flue som vel, naar det bruges om en Pil. Maaske kan ogsaa Forestillingen om Gandfluer være fremkaldt ved det lappiske Udtryk saivvo-lodde, der ved Siden af saivvo-guolle og saivvo-guarms^[104] netop betegnede saadanne Aander, som stode til Noaidernes Tjeneste. Ved det første al disse Udtryk synes nemlig gandr paa Grund af dens hurtige Fart eller Flugt at være kaldet en Fugl, hvilket igjen let kunde blive til en Flue; ved det andet derimod paa Grund af sin Form at være betegnet med Navn af Fisk eller Orm^[105]. Begge de sidste Betegnelser maa nemlig holdes for ensartede, ligesom Ormen af vore Forfædre kaldtes lyngfiskr.

Sammenholder man hvad der hos Jessen S. 25 fg. og hos Leem S. 275. 279 fg. læses om Lappernes saivvo-lodde og saivvo-guolle eller saivvo-guarms med Beskrivelsen at gandus i Chron. Norv., da maa man vel ogsaa erkjende, at Ligheden, uagtet al Forskjellighed, er stor nok til at vise, at der paa begge Steder er Tale om den samme Ting, nemlig om Aander, der fare omkring, dels i Skikkelse af Dyr eller andre Gjenstande, dels ridende derpaa, tor at udrette Troldkarlens Ærinde, og, idet de fare afsted, blive Dyrs og Menneskers Bane. At Lapperne endog i senere Tider og uagtet al den Tale, som der har været om Gandfluer^[106], dog endnu have vedblevet at forestille sig disse som dræbende Aander under Billedet al en stav (gn. gandr, lat. sudes, jvf. det hos Guilielm. Avernus forekommende canna), derom kan man vel ogsaa se et Vidnesbyrd deri, at, som det hedder, “nogle Noaider, der ikke havde Gandfluer, vare derimod i Besiddelse af en saakaldt Gandstav“^[107].

At Lapperne aldrig til Trolddomsmiddel har brugt nogen Eske eller Skindsæk med deri indesluttede sorte Fluer, tør man saa meget mere holde for sikkert, som alle den senere Tids ivrige Bestræbelser for at faa opsporet et saadant Trolddomsmiddel ere blevne aldeles frugtesløse. Hva Leem “efter Beretning“ fortæller om Gandæske og. Gandfluer, “som mange vide at snakke om“, er heller ikke af den Beskaffenhed, at det egner sig til at bestyrke nogen i den Tro, at saadanne virkelig have været i Brug. Det er ikke engang klart, om dette er fortalt efter Lappernes egen Beretning, da Ordene S. 484 gjerne kunne være saaledes at forstaa, at de kun gjælde om hvad deri samme Stykke er fortalt.

I Beskrivelserne over Lappernes Trolddom fremtræder som noget for dem især ejendommeligt ved Siden af deres Gand tillige deres Runebomme^[108] (lapp. Gobdas); og oprindeligen have begge været paa det nøjeste forbundne i deres Anvendelse. Som Schamanerne endnu især hos flere Folk af turansk Stemme pleje slaa paa en Tromme, for derved at bringe sig selv i en Ekstase, hvori der gives dem Syner, hvis Indhold de kundgjøre for den i ærefrygtsfuld Forventning dem omgivende Skare, saa har vistnok ogsaa det samme i gamle Dage været almindeligt blandt Lapperne efter den Beskrivelse over en lappisk Troldkarls Adfærd, som er os given i Chron. Norv. og lyder saaledes: Tunc quidam magus extenso panno, sub quo se ad profundas veneficas incantaciones preparet, quoddam vasculum ad modum caratantatorum sursum erectis manibus extulit, cetinis atque cervinis formulis cum loris et ondriolis navicula eciam cum remis occupatum – – Cumque diutissime incantando tali apparatu ibi saltasset, humo tandem prostratus, totus niger ut Ethiops, spumans ora ut puta freneticus, preruptus ventrem vix aliquando cum maximo emisit spiritum. Det nævnte vasculum kan nemlig ikke være andet end Runebommen, eller hvad de Svenske kalde Lappernes Trolltrumma. Naar Troldkarlen vilde skride til Udførelsen af sin Kunst, løftede han altsaa dette Redskab, der havde Formen af et Kar (eller et Sold^[109]), og var besat med mange og mangeslags Figurer, der betegnede forskjellige saadanne Gjenstande, som Troldkarlen eller hans Aand brugte til Befordringsmiddel paa sin Rejse for at udforske det skjulte eller udrette andet, som oversteg et Menneskes naturlige Evne; og han søgte derpaa under Sang og Dands at sætte sig selv i en saadan Tilstand, at han faldt om som død og blev liggende paa Jorden med fraadende Mund, sort som en Blaamand. Skjøndt det her ikke udtrykkeligen siges, at han slog paa den opløftede Tromme, som han holdt i sin Haand, kan der dog neppe være nogen Tvil om, at han gjorde dette, og at det ikke omtales tør nok ansees som en Ufuldstændighed i Beskrivelsen. Men til at slaa paa Trommen har han sandsynligvis brugt et Redskab af lignende Beskaffenhed som det, hvoraf Noaiderne i Begyndelsen af forrige Aarhundrede betjente sig ved Brugen af Runebommen^[110].

Saameget som denne Beskrivelse uagtet dens Ufuldstændighed stemmer overens med hvad man ved om andre Schamaners Trolddomskunster^[111], saa afvigende er den dog fra hvad flere Forfattere beretter om den Anvendelse, som Lapperne i sildigere Tider have gjort af sin Runebomme. Naar den da tjente dem som et Middel til at skaffe sig Kundskab om skjulte Ting, var det nemlig paa den Maade, at Noaiden slog paa den med et Redskab, der havde Lighed med en Hammer, for saaledes at sætte og holde i Bevægelse en paa Runebommen henlagt Ring, indtil den stansede og blev ubevægelig liggende paa en af de paa Runebommen tegnede Figurer, da denne Figurs Beskaffenhed gav den søgte Oplysning eller Aabenbaring. Som Forskjellen er stor mellem denne Brug af Runebommen og Beskrivelsen i Chron. Norv., saa er den heller ikke mindre mellem de Figurer, der efter dennes og efter de nyere Beskrivelser fandtes derpaa. Men jo mere dens Beskaffenhed og Anvendelse i senere Tider saaledes er afvegen fra, hvad der maa ansees oprindeligt, desto mere har den derimod nærmet sig til at falde sammen med et Slags Trolddom, som allerede brugtes af de gamle Grækere under Navn af κοσκινομαντεία^[112], var kjendt af Araberne^[113], og hvis Forekomst i al Fald fra det 16de Aarhundrede kan paavises i Tydskland og Frankrige^[114], saavel som i England^[115], fra hvilke Lande det vel har faat indpas i det skandinaviske Norden^[116], hvor det har været i Brug indtil den allersidste Tid og vel endnu tildels bruges. Dette er Kunsten ved Hjælp af et Sold i Bevægelse at opdage skjulte Ting, og især hvem der i et vist Tilfælde er den skyldige f. Ex. som Tyv. Mærkeligt nok nævnes ogsaa, som allerede bemærket, Sold i den Beskrivelse, som Chron. Norv. giver os af en lappisk Troldkarls Udøvelse af sin Kunst, paa en saadan Maade, at Troldtrommen, som kaldes vasculum, sammenlignes dermed, medens det derimod ikke synes ret tydeligt, om Ligheden sættes i begges Skikkelse eller i deres Anvendelse. Men hvorledes det end hermed har sig, hvad enten man heri tør se et Vidnesbyrd om, at den omtalte Anvendelse af Sold til Trolddom har været Forfatteren af Chron. Norv. bekjendt eller ikke, har man dog Anledning til den Formodning, at til samme Tid, som Lapperne under Kristendommens Paavirkning kom til at opgive Schamanernes Anvendelse af Troldtrommen som et Middel til at sætte sig i en kunstig Ekstase, fik den hos dem en anden Anvendelse i Lighed med den Maade, hvorpaa de saa sine Naboer bruge Sold med Sax og deslige til sin Trolddomskunst.

Men hvor almindelig end denne nyere Anvendelse af Runebommen er bleven blandt Lapperne, saa har den dog ikke saa tidligen fortrængt den ældre, at der jo haves Efterretninger om, at Runebommen endnu i Begyndelsen af forrige Aarhundrede har været brugt som en Schamantromme. Korte Notitser derom findes hos Scheffer l. c. S. 151 fgg. (135 fg.), Högström l. c. S. 104 fg., og G. v. Düben l. c. S. 269. Omstændeligere beskrives en saadan Brug af Runebommen hos Lapperne af Jessen l. c. S. 31 og af Sigv. Kildal l. c. Side 449 fg. 456 fg. 468 fg. Hvad Jessen og Kildal fortælle os derom, stemmer temmelig nøje overens med, hvad foran er meddelt af Chron. Norv., og hos Kildal heder det endogsaa om Noaiden, at han, naar han under Sang slaar paa Trommen og løber rundt som en afsindig, ogsaa tager gloende Ild med Haanden, skjærer sig med hvasse Knive, som slet ikke skade ham, da han har gjort sig haard; – noget som paa det nøjeste stemmer overens med, hvad Castrén i hans nordiska resor och forskningar I, 199 fortæller om Samojedernes Tadiber. Om Noaidens Ekstase, hvori han foretager Rejser i Aanden for at udrette eller udforske noget, eller hvori han faar se, hvad der er skjult for andre, taler Peder Clausen i hans Norriges Beskrivelse S. 133, Halvard Gunnersen i hans Tilegnelse af Chron. Regum Norvegiæ (A. E. Eriksens Udg. af hans Acrostichis S. 22), B. Becker efter Olaus Magnus i hans Bezauberte Welt (Amsterdam 1693) IV, 147 fg., og Leem i hans Beskr. S. 447 (jvf. Schøning, Forsøg til de nord. Landes Geografi S. 90 fg.), uden at der er Tale om Runebommen som Middel til at fremkalde den; medens derimod Leem her omtaler hans nysnævnte Følesløshed eller Usaarlighed under Ekstasen.

Hvor Gand i det foregaaende er omhandlet som noget væsentligt baade ved Lappernes og Nordmændenes ældste Trolddom, er det ogsaa paavist, at Forskjellen imellem begge neppe har været saa stor, som man synes have været tilbøjelig til at antage, omendskjøndt den Kundskab, man har om, hvorledes Trolddomskunsten udøvedes hos begge Folk, er altfor ufuldstændig og uklar, til at man med Sikkerhed skulde kunne dømme om Forholdet. Om den norske völva (eller seiðkona) fortælles der altid, at hun, naar hun skulde udøve sin Seid, tog Sæde paa en hjall eller Forhøjning; om den lappiske Troldkarl heder det derimod i Chron. Norv., at han under et udbredt Klæde gjorde de fornødne Forberedelser til sin Gjerning, og derpaa opløftede Troldtrommen. Men det er dog iøjnefaldende, at han under et saadant Klæde ikke vel kunde opløfte den, medens der ikke er Tale om nogen Forandring i hans Stilling, førend han gjorde det. Man kunde derfor være tilbøjelig til at antage, der i Chron. Norv. skulde læses super for sub, eller at der paa en eller anden Maade er indløben en saadan Fejl i Fortællingen, at den er kommen til at fremstille Troldkarlen som begyndende sin Trolddomsgjerning skjult under et Klæde, istedetfor siddende ovenpaa et saadant. Men den sidste Stilling vilde paa det nærmeste svare til den, som en völva plejede indtage. Til dennes Trolddom (seiðr) udkrævedes galdr (eller seiðlæti) ligesom incantationes eller juoiggem til Lappernes, kun med den Forskjel, efter de Beskrivelser, man har derover, at hos Nordmændene blev den til Trolddomsøvelser hørende galdr sengen af andre, hos Lapperne derimod af selve Troldkarlen, tildels dog understøttet af andre Sangere. Som allerede bemærket, siges der ikke i Chron. Norv., at denne slog paa Trommen, om der end er al Sandsynlighed for, at han gjorde det. I Navnet völva kunde man maaske ogsaa se en Antydning af, at hun bar en Stav, som dertil anvendtes, omendskjøndt man, saafremt der ligger et völr i völva, ogsaa kunde holde dette for at være = gandr. I Þorfinns s. Karlsefnis c. 3 fortælles der ogsaa virkeligen om en völva, at hun havde i Haanden en paa særegen Maade prydet Stav, uden at der dog gives mindste Oplysning eller Antydning om den Brug, hun gjorde deraf. Om nogen Tromme er der aldeles ikke Tale. Andensteds synes der dog at findes Spor af, at en völva havde saadan Tromme i Brug. Ti naar Loke i Lokasenna siger til Odin: enn þik síða koþo Sámseyjo í ok draptu á vett sem vaulor, vitka líki fórtu verþjód yfir ok hugþa ek þat args aþal, da synes det vanskeligt at faa lagt en antageligere Mening i Ordene draptu á vett, end at de skulle forstaaes om Slag paa Troldtrommen, hvorved han vilde faa sin gandreið i Stand. Men dette vett er formentlig samme Ord, som det vitt, der i Eids. Krist. I, 24. 45. nævnes blandt de Trolddomsmidler, der ikke maatte haves i nogen Mands Hus, og som forekommer i Udtrykket vitta vættr (ɔ: seiðkona) Yngl. s. c. 16. Et andet deraf sammensat Ord er vel ogsaa det Vitgeirr, der Haralds s. hárf. c. 36 forekommer som en Troldkarls Navn, hvad enten man skal opfatte geirr som et Egennavn, eller man deri skal lægge Betydningen af gandr.

