Krotkaja/00
Feodor Michailowitsch Dostojewskij.[1]
tegnelse over martyrer eller et re-
gister over straffefanger.
HERZEN.
en russiske literatur har pludselig gjort bresche i Europa; det er ikke længere bare Turgenjew, den ene russiske digter efter den anden holder indtog i Vest-Europa og efterlader dybe indtryk. Den dystre tone, der klinger gjennem de russiske romaner, harmonerer godt med den pessimistiske grundstemning, der som en blygraa himmel hvælver sig over hele den moderne europæiske literatur.
Mens i Vest-Europa det mørke syn paa livet er en følge af en filosofisk og æstetisk reaktion, en skuffelse over at se alle romantikkens løfter uopfyldte, en træthed efter en begeistrings rus, en overmættelse og et raffinement, en angstfuld anelse om voldsomme revolutioner, en trøstesløs, theoretisk skepticisme, en menneskekjærlighedens smerte over millionernes nød, — er den i Rusland desuden en haabløs fortvilelse under et despotis rædselsherredømme. Man blir ikke lystig af altid at leve under bevogtning, ikke at turde sige et dadlende ord om det bestaaende, at føle sig omgivet af spioner paa gader, i restaurationer, — i sit eget hjem; man har ikke nogen tilbøielighed til at prise livet, naar det kun har at by paa trældom hjemme eller endnu værre trældom i Sibirien, naar man ser begavelsen og dygtigheden henslæbe et kummerligt liv med politiet i hælene og skafottet ivente, mens kryberiet og de hykleriske smigrere af misbrugene nyder livet i fulde skaaler. Fædrelandets ulykke ruger over forfatterne fra deres fødsel, rammer dem selv, hver gang de vover at røre paa sig, sniger sig ind i deres hjerters inderste kroge og udbreder en gran, hjertebeklemmende vemod over alle deres bøger. De, som ikke vil udsætte sig for døden, hengir sig til triste drømmerier, henfalder i et trøstesløst mismod og dør ofte i tungsindets vanvid.
De største russiske digteres skjæbne gir et bedrøveligt Resumé af Ruslands sidste historie; enhver ung forfatter med talent synes paa forhaand dømt; det russiske samfund er kvælende gift for genierne:
Lermontow blev forvist og faldt i en duel, 27 aar gammel.
Gogol, Ruslands mest fremragende humorist, hungrede sig tildøde i uhelbredeligt vanvid (melankoli), 44 aar gammel.
Gribojedow, den berømte komedieforfatter, blir forvist og lever mistænkt, indtil han omkommer i en opstand i Persien, 34 aar gammel.
Kolzow, den geniale folkedigter, dør tilslut i fortvilelsen over sit uudholdelige liv, 33 aar gammel.
Bestushew, først dømt tildøde, saa benaadet og forvist; falder i den kaukasiske krig, 41 aar gammel.
Herzen, den berømte journalist, flygter fra sit fødeland for bestandig.
Turgenjew valgte frivillig landflygtighed.
Dostojewskijs skjæbne er ikke lysere end de andres.
Han blev født i Moskwa 1822, var søn af en fattig adelsmand, der ikke kunde gi ham nogen pengeunderstøttelse udover hans temmelig tarvelige opdragelse. Han saa sig derfor tidlig nødt til at ta en plads i et af ministerierne. Man kan ikke tænke sig et menneske, der var mindre egnet til at sidde muret til en kontorkrak end den unge Dostojewskij; uregelmæssig, impressionabel til sygelighed, fintfølende og prippen, uden modstandskraft ligeoverfor sine indskydelser, hensynsløs idealistisk og allerede med hele sin sjæl tørstende efter literær berømmelse opfyldte han kun daarligt de pligter, hans stilling forlangte af ham. Det varede derfor ikke længe, før han (efter opfordring) maatte ta sin afsked, Fra nu af opgav han embedskarrieren og ofrede sig helt og holdent til literaturen. Han var ikke mere end 23 aar gammel, da kort tid efter (1845) hans første bog »Fattige folk« udkom.
Bogen gjorde lykke; selv de mest kræsne kritikere havde kun ros at udtale. Men saa begyndte den tragiske skjæbne, der hviler over de russiske digtere, at gjøre sig gjældende.
Dostojewskij forsvinder fuldstændig fra skuepladsen for mange aar.
