Krotkaja/10
g det er bare et par dage, siden dette
hændte: fem dage, bare fem dage.
Sidste tirsdag! Om hun bare kunde ventet en
liden smule, en bitte liden stund .... jeg skulde
have klaret det hele. Var hun ikke allerede begyndt at blive roligere? Dagen efter min erklæring betragtede hun mig med et smil, og trods
min forvirring .... Hvad det kommer an paa, er
at der i hele den tid, i alle disse fem dage var
ligesom en skamfølelse, en vis forlegenhed over hendes væsen. Hun var bange, hun var meget bange.
Jeg indrømmer det, og jeg vil ikke modsige mig
selv som en gal mand: denne frygt var der, og
hvad kunde vel være naturligere? Der havde
gaaet lang tid allerede, at vi ikke havde havt noget med hinanden at gjøre; og saa kom pludselig
alt dette .... Men jeg tog ikke hensyn til hendes
skræk, et nyt haab lyste i min sjæl ....
Det er sandt, uden tvil sandt, at jeg har begaaet en feil. Det er endogsaa sandsynligt, at jeg har begaaet adskillige feil. Da vi vaagnede onsdag, begik jeg en feil: jeg betragtede hende med engang som min veninde. Det var at gaa for hurtigt tilværks, meget for hurtigt, men jeg følte en trang til at fortælle hende alt, en uimodstaaelig trang; alt, alt maatte jeg sige hende. Jeg gik saa vidt, at jeg tilstod hende ting, som jeg havde skjult for mig selv hele mit liv. Jeg sagde hende bent ud, at jeg hele vinteren ikke havde tvilet paa, at hun havde elsket mig. Jeg fortalte hende hele mit liv, alt om min elendighed og om hensigten med pantelaanerforretningen og om mit fremtidshaab. Jeg tilstod, at scenen i theaterrestaurationen kun havde været et udslag af en vis feighed i min karakter og af min mistænksomhed: det var restaurationens fine udseende, som havde gjort indtryk paa mig. Jeg havde sagt til mig selv: »Hvorledes skal jeg klare dette? Vil jeg ikke komme til at gjøre en latterlig sortie? Jeg havde ikke været bange for duellen, men jeg var ræd for at bli latterlig .... Og senere havde jeg ikke villet opgi mit standpunkt. Fra den tid havde jeg plaget alle mennesker, og jeg havde plaget hende ogsaa, fra den stund hun var bleven min kone.
Jeg talte næsten hele tiden som i drømme. Hun tog mine hænder og bad mig holde op.
»Du overdriver«, sagde hun, »du blir syg.« Og hendes taarer begyndte atter at rinde i strømme nedover hendes kinder. Hun bad mig hele tiden om ikke at fortsætte, ikke at tale om disse minder.
Jeg lagde ikke mærke, eller ialfald ikke nok mærke til disse bønner! Vaaren! Boulogne! Det er solen, vor nye sol, holdt jeg paa at gjenta og gjenta for hende. Jeg skulde lukke min forretning, jeg skulde overlade huset til Dobronrawoff, ja jeg foreslog hende endogsaa at gi alt til de fattige og bare beholde de 3000 rubler, som jeg havde arvet efter min gudmoder, og for disse skulde vi reise til Boulogne. Naar vi saa kom tilbage, skulde vi begynde et nyt liv i arbeide. Jeg troede, hun var enig, for hun svarede ikke .... hun bare smilte. Jeg tror, at hun smilte af finfølelse, for ikke at bedrøve mig. Jeg saa virkelig, at jeg plagede hende; De maa ikke tro, at jeg var saa dum og egoistisk, at jeg ikke mærkede det. Jeg saa alt lige til de mindste smaating, jeg saa og forstod bedre end nogen; hele min fortvilelse laa for mig i hele sin dybde!
