Krotkaja/06
e første uenigheder kom altsaa af, at
hun vilde stelle med pengene uden kontrol, og at hun vilde gi altfor meget for de ting,
der blev bragt som pant. Hun indlod sig to
ganger i disput med mig om den ting. Jeg vilde
ikke gi efter. Da var det, at kapteinsenken
viste sig.
En gammel officersenke kom og vilde pantsætte en medaljon, som hun havde efter sin mand. En erindring, skjønner De. Jeg gav hende tredive rubler. Den gamle satte sig til at sukke og bad, at man endelig maatte passe paa hendes pant. Vi passede naturligvis paa det. Fem dage senere kommer hun igjen og ber om at faa bytte medaljonen med et armbaand, som neppe var 8 rubler værd. Jeg negter det naturligvis. Det er sandsynligt, at hun dengang saa noget i min kones øine, for hun kom igjen i min fraværelse, og byttet gik for sig.
Jeg fik vide det samme dag: jeg optraadte med bestemthed og talte fornuftigt til hende. Hun sad paa sengen, mens jeg talte, hun saa ned paa gulvet og slog takten med fodspidsen, en manér, som hun ofte havde; hendes onde smil svævede paa hendes læber. Jeg erklærede hende derpaa med kulde, uden at tale høiere, at pengene tilhørte mig, og at jeg havde lov til at opfatte livet paa min maade. Jeg mindede hende om, at jeg havde sagt hende alt, dengang jeg førte hende ind i mit hus.
Hun sprang heftigt op fra sengen, ganske skjælvende, og tænk Dem, ― i sit raseri mod mig gav hun sig til at stampe i gulvet. Et vildt dyr. Et anfald. Et vildt dyr, grebet af et anfald. Jeg kunde ikke røre mig af forbauselse. Jeg var ikke forberedt paa en saadan voldsomhed. Men jeg tabte ikke min fatning, og mindede med en rolig stemme om, at jeg for fremtiden forbød hende at blande sig i mine affærer. Hun lo mig lige op i ansigtet og forlod værelset. Hun havde ikke lov til at gaa ud eller at gaa nogetsteds hen uden mig, det var noget, vi var blevne enige om i forlovelsestiden. Jeg lukkede mit kontor og gik hen til tanterne. Jeg havde afbrudt enhver omgang med dem, fra jeg blev gift; vi gik ikke til dem, og de kom ikke til mig. Hun var kommet til tanterne før mig. De hørte paa mig med nysgjerrighed, gav sig til at le og sagde, det var godt gjort. Jeg var forberedt paa deres spot. Jeg kjøbte strax den yngste af tanterne for 100 rubler, 25 kontant. To dage efter kommer hun hjem til mig og siger: »En officer, som heder Efimowitsch, og som er en forhenværende regimentskammerat af Dem, staar bag det hele.« Jeg blev meget forbauset. Denne Efimowitsch var det menneske, som havde gjort mig mest ondt i hæren. En maaned iforveien var han uden at genere sig to gange kommet ind i mit hus under paaskud af at ville sætte noget i pant. Jeg husker, at han paa sine visitter havde git sig til at le sammen med hende. Saa viste jeg mig, og jeg forbød ham, paa grund af vort bekjendtskab fra gamle dage, at sætte sin fod indenfor min dør. Jeg saa ikke noget mere i det dengang, jeg saa kun mandens uforskammethed. Og nu fortæller tanten mig, at de allerede har stevnemøder, og at det er en af hans veninder, en oberstenke Julia Samsonovna, som er deres mellemmand. »Det er der, Deres kone gaar.«
Jeg skal fatte mig i korthed. Den historie kostede mig 300 rubler. To dage efter sluttede vi handelen; det blev afgjort, at man skulde skjule mig bag en dør i naboværelset, saa at jeg kunde være tilstede og høre paa min kone og Efimowitsch ved første stevnemøde. Dagen før denne dag var der en scene mellem os, den varede ikke længe, men var meget oplysende for mig. Hun kom hjem om aftenen, satte sig paa sengekanten og saa ironisk paa mig, idet hun slog takt med foden paa tæppet. Jeg fik pludselig den tanke, at hun i disse sidste dage aldeles ikke havde været sig selv, hendes karakter var vrængt som en hanske: jeg havde for mig et væsen, der var hidsig og udfordrende, jeg vil ikke sige skamløs, men uharmonisk og lysten paa ufred. Hendes naturlige elskværdighed holdt hende dog endnu noget tilbage. Naar en saadan natur først blir oprørt, ― selv om den overskrider enhver grænse, ― føler man alligevel anstrængelsen, man føler, hvor vanskeligt den har for at overvinde sin naturlige hæderlighed og blyghed. Og det er grunden til, at saanne naturer gaar saa vidt, at man ofte ikke vil tro sine egne øine. Et fordærvet menneske vil altid gaa mere sagtelig tilværks. Det vil handle slettere, men det vil vide at tage nok hensyn til form og konveniens for at dupere Dem.
