Krotkaja/11
.png)
r det ikke sandt? Er det ikke usandsynligt? Kan man ikke sige, at det er
umuligt? Hvorfor, af hvilken grund er hun død?
Tro mig, jeg forstaar nok, men grunden til hendes død er og blir alligevel et spørgsmaal. Hun har været bange for min kjærlighed. Hun har alvorlig spurgt sig selv: Skal jeg gaa ind paa dette liv, eller ikke? Hun har ikke kunnet bestemme sig til det, og hun har foretrukket at dø. Jeg ved det, det er ikke vanskeligt at forstaa: hun havde lovet mig altfor meget, og hun var bange for ikke at kunne holde sit løfte. Der var flere ganske forfærdelige omstændigheder.
Hvorfor er hun død? det er det evige spørgsmaal, som bringer mig fra sans og samling. Jeg skulde ha ladet hende leve »saaledes«, som hun sagde, hvis hun havde villet leve »saaledes«. Hun troede ikke det, det er sagen . . . . Nei, nei, jeg tar feil, det var ikke derfor. Det er sandsynligvis fordi hun maatte elske mig ærlig og redelig med hele sin sjæl og ikke saaledes, som hun kunde ha elsket kræmmeren. Og da hun var altfor ren, altfor kysk til at ville gi mig en kjærlighed, som ikke var ægte, vilde hun ikke bedrage mig og istedetfor kjærlighed bare gi mig en halv kjærlighed eller en brøk af kjærlighed. Hun var altfor, altfor hæderlig! Og jeg, som vilde lære hende sjælsstorhed, De husker!
Det er ganske mærkeligt. Agtede hun mig? Jeg ved ikke. Foragtede hun mig eller ikke? Jeg tror ikke, hun foragtede mig. Det er ganske besynderligt, at jeg ikke en eneste gang i hele vinter har faldt paa den tanke, at hun foragtede mig. Jeg troede det modsatte ganske sikkert lige til den dag, da hun betragtede mig med en streng forbauselse. Da var det, jeg strax forstod, at hun foragtede mig. Jeg forstod det, og jeg forstod, at det aldrig kunde bli anderledes. Aa ― hun kunde gjerne ha foragtet mig hele sit liv, naar hun bare vilde ha levet! For et øieblik siden gik hun her og talte! Jeg kan ikke forstaa, hvorledes hun kunde kaste sig ud vinduet! Hvorledes skulde jeg kunne ane det fem minutter iforveien? Jeg har raabt paa Lukeria. Jeg vil aldrig slippe Lukeria fra mig nu.
Aa ― vi skulde endnu være bleven gode venner! Vi var bare kommet saa langt fra hinanden i vinter .... Kunde vi ikke ha vænnet os til hinanden igjen? Hvorfor skulde vi ikke atter ha kunnet fatte godhed for hinanden og begyndt et nyt liv? Jeg er høimodig, og det var hun ogsaa: og paa den grund kunde forsoningen bygges; et par ord til, to dage til og hun skulde ha forstaaet alt.
Det værste er, at det var et tilfælde, et simpelt, plumpt, unødvendigt tilfælde! Det er ulykken! Fem minutter forsent .... Dersom jeg var kommet fem minutter før, skulde denne stemning ha flygtet som en sky, for aldrig at komme igjen. Hun skulde nok ha forstaaet alt, tilslut. Og nu, atter igjen tomme værelser, atter igjen ensomhed .... Pendelen holder ikke op at bevæge sig; det er ikke dens sag, den har ingen anger .... Den har ingen i verden, som .... det er ulykken.
Jeg gaar og jeg gaar bestandig. Jeg ved det, jeg ved det, De behøver ikke at sige mig noget: min sorg over tilfældet, over de fem minutter for sent synes Dem latterlig? Men det er alligevel det, der var det afgjørende. Læg mærke til én ting: Hun havde ikke engang efterladt sig noget skrevet, ikke engang det almindelige: »anklag ingen for min død!« Kunde hun ikke tænke, at man kanske vilde anklage Lukeria? Hun var jo alene med hende, hun kunde ha puffet hende ud, anklagen var mulig. Der kunde ialfald hvile en uretfærdig mistanke paa Lukeria, hvis der ikke havde været fire mennesker paa gaden, som saa hende, da hun sprang ud med billedet i haanden. Men det var jo ogsaa et tilfælde, at der var folk, som saa hende.
