Krotkaja/02
a saalænge hun endnu er her, kan det
altid gaa: jeg kan da nærme mig hende
og se paa hende hvert øieblik. Men imorgen?
man vil ta hende fra mig, .... hvad skal jeg da
gjøre .... ganske alene? Ennu er hun i dette værelse, udstrakt paa disse to borde; imorgen er kisten færdig; .... en hvid kiste; .... hvid .... Det
er forresten ikke det, det kommer an paa ....
Jeg gaar og jeg gaar og jeg gaar .... men jeg
vil forstaa ..... Nu er det sex timer, siden jeg
begyndte med at ville, .... men jeg kan ikke koncentrere mine tanker paa et bestemt punkt .... Men
det er, fordi jeg bestandig gaar og aldrig kan staa
stille .... Naa .... hvorledes var det nu, det gik
for sig? .... lad os ta det iorden: Mine herrer,
jeg er ikke nogen romanforfatter, ser De, men
hvad gjør det til sagen? jeg skal fortælle det, saaledes som jeg forstaar det. .... Aa .... jeg forstaar alt, altfor godt; .... det er min ulykke.
Naa .... altsaa .... hvis De vil vide det, saa begynder vi med begyndelsen: hun kom altsaa til mig et par gange for at pantsætte nogle smaating; hun skulde ha penge til et avertissement i Golos, for at anbefale sig som guvernante hos en familie eller gi timer i hjemmet o. s. v. .... Det var ganske i begyndelsen, jeg lagde ikke mærke til hende, hun kom som de andre, og alt gik for hende som for de andre. Saa begyndte jeg at bli opmærksom paa hende. Hun var slank, blond, over middelshøide. Hun var generet ligeoverfor mig, det var, ligesom hun skammede sig over noget; jeg tænker, hun var vel saan med alle, som hun ikke kjendte; hun kunde vel ikke se mennesket i mig, men bare pantelaaneren. Saasnart hun havde faat sine penge, gik hun sin vei. — Altid taus. — De andre snakker og tigger og prutter for at faa mere; — hun, nei .... hvad man gav hende .... nu mister jeg traaden igjen .... Naa, nu har jeg det — hendes panter vakte strax min opmærksomhed: nogle forgyldte øreringer, en elendig liden medaljon: det var ikke værd 20 kopek tilsammen. Hun vidste det godt, men man kunde se paa hende, hvor kjær disse gjenstande var hende; det var ogsaa hele hendes fædrene og mødrene arv, det fik jeg vide senere. En eneste gang tillod jeg mig at smile, da jeg saa, hvad hun bragte mig. — Ja det vil sige .... jeg pleier ikke at gjøre saant; jeg er gentleman med mine kunder: faa ord, høflig, streng. Men engang vovede hun at komme med en stump, bogstavelig talt en stump af en skindtrøie — da kunde jeg ikke holde mig, og jeg lod mig forlede til at gjøre en liden spøg ....
Naa — hvilken rødme! Hendes øine er blaa, store, tænksomme, — hvor de gnistrede! — Men ikke et ord: hun tog sin fille og gik. Da var det især, jeg blev opmærksom paa hende, jeg faldt hen i tanker over det .... det var ganske besynderligt ....
Ja jeg har endnu et ganske bestemt indtryk .... det vil sige hovedindtrykket, — grunden til alt: hun var forfærdelig ung, saa ung, at man ikke vilde ha anslaaet hende til mere end 14 aar. Hun var alligevel 16, mindre 3 maaneder. — Det var forresten ikke det, jeg vilde sige; — det er ikke det, det kommer an paa.
Hun kom igjen den næste dag.
Senere har jeg faat at vide, at hun var gaaet til Dobronravoff og Mozer med skindtrøien sin, men de tar ikke imod andet end guld; de svarte hende ikke engang. — Jeg har engang tat en kamé af hende, som ikke var værd to danske skilling, og da jeg senere tænkte paa det, blev jeg forbauset over at ha gjort det: jeg tar heller ikke andet end ting af guld og sølv, — men af hende har jeg tat en kamé —? — hvorfor? Det var anden gang, min tanke beskjæftigede sig med hende, det husker jeg.
Den følgende dag, det vil sige da hun kom fra Mozer, bragte hun et cigarmundstykke af rav, noget ruskomsnusk, som kunde gaa an for en liebhaber, men som ikke havde noget værd for mig; for hos os er det bare guld. Jeg modtog hende strengt i betragtning af hendes meningsløse opførsel den foregaaende dag.