»Er det sandt, at du blev jaget bort fra regimentet, fordi du var ræd for at slaas?« spurgte hun mig pludselig, lige op i ansigtet. Og hendes øine funklede.
»Det er sandt; den militære forening opfordrede mig til at indgi min afskedsansøgning, hvad jeg forresten allerede var bestemt paa at gjøre af egen fri vilje.«
»Du blev jaget som en feig usling?«
»Ja, de dømte mig for feig. ― Men det var ikke af feighed, at jeg nægtede at duellere; det var, fordi jeg ikke vilde adlyde et tyrannisk magtbud og ikke forlange opreisning, naar jeg ikke havde følt mig fornærmet. Jeg tænker,« kunde jeg ikke lade bli at tilføie, »jeg tænker, der skal mere mod til at gjøre oprør mod et saant tyranni end til en hvilkensomhelst duel.«
Denne undskyldning slap mig ud af munden.... Hun bare ventede paa det, hun ønskede intet mere end denne nye ydmygelse. Hun lo, ― en haanlig og ondskabsfuld latter.
»Er det sandt, at du i tre aar har drevet omkring i Petersburgs gader og levet af tiggeri, og at du tilbragte dine nætter under billarder?«
»Jeg har ogsaa ligget i Cennaias[1] logishuse. Ja, det er sandt .... Jeg har døiet mangen skam i mit liv, fra jeg forlod hæren, men jeg har aldrig gjort noget lumpent. Jeg selv var den første til at afsky min maade at leve paa. Min vilje var lammet, og min aand var sløvet paa grund af min fortvivlede situation. Naa, det er nu forbi ....«
»Du synes, du er blet til noget nu, ― en finantiel størrelse, ikke sandt?«
Altid hentydninger til pantelaaningen. Men jeg beherskede mig. Jeg saa, hvor hun tørstede efter at ydmyge mig, men jeg gav hende ikke mere nogen anledning. En kunde ringede meget beleiligt paa døren, og jeg gik ud i kontoret. En time efter tog hun pludselig sit overtøi paa sig for at gaa ud; hun stansede foran mig og sagde:
»Du sagde ikke noget af alt dette før brylluppet.«
Jeg svarede ikke, og hun gik.
Dagen efter var jeg i det omtalte værelse og lyttede bag en dør paa skjæbnens bestemmelse. Jeg havde en revolver i lommen. Hun sad foran et bord, med sit overtøi paa, og Efimowitsch holdt sig i nærheden af hende og stod og skabte sig. Nu, ― der hændte (og det skal siges til min ære) der hændte, hvad jeg havde forudfølt og forudseet uden at have nogen klar bevidsthed om, at jeg forudsaa det. Jeg ved ikke, om man forstaar mig.