Nei, det hele var en følge af et øiebliks fortvilelse; en overraskelse, en pludselig fristelse! Og hvad beviser det, at hun holdt bøn foran billedet? Det beviser ikke, at det var en forberedelse til døden. Dette øieblik varede maaske bare i ti minutter. Hun tog maaske først sin beslutning, da hun støttede sig op mod væggen og smilede med haanden under hovedet. En idé for gjennem hendes hode; gjorde hende svimmel; hun kunde ikke modstaa.
Det er klart, at her var en misforstaaelse. Man kan godt leve sammen med mig .... Men om det var bare anemi, simpelthen anemi? en svækkelse af hendes livskraft? Hun var betydelig svækket i løbet af vinteren; det var grunden ....
For sent!!
Hvor mager hun ligger der! Hvor spids hendes næse er! Og ingenting er knust paa hende i faldet. Intet uden denne blodklump! En skefuld blod. Den indre rystelse har gjort det. Aa, om man kunde la bli at begrave hende? Thi dersom man tar hende bort .... Aa, nei, det er umuligt, man kan ikke ta hende fra mig. Jeg ved jo, at man gjør det; jeg er ikke gal, og jeg taler ikke i vildelse. Tvertimod, min tanke har aldrig været klarere. Men fremtiden? som i gamle dage? ingen her, ― alene med mine panter. Jeg mister min forstand! Jeg har pint hende, pint hende til det sidste, og derfor er hun død!
Hvad bryr jeg mig om eders love? Hvad bryr jeg mig om eders sæder, eders skikke, eders vaner, eders regjering, eders religion? Slæb mig blot for eders domstole, eders offentlige domstole, og jeg siger, at jeg nægter alt. Dommeren vil raabe: stilhed! Men jeg skal skrige til ham: Hvilken kraft eier du, at jeg skal adlyde dig? Hvorfor har eders ulyksalige samfund kvælt alt det, som var mig kjært? Hvad tjener alle eders love mig til nu? Jeg træder paa dem med mine fødder! Alt, alt er mig ligegyldigt!«
Blind, blind! Hun er død, hun hører mig ikke. Aa, du ved ikke, til hvilket paradis jeg skulde ha ført dig. Jeg havde himmelen i min sjæl, og jeg skulde ha hvælvet den over dig! du vilde ikke ha elsket mig? aa, hvad gjør det? vi skulde ha levet »saaledes«. Vi skulde ha levet sammen som venner, det vilde ha været nok til at gjøre os lykkelige; vi skulde ha glædet os sammen og seet hinanden ind i øinene; saaledes skulde vi ha levet og dersom du havde elsket en anden, nu vel, lad gaa, lad saa være! Du skulde faa været sammen med ham og morret dig med ham, og jeg skulde ha seet paa dig fra den anden side af gaden .... Aa ― alt, alt! men aabn bare dine øine! En eneste gang, et øieblik! et øieblik! Du skulde se paa mig, og ligesom for en stund siden sværge, at du vilde være mig en tro hustru! Nu skulde du forstaa alt med et eneste blik.
Ubevægelig! Ubønhørlige natur! Menneskene er alene paa jorden, det er vor ulykke. »Er der et levende menneske paa markerne? skriger den russiske ridder[1]. Jeg skriger det samme, og ingen stemme svarer mig. Man siger, at solen levendegjør universet. Solen staar op, se paa den: er det ikke en død? Der er kun døde. Døden er overalt. Menneskene er alene, omgivne af taushed. Se ud over jorden! »Mennesker, elsker hverandre.« Hvem har sagt det? Hvad er det for et bud? Pendelen slaar og slaar .... hvor afskyeligt! klokken er to. Hendes smaa støvler venter paa, at hendes fod skal komme ud af sengen .... Naar man tar hende bort imorgen, — Aa min Gud — hvad skal der bli af mig?
- ↑ Citat af en slavisk legende.