Hermed hænger det sammen paa følgende maade: En vis Petraschewskij havde i forening med nogle yngre videnskabsmænd og forfattere, hvoriblandt D., stiftet et slags politisk selskab, hvis formaal var at virke for livegenskabets ophævelse og indførelsen af en bedre og mere retfærdig retspleie. Selskabet havde ingen lighed med de senere nihilistiske klubber, dets program var meget naivt og holdt i det abstrakte; man vilde »i tale og skrift virke for udbredelse af kjærlighed til næsten og bringe menneskene til sandheds erkjendelse«. Keiser Nikolai fandt imidlertid ikke saadanne bestræbelsar uskadelige. En god dag blev alle foreningens medlemmer arresterede, stillede for en krigsret og en og tyve i tallet dømte til døden. I sidste øieblik efter iagttagelsen af alle formaliteter, som gaar forud for en henrettelse, oplæstes for de dømte en keiserlig ukas, som skjænkede dem livet, underkastende dem forskjellige andre straffe, For Dostojewskijs vedkommende blev dommen forandret til 12 aars tvangsarbeide, en termin, der dog senere forkortedes næsten til det halve. Efter at ha udstaaet sin straf, maatte han et aar eller to tjene som menig soldat i Sibirien og blev siden forfremmet til officer af den milde keiser Alexander II, som endogsaa tillod digteren, hvis helbred nu var meget svag og hvis tanker var bleven spage, at vende tilbage til Rusland og efter et halvt aars forløb ta ophold i Petersburg. Sygelig som han var indgav Dostojewskij snart en ansøgning om afsked fra militærtjenesten og begyndte atter sin literære virksomhed, skjønt med en noget forandret retning. Forvisningen til Sibirien havde gjort ham »ædru«.[2]
Dostojewskijs »ædruelighed« bestod i resignation. Han opgav ikke haabet om reformer, men han troede ikke længere paa deres virkeliggjørelse ved demokratiske midler. Hans politiske overbevisning blev nærmest, hvad man i forrige aarhundrede kaldte »den oplyste despotisme«; han troede endnu paa revolutionernes nødvendighed, men mente, at initiativet maatte komme fra oven, om ikke alt skulde gaa tilgrunde i et kaotisk anarki. Alexander II's løfterige tronbestigelse styrkede ham vel i disse meninger.
Men i sin kunst var og blev Dostojewskij demokrat, han viser det i valget af sine emner, han viser det i sin socialistiske menneskekjærlighed. Hans øie er ikke opladt for de lyse og glade sider i menneskelivet, hans syn drages mod elendigheden og ulykken. Hans varme hjerte er fuldt af medlidenhed med hele menneskeheden, men mest med de ulykkelige, de fattige og de undertrykte, med trællearbeiderne og tjenestefolk, med skjøgerne, med forbryderne og de svage. Han har loddet fattigdommens afgrund til bunden, har fordybet sig i dens mest pjaltede elendighed, ikke veget tilbage for dens uluftede værelser eller de mørke, stinkende smug, hvor den mylrer i de hæsligste og mest frastødende former. Med en fabelagtig illusorisk magt maner han frem for os billeder, hvis uhyggelighed forfølger os i vore drømme. Hans romaner er i regelen usandsynlige, hans pathologiske helte utrolige, hentede fra en verden, som vi ikke kjender og ikke kan kontrollere; men det hele er fortalt med en hallucinatorisk kraft, der bringer os til at glemme sammenligningen med virkeligheden.
Overalt, selv hos den frækkeste last, finder han med sin varme sympathi det menneskelige element, og trods hans religiøsitet paatvinger hans romaner os en fatalisme, der ophører retfærdigheden, der var grundet paa læren om den fri vilje, og indsætter kjærlighed og mildhed mod alle, fordi vi ikke forstaar, at nogen har det ondt efter fortjeneste.
Var Dostojewskij i sine romaner paa den ene side demokratisk, var han paa den anden national. I modsætning til Turgenjew stillede han sig fiendtlig mod al europæisk indflydelse, han var en lidenskabelig Russer og troede med en religiøs mystik paa Ruslands mission, Stjernen over Vesteuropa daler, de vestlige landes kultur er raadden og smulrer hen; snart styrter den sammen. Men fra Rusland skal gjenfødelsen komme; det russiske »almenmenneske« er kaldet til at herske over jorden, thi kun han er ydmyg af hjertet. — Hvor meget der kan være at indvende mod disse besynderlige anskuelser, kan det dog ikke nægtes, at Dostojewskij kjender sit fædreland bedre end Turgenjew.[3] Og det er vel ogsaa denne omstændighed, som maaske har givet ham en endnu større plads blandt hans landsmænd end hans store medbeiler, hvem de ofte bebreidede, at han var en fremmed iblandt dem.
Man eftergav Dostojewskij en del af hans straf, men man kunde ikke gjengive ham hans knækkede helbred og hans brudte ungdomskraft. Hans triste livsbane endte efter mange aars sygdom og mange epileptiske anfald i januar 1881. »Dyb og almen blev sorgen over Dostojewskijs død,« skriver Thor Lange. »Hans begravelse var noget af det mest storartede, Petersburg længe havde seet. Repræsentanter fra alle samfundsklasser, folk af de mest forskjellige retninger, medlemmer af statsraadet side om side med den forsjuskede russiske student, hver af dem alle hædrende det billede, han personlig havde dannet sig af den afdøde, fulgte bagefter en kiste, som midt i den koldeste vintertid var skjult under et bjerg af kostbare kranse, levende blomster, ofrede af en storfyrste og en storfyrstinde ligesaavel som af den fattige embedsmand og den halvvoxne gymnasiast. Uden indblanding fra politiets side og næsten uden ledsagelse af beredne gendarmer vandrede den store, tause sørgeskare af flere tusen mennesker langsomt ud af byen til det stille Alexander-Newskij kloster, hvor digteren lagdes til hvile.«
Nærværende fortælling er oversat fra fransk efter tidsskriftet »La Revue contemporaine«, hvor følgende oplysninger om dens tilblivelse meddeles: Krotkaja ɔ: den milde, den elskelige. Fortællingen er bleven offentliggjort i »Forfatterens dagbog«, et periodisk skrift, som Dostojewskij var eneste redaktør af. Forfatteren beder undskylde, at han fylder et helt nummer med denne fortælling istedetfor med tidsskriftets sædvanlige indhold. Han tilføier, at ideen til Krotkaja formelig har forfulgt ham, og at han har brugt hele maaneden til at skrive den.
Gerhard Gran.