Krotkaja/09
ørst en ganske kort bemærkning: En
maaned iforveien var jeg blevet slaaet
af hendes besynderlige og tankefulde udseende.
Det var kun taushed, men en tankefuld taushed.
Det gik pludselig op for mig. Hun sad og arbeidede, bøiet over sit sytøi; hun la ikke mærke til, at jeg saa paa hende. Der faldt som skjæl fra mine øine, jeg saa, hvor tynd og mager hun var, jeg saa hendes ansigts bleghed og hendes hvide læber. Det gjorde et dybt indtryk paa mig sammen med hendes tankefulde væsen. Jeg havde allerede før lagt mærke til en svag, tør hoste, især om natten. Jeg reiste mig strax for at faa fat i Schreder uden at sige et ord til hende.
Schreder kom dagen efter. Hun blev meget forbauset og betragtede os opmærksomt, snart Schreder og snart mig.
»Men jeg er ikke syg,« sagde hun med et ubestemt smil.
Schreder synes ikke at lægge nogen vægt paa det (lægerne tar det af og til saa uhyggelig let); han indskrænkede sig til at sige mig, at det var en levning af hendes sygdom, og at det ikke vilde være afveien at komme til et bad, eller hvis vi ikke kunde det, at reise paa landet. Ellers sagde han ikke andet, end at det var lidt svækkelse eller noget saant. Da Schreder var gaaet, sagde hun til mig med et meget alvorligt ansigt:
»Men jeg føler mig aldeles, aldeles frisk.«
Men da hun sagde dette, rødmede hun, som om hun skammede sig over noget. Ja skammede sig. Aa, nu forstaar jeg det; hun skammede sig over i mig at se en ægtemand, der endnu tog sig af hende, som en virkelig ægtemand. Men dengang forstod jeg ikke, jeg troede, det bare var hendes frygtsomhed. Bindet!
Naa ― det var en maaneds tid senere, en klar soldag i April, klokken var omkring 5, jeg sad ved kassen og var netop færdig med at gjøre op. Da hørte jeg pludselig en sagte sang fra naboværelset, hvor hun sad og arbeidede. Det var hende, som sang.
Det gjorde et umaadelig dybt indtryk paa mig, og endnu den dag idag forstaar jeg det ikke rigtig. Jeg havde aldrig hørt hende synge før. Jo, alligevel, i de første dage, efter at hun var flyttet ind til mig kanske, da vi endnu havde humør til at skyde efter skive med revolveren. Hendes stemme var dengang noksaa stærk og klar, lidt falsk var den, men behagelig alligevel og fortalte om sundhed. Nu var stemmen saa svag, saa svag ....
Ikke fordi melodien var trist, ― det var en eller anden romance, ― men der var noget brustet, ligesom der var gaaet noget istykker i hendes stemme, der var noget usundt over det, man kunde næsten sige, at sangen var syg. Hun sang kun med halv stemme og lyden holdt pludselig op, da hun sang høiere. Den lille svage stemme stansede som en klage. Hun hostede lidt, og saa begyndte hun at synge igjen, saa sagte, saa spædt ....
Finder De min bevægelse latterlig, forstaar De ikke, hvorfor dette gjorde saa dybt indtryk paa mig? Jeg havde ikke ondt af hende, det var noget ganske andet. I begyndelsen, i det første øieblik blev jeg grebet af en besynderlig, ængstende, sygelig, næsten hevntørstig forbauselse. »Hun synger, og det i min nærværelse! Har hun glemt? Hvad skal det sige?« Jeg blev siddende ganske ude af mig selv, derpaa reiste jeg mig, tog min hat, og jeg gik, uden at tænke paa, hvad jeg gjorde, sandsynligvis fordi Lukeria havde bragt mig min overfrakke.
»Hun synger!« sagde jeg ganske uvilkaarligt til Lukeria. Hun forstod ikke og saa paa mig med et forfærdet ansigt. Jeg var heller ikke saa let at forstaa.
»Er det første gang, hun synger?«
»Nei, hun synger af og til, naar De ikke er hjemme,« svarede Lukeria.
