Krotkaja/05
vem var det, som begyndte? Ingen.
Det begyndte af sig selv, allerede meget tidligt. Jeg har fortalt, at jeg havde modtat
hende med strenghed; de første dage var jeg
imidlertid venligere. Under forlovelsen forberedte
jeg hende paa, at hun vilde komme til at modta
panterne og afgjøre laanene. Hun kom ikke med
nogensomhelst indvending derimod (læg mærke
til det!), ja hun gav sig endogsaa med iver til
arbeidet ....
Bekvemmeligheden og møblementet blev staaende som før. To værelser, ― en stor sal, der var delt i to af disken, og et kammer, der tjente os til soveværelse. Møblementet var tarveligt, endnu tarveligere end hos tanterne. Min billedramme befandt sig med sin lampe paa kontoret; i det andet værelse min boghylde med endel bøger og mit skrivebord. Nøglerne bar jeg. Seng, stole, borde. Jeg lod endvidere min forlovede forstaa, at husets udgifter, det vil sige mad til mig, hende og Lukeria (hvem jeg havde tat med mig), ikke maatte overstige én rubel[1] om dagen. »Jeg maa skrabe sammen en 30000 rubler i tre aar, hvis der skal være nogen mening i det.« Hun gjorde ingen modstand og jeg forøgede af mig selv udgifterne ved bordet med 30 kopek. Paa samme maade med theatret. Jeg havde sagt til min forlovede, at vi ikke vilde gaa i theatret; men senere bestemte jeg, at vi skulde gaa der en gang om maaneden, og at vi skulde kjøbe ordentlige pladser i parket. Vi gik der sammen tre gange; vi saa »Lykkejagten« og »Perichole«, hvis jeg ikke husker feil, naa ja, det kan nu være det samme .... Vi gik derhen uden at tale sammen, og uden at tale sammen gik vi derfra. Hvorfor sagde vi aldrig nogenting til hverandre?
I den første tid havde der ikke været nogen uenighed, men tausheden var der allerede.
Jeg husker, .... Hun sad og saa paa mig i smug, og da jeg la mærke til det, blev jeg endnu stummere. Det var fra mig, tausheden kom, og ikke fra hende .... En eller to gange gjorde hun et forsøg paa at trykke mig i sine arme. Men hendes henrykkelse var sygelig, hysterisk, og da jeg kun satte pris paa sande glæder, hvor der var gjensidig agtelse, modtog jeg disse kjærtegn med kulde. Og jeg gjorde ret i det: dagen efter disse udbrud kom der fornærmelser, eller ikke netop fornærmelser, men anfald af taushed og et mere og mere udfordrende væsen.
Ulydighed, ― oprørskhed saa man i hendes ansigt. Men hun var magtesløs. Ja, hendes venlige ansigt blev mere og mere udfordrende. Jeg begyndte at by hende imod. Aa jeg har studeret det. Hun var ganske vist ofte ude af sig af sorg .... Hvorledes skal man ellers forklare, at hun, der netop kom ud af et elendigt hul, hvor hun vaskede gulvene, saa hurtigt fik væmmelse for et andet fattigt hjem?
Hos os var det ikke netop fattigdom, det var økonomi, og naar det gjaldt, tillod jeg endogsaa luxus, f. ex. til linned og til antræk. Jeg havde altid tænkt, at en soigneret ægtemand maatte behage en kvinde. Forresten havde hun ikke noget imod fattigdommen, det var mod gjerrigheden. Vi havde ganske vist hver vort forskjellige maal og en stærk karakter. Hun negtede pludselig at gaa i theatret oftere, og det ironiske drag om munden blev dybere .... Og jeg, min taushed voxede og voxede ....
Har jeg ikke lov til at retfærdiggjøre mig? Det mørke punkt var pantelaanerforretningen, ikke sandt? Jeg vidste godt, at en kvinde paa sexten aar ikke kan bøie sig i fuldstændig lydighed mod en mand. Kvinden er ikke original, det er et axiom; og det staar for mig som et axiom den dag idag. Det gjør ikke noget til sagen, at hun ligger her i dette værelse, en sandhed er en sandhed, ― Stuart Mill selv kan ikke rokke det. Og den kvinde, som elsker, ― den kvinde, som elsker! selv lasterne, selv forbrydelserne forguder hun hos den elskede. Han vil ikke selv kunne finde saa mange undskyldninger for sine egne feil, som hun. Det er høimodigt, men det er ikke originalt. Det er denne mangel paa originalitet, som har ødelagt kvinderne. Og jeg gjentar det: hvad beviser det, at hun ligger her paa dette bord? Er der noget originalt i det kanske?