For det sidste synes flere Grunde at tale. Der er allerede i det foregaaende gjort opmærksom paa, at ligesom Finnen ved sin Gand foraarsagede Stenskred, saaledes gjorde Odin det samme ved Udkastning af en reyrsproti (Flatöb. II, 72. Men som der ved denne reyrsproti neppe kan være ment noget væsentligen forskjelligt fra den sproti, som Starkad fik af Hrosshársgrani, og som blev til en geirr, der gjennemborede og dræbte Kong Vikar, da Starkad dermed berørte ham^[117], saa synes ogsaa Geirvör (Eyrbyggja saga c. 43 (p. 77). 44 (p. 82) netop at betegne en skriða hvis Udskriden var foraarsaget ved Udsendelse af en saadan geirr eller gandr, eller rettere den Vor^[118], Rand eller Vold, som nedentil begrændser den. At det er Odin, der ifølge Flatöb. II, 72¹ gjør hvad der ellers tillægges Finnerne, er ikke mere besynderligt, end at Jötunen Dofri (Flatöb. I, 564²⁶, der vistnok er den samme, som havde stjaalet Julekosten fra Halfdan Svarte (Flatöb. I, 564⁴ fg.) og et Væsen af samme Slags som den Fin, hvilken Halfdan vilde tvinge til at give ham Oplysning om Tyveriet (Flatöb. I, 563³⁴, er bleven til Odin (Flatöb. I, 567²¹). Den samme Trolddom, som ellers tillægges Finnerne, tillægges jo ogsaa Odin Yngl. c. 7. Ja, naar der oftere nævnes en Möttul som den, der til saa forskjellige Tider skal have været Finnernes Konge^[119], at han allerede derfor umulig kan have været nogen historisk Person, naar der om denne Möttul, Finnernes, Konge fortælles, at Özzur Totes Datter blev sendt til ham for at lære Trolddom^[120], og at Þórir Hund hos ham lod sig og sine Følgesmænd ikke allene oplære i Trolddomskunst men ogsaa forsyne med saadanne fortryllede Renpelse, at intet Eggjern kunde bide derpaa^[121], da ser det endogsaa ud, som at denne Möttull i Grunden ikke er nogen anden end selve Odin. Möttull er jo et norsk Ord, der betyder omtrent det samme som hekla ɔ: en Kappe; men hvor Odin omtales, fremtræder han ofte iført en saadan hekla og kaldes deraf heklumaðr^[122], hvilken Benævnelse J. Grimm (Deutsche Mythologie 3te Ausg. S. 875) gjenkjender i de tydske sagns Hakelberend. Om han ved Siden af heklumaðr ogsaa er bleven kaldet möttull, er dette ikke mere at undres over, end at han af sin side Hat blev kaldet ikke allene Síðhöttr, (Grimnismál 48), men ogsaa Höttr (Halfs s. c. 1); og naar man ikke længer tænkte sig den store Mester i Trolddomskunst Odin eller Möttull som en Gud, men heller som et Menneske, da havde man jo den bedste Anledning til at tænke sig ham som de troldkyndige Finners Konge, som netop derfor til indbyrdes meget forskjellige Tider fremtraadte under dette Navn, fordi det i Grunden ikke betegnede en virkelig Personlighed, men kun var en Personification af Finnernes Troldkyndighed.

Afledninger af dette vitt ere vel ogsaa verberne vitta og vitka^[123]. Ti naar det Völuspá 26 heder om en völva, at hun vitti ganda, er derved vistnok ment det samme, som Loke beskyldte Odin for, nemlig, at hun ved Brugen af vitt satte i Bevægelse saadanne Aander, som gik under Navn af gandar, for ved deres Hjælp at faa udspurgt hvad hun vilde vide, eller udrettet hvad hun ønskede gjort, i Hovedsagen altsaa det samme som i Fostbr. s. S. 96 er udtrykt i Ordene víða hefi ek göndum rennt. Vitka forekommer kun i det sammensatte finnvitka,. Flatöb. II, 76, hvor der fortælles om den Beskyldning, Þorgils gjorde Hrói, at denne nemlig havde for Betaling faaet Finner til at slaa det ene Øje ud paa ham. Saadant tænkte man sig vel, at Finnerne gjorde ved Hjælp af vett og gand, om man end senere har tænkt sig, at det kunde foregaa paa anden Maade, naar nogen slog Øjet ud paa en Tyv^[124]. Alligevel kan man nok tænke sig, at Ordet vitka ved Siden af den oprindelige eller specielle Betydning tillige har faaet en mere almindelig, saa at det brugtes om at ave Trolddom, udrette noget ved Trolddom, uden at dertil netop maatte være brugt vitt. En Afledning af vitt er fremdeles Substantivet vitki (ɔ: Troldkarl) Hyndluljóð 33 (Snorres Edda I, 44), Lokas. 24, hvortil svarer ags. vitga, vitega (med det deraf afledede Verbum vitegean), ght. vîzago (med Verbet vîzagon. nht. weissagen); ligesom vittugri, Dat. fem. af et Adjektiv vittugr er Vegtamskv. 4 brugt substantivisk om völva^[125].

Allerede fra gamle Dage have Lapperne, som troldkyndige, i Besynderlighed været berømte eller berygtede for deres Dygtighed i at gjøre Vind eller fremkalde Uvejr. Til de ældste Beretninger derom kan regnes hvad Saxo (ed. P. A. Müller I, 452) fortæller om det Uvejr, Bjarmerne paaførte Regner og hans Hær paa hans Krigstog mod deres Land, eftersom Bjarmerne, om end forskjellige fra Lapperne, og hørte til samme Folkestamme, og det ikke engang er usandsynligt, at Saxo er kommen til at sætte Bjarmerne istedetfor Lapperne, med hvilke Regner paa Vejen til hine ikke vel kunde undgaa at komme i Berørelse. I en geografisk Ordbog forfattet efter Begyndelsen af det 13de, men før Midten af det 14de Aarhundrede, fortælles der ifølge W. Wackernagels Meddelelse i Haupt Zeitschr. f. d. Alterthum IV, 495 om Finnerne, at om nogen er paa Sejlads langs deres Land og der opholdes af Mangel paa føjelig Vind, da byde de ham Vind til Kjøbs og skaffe den tilveje ved at tage et Nøste oprundet af Traad, hvorpaa der er knyttet flere Knuder, og saa løse en eller flere af disse Kunder, eftersom de ville have Vinden mere eller mindre stærk; og at Vinden da undertiden kan blive saa stærk, at den volder deres Død, som have kjøbt den. Det samme fortæller Bartholomæus anglicus fra Midten af det 14de Aarhundrede med næsten samme Ord om Vinlands Beboere, og Sebastian Frank i hans Weltbuch om Folket i Wilandia^[126], den sidstnævnte dog uden at beskrive, hvorledes man skaffede Vinden tilveje. Men det maa vel ansees utvivlsomt, at dermed deres Vinland eller Viland ikke kan være ment noget andet, end Finland, Finmarken. Lignende Fortælling om Finnernes eller Lappernes Dygtighed i at frembringe Vind paa den i det foregaaende beskrevne Maade har ogsaa Olaus Magnus^[127], Peder Clausen^[128] og Halvard Gunnersen^[129], ligesom man i Olaf den helliges Saga^[130] har en Fortælling om, at Finnerne gjorde Vind mod ham forat hindre hans Fremkomst. Fortællinger fra senere Tid, der vise hvor almindelig Forestillingen om deres Dygtighed i at gjøre Vind var baade i Danmark og Norge, haves i Thieles danske Folkesagn II, 110 jvf. 52 og i H. Rørdams Mester A. C. Arreboes Levnet og Skrifter I, 110 eller G. Schönings Beretning om den Trondhjemske Biskop A. Arreboes Afsættelse i Det kgl. Norske Vid. Selsk. Skrifter i det 19de Aarhundrede I, S. 251–253.

Kunsten at gjøre Vind er dog meget ældre end vore allerældste Efterretninger om Lapperne^[131]. Den har ogsaa, som man troede, i senere Tider været udøvet af andre end dem. Saaledes har man i S. Grundtvigs gamle danske Minder i Folkemunde III, Nr. 119 et Sagn om, at en gammel Kone lod sig bære ud paa en Klitbakke, hvorfra hun kunde overse den i Aalbæks Bugt samlede svenske Flaade, og derpaa ødelagde den ved en Orkan, som hun fremkaldte ved at løse de Knuder, hun havde slaaet paa sit Strømpebaand. I de gamle Sagaer fortælles der ogsaa oftere, at troldkyndige Mennesker frembragte Uvejr, dels ligesom Bjarmerne mod Kong Regner for at hindre en Fiendes Fremkomst paa sin Rejse^[132], dels for at volde et Menneskes Død, som enten de selv eller andre ønskede ombragt^[133]. Men især forekommer denne Misbrug af Kunsten at gjøre Vind i de Beskyldninger, som fremførtes mod, og de Tilstaaelser, som afgaves af saadanne Kvinder, som i det 16de og 17de Aarhundrede vare anklagede for Trolddom^[134]. Naar endnu et overhændigt Uvejr hos os betegnes med Udtrykket: “Gjørningsvejr“, da har man ogsaa deri et Vidnesbyrd om, at man gjerne har tænkt sig et saadant foraarsaget ved Trolddom^[135].

Lapperne eller deres Noaider vare heller ikke ene om Kunsten, af et Menneske at gjøre sig et Billede for derpaa at tilføje dette en Skade, som i det samme rammede selve Personen^[136]. Dette er i Hovedsagen det samme, som fortælles i P. Fyllings Folkesagn S. 178 fg., ligesom der finder en stor Lighed Sted mellem dette og Forestillingen om, at den Skade, der tilføjedes en gandr eller hamhleypa, kom til at gaa ud over det menneskelige Legeme og derpaa fremtræde synligen. Men hvor udbredt dette Slags Trolddom har været, og hvor langt det er fra, at dens Udøvelse har været noget for Lapperne ejendommeligt, kan bedst sees af J. Grimms d. Mythologie 3te Ausg. S. 1045–1047.

