Krotkaja/07
.png)
u kommer en forfærdelig erindring ....
Jeg vaagnede igjen om morgenen, mellem kl. 7 og 8 tænker jeg. Det var allerede næsten lyst i værelset. Jeg var lysvaagen med det samme og aabnede mine øine. Hun stod tæt ved bordet og holdt revolveren i hænderne. Hun saa ikke, at jeg saa paa hende; hun vidste ikke, at jeg var vaagen, og at jeg saa hende. Pludselig ser jeg hende nærme sig mig med vaabnet i haanden. Jeg lukker strax øinene og lader, som jeg sover dybt.
Hun kommer tæt hen til sengen og stanser foran mig. Jeg hørte alt. Det var ganske stille, men jeg hørte stilheden. I dette øieblik følte jeg en let konvulsivisk trækning i mit ansigt, og mine øine aabnede sig pludselig mod min vilje, uden at jeg var istand til at forhindre det .... Hun saa mig stivt ind i ansigtet; pistolløbet var allerede tæt ved min tinding, vore blikke mødtes .... det var hurtigt som et lyn. Jeg tvang mig til at lukke øinene igjen, og jeg samlede hele min viljestyrke paa den beslutning ikke at røre mig mere, ikke at aabne øinene, hvad der saa indtraf.
Det kan hænde, at et menneske i den dybeste søvn aabner sine øine, ja selv at han løfter hovedet og synes at se sig om i værelset for et øieblik bagefter at lægge hovedet paa puden og sove ind igjen uden bevidsthed. Da jeg havde mødt hendes blik og følt vaabnet tæt ved tindingen, havde jeg lukket øinene uden at gjøre nogensomhelst anden bevægelse, som om jeg befandt mig i en dyb søvn. Hun kunde godt tro, at jeg virkelig sov, og at jeg ikke havde seet noget. Saameget mere, som det var høist usandsynligt, at jeg, dersom jeg havde seet og forstaaet, skulde have lukket øinene i et saant øieblik.
Ja, det var usandsynligt, men hun kunde ogsaa ane den sande sammenhæng .... Og denne tanke straalede i det samme sekund i min bevidsthed. Hvilken hvirvel af tanker og følelser der for gjennem min aand! Hvis hun virkelig, tænkte jeg, skulde have anet sandheden, dersom hun ved, at jeg ikke sover, saa vil min ro ligeoverfor døden imponere hende, og hendes haand vil kanske svigte hende; under paavirkning af et nyt og uventet indtryk vil hun kanske nøle med at udføre sin plan. Det er en bekjendt sag, at folk, der staar paa en høide, med uimodstaaelig kraft føler sig draget mod afgrunden. Jeg tænker, at mange selvmord og forbrydelser er blevne begaaede, bare fordi forbryderen havde vaabenet i hænderne. Det er ogsaa en afgrund, en steil skrænt, som man maa glide udfor. Det er ligesom noget driver en til at trykke paa laaset. Men dersom hun troede, at jeg havde seet alt, at jeg vidste alt, at jeg i stilhed ventede døden af hendes haand, saa kunde denne tro maaske stanse hende paa afgrundens rand.
Det var og blev stille. Jeg følte det kolde jern i mit haar. Dersom De spør mig, om jeg haabede at bli reddet, saa svarer jeg paa ære og samvittighed, at jeg ikke længer havde nogetsomhelst haab. Hvorfor jeg gik ind paa at dø? Jeg spør: hvad værd kunde livet ha for mig, naar det menneske, som jeg elskede, havde løftet vaaben mod mig? Og desuden, ― jeg følte, jeg følte med hele min sjæls styrke, at det her gjaldt en kamp mellem os, en duel paa døden, modtaget af den feige usling, som man havde jaget fra et regiment! Jeg følte dette, og hun maatte vide det, dersom hun havde anet, at jeg ikke sov.
Det kan let hænde, at det ikke gik ganske saaledes for sig; jeg tænkte maaske ikke alt det dengang, men det maa alligevel ha været saa, for siden den tid har jeg ikke tænkt paa andet en eneste time i mit liv.
De spør mig, hvorfor jeg ikke hindrede hende i at begaa et mord?
Aa, tusen gange har jeg gjort mig selv det spørgsmaal senere ― hver gang jeg med rislende rygrad gjenkaldte mig dette øieblik i erindringen. Min sjæl var dengang betaget af den sorteste fortvilelse. Jeg holdt selv paa at dø, jeg var ved gravens rand, hvorledes skulde jeg kunne tænke paa at redde en anden? Kan man vide, om jeg havde vilje til at frelse nogen? Hvem ved, om jeg idetheletaget var istand til at tænke.
Mit blod kogte, tiden randt, stilheden var uhyggelig. Hun blev staaende ved mit hovedgjærde, men saa .... jeg skjalv af haab, jeg aabnede øinene: hun havde forladt værelset. Jeg stod op; jeg havde seiret .... hun var overvundet for bestandig! Jeg gik hen til samovaren; den stod bestandig i det første værelse, og det var hende, som skjænkede the; jeg satte mig ved bordet og tog i taushed det glas, som hun rakte mig. Jeg lod der gaa fem minutter, før jeg saa paa hende. Hun var forfærdelig bleg, blegere end dagen iforveien, og hun saa paa mig. Og pludselig .... og pludselig .... da hun saa, at jeg saa slig paa hende .... gled der et blegt smil over hendes blege læber, et frygtsomt spørgsmaal i hendes øine .... Hun tviler endnu, sagde jeg til mig selv, hun spør: Ved han, eller ved han ikke? Har han seet, eller har han ikke seet? Jeg vendte øinene bort med en ligegyldig mine. Efter theen gik jeg paa torvet og kjøbte en jernseng og et skjærmbrædt. Da jeg kom tilbage, lod jeg sengen sætte ind i soveværelset, bag skjærmbrædtet. Sengen var bestemt til hende, men jeg talte ikke til hende om det. Denne seng lod hende, uden nogen anden forklaring, forstaa, at jeg havde seet alt, at jeg vidste alt, at jeg ikke nærede nogen tvil. Om natten lod jeg revolveren ligge paa bordet som sædvanlig. Om aftenen la hun sig, uden at sige et ord, i den nye seng. Vort ægteskab var opløst (hun var beseiret og ikke tilgivet). I løbet af natten var hun fra sig. Den næste dag var hun angrebet af nervefeber. Hun laa tilsengs i 6 uger.