Jeg husker alt. Jeg gik ud paa gangen, dernæst ud paa gaden, hvor jeg gav mig til at gaa uden at vide, hvor jeg gik hen. Jeg stansede ved enden af gaden og stirrede ud for mig. Folk passerede og puffede mig: jeg følte intet. Jeg raabte efter en droske og kjørte til politistationen uden at vide hvorfor. Saa gik jeg pludselig ud af vognen og gav kusken 20 kopek.
»Se der, for din umage,« sagde jeg til ham og lo idiotisk. Men saa følte jeg en pludselig klarhed opstaa i min sjæl. Jeg vendte hjemover med hurtige skridt. Lyden af den stakkars lille brustne stemme gjenlød i mit hjerte. Jeg kunde næsten ikke aande. Bindet faldt og faldt fra mine øine. Naar hun sang saaledes i min nærværelse, saa var det, fordi hun havde glemt, at jeg var til. Det var klart og forfærdeligt. Jeg følte det med mit hjerte. Men denne klarhed lyste i min sjæl og var stærkere end min rædsel.
Jeg løb hurtigt op gjennem trappen, og jeg ved ikke, om jeg saa frygtsom ud, da jeg kom ind. Jeg husker bare, at det var ligesom gulvet vaklede under mig, og at jeg havde en følelse, som om jeg gik paa vand. Jeg gik ind i stuen. Hun sad endnu paa sin plads og syede med hode bøiet, men hun sang ikke længer. Hun saa op, hurtigt og uopmærksomt. Det var ikke et blik, men en mekanisk og ligegyldig bevægelse, som man altid gjør, naar nogen kommer ind i et værelse.
Jeg gik lige hen til hende og kastede mig paa en stol, som en gal, ― lige tæt ved hende. Jeg tog hendes haand, og jeg husker, at jeg sagde noget, det vil sige, at jeg vilde sige noget, for jeg kunde ikke faa ordene frem. Stemmen svigtede mig, den blev staaende i struben. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde sige, jeg kunde ikke faa puste.
»Lad os tale sammen .... du ved .... sig noget,« stammede jeg aldeles meningsløst. Jeg tænkte ikke paa at bli forstaaet i dette øieblik. Hun skjalv og veg for mig ganske forvildet, idet hun saa mig ind i ansigtet. Men pludselig saa jeg en streng forbauselse i hendes øine. Ja forbauselse, strenghed og store øine. Denne strenghed, denne strenge forbauselse tiltrak mig: Saa er der kjærlighed, saa er der da kjærlighed endnu? sagde denne tause forbauselse.
Jeg læste klart i hende. Jeg var ganske forstyrret. Jeg sank sammen for hendes fødder. Ja, jeg faldt for hendes fødder. Hun reiste sig heftigt, men jeg holdt hende tilbage med begge hænder med overmenneskelig kraft.
Aa jeg forstod min fortvilede stilling tilbunds, jeg forstod den. Jeg forsikrer Dem, det kogte inde i mig med en voldsomhed, saa jeg troede, jeg skulde dø. Jeg omfavnede hendes ben i et anfald af lykkelig beruselse, eller i en grænsesløs, ubeskrivelig lykke, men med fuld bevidsthed om min fortvilede stilling. Rædselen og forbauselsen veg i hendes ansigt pladsen for en bekymret tanke, fuld af spørgsmaal, og der var noget besynderligt flygtende i hendes blik, som om det var noget, hun vilde forstaa i en fart. Saa smilte hun. Hun viste stærkt sin skamfølelse over at se mig omfavne hendes ben, og hun trak dem tilbage. Jeg kyssede strax jorden paa det sted, hvor de havde staaet. Hun saa det og begyndte at le af skam (De ved, naar man ler af skam?). Saa kom et hysterisk anfald; jeg mærkede det paa hendes hænder, som begyndte at skjælve konvulsivisk. Jeg tog ikke hensyn til det og fortsatte med at stamme, at jeg elskede hende, at jeg ikke vilde reise mig: »Giv mig lov til at kysse din kjole, jeg skulde blive liggende paa knæ for dig hele mit liv....« Jeg ved ikke mere ...., jeg husker ikke mere. Hun fik et forfærdeligt, hysterisk anfald. Jeg havde gjort hende bange. Jeg bar hende hen paa sengen. Da anfaldet var over, satte jeg mig ved hendes side. Hun saa meget ulykkelig ud, tog mine hænder og bad mig berolige mig. Plag dig ikke med dette, det er ikke saa farlig. Og saa begyndte hun at græde igjen. Jeg sagde, at vi skulde reise til søbadene i Boulogne, strax, ― i løbet af 14 dage, at hendes stemme var hæs, at det netop nu var gaaet op for mig; at jeg vilde lukke min forretning og sælge den til Dobronrawoff, at vi skulde begynde et nyt liv, ― og at vi skulde drage til Boulogne, til Boulogne!
