Langelegen

Henr. Wergeland

Langelegen

Udvalgte lyriske Digte, utgitt av N. Dahl og C. N. Schwach, Chr. Tønsberg, 1846 (s. 274–275).

Langelegen.

Vee dig, Skjald! det er din Død,
  synger du derhjemme.
Kilden liig i Jordens Skjød,
  qvæle du din Stemme!
Dvergen hører Kildens Qval.
Ingen din fornemme skal.

Gjem dit Qvæde i dit Bryst,
  skjøndt det er en Smerte.
Folkets Mund er bleven tyst,
  sygnet er dets Hjerte.
Kun et eensomt Echo til
dine Sange lytte vil.

Vee, er Folkets Øre døvt
  for dets egen Stemme?
finder det sig ei bedrøv’t
  meer i Norge hjemme?
Har til eget Qvad, forstemt,
det da Melodien glemt?

Folkets Hjerte var engang
  fuldt af herlig Tale:
Harperne i Oslo klang,
  Langeleeg i Dalen,
Skjalden sad paa Folkets Skjød,
Kongens Purpur om ham flød.

Fjeldet paa sin Tomt dog staaer,
  som i gamle Dage,
og de vene Liers Vaar
  vender tro tilbage,
af de mørk’blaae Aasers Flugt
inden samme Linier lukt.

Landet vi, det tause Digt,
  uforandret møde.
Norge staaer der, Harpen ligt,
  ak, hvis Digter døde.
Ingen spiller meer paa den.
kommer Skjalden ei igjen?

---