Det var dog ikke allene ved Trolddom i engere Betydning, saadan som allene deres Noaider kunde udøve, at Lapperne søgte opnaaet hvad de ønskede, afværget hvad de frygtede. Deres Tro eller Overtro foreskrev dem ogsaa meget andet, som i visse Tilfælde maatte gjøres eller undlades af Hensyn til de højere aandelige Væsener, af hvilke de ansaa sin Velfærd afhængig, eller for at der ikke skulde vederfares dem selv eller deres nærmeste nogen Ulempe.

Efter hvad Leem Side 494 fortæller, maatte saaledes en Kvinde, naar hun angrebes af Fødselssmerter, intet knyttet have paa sig, da man nemlig var af den Mening, at Fødselens Fremgang derved hindredes, og om der nogensteds paa hendes Klæder fandtes en Knude, løste man den op. Den samme Overtro er nok ikke ualmindelig blandt den norske Almue, og naar S. Grundtvig i hans Danmarks gamle Folkeviser III, 859 a mistænkeliggjør^[137] hvad P. Chr. Asbjørnsen i Norske Huldreeventyr I, 20 derom meddeler, da viser netop den Omstændighed, at den ogsaa findes hos Lapperne, hvor umistænkeligt det er. At den forekommer i England sees af Walter Scotts Border Poems II. 27 (jvf. Choice Notes Folklore S. 118). Her har vi da, som det synes, et af de flere Tilfælde, i hvilke Æventyr og Overtro have fra Romernes og Grækernes Skrifter forplantet sig vidt og bredt, saa at man endog kan gjenfinde dem i Europas fjerneste Afkroge.

En fødende Kvindes Forløsning søge Lapperne ogsaa paa anden Maade at lette eller fremme, nemlig ved Anvendelse af, hvad man paa Island kalder lausnarsteinn^[138] og der anvender i samme Øjemed. Den skal være Frugten af en Mimosa og findes oftere opkastet paa Stranden baade paa Island og i Norge, her endogsaa i Østfinmarken, efter at den er ført did af Havets Strømninger. En saadan, der oftere havde været brugt til Hjælp for Barselkvinder, ligesom man oftere i samme Øjemed bruger jordfundne Vaaben, fik jeg kort efter min Ankomst til Østfinmarken i min Besiddelse og har den endnu. Lapperne kaldte den gagga-gæðge og gjorde mig opmærksom paa, at man, naar den rystedes, fik høre Lyden af noget, som bevægede sig i dens Indre, idet de bemærkede, at derinde var levende Sølv (læ ælle silbe sist). Paa denne saakaldte Sten passer temmelig nøje den i gamle Stenbeger forekommende Beskrivelse over en saadan, der gik under Navn af Aetites, fordi man troede, at den var at finde i Ørnens Rede^[139]. Naar Hunnen havde ondt for at faa lagt sit Æg, hentede nemlig Hannen den fra et ubekjendt Sted i Indien, og saasnart som hun havde faaet den under sig, blev hun skilt ved Ægget. Om denne Sten fortælles der nemlig, at den er af Størrelse som‘ en Nødd, og har inden i sig en mindre Sten ligesom en Ring; noget man kan mærke, saa snart som den rystes; saa og at en Kvinde, som er i Barnsnød, faar en let Fødsel, naar hun holder den i Haanden, eller den bindes til hendes Hofte. Ogsaa i vore gamle Skrifter fra Middelalderen finder man paa flere Steder omtalt Stene med overnaturlige Kræfter, der benyttedes i forskjellige Øjemed^[140], ligesom der endnu blandt vor Almue er Tale om den usynliggjørende Korpastein^[141]. En saadan Sten, der kaldtes Slangesten, omtales især meget i Middelalderens Stenbøger og flere andre af dens Skrifter; og naar denne ogsaa nu er kjendt og omtalt blandt de svenske Lapper^[142], da er det aabenbart nok, at her som oftere i Nutidens Overtro foreligger en Levning af, hvad der i fordums Dage og overalt i Europas Lande troedes af Mænd, der stode paa Højden af sin Tids Dannelse, og lærtes af dem, der ansaaes for at være mest indviede i Naturens Hemmeligheder.

Som de fleste Folk have været meget omhyggelige for sine Dødes Begravelse, ikke allene for at bevise disse den skyldige Ære og Kjærlighed, det sidste især ved at bære Omsorg for deres fremtidige Velfærd i en anden Tilværelse, men ogsaa for at sikre sig selv mod de Ulemper, som den døde, om han ikke fik Ro i Graven, kunde tilføje de gjenlevende, saa har vel det samme været Tilfælde med Lapperne allerede fra Hedenskabets Tid. Men heller ikke hvad man herom ved, efter den ufuldstændige Kundskab, som vi have derom, er noget for dem ejendommelig. At de Redskaber ødelagdes, som medgaves den døde i Graven^[143], er jo ikke andet end, hvad mange Gravfund vise, ogsaa har været almindeligt blandt vore Forfædre, ligesom jo ogsaa de Vaaben, som man i stor Mænge har fundet nedsænkede i Moser, vistnok som et Slags Offer, ere, inden dette skede, paa en eller anden Maade gjorte ubrugbare. Naar Lapperne ved Gravølet fortærede den Ren, der havde draget Liget til Graven, og derpaa begravede dens Ben i Jorden^[144], da er dette vel ogsaa at anse som et Offer for eller til den døde. Hermed stemmer det vel overens, at efter Fornaldar sögur I, 387 den Hest, som havde draget Harald Hildetands Lig ind i Haugen, derpaa blev dræbt og dens Ben bleve nedlagte ved Liget i Haugen; og at dette har været almindelig Skik blandt vore Forfædre ved anselige Mænds Begravelse, kan sluttes deraf, at man ofte finder Hesteben i de aabnede Grave. En Levning af saadan hedensk Gravskik var det vel ogsaa, at de kristne Prester i gamle Dage skulde have en saakaldet Utferdsko for en Bondes Begravelse^[145]. Hvad der tidligere offredes for eller til den døde ved hans Grav, blev efter Kristendommens Indførelse et Offer til Presten for hans Gjerning ved Begravelsen, ligesom den sauðatollr, som Goden oppebar paa Island^[146], vel oprindeligen var en Ydelse af Offerdyr fra dem, som søgte hans hof, og for hvilke han der offrede. Ti at de dødes Lig jevnligen droges til Graven af en Ko, derom haves flere Vidnesbyrd i Sagaerne, og sandsynligvis har det kun været Høvdingernes eller de fornemste Mænds Lig, ved hvis Begravelse det ædlere og kostbarere Dyr Hesten kom til Anvendelse. At en lignende Ydelse, som vor Utferdsko, ogsaa.har været brugelig i Tydskland, kan sees af Mannhardts germanische Mythen S. 51 fg. og Zeitschrift für deutsche Mythologie IV, 419–425, 450, ligesom en lignende Anvendelse af Koen ved Indernes Begravelser omtales i Zeitschrift für vergleichende Sprachforschung II, 346.

Den Omhu, hvormed Lapperne toge vare paa den slagtede Oxerens Kjønsdele^[147], staar maaske i Forbindelse med Grundlaget for, hvad der fortælles i Völsaþáttr (Flatøbogen II. 332–335), saavelsom med den nordiske Priapdyrkelse^[148] i det hele taget. Naar derhos Lapperne havde omhyggeligt Tilsyn med, at af et offret Dyrs Ben intet blev brudt eller forkommet,^[149], da gjenkjender man ikke allene den samme Tro, som derfor ligger til Grund, i Fortællingen om Tors Bukke (Snorres Edda I, 142), men finder ogsaa det samme foreskrevet i Mose Lov (2 Mos. 12. 46. 4 Mos. 9, 12.) Det samme iagttage de ogsaa med den dræbte Bjørns Ben, som de begrave, som Högström^[150] fortæller, i den Tro, at den da skulde opstaa og leve efter Døden. Men en lignende Tro ligger til Grund for, hvad der i Peder Fyllings Folkesagn S. 62 fortælles om Troldkjærringen Maske Bjørdal, som, naar man spiste Sild i hendes Nærværelse, gjorde de sild levende, hvis Rygben man forsømte at knække.

I samme Forhold til hinanden som Alfskot og Finnskot, staa Gandalfr og Gandfinn. Gandfinn kaldes en lappisk Noaide 2 Gange i Svend Grubbes Dagbog over sin Reise med Kristian den 4de til Finmarkeu, aftrykt i S. Brings Handl. i Svenska Historien 3dje Del, nemlig Side 43 og 45, og Ordet har aldeles samme Betydning som Trollfinn i Nielsens Søgner fraa Hallingdal S. 61 og Segner fraa Bygdom I, 49 fg.; ligesom det færøiske gandakelling er enstydigt med vort Troldkjærring, gn. tröllkona. En Gandalfr forekommer i Flatøb. I. 26 som Alfhilds Fader og Ragnar Lodbroks Morfader (jvf. Fornald. s. I, 376), men Søn af Alfgeir, Sønnesøn af Alf den gamle, Konge over Alfheim; og Gandalfs Sønner nævnes i Flatøb. I, 353 fg. som Sigurd Rings Svogre, udsendte af denne for at kræve Skat af Gjukungerne. En anden Gandalf er den, hvis Sønner efter Flatøb. I, 562 fg. vare i Fiendskab og Strid med Halfdan Svarte, og som efter Flatøb. I, 568 fg. mistede Rige og Liv i Krig mod Harald Haarfager. Skjøndt de Tider, paa hvilke disse to Gandalfer skulle have levet, ere skilte ved en lang Afstand, saa bære dog begges Fædre Navnet Alfgeir^[151], ligesom de begge have Sæde og Rige i Alfheim. Dette kunde jo være en Tilfældighed, ligesom naar der omtales flere Finnekonger af Navnet Möttul. Men ser man hen til Betydningen af Navnet Gandalf og flere af de Navne, som tillægges den ældre Gandalfs nærmeste Slægtninge, og at han, skjøndt han kaldes Gandalf, dog egentlig kun hed Alf, som ogsaa til Betydningen af Ordet Alfheim, da synes der dog være ikke liden sandsynlighed for, at alle disse Navne i al Fald for den ældre Gandalfs Vedkommende ere mytiske, saa at dermed oprindeligen har været^[152] ment mytiske Personer og deres Hjem, Aandevæsener og deres Boliger^[152], men at man senere har forestillet sig dem som virkelige eller almindelige Mennesker og hensat deres Hjem til et vist Sted paa Jorden, ligesom man har gjort Alferne eller de underjordiske til Finner. Dertil var der saa meget mere Anledning, som man med Forestillingen om Alferne som Aandevæsener eller Væsener, der førte et Liv forskjelligt fra Menneskenes, tænkte sig, at der fandt Sted et stadigt, dels venskabeligt, dels fiendtligt Samkvem mellem dem og Menneskene, saaledes som Almuen endnu tænker sig Forholdet mellem Menneskene og de underjordiske.

Oprindeligen tænkte man sig vel heller ikke dem og Menneskene som væsener af grundforskjellig Art. Da Kong Olaf Gudrødson paa Vestfold, Halfdan Svartes Broder, var død, blev han til en Alf og kaldtes Olaf Geirstada-Alf, under hvilket Navn han ogsaa dyrkedes ved Offringer i det Haab, at han skulde skaffe Folket gode Aaringer^[153]. Hvorvidt man ogsaa har forestillet sig de Alfer som afdøde Menneskers Sjæle, til hvilke man paa Island efter Kormaks s. c. 22 p. 216. 218 offrede for at vinde deres Hjælp til Þorvards Helbredelse, og til hvilke der offredes paa en Gaard i Gautland, da Sighvat skald kom dertil paa sin Reise (Heimskr. Olafs s. h. h. c. 92), kan man ikke se. Men at man ikke har skjelnet nøje mellem de i Gravhaugen lagte Døde, som oftere kaldes haugbúar, og Alferne eller de underjordiske, kan ogsaa sluttes deraf, at ogsaa disse have gaaet under det samme Navn, som man kan se af, at “Høgeboer“ nævnes mellem Fossegrimen og Fjeldtroll som deslige Væsener, mod hvilke Jakob Jensen brugte forfængelig Læsning efter hans egen Tilstaaelse for Stavangers Kapitel den 10de Juni 1584. I Landnáma 12, 12 (jvf. Eyrbyggja s. c. 4) siges det jo desuden udtrykkelig, at Þorolfs Frænder havde den Tro, at de, naar de døde, gik ind i et Fjeld; som fik Navn af Helgafell; og naar der saa tilføjes, at man desaarsag ikke der maatte hafa alfreka, saa ligger jo deri tydeligt nok, at naar de ved Døden gik ind i Fjeldet, saa bleve de derved til alfar^[154].