Jeg fortalte hende en masse smaating om hende selv, om mig og om Lukeria ogsaa. Jeg fortalte hende, at jeg havde grædt .... Og jeg talte hele tiden og gik over til andre emner, og der var visse ting, som jeg med vilje forsøgte ikke at forstaa. Hun blev ivrig et par gange; en eller to gange blev hun ivrig, det husker jeg. Hvorfor paastaar De, at jeg ikke saa noget og ikke forstod noget? Dersom bare det ikke var hændt, kunde alt ha blevet godt. Men hun fortalte mig jo selv for tre dage siden, da vi talte om, hvad hun havde læst i vinterens løb .... og hun lo, da hun fortalte mig om scenen med Gil Blas og erkebispen af Granada. Og hvilken latter! en fortryllende, ren barnelatter, som dengang, hun endnu var min forlovede. (Vent et øieblik, bare et øieblik!) Hvor jeg nød det! Det forbausede mig forresten ogsaa, det forbausede mig, at hun den vinter havde havt sindsro og godt humør nok til at le saaledes. Hun var begyndt at komme fuldstændig til ro, til for alvor at tro, at jeg vilde la hende leve saaledes: »Jeg, som troede, De vilde la mig leve saaledes,« var det, hun havde sagt tirsdag. For en barnetanke! Hun troede virkelig, at jeg vilde la hende leve saaledes: hun ved sit sybord, jeg ved mit skrivebord, og saaledes udover, til vi var blevne sexti aar. Og saa kommer jeg pludselig som ægtemand, som ægtemand og forlanger kjærlighed! Hvor blindt! Hvor misforstaaet!
Det var dumt af mig at vise min henrykkelse over at se hende. Jeg skulde ha behersket mig, thi min extase gjorde hende bange. Jeg beherskede mig forresten, jeg kyssede ikke mere hendes fødder. Jeg gjorde ikke en eneste gang gjældende, at .... naa ja, at jeg var hendes ægtemand. Det faldt mig ikke engang ind med en tanke; jeg bare bønfaldt hende. Men jeg kunde ikke la bli at tale, jeg kunde ikke tie! Jeg aabnede hende pludselig hele mit hjerte, jeg sagde, at alt, hvad hun sagde, henrev mig, at hun uden sammenligning var mere dannet og mere udviklet end mig. Hun rødmede stærkt, og paastod fremdeles, forvirret, at jeg overdrev. Da var det jeg forglemte mig i den grad, at jeg udmalede hende min henrykkelse, da jeg, bag døren, havde overværet kampen mellem hende og den slyngelen, Efimowitsch, hvor begeistret jeg havde været over hendes aandrighed og hendes vittige udfald og over hendes barnlige naivitet. Hun skjalv fra hoved til fod og mumlede atter noget, om at jeg overdrev. Men pludselig formørkedes hendes ansigt, hun skjulte sit hode i sine hænder og gav sig til at græde hede taarer ....
Da kunde jeg ikke beherske mig; jeg faldt atter paa knæ for hende, jeg kyssede atter hendes fødder, og det endte med et hysterisk anfald, som i tirsdags. Det var endnu meget værre, og den næste dag ....
Den næste dag! Jeg er gal! Den næste dag er jo idag, for et øieblik siden!
Hør efter og følg vel med: Da vi satte os for at drikke the (efter det anfald, som jeg har fortalt om), blev jeg slaaet af hendes ro. Hun var rolig! Og jeg, som hele natten havde ligget og skjælvet i drømme om den foregaaende aften. Da kommer hun pludselig hen til mig, stiller sig foran mig, folder sine hænder (nu for en stund siden!) og taler. Hun siger, at hun er en forbryder, at hun ved det, at tanken paa hendes forbrydelse har pinet hende hele vinteren og piner hende endnu .... At hun skjønner paa mit høimod. »Jeg skal være dig en tro hustru, og jeg skal agte dig.« Her reiste jeg mig, og trykkede hende, ude af mig selv, i mine arme. Jeg omfavnede hende, jeg bedækkede hendes ansigt og hendes læber med kys, som en mand, der netop har gjenfundet sin hustru efter en lang fraværelse. Og hvorfor forlod jeg hende strax bagefter? og var borte i to timer? .... Det var for at skaffe os reisepas .... Aa, Gud! Dersom jeg bare var kommen fem minutter før, bare fem minutter .... Og saa denne menneskemasse udenfor porten, alle disse øine, som var fæstede paa mig .... Aa, min Gud!