Hør, hvad der hændte! ― En hel time lyttede jeg, en hel time overvar jeg en kamp mellem den nobleste kvinde og et letsindigt, lastefuldt, dumt, lavtliggende individ. Men hvoraf kan det komme, spurgte jeg mig selv, i min overraskelse, at denne naive, milde og stilfærdige skabning er saa slagfærdig? Den aandrigste komedieforfatter kunde ikke skrive en saadan scene af uskyldig spot, hvor lasten gjordes tilskamme af dydens hellige latter. Hun var glimrende i sine smaa udfald, træffende i sine livlige replikker og slaaende sand i sin kritik. Og paa samme tid straalede over det hele hendes jomfruelige renhed. Hans kjærlighedserklæringer, hans heftige væsen, hans forsikringer vakte kun hendes latter. Officeren, der var kommen med brutale hensigter, og som ikke ventede en saadan modstand, var aldeles knust. Jeg kunde ha troet, at en saadan opførsel kun var en maske for et simpelt koketteri, at hun var et helt igjennem fordærvet menneske, der i al sin aandrighed kun ønskede at gjøre sig kostbar ― men nei; sandheden straalede som solen, ingen tvil var mulig. ― Det var kun af et misforstaaet og voldsomt had til mig, at dette uerfarne barn var gaaet ind paa dette stevnemøde; og hendes øine aabnedes først i det sidste øieblik. Hun var ulykkelig og søgte for enhver pris et middel til at fornærme mig, men hendes natur kunde ikke taale usædeligheden, selv om hun i sin heftighed havde ladet sig forlede til et indledende skridt. Ligeoverfor dette rene og pletfrie væsen var Efimowitsch's kunster unyttige. Han opnaaede kun at gjøre sig latterlig. Sandheden sprudlede fra hendes sjæl, og harmen fødte spotten paa hendes læber. Efimowitsch, den elendige fyren, vidste tilslut hverken ud eller ind, han blev siddende med et skummelt ansigt og talte i enstavelsesord; ― jeg begyndte at bli bange for, at han skulde insultere hende af lav hevn. Og ― det skal endnu engang siges til min ære ― jeg overvar hele denne scene næsten uden overraskelse, som om jeg havde kjendt den før; jeg gik derhen uden at fæste nogen lid til anklagen, skjønt jeg havde en revolver ― det er sandt. Og kunde jeg tænke hende som nogen anden end sig selv? Hvorfor elskede jeg hende? Hvorfor brød jeg mig om det hele? Hvorfor havde jeg ægtet hende? Aa, jeg havde ganske vist i dette øieblik faaet et sikkert bevis paa, at hun hadede mig, men jeg havde ogsaa faaet en fast overbevisning om hendes uskyldighed. Jeg afbrød pludselig samtalen, idet jeg aabnede døren. Efimowitsch sprang op, jeg tog hende ved haanden og opfordrede hende til at gaa ud med mig. Efimowitsch gjenvandt sin aandsnærværelse og gav sig til at le af fuld hals:
»Ah ― ligeoverfor en ægtemands rettigheder har jeg intet at sige,« sagde han, »tag hende med Dem! Og husk paa, skreg han, at jeg af agtelse for fruen skal være til Deres disposition, skjønt et ordentligt menneske egentlig ikke burde duellere med Dem .... hvis De alligevel vilde vove det, saa ....«
»Du hører det?« sagde jeg, idet jeg holdt hende tilbage paa dørtærskelen.
Ikke et ord lige til vort hus. Jeg holdt hende i haanden hele veien, hun gjorde ikke modstand, ― tvertimod, hun saa ud, som om hun havde tabt baade mund og mæle, men det varede ikke længere, end til vi kom hjem. Der satte hun sig paa en stol og saa mig stivt ind i øinene. Hun var ligbleg i ansigtet. Det ironiske drag begyndte at krumme sig paa hendes læber, og hendes øine udtrykte den gamle sikkerhed, den samme kolde og ubønhørlige trods. Hun var vist for fuldt alvor forberedt paa jeg vilde skyde hende. Jeg tog i al stilhed revolveren ud af min lomme og la den paa bordet. Hendes øine gik fra revolveren til mig. (Læg mærke til, at hun kjendte denne revolver fra før af, jeg havde den altid ladt, saalænge huset stod aabent. Jeg havde hverken hund eller portner, som Mozer. Hos mig er det kokkepigen, som lukker op for klienterne. Vi pantelaanere kan ikke være uden ethvert forsvar, og derfor havde jeg altid min revolver ladt. Den første dag, hun flyttede ind til mig, syntes hun at interessere sig meget for dette vaaben, hun bad mig forklare hende dets mekanisme og dets behandling; jeg gjorde det, og engang maatte jeg bede hende la bli at skyde paa skive .... Læg mærke til det!) Jeg la mig, uden at bryde mig om hendes uhyggelige manerer, halvt paaklædt i min seng. Jeg var meget træt, klokken var næsten 11. Hun blev siddende paa samme plads omtrent en time, saa blæste hun lyset ud og la sig paa sofaen uden at klæde af sig. Det var første gang, at vi ikke laa sammen; læg mærke til det ogsaa ....
- ↑ C. er en plads i St. Petersburg, hvor der ligger huse, der tjener til logis for husvilde.