Fra det samme Hjem, hvor de afdødes Sjæle fore hen, hentede da vel ogsaa Nornen de Sjæle, som ved et Menneskes Fødsel skulde træde ind i denne nyfødtes Legeme, og naar denne sjæl tidligere havde haft Bolig i et Menneskes Legeme under dets Liv her paa Jorden, da blev dette derved endrborinn^[155]. Saaledes tænkte man sig da, at Olaf Gudrødson, der ved sin Død var bleven til en Alf, var endrborinn derved, at hans Sjæl havde begyndt et nyt Menneskeliv i Olaf den hellige^[156]. Men da den lappiske Sarakka, der ligesom vor gamle Mythologies Norner, skjøndt et højere Væsen, dog som et Slags Jordemoder var tilstede ved ethvert Menneskes Fødsel, havde en afgjørende Indflydelse paa det nyfødte Menneskes Liv og Skjæbne, vel netop derved, at hun fra det Sted, som var de ulegemlige Sjæles Hjem, hentede den af disse, som i dette Menneske skulde tage Bolig^[157], da synes der dog at være saa liden Grund til at anse det for umuligt^[158], at Lappernes Sarakka-aibmo og Jabmi-aibmo kan have været et og det samme, at de endog synes at maatte have været det.

At der efter vore Forfædres Forestilling ikke har været nogen væsentlig Forskjel mellem de underjordiske eller Alferne og de menneskelige Sjæle, som ved Døden ere udfarne af deres jordiske Legemer, deraf kan man ogsaa finde et Spor i, at Juletiden, ogsaa efter Almuens Forestillinger i vor Tid, ikke allene udsætter Menneskene for Besøg af Oskreiden eller de afdødes Sjæle, som gjerne ville tage de levende med sig, men ogsaa er en Tid, da de underjordiske besøge Menneskene for at deltage med dem i Nydelsen af den tilberedte Julekost eller for at frastjæle dem denne^[159]. Paa det samme hentyder det vel ogsaa, at medens man i Sydtydskland har den Mening, at “arme Seelen“^[160] vandre om paa Jorden i Padders Skikkelse, tror man hos os det samme om de underjordiske^[161].

Efter Leems Fremstilling af Lappernes Forestillinger om Livet efter Døden gik Menneskene, naar de bortkaldtes fra denne Verden, over i Jabmi-aibmo ɔ: de dødes Hjem, for senere at komme enten til Raðien eller til Rota, alt eftersom de vare gode eller onde^[162]. Men dette kan ikke være det oprindelige. Ti naar Lapperne offrede til Rota, som Leem selv siger^[163], for at kjøbe sig fri, naar noget Menneske eller Dyr blev angreben af en farlig Sygdom, der truede med Døden, da er det jo aabenbart, at Rota ikke kan betegne Herskeren over de fordømte, eller den, som fører Herredømmet i deres Hjem, hvor de maa lide for, hvad de her i Verden have forbrudt, men at der tvertimod ved Rota-aibmo ikke vel kan være ment andet, end de Dødes Hjem, hvor de komme hen, som ban gjennem dræbende Sygdom bortkalder herfra. I Ordet Rota ligger heller ikke Betydningen af en Behersker, allermindst af en, der udøver et haardt og fordærveligt Herredømme over sine undergivne. Naar Friis^[164], ledet derved, at Rota som nævnt er bleven identificeret med Djævelen som de fordømtes Herre i Helvede, har villet med Högström^[165], at Rota ikke skulde være andet, end det nyere Skriftsprogs Drott, da er dette aldeles uden Berettigelse. Ti for det første er Drott en altfor ny Forvanskning af det rette og gamle dróttinn (f. ruhtinas), til at Lapperne skulde kunne have optaget det i sit Sprog; og dernæst er Betydningen af et tyrannisk og fordærveligt Herredømme aldeles fremmed for det gamle af drótt afledede dróttinn, som jo netop bruges om Kristus som Menneskenes retmæssige Herre, som det er hæderligt og velgjørende at tjene. Nej! vistnok er der stor sandsynlighed for, at Ordet Rota, der betyder en haard, dræbende Sygdom = f. rutto, er optaget af de germaniske Sprog, men det dertil hørende Ord, som man kan gjenkjende i Rota, er det gotiske þrut, der udgjør første Del af got. þrutfills^[166] ɔ: spedalsk; hvorimod netop Raðien svarer til dróttinn, ɔ: Herren, hvad Betydningen angaar. Da ved deres Berørelse med Kristendommen gjennem deres kristnede Nabofolk den Forestilling fik indpas hos Lapperne, at de gode kom til Herren, men de onde til Djævelen: saa faldt det alligevel naturligt saa, at de, som frygtede at komme i Rotas Vold og af al Magt navnligen ved Offere til Rota, søgte at afværge det, overførte de Kristnes Forestillinger om og Frygt for Djævelen paa Rota, saa at Rota-aibmo nu for dem blev noget andet, end det oprindelig havde været. Men naar Ruta-aibmo saaledes blev det modsatte af at være hos Herren (Raðien), blev Jabmi-aibmo for dem det Sted eller den Tilstand, hvor man hverken var hos Raðien eller hos Rota, altsaa til de Kristnes Skjærsild, ligesom man derhos tænkte sig den som de Aanders Opholdssted, der stode i en saadan Forbindelse med de gjenlevende Mennesker, at disse kunde paakalde og paaregne deres Hjælp eller Tjeneste ved forskjellige Leiligheder i Livet, der syntes at gjøre dem trængende dertil.

Men hvad er saa Saivo-aibmo? At Jessen med rette identificerer Sarakka-aibmo og Jabmi-aibmo, har jeg i det foregaaende søgt at godtgjøre, skjøndt Castrén er af, og søger at forsvare den Mening, at de ikke kunne være det. Det samme gjør han ogsaa med Hensyn til Saivo-aibmo og Jabmi-aibmo^[167], som efter Jessen skulde betegne det samme^[168]. Dette gjør de dog efter min Mening i Hovedsagen^[169]. Ti Forholdet mellem Saivo-ålmak og de egentlige Mennesker er jo dog netop det samme som det, der efter vor Almues Forestillinger finder Sted mellem disse og de underjordiske; og naar de Dyr, som tilhøre Saivo-aibmo, antages at være Menneskene behjælpelige ved forskjellige Lejligheder, saa maa man vel ved disse Dyr netop forstaa dem, i hvis Skikkelse de afdødes Aander gjøre Menneskene den Tjeneste, som kræves af dem, eller optræde fiendtligen mod Menneskene^[170]. Men disse Aanders Hjem er dog vel netop Jabmi-aibmo. Vistnok er det saa, at Saivo ofte omtales paa en saadan Maade, at man derved maa have tænkt sig et vist Sted paa Jorden, hvor visse væsener af Lapperne bleve dyrkede og antoges at have sit Tilhold, ligesom Tilfældet var med deres Basse varek eller hellige Bjerge. Men hermed har det sig dog vel ikke anderledes, end naar vort Folk baade i ældre og nyere Tid har udpeget sig enkelte Steder, hvor Dverge, underjordiske, og andre deslige Væsener især antages at holde til^[171] – og Sandsynligheden af at disse vare Aander, der havde været Mennesker og kunde blive Mennesker igjen, har jeg allerede fremhævet. Ligesom Saivo-Sarva hos Leem^[172] er det samme, som af Kildal kaldes Bassevare-Sarva^[173], saa staar jo ogsaa hvad derom fortælles i nøjeste Overensstemmelse med, hvad der i Chron. Norv. p. 5 fortælles om de Rener, som urene Aander (gandi) brugte som Befordringsmiddel eller hvis Ham de iførte sig. Stundom ser man ogsaa, at Saivo og Basse-varre, der oprindeligen betegnede Steder, hvor disse væsener især opholdt sig, ere gangne over til at betegne selve Aanderne.