Aa, aa!
Hør efter! Dengang var jeg næsten sikker paa hendes kjærlighed, hun var om mig bestandig, hun kastede sig om min hals, ― var det ikke, fordi hun elskede eller vilde elske? Jo det er netop sagen, ― hun nærede en brændende længsel efter at elske, hun søgte kjærlighed, og min ulykke var, at jeg ikke havde begaaet nogen forbrydelse, som hun kunde forherlige. De siger »pantelaaner« og alle siger »pantelaaner«; naa og hvad saa? det var ikke uden grund, at en af de høimodigste mennesker, som lever, blev pantelaaner. Ser De, mine herrer, der er tanker .... hvad jeg vilde sige .... der er tanker, som vilde bli ganske forfærdelig dumme, hvis man udtrykte dem ved ord .... Jeg vilde bli rød. Og hvorfor? Ikke for nogenting. Fordi vi allesammen er nogle uslinger, som ikke taaler at høre sandheden. Hvor er jeg henne? .... Jeg sagde netop: en af de høimodigste; ja det kan gjerne være, det er latterligt, men det er sandt, det var sandt, ― den rene sandhed. Ja, jeg havde ret til at sikre min fremtid dengang og til at grunde denne forretning: »I mennesker, I har stødt mig fra Eder; I har jaget mig med Eders tause foragt; paa mine lidenskabelige længsler har I svaret med en dødelig fornærmelse, som tynger paa hele mit liv. Jeg havde altsaa ret til at bygge op en mur mellem Eder og mig, ret til at samle disse 30000 rubler og at ende mit liv i en krog, paa Krim, ved bredden af det sorte hav, paa et fjeld, midt mellem vinbjergene paa mine eiendomme, som jeg havde kjøbt for disse 30000 rubler, ― først og fremst langt borte fra Eder, uden bitterhed mod Eder, med et ideal i min sjæl og en elskende hustru ved min side, med min familie, om Gud vilde det saa, og med mit hjerte aabent for min næstes nød.«
Det var fornuftigt at beholde alt dette for mig selv, thi hvad kunde være dummere end at fortælle det til hende?
Og det var grunden til min stolte taushed, derfor var det, vi aldrig aabnede munden, naar vi var sammen. Hvad skulde hun kunne forstaa? sexten aar, ― et rent barn .... hvad kunde hun skjønne af mine forklaringer og lidelser? Hun var lige til, kjendte ikke til livet, havde sine tilfældige overbevisninger, lod sig let forblinde, hvad der ofte er tilfælde med varmhjertede mennesker .... Det værste af det hele var pantelaanerhuset (gjorde jeg da saa meget ondt der, og saa hun ikke, at jeg lod mig nøie med en moderat fortjeneste?) Aa ― sandheden er forfærdelig her i livet! Hendes charme, denne himmelske mildhed, som hun var i besiddelse af, var et tyranni, et uudholdeligt tyranni for min sjæl, en tortur! Jeg vilde bagtale mig, om jeg forbigik dette, ― elskede jeg hende ikke? Tror De ikke, at jeg elskede hende kanske? Hvem kan sige, at jeg ikke elskede hende? Aa ser De, det var en troløs ironi af skjæbnen og naturen! Vi er forbandede; det menneskelige liv er én stor forbandelse! Og mit mere end noget andet! Nu forstaar jeg min feiltagelse! .... Der var nogle uklare punkter .... Nei, alt var klart, min plan var klar som solen: At lukke mig inde i en streng, stolt taushed, at negte mig enhver moralsk trøst. At lide i taushed. Og jeg har udført min plan; jeg har ikke løiet for mig selv! Hun skal nok engang komme til at se, at her var høimod. Hun har ikke kunnet forstaa det nu, men naar hun engang opdager det, dersom hun nogensinde opdager det, saa vil hun skatte det ti gange høiere, og hun vil falde paa knæ og folde sine hænder. Det var min plan. Men nu har jeg glemt eller forbigaaet noget. Ingenting har lykkedes for mig .... men nok om det, nok ....
Hvem skal jeg nu bede om tilgivelse? Det er forbi .... tab ikke modet, mand! bevar din stolthed: det er ikke dig, som er den skyldige.
Jeg skal sige sandheden, ― jeg er ikke bange for at se den lige i ansigtet: det var hende, som havde uret, det var hende!
- ↑ 2 kroner 85 øre.