Lukeria (nei nu vil jeg ikke la Lukeria gaa, ikke for alt i verden; hun har været her i hele vinter, hun maa kunne fortælle mig ....) Lukeria siger, at da jeg var borte, bare tyve minutter, før jeg kom hjem, var hun gaaet ind til sin frue for at spørge hende om noget, tror jeg. Hun havde bemærket at Mariabilledet (det før omtalte) var flyttet, og at det stod paa bordet, som om fruen netop havde holdt bøn.
»Hvad er det, som feiler Dem, frue?«
»Ingenting, Lukeria! gaa ― nei vent, Lukeria!«
Hun kom hen til hende og kyssede hende.
»Er De lykkelig, frue?«
»Ja, Lukeria.«
»Herren skulde for lang tid siden ha bedt Dem om forladelse. Men nu er I forsonede: Gud ske lov!«
»Det er godt. Nu kan du gaa, Lukeria«.
Og hun smilte paa en besynderlig maade. Saa besynderligt, at Lukeria gik ind igjen ti minutter senere for at se, hvad hun foretog sig.
»Hun stod op imod væggen, tæt ved vinduet, med hodet støttet mod sin haand, som hun holdt flad mod væggen. Saan stod hun, henfalden i tanker. Hun var saa aandsfraværende, at hun ikke havde lagt mærke til, at jeg var kommen og stod og saa paa hende. Det var ligesom hun smilte. Hun blev staaende saaledes med sit tankefulde ansigt, og hun smilte. Jeg kastede et sidste blik paa hende og gik stille ud, uden at hun mærkede det. Men saa hører jeg hende pludselig aabne vinduet. Jeg løber strax ind og siger: Det er koldt ude, frue, De forkjøler Dem. Men saa ser jeg, at hun staar opreist i vinduet, opreist i hele sin længde i det aabne vindu. Hun vendte ryggen til mig og holdt Mariabilledet i haanden. Det løb koldt ned af ryggen paa mig og jeg raabte: Frue! frue! Hun hører det og hun gjør en bevægelse, som om hun vil vende om ind i stuen, men hun vender sig ikke, hun tar et skridt udover, trykker billedet mod sit bryst og kaster sig ud!«
Jeg husker bare, at hun endnu var ganske varm, da jeg kom til husdøren. Alle saa paa mig. Alle talte, før jeg kom, men de tiede stille, da de saa mig, og stillede sig op i to rækker for at lade mig passere .... der laa hun udstrakt paa jorden med sit billede. Jeg husker, at jeg ligesom famlede mig frem gjennem mørke, jeg stod længe og saa paa hende. Der stod en masse mennesker omkring mig, og de talte, men jeg forstod ikke, hvad de sagde. Lukeria var der, men jeg saa hende ikke. Hun siger, at hun talte til mig. Nu ser jeg bare for mig ansigtet paa en borger, som uden ophør gjentog: »Der kom en blodklump ud af munden, en blodklump,« og han viste mig blodet paa brostenene. Det forekommer mig, at jeg tog paa blodet med fingeren. Deraf fik jeg en blodplet, som jeg stod og betragtede. Det husker jeg, og borgeren holdt paa med sit: »En blodklump, ― en blodklump ....«
»Hvad for noget, en blodklump!« skreg jeg (siger man) af hele min kraft og styrtede mig over ham med hævede arme ....
Nu forstaar jeg ingenting. Det maa være en misforstaaelse; det er saa usandsynligt. Det er en umulighed!