Men hvad er saa Betydningen af Ordet Saivo? Vistnok intet andet end Sø, Vand, ligesom det i Grunden er samme Ord som got. saivs, gn. sær. Naar dernæst dette Ord er kommet til at betegne de dødes Hjem eller de underjordiskes Tilholdssteder, da hænger dette, saavidt jeg ser, sammen med den almindelige Forestilling om, at Menneskets Sjæl efter dens Bortgang ved Døden havde at passere et Vand eller Sø, over hvilke Farten gik til de dødes hinsides liggende Land (i Skyerne bag Horizonten?), eller gjennem hvilke de gik ned til Underverdenen. En saadan Forestilling fremtræder jo oftere hos Grækerne og Romerne^[174]. Spor af dens Forekomst i Middelalderen hos de germaniske Folk forekomme ogsaa^[175]. Oprindelsen til flere af vore Stedsnavne maa vistnok ogsaa søges deri. Hvorvidt det dertil skal henføres, naar efter Olafsens Reise gjennem Island S. 726 to Søer eller Pøle ved det ildsprudende Krabla kaldes víti, er usikkert, da man paa Grund af stedets vulkanske Beskaffenhed kan have forestillet sig disse i Lighed med Hekla og Ætna som de fordømtes Pinested, skjøndt víti vel ligesaavel som mht. wîze og gn. helvíti kan betegne Underverdenen i Almindelighed paa Grund af den romerske Kirkes Lære om Skjærsilden. Men naar man vestenfor Gaarden Lauve i Hedrums Sogn har en Tjern, der bærer Navnet “Pine“ og “Pinsler“ forekommer som Gaardsnavn baade i Sandehered og Eker^[176], da suser jeg det højst sandsynligt, at der i Nærheden af sidstnævnte Gaarde er eller har været Vand eller Myr, hvilke man har tænkt sig, ligesom nævnte Pine, som Nedgange til Underverdenen, hvor de afdødes Sjæle gjennemgik Pinen i Skjærsilden. At Lapperne ogsaa virkelig have tænkt sig Søen eller Søer ligesaavel som Fjelde beboede af Aander i en Tilværelse forskjellig fra Menneskenes jordiske, men dog af en Beskaffenhed, som lignede denne, kan sees af deres Æventyr eller sagn^[177]; men disse Aander have da vel ogsaa efter deres Forestilling været Menneskesjæle, og i Besynderlighed afdøde Menneskers Sjæle. Men hvor de mente eller troede at have Erfaring om at disse aabenbarede sig for de levende Mennesker, der tilbad man dem ogsaa, idet man henvendte sig til Stene eller Træbilleder, som skulde repræsentere dem, og ligesom Aanden selv fik Navn af Saivo eller Bassevarre, – noget, som ingenlunde udelukker eller staar i Strid med at Lapperne ved Saive-aibmo kan have forstaaet det samme som ved Jabmi-aibmo.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Herved tænker jeg ikke saa meget paa den Overtro, som hersker, den Trolddom, der øves, som paa egentlig Afgudsdyrkelse. Om Dyrkelse af hellige Stene kan jeg henvise til Willes Beskr. over Sillejord S. 46 fg., strøms Beskr. over Søndmøre II, 496; om Dyrkelse af hellige Træer til Tidsskriftet Hermoder 4, 16; Tidsskriftet Urda 1, 143; J. Aas, Gjerestads præstegjeld og Præster S. 129 (163. 167); L. Daae, Norske Bygdesagn II, 130 fg. Foruden de paa nævnte Sted i Tidsskriftet Urda omtalte Træer, havde man for ikke lang Tid siden i Sogn mange andre Træer, der ansaaes for hellige, og af hvilke idetmindste flere dyrkedes paa den Maade, at man til visse Tider overgjød deres Rødder med Øl eller Melk; saasom en Fure paa Uppbyrge i Sogndals Præstegjeld og en anden paa en til Gaarden Flugum sammesteds hørende Sæter, 2 Birker paa Grinde og en paa Hamre i Lekangers Sogn, en Birk paa Mellang og en paa Bø i Bødalen af Viks Præstegjeld; og som lignende Træer kan nævnes en Fure paa Gaarden Roska ved den nordvestlige Del af Storvandet i Viks Sogn af Søndfjord, og en hul Eg, der endnu skal staa paa Tveiten ved Hitterdalsvandet i Nedre Telemarken, og hvori der hver Juleaften hensættes Grød. Ogsaa Ilden kan endnu faa sine Offere af dem, som koge Mad. – Skal Lappernes Trolddom tjene til Bevis for deres Hedenskab, da fattes der heller ikke Beviser i Mængde paa Nordmændenes.
2. Fornmanna Sögur X, 152 (Hákonarsaga Hákonarsonar c. 333).
3. Norges gamle Love III, 107.
4. P. A. Munch i Fortalen til hans Udgave S. IV–VI; Soph. Bugge i Aarbøger for Nord. Oldk. og Historie 1872 S. 32–37.
5. Konr. Maurer “Die Entstehungszeit der älteren Frostuþingslög“ (München 1875) S. 8 f.
6. At Lapperne baade lode sine Børn døbe og selv gik til Alters, førend den finmarkske Missjon traadte i Virksomhed, kan ogsaa sees af H. Hammonds “Den norske Missions Historie“ paa flere Steder, f. Ex. S. 31 fg. 480–485. Kaldtes de end Hedninger, saa ere de altsaa dog døbte (kristnede) Hedninger.
7. Topografisk Journal for Norge 26, 52.
8. Högström Beskrifning öfver de til Sveriges Krona lydande Lappmarker S. 49 fg. Schefferi Lapponia: S. 93 (82). Citationerne af dette Værk ere efter den tyske Udgave (Frankf. a. M & Leipzig 1675) med Siderne af den latinske (Francofurti 1673) satte i Parenthes.
9. Se Leems Beskrivelse S. 493.
10. Jvf. Ahlqvist de Vestfinska språkens kulturord S. 223 fg.
11. Se R. Keyser, den norske Kirkes Historie I, 189.
12. Se P. A. Munch. Det norske Folks Historie IV, 1, 53 fgg. 98 fg. 670. Derved ere da ogsaa Lapperne komne til at betegne Russerne med Navnet garjalažžak.
13. Dette er den samme Tingenes naturlige Gang, som førte dertil, at de hedenske Samojeder dyrke den russiske Helgen Nikolaus eller Nikola som en af deres Guder (se M. A. Castrén Nordiska resor och forskningar I, 247 jvf. III, 14. 314 fg.), og hvoraf man maa forklare sig vore hedenske Forfædres Skik at ausa barn vatni tilligemed Opkomsten eller Omdannelsen af deres Ygdrasilsmyte, og at Spanierne, da de begyndte at gjøre Optegnelser om de af dem undertvungne amerikanske Folkeslags Tro m. m., deri kunde finde en paafaldende Lighed med bibelske Fortællinger, europæiske og kristne Forestillinger.
14. Lapponia S. 64. 68. 102. 111 fg. 117 (58. 61. 91 fg. 104 fg.).
15. Högström, Beskrifning S. 186 f.
16. Leem Beskrivelse Side 411; Jessen om de norske Finners og Lappers hedenske Religion (bag ved Leems Beskrivelse) § 8; J. A. Friis, Lappisk Mythologi S. 67 fgg.
17. Saaledes ere dædno (brugt om Tanaelven) og ædno (brugt om Altenelven) et og det samme Ord; jvf. Friis, Lapp. Grammatik S. 23 fg. og f. huopa af norsk þófi? efter V. Thomsen den got. Sprogklasses Indflydelse paa den finske, S. 56. 117. Saa er og efter Castrén Föreläsn. i Finsk Mytologi S. 102 Tellervo = Hillervo.
18. Skand. Lit. S. Skr. 1807, 3die Aarg. 2det Bd. S. 453.
19. Svenska fornsånger 1, 3.
20. S. Grundtvig, Danmarks gamle Folkeviser I, 2. II, 634a. II, 644a efter H. Strøms “Anmærkninger til Søndmørs Beskrivelse“ i Ny Sml. af det kgl. norske Vidensk. Selsk. Skrifter, I (1784) S. 167 fg.
21. S. Grundtvig, Danm. g. Folkev. 1, 2.
22. Schefferi Lapponia S. 106 (95), Friis, Lapp. Myth S. 69. Jvf. aija og atja i Lindahl & Öhrling Lexicon Lapponicum S. 4 b 26 a.
23. Se Schefferi Lapponia S. 106 (95). K. Leem l. c. S. 468; M. A. Castréns Föreläsningar i Finsk Mytologi S. 49.
24. Vistnok sammenholder Castrén l. c. S. 51 diermes med Ostjak. turm, Tschuvasch. tora, Estn. tara. Men det eneste af disse Ord, som falder ret nær diermes, tilhører et Folk, der vel hverken med Hensyn til Slegtskab eller Hjem kan regnes til Lappernes nærmeste, og Castrén har selv ingen Mening om, hvorvidt disse Ord oprindelig tilhøre den finske Folkestamme eller ere laante fra den indogermaniske.
25. Schefferi Lapponia S. 107. 117. (96. 105).
26. Saa var det ogsaa i Tydskland, se J. Grimm, deutsche Mythologie 3te Ausg. S.163 fg. Müller & Zarncke, mhd. Wörterbuch II, 2, 672 b: donerstrâle.
27. Straale (ght. strâla, mht. strâle, ags. stræl, slav. strela) har jo endog oprindelig haft Betydning af en Pil, eller endog maaske som endnu i det russiske Sprog af en Stok eller Stamme. Hermed kan sammenholdes Udtrykket “Solen sendte Strenge“ (jvf. strange, streng 5 hos I. Aasen), som jeg har optegnet, vistnok af en Vise, men desværre uden at anføre, hvorfra det er hentet, og det i en gammel salme forekommende “mangfoldig som Solen i Strime“. Ti Strime, Stribe har vist oprindelig havt samme Betydning som stafr, hvoraf er dannet Adj. stafaðr med Betydningen stribet.
28. Kommer man dette ihu, taber det en Del at sin Besynderlighed, at der fortælles om dem, der hængte sine Klæder paa en Solstraale (jvf. gn. váðmeiðr), eller man i en østerlandsk Fortælling læser om en Tyv, der blev narret til at trænge ind i Huset ved at nedlade sig efter en Maanestraale. Om det første se Wolff niederl. Sagen S. 336; L. Daae, norske Bygdesagn II, 80; om det sidste Benfey, Pantschatantra I, 20; hvormed kan sammenholdes Vers 9 fg. af en færøisk Vise, trykt i Antiqv. Tidsskr. 1849–51 S. 88, hvor Datteren svarer Faderen, at det var Maanens Skin, og ikke noget gyldent Spyd, som en Aften stod ud igjennem Gluggen.
29. Schefferi Lapponia S. 120 (107) jvf. Castrén. Föreläsn. i Finska Mytologien S. 34 fg. Til den her nævnte Rauni svarer vistnok Ruona-nieid hos Leem (l. c. S. 420) og Rana-nieid hos Jessen l. c. (S. 63). Tordenens Gud er tillige Frugtbarhedens.
30. Snorra Edda ed. AM. I, 304. 340 fgg.
31. Se Th. Nöldeke i Literar. Centralblatt 1872 col. 672 jvf. Koranens 5te Sure i Slutningen. Naar, som hos Armenierne efter P. Blom, Fra Østerland S. 77, Faderen paa Billeder, der skulle forestille Treenigheden, fremstilles som en gammel Mand, Sønnen som en ung Mand, og den hellig Aand som en Due, men Jomfru Maria tillige i deres Selskab, da falder det jo ganske naturligt, at den hellige Aand sættes ud af Betragtning ved Spørgsmaalet om, hvilke de 3 Personer ere, men Jomfru Maria regnes for den tredje.
32. Friis, Lapp. Mythologi S. 75 fg. jvf. Leems Beskriv. s. 412, Jessen 14 l. c. §§ 4 & 33.
33. Efter Leem, Beskriv. S. 413, Jessen, Afh. om de norske Finners og Lappers hedenske Religion, S. 15. 21 fg.
34. Efter Jessen l. c. S. 22.