Hun lyttede hele tiden frygtsomt. Hun blev mere og mere urolig.
Hovedsagen for mig var dog ikke det; hvad det for mig fremfor alt kom an paa, var at faa bli liggende for hendes fødder, at kysse og kysse den jord, som hun havde betraadt, at kaste mig i støvet for hende. »Og jeg skal intet forlange mere, intet,« gjentog jeg hvert øjeblik. »Svar mig ikke! lad, som jeg ikke er til. Lad mig bare faa lov til at sidde i en krog og se paa dig, bare se paa dig. Gjør mig til din eiendom, din hund .....«
Hun græd og hun græd.
»Og jeg, som haabede, at du vilde lade mig leve videre saaledes,« sagde hun pludselig mod sin vilje, i den grad mod sin vilje, at hun kanske ikke vidste, at hun havde sagt det. Og dog var det det afgjørende ord, et skjæbnesvangert ord, som jeg nu iaften forstaar saa forfærdelig godt! Det var som et knivstik i mit hjerte. Dette ord forklarede mig alt, men jeg var i nærheden af hende dengang, og jeg haabede med hele min sjæl, jeg var meget lykkelig. Aa, jeg plagede hende meget den aften, det mærkede jeg, men jeg haabede snart at kunne forandre alt. Da saa natten kom, blev hun endelig træt, jeg fik hende til at lægge sig, og snart sov hun dybt.
Jeg var forberedt paa, at hun vilde fantasere; hun gjorde det ogsaa, men lidet. Hele natten udover stod jeg op i hvert minut og nærmede mig hende for at betragte hende. Jeg vred mine hænder, da jeg saa dette sygelige væsen paa denne tarvelige jernseng, som havde kostet mig 3 rubler. Jeg lagde mig paa knæ, men vovede ikke at kysse den sovendes fødder mod hendes vilje; jeg begyndte paa en bøn, men reiste mig strax efter. Lukeria iagttog mig og gik stadig ud og ind fra kjøkkenet; jeg gik ud til hende og sagde, at hun skulde lægge sig, og at imorgen skulde vi begynde et nyt liv.
Og jeg troede det blindt, det var min dybeste overbevisning. Jeg var fuld af enthusiasme. Jeg ventede bare paa den næste dag. Det mærkelige var, at jeg ikke forudsaa nogen ulykke trods al sandsynligheden. Uagtet bindet var faldt fra mine øine, havde jeg alligevel ikke nogen fuldstændig klar bevidsthed om situationen, og det varede længe, før jeg fik det, ― ligetil idag, til idag! Hvorledes kunde jeg være i besiddelse af hele min aandsnærværelse dengang! hun levede jo endnu, hun aandede her tæt ved mig, og jeg tæt ved hende. »Imorgen,« tænkte jeg, »naar hun vaagner, vil jeg fortælle hende alt, og hun vil forstaa alt.« Det var mine tanker dengang, det var disse tanker, der i hele sin klare simpelhed var grunden til min enthusiasme!
Hovedsagen var reisen til Boulogne. Jeg ved ikke, hvorfor; men jeg troede, at Boulogne var alt, Boulogne skulde afgjøre min skjæbne. »Til Boulogne, til Boulogne« .... Jeg ventede utaalmodigt paa morgenen.