Min strenghed bestaar i at modta folk med kulde. Da jeg alligevel gav hende to rubler, kunde jeg ikke holde mig fra at sige: »men det er bare for Deres skyld; Moser vil ikke gi Dem noget for saant.« Og jeg lagde især vægt paa dette »for Deres skyld«, — netop i en bestemt hensigt. Det var lumpent gjort. Da hun hørte dette »for Deres skyld«, rødmede hun igjen, men hun sagde ikke noget, hun kastede ikke pengene, hun tog dem med sig. — Det er fattigdommen! Og slig, som hun rødmede! Jeg forstod, at jeg havde saaret hende. Og da hun gik ud, spurgte jeg mig selv pludselig: »er denne triumf værd to rubler?«
Jeg husker det godt, det var netop det spørgsmaal, jeg gjorde mig selv: »Er det værd to rubler, er det det?« — Og jeg lo, da jeg svarte ja paa det spørgsmaal. — Jeg var glad dengang. Men jeg handlede ikke saaledes paa grund af nogen slet følelse; jeg gjorde det expres, med hensigt; jeg vilde prøve hende, for der begyndte at opstaa nogle nye tanker i min hjerne. — Det var tredie gang, at jeg kom til at tænke paa hende.
Naa — fra det øieblik var det, det egentlig begyndte. Jeg skaftede mig underretning om hendes liv, hendes stilling, — og jeg ventede utaalmodig paa, at hun skulde komme igjen.
Jeg havde det paa en følelse, at det ikke vilde vare længe. — Saa kom hun en dag, og dengang talte jeg høfligt og venligt til hende. Jeg har faat en god opdragelse, og jeg ved nok, hvorledes jeg skal opføre mig .... hm! .... Jeg forstod dengang, at hun var god og elskværdig. De gode og elskværdige gjør ikke lang modstand, og selv om de ikke aabner sit hjerte for Dem, er det dog umuligt for dem at undgaa en konversation. De er korte i sine svar, men de svarer dog, og jo længere De holder paa, desto mere opnaar De, hvis De ikke gir Dem. Hun lod mig naturligvis ikke komme nogen vei denne gang. Det var først senere, da jeg havde faat vide historien om Golos og alt det andet.
I denne tid holdt hun paa at avertere af alle kræfter: i begyndelsen var det fint, naturligvis »en guvernante .... vil ogsaa i tilfælde være villig til at forlade hovedstaden ....; reflekterende behage at sende betingelserne ....«; senere: »vil gaa ind paa alle betingelser; vil gi timer eller være selskabsdame; vil bestyre huset, .... pleie en syg — udføre syarbeide o. s. v. o. s. v.«; saan som der pleier at staa i avertissementer. Det kom naturligvis ikke paa éngang, — men hver ny gang brugte hun stærkere udtryk, og tilslut søgte hun i sin fortvivlelse kun »arbeide for brødet«. — Nei, hun fik ingen plads.
Jeg bestemte mig da til at prøve hende en sidste gang: jeg tog pludselig dagens Golos, og jeg viste hende et avertissement: »En forældreløs ung pige søger plads som guvernante for smaabørn, helst hos en ældre enkemand. Kan være til hjælp i huset.«
»Ser De dette avertissement? avisen er for imorges, men jeg er sikker paa, at vedkommende vil ha sin plads iaften. — Saaledes er det, man skal skrive avertissementer.«
Hun rødmede atter, atter flammede hendes øine; hun vendte ryggen og gik.
Det likte jeg godt. Jeg var næsten sikker paa hende og var ikke bange for noget: der var ingen, som vilde ta hendes cigarmundstykker; hun havde ikke flere heller. Hun kom igjen tre dage senere, ganske bleg og bestyrtet. — Jeg skjønte, at der maatte være hændt noget, — og det var der ogsaa. Jeg skal strax sige, hvad der var hændt; men først vil jeg fortælle, hvorledes jeg pludselig kom til at vise mig chic og derved kom til at staa i en vis nimbus. Det var en idé, som kom aldeles uforvarende over mig .... Nu skal De høre.
Hun kom med et billede af den hellige jomfru (det kostede hende at bringe det) .... hør nu efter! Hør. Nu begynder det først egentlig, før var det bare noget uklart rote .... Jeg vil huske alt, hver liden smaating, hver eneste detalj ....
Jeg vil bestandig koncentrere mine tanker, men jeg kan ikke faa det til .... aa, der har jeg det tydeligt, nu husker jeg alt ....
Mariabilledet ...... Den hellige jomfru med Jesusbarnet; et familiebillede, — gammelt, — med en forsiring af forgyldt sølv .... »Det er sex rubler værd .... sex rubler er det værd.« Jeg ser, at billedet var hende meget kjært: hun pantsætter alt, rammen, forsiringen. Jeg siger til hende: Det er bedre bare at ta forsiringen; billedet kan De ta med Dem igjen; det behøves ikke.