35. Antiqvarisk Tidsskrift 1849–1851 Side 388. Naar Jessen S. 32 fortæller, at der i Grøden sattes 3 Pinde o. s. v., da har dette en paafaldende Lighed med de 3 Knive, som efter Burchard af Worms (se Mannhardt germ. Mythen S. 631 fg. fandtes i eller ved den Mad, der til visse Tider sattes for Parcerne. Men istedetfor de 3 Pinde har Sigv. Kildal i Skand. Litr. S. Skr. 1807 3dje Aarg. 2det B. S. 470: en liden Bue og Pil, som siden lægges ved Barnets Vugge, at det, om det er en Dreng, kan blive en god Skytte.
36. Sammesteds Side 305 nr. 8.
37. Zeitschrift für vergleichende Sprachforschung XI 397 fg.
38. Schefferi Lapponia S. 105. 132 fg. jvf. 100 (94. 118 fg. jvf. 89 fg). Jvf. joulo-gazze, Leem Beskr. S. 482.
39. Beskrivelse öfver de til Sveriges krona hörande Lapmarker S. 180 188 fg.
40. Wille, Beskriv. over Sillejord S. 252; P. L. Lund Ni p. Hansens Arkiv for Skolevæsenet II, 368. Om Valkyrierne hed det, at de rede lopt ok lög.
41. Ivar Aasen, Landsmaalet i Norge S. 27 fg. P. C. Asbjørnsen, Illustreret Nyhedsblad 1852 No 41, 44, 46, 50, 52. 56 jvf. Norsk Folkekalender 1855, S. 41.
42. A. E. Wang, Segner fraa Valdres (Kristiania 1871) S. 9 fg. Om disse Jolasveinar tales der endnu paa Island, dog kun for at skræmme Børn dermed, og uden man har Rede paa deres egentlige Væsen; se Íslenzkar þjóðsögur I, 129. 219 fg.
43. Om Odin heder det ogsaa: hann heitir – Jólnir ok var af Jólni jól kölluð. Fornm. sög. X, 377 (Ágrip c. 1); hann heitir – Jólnir af því at þeir drógu þat af Jólunum Flat. I, 564.
44. Högström, Beskrivelse o. s. v. S. 207 jvf. 199; Lindahl & Öhrling Lex. Lapp. S. 44; Friis Lapp. Myth. S. 105, – En anden Forklaring af Ordets Oprindelse giver Ahlqvist, de Vestfinska språkens kulturord S. 191.
45. Segner fraa Bygdom II, 31; O. Sv. Hansens Bygdefortælling, S. 89: Folkevennen VIII (1859), S. 465. Ogsaa i Bergens Omegn hører man nok endnu fortælle om Utboren. Se ogaaa Isl. þjóðsögur I. 224 fg.
46. Rietz, Svensk Dialektlexicon S. 450 b. 784 a.
47. Jevnfør hermed, hvad der i Grimm d. Wörterbuch V, 2752 findes om “Kunz hinterm ofen“ og Fortællingen fra Østpreussen om et saadant Spøgelses Tilhold bag Skorstenen i Mannhardt Roggenwolf und Roggenhund S. 40. Hvorledes man bringer denne Gjenganger til den Ro i Jorden, som den ikke kan finde, førend den er døbt og har faaet Navn, derom se Prof. Schyttes Ordsamling i Skand. L. S. Skrifter 1807. 3die Aarg. 2det Bind S. 85 fg.
48. Leems Beskriv. S. 426.
49. Denne kaldtes i vort gamle Sprog froðleikr, kyngi, kyndugskapr, fjölkyndi, fjölkyngi, margkunnandi (jvf. nht. kunst Grimm d. Wörterb. V, 2677) og den, som var i Besiddelse deraf, sagdes at være kyndugr, fjölkyndr, fjölkunnigr, margkunnigr.
50. Saadan kaldtes hos os galdr (seiðlæti), paa Latin carmen (hvoraf fr. charme, eng. charm) incantatio, incantamentum (hvoraf ital. og spansk incantamento, fr. enchantement).
51. Se Fortællingen om Biskop Jon Haldorson i Biskupa Sögur II, 223 fg.
52. Navnet har sin Oprindelse fra. gr. νεκρομαντεία, som i Middelalderen blev forvansket til nigromantia; jvf. J. Grimm d. Mythologie 3te Ausg. S. 989 Anm.
53. Se Wuttke, der dentsche Volksaberglaube No. 199. Et lignende Forhold som det her omtalte finder nok ogsaa Sted i Irland.
54. Denne noksom bekjendte Sag findes omtalt i P. Hansens Arkiv for Skolevæsenet II, 386.
55. Heimskr. Har. s. hárf. c. 34.
56. Vatsd, c. 12; Landn. 3, 2.
57. Flat. 1, 231.
58. Flat. II, 325 jvf. 356 (OH. 218).
59. Eids. 1, 45. 2, 34.
60. Borg. 1, 16. Istedetfor Textens gera finnfarar, fara at spyrja spá, har en Variant: fara á Finmörk ok spyrja spá; og Borg. 3, 22 har: er maðr ferr á Finnmarkr at spyrja spádóm.
61. Heimskr. 66 fg. (Har. s. Hárf. c. 25); Flat. 1, 567. 582. Fm. X, 379. Selve Fortællingen herom er dog af fremmed Oprindelse, da det samme, som skal være vederfaret Harald Haarfager, fortælles ikke allene om Karl den Store og hans Dronning, se v. d. Hagens Gesamtabenteuer II, 631 fg. (især v. 451 fgg.) jvf. III, CLXIII fgg., men ogsaa om flere østerlandske Fyrster, se F. Liebrecht i Bartsch Germania XVI, 215 fg. Skjøndt det altsaa ikke er andet, end et af de mange Eventyr, hvormed vor gamle Historie er udsmykket, forringer dog dette ikke Betydningen af, at Snæfrid omtales som en finsk Kvinde.
62. Heimskr. 67. 75. (Har. s. Hárf. c. 25. 26.); Ágrip c. 2 (Fm. X, 378).
63. Flat. I, 373 fg. (377).
64. Incantationum studio incumbunt. Saxo ed. P. E. Müller I, 248.
65. Jvf. den i Suhms Historie et Danmark 4de Tome givne oversættelse af dette Skrift Side 530.
66. Jvf. G. Schønings Forsøg til de nord. Landes Geografi s 22. G. v. Düben om Lappland och Lapperne S. 385 fg.
67. Hvor Navnet Finn eller Finner her er brugt, skal derved ligesom hos vore Forfædre og endnu i vort Folkesprog altid forstaaes Lapperne.
68. Paa saadan Maade maa det vel forstaaes, naar efter Sigv. Kildals Fortælling i Skand. Lit. S. Skr. 1807 3die Aarg. 2det B. S. 454 fg. Lapperne udvælge hver sin Ren til at stride mod hinanden – hvilken Strid sker saa at sige i Aanden – og den Lap, hvis Ren eller Passevara (jvf. Jessen l. c. S. 25) overvindes, da bliver saa syg, at Jami – Gadzerne i Dødningernes Land afhente Sjælen, hvis ikke dette ved Offringer til dem vorder forebygget. Jvf. Keilhaus Reise i Finmarken S. 218.
69. Heimskr. 151²⁵ (Olaf Trygvas. s. c. 37).
70. Derfor betegnedes ogsaa saadant som noget, der var en Mand uværdigt, med Udtrykkene args aðal Lok. 24, argskapr, Hervarar saga (S. Bugges Udg.) S. 263⁵, bleyði sammesteds, ergi Yngl. c. 7. Gisla s. Súrssonar (Udg. af 1849) S. 31; ragskapr Barlaams s. S. 138⁹9; ligesom der Chron. Norv. S. 12¹⁵ tales derom som inertissimæ artis ignominia.
71. Maaske völva kunde være en Afledning af völr, og valgaldr Vegtamskv. 4, som første Halvdel indeholde det samme völr eller völva. Ti man tør vel antage, hvad i det følgende skal omhandles, at hun ligesaavel som de lappiske Troldmænd brugte en Stav til dermed at slaa paa en Troldtrumme for saaledes at bringe sig i Ekstase. Naar G. von Duben (Om Lappland och Lapparne S. 273 Anm.) siger, at gandr dels er den Kjep, som seiðkona bruger ved Udøvelse af sin Trolddomskunst, dels saadan Kjep, hvorpaa Troldkvinder ride, da grunder dette sig formentlig paa, hvad derom findes i min Ordbog under gandr. Men min Opfatning af Forholdet er, som af denne Afhandling vil sees, nu ikke længere den samme, som deri er udtalt. Med gandr eller Lappernes Gan har det gn. Ord gan aldeles intet at giøre.
72. Fostbrœdra s. (Udg. af 1852) S. 96.
73. Saa kunde man ogsaa efter Vestgöt. l. 1 Retl. 5, Vestgöt. l. 2 Retl. 9 sige om den Kvinde, som man beskyldte for at ride a quiggrindu lösharäþ (og lösgiurþ), altsaa i sin menneskelige Skikkelse, at hun var i trolls ham.
74. Borg. 2. 25. 3, 22 jvf. Gul. 32. Frost 5, 45. Landsl. 4, 4; Dipl. Isl. 1, 243 (F. Johannæi Hist. Eccles. IV, 154); Flat. II, 448³⁶. 452². Af Fornm. s. VII, 275 (= Cod. Frisian. 358³¹) sees, at dette skede i den Hensigt at skaffe sig Oplysning om sin tilkommende Skjæbne eller om, hvorledes man i et vist Tilfælde skulde gaa frem. I den nye Gulatings Kristenret (N. L. II, 308) nævnes útisetur at spyrja örlaga (v. l. forlaga), og naar der i det følgende tales om þeir er freista drauga upp at vekja eða haugbúa, saa tør man vel antage, at man her har en Beskrivelse over, hvorledes det gik til, naar man sad ude for at spyrja örlaga, og at draugir eða haugbúar her er det samme, som hvad ellers i denne Forbindelse kaldes tröll. Jvf. Yngl. s. c. 7.
75. Netop dette er vel ment, naar det i Fortællingen om Oskreiden i Willes Beskr. over Sillejord S. 252 heder: hvor de kaste Sadelen paa Taget, der maa et Menneske dø paa Øjeblikket.
76. Jvf. hætta sér í trölla hendr Grettis s. c. 33 (Side 80¹ i Kjøbenh. Udgaven af 1850). Eids. 2, 35 har i Texten tröllkona, hvor varianten har trollriða.
77. Jvf. Mannhardt germanische Mythen S. 633.
78. Derfor skulde hver den, som ikke kunde undkomme, kaste sig flad paa Jorden, hvorved man kande frelse sig, fordi de ridende fore højere oppe i Luften; se Wille Beskr. over Sillejord S. 253, P. L. Lund i Hansens Arkiv II, 371; jvf. Grimm d. Wörterb. V., 1428 under Ordet: kniehöhe. Deres Fart varslede ogsaa om mærkelige Begivenheder, især stort Mandefald, og saaledes opfattede eller forklarede man sig de Syner, der fortælles i Njáls s. c. 126; Fornm. s. IX, 59; og Smiths Nestor S. 153 fg.
79. se J. Grimm, d. Myth. 3te Ausg. S. 876.
80. Tors Virksomhed og Attributer overførtes derimod i Folketroen og Folkesagnet paa Olaf den hellige, der ikke allene var Troldenes Fiende og ødelægger, men ogsaa var rødskjægget; se S. Grundtvigs Danm. g. Folkeviser II, 136 v. 40. 141 v. 16. Hammershaimbs Fær. Kvæder II, 123 v. 30; Sigv. Grubbes Dagbog i Sv. Brings Handl. i Sv. Historien III, 57; J. Grimm, d. Mythol. 3te Ausg. S. 516 fg. Jvf. Flatøb. III, 246¹⁶.
81. Se P. Fyllings Folkesagn (Aalesund 1874) S. 179 fg.
82. Da deres Besøg er farligt og kan blive skadeligt, søger man at skræmme dem bort ved Skyden og at beskytte sin Eiendom ved Tjærekors eller Staal.
83. Paa Kristian den 4des Tilbagerejse fra Finmarken havde man ombord en stor Kat, som en af Kongens Spillemænd havde frataget en Finnekone paa Kildin, men den blev kastet overbord, da Lodsen, som vel vidste, hvad Slags Folk det var, og hvad de kunde gjøre, paastod, at den var Skyld i det Uvejr og den Modvind, hvormed de havde at kjæmpe; se Sigv. Grubbes Dagbog i S. Brings Handl. i Svenska Historien 3, 52 fg.
84. Se P. Chr. Asbjørnsen, norske Huldreeventyr og Folkesagn I, 11–14; Grimm, d. Mythologie 3te Ausg. S. 1013¹⁷.
85. J. Grimm, d. myth.³ 220 fgg. 1010 fgg.
86. Det samme fortæller ogsaa Snorres Edda 1, 176 om Jötunkvinden Hyrrokkin, der udtrykkeligen betegnes som gygr; jvf. A. Kellers Fastnachtspiele S. 41. L. 26–29.
    Men selv om saadan Riden ikke allene kunde kaldes men ogsaa virkeligen var kaldet gandreið, var man dog ingenlunde berettiget til deraf at drage den Slutning, at gandr havde Betydningen af en Ulv, da saadant naturligere kunde forklares deraf, at Ulven gjorde Tjeneste som gandr, eller af at det altid kaldtes gandreið, naar nogen hamhleypa var ude at ride. I Udtrykket hallar gandr Hakonar s. Hakonar s. c. 286, selju gandr Eyrb. s. c. 60 v. 3, storðar gandr Hakonar s. Hakonars. c. 291 kan gandr lige saa snart siges være = tröll, som = vargr. Ti at tröll forbundet med et andet ords Genitiv har Betydningen af hvad der skader den dermed betegnede Gjenstand, er jo bekjendt nok, ligesom det kan sees af Snorres Edda II, 429. 512 fg. og af Lex. poet. under Ordet tröll. Med denne Betydning er Ordet ogsaa brugt i fiskatröll som Øgenavn for en Þorleif i Biskop Eysteins Jordebog S. 314², saavelsom i det sammensatte bryntröll. I vánargandr Snorres Edda I, 267 kan vel ogsaa gandr have Betydning af tröll ɔ: skadelige Væsener, ligesom i Udtrykket reka gand ur landi Har. s. hárf c. 24.
87. A. Fayes norske sagn 2den Udg. S. 228 fg.; Leems Beskrivelse S. 483 fg.; Jessen, om de n. Finnen eller Lappers hed. Rel. S. 56; I. Aasen i hans Ordbog under Gand og flere deraf sammensatte Ord; L. Daae, norske Bygdesagn I, 129 fg.; Friis, lapp. Mythologie S. 42; O. Stv. Hansen, Bygdefortælling S. 84.
88. Det vigtigste heraf findes med hans egne Ord i Schefferi Lapponia, hvor Forfatteren kaldes Petrus Claudi, medens baade Erik og G. v. Düben (om Lappland och Lapparne) kun synes at have benyttet Scheffers Citater, men ikke at have gaaet til selve Kilden, eller endog haft nogen Anelse om, at ved Petrus Claudi, san de ogsaa kalde ham, skal forstaaes Peder Clausen, og at Ordene findes i hans Norriges Beskrivelse.
89. Se Chron. Norv. S. V. & 41. Munch: “Om Kilderne til Sveriges Historie i den førkristelige Tid“ Samlede Afhandl II, S. 482 ff. (Annaler for nord. Oldkynd. 1850).
90. Heller ikke Halvard Gunnarson har noget Ord derom, hvor han, i Tilegnelsen af sin Chronicon Regum Norvegiæ til Arild Huitfeldt, og under Paaberaabelse af ham som sin Hjemmelsmand, omtaler Lappernes Trolddom. Se hans Acrostichis, udgiven af A. E. Eriksen som Indbydelsesskrift til Examen ved Aars og Voss Latin- og Realskole 1870 Side 22.
91. Alligevel er det ikke saa usandsynligt, at Lapperne virkelig kunne have forestillet sig dette skud som en Pil. Ti ikke allene gaar det saakaldte Finskud hos vor Almue ogsaa under Navn af Alpil, ligesom gandr i sin oprindelige Betydning falder nær sammen med Pil; men naar efter v. Düben l. c. S. 267 Gand paa Troldtrommen eller Runebommen betegnes ved to korslagte Kjeppe, da er vel dette netop et Slags Pile (gandar), og ser man efter paa de Afbildninger af den, som haves i Friis, lapp. Mythologie, da finder man der Gand virkelig betegnet paa den Maade, dog at der i begge Ender af hver Kjep eller Pil ogsaa findes en Kugle. Dette synes hentyde paa, at man har forestillet sig Gandskud eller Finskud dels som en Pil, dels som en Kugle; se Friis, l. Myth. S. 36 nr. 22. Mærkeligt nok heder det, at Noaiden undertiden havde en Gandstav til Brug istedetfor Gandfluer (Jessen l. c. 56. Friis l. c. 111), noget som ogsaa taler derfor, at Lappernes Gand egentlig var en Stav, som ved Misforstaaelse blev til en Flue.
92. Dette Tyre svarer neppe, som Friis mener, til lapp. divre (ɔ: Dyr), men heller til dirre i Noaide dirre, Friis lapp. Myth. S. 40 nr. 15 & 18 jvf. Jessen S. 60, der tjener Noaiden til samme Brug som gandus efter Chron. Norv. Jvf. gn. Tyrvi-Finnar; hvorom se Egilsson Lex. poet. S. 828 b.
93. Man tænkte sig den altsaa som et levende Væsen, en Aand, i Lighed med gandus, gandr.
94. Saaledes beskriver ogsaa Biskop Hansen i sit Arkiv for Skolevæsenet o. s, v. II, 386 den Gand, som Omstreifere, der foregave at være fra Finmarken, efter Sognepr. P. L. Lunds Meddelelse antages at kunne skydes i Mennesker og Dyr.
95. Efter Prof. P. G. Schyttes Ordsamling fra Lofoten (Skand. Litr. S. Skr. 1807, 2den Aarg. II, 61 betyder Alpil 1) paa Højen oprejste lenge Stene, som man antog Alferne ɔ: Troldene have brugt som Pile til at beskyde hinanden med. 2) et lidet smalt Ben, som findes i Fæindvolde eller kjødfulde Lemmer og troes at være indskudt af Troldet eller Alfen for at beskadige Bondens Fæ. Jvf. Leems Beskr. S. 485. Om Finskud se ogsaa Kristiania Vid. S. Forhandl. 1874 S. 304. Leem, Beskriv. S. 457.
96. Se J. Grimm, D. Mythologie 3te Ausg. S. 1192.
97. Jvf. J. Grimm, D. Myth. 3te Ausg. S. 429; J. Grimm, Irische Elfenmärchen S. XLV fg. CII.
98. Jvf. R. Gjellebøl, Beskr. over Sætersdalen i Top. Journal for Norge 26, 118; Peder Fyllings Folkesagn S. 181. Sommerfelt, Beskr. over Saltdalen i Trondhj. Vidensk. Selsk. Skr. i det 19de Aarhundrede 2det Bind, 2det Hefte S. 119.
    Det fortjener Opmærksomhed, at hvad der i Sögnir fraa Hallingdal fortælles om, hvorledes Troldfinnen tager Hvirvelvinden til Hjælp ved at udskyde sin Kule, har en paafaldende Lighed med Fortællingen i P. Fyllings Folkesagn om, at der ved Finskuds Udsendelse hørtes en Vejrbrest (jvf. gn. vábrestr, se ogsaa J. Grimm. D. Myth. 3te Ausg. S. 599). Ikke mindre Lighed er der mellem Peder Clausens Udsagn S. 134, at Finnernes Gand løsriver store Klippestykker, og Fortællingen i Flatøb. II, 72³⁵ om den Fjeldskrede, som dræbte alle Styrbjørns Krigsmænd, da den Rørkjep, som Erik Sveakonge havde faaet af Odin og udskudt, saaes fare hen over dem som et Kastespyd.
99. Hvad der i Friis, lapp. Myth. S. 112 efter “Nærømanuskriptet“ beskrives under Navn af Finskud, er noget ganske andet, hvorom i det følgende vil blive Tale.
100. I en anden Form Hulda forekommer Navnet i den islandske Huldusaga. Hos os er Formen Huldre bleven den almindelige, formodentlig derved, at Huldarslaatt er blevet til Huldreslaatt, og at den første Halvdel deraf igjen er opfattet og brugt saaledes, som om det var ordets Nominativform. Dette Huld, hvis Opfatning som dannet af Verbet hylja (ɔ: skjule, dække), finder Bestyrkelse i Fortællingen hos os og i Ísl. þjóðs. I, 5. 99. om, at de underjordiske ere de af Evas Børn, som hun skjulte for Gud, da han vilde se dem alle, da nemlig disse ikke vare vaskede, og hun derfor undsaa sig ved at vise dem frem, er vistnok Tydskernes Holda (J. Grimm, D. Myth. 3te Ausg. S. 245–250), ligesom de, Danskes Hyldemor er en Forvanskning deraf.
101. F. Ex. Asbjørnsens Huldreeventyr I, 77 fg. 147 fg., Landstads norske Folkeviser Nr. 40; jfr. Liebrechts Gervasius S. 71¹⁰ fgg.
102. Se S. Grundtvig i Nord. Tidskr. for Filologi og Pædagogik, ny Række I, 183; jvf. G. v. Düben l. c. S. 379.
103. Efter Didr. s. af Bern S. 21⁸ har ogsaa Dvergen Alfrik (t. Elberich, Elbegast) sin Bolig i en Gamme.
104. Friis, lapp. Myth. S. 117 fg., Jessen S. 25 fg. Her skal dog bemærkes, at som de Aander, der antoges at stas til Noaidens Tjeneste, sandsynligvis vare afdøde Menneskers Sjæle, saa var det lige fra den tidligste Oldtid almindeligt at tænke sig disse i Fugles Skikkelse; se Prellers gr. Mythol. I, 315 (jvf. 635); J. Grimm, d. Mythol. 3te Ausg. S. 788; Liebrechts Gervasius S. 115 fg.; Mannhardt, germ. Mythen S. 298 fg:; Flatøbogen III, 559; Mariusaga S. 715¹⁰. Fornsv. Legendarium I. 277²² III 202¹⁷. 460. Samme Forestilling ligger vel til Grund for den i Hansens Arkiv f. Skolev. II, 362 omtalte Overtro, ligesom det maaske ogsaa deri har sin Grund, naar Lapper og Finner (Kvæner) som kjærlig Tiltale bruge Udtrykkene loddačam, lintuiseni, og naar Lithauere og Russer dertil bruge lignende Udtryk.
105. Jvf. 2 Mos. 7, 9–15.
106. De omtales ogsaa af Jessen S. 56, hvor Gandfluerne beskrives som nogle giftige Tingester, ligesom det kunde have været Lus, hvilke Gandfuglene rystede af sine Fjedre og Tro1dkarlen opsamlede. Jvf. Hammonds nord. Missionshistorie S. 456 fgg.
107. Se Friis, lapp. Myth. S. 111, jvf. Jessen S. 56.
108. Dette, og ikke Runebom, maa være Trommens rette Navn. Ordet vilde i det gamle Sprog have hedt rúnabumba, sammensat af rúnar i Betydningen af mystiske Figurer, der antoges at have Trolddomskraft, og bumba ɔ: Tromme. Runebommens og dens Anvendelse er beskreven i Schefferi Lapponia S. 137–161 jvf. 122 (122–144 jvf. 109); Sporrings Relation angaaende Finmarken (nedskreven 7de Jan. 1734) trykt i Topogr. Journal for Norge 6te Hefte S. 97–101; Sigvard Kildals Efterretning om Finners og Lappers hedenske Religion i Skand. Lit. S. Skr. 1807 3die Aarg. II, 449 fg.; Meddelelse derom fra 1627 i Keilhaus Reise i Finmarken S. 218; Högströms Beskr. öfver de til Sver. Krona lydande Lapmarker S. 203–206; Leems Beskr. S. 464–474; Jessen Afhandl. S. 3–5, Friis, lapp. Myth, S. 15–37, G. v. Düben om Lappland och Lapparne S. 266–270. 274.
109. Dette ligger nemlig i Textens caratantatorum for taratantarorum; se P. A. Munchs Anm. S. 35.
110. Se Schefferi Lapponia S. 140. 145. (125. 130); Friis lapp. Myth. S. 22; G. v. Düben l. c. S. 268.
111. Om Samujedernes se M. A. Castréns Nord. resor och forskningar I, 199–207, jvf. hvad s.steds II, 303 og 353⁷ fg. forekommer om Tatarernes.
112. Se J. Grimm, d. Myth. 3te Ausg. S. 1062 fg. Brand Observ. on the pop ant. of Gr. Brit. III, 351 fg. Om dets Brug paa Cypern, se Gött. gelehrte Anzeigen 1869 S. 1568.
113. Se Bartsch Germania XVI. 225, hvor F. Liebrecht har meddelt Oplysning derom efter Freytags Proverbia Arabica II, 115 No. 103.
114. Se J. Grimm d. Myth. 3te Ausg. S.1061–1063; Wuttke, der deutsche Volksaberglaube 2te Ausg. S. 369; jvf. Simrock Handb. d. deutschen Myth. 3te Ausg. S. 509. Heidelb. Jahrb. 1869 S. 805.
115. Se Brand Observ. on the pop. ant. of Gr. Brit. III, 351–354 jvf. 208³⁴. 269⁷. 337¹⁷.