»Er det forbudt?«
»Nei, det er det ikke, men De kunde kanske selv ....«
»Naa ja, ta forsiringen af da.«
»Nei ved De, jeg tror ikke, jeg vil det; jeg hænger billedet blandt mine andre — sagde jeg efter betænkning — her under denne billedlampe[1] (jeg havde altid lampen tændt), — og saa kan De ta ti rubler.«
»Jeg behøver ikke ti rubler; gi mig fem, jeg skal sikkert løse det ind.«
»De vil ikke ha ti rubler. Billedet er det værd,« tilføiede jeg, idet jeg atter saa flammen i hendes øine. Hun svarte ikke. Jeg gav hende fem rubler.
»Man skal ikke foragte nogen .... Jeg har selv været i en slem stilling og værre end det, — og naar De nu ser mig i en saadan forretning .... Efter alt det, jeg har lidt, saa ....«
»De hevner Dem paa samfundet! — hvad?« afbrød hun mig pludselig med et smil, der paa engang var ironisk og naivt.
A ha! tænkte jeg, saan er hun altsaa, det er en kvinde med karakter, en emanciperet.
»Ser De,« sagde jeg, halvt spøgende, halvt nysgjerrig. »Jeg er en del af den kraft, som vil det onde, men gjør det gode.«
Hun saa paa mig med en opmærksomhed, hvori der var nogen barnlig nysgjerrighed:
»Vent! Hvad er det for en tanke, hvor har De den fra? Jeg har hørt den før ....«
»Det skal De ikke bry Deres hode med. Det er med de ord Mefistofeles forestiller sig for Faust. Har De læst Faust?«
»Ikke ― opmærksomt.«
»Det vil sige, at De ikke har læst den. — Jeg ser endnu et ironisk smil paa Deres læber. — De maa ikke tro, at jeg er smagløs nok til at ville forskjønne min rolle som pantelaaner ved at gi mig ud for en Mefistofeles. En pantelaaner er en pantelaaner. Det er noget, alle ved.«
»De er rar .... ja det var ikke det .... «
Hun holdt paa at sige, at hun ikke havde ventet at finde nogen belæst mand i mig, hun sagde det ikke, men jeg forstod, at hun tænkte det. Jeg havde vakt hendes nysgjerrighed i høi grad.
»Ja, ser De,« sagde jeg, »der er ikke den livsstilling, hvor man ikke kan gjøre godt. Ja, Jeg taler ikke om mig, jeg kan vel ikke gjøre andet end ondt, men ....«
»Man kan ganske vist gjøre godt i alle stillinger,« svarte hun og søgte at gjennemtrænge mig med sit blik. »Ja i alle stillinger,« gjentog hun.
Aa jeg husker, jeg husker .... Hun var ung — denne fortryllende ungdom, hvis ansigt straaler af naiv og alvorlig overbevisning, naar den udtaler sine dybeste tanker, som om den vilde sige: se nu i dette øieblik, hvor jeg forstaar og trænger ind i tingen! — Og man kan ikke sige, at det er forfængelighed, saaledes som hos os, — nei det er bare, fordi hun tror paa betydningen af sine egne tanker, — det er overbevisningens ærlighed, og hun tror, at enhver maa ha den samme respekt for hendes tanker som hun selv. — Ja ærlighed, — for ærligheden er det, man bøier sig. — Og hendes ærlighed, det var noget ganske ualmindeligt!
Jeg erindrer, jeg har ingenting glemt. Da hun gik, havde jeg fattet min beslutning. Den samme dag indhentede jeg mine sidste oplysninger, og jeg lærte hele hendes liv at kjende i dets enkeltheder. Hendes fortid fik jeg besked om af Lukeria, der tjente i hendes familie, og hvem jeg lidt før havde vundet for min sag. Hendes liv var helt tilbunds saa bedrøveligt, at jeg ikke forstaar, hvorledes hun under saadanne forholde kunde ha kraft til at le eller den evne til at være nysgjerrig, som hun havde vist, da hun talte om Mefistofeles.. Men ungdommen! Det var det netop jeg tænkte dengang — med stolthed og glæde, thi jeg saa hendes sjæls noblesse i den kjendsgjerning, at Goethes tanke gnistrede i hendes øine, uagtet hun befandt sig paa kanten af en afgrund. Ungdommen er altid høimodig. Det er bare hende jeg taler om. Hovedsagen er, at jeg allerede betragtede hende som min, at jeg ikke tvilede paa min magt, — og der er en overmenneskelig nydelse i ikke at tvile, ved De.
Men hvor er jeg nu? Gaar jeg frem paa denne maade vil jeg aldrig komme til at koncentrere mine tanker .... hurtig, hurtig, min Gud, jeg forvilder mig, nu mister jeg traaden.
- ↑ Det er en russisk skik at sætte en tændt lampe over religiøse billeder.