116. For Danmarks Vedkommende se Hedegaards Criminalret S. 92 (Werlauff Ant. til Holbergs Lystspil S. 494) og Goldschmidts Fortælling “Ravnen“ S. 50. Af Nicolovius Folklifvet i Skyttshärad i Skåne S. 187 kan sees, hvorledes det har været brugt i Skaane ved dette Aarhundredes Begyndelse. Om dets Brug i Småland giver Rietz en Beskrivelse i Svensk Dialekt-Lexikon S. 6, 6 under Ordet skärsel. Om dets Forekomst i Sverige i det 17de Aarhundrede findes Oplysninger i G. K. Hamiltons Nordisk Tidsskrift 1867 S. 601 fg. hentede dels fra Biskop Laur. Paulini Ethica Christiana (Strengnäs 1633), dels fra Stockholm Stadskonsistorii protokoller for 1636. At det var almindeligen brugt i Bergen ved udgangen af det 16de Aarhundrede viser det Uddrag af Bergens Raadhusprotokol for 1594, som er meddelt i Norske Samlinger I, 246–248. Som almindeligt i Sætersdalen ved dette Aarhundredes Begyndelse omtales det af Sognepr. P. L. Lund i Biskop Hansens Arkiv II, 389, og af sikker Kilde ved jeg, at det endnu for faa Aar siden har været brugt i en Egn ved den indre Del af Trondhjemsfjorden med den Virkning, at Tyven gik til Bekjendelse af sin Brøde, saa snart som han saa sig udsat for at han derved vilde blive betegnet som den skyldige. Et lignende Tilfælde omtaler Högström S. 205 Anm. Et Kompas opstillet paa et Bord midt i en Kreds af omgivende Lapper gjorde her Tjeneste istedetfor Sold, og da et afmærket sæd paa Skiven altid, naar denne var sat i Bevægelse, standsede ligeoverfor den mistænkte, tilstod han ikke allene Tyveriet, men vilde ogsaa gjerne for høj Pris faa kjøbt Kompasset, der, som han sagde, havde vist sig langt stærkere end hans egen Troldtromme.
117. Gautreks s. c. 7; jvf. Yngl. s. c. 10; Snorres Edda I, 190.
118. Se Ivar Aasen, n. Ordb. S. 945 a under Vor 1.
119. Som saadan nævnes han Landnáma 2, 1; Saxo, Hist. Dan. lib. 9. ed. P. E. Müller I, 453.
120. Fagrskinna c. 28. Uagtet Möttull hverken her i Fortællingen om Gunhilds Ophold hos Finnerne eller andensteds nævnes af Snorre, heder det dog i P. Clausens Norriges Beskr. S. 130: “oc hed hand Motle, Findkonge, som der regerede ofuer udi Harald Haarfagers Tid“; og i hans Oversættelse af Snorre Sturlasøns Norske Kongers Chronica S. 56 lægger han Gunhild i Munden disse Ord: “min Fader sende mig til Motle Finnekonning for at lære Finnekunst“. Jvf. Schefferi Lapponia S. 135 (121); Friis lapp. Myth. S. 4. Kilden til deres Omtale af “Motle“ er aabenbart Peder Clausen.
121. Flatöbogen III, 244 fg.
122. Völsunga s. c, 3. 11. Norna gests. þ. c. 6.
123. Jvf. vort stene (= gn. grýta) = gsv. stenka, gn. meina = meinka.
124. Leem, Beskriv. s. 486; J. Grimm d. Mythol. 3te Ausg. S. 1197.
125. Jvf. Hyndluljóð 33, hvor völur og vitkar ere stillede saaledes ved Siden af hinanden, at hint betyder Kvinder, men dette Mænd, som give sig af med Trolddom.
126. J. Grimm, d. Mythol. 3te Ausg. S. 606.
127. Schefferi Lapponia S. 161 fg. (144 fg.).
128. Norriges Beskrivelse S. 333; jvf. P. Dass, nordlandske Trompet udg. af A. E. Eriksen S. 80 fg. v. Diben l. c. S. 277.
129. Se A. E. Eriksens Udgave af hans Acrostichis S. 22.
130. Olafs s. h. h. (Christ. 1854) S. 18 fg.; Reimskr. Olafs s. h. h. c. 8 (p. 223¹ fg.). Et Sidestykke hertil har man i Fortællingen om Slaget i Hjørungavaag.
131. Prellers griech. Mythol. I, 495 fg.; Odyss. 10, 1 fgg.; Virgils Aeneide 1, 52 fgg.; Pomponius Mela 3 cap. 6. Efter Brand observ. on pop. ant. &c, III, 5 fortælles der i Ranulph Higdens Polychronicon, at Troldkjærringer paa Øen Man solgte de Søfarende Vind, som leveredes disse i Knuder paa en Traad. Efter B. Beckers bezauberte Welt (Amsterdam 1693) I, 27. IV, 133 fik Daniel Blefken sig overladt af en Prest paa Island 3 Knuder i et Lommetørklæde med den Besked, at han skulde løse Knuderne, naar han vilde have god Vind, hvoraf han ogsaa med Nytte betjente sig. At man i Norge solgte Vind i et Lommetørklæde, som man aabnede mere eller mindre, eftersom man vilde have stærkere eller svagere Vind, fortæller (efter Fr. v. Raumers Briefe aus Paris zur Erläut. der Gesch. I, 77) en Italiener, som under Trediveaarskrigen opholdt sig i Danmark med den keiserlige Arme. Mere om Udøvelse af denne Kunst, navnlig i Sverige og Frankrige, forekommer i Werlauffs Antegnelser til Holbergs Lystspil S. 389 n. 55. 390 n. 57.
132. Eyrbyggja s. c. 40; Njáls s. c. 12.
133. Fridþjofs s. hins frœkna c. 6.
134. Norske Magazin II, 182; Norske Samlinger I, 232; Keilhaus Reise i Finmarken S. 215 fgg. Skand. Lit. Selskabs Skrifter XIX, 381; jvf. Zeitschr. f. deutsche Mythologie II, 76.
135. Se ogsaa J. Grimms d. Myth. 3te Ausg. S. 604–607.
136. Leem Beskriv. S. 486. Friis, lapp. Myth. S. 112.
137. Han formoder nemlig, at Asbjørnsen her ufrivilligen har indblandet gammel Erindring af Alkmene-Sagnet (jvf. Preller röm. Mythologie S. 243) i hvad han under sit Samkvem med den norske Almue havde opfanget af dennes overtroiske Forestillinger. Hvorvidt disse, navnligen i dette Tilfælde, ere gjengivne med Nøiagtighed, er dog maaske usikkert.
138. Se Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1862 S. 380 Anm. og Olafsens Reise gjennem Island S. 380 fgg.
139. Se V. Roses Meddelelse i Zeitschr. f. deutsches Alterthum XVIII, 455 af et Galenus med Urette tillagt Skrift fra Middelalderen. Paa et andet Sted, nemlig hos Arnoldus Saxo de virtutibus lapidum (se Zeitschr. f. d. Alt. XVIII, 434¹⁷ fg.) siges der, at Stenen er at finde i Havets Strand, og at den af Farve er puniceus; en Beskrivelse, der netop passer paa den omtalte lausnarsteinn.
140. F. Ex. lyfsteinn, sigrsteinn, der med flere Slags indbefattedes under den almindelige Benævnelse nattúrusteinn (steinn með nattúru Postala Sögur S. 253³).
141. Den omtales i Svein Urædd 2den Aarg. Nr. 31; Nicolovius Folklifvet i Skyttshärad S. 187; Hyltén Cavallius Värend och Virdarne II, XXXV.
142. Se Friis, lapp. Myth. S. 120. Om dens Forekomst i andre Landes eller Folks Overtro kunde der anføres mangfoldige Vidnesbyrd, men det faar her være nok at henvise til J. Grimm d. Mythol. 3te Ausg. S. 1169 fgg. og Benfeys Pantchatantra II, 214 fgg. – Med Fortællingen hos Friis om en Ormekonge jvf. Castrén, Nord. Resor och Forskningar II, 311 fg. Anm. 2. Som denne efter Beskrivelsen skal være hvid af Farve, saa har man ikke allene her i Norden (se Segner fraa Bygdom I, 49 fg., Afzelius Svenska Folkets Sago-häfder II, 172 fg., Dybecks Runa 1848, 3, 22), men ogsaa i Sydtydskland, (Grimm, deutsches Wörterbuch IV, 2, 534) overtroiske Forestillinger om en Hvidorm.
143. Friis, lapp. Mythol. S. 153.
144. Högström, Beskrifn. S. 208; Schefferi Lapponia S. 359 (317); G. v. Duben l. c. S. 248; 249 Linje 9 nedenfra.
145. Se Dipl. Norv. IX, 186 (Side 88²²); Paus Forordninger II, 295. 410.
146. Sturlunga saga þ. 7 cap. 37.
147. Friis, lapp. Mythol. S. 148 fg. 153. G. v. Düben l. c. S. 283.
148. Se J. Grimm, d. Mythologie 3te Ausg. s. 193. 1209.
149. Se Leems Beskriv. S. 419. 428 fg. Kildal l. c. S. 466; Högström Beskrifn. S. 191; G. v. Düben l. c. S. 259.
150. Högström Beskrifn. S. 210.
151. Se Flat. II,6.
152. I Völuspá 12 er Gandalfr en af Dvergene, og i Sn. Edda 1, 550 Alfarinn, som Alfgeirr efter Flat. II, 6 ogsaa kaldtes, en af Jötunerne.
153. Flatøbog. II, 7.
154. Jvf. Fortællingen om Svegder i Yngl. s. c. 15; Alvism. 3 fg.; og Dvergnavnene nár, náinn, og dáinn i Völuspá.
155. Helgakv. Hjørv. Slutn. Helgakv. Hund. 2 (Soph. Bugges Udg. S. 178 b. 191 Pros. 10); ogsaa aptrborinn Sigurdarkv. 3, 45.
156. Flatøb. II, 135; jvf. Dáinn fyr alfom Hávam. 143.
157. Se Mannhardt germ. Mythen S. 255 fg. 297 n. 4.
158. Som Castrén i Föreläsn. i Finsk Mytologi S. 139. 144 fg.
159. A. Faye, norske Sagn S. 31; P. C. Asbjørnsens Huldreeventyr II, 83; Segner fraa Bygdom II, 23 fg.; J. E. Nielsen, Sögnir fraa Hallingdal S. 45. 47. Jvf. Mannhardt Germ. Mythen S. 825. At lignende vederfores Halfdan Svarte og Harald Haarfager, omtales i Flatøbogen I, 563. 567.
160. Zeitschr. für deutsche Mythologie I, 71 fg. III. 30 no. 18.
161. P. C. Asbjørnsens Huldreeventyr I, 18 fg. Segner fraa Bygdom I, 36. 43. II, 36 fg.; Nicolovius, Folklifvet i Skyttshärad S. 187.
162. Leems Beskriv. S. 410. 418; Jessen l. c. S. 71; Kildal l. c. 464; G. v. Düben l. c. S. 255; Lindahl & Öhrling Lex. Lapp. S. 8 under Aimo.
163. Leems Beskriv. S. 419 fg. Jvf. Lindahl & Öhrling Lex. Lapp. S. 386 under Rutta.
164. Friis lapp. Mythologie S. 108.
165. Högström Beskrifning S. 180. Ser man hen til, hvad Högström S. 189 udsiger om Ruotta (jvf. G. v. Düben l. c. S. 222), kan Ruotta dog ikke godt være den samme som Leems Rota eller Jessens (l. c. S. 4. 29. 33. 6S) Rut, Rutu.
166. Se J. Grimm d. Mythologie 3te Ausg. S. 1233 (til S. 1112), hvor han jevnfører böm. trud, pol. trad.
167. Castrén Föreläsn. i Finsk Mytologi S. 139 fgg.
168. Jessen l. c. Side 29.
169. Om Saivo, Saivo-aibmo se Jessen l. c. §§ 10 fg.
170. Jvf. Chron. Norv. p. 5.
171. At paapege saadanne Steder for den nyere Tids Vedkommende og anføre Hjemmel derfor af trykte Skrifter anser jeg for overflødigt. For ældre Tiders Vedkommende skal jeg derimod henvise til Kormaks s. S. 216 (c. 22) og anføre Stedsnavnene Agdanes, Dvergasteinn.
172. Leems Beskriv. S. 415 fg.
173. Sigv. Kildal i Skand. Lit. S. Skr. l. c. S. 454.
174. Preller griech. Mythologie I, 631–638; Preller röm. Mythologie 456 fg. 461 fg.
175. Mannhardt germ. Mythen S. 358–374.
176. Saga Hákonar Guttorms ok Inga c. 20 (Fornmanna s. IX, 35; Konunga s. S. 237); Bisk. Eysteins Jordeb. S. 914. Dipl. Norv. VIII, 804. Lignende Stedsnavne ere Helvíti Eyst. Jordeb. 188 b. 189 a; Himiríki Dipl. Norv. VIII, 319; Eyst. Jordeb. 170; Paradís Dipl. Norv. VII, 473, E. Jb. 319; Udáinsakr Eyst. Jordeb. 265, jvf. Flat. I, 29.
177. Friis lappiske Eventyr og Folkesagn S. 19 fg.; Friis lappiske Sprogprøver S. 23 fgg.